Hvilken rolle spiller medierne i et demokrati?
Journalistikken har en vigtig funktion i et demokrati. Demokrati kan defineres ved, at alle borgere, både høj og lav, har den bedst mulige forudsætning for at påvirke det samfund, de lever i, og at de har ret til at give deres mening til kende ved frie valg af politiske repræsentanter og stille magthaverne til ansvar for deres handlinger. Det kræver at alle borgere har adgang til information om, hvad der foregår i samfundet, så de kan vælge og handle på et oplyst grundlag. Mediernes opgave er at sørge for, at borgerne er bevidste om, hvad der foregår i samfundet. Man kan med andre ord kalde medierne for 'borgernes sanseapparat', og demokrati og den frie presse kan derfor siges at gå hånd i hånd. Populært taler man om 'den fjerde statsmagt', når man skal karakterisere mediernes rolle. Officielt består et demokrati af tre statsmagter; den lovgivende (Folketinget), den udøvende (regeringen) og den dømmende (domstolene). Uofficielt er den fjerde statsmagt så medierne, pressen eller journalisterne; det skriver forfatterne af fagbogen ”Medier, politik og samfund” (se kilder). Det er dem, der sørger for, at de tre andre statsmagter forvalter deres magt i overensstemmelse med lovgivningen. Gør de ikke det, stiller medierne dem optimalt set til ansvar på borgernes vegne.
For at borgere kan få de rigtige informationer om, hvad der rører sig i samfundet, skal medierne leve op til to betingelser: De skal være troværdige, og de skal være uafhængige.
Hvilken rolle kan medierne spille i dårligt fungerende demokratier og udemokratiske lande?
I det meste af den vestlige verden er der meget sjældent censur på pressen, men i store dele af verden er pressen ikke uafhængig. Eksempler på medier kontrolleret af statsledere er for eksempel de tætte forbindelser mellem den russiske præsident Vladimir Putin og de russiske medier, den nu forhenværende italienske regeringschef Silvio Berlusconi og de italienske medier og Nordkoreas diktatorer og de nordkoreanske medier. Når medierne underlægges censur, resulterer det ofte i propaganda, hvor den censurerende magt bruger medierne til at sende deres egne budskaber ud, så borgerne ikke har indsigt i deres eget samfund. Det er altså vigtigt for et velfungerende demokrati, at borgerne kan stole på, at medierne fortæller sandfærdigt om samfundsforhold, og at de ikke er i lommen på politikere, store selskaber eller lignende. Journalister og redaktører har derfor også et moralsk ansvar for, at de historier, de viderebringer, er faktuelt korrekte, og at det udsnit af virkeligheden, de bringer, er så dækkende som muligt. I flere lande, blandt andet Tyrkiet og Kina, er der disse år stigende pres på medierne fra autokratiske politikere, hvilket gør det sværere og farligere for journalisterne at leve op til den målsætning. I løbet af 2016 blev flere af Tyrkiets førende regeringskritiske aviser således lukket, journalister blev fængslet og oplevede trusler, og enkelte fik lange fængselsstraffe, skriver Information i 2017 (se kilder).
Hvordan har medierne udviklet sig?
Groft ridset op kan man inddele mediernes udvikling i fire historiske punkter; Trykteknikken, radioen, tv'et og digitaliseringen af medierne. Siden 1990'erne har medierne udviklet sig voldsomt. Flere tv-stationer er kommet til, gratisaviser og gratis magasiner kom på gaden og med internettet fik brugerne adgang til en kæmpe bank af information på de mange hundrede nyoprettede digitale medier. I stedet for kun at holde en bestemt avis eller se en bestemt nyhedsudsendelse, kan man nu læse nyheder, høre radio og se tv fra hele verden – og sociale medier, smartphones og tablets har ændret vores medievaner. Nu kan man tjekke nyheder flere gange i døgnet på flere sites og platforme, og hvor man før fik en eller to daglige opdateringer i sorteret og redigeret form fra et bestemt medie, kan man nu frit søge blandt alle udbydere på nettet.
Hvilken rolle spiller den teknologiske udvikling på mediernes demokratiske rolle?
Internettet har gjort det meget nemmere at få adgang til information om samfundet, men det kan være vanskeligt at vurdere lødigheden af de mange informationer, hvoraf mange ikke er bekræftet af pålidelige kilder, ligesom en del er lagt ud på nettet med det formål at fremme sin egen sag eller som bevidst vildledning. De tekniske muligheder betyder, at stort set alle kan lave deres egen hjemmeside og lægge informationer, rigtige eller urigtige, på siden. Der er mange eksempler på, hvordan brugere er blevet snydt af urigtige oplysninger, der er blevet præsenteret online som sandfærdige. Fordi strømmen er informationer er så stor og konstant, har journalister og medier fået en ny og stor opgave: de skal sortere i oplysningerne, tjekke om de er rigtige og sørge for, at de historier, de sender videre til brugerne, ikke bare indeholder de rigtige fakta, men også er dækkende, analyserede og perspektiverede.
Udviklingen blev cementeret under det amerikanske valg i 2016, hvor falske nyheder begyndte at florere. Falske nyheder – på engelsk kaldet fake news – er stærkt fordrejede eller fuldstændigt usande oplysninger, der bliver præsenteret som objektive nyheder af de sider, der præsenterer dem. Under det amerikanske valg spredte flere hundrede sider falske nyheder som eksempelvis at paven støttede Trump, og ifølge flere eksperter (der blandt andet er citeret i en artikel i The Guardian, se kilder) var falske nyheder med til at påvirke udfaldet af valget. Flere sider med falske nyheder er også opstået i Frankrig og Tyskland i 2017 i forbindelse med valgene der, og i Tyskland har regeringen introduceret et lovforslag, der vil straffe sociale medier, der ikke gør nok for at stoppe spredningen af falske nyheder på deres platforme, med bøder på op til 375 millioner kroner, skriver ComputerWorld (se kilder). Spredningen af falske nyheder sker nemlig især på sociale medier som Facebook, Twitter og Youtube.
Hvordan påvirker den digitale udvikling forholdet mellem medier og politikere?
I takt med, at de sociale medier har vokset sig større, så er de også blevet et vigtigere værktøj for politikerne. Ifølge artiklen ”Politikere bruger sociale medier til at sortere pressen fra” (se kilder) går politikerne i stigende grad uden om journalisterne, når de vil henvende sig til befolkningen. Fordi de kan henvende sig direkte til en del af vælgerne via de sociale medier – hvor mange politikere har flere hundredetusinde følgere – kan de sortere medierne, der plejede at være mellemmanden mellem politikerne og befolkningen, fra. Det kan udgøre et demokratisk probelm, da medierne ikke bare agerer mellemled eller agerer mikrofonholder for politikerne, men også stiller kritiske spørgsmål, kan faktatjekke de oplysninger, politikerne fremstiller, og sætte politikernes budskaber ind i den større kontekst. Ifølge artiklen bruger 2 ud af 3 af de adspurgte danske politikere de sociale medier til at sortere medierne fra. Også i USA har der været stor debat om tendensen, især efter valget af Donald Trump som landets præsident. Han går i høj grad uden om medierne og har siden han tiltrådte holdt markant færre pressemøder end sine forgængere. I stedet henvender han sig direkte til sine mere end 26 millioner følgere på Twitter. Ifølge artiklen ”Your filter bubble is destroying democracy” (se kilder) er det en fare for demokratiet, at borgere – især de yngre – i stigende grad får deres nyheder via de sociale medier i stedet for traditionelle nyhedskanaler, da der er større chance for at man støder ind i falske eller fordrejede nyheder på de sociale medier, og da det skaber mindre kontakt og debat mellem de forskellige fløje i politik.
Hvilken betydning har den teknologiske udvikling for mediernes økonomi?
Internettet har presset mange medier økonomisk. Mange vil ikke længere betale abonnement for en avis, når de kan få historierne gratis online, og annoncekroner, som er en stor del af indtægten hos medierne, ender i dag hos selskaber som Google og Facebook. For mange medier har det betydet færre ansatte journalister, og det er paradoksalt, for selv om alle kan lægge informationer på nettet, så stammer langt det meste journalistik på nettet fra papiraviser og radio. Selvom internettet fylder godt op i debatten om mediernes fremtid, så viser undersøgelser, at borgerne stadig får langt de fleste nyheder fra tv eller avis – brugerne skifter mellem de forskellige platforme for at få deres oplysninger. Det stiller store krav til mediehusene, der skal tilpasse sig den digitale udvikling, der ifølge eksperter, kun lige er begyndt.
Hvordan påvirker samfund og medier hinanden?
Mediernes rolle er ikke kun nøgternt at beskrive, hvad der sker i samfundet. Medierne stiller også spørgsmålet ”Hvad skal der/bør der gøres ved dette?”. Det lægger op til, at borgerne involverer sig i deres samfund. Politikere, erhvervsvirksomheder, ngo'er og andre store aktører bruger også medierne til at holde sig orienterede om og engagerede i samfundet. Samtidigt kan de gennem medierne vejre, hvordan stemningen er i befolkningen, og de kan forsøge at påvirke befolkningens holdninger via medierne. Et nyere eksempel er Danske Banks reklame 'New Normal. New Standards.' fra 2012, hvor billeder af den kapitalismekritiske Occupy Wall Street-bevægelse indgik. Danske Bank fik høvl i medierne både nationalt og internationalt, blev hånet af brugerne på Facebook og Twitter og fik politikere på banen. Det resulterede i, at Occupy-billederne blev fjernet fra reklamen, og at direktøren i Danske Bank kom med en officiel undskyldning for, at reklamen negligerede bankens rolle i finanskrisen.
Medierne og samfundet påvirker hinanden begge veje. Alle har hver især en fortolkning af den verden, vi lever i. Det kan være en forskers fortolkning, en politikers fortolkning eller en borgers fortolkning. Mediernes opgave er at sætte fortolkningerne op mod hinanden og sætte spørgsmålstegn ved disse. Det kan være alt fra folkeskolepolitik, hvor både politikeres visioner, forældres ønsker og læreres og eksperters anbefalinger debatteres i medierne til realityprogrammer, hvor deltagere, seere og medieeksperter kommer med hver deres fortolkning af seneste afsnit. Når medierne stiller spørgsmålstegn eller lader andre stille spørgsmålstegn ved en udlægning af et samfundsperspektiv, bliver situationer, idealer, fremtidsmål og andet hele tiden diskuteret og taget op til revision, optimalt set, i alle lag i samfundet. Det kræver dog, at medierne formår at nå ud til og engagere borgere i alle lag af samfundet – både unge, midaldrende og ældre. Det kan blandt andet gøres ved at benytte nogle af de muligheder, som digitaliseringen af medierne gør muligt i forhold til at inddrage brugerne i endnu højere grad. Blandt andet kan man kommentere på artikler, deltage i afstemninger og selv tippe medierne om gode historier via sociale medier som Facebook, Twitter, e-mail og via debatter på programmers og mediers hjemmesider.
