Hvad var den store depression i 1930’erne?
Børskrakket i Wall Street i 1929 er blevet sagnomspundet som den værste krise, verdensøkonomien – i hvert fald den vestlige økonomi – nogensinde har oplevet. Krisen viste sig først og størst i USA.
Om morgenen den 24. oktober 1929 så alt ud, som det plejede på New Yorks fondsbørs, der er hovedsædet for handel med børsnoterede værdipapirer i USA, men da medarbejderne gik hjem, var intet som før. Flere års himmelflugt i aktiekurserne blev denne dag afløst af styrtdyk i kurserne. Derfor kaldes dagen ‘sorte torsdag’. I løbet af dagen satte seks banker ind med en redningsaktion, og i et par dage var der almindelig optimisme på fondsbørsen, men fem dage senere, den 29. oktober, faldt aktierne til nye lavpunkter. Denne dag mistede aktieejerne 14 milliarder dollars, og dagen betegnes i bogen ”The Great Crash” (se kilder) som ”historiens mest sønderknusende dag for New Yorks aktiemarked og formentlig den mest sønderknusende dag for alle markeder.” En måned senere havde aktierne tabt 40 % af deres værdi, og i 1930 var en verdensomspændende depression en realitet. Rundt omkring i verden brød banksystemer sammen. I 1931 kollapsede det tyske banksystem, og også det franske og engelske blev hårdt ramt. Man skulle langt op i 1930’erne, førend en form for stabilisering af økonomien indfandt sig på verdensplan. For yderligere information – læs artiklen ”Wall Street-krakket 1929”
Hvad var oliekrisen i 1970’erne?
En oliekrise er den mest almindeligt forekommende energikrise. I 1970’erne oplevede verdenssamfundet en stor krise som resultat af stigende oliepriser. Årsagerne var forskellige og handlede dels om, at Vesten siden Anden Verdenskrig havde oplevet en stor vækst i velstand og dermed forbrug, blandt andet energiforbrug. Dels om at hovedparten af denne energi kom fra olie, som især blev udvundet af fattige landes undergrund, især i Mellemøsten. Op til 1960’erne havde disse lande et meget lille udbytte af deres olieeksport. Derfor oprettede en række olieproducerende lande i 1960 OPEC, The Organization of the Petroleum Exporting Countries. Da der i oktober 1973 udbrød krig mellem Israel på den ene side og Egypten og Syrien på den anden, støttede OPEC-landene sidstnævnte part og besluttede samtidig at nedskære deres olieproduktion og at sætte priserne op. Det førte i slutningen af 1973 til dramatiske prisstigninger på olie. Fra oktober til december 1973 steg prisen på en tønde råolie fra 3 til 11,65 dollars, og det forårsagede et olieprischok over hele Vesteuropa.
Selv om myndighederne i blandt andet Danmark indførte en lang række sparetiltag, så medførte olieprisstigningerne et underskud på betalingsbalancen i de europæiske industrilande og betød også, at den enkelte borger fik langt færre penge til rådighed til forbrug.
Hvad var den økonomiske krise i 1980’erne?
I 1980’erne bed en økonomisk krise sig fast i store dele af Vesten. I USA var årsagen for det første en ændring i adgangen til lån, idet opsparings- og låneforeningen S&L’s lån, der frem til slutningen af 1970’erne var stramt regulerede, nu blev frigivet. For det andet var krisen et resultat af den høje inflationsrate i slutningen af 1970’erne, der fik investorerne til at ændre adfærd og flytte deres penge til S&L’s umiddelbart mere attraktive lån. Midt i 1980’erne begyndte økonomien for alvor at skrante, og i 1987 oplevede man det hidtil største fald i aktiekursen på fondsbørsen i New York på én dag. Her faldt aktierne med gennemsnitligt 500 point.
Også i Danmark kradsede krisen. Det førte til, at Schlüter-regeringen i 1986 lancerede den såkaldte ’kartoffelkur’, der fik sit tilnavn, fordi den blev iværksat i forbindelse med efterårsferien (kartoffelferien). ‘Kuren’ var i sin essens et finanspolitisk indgreb, der gjorde det dyrere for danskerne at låne penge til forbrug og boligbyggeri. Effekten var en mærkbar forbedring af betalingsbalancen som et resultat af et brat fald i den indenlandske efterspørgsel efter varer. Men effekten var også, at arbejdsløsheden steg som resultat af et mindre forbrug og på grund af nedgang i nybyggeriet, hvilket førte til øgede offentlige udgifter, da flere i samfundet blev afhængige af overførselsindkomster.
Hvad var dot com-boblen i 2000?
Dot com-boblen – også kaldet IT-boblen – var en finansboble, som varede fra omkring 1995 til 2001, hvor boblen bristede. I den mellemliggende periode oplevede aktiemarkeder i de vestlige lande en enorm vækst i den nye internetsektor og beslægtede områder. Grunden til, at der blev tale om en finansboble, var en kombination af hurtigt stigende aktiekurser, mange enkeltpersoners investeringer i aktiemarkedet og let tilgængelig Venture Capital – eller på dansk; risikokapital. Det vil sige penge til rådighed for hurtige investeringer i nye eller spekulative virksomheder. Det skabte tilsammen et miljø, hvor mange virksomheder så stort på, hvordan virksomhederne var strukturerede, og hvor indtjeningen kom fra, bare det så ud til, at der var mulighed for hurtig indtjening.
Dot com-selskabernes forretningsmodel baserede sig på at høste frugterne af netværkseffekter ved at tolerere et underskud i startfasen, mens de opbyggede markedsandele og mærkevarebevidsthed. Selskaberne satsede på, at når mærkevaren havde fået fodfæste hos folk, så kunne de sælge deres produkter med god fortjeneste. I den indledende tabsperiode var selskaberne afhængige af risikokapital og salg af aktier til enkeltpersoner for at dække deres udgifter ind. Nyhedens interesse kombineret med, at det er vanskeligt at prissætte nye selskaber, sendte mange aktiekurser på himmelflugt og gjorde de oprindelige aktieindehavere styrtrige på papiret. Det fik mange privatpersoner til at investere i aktier som aldrig før, og pressen meldte om mange, som droppede deres arbejde for at blive aktiehandlere på fuld tid.
Da boblen bristede, forårsagede den store økonomiske tab for mennesker verden over, både for ejerne af dot com-selskaberne og for deres investorer, ligesom mange af selskabernes ejere blev arbejdsløse.
