Kurderne

Hvordan udviklede kurdernes forhold sig i Tyrkiet i republikkens første årtier?

I 1920'erne gennemførte Tyrkiets regering under ledelse af præsident Kemal Atatürk en lang række reformer for at gøre republikken mere moderne og civiliseret og skabe en stærk tyrkisk identitet baseret på det tyrkiske sprog, en stærk loyalitet over for den tyrkiske stat og nedtoning eller direkte undertrykkelse af etniske og religiøse identiteter og traditioner. Det indebar blandt andet en politik om, at kurderne skulle assimileres og integrere sig så grundigt i det tyrkiske samfund, at de skulle glemme deres kurdiske baggrund. Det blev forbudt at tale kurdisk, og mange kurdere blev tvangsforflyttet fra en del af Tyrkiet til en anden. I 1927 proklamerede kurderne en uafhængig stat i den østlige del af landet, kaldt Den kurdiske republik Ararat, men tre år senere blev republikken knust af den tyrkiske hær. Dette førte til nye oprør, bl.a. oprøret i Dersim (1937-1938), hvor titusindvis af civile kurdere blev dræbt, og flere hundrede landsbyer blev brændt ned, og der blev gennemført omfattende tvangsflytninger af befolkningen.

I 1960'erne og 1970'erne blev kurdiske magasiner, tidsskrifter og aviser lukket, og det samme skete for kurdiske partier, foreninger og organisationer.
Kurdernes historie og forhold i Tyrkiet beskrives bl.a. i bogen ”Kurdistan – en historisk fremstilling” samt i opslaget ”Kurdistan” i Den Store Danske (se kilder)

Hvordan opstod PKK?

Kurdistans Arbejderparti (PKK) blev stiftet i 1978. Partiets ideologi bygger på en blanding af kurdisk nationalisme og marxistisk tankegods. I 1984 indledte partiet, anført af Abdullah Öcalan, en væbnet kamp for en kurdisk stat i det sydøstlige Tyrkiet. PPK gennemførte blandt andet en række blodige terrorangreb mod tyrkiske embedsmænd og civile, og tyrkiske sikkerhedsstyrker svarede hårdt igen.
Det udviklede sig til en vedvarende krig mellem de paramilitære PKK-styrker og de tyrkisk-statslige militære styrker. Fra baser i Irak og Syrien angreb PKK militære mål i Tyrkiet og kontrollerede i perioder også store områder i den østlige del af Tyrkiet. 
De tyrkiske myndigheder besvarede PKK’s angreb med hævnaktioner mod den kurdiske civilbefolkning, hvilket især gik ud over kurderne i Sydøsttyrkiet. Tyrkiet gik flere gange ind med styrker i Nordirak for at angribe PKK-medlemmer og deres tilholdssteder i nabolandet.

Hvordan har kampen mellem PKK og den tyrkiske stat udviklet sig?

Siden 1984 har over 45.000 mennesker mistet livet i den blodige konflikt mellem de kurdiske oprørere og den tyrkiske stat. Konflikten blev afløst af en våbenhvile i 1999, efter at PKK’s leder, Abdullah Öcalan, var blevet anholdt. Han blev idømt dødsstraf af de tyrkiske myndigheder, men siden afskaffede Tyrkiet dødsstraffen, så Öcalans dom blev ændret til fængsel på livstid. Efter sin anholdelse opfordrede Öcalan fra fængslet til at indstille den væbnede kamp, og det førte til en våbenhvile og til, at har PKK opgivet kravet om en kurdisk stat og nu i stedet kæmper for højere grad af selvstyre og flere kulturelle og politiske rettigheder for kurderne inden for Tyrkiets grænser. 

Våbenhvilen mellem PKK og den tyrkiske stat har dog ikke varet ved. Den blev brudt første gang i 2004, da PKK genoptog den væbnede kamp og i perioden herefter tog ansvar for en række angreb på militære mål. Siden har der været flere runder af våbenhvile og forhandlinger, som er brudt sammen og blevet afløst af en opblussen af kampe og angreb især i det sydøstlige Tyrkiet.

Både FN, NATO, EU, USA, Canada og Australien opfatter PKK som en terrororganisation, mens PKK stadig har ret stor opbakning blandt mange kurdere. I modsætning til oprørsgrupper som ETA i Spanien og IRA i Nordirland er PKK blevet en folkebevægelse, som er blevet støttet af mange kurdiske familier med penge, forsyninger, husly m.m. siden grundlæggelsen i 1978. Det fremgår af artiklen ”Abdullah Öcalan – kurdernes bedste kammerat” i Politiken i 2013 (se kilder).

Hvordan udviklede forholdene sig for kurderne i Tyrkiet efter etableringen af PKK?

Den tyrkiske hær fortsatte op gennem 1990'erne sine operationer mod PKK, lige som den tyrkiske regering jævnligt opløste kurdiske partier. Adskillige partier er blevet forbudt, fordi Tyrkiet mener, at de har forbindelse til PKK. I 1991 blev forbuddet mod kurdiske partier ophævet, men alligevel vakte det stort postyr, da Leyla Zana, den første kvindelige kurdiske politiker, der blev valgt ind i det tyrkiske parlament,  aflagde sin ed på kurdisk. Siden blev Leyla Zana idømt 15 års fængsel for forbindelser til PKK, en anklage hun afviste. I 1995 tildelte EU-Parlamentet hende Sakharov-prisen, som typisk gives til personer, der har viet deres liv til at kæmpe for menneskerettigheder. Mange kurdere har mistet familiemedlemmer og slægtninge under borgerkrigen mellem PKK og den tyrkiske stat, og i den sydøstlige del af landet blev mange kurdere klemt i kampene mellem de to parter, fordi både PKK-guerillaer og det tyrkiske militær ville sikre sig, at landsbybefolkningen var på deres side i konflikten. Borgerkrigen betød desuden, at den økonomiske udvikling i de kurdisk dominerede dele af landet gik i stå, og fattigdommen var – og er – udbredt.

Hvordan er vilkårene for kurderne i Tyrkiet i dag?

Den kurdiske befolkning i Tyrkiet lever mere spredt nu end ved grundlæggelsen af den tyrkiske republik. De tvangsforflytninger, som fandt sted i republikkens første årtier, har medført, at omkring en tredjedel af kurderne i Tyrkiet i dag ikke bor i de områder i den sydøstlige del af landet, som i århundreder har været betegnet som ’kurdiske’. Eksempelvis bor der tre-fire millioner kurdere i Tyrkiets største by Istanbul i den nordvestlige del af landet. Men det er i det modsatte hjørne af Tyrkiet, at kurderne er flest. Her er de centreret omkring Diyarbakir, kurdernes uofficielle eller symbolske hovedstad. 
Indtil 2002 var det forbudt at anvende kurdisk i undervisning og i medierne i Tyrkiet, men i forbindelse med landets forhandlinger om optagelse i EU er disse forbud gradvis blevet ophævet, og de første tv-udsendelser på kurdisk blev bragt i 2004. Kurdisk kultur har herefter fået en opblomstring, men sproget bruges stadig sjældent i det offentlige rum og i politik. I 2007 vakte det opsigt, at borgmesteren i Diyarbakir sendte nytårshilsener ud på kurdisk. Han blev retsforfulgt, men sagen blev siden opgivet. I de senere år er adskillige kurdiske borgmestre blevet fængslet, bl.a. med anklage om at støtte terrorbevægelser.
Den forbedring af kurdernes forhold, som fandt sted i de første år med AK-partiet ved magten, er siden gået i stå eller endda vendt til forringelser. 
I sine årlige rapport om Tyrkiet har EU kritiseret, at det er gået for langsomt med at forbedre forholdene for kurderne, og at kurdiske akademikere, forfattere og journalister på tyndt eller intet grundlag er blevet anholdt og anklaget for at propagandere for terror. 
En fredsplan mellem PKK og den tyrkiske regering, som kom på bordet i begyndelsen af 2013, skabte nyt håb om en fredelig løsning på den tyrkisk-kurdiske konflikt. Men kort efter gik det igen galt, og i juli 2015 udbrød der kampe mellem tyrkiske sikkerhedsstyrker og militante fraar PKK flere steder i det sydøstlige Tyrkiet – med krænkelser af menneskerettigheder til følge. FN kritiserede især de tyrkiske sikkerhedsstyrker for drab på både civile og kurdiske militante og vurderede, at kampen tvang op mod en halv million mennesker, primært kurdere, til at forlade deres hjem.
Kurdernes forhold i både Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien beskrives i artiklen ”Mellemøstens kurdere vejrer morgenluft oven på krigen mod Islamisk Stat” i Information (se kilder).

Hvorfor kæmper Tyrkiet mod kurderne? DR Nyheder, 7. november 2019

Hvordan har borgerkrigen i Syrien påvirket kurdernes forhold i Tyrkiet?

Da EU i 2015 indgik en aftale med Tyrkiet om, at Tyrkiet skal forhindre flygtninge fra bl.a. borgerkrigen i Syrien i at rejse videre ind i Europa – mod at få store pengebeløb fra EU – var det ifølge nogle iagttagere et stort tilbageskridt for kurderne i Tyrkiet. For når EU er afhængig af Tyrkiet til at bremse flygtningestrømmen mod Europa, vil EU ikke længere være så skarp i sin kritik af diverse kritisable forhold i Tyrkiet, herunder overgreb på og diskrimination mod kurdere, lød vurderingen.
Tyrkiets frygt for, at situationen i Syrien skulle give kurderne større råderum – og måske inspirere til, at kurdere i Tyrkiet vil kræve deres egen stat – har desuden fået den tyrkiske regering til at involvere sig i krigen i Syrien. Senest har Tyrkiet i oktober 2019 sendt styrker ind i det nordlige Syrien, efter USA har trukket sine styrker ud – og har – efter aftale med Rusland erobret et stort område, hvortil Tyrkiet vil sende over 3,5 millioner syriske flygtninge tilbage.