Hvad gjorde King oprør imod?
Martin Luther King levede i en tid, hvor racismen stortrivedes i USA og hvor sorte ikke nød de samme fundamentale borgerrettigheder som deres hvide medborgere. Borgerretsbevægelsen – og Martin Luther King – skulle især komme til at kæmpe for to ting: Ophævelse af raceadskillelsen og stemmeret til alle.
· Raceadskillelse
Siden slavetiden havde sorte og hvide levet meget adskilt, og fra slutningen af 1800-tallet blev der især i syden indført en række love, der cementerede adskillelsen af sorte og hvide i det offentlige rum i alt fra skoler og busser til restauranter og kirkegårde. Nogle af lovene spredte sig også til stater i norden, men selvom lovene ikke var lige så udbredte i nordstaterne, eksisterede den uformelle racisme også her i bedste velgående. Ifølge de såkaldte Jim Crow-love kunne en sort for eksempel ikke sidde ved siden af en hvid i busser og i mange restauranter. Og samtidig var de faciliteter, der blev stillet til rådighed for de sorte, altid af ringere kvalitet end dem, der var beregnet for hvide. Adskillelsen gjaldt også på uddannelsesområdet, hvor sorte ofte blev nægtet adgang til de samme skoler og institutioner som hvide børn og unge.
· Stemmeret
På trods af at den 15. forfatningsændring i 1870 havde sikret stemmeret til alle amerikanske statsborgere, blev afroamerikanere forhindret i at bruge den i praksis. Især i syden blev de truet, nægtet adgang til stemmelokalerne eller nægtet muligheden for at tage den læsetest, de skulle bestå for overhovedet at få lov til at stemme. En læsetest, der var udviklet for at holde afroamerikanerne ude af stemmelokalerne. De skulle betale valgskat, hvilket de ofte ikke havde råd til, de skulle bevise, at de kunne læse og de skulle bevise, at de havde ejendom.
Det var de to ting, King og borgerretsbevægelsen var oppe imod. Og det var de to kampe, de skulle vinde med indførelsen af borgerretsloven i 1964 og stemmeretsloven i 1965.
Hvornår trådte King ind på den historiske scene?
I 1954 ankom Martin Luther King med sin kone Coretta til Montgomery, Alabama, for at indtræde i sit nye embede som præst. Montgomery var byen, hvor han allerede i en tidlig alder var blevet konfronteret med den hvide racisme, da en buschauffør kaldte ham ”a black son-of-a-bitch” og tvang ham til at overdrage sin plads til en hvid passager. Ifølge biografien ”Martin Luther King, Jr.” (se kilder) skulle King senere fremhæve hændelsen som ”the angriest I’ve ever been in my life”.
Montgomery’s busser skulle blive Kings skæbne. Året efter han og Coretta var flyttet til byen, steg en 43-årige afroamerikansk kvinde på en af byens busser, indtog en plads og nægtede at give den fra sig, da buschaufføren bad hende overdrage den til en hvid passager. Rosa Parks' stædighed førte til, at hun blev arresteret, men hendes arrestation skulle ikke være forgæves. Borgerretsorganisationer som Women’s Political Council (WPC) og National Association for the Advancement of Coloured People (NAACP) fulgte op med en større aktion, og den 5. december 1955 boykottede 90 procent af Montgomery's sorte indbyggere de offentlige busser. Umiddelbart efter mødtes en række politiske organisationer – blandt andet NAACP – med byens sorte præster for at diskutere, om boykotten skulle forlænges. Det var på dette møde, at Martin Luther King for første gang trådte ind på den historiske scene. Her blev Montgomery Improvement Association (MIA) nemlig dannet, og Martin Luther King blev valgt til præsident for organisationen, som vedtog, at boykotten skulle fortsætte og stod i spidsen for at koordinere den.
Allerede under denne første masseprotest i borgerretsbevægelsens historie viste King to sider af sig selv, som skulle blive hans varemærker: Han var en gudsbenådet taler, som ikke bare mestrede retorikkens gyldne regler til fingerspidserne; han havde også en karisma og en stemme, der i den grad rørte ved tilhørerne. Og med sin solide forankring i den kristne tro og sin store inspiration fra Gandhi opfordrede han samtidig fra dag ét i sit liv som borgerretsaktivist sit folk til at møde deres modstandere med kærlighed og bruge ikkevoldelige protestmetoder. På trods af at han under den 11 måneder lange boykot både blev fængslet, blev truet på livet og blev udsat for et bombeangreb i sit hjem, fastholdt han sit ikkevoldelige budskab.
Den 13. november 1956 blev raceadskillelsen i offentlige busser erklæret forfatningsstridigt i Højesteret.