Korstogene

Introduktion

De fleste af os har en idé om, hvad et korstog er. Ofte stammer vores billede fra fortællinger som "Robin Hood" eller Walter Scotts "Ivanhoe". Det er noget med riddere, vantro, Jerusalem og Den Hellige Grav. I Middelalderen drog europæiske kristne til Mellemøsten, blandt andet for at jage muslimer ud af det tidligere Palæstina. Det er disse kombinerede militære, religiøse og handelsorienterede aktioner, der kaldes korstog. De mest betydningsfulde korstog fandt sted i årene mellem 1095 og 1230.

I dag har begrebet fået en mere bred betydning, og kan eksempelvis bruges om et politisk partis kamp for en særlig mærkesag. Men korstogene kan stadig fremkalde et stærkt billede, der trækker tråde langt tilbage i historien - som da den amerikanske præsident George W. Bush i 2001 anvendte det i en tale om "krigen mod terror".

 Læs også om Tempelridderne.

Hvordan defineres et korstog?

"Den Danske Encyklopædi" (se kilder) skriver der følgende om korstogene: "Kombinerede pilgrimsfærd og krigstogter i højmiddelalderen foretaget af kristne styrker oprindeligt for at befri Det Hellige Land for muslimsk herredømme eller sikre de kristne besiddelser i området, senere rettet mod hedninge, muslimer, kættere og ikke-katolske kristne i forskellige dele af Europa".

Hvad er en pilgrimsfærd?

Middelalderens kristne var prægede af en overbevisning om, at mennesket ustandseligt syndede. Et pilgrimstogt til et helligt sted var noget af det mest effektfulde en kristen kunne foretage sig for at bøde for sine synder. Det kunne være en rejse til en kilde, der bar en helgens navn, eller til en kirke med særligt fornemme, religiøse genstande.

Blandt kristne i Middelalderen herskede en grundlæggende tro på, at en helgens kraft var koncentreret geografisk omkring dét sted, hvor den hellige person var begravet eller havde udøvet sit virke.

Pilgrimsrejser kunne eksempelvis gå til Sankt Peters grav i Rom, til Sankt Jakobs grav i Santiago de Compostella i Nordspanien, eller helt til Konstantinopel i Det Byzantinske Rige - det nuværende Istanbul i Tyrkiet.

Pilgrimsrejser var meget udbredte i århundrederne op til korstogene. 

Hvad er Det Hellige Land?

Det ypperste en pilgrim kunne gøre, var at drage til Det Hellige Land, som var betegnelsen for landområdet Palæstina. Jerusalem blev kaldt Den Hellige Stad, fordi det var her Jesus blev født, levede og siden blev korsfæstet. FN - De Forenede Nationer - opdelte i 1948 landet i en arabisk, en jødisk og en international del.

Hvad er Korstogene?

Korstogene begyndte sidst i 1000-tallet. Det Hellige Land var blevet besat af et dominerende tyrkisk folkefærd, og pilgrimmenes vej til Jerusalem var blevet farlig for de valfartende, der risikerede at blive overfaldet og dræbt på pilgrimsfærden. Korstogene skulle sikre en vej for pilgrimme til Jerusalem. Også den græske kejser i byen Konstantinopel følte sig truet af tyrkerne og bad paven i Europa om hjælp.

Korstogene er en fællesbetegnelse for en lang række kombinerede militære, religiøse og handelsorienterede ekspeditioner, der blev gennemført i en periode, der strækker sig fra cirka 1095 til godt halvvejs ind i 1200-tallet. Deltagerne var en kombination af konger, adelige, riddere og fodfolk. I over 150 år kæmpede de som led i forskellige korstog mod ydre og indre fjender af pavens magt.

Korstogenes særlige kendetegn var, at de blev foranlediget af paven. Opfordringen blev udbredt af forskellige prædikanter i pavens tjeneste. De enkelte korsfarere aflagde et løfte til paven eller til en af pavens repræsentanter om at drage på korstog. Det blev kaldt 'at tage korset'. Kirken tildelte korsfarerne en række privilegier, og lovede blandt andet at beskytte korsfarernes familie og ejendom mens de var væk. Desuden betragtede den katolske kirke korsfarerne som pilgrimme på færd og lovede dem syndsforladelse for synder begået på korstoget..

De første korstogsdeltagere blev ikke kaldt korsfarere. I stedet gik de under flere andre betegnelser: 

• Crucesignatus: de korstegnede
• Peregriniato: pilgrimme
• Milites Christi: Kristi krigere

Hvad kendetegner perioden?

Korstogene fandt sted i den periode, vi kalder "højmiddelalderen".

Højmiddelalderen strakte sig fra midten af 1000-tallet til slutningen af 1200-tallet. I det vestlige Europa, hvorfra korstogene udgik, var paven åndeligt overhoved. Paven, der blev betegnet som Guds 'vicekonge' på jorden, havde sit hovedsæde i byen Rom. Den kristne trosretning, der var dominerende i en lang række vesteuropæiske lande i perioden, kaldes for den romerskkatolske tro. Paven stod i spidsen for den kristne Kirke i de vesteuropæiske lande.

I de østeuropæiske lande blev Kirken ledet af en patriark, der havde hovedsæde i Konstantinopel. I Højmiddelalderen herskede en splittelse der blev betegnet som 'skismaet' mellem de to konkurrerende kirkeledere; altså en magtkamp mellem Paven i vest og Patriarken i øst.

Den romerskkatolske kirke gennemgik flere reformer i 900-tallet og i 1000-tallet. Formålet var, ifølge "Korstogene - idé og virkelighed (se kilder)", at opbygge en centraliseret og stærk kirkemagt. Paven skulle efter reformerne have magt til at blande sig i de jordiske anliggender. Kirken skulle ikke længere 'bare' beskæftige sig med synder og frelse, men også have indflydelse på samfundets udvikling. Det var denne styrkede pavemagt, der iværksatte korstogene. 

Hvilke sociale og økonomiske faktorer dominerede tiden op til Korstogene?

I tiden op til det første Korstog var de vesteuropæiske samfund forholdsvis stabile. Samfundet var hierarkisk opbygget, hvilket vil sige at skellene i samfundet var skarpt optegnede, og at der ikke var meget bevægelse mellem de forskellige samfundslag. Samfundets opdeling så sådan her ud:

• Adelen: Var samfundets krigerklasse. Den adelige klasse havde store jordbesiddelser, som den havde fået af kongemagten eller højerestående adelsfolk. I tider med fred drev adelens mænd jagt på deres ejendomme og øvede sig i at føre krig.
• Kirken: Religion og kirkens mænd var meget vigtige i Middelalderens samfund, og de gejstlige havde stor indflydelse på samfundets andre lag. Det var den katolske Kirkes overhoved - paven - der kunne starte et korstog ved at indkalde korsfarerne.
• Bønderne: Det var denne gruppe, der producerede føde til samfundet. Hovedparten af befolkningen i Vesteuropa hørte til denne gruppe . De boede i små landsbyer og levede af at dyrke jorden, hvor de boede. Jorden tilhørte Adelen eller Kirken, der skulle have en afgift af bøndernes udbytte.

De fleste europæiske stater blev styret af en konge eller en kejser, men statsoverhovederne var ikke enevældige og havde ikke råd til store, veludstyrede hære. Derfor gav de nogle landområder og ejendomme til lokale adelsmænd mod, at de stillede soldater til rådighed i krigstid. Adelsmænd gav fæstebønder lov til at dyrke afgrøder på nogle af markerne. Til gengæld forpligtede bønderne sig til at stille op som soldater i adelens hære, hvor de som regel var fodfolk.

Kirken havde også jordbesiddelser og derfor stor økonomisk magt. Kirkens religiøse og politiske magt var stigende op mod tiden for det første Korstog. Tidligere havde Kirken været imod krigsførelse af enhver art. I 1000-tallet åbnede Kirken op for muligheden for at føre "hellig krig" i en "retfærdig sags tjeneste". 

Hvordan var samfundet struktureret?

Den mest udbredte måde at organisere magten på i Middelalderens vesteuropæiske samfund var gennem den såkaldte 'feudalisme'. Den feudale måde betød, at samfundet var inddelt i en række trin. På hvert trin stod en samfundsgruppe, der var stærkere end den på trinnet nedenunder. Samfundet virkede sådan at den svage part - 'vasallen' - fik et landområde, mod at 'vasallen' ydede sin herre tjenester, eksempelvis i form af at stille et antal riddere til rådighed. Samfundets nederste klasse - fæstebønderne - var alene forpligtet over for klassen af adelsmænd, der havde givet dem lov til at dyrke jorden.

Hvem bestemte i Middelalderens samfund?

Middelaldersamfundet var kendetegnet ved manglen på en stærk central statsmagt - for eksempel en stærk konge, der kunne holde ro og orden. Kirken og Adelen havde i høj grad kontrollen med samfundet. Det var ofte overladt til de enkelte adelige stormænd at regere i deres område. I Frankrig betød det, ifølge bogen "Korstogene - idé og virkelighed" (se kilder), at en række adelige i praksis var lige så magtfulde som kongen selv. Stormændene havde også domsmyndigheden på deres jorde, og derfor kunne de langt hen ad vejen bestemme over 'deres' bønders gøren og laden. Adelsmændene søgte ofte at udvide deres magt og indflydelse ved at få flere landsbyer og mere jord under sig. I de kampe, der fulgte, gik det ud over bønderne.

Hvilken rolle spillede Kirken for Korstogene?

Kristendommen var i sit udgangspunkt en religion, der tog afstand fra voldsudøvelse. Op gennem det første årtusinde efter Kristi fødsel prøvede forskellige vesteuropæiske kirkefædre at fastlægge, hvornår det alligevel var tilladt for en kristen at bruge vold. Pave Leo den 6. - der var kirkeligt overhoved fra 847 til 855 - erklærede at enhver, der døde for kirkens forsvar, ville modtage belønning i himlen. Pave Johannes den 8. - der virkede fra 872 til 883 - proklamerede at døde man i hellig krig, så kunne man regnes for martyr, og ens synder ville blive eftergivet.

Hvad var en retfærdig krig?

For at der kunne være tale om "en retfærdig krig", skulle tre krav være opfyldt:

• Krigen skulle have "en retfærdig årsag". Det vil sige et forsvar mod overgreb eller et forsøg på at vinde tabt ejendom tilbage.
• Krigen skulle erklæres af "en legitim autoritet". Det vil sige, at en væsentlig gejstlig eller adelig instans erklærede krigen.
• Deltagerne i krigen skulle have "en retfærdig hensigt". Det vil sige, at deltagerne kunne siges at have de rette motiver, og at krig var den eneste udvej.

Hvordan kunne Korstogene være "en retfærdig krig"?

I bogen "Korstogene - idé og virkelighed" (se kilder) forklares det hvordan korstogene fuldt ud levede op til kravene for "en retfærdig krig". Korstogene gjorde det muligt at være en god kriger og en god kristen på samme tid. Korstogenes strid og færden blev anset for at være retfærdige fordi:

• Korstogenes årsag var befrielsen af områder, der hævdes oprindeligt at have været kristne.
• Pavens autoritet stod bag korstogene, der dermed blev legitime foretagender.
• Den retfærdige hensigt var den enkelte deltagers kærlighed til Gud og til sin næste.

Hvilken rolle spillede bodshandlinger for 'den retfærdige krig'?

Middelalderens kristne mennesker så sig selv som syndige væsner. Enhver voldelig handling ville få mennesket til at synke dybere ned i synden. Det var naturligt for en kristen at forsøge at gøre bod for sine synder for at vinde Guds tilgivelse. Boden kunne for eksempel bestå i at fremsige et antal Ave Maria'er (en særlig katolsk bøn), at faste eller at foretage en pilgrimsrejse.

De kristne diskuterede heftigt om man med en given bodshandling kunne udviske en begået synd. I tiden omkring det første Korstog var der bred enighed om, at det at tage på korstog var en så pinefuld affære, at det ville bøde for alle éns synder.