lars løkke
Lars Løkke Rasmussen møder medierne til et pressemøde den 5. december 2011 hvor han tager afstand fra læk af fortrolige oplysninger om anklager og magtmisbrug.
Foto: Linda Kastrup / Scanpix

Mediernes magt

journalist Lisbeth Svalgaard, iBureauet/Dagbladet Information. Februar 2013. Opdateret af journalist Michelle Arrouas, maj 2017.
Top image group
lars løkke
Lars Løkke Rasmussen møder medierne til et pressemøde den 5. december 2011 hvor han tager afstand fra læk af fortrolige oplysninger om anklager og magtmisbrug.
Foto: Linda Kastrup / Scanpix
Main image
Magtens korridor. Interview med den tidligere statsminister, Lars Løkke Rasmussen, Venstre.
Magtens korridor. Interview med den tidligere statsminister, Lars Løkke Rasmussen, Venstre.
Foto: Martin Stampe / Scanpix

Indledning

Medierne ses som en vigtig brik i et åbent, demokratisk samfund kaldes ’den fjerde statsmagt’ fordi de supplerer de tre officielle statsmagter: den lovgivende, den dømmende og den udøvende. Både i Danmark og udlandet spiller medierne en stor rolle som samfundsoplysende institutioner, men medierne er under stort økonomisk pres, blandt andet på grund af den teknologiske udvikling, som gør det muligt for borgerne at hente oplysninger via internettet og følge politikerne direkte på sociale medier. Den nye teknologi giver dog også medierne mulighed for at inddrage og engagere borgerne på nye måder. Forholdet mellem medier og politikere har udviklet sig til et indviklet spil, hvor begge parter har meget at vinde – eller tabe – og der er en vis risiko for, at også borgerne bliver tabere, når forholdet mellem medier og politikere fremmer en mere personfikseret journalistik og mere strategiske politiske udmeldinger. De sidste par år har der været stor debat om mediernes ansvar og rolle i det demokratiske system, blandt andet på grund af den kontroversielle offentlighedslov i Danmark, politikernes brug af sociale medier, spredningen af falske nyheder under især den amerikanske valgkamp, og kritik af mediernes dækning af den samme.

 

Artikel type
faktalink

Mediernes rolle i det danske demokrati

Hvilken rolle spiller medierne i et demokrati?

Journalistikken har en vigtig funktion i et demokrati. Demokrati kan defineres ved, at alle borgere, både høj og lav, har den bedst mulige forudsætning for at påvirke det samfund, de lever i, og at de har ret til at give deres mening til kende ved frie valg af politiske repræsentanter og stille magthaverne til ansvar for deres handlinger. Det kræver at alle borgere har adgang til information om, hvad der foregår i samfundet, så de kan vælge og handle på et oplyst grundlag. Mediernes opgave er at sørge for, at borgerne er bevidste om, hvad der foregår i samfundet. Man kan med andre ord kalde medierne for 'borgernes sanseapparat', og demokrati og den frie presse kan derfor siges at gå hånd i hånd. Populært taler man om 'den fjerde statsmagt', når man skal karakterisere mediernes rolle. Officielt består et demokrati af tre statsmagter; den lovgivende (Folketinget), den udøvende (regeringen) og den dømmende (domstolene). Uofficielt er den fjerde statsmagt så medierne, pressen eller journalisterne; det skriver forfatterne af fagbogen ”Medier, politik og samfund” (se kilder). Det er dem, der sørger for, at de tre andre statsmagter forvalter deres magt i overensstemmelse med lovgivningen. Gør de ikke det, stiller medierne dem optimalt set til ansvar på borgernes vegne.

For at borgere kan få de rigtige informationer om, hvad der rører sig i samfundet, skal medierne leve op til to betingelser: De skal være troværdige, og de skal være uafhængige.

Hvilken rolle kan medierne spille i dårligt fungerende demokratier og udemokratiske lande?

I det meste af den vestlige verden er der meget sjældent censur på pressen, men i store dele af verden er pressen ikke uafhængig. Eksempler på medier kontrolleret af statsledere er for eksempel de tætte forbindelser mellem den russiske præsident Vladimir Putin og de russiske medier, den nu forhenværende italienske regeringschef Silvio Berlusconi og de italienske medier og Nordkoreas diktatorer og de nordkoreanske medier. Når medierne underlægges censur, resulterer det ofte i propaganda, hvor den censurerende magt bruger medierne til at sende deres egne budskaber ud, så borgerne ikke har indsigt i deres eget samfund. Det er altså vigtigt for et velfungerende demokrati, at borgerne kan stole på, at medierne fortæller sandfærdigt om samfundsforhold, og at de ikke er i lommen på politikere, store selskaber eller lignende. Journalister og redaktører har derfor også et moralsk ansvar for, at de historier, de viderebringer, er faktuelt korrekte, og at det udsnit af virkeligheden, de bringer, er så dækkende som muligt. I flere lande, blandt andet Tyrkiet og Kina, er der disse år stigende pres på medierne fra autokratiske politikere, hvilket gør det sværere og farligere for journalisterne at leve op til den målsætning. I løbet af 2016 blev flere af Tyrkiets førende regeringskritiske aviser således lukket, journalister blev fængslet og oplevede trusler, og enkelte fik lange fængselsstraffe, skriver Information i 2017 (se kilder).

Hvordan har medierne udviklet sig?

Groft ridset op kan man inddele mediernes udvikling i fire historiske punkter; Trykteknikken, radioen, tv'et og digitaliseringen af medierne. Siden 1990'erne har medierne udviklet sig voldsomt. Flere tv-stationer er kommet til, gratisaviser og gratis magasiner kom på gaden og med internettet fik brugerne adgang til en kæmpe bank af information på de mange hundrede nyoprettede digitale medier. I stedet for kun at holde en bestemt avis eller se en bestemt nyhedsudsendelse, kan man nu læse nyheder, høre radio og se tv fra hele verden – og sociale medier, smartphones og tablets har ændret vores medievaner. Nu kan man tjekke nyheder flere gange i døgnet på flere sites og platforme, og hvor man før fik en eller to daglige opdateringer i sorteret og redigeret form fra et bestemt medie, kan man nu frit søge blandt alle udbydere på nettet.

Hvilken rolle spiller den teknologiske udvikling på mediernes demokratiske rolle?

Internettet har gjort det meget nemmere at få adgang til information om samfundet, men det kan være vanskeligt at vurdere lødigheden af de mange informationer, hvoraf mange ikke er bekræftet af pålidelige kilder, ligesom en del er lagt ud på nettet med det formål at fremme sin egen sag eller som bevidst vildledning. De tekniske muligheder betyder, at stort set alle kan lave deres egen hjemmeside og lægge informationer, rigtige eller urigtige, på siden. Der er mange eksempler på, hvordan brugere er blevet snydt af urigtige oplysninger, der er blevet præsenteret online som sandfærdige. Fordi strømmen er informationer er så stor og konstant, har journalister og medier fået en ny og stor opgave: de skal sortere i oplysningerne, tjekke om de er rigtige og sørge for, at de historier, de sender videre til brugerne, ikke bare indeholder de rigtige fakta, men også er dækkende, analyserede og perspektiverede.

Udviklingen blev cementeret under det amerikanske valg i 2016, hvor falske nyheder begyndte at florere. Falske nyheder – på engelsk kaldet fake news – er stærkt fordrejede eller fuldstændigt usande oplysninger, der bliver præsenteret som objektive nyheder af de sider, der præsenterer dem. Under det amerikanske valg spredte flere hundrede sider falske nyheder som eksempelvis at paven støttede Trump, og ifølge flere eksperter (der blandt andet er citeret i en artikel i The Guardian, se kilder) var falske nyheder med til at påvirke udfaldet af valget. Flere sider med falske nyheder er også opstået i Frankrig og Tyskland i 2017 i forbindelse med valgene der, og i Tyskland har regeringen introduceret et lovforslag, der vil straffe sociale medier, der ikke gør nok for at stoppe spredningen af falske nyheder på deres platforme, med bøder på op til 375 millioner kroner, skriver ComputerWorld (se kilder). Spredningen af falske nyheder sker nemlig især på sociale medier som Facebook, Twitter og Youtube.

Hvordan påvirker den digitale udvikling forholdet mellem medier og politikere?

I takt med, at de sociale medier har vokset sig større, så er de også blevet et vigtigere værktøj for politikerne. Ifølge artiklen ”Politikere bruger sociale medier til at sortere pressen fra” (se kilder) går politikerne i stigende grad uden om journalisterne, når de vil henvende sig til befolkningen. Fordi de kan henvende sig direkte til en del af vælgerne via de sociale medier – hvor mange politikere har flere hundredetusinde følgere – kan de sortere medierne, der plejede at være mellemmanden mellem politikerne og befolkningen, fra. Det kan udgøre et demokratisk probelm, da medierne ikke bare agerer mellemled eller agerer mikrofonholder for politikerne, men også stiller kritiske spørgsmål, kan faktatjekke de oplysninger, politikerne fremstiller, og sætte politikernes budskaber ind i den større kontekst. Ifølge artiklen bruger 2 ud af 3 af de adspurgte danske politikere de sociale medier til at sortere medierne fra. Også i USA har der været stor debat om tendensen, især efter valget af Donald Trump som landets præsident. Han går i høj grad uden om medierne og har siden han tiltrådte holdt markant færre pressemøder end sine forgængere. I stedet henvender han sig direkte til sine mere end 26 millioner følgere på Twitter. Ifølge artiklen ”Your filter bubble is destroying democracy” (se kilder) er det en fare for demokratiet, at borgere – især de yngre – i stigende grad får deres nyheder via de sociale medier i stedet for traditionelle nyhedskanaler, da der er større chance for at man støder ind i falske eller fordrejede nyheder på de sociale medier, og da det skaber mindre kontakt og debat mellem de forskellige fløje i politik.

Hvilken betydning har den teknologiske udvikling for mediernes økonomi?

Internettet har presset mange medier økonomisk. Mange vil ikke længere betale abonnement for en avis, når de kan få historierne gratis online, og annoncekroner, som er en stor del af indtægten hos medierne, ender i dag hos selskaber som Google og Facebook. For mange medier har det betydet færre ansatte journalister, og det er paradoksalt, for selv om alle kan lægge informationer på nettet, så stammer langt det meste journalistik på nettet fra papiraviser og radio. Selvom internettet fylder godt op i debatten om mediernes fremtid, så viser undersøgelser, at borgerne stadig får langt de fleste nyheder fra tv eller avis – brugerne skifter mellem de forskellige platforme for at få deres oplysninger. Det stiller store krav til mediehusene, der skal tilpasse sig den digitale udvikling, der ifølge eksperter, kun lige er begyndt.

Hvordan påvirker samfund og medier hinanden?

Mediernes rolle er ikke kun nøgternt at beskrive, hvad der sker i samfundet. Medierne stiller også spørgsmålet ”Hvad skal der/bør der gøres ved dette?”. Det lægger op til, at borgerne involverer sig i deres samfund. Politikere, erhvervsvirksomheder, ngo'er og andre store aktører bruger også medierne til at holde sig orienterede om og engagerede i samfundet. Samtidigt kan de gennem medierne vejre, hvordan stemningen er i befolkningen, og de kan forsøge at påvirke befolkningens holdninger via medierne. Et nyere eksempel er Danske Banks reklame 'New Normal. New Standards.' fra 2012, hvor billeder af den kapitalismekritiske Occupy Wall Street-bevægelse indgik. Danske Bank fik høvl i medierne både nationalt og internationalt, blev hånet af brugerne på Facebook og Twitter og fik politikere på banen. Det resulterede i, at Occupy-billederne blev fjernet fra reklamen, og at direktøren i Danske Bank kom med en officiel undskyldning for, at reklamen negligerede bankens rolle i finanskrisen.

Medierne og samfundet påvirker hinanden begge veje. Alle har hver især en fortolkning af den verden, vi lever i. Det kan være en forskers fortolkning, en politikers fortolkning eller en borgers fortolkning. Mediernes opgave er at sætte fortolkningerne op mod hinanden og sætte spørgsmålstegn ved disse. Det kan være alt fra folkeskolepolitik, hvor både politikeres visioner, forældres ønsker og læreres og eksperters anbefalinger debatteres i medierne til realityprogrammer, hvor deltagere, seere og medieeksperter kommer med hver deres fortolkning af seneste afsnit. Når medierne stiller spørgsmålstegn eller lader andre stille spørgsmålstegn ved en udlægning af et samfundsperspektiv, bliver situationer, idealer, fremtidsmål og andet hele tiden diskuteret og taget op til revision, optimalt set, i alle lag i samfundet. Det kræver dog, at medierne formår at nå ud til og engagere borgere i alle lag af samfundet – både unge, midaldrende og ældre. Det kan blandt andet gøres ved at benytte nogle af de muligheder, som digitaliseringen af medierne gør muligt i forhold til at inddrage brugerne i endnu højere grad. Blandt andet kan man kommentere på artikler, deltage i afstemninger og selv tippe medierne om gode historier via sociale medier som Facebook, Twitter, e-mail og via debatter på programmers og mediers hjemmesider.

Magtkoncentrationen i mediebranchen

Hvordan ser det internationale mediebillede ud?

I dag sidder meget få selskaber på langt størstedelen af mediemarkedet. I 1983 var der 50 selskaber om at dele det amerikanske mediebillede, i dag taler man om 'The Big Six'. Altså seks selskaber, der sidder på mere end halvdelen af USA's medier. I 2012 var det følgende fem selskaber: The Walt Disney Company, News Corporation, Time Warner Inc., Viacom og CBS ifølge den amerikanske årlige opgørelse Fortune 500 (se kilder). Når det kommer til nyhedsbureauer, taler man om 'The Big Three', det er United Press International, Associated Press og Reuters. De tre nyhedsbureauer står for over halvdelen af de bragte nyheder på verdensplan og de omtales også som 'gatekeepers', fordi det i høj grad er dem, der bestemmer, hvilke nyheder befolkninger i en lang række lande skal have.  

Hvad kan problemet være ved den stærke koncentration af medier på få ejere/selskaber?

Flere medieeksperter har gennem tiderne advaret imod, at så få medier sidder på så stor en andel af markedet og i princippet kan beslutte, hvad der skal bringes og hvad der ikke skal bringes. I 2007 advarede Michael Bruun Andersen, lektor ved Institut for Kommunikation på RUC, om at lade for få sidde på medierne, og dermed i princippet give nem adgang til at styre indholdet i en bestemt retning: ”(…) Problemet er, at hvis der er nogen, der har personlige eller forretningsmæssige ambitioner i den retning, så er døren åben,” sagde Michael Bruun Andersen til Dagbladet Information i artiklen ”Mastondonten” (se kilder) og kaldte koncentrationen for ”risikofyldt”. Det kan i værste fald skade den frie presse og dermed demokratiet, hvis ejernes egne politiske og økonomiske interesser påvirker, hvad der bringes i medierne. Som det skete i Italien med tidligere regeringschef Silvio Berlusconis, der sad tungt på magten, kan man tale om et 'telekrati' – et samfund hvor medierne har overtaget styringen af samfundet. Tilfælde som Berlusconis politiske medieimperium er stadig sjældne, men det viser alligevel en klar tendens til, at politik føres gennem medierne. 

Hvordan ser det danske mediebillede ud?

De danske medier er både påvirkede og pressede af de udenlandske mediemagter. Nyhedsproduktionen er steget, mens antallet af journalister er det samme, og det betyder, at nyhedsmedierne i højere grad er afhængige af nyhedsbureauer og genbrug af andre mediers nyheder. Medieprofessor ved CBS, Arne Brink Lund er ved at udarbejde en større rapport, der udkommer i 2013, hvori han sammenligner nyhedsbilledet i 1999, 2008 og 2011. Foreløbig har professoren optalt nyheder fra 1999 til 2008, og han konkluderer, at mens antallet af journalister er det samme, så er mængden af nyheder mere end fordoblet. Arne Brink Lund optalte desuden 75.000 nyheder i 2008, og her var mere end tre fjerdedele citathistorier i Politikens artikel ”Medierne sprøjter ligegyldige nyheder ud” (se kilder). Samtidig med det høje produktionsniveau vinder nichemedier – medier der henvender sig til snævre målgrupper som magasinerne Ræson, Vi med Hund eller iForm – frem, og brugerne kan nu få deres nyheder direkte fra enten ministerier, firmaer eller kultursites. De danske medier skal derudover holde på brugerne og følge med i udviklingen digitalt og teknologisk, hvilket kan være svært at matche økonomisk i forhold til de internationale selskabers kapital. Danskerne bruger 13 procent af deres tid på nettet på danske medier, mens de resterende 87 procent bliver fordelt mellem danske og udenlandske sites, så danske medier er i skarp konkurrence om brugerne.

I Danmark er Berlingske Media og JP/Politikens Hus dominerende inden for dagblade, lokalaviser, formiddagsaviser og netmedier. Berlingske Media råder over 200 medier, og JP/Politikens Hus har blandt andet 49 lokalaviser under sig. Netop lokalaviser nyder stigende popularitet herhjemme. Både på web, tv og radio fører lokale medier som fyens.dk, TV2's regional programmer og DR's P4 kanaler over de landsdækkende medier, når det gælder antal seere og lyttere og internetbrugere, ifølge DR's faktaopgørelse ”Udfordringer for danske medier og public service i en global medieverden” (se kilder).

 

Medierne sætter dagsordnen

Hvordan er troværdigheden i dansk journalistik?

Der foretages mange meningsmålinger blandt befolkningen for at afdække mediernes troværdighed. Resultatet er år efter år nogenlunde det samme: Brugerne har ikke ubegrænset tillid til mediernes sandfærdighed, men generelt ligger troværdigheden højt. Undersøgelsen”Etik og troværdighed i dansk journalistik” fra 2012 (se kilder) tager udgangspunkt i de kilder, der citeres i medierne frem for brugerne. Blandt de adspurgte kilder mener kun en ud af 10, at de nyheder, de medvirker i, udelader væsentlig information, og 85 procent fandt ingen faktuelle fejl i de artikler, de havde medvirket i. Det til trods for, at en stor del af kilderne i undersøgelsen mener, at medierne dækker nyheder ud fra deres egen holdning, og at medierne i øvrigt overdriver og overdramatiserer historierne. 70 procent af kilderne synes, at medierne overdriver generelt, men kun 20 procent havde samme opfattelse af den historie, de selv medvirkede i.

En nyere tendens i medierne er, at der laves selvkritiske historier, for eksempel i form af mediekritiske programmer. I udsendelser som 'Presselogen' (TV2), 'Detektor' (P1/DR1), 'Mennesker og Medier' (P1) og 'Hængt ud på forsiden' (DR1) går journalister kritisk til værks i egne rækker, hvor de blandt andet faktatjekker, diskuterer etik og tendenser. Denne type programmer bliver generelt taget positivt imod af både befolkning og mediebranche. Større gennemsigtighed har også bredt sig til de store dagblade, hvor Politiken i 2012 indførte fast tilbud om citattjek til kilderne, og i 2013 har Berlingske Tidende indført såkaldt varedeklaration, hvor dagens fire-fem tophistorier skal ledsages af oplysninger op, hvor ideen til artiklen kommer fra og hvilke kilder, der danner baggrund for artiklen.

I 2017 viste en undersøgelse ifølge en artikel i fagbladet Journalisten, at journalister har lav tillid til andre nyhedsmedier, især dem i andre lande. Undersøgelsen viser, at kun 33 % af de danske journalister stoler meget eller fuldstændig på nyheder i andre medier; for tyske journalister er det tal 59 %, mens det blandt britiske journalister er nede på 21 %. Ifølge en af forskerne bag undersøgelsen er det et bekymrende resultat. ”Hvis tilliden fuldstændigt forsvinder, så er medierne bare en spiller på et kæmpe stort marked, hvor jeg lige så godt kan læse Facebook-opdateringer, som jeg kan læse medierne for at holde mig orienteret,” siger han.

Hvordan prioriterer medierne nyhedsstoffet?

I nyhedsjournalistik opererer man traditionelt med fem nyhedskriterier ifølge fagbogen "Journalistik i praksis" (se kilder):

· Aktualitet: nyheden skal lige været sket eller være tidsaktuel.
· Væsentlighed: nyheden skal have betydning for samfundet og borgerne, og den skal bidrage med indsigt og perspektiv.
· Konflikt: nyheden skal indeholde en strid eller modsætning mellem grupper, personer eller interesser.
· Identifikation: nyheden skal indeholde noget, som brugerne/borgerne kan relatere til og som er tæt på deres egen hverdag.
· Sensation: nyheden skal handle om noget ekstraordinært og spektakulært.
 

En nyhed skal helst indeholde så mange af kriterierne som muligt for at blive betragtet som en god historie. I de daglige publikationer og udsendelser vil samfundshistorier oftest blive prioriteret, men ved store sensationer kan prioriteringen tippe, og man kan tale om deciderede mediebegivenheder. Det er for eksempel ved store begivenheder i Kongehuset, Olympiske Lege eller andre sportsbegivenheder og faste tv-begivenheder som Melodi Grand Prix. Sensationskriteriet dækker også over de værste nyheder, som terrorangrebene d. 11. september 2001, tsunamierne i 2004 og 2011 eller skolemassakren i Newtown, Connecticut, USA, i december 2012. Her kan medierne 'gå i breaking', hvor ekstra opmærksomhed gives til netop denne nyhed, og hvor nyheden opdateres så ofte som muligt. En del medier tilbyder desuden, at man kan abonnere på en ordning, hvor man får tilsendt sms, e-mail eller app-notifikationer, når mediet bringer såkaldte ’breaking news’.

Hvordan påvirker medierne den politiske dagsorden og samfundsdebatten?

Medierne har været det væsentligste bindeled mellem politiske aktører og befolkningen, men efter de sociale mediers fremkost vælger mange politikere – som beskrevet ovenfor – at henvende sig direkte til befolkningen og gå uden om medierne som mellemled. Men på trods af de sociale mediers fremkomst og at alle ministerier har presse- og informationsmedarbejdere ansat, så henter størstedelen af befolkningen deres nyheder i medierne og ikke på sociale medier eller ministeriernes eller partiernes hjemmesider, ifølge ”Magt og demokrati i Danmark – Hovedresultater fra Magtudredningen”, kap 12 (se kilder). Mediernes opgave er at holde borgerne informerede om, hvad der foregår i samfundet, og det er ofte historier, som mediernes selv har opsøgt, der skaber dagsordnen. Men i de fleste tilfælde rapporterer og følger medierne blot udviklingen i en bestemt begivenhed eller debat. Undersøgelser har vist, at befolkningens interesse for bestemte emner stiger og falder i takt med mængden af omtale i pressen. For eksempel steg interessen for udenrigspolitik markant efter terrorangrebene d. 11. september 2011, og samme mekanisme gør sig gældende, når der er valg om eksempelvis euroen eller andre politiske forslag. Her formidler medierne både fakta og baggrund, og viderebringer informationer og analyser, som de færreste ellers selv ville opnå indsigt i. Når vi selv har en begrænset viden om et bestemt emne, er vi afhængige af, at medierne formidler og forklarer, hvad der er op og ned i en given sag. Man kan altså sige, at medierne ikke fuldstændigt fastlægger dagsordnen, men at de i høj grad præger, hvad befolkningen vender deres opmærksomhed mod.

Hvordan kan medierne påvirke den politiske proces?

Nogle gange går journalister længere end bare at viderebringe, hvad der sker i samfundet, og forsøger at påvirke dagsordnen med specielle virkemidler. Et af de mest berømte eksempler på dette er i den såkaldte skattesag, hvor en journalist fra Ekstra Bladet i samarbejde med spindoktoren for daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) lavede en mediefælde for den daværende statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S). Det er dog en sjældenhed i danske medier, at journalister fabrikerer usandfærdige historier eller laver et setup som i dette eksempel.

Kampagnejournalistik eller fokusjournalistik er ofte anvendt i de store danske dagblade og i tv's nyhedsmagasiner. Her taler man ofte om 'graverjournalistik', hvor en journalist eller flere på redaktionen har brugt lang tid på at grave i en bestemt sag eller et bestemt emne. Det er altså ikke nyheder, der kører fra dag til dag, men et større tema, der bliver bragt over en længere periode. Særligt politiske og samfundsrelevante graverhistorier påvirker dagsordnen, og det er samtidigt dem, der ofte anerkendes internt i medierne som noget af det bedste, journalistikken kan frembringe. Det er for eksempel tit graverjournalistik, der belønnes med en Cavling, mediebranchens fornemste pris.

Hvilke interne regler regulerer journalistikken?

Som udgangspunkt er det journalisternes egen opgave at sørge for, at deres arbejde er etisk og faktuelt korrekt. Det kaldes god presseskik. God presseskik er nedskrevne retningslinjer for, hvordan en journalist skal udføre sit arbejde på en professionel og sandfærdig måde, det er altså ikke lovgivning, men et slags kodeks for journalister. Reglerne omfatter blandt andet, at medierne skal undersøge om deres informationer er korrekte, før de viderebringer dem, og at det skal fremgå tydeligt i artiklen eller indslaget, hvad der er fakta, og hvad der er holdning. Man må heller ikke bringe personkrænkende oplysninger, med mindre det er i offentlighedens interesse. Det betyder for eksempel, at anklagede i retssager har krav på anonymitet, og at pressen kun under helt særlige omstændigheder (offentlighedens interesse) må omtale offentlige personers private forhold.

Hvilken lovgivning regulerer mediernes ansvar?

I 1991 blev medieansvarsloven indført, og dermed fik medierne også eksterne retningslinjer. Medieansvarsloven fastsætter det strafferetslige og erstatningsretslige ansvar for medierne – herunder erstatningskrav og bøder for urigtige oplysninger. Med medieansvarsloven blev det også fastsat, at ”Massemediernes indhold og handlemåde skal være i overensstemmelse med god presseskik.” (§ 34), og som noget nyt blev det bestemt, at personer der kritiseres offentligt i pressen, skal have mulighed for genmæle.

Hvilke muligheder er der for at klage over løgne, faktuelle fejl og lignende i medierne?

I 1991 blev der i forbindelse med vedtagelsen af medieansvarsloven (se ovenfor) også nedsat et Pressenævn. Pressenævnet behandler klager over specifikke artikler eller indslag, og det er Pressenævnets opgave at vurdere, om der er begået fejl. Pressenævnet kan også selv oprette en sag, hvis den har principiel karakter – altså hvis Pressenævnet finder, den strider mod lovgivningen. Det er dog indtil nu kun sket en enkelt gang – i 1997 da flere medier bragte billedserie af Kronprins Frederik, hvor Pressenævnet valgte at lægge sag an, da Kongehuset ikke kan anlægge retssager eller indgive klager. Pressenævnet udtalte kritik af B.T., Ekstra Bladet og TV2 og alvorlig kritik af Se&Hør i sagen for at bringe billeder af privat karakter. Der har været stor debat om, hvorvidt fristen for klager til Pressenævnet skal forlænges. Den nuværende frist er på fire uger, hvor den i Sverige er på tre måneder og i Norge på seks måneder. Samtidig kritiseres det af både politikere, medieeksperter og journalister (”Mere magt til Pressenævnet”, se kilder), at man kun kan klage over en sag til Pressenævnet, hvis man selv er direkte krænket. Det betyder, at mange muligt kritisable historier i medierne reelt ofte bliver afvist af Pressenævnet, da klagere uden retslig interesse ikke kan komme igennem med deres klager, fordi de ikke er direkte involverede, og de, der er, eller føler sig direkte krænkede, i nogle tilfælde først er i stand til at klage, når fristen er udløbet, ifølge artiklen ”Mere magt til Pressenævnet” i Journalisten samt pressenaevnet.dk → kendelser (se kilder). 

Politisk journalistik

Hvordan fungerer samspillet mellem politikere, spindoktorer og journalister?

Politikere havde førhen langt mere direkte kontakt til deres vælgere. Blandt andet gennem aviserne, der engang var overvejende partipolitiske. Man læste Social-Demokraten, hvis man var socialdemokrat, Berlingske Tidende, hvis man var konservativ osv. Det var Politikens Henrik Cavling, der i begyndelsen af 1900-tallet iværksatte pressereformen med den såkaldte omnibusavis, der skulle være politisk uafhængig. Siden da har politikerne i langt højere grad været afhængige af at få journalister til at interessere sig for deres holdninger og beslutninger, og til at citere dem i artikler og indslag. Politikerne har altså brug for journalisterne, hvis de vil ud med deres budskaber til den brede befolkning, og journalisterne har brug for politikerne til enten af få historier eller få kommentarer til historier. I dag vælge nogle politikere at gå gennem de sociale medier i stedet for de traditionelle medier, hvis de har et budskab, de vil have ud til borgerne, men det er kun en holdbar strategi for de politikere, der har mange følgere på sociale medier; mens eksempelvis statsminister Lars Løkke Rasmussen har omkring 200.000 følgere på Facebook, så har mindre kendte Folketingsmedlemmer og kommunalpolitikere ofte ganske få.

Mellem politikerne og medierne finder man ofte spindoktorer, også kaldet medierådgivere, som er et relativt nyt fænomen i den politiske og journalistiske arena i Danmark. I dansk politik er der et ordsprog, der lyder: 'Ministre kommer og går, embedsværket består'. I modsætning til for eksempel USA, skifter man ikke alle medarbejdere i et ministerium ud, når der er regeringsskifte. Danske embedsmænd følger altså ikke nogen bestemt politik, men arbejder fast i ministerierne under skiftende ministre. Spindoktorer kan, modsat embedsmænd, vejlede politikerne strategisk i forhold til vælgere og mediehåndtering, og de er tilknyttet en bestemt politiker eller et bestemt parti. I takt med udviklingen af den politiske journalistisk og behovet for at 'sælge' politiske budskaber til pressen, og dermed nå ud i offentligheden, har spindoktorerne vundet indpas i dansk politik. De seneste par år er der dog kommet flere spindoktorer eller særlige rådgivere, som ikke er en del af embedsværket, men som følger et bestemt parti eller en bestemt politiker.

Hvordan er forholdet mellem spindoktorer og medier i Danmark?

Spindoktorer og journalister er både hinandens modstandere og samarbejdspartnere. Spindoktoren skal både beskytte den politiker, de arbejder for, og fremme selv sammes positive historier til journalister, og journalisten skal både have fat i de historier, spindoktoren gerne vil af med, men også dem, spindoktoren – og politikeren – helst ikke vil se ende i pressen.

Politikere, spindoktorer og mange politiske journalister arbejder, ganske usædvanligt i forhold til andre lande, alle under samme tag på Christiansborg, måske netop derfor er der generelt et godt samarbejde parterne imellem. Spindoktorer og den politiske presse har et udvekslingsforhold, man kalder godbidder. Det vil sige, at spindoktorerne i samråd med politikerne fordeler solohistorier mellem journalisterne, og kan altså vælge, hvilket medie der kan bringe en bestemt historie. På den måde kan spindoktorerne påvirke dagsordnen gennem medierne.

Hvordan er magtforholdet mellem medier og politikere?

Fordi medierne ikke længere blot refererer politikernes synspunkter, men stiller kritiske spørgsmål, faktatjekker og analyserer eventuelle konsekvenser af et forslag, har politikerne måttet lære at kommunikere på mediernes vilkår. Politikerne er blevet mere medievante og har accepteret, at hvis de skal nå bredt ud, skal de gennem medierne. Hvert enkelt medie bestemmer, hvilke historier, der skal bringes, hvilke politikere der skal interviewes, og hvordan vinklingen skal være, men det betyder ikke, at politikerne er sagesløse brikker i nyhedsstrømmen. Politikerne kan, blandt andet med hjælp fra deres spindoktorer, udvælge, hvilke medier de vil give en historie – en godbid – til, og hvordan den skal præsenteres for journalisten. Hvis der er tale om en stor historie, for eksempel om en politisk aftale, kan ministerierne eller partierne gå sammen om at opdele historien i flere bidder, som de så fordeler blandt de større medier.

Hvordan kan medierne have direkte indflydelse på den politiske dagsorden og lovgivningen?

Både politikere og journalister har altså magt til at påvirke hinanden, og påvirke dagsordnen gennem anden part. Der er flere eksempler på, at medierne har direkte indflydelse på politiske beslutninger og lovgivning. Det kan blandt andet være, hvis medierne har bragt historier om mangelfuld lovgivning eller misforvaltning fra enten politikeres eller myndigheders side. Politikere og journalister er enige om, at medierne er dominerende i forhold til at påvirke den politiske dagsorden. Ifølge undersøgelsen "Hovedkonklusioner på spørgeskemaundersøgelse rettet mod danske journalister og politikere" fra 2008 (se kilder) svarer de to grupper samstemmende, at næstefter statsministeren er det pressen, der sætter dagsorden i medielandskabet. Men med de sociale medier har politikerne fået en mulighed for at gå uden om medierne. To ud af tre politikere bruger Facebook og Twitter aktivt, netop for at undgå det kritiske mellemled, som journalister udgør, ifølge artiklen ”Politikere bruger sociale medier til at sortere pressen fra” i Journalisten (se kilder). Udviklingen cementerede sig i 2016, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen valgte at gå uden om de etablerede medier, da han skulle præsentere helhedsplan for landet. I stedet for at gå til de store medier og arrangere et pressemøde valgte han at give præsentationen direkte via en video, der blev vist på Facebook, skriver Altinget (se kilder).

Hvilken betydning har mediernes personhistorier om politikere?

Medierne har magten til at fremme eller mindske en politikers troværdighed med personhistorier. Når journalister finder frem til personbelastende historier, kan det skade den enkelte politiker, sådan som det er sket med blandt andet Lars Løkke Rasmussen (V) under bilagssagen, (Lars Løkke Rasmussen blev beskyldt for rod i bilagene og for at have brugt skatteborgernes penge på smøger, hotelophold og øl), Uffe Elbæk (R) under AFUK-sagen, (Uffe Elbæk blev beskyldt for nepotisme efter at have holdt arrangementer på Akademiet for Utæmmet Kreativitet, hvor hans mand var ansat, og hvor han selv tidligere havde siddet i bestyrelsen. Uffe Elbæk valgte at forlade ministerposten efter en voldsom mediestorm) og i Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag (hvor statsministeren blev beskyldt for at betale for lidt i skat). Som tilfældet med personhistorierne, hvor en enkelt politiker kan konfronteres med en livsstil, der går imod sammes politik, bevidst modstridende eller mangelfuld forvaltning eller personligt brug af skatteborgernes penge, er tendensen til at fokusere mere på politikerne end på politikken større i dag end før. Medierne sætter ofte to politiske modstandere op over for hinanden for at diskutere politik, hvilket kan virke som et skænderi mellem to personer mere end egentlig politisk debat. Det samme gælder den anden vej, når medierne bringer historier om den lille mand mod det store system, hvor en principiel, politisk beslutning fortælles gennem personlige omkostninger, og hvor medierne efterfølgende konfronterer den ansvarlige politiker med sagen.

Hvilken rolle spiller medierne under valgkampe?

Under et valg følger medierne landets politikere tæt, både på nationalt og lokalt plan. Formålet med den intensive og omfattende dækning er at viderebringe vigtige informationer om kandidaternes holdninger og visioner, ikke mindst fordi de fleste borgere ikke deltager i vælgermøder eller selv søger information om partier og kandidater via deres hjemmesider og andre digitale platforme. Særligt de to største tv-stationer, DR og TV2, fylder under valgkampene en stor del af sendefladen med partilederrunder, programmer til analyser af politik og ageren i valgkampen eller små politiske portrætter af partierne og deres valgprogrammer. Derudover fylder valgkampen meget i de faste nyhedsudsendelser med blandt andet reportager fra politikernes ture rundt i landet, et nyt valgtema eller friske meningsmålinger. Særligt meningsmålinger er fremtrædende i mediernes dækning af valget, sammen med daglige exit-polls med bud på valgresultatet, hvis der var valg på den givne dag. Meningsmålinger kritiseres ofte for ikke at være et sagligt indslag i dækningen. For eksempel indeholder meningsmålinger statistiske usikkerheder; i 2016 skete det to gange, at meningsmålingerne tog fejl. Det skete første gang, da briterne i Brexit-afstemningen valgte at forlade EU, og for anden gang, da Donald Trump valgt det amerikanske præsidentvalg på trods af, at stort set alle meningsmålinger havde vist, at Hillary Clinton ville vinde. Det fik journalister til at ransage deres brug af meningsmålinger og love, at de fremover vil bruge dem mere forsvarligt, skriver TV2 (se kilder) og Journalisten (se kilder) i november 2016. Med meningsmålingerne reducerer medierne valgkampen til et 100-meter løb gennem de daglige barometre og seneste meningsmålinger, og det går ud over det politiske indhold, mener medieeksperter, ifølge artiklen "Exit-polls undergraver demokratisk debat i valgkampe" (se kilder). Meningsmålingerne påvirker ikke bare vælgere, men også politikerne. 86 procent af politikerne på Christiansborg medgiver, at de har meningsmålingerne i baghovedet, når de lægger strategi for en valgkamp, ifølge "Hovedkonklusioner på spørgeskemaundersøgelse rettet mod danske journalister og politikere" (se kilder).

Efter præsidentvalget i 2016, hvor Donald Trump til politiske eksperters chok vandt valget i USA over Hillary Clinton, har der desuden været kritik af medierne for deres dækning af kandidaterne. Politiske eksperter har beskyldt medierne for at få de to kandidater til at fremstå ens, på trods af at Trump ingen politisk erfaring har, svømmer i politiske og økonomiske skandaler og har udtalt sig stærkt nedsættende om alle fra handicappede til kvinder og immigranter, mens Hillary Clintons fejl til sammenligning virker mindre. I valgkampen blev de imidlertid af medierne blæst op, og det var en fejl, mener eksperterne der er citeret i artiklen ”Media is responsible for ”equalizing” Clinton and Trump” (se kilder).

Hvilken betydning har den personfikserede journalistik under valgkampe i Danmark?

Mediernes valgdækning i Danmark gør tendensen med at fokusere på personer frem for politik tydelig, når der stilles skarpt på politikernes fremtræden mere end på den pågældendes politik. Mediernes egne kommentatorer vurderer dagligt, om en given politiker klarer sig godt i en debat eller formår at sætte dagsordnen politisk – og ofte drejer vurderingerne sig lige så meget om kandidaternes fremtræden, strategi og personlige gennemslagskraft som om det politiske indhold. Når medierne lægger op til valget mellem repræsentanten for enten rød eller blå blok som det primære valg, befolkningen skal tage stilling til, taler man om ’præsidentvalg’ – med reference til de amerikanske præsidentvalgkampe, der i årtier har været kendt som meget personfikserede. Det betyder, at valget i nogle tilfælde reduceres til et enkelt spørgsmål: Vil du helst have Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen som landets leder? (valget 2011). Dermed får de andre partier, politikere og politiske valgprogrammer en sekundær betydning i mediedækningen.

En ny offentlighedslov

Hvilken betydning har offentlighedsloven for mediernes arbejde?

Offentlighedsloven giver befolkningen mulighed for at søge aktindsigt i alle dokumenter, som den offentlige forvaltning har udarbejdet. Det vil sige alle dokumenter fra ministerier, styrelser, direktorater osv. En undtagelse er de dokumenter, der omfatter private og økonomiske oplysninger om enkeltpersoner, medmindre dokumenterne omfatter den person, der søger aktindsigt. Den myndighed, man søger aktindsigt hos, har pligt til at udlevere dokumenterne eller give et begrundet afslag på aktindsigten efter senest 10 dage. Det er primært pressen, der søger aktindsigt, og den mulighed er en væsentlig forudsætning for, at medierne kan opretholde deres position som den fjerde statsmagt. Offentlighedsloven har siden 1987 været grundlag for, at journalister kan søge aktindsigt i de offentlige arbejdspapirer, mail og dokumenter, der omhandler samfundsforhold. Muligheden for aktindsigt styrker altså pressens demokratiske funktion. I 2013 vedtog Folketinget en ny offentlighedslov, der har fået så meget kritik, at justitsminister søren Poulsen Pape i slutningen af 2016 iværksatte en undersøgelse af den nye offentlighedslovs konsekvenser.

Hvilke politiske afsløringer har mediernes brug af aktindsigt resulteret i?

Vigtige sager er gennem årene blevet afsløret af pressen ved hjælp af den aktindsigt, lovgivningen sikrer mulighed for. Eksempler omfatter blandt andet sagen om overbetaling til privathospitaler under daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i 2007-2008, sagen om fejlbehandling af statsløse personers ansøgning om dansk statsborgerskab under daværende integrationsministre Rikke Hvilshøj (V), Bertel Haarder (V) og Birthe Rønn Hornbech (V), der førte til at Birthe Rønn Hornbech fik frataget sin ministerpost i 2011 samt afsløringen af kommunalt svigt gennem sjusk og ulovlig sagsbehandling i Rebild kommune i 2012.

Hvordan blev den nye offentlighedslov til?

I 2002 nedsatte den daværende regering en såkaldt Offentlighedskommission, der skulle udarbejde et udspil til en ny, revideret offentlighedslov. I 2010 præsenterede daværende justitsminister Lars Barfoed (K), på baggrund af kommissionens arbejde, forslaget til en ny offentlighedslov. I 2012 indgik regeringen sammen med V og K en aftale om en ny offentlighedslov, der blev fremsat i 2013. Loven blev vedtaget i 2013. Blandt de nye tiltag blev især paragraf 24 om ministerbetjening genstand for massiv kritik fra journalister og eksperter. Som offentlighedsloven var før den blev revideret, kunne medierne få aktindsigt i de dokumenter, der er udvekslet mellem to eller flere forskellige myndigheder. Når et dokument er udvekslet mellem myndigheder er det ikke længere internt, men eksternt, og derfor kan der søges aktindsigt. Den nye offentlighedslov lukker for den mulighed, fordi ”Interne dokumenter og oplysninger, der udveksles mellem et ministeriums departement og dets underordnede myndigheder i forbindelse med ministerbetjening” ikke er omfattet af retten til aktindsigt ifølge den nye offentlighedslov, (§24, styk 1).

Udkastet til en ny offentlighedslov omfatter også, at myndighedernes 10 svardage reduceres til syv, at loven udvides til også at omfatte Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og selskaber, hvor det offentlige ejer mere end 75 procent eller, hvor selskaber eller institutioner træffer afgørelser på vegne af kommuner, regioner eller stat.

I 2010 udkom bogen ”Ministerbetjening – En journalistisk hvidbog om offentlighedsloven”, hvori Cavlingprisvinderne Erik Valeur og Lars Rugaard konkluderede, at borgerne med den nye lov kun ”(..)vil få at vide, hvad ministrene foreslår. Resten vil være tavshed.” Samtidig fastslog daværende justitsminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse, udsendt umiddelbart efter aftalen med V og K om den nye offentlighedslov, at "Med aftalen lægges der på en lang række områder op til væsentlige forbedringer af åbenheden i forvaltningen. Der er fundet en god og rigtig balance mellem på den ene side princippet om åbenhed i den offentlige forvaltning og på den anden side de hensyn, der kan føre til, at der i visse tilfælde ikke gives aktindsigt." Den daværende justitsminister lagde med fjernelsen af ministerbetjeningstermen derudover op til, at der skal ske enkeltvise vurderinger af, hvornår et dokument er internt, og hvornår det er eksternt, men det ændrer ikke ved, at nogle døre blev lukket for pressen, og dermed offentligheden, med indførelsen af loven.

Hvad er begrundelsen for at begrænse muligheden for aktindsigt?

Paragraf 24 i forslaget til en ny offentlighedslov (se ovenfor) skal sikre, at politikere og embedsmænd kan få arbejdsro, lyder begrundelsen. Mediejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole var medlem af Offentlighedskommissionen, og i artiklen "Undtagelse til ministerbetjening er velbegrundet" i Information (se kilder) begrundede han paragraf 24 således: ”Der skal være plads til at tænke, tænke forkert og at drøfte sager med kolleger under forberedelsen uden at risikere, at ideer og skitser kan komme på avisernes forsider.” Kritikere af den nye offentlighedslov peger dog på, at alt for mange dokumenter kan gemmes væk af embedsmændene i den offentlige forvaltning med henvisning til ministerbetjening. Begrænset adgang til aktindsigt vil resultere i mindre gennemsigtighed, siger kritikerne.

Har medierne mistet magt med offentlighedsloven?

Efter lovforslaget til den nye offentlighedslov blev fremsat, har det været under voldsom kritik fra både medier og eksperters side. Argumenterne har blandt andet været, at mange vigtige politiske historier ikke kan laves under den nye offentlighedslov, og at der derfor er grund til bekymring på demokratiets vegne, fordi adgangen til indsigt i beslutningstagernes arbejdsgange begrænses. Alt i alt har offentlighedsloven mindsket mediernes magt og givet ”vagthunden mundkurv på,” skriver Information på en temaside om offentlighedsloven (se kilder). Ifølge Information vil sager som Troels Lund Poulsen rolle i skattesagen ikke længere kunne afsløres (se kilder). I slutningen af 2016 valgte justitsminister Søren Pape Poulsen at undersøge offentlighedsloven, og i regeringsgrundlaget fra 2016 lovede regeringen at ”lempe” ministerbetjeningsbestemmelsen, altså paragraf §24.

Det løfte er kommet efter adskillige klager over de to mørklægningsparagraffer i loven, afsløringer i journalisten Jesper Tynells bog ”Mørkelygten” (se kilder) og en undersøgelse af loven af ombudsmanden. I ombudsmand Jørgen Steen Sørensens undersøgelse af offentlighedslovens mørklægningsparagraffer – særligt den omdiskuterede paragraf §24 – fastslås det, at de har ført til en ”væsentlig” indskrænkning i offentlighedens indblik i ministeriernes arbejde. ”2013-loven har ifølge ombudsmanden ført til væsentlige begrænsninger i mulighederne for demokratisk kontrol og debat om det, der foregår i den politiske proces bl.a. om grundlaget for de politiske beslutninger, som kan og også faktisk bliver hemmeligholdt,” siger offentlighedsrådgiveren Oluf Jørgensen, der var en del af Offentlighedskommissionen, til Information i 2016 (se kilder). I en undersøgelse offentliggjort i 2017 (se kilder) viser Information desuden, at der ifølge avisen er seks minusser og et enkelt plus ved den nye offentlighedslov for pressen, og at den altså har ført til en indskrænkning af pressens adgang til aktindsigt og dermed indblik i ministeriernes arbejde.

Baggrundskilder

Rapporter

Kleis Nielsen, Rasmus: Ten Years That Shook the Media World – Big Questions and Big Trends in International Media Developments. University of Oxford, The Reuters Institute for the Study of Journalism, oktober 2012.
Hede, Charlotte Boman og Møller, Trine: Nyheder til forhandling – En undersøgelse af forholdet mellem politiske journalister og spindoktorer på Christiansborg. Speciale i journalistik, RUC, 2011.

Officielle kilder

Offentlighedsloven kan findes på retsinformation.dk under ”LOV nr 606”.

Hjemmesider

Herunder Pressenævnets årsberetninger.
Hjemmeside for forkæmpere for lempelser af offentlighedsloven.

Artikler

Temaside med samling af de artikler, Information har bragt om offentlighedsloven.
Ditzel, Emil E.: Christiansborg – journalister vil ikke fortælle om godbidder. Journalisten, nr. 1, 2013-01-23.
Albrecht, Jakob og Lindquist, Lasse: Berlingske vil varedeklarere artikler. Journalisten.dk, 2013-01-16.
Ditzel, Emil E.: Godbidsfabrikken. Journalisten, nr. 15, 2012-12-19.
Karkov, Rasmus: Mediernes blodbad bliver værre. Videnskab.dk, 2012-10-27.
Albæk, Erik m.fl.: Politik. Har medierne fået for stor magt? Politiken, 2008-10-19.

Radio

Jensen, Lasse m.fl.: Mennesker og medier på P1, Danmarks Radio.
Kan høres via www.dr.dk/menneskerogmedier.
Jensen, Lasse m.fl.: Den flygtige dagsorden. Mennesker og medier på P1, Danmarks Radio, 2013-01-25.
Jensen, Lasse m.fl.: Den nationale udfordring. Mennesker og medier på P1, Danmarks Radio, 2012-07-20.
Jensen, Lasse m.fl.: Blodrus. Mennesker og medier på P1, Danmarks Radio, 2012-12-07.
Jensen, Lasse m.fl.: Tillid, troværdighed og kontrol. Mennesker og medier på P1, Danmarks Radio, 2012-05-18.

Bøger

Nørbæk Hansen, Peter og Palle Qvist: Samfundslex. Gyldendal Uddannelse, 2009.
Bruhn Jensen, Klaus: Medier og samfund – en introduktion. Forlaget Samfundslitteratur, 2008.
Engell, Hans: Farvel til Slotsholmen. Gyldendal, 2008.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Medierens magt

Kilder citeret i artiklen

Albæk, Erik m.fl.: Hovedkonklusioner på spørgeskemaundersøgelse rettet mod danske journalister og politikere. Center for journalistik, Institut for statskundskab, 2008.
Andersen, Jørgen Goul m.fl.: Magt og demokrati i Danmark – Hovedresultater fra Magtudredningen. Aarhus Universitetsforlag, 2003.

Officielle kilder

Retsinformation.dk – her kan du finde Medieansvarsloven og Offentlighedsloven.
Lovforslag, L 90 Forslag til Lov om offentlighed i forvaltningen, fremsat den 8. december 2010 af daværende justitsminister, Lars Barfoed.
Offentlighedsloven kan findes på retsinformation.dk under ”LOV nr 606”.

Hjemmesider

Pressenaevnet.dk – Pressenævnets hjemmeside
Brovall, Sandra og Vuorela, Mikkel: Medierne sprøjter ligegyldige nyheder ud, Politiken.dk, 2012-12-31.
Albrecht, Jakob og Hesselager, Øjvind: Mere magt til Pressenævnet. Journalisten.dk, 2012-01-25.
Ditlevsen, Søren D.: Exit-polls undergraver demokratisk debat i valgkampe. Information.dk, 2011 -06-11.
Jørgensen, Oluf: Undtagelse til ministerbetjening er velbegrundet. Dagbladet Information, 2009-11-29.
Sjølie, Marie Louise: Mastodonten. Dagbladet Information, 2007-06-20.

Bøger

Tynell, Jesper: Mørkelygten. Samfundslitteratur, 2016.
Hjarvard, Stig, Olesen, Thomas og Jensen, Jakob Linaa: Medier, politik og samfund. Hans Reitzel, 2016.
Gravengaard, Gitte: Journalistik i praksis – valg og fravalg af nyhedsideer. Samfundslitteratur, 2010.
Valeur, Erik og Rugaard, Lars: Ministerbetjening – en journalistisk hvidbog om offentlighedsloven. Finansieret af Dansk Journalistforbunds kredse m.fl., 2010.