Tempelridderne

Tempelridderne har fascineret og skræmt folk langt tilbage i historien. De er skildret i talrige bøger og film, både som kyske helte og det godes forsvarere, og som blodtørstige og hævngerrige krigere. Deres dedikerede kamp for en sag, som kan synes både misundelsesværdigt standhaftig eller som det gale vanvid, er som skabt til dramatiske fortællinger. I dag, hvor det er mere end 700 år siden Tempelherreordenen blev opløst, lever historierne videre om de ædle munke med kors på koften, skarpe sværd og skinnende rustning. For hvem var Tempelridderne egentlig? Var de modige munkesoldater, der bravt beskyttede kristne pilgrimme på vej til Det Hellige Land? Eller var de sendt ud på en hemmelig mission for at finde og bevogte Pagtens Ark og Den Hellige Gral? Teorierne er mange. Men en ting er sikkert - Tempelherreordenen nåede at blive en yderst magtfuld og respekteret organisation, indtil den blev opløst på dramatisk vis.

Tempelridderne, også kaldet Tempelherrerne, fungerede som pavens elitetropper. De hørte under Tempelherreordenen, som blev grundlagt omkring 1120 (nogle historikere nævner 1118 eller 1119) og opløst i 1307. Ordenen blev godkendt af paven i 1129 og fik sit hovedsæde på Tempelpladsen i Jerusalem. Derfor kaldes Tempelherreordenen på latin fratres militiae templi (templets militære brødre).

     Tempelherreordenen var en international religiøs ridderorden, hvor brødrene afgav munkeløfte om cølibat, fattigdom og lydighed. I modsætning til almindelige munkeordener var deres primære opgave at kæmpe militært. At forene munkens og krigerens livsformer var en nyskabelse i 1100-tallet.

     Tempelriddernes officielle formål var at beskytte kristne pilgrimme, der drog til Jerusalem - det vil sige mennesker, som tog til Jerusalem på pilgrimsfærd for at blive renset for deres synder, for at bede eller for at blive helbredt. Jerusalem var blevet indtaget i 1099 (se afsnittet om Jerusalem), efter i næsten 500 år at have været underlagt det islamiske Kalifat.

     Tempelridderne fik hurtigt tildelt ansvaret for at beskytte flere af korsfarernes frontlinjer og at grundlægge fæstninger og borge i Mellemøsten, som en del af forsvaret af korsfarerstaterne. Efterhånden blev Tempelherreordenen det vigtigste redskab til beskyttelse at korsfarerstaterne, både som forsvars- og angrebsstyrker.

Tempelherreordenen havde hovedsæde i al-Aqsa-moskéen på Tempelbjerget i byen Jerusalem. Denne høj hedder sådan, fordi Kong Salomon omkring år 1000 før Kristi fødsel byggede et tempel her. Salomons tempel blev dog ødelagt i 587 før Kristi fødsel, hvorefter det blev genopbygget. Det blev ødelagt igen i år 70, men en rest af muren findes stadig - det er denne mur jøderne kalder for Grædemuren.

     Efter at muslimerne i 638 indtog Jerusalem, byggede de to moskéer på Tempelbjerget, hvor de jødiske templer havde stået. Det ene var al-Aqsa-moskéen. Da moskéen lå på ruinerne af Salomons Tempel, nærmere bestemt de såkaldte Salomons Stalde, tog ridderne navn efter det. I begyndelsen gik Tempelridderne under navnet: De Fattige Riddere af Kristi og Salomons Tempels Orden eller bare Salomons Tempelriddere.

     Der hersker dog i dag, ifølge artiklen “Helligdommen over alle de andre” (se kilder), et rent anarki angående den arkæologiske forskning i området, hvor de stridende muslimske og jødiske parter med vold og magt forsøger at modbevise betydningen af den anden parts historiske tilstedeværelse på bjerget.

Tempelherreordenen eksisterede i højmiddelalderen, der lå mellem den tidlige middelalder, det vi i Norden kalder vikingetiden, og senmiddelalderen. Højmiddelalderen strakte sig fra omkring 1066 da England blev erobret af normannerne, indtil begyndelsen af 1300-tallet - se eyewitness.com (kilder). Det var en periode, der var præget af intellektuel og teknologisk fremgang, og ikke af den nedgang og det forfald, man tidligere har troet. Tværtimod var højmiddelalderen en økonomisk ekspansiv periode, hvor handelen steg mellem de forskellige lande. Med økonomisk vækst følger ofte kulturel vækst, og vesteuropæisk kultur såvel som kristendommen spredte sig da også til Sicilien og det østlige Europa foruden Portugal og Spanien som følge af ‘la Reconquista’ - generobringen af Den Iberiske Halvø (det nuværende Spanien og Portugal) fra muslimsk herredømme. Det meste af dette område var blevet besat af maurerne i 700-tallet. Navnet på det spanske område Andalusien er direkte afledt af det arabiske navn for landet, Al-Andalus.

I middelalderen var Vesteuropa opdelt i en række kongeriger og fyrstendømmer, som alle var feudalsamfund. Ordet feudal kommer af det middelalderlatinske feudum, der betyder len. Et feudalsamfund var hierarkisk opbygget:

• Øverst i samfundspyramiden sad kongen eller fyrsten. Han fordelte jordbesiddelser (len) til næste lag i pyramiden: 
• Samfundets herremænd, der dermed blev kongens vasaller (lensmænd). Disse herremænd lovede til gengæld at yde kongen troskab og hjælp i krig. Herremændenes jordbesiddelser blev dyrket af det tredje lag i pyramiden: 
• Bønderne betalte høje afgifter og sværgede herremanden troskab og hjælp i krig.

     Dette lagdelte system betød, at kongen ikke var egenrådig, idet herremændene havde kontrol over den hær af bønder, som kongen var afhængig af.

     Ud over herremændene kunne også den katolske kirkes mænd få råderet over store jordområder. Kirken havde ingen militær myndighed og var derfor afhængig af herremændenes beskyttelse. Omvendt var herremændene og kongen også stærkt afhængige af Kirken, for med Biblen i hånden kunne præster og biskopper give en teologisk begrundelse for, at bønderne skulle indordne sig. Herremændene og Kirken tjente godt på jordområderne, fordi de ikke skulle betale skat. I løbet af middelalderen udviklede de to grupper sig derfor til et indflydelsesrigt lag af henholdsvis adelige og gejstlige.

I højmiddelalderen var størstedelen af befolkningen i Vesteuropa katolikker med paven i Rom som deres åndelige leder. I 1000- og 1100-tallet fandt en reformbevægelse sted inden for den katolske kirke. Kirken gik fra at være forholdsvist lydhør over for kritik til efter 1200 åbenlyst at støtte forfølgelser af kættere (afvigere fra den officielle religion). Som en konsekvens af reformbevægelsen oplevede gamle munkeordener en opblomstring, ligesom nye ordener blev grundlagt - heriblandt Tempelordenen.

     Da Det Hellige Land efter Det første Korstog var kommet under kristen dominans, strømmede de kristne pilgrimme til. Men selvom mange byer var kontrollerede af kristne, var vejene i områderne ofte farlige og usikre. Uden for bymurene blev pilgrimmene ofte overfaldet af røverbander og snigmordere. Knap 20 år efter Det første Korstog accepterede Jerusalems konge Balduin II derfor den franske ridder Huques de Payens’ tilbud om at oprette en orden, der kunne beskytte pilgrimmene. Ifølge bogen ”Mysteriet om Tempelridderne” (se kilder) dannede han således Tempelherreordenen sammen med otte franske riddere mellem 1118 og 1120.

I middelalderen var det almindeligt, at kristne rejste til et helligt sted på pilgrimsfærd. Et vigtigt rejsemål for pilgrimme var Det Hellige Land. Betegnelsen dækkede Palæstina, eller Kanaans Land, som var det landområde, Gud ifølge Det Gamle Testamente havde lovet Abraham og hans efterkommere (Abraham er alle jøders stamfader, men også alle kristnes, og under navnet Ibrahim også stamfader til alle muslimer), og hvor også Jesus havde levet. Palæstina eksisterer ikke længere som samlet land, da det i 1948 blev delt i en arabisk, en jødisk og en international del, men før 1948 var Palæstina det, der omfatter nutidens Israel såvel som dele af Jordan, Syrien og Libanon.

     I Det Hellige Land lå Den Hellige By, Jerusalem, og den blev hovedstad i det nyoprettede kongerige af samme navn. Det blev dannet i 1099 og eksisterede, indtil Jerusalem igen kom under arabisk herredømme i 1187. Korsfarerne og deres efterkommere udgjorde et mindretal i Jerusalem - faktisk var der ifølge bogen “Korstogene - idé og virkelighed” (se kilder) ikke flere end 200-300 riddere foruden et antal fodfolk. Kongeriget Jerusalem var et feudalt monarki, og netop den feudalistiske model medvirkede til at styrke korsfarernes stilling i området.

     Dengang som nu var det et religiøst knudepunkt, og også dengang kæmpede kristne, jøder og muslimer om byen. De kristne betragtede byen som hellig, fordi Jesus døde, blev begravet og steg til himmels her. Jøderne anså resterne af de gamle jødiske templer for hellige. Og muslimerne anså byen for hellig, fordi profeten Muhammed herfra steg til himmels. Og således byggedes efter magtovertagelsen den store Al-Aqsa-moske på Tempelbjerget, et sted som i dag anses som det tredjehelligste sted i islam, efter Al-Haram-moskeen i Mekka og An-Nabawi-moskeen i Medina. Derfor kaldtes Jerusalem for Den Hellige By - læs også artiklen “Helligdommen over alle de andre” (se kilder).

På Jesu tid herskede romerne i Jerusalem. Efter Romerrigets fald fik byen kristent styre, men i 638 erobrede muslimerne Jerusalem. De regerede byen i flere århundreder og byggede moskéer, hvor jødernes templer før havde stået. I denne periode var det vanskeligt for de kristne at foretage pilgrimsrejser til Det Hellige Land og Den Hellige By. I takt med reformbevægelsen og kristendommens geografiske ekspansion ønskede flere og flere kristne at drage på pilgrimsfærd til Det Hellige Land. Men en sådan rejse var ikke sikker, så længe muslimerne havde magten i området. Desuden ønskede europæerne at beskytte de hellige, kristne steder i Det Hellige Land.

     I november 1095 holdt pave Urban II en prædiken for en tusindtallig skare i den sydfranske by Clermont. Her opfordrede han ifølge bogen “Tempelriddernes hemmelige historie” (se kilder) de kristne til at erobre Det Hellige Land tilbage fra muslimerne med ordene: “Bevæbn jer for at frelse Jerusalem under jeres leder Kristus. Bær hans kors som jeres ordenstegn. Hvis I bliver dræbt, vil alle jeres synder blive tilgivet”. Og som svar råbte menneskemængden “Deus le volt” - “Gud vil det”.

Efter planen skulle korstoget drage af sted den 15. august 1096. Men inden da tog en uofficiel hær af fattige mænd, kvinder og børn af sted. Menneskeskaren talte både lykkejægere, som håbede at blive rige i Østen, glødende kristne, som ville generobre Jerusalem, og folk, der troede, de ville få syndsforladelse ved at kæmpe for Gud. Endelig blev en del tiltrukket, fordi korsfarerne ikke skulle betale skat, ligesom forbrydere deltog for at slippe for straf på deres hjemegn. Der var altså i første omgang tale om en uorganiseret vandring med op mod 100.000 deltagere, der blev ledet af munken Peter Eremit fra Amiens i Frankrig.

     I april 1096 drog Folkekorstoget fra Tyskland og styrede mod rejsens første mål: Byen Konstantinopel i Det Byzantinske Rige. Den lå på den vestlige side af Bosporus-strædet, som er det smalle farvand mellem Europa og Asien - i dag er byen kendt under navnet Istanbul. På vejen gennem Europa plyndrede og hærgede mange af korstogets deltagere, og det kom derfor ofte til blodige kampe med lokalbefolkningen. Sygdom og sult tyndede også ud i korsfarernes rækker, og det var derfor kun en mindre, forhutlet skare, der nåede frem til Konstantinopel den 1. august 1096. Derfra blev folkehæren sejlet over Bosporus-strædet, hvorefter de drog ind i Lilleasien. De nåede dog aldrig Jerusalem. 60 kilomenter inde på fjendtlig jord blev de angrebet af en slagkraftig tyrkisk styrke, som dræbte næsten alle. Peter Eremit overlevede dog og deltog senere i det første officielle korstog.

I august 1096 marcherede fem veludrustede europæiske hære mod Konstantinopel. Her blev de blandt andet mødt af enkelte overlevende fra Folkekorstoget, og korsfarerne blev sejlet over Bosporus-strædet. I de følgende måneder udkæmpede korsfarerne en række blodige slag i Mellemøsten heriblandt i det nuværende Tyrkiet og Syrien. Og i sommeren 1099 indtog de kristne korsfarere endelig Jerusalem. Ifølge “Korstogene - idé og virkelighed” (se kilder) skete det under en massakre, hvor både muslimer og jøder blev slået ihjel på stribe. Rygterne om de kristnes grusomheder spredtes hurtigt i den muslimske verden og var med til at gøde jorden for en samlet indsats mod korsfarerne.

Resultatet af Det første Korstog var oprettelsen af fire områder i Mellemøsten, som korsfarerne regerede over - de såkaldte korsfarerstater:

• Kongeriget Jerusalem 
•  Grevskabet Edessa 
•  Fyrstedømmet Antiokia 
•  Grevskabet Tripoli

     Disse korsfarerstater blev kaldt Outremer, som på fransk betyder ‘hinsides havet’ (outre-mer).

     Læs mere om korstogene i FaktaLink-artiklen Korstogene, hvor de enkelte korstog bliver mere detaljeret beskrevet, ligesom der opridses hvilke faktorer der førte til korstogene, både sociale strukturer i samtiden og de forskellige reformationer af den katolske kirke.

Tempelridderne hørte under Tempelherreordenen, som var hierarkisk opbygget. Øverst befandt stormesteren sig - ordenens enevældige leder. Når en stormester var blevet valgt, bestred han posten til sin død. Ordenen nåede at have i alt 23 forskellige stormestre; den sidste var Jacques de Molay. Senechalen (drosten) var stormesterens stedfortræder.

     Derudover var de overordnede stillinger:

•  En gruppe seniorembedsmænd, som hjalp med at organisere og drive ordenen. 
•  Marskalen, som var ansvarlig for de militære dispositioner. 
•  Undermarskalen, der stod for fodfolket og udstyret. 
•  Standart-bæreren, som bar ordenens sort-hvide banner. 
•  Drapereren, som var ansvarlig for Tempelriddernes tøj. 

     Dernæst fandtes kommandanter, der havde ansvaret for ordenens jordbesiddelser og ejendomme. Provinsmestre, der var ansvarlige for indtægter og rekruttering. Og endelig riddere, sergenter, præster, væbnere, fodfolk og tjenere.

     Størstedelen af Tempelridderne var uuddannede analfabeter og tilhørte ikke adelen.

Tempelridderne blev rekrutteret forskellige steder i Europa, men hurtigt sendt til fronten i Det Hellige Land. Den konkrete optagelsesceremoni var hemmelig, og Tempelridderne blev ekskluderet, hvis de talte om den. Under ceremonien aflagde rekrutten et løfte om at leve i fattigdom, cølibat og lydighed over for Gud og stormesteren. Herefter overdrog han alt, hvad han ejede, til ordenen.

Tempelridderne var en munkeorden. Der var dog ikke tale om en traditionel munkeorden med fokus på religiøs fordybelse og stille bøn. Ifølge “Den Store Danske Encyklopædi” (se kilder) var Tempelridderne ikke boglige og optaget af åndelige spekulationer - for eksempel havde de meget ringe biblioteker af en middelalderorden at være. Derimod var Tempelridderne krigermunke, og de tjente Gud ved at bekæmpe kristendommens fjender med sværdet i hånd. Og netop på grund af deres stærke tro var de ifølge bogen “Mysteriet om Tempelridderne” (se kilder) ofte frygtløse. Kun et fåtal af Tempelridderne var præsteviede og var derfor ikke forhindrede i at tage liv.

Bernhard af Clairvaux var en karismatisk og magtfuld cisterciensermunk, som kendte nogle af de første Tempelriddere. På opfordring af Tempelriddernes grundlægger Hugues de Payens nedfældede han ridderordenens militære reglement, “De laude novae militiae ad Milites Templi” (Til det Nye Ridderskabs ære). Heri argumenterede Bernhard for, at det var Tempelriddernes pligt at dræbe for Kristus for at befri verden fra det onde. Han sondrede mellem manddrab, som var syndigt, og ‘malecidium’ - drabet på det onde - som ikke var en synd. Dette skrift var et vigtigt led i forsvaret for Tempelriddernes gerninger, og i deres udbredelse og anerkendelse.

     Tidligere havde kirken haft et mere ambivalent forhold til krig og det at dræbe: På den ene side var det meget praktisk at kunne føre krig for at fremme sine interesser og erhverve sig nyt område eller for at tvangsomvende folkeslag, men på den anden side var det en synd at slå ihjel, selv i “det godes” sag, så efter hver krigshandling, skulle soldaterne gøre bod og faste. Dette blev dog gradvist mere besværligt i takt med, at slagene blev større og længere. Således blev ifølge hjemmesiden Battle of Hastings (se kilder) eksempelvis alle bueskytter i William Erobrerens hær fra slaget ved Hastings i 1066 - hvor normannerne erobrede England - idømt en kollektiv bodshandling, da det var umuligt at bestemme, hvem som havde dræbt hvor mange.

     Da Urban 2. holdt den ovenfor nævnte korstogsprædiken i 1095, lagde han en ny kirkelig linje: Drab på de vantro (i dette tilfælde muslimerne) var ikke længere en synd, tværtimod, det kunne i sig selv være en salvende handling som kunne bøde ens synder. At deltage i et korstog og at dræbe de vantro man måtte møde undervejs blev således en måde at sone andre synder på, og grundlaget for Tempelordenens principper var hermed formuleret.

Bernard af Clairvaux forfattede desuden Tempelherrernes Latinske Regler, som beskrev alt fra optagelsen af novicer, straffe for dårlig opførsel til indtagelse af mad. For eksempel skulle brødrene spise to måltider om dagen i tavshed, og de måtte kun spise kød tre gange om ugen. Desuden var det ifølge reglerne tilladt for gifte mænd at tilslutte sig ordenen, så længe de havde deres hustrus tilladelse. Kønsligt samkvem mellem ægtefællerne var dog forbudt. Hvis en Tempelridder overtrådte reglerne, skulle han angre sin synd og gøre bod. Ifølge “Tempelriddernes hemmelige historie” (se kilder) kunne en broder blive smidt ud af ordenen, hvis han afslørede dens hemmeligheder, dræbte kristne, stjal, deserterede under kamp eller gjorde sig skyldig i sodomi (seksuel omgang med dyr). Blandt mindre kriminelle handlinger var at være ulydig, slå en anden broder, være sammen med en kvinde, angribe uden tilladelse eller give ordenens ejendele væk.

Tempelridderne var stærkt armerede, og var mere ensartet uniformerede end mange styrker i sin samtid. Inderst bar de læder- eller fletrustning, og udover dette bar de en ringbrynje. Denne var tilføjet “strømper”, handsker og hætte, for at dække hele kroppen. Yderst bar de den berømte hvide kåbe. De havde ofte sko af jern og smedede handsker, de bar store malede skjolde, og på hovedet bar de en kegleformet hjelm med flad top og smalle øjenhuller. De var bevæbnet med lanse, stridskølle og tre knive - en daggert, en bred kniv og en lommekniv. I 1147 gav pave Eugenius III Tempelridderne tilladelse til at bære det brede røde kors, som de herefter bar på deres hvide, brune eller sorte kapper. Dette kors er særligt i sit design, da det har lige arme, men yderst på armene bredes det ud til en slags fod, eller serif. Med tiden blev designet på korset mere varieret, og mange kors med mere konkavt eller lineært udvidende arme blev brugt. Alle Tempelridderne var desuden kortklippede eller kronragede og lod skægget stå.

Der hersker usikkerhed om Tempelriddernes antal, men ifølge bogen “Håndbog i hemmelige selskaber” (se kilder) havde ordenen omkring 20.000 riddere, da den var størst. På grund af det store behov for kæmpende riddere kunne nogle soldater desuden indtræde i ordenen for en begrænset periode og derefter vende tilbage til det verdslige liv. Dette blev mere almindeligt senere i Tempelherreordenens liv, i takt med at dens opgaver blev mere blandede, og særligt da man blev presset tilbage fra korsfarerstaterne.

I kølvandet på korstogene stiftedes adskillige kristne ordener heriblandt Johanniterordenen - også kaldet Hospitalsridderne. Disse to mest magtfulde kristne grupper i området - Tempelridderne og Johanniterordenen - kæmpede flere gange sammen mod muslimerne. Men ifølge Wikipedia (se kilder) kom det også til blodige konfrontationer mellem de to kristne ordener, hvor mange riddere faldt på begge sider. Udover de to ordner stiftedes en tredje orden af tyske korsfarere, kaldet den Tyske Orden, eller den Teutoniske Orden, som stiftedes i Acre i Palæstina. Disse riddere blev op gennem 1200-tallet i stigende grad brugt til at beskytte det østlige og nordlige Europa, og blev fra 1230'erne vigtige for kristningen af Litauen og Polen. Ordenen eksisterer den dag i dag, men nu som en rent religiøs og velgørende organisation.

Tempelridderne blev en elitestyrke i kampen mod muslimerne. De fik ansvaret for flere af korsfarerstaternes frontlinjer og ydre borge i Mellemøsten. Men ikke alene var Tempelridderne en essentiel faktor i forsvaret af korsfarerstaterne ifølge Wikipedia (se kilder) var de også en del af angrebsstyrkerne og deltog for eksempel i Jerusalems konge Amaury I’s invasion af Egypten i 1160’erne. Når de ikke kæmpede, byggede Tempelridderne store borganlæg for at styrke korsfarerstaternes modstandsdygtighed over for de muslimske naboer, ligesom de opførte en række rundkirker i forskellige riger. Rundkirkerne var en måde at slå to formål sammen: Alle de mindre lokalsamfund havde brug for en kirke, men hvis man byggede en muret, rund kirke med kun små skydeskår i stedet for vinduer, så kunne den også bruges til at forskanse byens borgere sikkert mod invasionsstyrker, og den kunne relativt let holde stand i flere dage. På grund af deres store militære magt fik Tempelherreordenen ifølge “Den Store Danske Encyklopædi” (se kilder) mange beføjelser af konger og fyrster.

En af de beføjelser, Tempelherrerne fik, var, at de måtte indkræve skatter og tiende (afgifter) i de områder, de vogtede over. Desuden modtog de mange donationer - jord, bygninger og penge - fra konger og adelsmænd i korsfarerstaterne og i Europa, som ønskede at støtte beskyttelsen af Det Hellige Land. Som tiden gik oparbejdede ordenen en stor formue, og herefter begyndte den at fungere som en form for bank.

     Tempelherreordenen lånte penge ud til klækkelige renter - ifølge bogen “Håndbog i hemmelige selskaber” (se kilder) tog de i visse tilfælde op til 60 procent i rente. Desuden oprettede de et system, hvor købmænd og pilgrimme inden afrejse kunne deponere deres penge eller varer hos ordenen i ét land. Vedkommende fik et kreditdokument, som derefter kunne indløses hos ordenen i et andet land, når den rejsende nåede frem - naturligvis mod en klækkelig rente. Disse tidlige former for rejsechecks var et effektivt værn mod røvere. For at kreditdokumenterne ikke skulle kunne forfalskes - man kunne jo ikke bare ringe og checke - var de krypterede, altså skrevet i kode. Dette har naturligvis ikke mindsket ordenens ry som værende hemmelighedsfuld og fordækt. Visse historikere mener, at krypteringen har været baseret på malteserkorset, et kors som blandt andet ses i bomærket hos malteserordenen.

     Tempelherreordenen udvidede løbende sine finansielle interesser, og begyndte således også at udlåne penge til adelen i Europa, og de fungerede efterhånden som en ganske effektiv bank. Fra midten af 1200-tallet administrerede ordenen tilmed den franske konges skatkammer.

Tempelridderne blev i samtiden kritiseret for deres krigeriske adfærd, da mange ifølge “Mysteriet om Tempelridderne” (se kilder) havde den opfattelse, at det var imod Guds ord at kæmpe med våben. I 1207 udstedte pave Innocens III desuden skrivelsen “Om Tempelherrernes Stolthed”, der kritiserede Tempelherreordenen for at misbruge de privilegier, pavens forgængere havde tildelt dem. Endelig opstod der fra slutningen af 1200-tallet kritik af ordenens rigdom - en rigdom, som samtiden ifølge “Den Store Danske Encyklopædi” (se kilder) havde interesse i at overdrive voldsomt. Mange konger og fyrster kunne styrke deres egen position ved at give Tempelherreordenen skylden for folkenes armod, da de jo ganske rigtigt administrerede store værdier, og at de ikke ejede nær så meget var ikke altid lige relevant for fortællingen.

I 1187 faldt Jerusalem i muslimernes hænder, og i løbet af 1200-tallet forværredes de kristnes situation i Det Hellige Land. Tempelridderne kæmpede stadig i området, men uden megen succes. I 1291 blev Tempelriddernes sidste bastion i Det Hellige Land erobret. Ifølge bogen “Tempelriddernes hemmelige historie” (se kilder) blussede kritikken af ordenens rigdom, fiaskoer, arrogance og rivaliseringer med andre ordener derefter op.

     Ifølge bogen blev 5.000 Tempelriddere - heriblandt stormesten Jacques de Molay - arresteret i Frankrig fredag den 13. oktober 1307 på opfordring af den franske konge Filip IV med tilnavnet “Den Smukke”. Anklagen lød på kætteri, homoseksualitet og fornægtelse af Kristus - dette var almindelige anklager dengang, selvom de i dag lyder ret tåbelige. Stormesteren og flere end 500 brødre tilstod - formentlig under tortur. Dem, der senere trak tilståelsen tilbage, blev brændt: 54 Tempelriddere i 1310 og stormesteren selv i 1314. Ifølge legenden forbandede stormesteren Jacques de Molay både kong Filip og pave Clemens, da han blev brændt på bålet, og han udtalte, at han ville stille dem for Herrens domstol inden et år var gået. Hvorvidt dette er sandt, eller blot en skrøne, er umuligt at sige, men sikkert er det i hvert fald, at kong Filip og pave Clemens var døde inden året var omme.

     Fra 1307 til 1312 førte pave Clemens V en retssag mod Tempelherreordenen, hvorefter han i 1312 lod ordenen tvangsopløse. Ifølge Wikipedia og “Tempelriddernes hemmelige historie” (se kilder) handlede opløsningen af Tempelridderne i virkeligheden om, at den gældsatte og skruppelløse konge Filip den Smukke ønskede at få kontrollen over ordenens bankforretning og formue. Meget store dele af hans gæld var til lige netop Tempelherreordenen, og den stammede til dels fra finansieringen af en krig, han havde ført mod England i årene 1294 –1303. Han øjnede således en chance for at få sin gæld til at forsvinde, hvis det kunne lykkes ham at få ordenen opløst. Det bevirkede da også en kortvarig styrkelse af den franske trones økonomiske situation.

En del af de overlevende Tempelriddere overgik sammen med ordenens jorde til Johanniterordenen. I Spanien og Portugal dannede de tidligere Tempelriddere desuden nye, reformerede ordener. For den franske konge Filip IV betød opløsningen af Tempelherreordenen som nævnt en kortvarig økonomisk og politisk fordel.

     700 år senere - i 2007 - blev Tempelridderne frikendt for anklagerne om kætteri. Det skete ifølge en artikel i Kristeligt Dagblad den 16. oktober 2007 (se kilder) efter, at et fejlarkiveret dokument - det såkaldte ’Chinon’-pergament - fra retssagen mod Tempelridderne i 1307-1312 ved en tilfældighed blev fundet i Vatikanets arkiver af en italiensk historieprofessor. Dokumentet afslører, at Pave Clemens V i virkeligheden frikendte ordenen for anklagerne i 1312 og gav dem syndsforladelse. Grunden til, at den daværende pave alligevel opløste ordenen, er ifølge historikere, at han var bange for, at den franske konge ville erklære ham krig, hvilket kunne splitte den katolske kirke ad. Det er i den forbindelse vigtigt at nævne, at kirkens hovedsæde endnu ikke havde fået det neutrale område i Vatikanstaten som det har i dag, og at kirken i denne periode havde sæde i det sydlige Frankrig.

Tempelriddernes pludselige og dramatiske opløsning har givet stof til mange myter, legender og konspirationsteorier. En udbredt teori er, at Tempelriddernes egentlig mission var at vogte over Pagtens Ark - kisten med stentavlerne med De Ti Bud - eller Den Hellige Gral. Den Hellige Gral beskrives både som det bæger, Jesus drak af ved den sidste nadver, en hemmelig blodlinje efter Kristus eller en kundskabens kilde. Uanset hvad, er både Gral, Pagtens Ark og Jesu Ligklæder (et tredje sagnomspundet relikvie) igennem historien forbundet med stærke magiske eller overjordiske kræfter. Nogle hævder ifølge bogen “Mysteriet om Tempelridderne” (se kilder), at Tempelherreordenen blev dannet med det formål at finde en skat i Tempelbjerget i Jerusalem. Ifølge “Håndbog i hemmelige selskaber” (se kilder) er det i hvert fald sikkert, at Tempelridderne byggede et system af underjordiske gange på stedet, og at disse blev opdaget af et britisk ingeniørkorps i slutningen af 1800-tallet. Mindre sikkert er resultatet af Tempelriddernes eventuelle skattejagt.

     Hvis Tempelridderne så alligevel fandt en skat, er det naturlige spørgsmål: hvor gemte de den? Blandt de formodede skjulesteder er Rosslyn Chapel i Skotland på grund af teorien om, at nogle Tempelriddere flygtede til Skotland efter ordenens opløsning. Ifølge bogen “Tempelriddernes hemmelige historie” (se kilder) har skanninger og udgravninger dog ikke givet noget resultat, men kirken indeholder ikke desto mindre usædvanligt mange tempelherresymboler. Desuden har nogle mistænkt Cypern for at rumme Tempelriddernes skatte på baggrund af, at Tempelherreordenen en overgang havde kontrol over hele øen.

     I Danmark er journalisten Erling Haagensen kendt for at have fremsat teorier om at Tempelherreordenen mere indgående end tidligere antaget var involveret i byggeriet af de Bornholmske Rundkirker, og at disse skulle indeholde dele af løsningen på gåden om, hvorvidt der gemmer sig en hemmelig skat et sted i Europa. Han har skrevet flere bøger om middelalderens Danmark, hvor han fremlægger teorier om forskellige konspirationer i den katolske kirke og dens tilknyttede organisationer; deriblandt Tempelherreordenen. Disse teorier betragtes dog af mange historikere som rene spekulationer.

Ifølge bogen “Frimureri” (se kilder) lyder en teori, at mange Tempelriddere flygtede til Skotland efter ordenens opløsning. Her slog de sig ned som hemmelige grupper, der i 1600-tallet grundlagde Frimurerordenen, som eksisterer den dag i dag. Frimurerne var en slags hemmelighedsfuld fagforening for de murere som rejste rundt i Europa og byggede katedraler, noget som de almindelige, lokale murere ikke var uddannet til. De levede som udstødte i samfundet, fordi de kom fra andre egne eller lande, og derfor blev dette broderskab i logen styrket gennem mange særlige og hemmelige ritualer, og på den måde kan de minde en del om Tempelridderne. Selvom der ikke er mange beviser, der støtter denne hypotese, lever teorierne om Tempelriddernes fortsatte eksistens i bedste velgående. Det skyldes blandt andet en række romaner, der inden for de seneste år har pustet til gløden - ikke mindst Dan Browns bestseller “Da Vinci mysteriet”, der forbinder Tempelridderne med Den Hellige Gral som værende en endnu eksisterende blodlinje efter Kristus.

     Knap så hemmeligt findes der i dag flere ordener, som er mere eller mindre inspireret af Tempelridderne - heriblandt verdens største moderne Tempelridderorden Ordo Supremus Militaris Templi Hierosolymitani, som oversat fra latin betyder Den suveræne militære orden af Salomons Tempel.

Tempelridderne har altid fascineret forfattere og filmskabere. Der er Tempelriddere med i adskillige klassiske fortællinger, og en af de mest kendte er “Ivanhoe” af Sir Walter Scott fra 1820, en spændingsroman fra 1200-tallets England, hvor en af hovedskurkene er den normanniske Tempelridder Brian de Bois-Gilbert. Bogen er filmatiseret adskillige gange, senest i 1982. Den svenske forfatter Jan Guillous spændende romantrilogi om Tempelridderen Arn giver en skandinavisk vinkel på perioden, korstogene og livet som rejsende ridder. Romanerne er filmatiseret under titlerne “Arn - Tempelridderen” fra 2007 og “Arn II - Riget ved vejens ende” fra 2008.

     Desuden medvirker der tempelriddere i så forskellige film som “Monty Python og de Skøre Riddere” og “Indiana Jones og det sidste Korstog”.

     Foretrækker man at læse bøger, hvor Tempelriddernes historie videretænkes og bringes ind i moderne tid, kan man kaste sig over Dan Browns meget populære “Da Vinci Mysteriet”, der også er filmatiseret. Den italienske filosof og forfatter Umberto Eco har desuden skrevet mystik-romanen “Foucaults Pendul”. Den danske forfatter og journalist Erling Haagensen bøger om de Bornholmske Rundkirker har dannet oplæg til de tre film om “Tempelriddernes Skat”. Er man mere til computerspil kan man prøve “Knights of the Temple: Infernal Crusade”. Søger man i stedet at opleve middelalderstemningen live, så afholder Tøjhusmuseet i København hvert år i uge 42 en temaudstilling om korsridderne og deres tid med både middelaldermarked og ridderturnering.

     Endelig kan man på Bornholms Middelaldercenter, der ligger tæt ved Østerlars Rundkirke, opleve, hvordan den danske middelalder i 1300 tallet så ud. Der er bl.a. bygget en middelalderborg, gildeshus, smedje og pottemagerhus, og der er traditionelle husdyr som heste, får, kvæg, gæs og høns. I løbet af dagen er der dragtfremvisning, demonstration af ildvåben og kanonaffyring.