Hvordan forløb det afgørende slag?
”Soldaternes ekskrementer, hestemøg, køkkenaffald, afskudte legemsdele og indvolde fra mennesker og dyr, der hver dag sprængtes i alle retninger og ikke altid blev ryddet af vejen, blandedes i et ugudeligt søle,” skriver journalist og historiker Tom Buk-Swienty i det dokumentariske værk "Slagtebænk Dybbøl" (se kilder).
Flere tusind granater blev dagligt skudt af under den 10 uger lange belejring af skanserne på Dybbøl Banke, der ledte op til selve slaget, hvor danske soldater kæmpede mod den tyske forbundshær, som var fire gange så stor.
Den 18. april 1864 kl. 10 rykkede den tyske forbundshær frem ved Dybbøl Banke, og efter mindre end fem timers kamp, med store ofre på dansk side, var det afgørende slag ved Dybbøl tabt.
”Nogle steder bliver kampen kort. Andre steder generobrer små danske styrker terræn. Men om kampen varer fem minutter eller det seksdobbelte (den første skanse på venstrefløjen erobres efter fire minutter, den sidste efter en halv time); afsindig er den alle steder,” lyder det i Buk-Swientys beskrivelse af 1864-krigens afgørende slag.
Hvordan endte det?
At Danmark ved udsigterne til så ulige et slag ikke havde trukket i land tidligere er en beslutning, som journalist og historiker Buk-Swienty bl.a. tilskriver krigsminister Carl Christian Lundbye. I "Slagtebænk Dybbøl" beskrives Lundbye som ”en pedantisk, ærekær og utidigt indblandende skrivebordsgeneral uden forståelse for de faktiske forhold ved fronten” (se kilder). I alt tabte den danske hær flere end 5.500 mand i 1864-krigen. Efter det store nederlag, blev de soldater, der havde kæmpet på dansk side, overladt til sig selv. Flere begik selvmord, og krigsinvalider fik ikke megen anden hjælp end en lirekasse, de kunne vandre rundt i landet med for at tjene til livets ophold. Andre igen vendte tilbage til deres erhverv fra før krigen. Først i 1913 blev der vedtaget en lov, efter hvilken veteranerne kunne søge om en årlig hædersgave på 100 kroner. ”Den første udbetaling fandt sted i 1914. 50 år efter krigen,” skriver Erik Ingemann Sørensen i "1864 – en guide i krigens fodspor" (se kilder).