kurdere
Kurdere på vej til at stemme ved valget i Tyrkiet i 2018 på den tyrkiske ambassade, men føler sig chikaneret.
Foto: Nikolas Linares / Ritzau Scanpix

Kurderne

journalist Ane Nordentoft, iBureauet/Dagbladet Information. November 2013. Opdateret af journalist Malene Fenger-Grøndahl, Bureauet. December 2019.
Top image group
kurdere
Kurdere på vej til at stemme ved valget i Tyrkiet i 2018 på den tyrkiske ambassade, men føler sig chikaneret.
Foto: Nikolas Linares / Ritzau Scanpix
Main image
Kurdere demonstrerer på Rådhuspladsen i København i oktober 2012 mod politiets beslaglæggelse af penge hos ROJ-TV.
Kurdere demonstrerer på Rådhuspladsen i København i oktober 2012 mod politiets beslaglæggelse af penge hos ROJ-TV.
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix

Indledning

Kurderne betegnes ofte som den største etniske gruppe uden egen stat. Størstedelen af de over 30 millioner kurdere, der findes på verdensplan, lever i Kurdistan, ”Kurdernes land”. Kurdistan er ikke er en stat, men et område delt mellem Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien. Kurderne har i dette område kæmpet en årelang – til tider væbnet – kamp for bedre vilkår, mere indflydelse og mulighed for selvstyre eller løsrivelse, og i perioder er det lykkedes at opnå et vist selvstyre i dele af denne region, inden for rammerne af en af eksisterende stat. Mens nogle kurdere er tilfredse med at leve som borgere i Tyrkiet, Irak, Iran eller Syrien, er der stadig mange, som kæmper for flere rettigheder kulturelt og politisk, og andre igen fastholder håbet om, at kurderne en gang får deres egen stat. I de seneste år har borgerkrigen i Syrien givet kurderne i landet mulighed for at begynde at opbygge en form for selvstyre i landets nordlige del. Men da USA i efteråret 2019 trak sine soldater ud af området, gik Tyrkiet ind i området og etablerede en såkaldt sikkerhedszone, som reelt fratog kurderne muligheden for at etablere en selvstændig region. I Irak er kurdernes selvstyre de seneste år også blevet negativt påvirket af regionale konflikter, bl.a. Islamisk Stats hærgen. 

 

Kurdisk nationalmelodi med kurdisk og engelsk tekst

Artikel type
faktalink

Baggrund om det kurdiske folk og Kurdistan

Hvem er kurderne?

Kurderne er et ældgammelt folkeslag, hvis historie kan spores op mod 4000 år tilbage. De blev første gang navngivet for omkring 1300 år siden af arabiske geografer, som benævnte dem ”kurder”. Ordet kan spores tilbage til betegnelsen ”akrad” (flertalsform af kurder) om stammer, der lever nomadisk med okser. 
Kurdistan var i oldtiden et handelscentrum, der lå på Silkevejen, en handelsrute, som forbandt Asien og Europa. Kurderne solgte tæpper og håndarbejde til de handelsmænd, der rejste igennem området.
Kurdernes historie, kultur m.m. beskrives i opslaget ”Kurdistan” i Den Store Danske (se kilder).

Hvad er Kurdistan?

Kurdistan er et landområde i Mellemøstenområde, der strækker sig hen over fire stater: det sydøstlige Tyrkiet, det nordøstlige Syrien, det nordlige Irak og det nordvestlige Iran. Den samlede udstrækning af Kurdistan er omstridt, men flere kilder, bl.a. opslagsværket Den Store Danske (se kilder) nævner et areal på omkring 300.000. Ifølge nogle kilder (Gyldendals Store Danske Encyklopædi m.fl.) dækker Kurdistan over et område på cirka 191.000 kvadratkilometer, hvilket er omkring fire og en halv gange så stort som Danmark . Andre kilder (Lobadio m.fl.) skriver, at Kurdistan har et areal på omkring 518.000 km². Andre igen, først og fremmest kurdiske kilder, fastsætter Kurdistans areal til omkring 550.000 km², altså på størrelse med Frankrig. Byen Diyarbakır  i det østlige Tyrkiet opfattes ofte som den kurdiske hovedstad. Kerneområdet i Kurdistan er bjergrigt med mange bjergtoppe over 3000 m; den højeste er (5.165 m.o.h.) på grænsen mellem Tyrkiet og Armenien. Kurdistan rummer mange naturresurser, bl.a. svovl og råfosfat samt et vigtigt oliefelt ved byen Kirkuk i den kurdiske del af Irak og flere mindre oliefelter, bl.a. omkring byen Batman i Tyrkiet. To store floder, Eufrat og Tigris, udspringer i Kurdistan, og Kurdistan er generelt et ret frugtbart område. Kurderne har traditionelt levet af landbrug med både agerbrug og husdyravl, især får og geder. Men generelt er landbruget i Kurdistan ikke ret udviklet.
Kurdernes historie, geografi m.m. beskrives i opslaget ”Kurdistan” i Den Store Danske (se kilder).

Hvor mange kurdere findes der?

Antallet af kurdere i verden er behæftet med stor usikkerhed, fordi spørgsmålet om deres antal også er politisk. Kurdistan menes at være hjemland for et sted mellem 20 og millioner mennesker (Gyldendals Store Danske Encyklopædi, se kilder) og helt op mod 35 millioner mennesker. (Lobadio m.fl., se kilder).  
Over halvdelen af verdens kurdere bor i Tyrkiet, hvor de udgør mellem en sjettedel og en cirka en femtedel af de i alt 80 millioner indbyggeren samlede befolkning. (Lobadio m.fl.). Tallet er dog omstridt. Ifølge tyrkiske opgørelser udgjorde kurderne i 2006 lidt over 11 millioner ud af de 73 millioner indbyggere i landet. Kurderne i Tyrkiet hævder derimod selv, at de er mellem 20 og 25 millioner. I Irak bor der omkring fem millioner kurdere, omkring en femtedel af den samlede befolkning. I Syrien udgør kurderne også adskillige millioner, heraf omkring to millioner i den nordlige del af landet, og omkring en tiendedel af befolkningen, mens cirka syv procent af befolkningen i Iran er der formodentlig 7-10 millioner kurdere. 
Der bor også større grupper af kurdere i Armenien, Aserbajdsjan og nogle af de tidligere Sovjetrepublikker. Desuden bor der kurdere i en række vestlige lande. Det skyldes især, at der gennem 1960'erne ankom et stort antal kurdere til Vesteuropa og Nordamerika som gæstearbejdere. Tusinder af andre flygtede i 1970'erne fra Tyrkiet til europæiske lande, og i de to efterfølgende årtier flygtede titusindvis af kurdere fra Iran. Mange flygtede til Tyskland samt til Frankrig, Storbritannien og Sverige, og en del også til Danmark. Under borgerkrigen i Syrien er mange kurdere også flygtet fra Syrien; de færreste er dog kommet til Europa; mange er flygtet til Tyrkiet eller Irak. 

Hvilken religion har kurderne?

Størstedelen af kurderne er muslimer, først og fremmest sunnimuslimer. Et lille mindretal er kristne, mens en lille minoritet er yezidier – en religion, der tilsyneladende kun findes blandt kurdere. Andre igen er alevier, som bor i det nordvestlige hjørne af Kurdistan, primært i Tyrkiet. Kurdernes religiøse traditioner og tilhørsforhold beskrives i af den hollandske forsker Martin van Bruinessen fra universitetet i Utrecht i rapporten ”Religion in Kurdistan” (se kilder) samt i diverse opslag på hjemmesiden Jiyan.dk (se kilder).
 

Hvilket sprog taler kurderne?

Det kurdiske sprog er i familie med de indoeuropæiske sprog og har fire dialekter: Kurmandji, Sorani, Dimili (Zazaki) og lLori. Den største af disse dialekter er kurmandji, der tales af tre fjerdedele af den kurdiske befolkning. Mange kurdere har dog ikke haft mulighed for at lære at læse og skrive kurdisk, fordi det indtil for nylig har været forbudt i f.eks. Tyrkiet at undervise på kurdisk og udgive bøger, musik og lignende på kurdisk. Mange kurdere er derfor i skolen blevet undervist i tyrkisk, mens de har talt kurdisk hjemme. I en del kurdiske familier er man også over tid holdt op med at tale kurdisk i hjemmet, og især blandt de kurdere, der bor uden for de kurdisk dominerede områder i Tyrkiet, er der mange, der ikke taler kurdisk.   

Learn Kurdish. Lær Kurdisk #1
Dansk-kurdisk dreng laver YouTube-videoer om det kurdiske sprog

Hvorfor har kurderne ikke deres egen stat?

Da Det Osmanniske Rige brød sammen efter nederlaget under Første Verdenskrig, var der lagt op til, at der skulle etableres et hjemland for kurderne – Kurdistan. Med Sèvres-traktaten i 1920 forpligtede de allierede magter sig til at forberede autonomi for et tyrkisk Kurdistan, som kurderne i den britisk okkuperede Mosul-provins i det nuværende Irak skulle have ret til at tilslutte sig. De lande, der havde sejret i Første Verdenskrig, blandt andet Storbritannien og Frankrig, havde sammen med den osmanniske sultan underskrevet Sèvres-traktatenaftalen i 1920. Men tyrkiske nationalister med hærføreren og den senere tyrkiske præsident Kemal Atatürk i spidsen ville ikke acceptere denne plan. Samtidig fortsatte krigshandlingerne i den nordlige del af det, der skulle være Kurdistan, og de tyrkiske nationalister Tyrkiet tog kontrollen her og grundlagde republikken Tyrkiet. Resultatet var, at kurderne ikke fik den stat, de var blevet stillet i udsigt. I stedet indgik stormagterne den såkaldte Lausanne-traktat, som betød, at store landområder, der historisk set var kurdiske, blev lagt ind under Tyrkiet. Andre af de kurdiske landområder blev en del af Syrien, som var under fransk styre, mens andet blev en del af det, der i dag er Irak, dengang var britisk mandatområde. Atter andet blev en del af Iran.
Kurdernes historie, kultur m.m. beskrives i opslaget ”Kurdistan” i Den Store Danske (se kilder) samt i bogen ”Kurdistan – en historisk fremstilling” (se kilder).

Kurdernes forhold i Tyrkiet?

Hvordan udviklede kurdernes forhold sig i Tyrkiet i republikkens første årtier?

I 1920'erne gennemførte Tyrkiets regering under ledelse af præsident Kemal Atatürk en lang række reformer for at gøre republikken mere moderne og civiliseret og skabe en stærk tyrkisk identitet baseret på det tyrkiske sprog, en stærk loyalitet over for den tyrkiske stat og nedtoning eller direkte undertrykkelse af etniske og religiøse identiteter og traditioner. Det indebar blandt andet en politik om, at kurderne skulle assimileres og integrere sig så grundigt i det tyrkiske samfund, at de skulle glemme deres kurdiske baggrund. Det blev forbudt at tale kurdisk, og mange kurdere blev tvangsforflyttet fra en del af Tyrkiet til en anden. I 1927 proklamerede kurderne en uafhængig stat i den østlige del af landet, kaldt Den kurdiske republik Ararat, men tre år senere blev republikken knust af den tyrkiske hær. Dette førte til nye oprør, bl.a. oprøret i Dersim (1937-1938), hvor titusindvis af civile kurdere blev dræbt, og flere hundrede landsbyer blev brændt ned, og der blev gennemført omfattende tvangsflytninger af befolkningen.

I 1960'erne og 1970'erne blev kurdiske magasiner, tidsskrifter og aviser lukket, og det samme skete for kurdiske partier, foreninger og organisationer.
Kurdernes historie og forhold i Tyrkiet beskrives bl.a. i bogen ”Kurdistan – en historisk fremstilling” samt i opslaget ”Kurdistan” i Den Store Danske (se kilder)

Hvordan opstod PKK?

Kurdistans Arbejderparti (PKK) blev stiftet i 1978. Partiets ideologi bygger på en blanding af kurdisk nationalisme og marxistisk tankegods. I 1984 indledte partiet, anført af Abdullah Öcalan, en væbnet kamp for en kurdisk stat i det sydøstlige Tyrkiet. PPK gennemførte blandt andet en række blodige terrorangreb mod tyrkiske embedsmænd og civile, og tyrkiske sikkerhedsstyrker svarede hårdt igen.
Det udviklede sig til en vedvarende krig mellem de paramilitære PKK-styrker og de tyrkisk-statslige militære styrker. Fra baser i Irak og Syrien angreb PKK militære mål i Tyrkiet og kontrollerede i perioder også store områder i den østlige del af Tyrkiet. 
De tyrkiske myndigheder besvarede PKK’s angreb med hævnaktioner mod den kurdiske civilbefolkning, hvilket især gik ud over kurderne i Sydøsttyrkiet. Tyrkiet gik flere gange ind med styrker i Nordirak for at angribe PKK-medlemmer og deres tilholdssteder i nabolandet.


Hvordan har kampen mellem PKK og den tyrkiske stat udviklet sig?

Siden 1984 har over 45.000 mennesker mistet livet i den blodige konflikt mellem de kurdiske oprørere og den tyrkiske stat. Konflikten blev afløst af en våbenhvile i 1999, efter at PKK’s leder, Abdullah Öcalan, var blevet anholdt. Han blev idømt dødsstraf af de tyrkiske myndigheder, men siden afskaffede Tyrkiet dødsstraffen, så Öcalans dom blev ændret til fængsel på livstid. Efter sin anholdelse opfordrede Öcalan fra fængslet til at indstille den væbnede kamp, og det førte til en våbenhvile og til, at har PKK opgivet kravet om en kurdisk stat og nu i stedet kæmper for højere grad af selvstyre og flere kulturelle og politiske rettigheder for kurderne inden for Tyrkiets grænser. 

Våbenhvilen mellem PKK og den tyrkiske stat har dog ikke varet ved. Den blev brudt første gang i 2004, da PKK genoptog den væbnede kamp og i perioden herefter tog ansvar for en række angreb på militære mål. Siden har der været flere runder af våbenhvile og forhandlinger, som er brudt sammen og blevet afløst af en opblussen af kampe og angreb især i det sydøstlige Tyrkiet.

Både FN, NATO, EU, USA, Canada og Australien opfatter PKK som en terrororganisation, mens PKK stadig har ret stor opbakning blandt mange kurdere. I modsætning til oprørsgrupper som ETA i Spanien og IRA i Nordirland er PKK blevet en folkebevægelse, som er blevet støttet af mange kurdiske familier med penge, forsyninger, husly m.m. siden grundlæggelsen i 1978. Det fremgår af artiklen ”Abdullah Öcalan – kurdernes bedste kammerat” i Politiken i 2013 (se kilder).


Hvordan udviklede forholdene sig for kurderne i Tyrkiet efter etableringen af PKK?

Den tyrkiske hær fortsatte op gennem 1990'erne sine operationer mod PKK, lige som den tyrkiske regering jævnligt opløste kurdiske partier. Adskillige partier er blevet forbudt, fordi Tyrkiet mener, at de har forbindelse til PKK. I 1991 blev forbuddet mod kurdiske partier ophævet, men alligevel vakte det stort postyr, da Leyla Zana, den første kvindelige kurdiske politiker, der blev valgt ind i det tyrkiske parlament,  aflagde sin ed på kurdisk. Siden blev Leyla Zana idømt 15 års fængsel for forbindelser til PKK, en anklage hun afviste. I 1995 tildelte EU-Parlamentet hende Sakharov-prisen, som typisk gives til personer, der har viet deres liv til at kæmpe for menneskerettigheder. Mange kurdere har mistet familiemedlemmer og slægtninge under borgerkrigen mellem PKK og den tyrkiske stat, og i den sydøstlige del af landet blev mange kurdere klemt i kampene mellem de to parter, fordi både PKK-guerillaer og det tyrkiske militær ville sikre sig, at landsbybefolkningen var på deres side i konflikten. Borgerkrigen betød desuden, at den økonomiske udvikling i de kurdisk dominerede dele af landet gik i stå, og fattigdommen var – og er – udbredt.


Hvordan er vilkårene for kurderne i Tyrkiet i dag?

Den kurdiske befolkning i Tyrkiet lever mere spredt nu end ved grundlæggelsen af den tyrkiske republik. De tvangsforflytninger, som fandt sted i republikkens første årtier, har medført, at omkring en tredjedel af kurderne i Tyrkiet i dag ikke bor i de områder i den sydøstlige del af landet, som i århundreder har været betegnet som ’kurdiske’. Eksempelvis bor der tre-fire millioner kurdere i Tyrkiets største by Istanbul i den nordvestlige del af landet. Men det er i det modsatte hjørne af Tyrkiet, at kurderne er flest. Her er de centreret omkring Diyarbakir, kurdernes uofficielle eller symbolske hovedstad. 
Indtil 2002 var det forbudt at anvende kurdisk i undervisning og i medierne i Tyrkiet, men i forbindelse med landets forhandlinger om optagelse i EU er disse forbud gradvis blevet ophævet, og de første tv-udsendelser på kurdisk blev bragt i 2004. Kurdisk kultur har herefter fået en opblomstring, men sproget bruges stadig sjældent i det offentlige rum og i politik. I 2007 vakte det opsigt, at borgmesteren i Diyarbakir sendte nytårshilsener ud på kurdisk. Han blev retsforfulgt, men sagen blev siden opgivet. I de senere år er adskillige kurdiske borgmestre blevet fængslet, bl.a. med anklage om at støtte terrorbevægelser.
Den forbedring af kurdernes forhold, som fandt sted i de første år med AK-partiet ved magten, er siden gået i stå eller endda vendt til forringelser. 
I sine årlige rapport om Tyrkiet har EU kritiseret, at det er gået for langsomt med at forbedre forholdene for kurderne, og at kurdiske akademikere, forfattere og journalister på tyndt eller intet grundlag er blevet anholdt og anklaget for at propagandere for terror. 
En fredsplan mellem PKK og den tyrkiske regering, som kom på bordet i begyndelsen af 2013, skabte nyt håb om en fredelig løsning på den tyrkisk-kurdiske konflikt. Men kort efter gik det igen galt, og i juli 2015 udbrød der kampe mellem tyrkiske sikkerhedsstyrker og militante fraar PKK flere steder i det sydøstlige Tyrkiet – med krænkelser af menneskerettigheder til følge. FN kritiserede især de tyrkiske sikkerhedsstyrker for drab på både civile og kurdiske militante og vurderede, at kampen tvang op mod en halv million mennesker, primært kurdere, til at forlade deres hjem.
Kurdernes forhold i både Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien beskrives i artiklen ”Mellemøstens kurdere vejrer morgenluft oven på krigen mod Islamisk Stat” i Information (se kilder).

 

Hvorfor kæmper Tyrkiet mod kurderne? DR Nyheder, 7. november 2019

 

Hvordan har borgerkrigen i Syrien påvirket kurdernes forhold i Tyrkiet?

Da EU i 2015 indgik en aftale med Tyrkiet om, at Tyrkiet skal forhindre flygtninge fra bl.a. borgerkrigen i Syrien i at rejse videre ind i Europa – mod at få store pengebeløb fra EU – var det ifølge nogle iagttagere et stort tilbageskridt for kurderne i Tyrkiet. For når EU er afhængig af Tyrkiet til at bremse flygtningestrømmen mod Europa, vil EU ikke længere være så skarp i sin kritik af diverse kritisable forhold i Tyrkiet, herunder overgreb på og diskrimination mod kurdere, lød vurderingen.
Tyrkiets frygt for, at situationen i Syrien skulle give kurderne større råderum – og måske inspirere til, at kurdere i Tyrkiet vil kræve deres egen stat – har desuden fået den tyrkiske regering til at involvere sig i krigen i Syrien. Senest har Tyrkiet i oktober 2019 sendt styrker ind i det nordlige Syrien, efter USA har trukket sine styrker ud – og har – efter aftale med Rusland erobret et stort område, hvortil Tyrkiet vil sende over 3,5 millioner syriske flygtninge tilbage.