Krigen i 1864

Artikel type
faktalink
journalist og historiker, cand. mag. Nina Trige Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. August 2014
Main image
Møllerne ligger på Dybbøl Banke hvor fronten stod under krigen i 1864. Her ligger en dreng fra dagens Danmark på én af kanonerne på den tidligere slagmark.
Møllerne ligger på Dybbøl Banke hvor fronten stod under krigen i 1864. Her ligger en dreng fra dagens Danmark på én af kanonerne på den tidligere slagmark.
Foto: Terkel Broe Christensen / Scanpix

Forholdet mellem danske nationalliberale og forbundet af tyske stater havde længe været anstrengt, da krigen i 1864 brød ud. Stærke kræfter i Danmark ønskede det tysksindede hertugdømme Holsten koblet fra den danske Helstat og det dansksindede hertugdømme Slesvig indlemmet i kongeriget. Det Tyske Forbund afviste derimod enhver deling af Slesvig-Holsten. De politiske magthavere i Danmark overvurderede deres manøvrerum og fejllæste den internationale situation, så da konflikten omkring hertugdømmerne udviklede sig til regulær krig, endte det med at koste den danske stat en tredjedel af territoriet. Så ydmygende var nederlaget for staten, at der skulle gå et halvt århundrede, før dem, der havde kæmpet ved fronten, fik kompensation. I mellemtiden var fokus flyttet fra territorial ekspansion til øget produktivitet inden for kongeriget.

 

 

Krigen 1864

 

Optakten til 1864

Hvad var den ideologiske baggrund?

I marts 1863 meldte den danske regering ud, at den ville knytte det danskorienterede Slesvig til Danmark og udskille det tyskorienterede Holsten fra rigsfællesskabet. ”Danmark til Ejderen” hed forslaget om at lade floden Ejderen mellem Slesvig og Holsten danne ny grænse for nationens territorium. Idéen blev fremsat af den danske politiker Orla Lehmann i sin berømte tale i 1842 og blev siden holdt i live af landets nationalliberale (se kilder).

”Danmark til Ejderen” betød, at man ønskede at forhindre, at tysksindede kræfter i hertugdømmerne undergravede dansk suverænitet ved at trække i retning af Det Tyske Forbund. På dette tidspunkt var Danmark, som Orla Lehmann understregede i sin tale, et kludetæppe af kongeriget Danmark, de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg, samt Island og Færøerne og endelig kolonierne Grønland og De Vestindiske Øer. Samlet blev territoriet kaldt Helstaten Danmark.

Hvad var årsagen til det danske overmod?

Det Tyske Forbund protesterede mod planerne om at skille Slesvig og Holsten fra hinanden – den danske konge Christian 1. havde i 1460 skrevet under på, at hertugdømmerne skulle forblive udelt – og hermed var der lagt op til konflikt.

Som med alle store begivenheder i verdenshistorien, er der ikke én forklaring, men flere bud på, hvad der fik uenighederne om hertugdømmerne til at eskalere og føre til direkte krig i 1864. Nogle historikere trækker tråde til Napoleonskrigene, hvor Danmark havde været placeret i en uheldig alliance med Frankrig og derfor stod svagt i forhold til stormagterne, da det kom til konflikt med Det Tyske Forbund. Andre peger pådet drukfældige venskab mellem den danske konge Frederik 7. og den svensk-norske konge Karl 15. i årene op til krigen i 1864. Efter sigende havde Karl 15. i festligt lag i den danske konges sommerhus ved Skodsborg lovet militær bistand, hvis Danmark kom i problemer, hvad der angiveligt bidrog til dansk overmod, da konflikten med Tyskland blev en realitet.

Løftet fra Karl 15. lød på at sende forstærkninger på 22.000 soldater, men da slaget stod, kom der ingen fra den svensk-norske hær til undsætning. Karl 15. havde ikke sikret politisk opbakning fra sin regering, og Danmark stod i 1864 alene overfor en overlegen hær fra Det Tyske Forbund. 

Hvad var gået forud i Slesvig-Holsten?

Ifølge historikeren Peter Yding Brunbech skal man tilbage til fredsslutningen efter treårskrigen 1848-50 ”for at forstå de komplicerede sammenhænge”. Treårskrigen 1848-50 brød ud, da en slesvig-holstensk oprørshær forsøgte at løsrive hertugdømmerne fra den danske krone. Danmark ønskede, at en ny fri forfatning (Junigrundloven) skulle gælde for både kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig, men de slesvig-holstenske oprørere ønskede, at et samlet Slesvig-Holsten skulle tilslutte sig Det Tyske Forbund.

”Slesvig-holstenerne blev i forskellige faser af krigen støttet af Preussen og Det Tyske Forbund, men disse blev af de europæiske stormagter tvunget til at gå ud af krigen, og Danmark besejrede herefter den slesvig-holstenske oprørshær,” skriver Yding Brunbech (se kilder).

På trods af sejren var hertugdømmet Holsten nu under kontrol af tyske forbundstropper, som havde overtaget kontrollen fra de slesvig-holstenske oprørere. Et andet problem for Danmark var, at kongen ikke havde sikret sin arvefølge, hvilket skabte tvivl om magtfordelingen, når Frederik 7. døde. Danmark måtte derfor indlede forhandlinger med Det Tyske Forbund. Det foregik i form af noteudvekslinger, og det var i disse aftaler fra 1851-52, at den danske regering skrev under på, at den ikke ville inkorporere Slesvig i kongeriget, og at ingen dele af det danske monarki skulle være de andre underordnede.

De omfattende noter fra disse udvekslinger mellem Danmark på den ene side og Østrig og Preussen på den anden kunne dog fortolkes i mange retninger, hvad de også blev godt et årti senere. 

Hvordan forholdt stormagterne sig?

I 1858 forkastede Det Tyske Forbund et dansk udkast til en forfatning for Helstaten, og mens tyskerne nu forsøgte at få trukket Slesvig-Holsten ud af den danske forfatning og indlemme hertugdømmerne under Det Tyske Forbund, forsøgte den danske regering at udskille Holsten for at beholde Slesvig.

Den 16. november 1863, mens spørgsmålet endnu var uløst, overtog Christian 9. tronen efter sin netop afdøde onkel og dermed også den formelle magt over hertugdømmerne Slesvig-Holsten. Christian 9. var ikke nær så opsat på at fastholde planerne om ”Danmark til Ejderen” som sin forgænger, men efter politisk pres skrev han to dage senere under på en ny forfatning, som betød, at Slesvig blev indlemmet i den danske stat. Den blev kendt som Novemberforfatningen.

”I tiden fra november 1863 til januar 1864 lagde de europæiske stormagter pres på Danmark for at trække Novemberforfatningen tilbage,” skriver Yding Brunbech. ”Den vigtigste årsag hertil var dog den helt realpolitiske grund, at de ønskede at undgå det kom til krig, og ikke fordi Novemberforfatningen stred mod Londontraktaten (for det gjorde den ikke).” Da Danmark var den svageste part, var det her, presset fra stormagterne blev lagt for at undgå konfrontationen, men ”i sidste ende ville de danske politikere ike trække Novemberforfatningen tilbage, og Preussen og Østrig brugte dette grundlag for deres krigserklæring, idet de erklærede, at aftalerne fra 1851-52 var brudt” (se kilder). Med aftalerne fra 1851-52 havde Danmark nemlig skrevet under på, at de ikke ville indlemme Slesvig i kongeriget.

Få måneder senere havde den tyske forbundshær indtaget Holsten, og Rigskansleren Bismarck havde ikke tænkt sig at stoppe Det Tyske Forbunds hærs fremmarch her.

Slaget ved Dybbøl Banke

Hvordan forløb det afgørende slag?

”Soldaternes ekskrementer, hestemøg, køkkenaffald, afskudte legemsdele og indvolde fra mennesker og dyr, der hver dag sprængtes i alle retninger og ikke altid blev ryddet af vejen, blandedes i et ugudeligt søle,” skriver journalist og historiker Tom Buk-Swienty i det dokumentariske værk "Slagtebænk Dybbøl" (se kilder).

Flere tusind granater blev dagligt skudt af under den 10 uger lange belejring af skanserne på Dybbøl Banke, der ledte op til selve slaget, hvor danske soldater kæmpede mod den tyske forbundshær, som var fire gange så stor.

Den 18. april 1864 kl. 10 rykkede den tyske forbundshær frem ved Dybbøl Banke, og efter mindre end fem timers kamp, med store ofre på dansk side, var det afgørende slag ved Dybbøl tabt.

”Nogle steder bliver kampen kort. Andre steder generobrer små danske styrker terræn. Men om kampen varer fem minutter eller det seksdobbelte (den første skanse på venstrefløjen erobres efter fire minutter, den sidste efter en halv time); afsindig er den alle steder,” lyder det i Buk-Swientys beskrivelse af 1864-krigens afgørende slag. 

Hvordan endte det?

At Danmark ved udsigterne til så ulige et slag ikke havde trukket i land tidligere er en beslutning, som journalist og historiker Buk-Swienty bl.a. tilskriver krigsminister Carl Christian Lundbye. I "Slagtebænk Dybbøl" beskrives Lundbye som ”en pedantisk, ærekær og utidigt indblandende skrivebordsgeneral uden forståelse for de faktiske forhold ved fronten” (se kilder). I alt tabte den danske hær flere end 5.500 mand i 1864-krigen. Efter det store nederlag, blev de soldater, der havde kæmpet på dansk side, overladt til sig selv. Flere begik selvmord, og krigsinvalider fik ikke megen anden hjælp end en lirekasse, de kunne vandre rundt i landet med for at tjene til livets ophold. Andre igen vendte tilbage til deres erhverv fra før krigen. Først i 1913 blev der vedtaget en lov, efter hvilken veteranerne kunne søge om en årlig hædersgave på 100 kroner. ”Den første udbetaling fandt sted i 1914. 50 år efter krigen,” skriver Erik Ingemann Sørensen i "1864 – en guide i krigens fodspor" (se kilder).