Kurderne

Artikel type
faktalink
journalist Ane Nordentoft, iBureauet/Dagbladet Information. November 2013
Main image
Kurdere demonstrerer på Rådhuspladsen i København i oktober 2012 mod politiets beslaglæggelse af penge hos ROJ-TV.
Kurdere demonstrerer på Rådhuspladsen i København i oktober 2012 mod politiets beslaglæggelse af penge hos ROJ-TV.
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix

Kurderne betegnes ofte som den største etniske gruppe uden egen stat. Størstedelen af kurderne lever i Kurdistan, ”Kurdernes land”, som ikke er en stat, men et område delt mellem Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien. Kurderne har i dette område kæmpet en årelang – til tider væbnet – kamp for bedre vilkår, mere indflydelse og mulighed for selvstyre eller løsrivelse. Mens nogle kurdere er tilfredse med at leve som borgere i Tyrkiet, Irak, Iran eller Syrien, er der stadig mange, som kæmper for flere rettigheder kulturelt politisk, og andre igen fastholder håbet om, at kurderne en gang får deres egen stat.

 

 

Baggrund om det kurdiske folk og Kurdistan

Hvem er kurderne?

Kurderne er et ældgammelt folkeslag, hvis historie kan spores op mod 4000 år tilbage. De blev første gang navngivet for omkring 1300 år siden af arabiske geografer, som benævnte dem ”kurder”. Ordet kan spores tilbage til betegnelsen ”akrad” (flertalsform af kurder) om stammer, der lever nomadisk med okser. Kurdistan var i oldtiden et handelscentrum, der lå på Silkevejen, som forbandt Asien og Europa. Kurderne solgte tæpper og håndarbejde til de handelsmænd, der rejste igennem området.

Hvad er Kurdistan?

Kurdistan er et område, der strækker sig hen over fire stater: det sydøstlige Tyrkiet, det nordøstlige Syrien, det nordlige Irak og det nordvestlige Iran. Den samlede udstrækning af Kurdistan er omstridt. Ifølge nogle kilder (Gyldendals Store Danske Encyklopædi m.fl.) dækker Kurdistan over et område på cirka 191.000 kvadratkilometer, hvilket er omkring fire og en halv gange så stort som Danmark. Andre kilder (Lobadio m.fl.) skriver, at Kurdistan har et areal på omkring 518.000 km². Andre igen, først og fremmest kurdiske kilder, fastsætter Kurdistans areal til omkring 550.000 km², altså på størrelse med Frankrig.

Hvor mange kurdere findes der?

Antallet af kurdere i verden er behæftet med en vis usikkerhed, fordi spørgsmålet om deres antal også er politisk. Kurdistan menes at være hjemland for et sted mellem 20 millioner mennesker (Gyldendals Store Danske Encyklopædi, se kilder) og helt op mod 35 millioner mennesker (Lobadio m.fl., se kilder).

Over halvdelen af verdens kurdere bor i Tyrkiet, hvor de udgør cirka en femtedel af den samlede befolkning (Lobadio m.fl.). Tallet er dog omstridt. Ifølge tyrkiske opgørelser udgjorde kurderne i 2006 lidt over 11 millioner ud af de 73 millioner indbyggere i landet. Kurderne i Tyrkiet hævder derimod selv, at de er mellem 20 og 25 millioner. I Irak bor hen ved fem millioner kurdere, hvilket ligeledes svarer til omkring en femtedel af den samlede befolkning. I Syrien udgør kurderne omkring en tiendedel af befolkningen, mens cirka syv procent af befolkningen i Iran er kurdere.

Der bor større grupper af kurdere i Armenien, Aserbajdsjan og nogle af de tidligere Sovjetrepublikker. Desuden bor der kurdere i en række vestlige lande. Det skyldes især, at der gennem 1960'erne ankom et stort antal kurdere til Vesteuropa og Nordamerika som gæstearbejdere. Tusinder af andre flygtede i 1970'erne fra Tyrkiet til europæiske lande, og i de to efterfølgende årtier flygtede titusindvis af kurdere fra Iran. Mange flygtede til Tyskland, hvor der i dag bor omkring 800.000 personer med kurdisk baggrund. Også Frankrig, Storbritannien og Sverige er hjemland for et stort antal kurdere, og ifølge Kurder.dk (se kilder) bor der op mod 25.000 kurdere i Danmark.

Hvilken religion har kurderne?

Størstedelen af kurderne er muslimer, først og fremmest sunnimuslimer. Omkring fem procent er kristne, mens en mindre minoritet er yezidier – en religion, der tilsyneladende kun findes blandt kurdere. Andre igen er alevier, som bor i det nordvestlige hjørne af Kurdistan (www.hum.uu.nl, se kilder).

Hvilket sprog taler kurderne?

Det kurdiske sprog er i familie med de indoeuropæiske sprog og har fire dialekter: Kurmandji, Sorani, Dimili (Zazaki) og Lori. Den største af disse dialekter er kurmandji, der tales af tre fjerdedele af den kurdiske befolkning (Kurder.dk, se kilder). Mange kurdere har dog ikke haft mulighed for at lære at læse og skrive kurdisk, fordi det indtil for nylig har været forbudt i f.eks. Tyrkiet at undervise på kurdisk og udgive bøger, musik og lignende på kurdisk. Mange kurdere er derfor i skolen blevet undervist i tyrkisk, mens de har talt kurdisk hjemme.

Hvorfor har kurderne ikke deres egen stat?

Da Det Osmanniske Rige brød sammen efter nederlaget under Første Verdenskrig, var der lagt op til, at der skulle etableres et hjemland for kurderne – Kurdistan. Denne plan fik opbakning fra den daværende amerikanske præsident, Woodrow Wilson. De lande, der havde sejret i Første Verdenskrig, blandt andet Storbritannien og Frankrig, havde sammen med den osmanniske sultan underskrevet Sèvres-aftalen i 1920, og heraf fremgik det, at der skulle oprettes et Kurdistan. Men i Tyrkiet nød lederen, Mustafa Kemal (kendt under tilnavnet Atatürk, ’Tyrkernes fader’), stor popularitet, og den tyrkiske nationalisme blomstrede. Samtidig fortsatte krigshandlingerne i den nordlige del af det, der skulle være Kurdistan, og Tyrkiet tog kontrollen her. Resultatet var, at kurderne ikke fik den stat, de var blevet stillet i udsigt. I stedet indgik stormagterne den såkaldte Lausanne-traktat, som betød, at store landområder, der historisk set var kurdiske, blev lagt ind under Tyrkiet. Andre af de kurdiske landområder blev en del af Syrien, som var under fransk styre, mens andet blev en del af det, der i dag er Irak, og som dengang var britisk mandatområde. Atter andet blev en del af Iran.

 

Kurdernes forhold i Tyrkiet?

Hvordan udviklede kurdernes forhold sig i Tyrkiet i republikkens første årtier?

I 1920'erne gennemførte Tyrkiets regering under ledelse af Kemal Atatürk en lang række reformer med det formål at gøre republikken mere moderne og civiliseret og skabe en stærk tyrkisk identitet baseret på det tyrkiske sprog, en stærk loyalitet over for den tyrkiske stat og nedtoning eller direkte undertrykkelse af etniske og religiøse identiteter og traditioner. . Det indebar blandt andet, at kurderne skulle integrere sig så grundigt i det tyrkiske samfund, at de skulle glemme deres kurdiske baggrund. Det blev forbudt for dem at tale kurdisk, og mange af dem blev tvangsforflyttet fra en del af Tyrkiet til en anden.

Atatürk bestemte, at der kun måtte anvendes tyrkisk sprog overalt i det offentlige rum: skoler, administration, posthuse, moskeer og i politik. I 1960'erne og 1970'erne blev kurdiske magasiner, tidsskrifter og aviser lukket, og det samme skete for flere partier, foreninger og organisationer.

Hvordan opstod PKK?

Kurdistans Arbejderparti (PKK) blev stiftet i 1978. Partiets ideologi bygger på en blanding af kurdisk nationalisme og marxistisk tankegods. I 1984 indledte partiet, anført af Abdullah Öcalan, en væbnet kamp for en kurdisk stat i det sydøstlige Tyrkiet. Kampen bestod blandt andet i en række blodige terrorangreb mod tyrkiske embedsmænd og civile, og de tyrkiske sikkerhedsstyrker svarede hårdt igen.

Hvordan udviklede kampen mellem PKK og den tyrkiske stat sig?

Konflikten blev afløst af en våbenhvile i 1999, som var året hvor Öcalan blev anholdt og idømt dødsstraf af de tyrkiske myndigheder. Siden afskaffede Tyrkiet dødsstraffen, så Öcalans dom er nu ændret til fængsel på livstid.

Våbenhvilen varede til 2004, da PKK genoptog den væbnede kamp. Organisationen har dog siden kun taget skylden for angreb på militære mål. PKK menes at have 8000 mand under våben. Omkring 2-3000 menes at befinde sig i det sydøstlige Tyrkiet, mens resten opholder sig på baser i det nordlige Irak.

Siden 1984 har over 45.000 mennesker mistet livet i den blodige konflikt mellem de kurdiske oprørere og den tyrkiske stat.

I dag har PKK opgivet kravet om en kurdisk stat og kæmper i stedet for højere grad af selvstyre og bedre rettigheder for kurderne.

På grund af de blodige angreb gennem de seneste årtier betragter både FN, NATO, EU, USA, Canada og Australien PKK som en terrororganisation. Men blandt kurdere nyder PKK's ledelse og i særdeleshed den fængslede Öcalan stor opbakning. I modsætning til oprørsgrupper som ETA i Spanien og IRA i Nordirland er PKK blevet en folkebevægelse med tilslutning fra familier i hundredtusindvis, der med penge, forsyninger, husly, medlemmer, ånd og tanke har støttet PKK siden grundlæggelsen i 1978 (Sørensen, Martin Selsøe, se kilder).

Hvordan udviklede forholdene sig for kurderne i Tyrkiet efter etableringen af PKK?

Den tyrkiske hær fortsatte op gennem 1990'erne sine operationer mod PKK, lige som den tyrkiske regering jævnligt opløste kurdiske partier. Adskillige partier er blevet forbudt, fordi Tyrkiet mener, at de har forbindelse til PKK. I 1991 blev forbuddet ophævet, men alligevel vakte det stort postyr, da Leyla Zana, som var den første kvindelige kurdiske politiker der blev valgt ind i det tyrkiske parlament, valgte at aflægge sin ed på kurdisk. Siden blev Leyla Zana idømt 15 års fængsel for at have forbindelse til PKK, en anklage hun på det kraftigste nægtede. I 1995 markerede EU-Parlamentet sit syn på den sag ved at tildele hende Sakharov-prisen, som typisk gives til personer, der har viet deres liv til at kæmpe for menneskerettigheder. Mange kurdere har mistet familiemedlemmer og slægtninge under borgerkrigen mellem PKK og den tyrkiske stat, og i den sydøstlige del af landet blev mange kurdere klemt i kampene mellem de to parter, fordi både PKK-guerillaer og det tyrkiske militær ville sikre sig, at landsbybefolkningen var på deres side i konflikten. Borgerkrigen betød desuden, at den økonomiske udvikling i de kurdisk dominerede dele af landet gik i stå, og fattigdommen var – og er – udbredt.

Hvordan er vilkårene for kurderne i Tyrkiet i dag?

Den kurdiske befolkning i Tyrkiet lever mere spredt nu end ved etableringen af den tyrkiske republik. De tvangsforflytninger, som fandt sted i republikkens første årtier, har medført, at omkring en tredjedel af kurderne i Tyrkiet i dag ikke bor i de områder i den sydøstlige del af landet, som i århundreder har været betegnet som ’kurdiske’. Eksempelvis bor der tre-fire millioner kurdere i storbyen Istanbul i det nordvestlige Tyrkiet. Men det er i det modsatte hjørne af Tyrkiet, at kurderne er flest. Her er de centreret omkring Diyarbakir, som er kurdernes uofficielle eller symbolske hovedstad. Kurdisk kultur har fået en opblomstring, efter at det er blevet tilladt at sende tv og spille musik samt undervise på kurdisk. Men sproget bruges stadig sjældent i det offentlige rum og i politik. I 2007 vakte det opsigt, at borgmesteren i Diyarbakir, Osman Baydemir, sendte nytårshilsener ud på kurdisk. Han blev retsforfulgt, men sagen blev siden opgivet. Osman Baydemir var ligeledes en af 56 kurdiske borgmestre fra det sydøstlige Tyrkiet, der blev retsforfulgt for at have sendt et brev i 2005 til den daværende danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen, hvor de bad ham modstå det tyrkiske pres for at lukke den kurdiske tv-station Roj, der sendte via satellit fra Danmark. 

Hvordan vurderer EU forholdene for kurdere i Tyrkiet?

I den årlige EU-rapport om Tyrkiet (se kilder) kritiserer EU, at det går for langsomt med at forbedre forholdene for kurderne. Blandt andet bliver kurdiske akademikere, forfattere og journalister fortsat anholdt og anklaget for at propagandere for terror. Over 2800 kurdiske studerende sidder fængslet for terrorrelaterede anklager, og tyrkiske sikkerhedsstyrker slår meget hårdt ned på demonstrationer, påpeger EU.

Der er imidlertid bred enighed om, at forholdene for kurderne i Tyrkiet er blevet bedre under premierminister Recep Tayyip Erdogan og hans AK-partis styre. Det skyldes også, at EU – som Tyrkiet håber at blive medlem af – har lagt pres på Tyrkiet for at indføre reformer og har kritiseret den førte politik over for kurderne. En fredsplan mellem PKK og den tyrkiske regering, som kom på bordet i begyndelsen af 2013, har ligeledes skabt nyt håb om en fredelig løsning på den tyrkisk-kurdiske konflikt.