mindesmærke
Mindesmærke i Den danske konges have i Tallinn. Her faldt Dannebrog ned fra himlen den 15. juni 1219 under slaget ved Lyndanise. Det skaffede Valdemar Sejr sejren i et korstog mod esterne.
Foto: Bente Lindegaard / Ritzau Scanpix

Korstogene

journalist Tore Daa Funder, iBureauet/Dagbladet Information, 2010.
Top image group
mindesmærke
Mindesmærke i Den danske konges have i Tallinn. Her faldt Dannebrog ned fra himlen den 15. juni 1219 under slaget ved Lyndanise. Det skaffede Valdemar Sejr sejren i et korstog mod esterne.
Foto: Bente Lindegaard / Ritzau Scanpix
Main image
Floden Semois ved Bouillion. Borgen var hjemsted for Godfrey de Bouillion, den første kristne konge af Jerusalem under korstogene.
Floden Semois ved Bouillion. Borgen var hjemsted for Godfrey de Bouillion, den første kristne konge af Jerusalem under korstogene.
Foto: Torben Christensen / Scanpix

Indledning

De fleste af os har en idé om, hvad et korstog er. Ofte stammer vores billede fra fortællinger som "Robin Hood" eller Walter Scotts "Ivanhoe". Det er noget med riddere, vantro, Jerusalem og Den Hellige Grav. I Middelalderen drog europæiske kristne til Mellemøsten, blandt andet for at jage muslimer ud af det tidligere Palæstina. Det er disse kombinerede militære, religiøse og handelsorienterede aktioner, der kaldes korstog. De mest betydningsfulde korstog fandt sted i årene mellem 1095 og 1230.

I dag har begrebet fået en mere bred betydning, og kan eksempelvis bruges om et politisk partis kamp for en særlig mærkesag. Men korstogene kan stadig fremkalde et stærkt billede, der trækker tråde langt tilbage i historien - som da den amerikanske præsident George W. Bush i 2001 anvendte det i en tale om "krigen mod terror".

Artikel type
faktalink

Introduktion til korstogene

Introduktion

De fleste af os har en idé om, hvad et korstog er. Ofte stammer vores billede fra fortællinger som "Robin Hood" eller Walter Scotts "Ivanhoe". Det er noget med riddere, vantro, Jerusalem og Den Hellige Grav. I Middelalderen drog europæiske kristne til Mellemøsten, blandt andet for at jage muslimer ud af det tidligere Palæstina. Det er disse kombinerede militære, religiøse og handelsorienterede aktioner, der kaldes korstog. De mest betydningsfulde korstog fandt sted i årene mellem 1095 og 1230.

I dag har begrebet fået en mere bred betydning, og kan eksempelvis bruges om et politisk partis kamp for en særlig mærkesag. Men korstogene kan stadig fremkalde et stærkt billede, der trækker tråde langt tilbage i historien - som da den amerikanske præsident George W. Bush i 2001 anvendte det i en tale om "krigen mod terror".

 Læs også om Tempelridderne.

Hvordan defineres et korstog?

"Den Danske Encyklopædi" (se kilder) skriver der følgende om korstogene: "Kombinerede pilgrimsfærd og krigstogter i højmiddelalderen foretaget af kristne styrker oprindeligt for at befri Det Hellige Land for muslimsk herredømme eller sikre de kristne besiddelser i området, senere rettet mod hedninge, muslimer, kættere og ikke-katolske kristne i forskellige dele af Europa".

Hvad er en pilgrimsfærd?

Middelalderens kristne var prægede af en overbevisning om, at mennesket ustandseligt syndede. Et pilgrimstogt til et helligt sted var noget af det mest effektfulde en kristen kunne foretage sig for at bøde for sine synder. Det kunne være en rejse til en kilde, der bar en helgens navn, eller til en kirke med særligt fornemme, religiøse genstande.

Blandt kristne i Middelalderen herskede en grundlæggende tro på, at en helgens kraft var koncentreret geografisk omkring dét sted, hvor den hellige person var begravet eller havde udøvet sit virke.

Pilgrimsrejser kunne eksempelvis gå til Sankt Peters grav i Rom, til Sankt Jakobs grav i Santiago de Compostella i Nordspanien, eller helt til Konstantinopel i Det Byzantinske Rige - det nuværende Istanbul i Tyrkiet.

Pilgrimsrejser var meget udbredte i århundrederne op til korstogene. 

Hvad er Det Hellige Land?

Det ypperste en pilgrim kunne gøre, var at drage til Det Hellige Land, som var betegnelsen for landområdet Palæstina. Jerusalem blev kaldt Den Hellige Stad, fordi det var her Jesus blev født, levede og siden blev korsfæstet. FN - De Forenede Nationer - opdelte i 1948 landet i en arabisk, en jødisk og en international del.

Hvad er Korstogene?

Korstogene begyndte sidst i 1000-tallet. Det Hellige Land var blevet besat af et dominerende tyrkisk folkefærd, og pilgrimmenes vej til Jerusalem var blevet farlig for de valfartende, der risikerede at blive overfaldet og dræbt på pilgrimsfærden. Korstogene skulle sikre en vej for pilgrimme til Jerusalem. Også den græske kejser i byen Konstantinopel følte sig truet af tyrkerne og bad paven i Europa om hjælp.

Korstogene er en fællesbetegnelse for en lang række kombinerede militære, religiøse og handelsorienterede ekspeditioner, der blev gennemført i en periode, der strækker sig fra cirka 1095 til godt halvvejs ind i 1200-tallet. Deltagerne var en kombination af konger, adelige, riddere og fodfolk. I over 150 år kæmpede de som led i forskellige korstog mod ydre og indre fjender af pavens magt.

Korstogenes særlige kendetegn var, at de blev foranlediget af paven. Opfordringen blev udbredt af forskellige prædikanter i pavens tjeneste. De enkelte korsfarere aflagde et løfte til paven eller til en af pavens repræsentanter om at drage på korstog. Det blev kaldt 'at tage korset'. Kirken tildelte korsfarerne en række privilegier, og lovede blandt andet at beskytte korsfarernes familie og ejendom mens de var væk. Desuden betragtede den katolske kirke korsfarerne som pilgrimme på færd og lovede dem syndsforladelse for synder begået på korstoget..

De første korstogsdeltagere blev ikke kaldt korsfarere. I stedet gik de under flere andre betegnelser: 

  • Crucesignatus: de korstegnede
  • Peregriniato: pilgrimme
  • Milites Christi: Kristi krigere

Baggrunden for Korstogene

Hvad kendetegner perioden?

Korstogene fandt sted i den periode, vi kalder "højmiddelalderen".

Højmiddelalderen strakte sig fra midten af 1000-tallet til slutningen af 1200-tallet. I det vestlige Europa, hvorfra korstogene udgik, var paven åndeligt overhoved. Paven, der blev betegnet som Guds 'vicekonge' på jorden, havde sit hovedsæde i byen Rom. Den kristne trosretning, der var dominerende i en lang række vesteuropæiske lande i perioden, kaldes for den romerskkatolske tro. Paven stod i spidsen for den kristne Kirke i de vesteuropæiske lande.

I de østeuropæiske lande blev Kirken ledet af en patriark, der havde hovedsæde i Konstantinopel. I Højmiddelalderen herskede en splittelse der blev betegnet som 'skismaet' mellem de to konkurrerende kirkeledere; altså en magtkamp mellem Paven i vest og Patriarken i øst.

Den romerskkatolske kirke gennemgik flere reformer i 900-tallet og i 1000-tallet. Formålet var, ifølge "Korstogene - idé og virkelighed (se kilder)", at opbygge en centraliseret og stærk kirkemagt. Paven skulle efter reformerne have magt til at blande sig i de jordiske anliggender. Kirken skulle ikke længere 'bare' beskæftige sig med synder og frelse, men også have indflydelse på samfundets udvikling. Det var denne styrkede pavemagt, der iværksatte korstogene. 

Hvilke sociale og økonomiske faktorer dominerede tiden op til Korstogene?

I tiden op til det første Korstog var de vesteuropæiske samfund forholdsvis stabile. Samfundet var hierarkisk opbygget, hvilket vil sige at skellene i samfundet var skarpt optegnede, og at der ikke var meget bevægelse mellem de forskellige samfundslag. Samfundets opdeling så sådan her ud:
  • Adelen: Var samfundets krigerklasse. Den adelige klasse havde store jordbesiddelser, som den havde fået af kongemagten eller højerestående adelsfolk. I tider med fred drev adelens mænd jagt på deres ejendomme og øvede sig i at føre krig.
  • Kirken: Religion og kirkens mænd var meget vigtige i Middelalderens samfund, og de gejstlige havde stor indflydelse på samfundets andre lag. Det var den katolske Kirkes overhoved - paven - der kunne starte et korstog ved at indkalde korsfarerne.
  • Bønderne: Det var denne gruppe, der producerede føde til samfundet. Hovedparten af befolkningen i Vesteuropa hørte til denne gruppe . De boede i små landsbyer og levede af at dyrke jorden, hvor de boede. Jorden tilhørte Adelen eller Kirken, der skulle have en afgift af bøndernes udbytte.
De fleste europæiske stater blev styret af en konge eller en kejser, men statsoverhovederne var ikke enevældige og havde ikke råd til store, veludstyrede hære. Derfor gav de nogle landområder og ejendomme til lokale adelsmænd mod, at de stillede soldater til rådighed i krigstid. Adelsmænd gav fæstebønder lov til at dyrke afgrøder på nogle af markerne. Til gengæld forpligtede bønderne sig til at stille op som soldater i adelens hære, hvor de som regel var fodfolk.

Kirken havde også jordbesiddelser og derfor stor økonomisk magt. Kirkens religiøse og politiske magt var stigende op mod tiden for det første Korstog. Tidligere havde Kirken været imod krigsførelse af enhver art. I 1000-tallet åbnede Kirken op for muligheden for at føre "hellig krig" i en "retfærdig sags tjeneste". 

Hvordan var samfundet struktureret?

Den mest udbredte måde at organisere magten på i Middelalderens vesteuropæiske samfund var gennem den såkaldte 'feudalisme'. Den feudale måde betød, at samfundet var inddelt i en række trin. På hvert trin stod en samfundsgruppe, der var stærkere end den på trinnet nedenunder. Samfundet virkede sådan at den svage part - 'vasallen' - fik et landområde, mod at 'vasallen' ydede sin herre tjenester, eksempelvis i form af at stille et antal riddere til rådighed. Samfundets nederste klasse - fæstebønderne - var alene forpligtet over for klassen af adelsmænd, der havde givet dem lov til at dyrke jorden.

Hvem bestemte i Middelalderens samfund?

Middelaldersamfundet var kendetegnet ved manglen på en stærk central statsmagt - for eksempel en stærk konge, der kunne holde ro og orden. Kirken og Adelen havde i høj grad kontrollen med samfundet. Det var ofte overladt til de enkelte adelige stormænd at regere i deres område. I Frankrig betød det, ifølge bogen "Korstogene - idé og virkelighed" (se kilder), at en række adelige i praksis var lige så magtfulde som kongen selv. Stormændene havde også domsmyndigheden på deres jorde, og derfor kunne de langt hen ad vejen bestemme over 'deres' bønders gøren og laden. Adelsmændene søgte ofte at udvide deres magt og indflydelse ved at få flere landsbyer og mere jord under sig. I de kampe, der fulgte, gik det ud over bønderne.

Hvilken rolle spillede Kirken for Korstogene?

Kristendommen var i sit udgangspunkt en religion, der tog afstand fra voldsudøvelse. Op gennem det første årtusinde efter Kristi fødsel prøvede forskellige vesteuropæiske kirkefædre at fastlægge, hvornår det alligevel var tilladt for en kristen at bruge vold. Pave Leo den 6. - der var kirkeligt overhoved fra 847 til 855 - erklærede at enhver, der døde for kirkens forsvar, ville modtage belønning i himlen. Pave Johannes den 8. - der virkede fra 872 til 883 - proklamerede at døde man i hellig krig, så kunne man regnes for martyr, og ens synder ville blive eftergivet.

Hvad var en retfærdig krig?

For at der kunne være tale om "en retfærdig krig", skulle tre krav være opfyldt:
  • Krigen skulle have "en retfærdig årsag". Det vil sige et forsvar mod overgreb eller et forsøg på at vinde tabt ejendom tilbage.
  • Krigen skulle erklæres af "en legitim autoritet". Det vil sige, at en væsentlig gejstlig eller adelig instans erklærede krigen.
  • Deltagerne i krigen skulle have "en retfærdig hensigt". Det vil sige, at deltagerne kunne siges at have de rette motiver, og at krig var den eneste udvej.

Hvordan kunne Korstogene være "en retfærdig krig"?

I bogen "Korstogene - idé og virkelighed" (se kilder) forklares det hvordan korstogene fuldt ud levede op til kravene for "en retfærdig krig". Korstogene gjorde det muligt at være en god kriger og en god kristen på samme tid. Korstogenes strid og færden blev anset for at være retfærdige fordi:
  • Korstogenes årsag var befrielsen af områder, der hævdes oprindeligt at have været kristne.
  • Pavens autoritet stod bag korstogene, der dermed blev legitime foretagender.
  • Den retfærdige hensigt var den enkelte deltagers kærlighed til Gud og til sin næste.

Hvilken rolle spillede bodshandlinger for 'den retfærdige krig'?

Middelalderens kristne mennesker så sig selv som syndige væsner. Enhver voldelig handling ville få mennesket til at synke dybere ned i synden. Det var naturligt for en kristen at forsøge at gøre bod for sine synder for at vinde Guds tilgivelse. Boden kunne for eksempel bestå i at fremsige et antal Ave Maria'er (en særlig katolsk bøn), at faste eller at foretage en pilgrimsrejse.

De kristne diskuterede heftigt om man med en given bodshandling kunne udviske en begået synd. I tiden omkring det første Korstog var der bred enighed om, at det at tage på korstog var en så pinefuld affære, at det ville bøde for alle éns synder. 

Forløbet af det første Korstog

Hvad var startskuddet til det første Korstog?

Pave Urban II holdt en skelsættende prædiken i den sydfranske by Clermont i november 1095. Her opfordrede han de kristne i Europa til at drage på korstog for at bekæmpe de vantro og befri Det Hellige Land fra den muslimske dominans. Prædikenen skulle være holdt i byens domkirke, men fordi så mange dukkede op, måtte talen i stedet holdes på en åben mark øst for byens mure.

Ifølge bogen "Korstog" (se kilder) var 14 ærkebisper, 250 bisper, en vældig skare af munke og præster og mange hundrede riddere og svende til stede. Paven fortalte om de farer, der truede kristendommen i og omkring Det Hellige Land. Han beskrev i detaljer de pinsler, som pilgrimmene blev udsat for af tyrkerne. Tilhørernes reaktion på Urban II's opfordring var overvældende. Allerede mens paven talte råbte den tusindtallige menneskemængde 'Deus le volt' - på dansk betyder det 'Gud vil det'. Flere hundrede knælede foran paven og bad om at måtte deltage i færden til Den Hellige Stad, inden mødet sluttede. Alle deltagere i korstoget aflagde en højtidelig ed på, at de ville drage helt til Jerusalem. Enhver, der aflagde eden om at deltage i korstoget, skulle sy et rødt stofkors på sit tøj. Det signalerede, at bæreren stod under Guds og kirkemagtens beskyttelse. Korsmærket fungerede også som tegn på, at denne pilgrim havde ret til at bære våben.

Hvem deltog i det første Korstog?

De fleste korsfarere, der deltog i det første Korstog var franske. Men korstogsbevægelsen samlede støtter fra hele det vestlige Europa. Her anså man korstogene som væsentlige, positive nyskabelser. Også blandt dem, der ikke selv var til stede ved Pave Urban II's tale i 1095, var tilslutningen overvældende. Ifølge bogen "Korstogene - idé og virkelighed" (se kilder) beskrev en engelsk krønike denne enorme, europæiske tilstrømning på denne måde: "Waliserne forlod deres krybskytteri, skotterne deres vante lus, nordmændene deres svælgen i fisk og danskerne deres uophørlige druk, alle for at tage til Jerusalem".

Afgangstidspunktet for det første korstog blev sat til den 15. august 1096.

Hvad var Folkekorstoget?

Urban II havde holdt sin afgørende tale i november 1095, men det tog tid at udruste en slagkraftig styrke, og først et halvt år efter var det officielle korstog klar til afmarch. I mellemtiden havde en stor folkelig bevægelse rejst sig for at påbegynde rejsen mod Jerusalem, allerede inden de adelige krigsherrer var kommet på plads. Store skarer af almindelige mennesker følte sig draget af pavens opfordring til handling.

Folkekorstogene blev rejst ved at omrejsende prædikanter spredte budskabet om korstogene til menigmand. Det største folkekorstog var ledet af en mand, der var kendt som Peter Eremit. Han samlede en folkemængde på godt 20.000 mennesker, der mest bestod af bønder og jævne folk. I april 1096 drog folkemængden af sted fra Tyskland og styrede mod rejsens første mål: byen Konstantinopel i Det Byzantinske Rige. Den ligger på den vestlige side af Bosporus-strædet, der er det smalle farvand mellem Europa og Asien.

Folkekorstoget nåede denne by 1. august 1096. På vejen ned gennem Centraleuropa havde det uorganiserede korstog skabt kaos overalt, hvor det kom frem. Mange af folkekorstogets deltagere var forbrydere, der havde fulgt korstoget for at slippe for straf på deres hjemegn, og korsfarerne var berygtede for at plyndre og hærge på vejen mod Jerusalem. Det kom derfor ofte til blodige kampe med lokalbefolkningen. Sygdom og sult var også medvirkende til at tynde ud i korsfarernes rækker, og det var derfor kun en mindre, forhutlet skare, der nåede frem til Konstantinopel.

Peter Eremit og resterne af Folkekorstoget havde stadig Jerusalem som mål, og efter 5 dage i Konstantinopel tog de videre. Korsfarerne blev sejlet over det smalle Bosporus-stræde og kom derefter ind på tyrkisk territorium. De nåede aldrig Jerusalem. 60 kilometer inde på tyrkisk jord blev de angrebet af en slagkraftig tyrkisk styrke, som dræbte næsten alle.

En prinsesse fra Konstantinopel har ført en slags dagbog, hvor hun beskriver det mærkværdige Folkekorstog og det grusomme endeligt, som korstoget fik: "Alle vegne vrimlede det med mennesker, hvis ansigter lyste af fromhed og iver efter at følge himlens veje. Bagved de keltiske krigere (altså kristne stridmænd) så man en uendelig mængde mennesker af folket med deres kvinder og børn, alle med røde kors på skuldrene … Så stor en mængde af gallere og normanner (altså vesteuropæiske folk) faldt for ismaeliternes (tyrkernes) sværd, at da levningerne fra de ihjelslagne mænd blev samlet sammen alle vegne fra, dannede de - jeg vil ikke sige en meget stor høj eller bakke - men et helt bjerg af vældig udstrækning".

Hvad skete der under det første Korstog (1096-99)?

Pave Urban II, der iværksatte det første Korstog, mente at korstoget omfattede 300.000 mand, mens andre satte tallet noget lavere. Formålet med korstoget var at sikre betryggende forhold for kristne pilgrimme, der rejste i Det Hellige Land. Man kæmpede for at bringe de hellige byer Jerusalem og Betlehem tilbage på kristne hænder.

I august 1096 stod fem veludrustede europæiske hære klar til afmarch mod Konstantinopel. Da de nåede byen blev de blandt andet mødt af enkelte overlevende fra Folkekorstoget. Korsfarerne blev færget over det smalle stræde ved Bosporus. I de følgende mange måneder udkæmpede korsfarerne en række blodige slag i Mellemøsten, eksempelvis i det nuværende Tyrkiet og Syrien.

Tirsdag den 7. juni 1099 ankom de overlevende korsfarere til rejsens hovedmål: byen Jerusalem, der ligger i det nuværende Israel.

Korstogshæren talte nu, ifølge bogen "Korstogene - kristne i krig" (se kilder) ca. 20.000 mand. Man forsøgte at storme byen, men Jerusalem var godt befæstet bag høje og tykke bymure, og korsfarerne måtte indstille sig på at belejre byen i stedet. Korsfarerne gav sig til at konstruere murbrækkere og belejringstårne, der var europæernes foretrukne militære løsninger til at storme en befæstet by.

I mellemtiden skete der, ifølge bogen "Korstogene - idé og virkelighed" (se kilder), noget overnaturligt. En præst havde fået et drømmesyn, hvor han fik fortalt, at korsfarerne skulle gå barfodede i et optog rundt om byens mure. Hvis de gjorde det, ville byen falde i de kristnes hænder inden ni dage. Drømmesynet blev taget meget alvorligt. Det betød, at biskopper, fyrster, riddere, soldater og pilgrimme et par dage efter formede en lang række og bevægede sig rundt om byen i en højtidelig procession. Oppe på byens mure stod Jerusalems muslimske indbyggere og lo af det besynderlige optog. Men drømmesynet viste sig at holde stik, og få dage efter kunne de kristne storme byen med held.

I "Korstogene - idé og virkelighed" (se kilder) beskrives det, hvordan Jerusalems erobring sandsynligvis endte i en vanvittig blodrus. Alle byens indbyggere blev massakreret. Muslimerne på toppen af al-Aqsa-moskeen, der havde overgivet sig, blev hugget ned til sidste mand. Jøderne, der havde søgt tilflugt i byens synagoge, blev brændt ihjel inde i den. Rygterne om de kristnes ufattelige grusomheder spredtes hurtigt i den muslimske verden og var med til at gøde jorden for en samlet indsat mod korsfarerne.

Hvad var Korsfarerstater?

Omkring år 1100 sad korsfarerne på tre såkaldte korsfarerstater i Mellemøsten. Det var:
  • Fyrstendømmet Antiochia, der ligger på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.
  • Grevskabet Edessa, der ligger i Tyrkiet.
  • Kongedømmet Jerusalem, der i dag ligger i Israel.
Staterne blev oprettet i forbindelse med korstogene, blev kaldt for 'Outremer' - som er fransk for 'hinsides havet'. I bogen "Korstogene - idé og virkelighed" (se kilder) fortælles det, at antallet af europæere i disse tre stater højst var 4.000 i året 1100. 
Korsfarerborgen Krak des Chevaliers. Borgen ligger i det vestlige Syrien vest for Homs. Foto: Polfoto
Korsfarerborgen Krak des Chevaliers. Borgen ligger
i det vestlige Syrien vest for Homs.
Foto: Polfoto
I Jerusalem var der ikke mere end 200-300 riddere og et ukendt antal fodfolk. I korsfarerstaterne udgjorde europæerne et mindretal i forhold til den besejrede og fjendtligtsindede lokalbefolkning. Det prøvede europæerne at rette op på blandt andet ved at bygge et netværk af meget stærke borge, hvorfra de kunne forsvare deres landområder og holde et vågent øje med muslimernes karavaner og hære. Borgene var ofte meget større end de borge, man byggede i Europa, og så solidt bygget, at flere af dem findes i dag. 

Antallet af europæere, der havde slået sig ned i korsfarerstaterne, havde i 1187, ifølge "Korstogene - idé og virkelighed" (se kilder), rundet 120.000. Den muslimske befolkning slog alle korsfarerne i hartkorn, og kaldte dem under ét 'frankere' fordi de stammede fra Frankerriget. I dag kender vi landet som Frankrig. Frankerne var dog stadig et mindretal i forhold til den lokale befolkning. Derfor kunne muslimerne ikke undværes som arbejdskraft og handelspartnere. Muslimske købmænd var en af grundene til at flere af kystbyerne i korsfarerstaterne i slutningen af 1100-tallet blomstrede af handel.

Militært set var korsfarerrigerne organiseret efter den feudale model. Feudalismen var med til at befæste korsfarernes stilling i området. Det betød blandt andet, at kongen af Jerusalem forærede jord til sine krigsherrer til gengæld for deres militære støtte. De enkelte krigsherrer forærede noget af jorden til deres riddere med riddernes militære tjenester som modydelse.

Hvad var de kristne ridderordner?

I korstogstiden spillede især to kristne ridderordner en vigtig rolle. Det var 'johannitterordenen' - grundlagt som en slags hospitalsorden á la Røde Kors omkring 1070 - og 'tempelridderne' - der blev stiftet i 1119. Ridderordnerne var ikke korsfarere, men skabt som en slags bevæbnede munkeordener, der havde til opgave at beskytte pilgrimme på vejene i Det Hellige Land.

Medlemmerne af ridderordnerne havde aflagt et løfte om fattigdom, lydighed og kyskhed. De spillede en vigtig rolle i forbindelse med korsfarerstaterne. Ridderordnerne blev en elitestyrke i kampen mod muslimerne, og de overtog efterhånden en stor del af de vigtigste og stærkeste borge i korsfarerstaterne. De havde store indtægter og kunne derfor bedre håndtere opgaverne end staternes lokale baroner.

Hvad var den muslimske reaktion på det første Korstog?

Muslimernes stolthed og selvfølelse var blevet voldsomt krænket under det første Korstog, hvor de kristne korsfarere var trængt dybt ind på muslimsk jord og havde erobret store landområder og befolkningsgrupper.

I en lang periode efter det første Korstog stod de muslimske folkeslag meget svagt - svækket af indbyrdes magtkampe og splid - og kunne ikke for alvor stille noget op mod de kristne invasionsstyrker. I året 1144 faldt korsfarerstaten Edessa imidlertid efter at have været belejret af den muslimske Imad ed-Din Zinkis hær i fire uger. Med Edessas fald var magtbalancen i området blevet rykket, og der blev gjort klar til et nyt kristent korstog.

Forløbet af de efterfølgende Korstog

Hvad skete der under det andet Korstog (1147-49)?

Muslimernes generobring af byen Edessa sendte chokbølger gennem hele Europa. 

Korsfarerne bad pave Eugenius III om hjælp, og på pavens foranledning blev det andet Korstog sat i gang. Hovedkræfterne var den franske konge Ludvig den 7..  Sammen med den berømte prædikant abbed Bernhard fra Clairvaux rejste han mange tusinde franskmænd til hellig kamp mod muslimerne i Mellemøsten. Den tyske kejser Konrad III valgte også at deltage.

I 1147 drog de tyske hære af sted til byen Konstantinopel, hvor de i oktober sluttede sig til de franske tropper. Sammen drog de to konger videre på korsfærden, men det stod hurtigt klart, at de to hære og herskere ikke kunne samarbejde. Det gav de muslimske fjender forholdsvis let spil, og korstoget led flere voldsomme nederlag. Korstoget gjorde ikke noget forsøg på at erobre byen Edessa, men valgte i stedet at angribe den store handelsby Damaskus i Syrien. Det mislykkedes totalt, og resterne af de europæiske tropper opgav korstoget og vendte hjem. To år med anstrengelser og lidelser var spildt. I 1149 endte korstoget uden noget resultat.  

Hvad skete der under det tredje Korstog (1189-92)?

I oktober 1187 generobrede den muslimske sultan Saladin Jerusalem.

Tabet af Jerusalem var den direkte årsag til, at det tredje Korstog blev sat i gang. Hovedkræfterne bag korstoget var Tysklands kejser Frederik Barbarossa, Richard I af England, der er kendt fra romaner og myter som 'Richard Løvehjerte' og Filip 2. August af Frankrig. Den tyske kejser døde på vejen, men både den franske og den engelske konge nåede frem til Det Hellige Land. Her mødtes de i juni 1191 ved byen Akko, der ligger i det nuværende Israel. buen var under sultan Saladins kontrol. En kristen hær havde holdt byen under belejring i to år, men den havde ikke haft held til at indtage den. Det lykkedes nu med forstærkningerne fra Europa.

Efter erobringen af Akko tog kong Filip tilbage til Frankrig, mens Richard var fast besluttet på at genvinde Jerusalem. Han tog af sted mod Den Hellige By i august 1191. Han førte først sin hær til den vigtige havneby Jaffa, som han indtog forholdsvis nemt. Til gengæld indså Richard, at det ville blive meget vanskeligt at erobre Jerusalem, der lå længere inde i landet og var stærkt befæstet. I december 1191 førte Richard sin hær mod Jerusalem, men 20 kilometer fra målet standsede han. Han tvivlede på, om hans hær havde styrken til at holde Jerusalem, når den var blevet erobret, og han styrede modstræbende sin hær tilbage mod Jaffa.

I løbet af 1192 fik Richard underretninger om, at hans broder John prøvede at tilrane sig magten hjemme i England og at Filip 2. August truede hans landområder i Frankrig. Det førte til at Richard og Saladin i september 1192 forhandlede en 3-års våbenhvile på plads, og den engelske konge satte kursen mod Europa for at sikre sin magt.

Richards hjemrejse blev dramatisk. Hans skib strandede, og han blev senere taget til fange af sin fjende hertug Leopold af Østrig. Grunden til fjendskabet var, at Richard en gang havde kastet Leopolds fane i en voldgrav. Han sad fanget i to år, til han blev købt fri for en enorm løsesum og endelig kunne vende tilbage til England i februar 1194. Herefter brugte han al sin energi på at vinde de landområder tilbage, som kong Filip havde erobret, mens Richard havde været borte.

Hvad skete der under det fjerde Korstog (1202-04)?

I 1198 tiltrådte en ny, ambitiøs pave, Innocens III, og han pustede nyt liv i korstogsbevægelsen. Interessen for korstog var ellers dalet voldsomt siden Richard 1.'s mislykkede forsøg på at erobre Jerusalem. Men den nye pave besluttede, at tiden var inde til et fjerde Korstog.

Målet for korstoget var i første omgang at angribe Ægypten, der var muslimernes vigtigste besiddelse. Derefter gik ruten til Det Hellige Land. Korstoget bestod hovedsageligt af franske riddere og borgere, ligesom under det første Korstog.

Det fjerde Korstog blev ledet af to franske adelige: grev Ludvig af Blois og markis Boniface af Montferrat. De fik følgeskab af grev Balduin af Flandern. Korsfarerne samledes i Venedig i juni 1202. Venetianerne skulle efter planen sejle korsfarerne til Ægypten; mod betaling, naturligvis. Det viste sig hurtigt, at cirka 20.000 mand færre end de godt 35.000, man havde regnet med, dukkede op som aftalt. Korsfarerne var for få til at betale den aftalte sum for overfarten. Som løsning indvilligede korshæren i at angribe byen Zara, der tidligere havde hørt til Venedig, men ikke længere var under byens kontrol. Zara, der nu var besat af den ungarske kong Emerik, var en vigtig havneby for venetianerne. Paven protesterede mod beslutningen, da Zara var en kristen by og derfor ikke et legitimt mål for korstoget, men det havde ingen effekt. Byen blev stormet og totalt udplyndret.

Korsfarerne manglede stadig penge, og efter erobringen af Zara fik de et nyt fristende tilbud, der heller ikke havde noget med erobringen af Det Hellige Land at gøre. En ung prins, Alexios fra Konstantinopel, ville have korshæren til at hjælpe med at styrte hans onkel, kejser Alexios III. Prins Alexios lovede at betale enorme summer, hvis de hjalp ham med at blive den nye kejser i Konstantinopel. I 1203 blev prinsen indsat som kejser Alexios den 4., men bare fem måneder efter blev han myrdet, og hans efterfølgere ville ikke betale gælden til korsfarerne. Den 12. april 1204 stormede korshæren Konstantinopel og plyndrede den for værdier og kunstskatte. Grev Balduin af Flandern blev kronet som ny kejser i Konstantinopel. Dermed sluttede det fjerde Korstog uden, at man havde nærmet sig det egentlige mål: Det Hellige Land.

Hvad var børnekorstoget (1212)?

Børnekorstogene i 1212 udsprang af folkelige bevægelser i Vesteuropa og havde flere fraktioner. De særlige korstogsbevægelser byggede på den idé, at Det Hellige Land kun kunne frelses af de fattige og de rene. Ingen kunne forestille sig nogen, der var mere rene og uspolerede i sindet end børn.

I Frankrig havde en bondedreng, den 12-årige Stefan fra Cloyes, samlet omkring 30.000 mennesker, de fleste børn. De vandrede fra landsby til landsby med kursen mod den franske havneby Marseille. Her havde Stefan en vision om, at vandene ville dele sig - som for Moses ved Det Røde Hav - så Børnekorstoget kunne fortsætte tørskoet mod Det Hellige Land. Men Stefan magtede ikke at åbne en vej gennem Middelhavets bølger, og børnene var fortvivlede. Lokale købmænd tilbød at sejle dem over havet, og mange slog til og gik om bord på skibene. Men børnene blev narret. Købmændene sejlede dem ikke til Det Hellige Land, men i stedet til Nordafrika, hvor børnene blev solgt som slaver.

I Tyskland havde en adelig dreng samlet cirka 20.000 børn og satte kursen mod den italienske havneby Brindisi. Her ventede de på det mirakel, de var blevet lovet, nemlig en vej på havbunden til den Hellige Stad Jerusalem. En lokal biskop greb ind og overtalte byens borgere til at hjælpe børnene med mad og pleje. Han forhindrede også, at børnene tog imod tilbud om skibslejlighed og overbeviste dem om, at det var bedst at vende hjem til Tyskland. Mange børn døde af sult og smitsomme sygdomme på vejen og kun få genså deres forældre.

Hvad skete der under det femte Korstog (1217-1221)?

Det femte Korstog gik i november 1218 i land i Nil-deltaet. Pave Innocens III stod bag forberedelserne til korstoget, og projektet fik forrang for andre kirkelige aktiviteter. Der blev erklæret fred i alle kristne lande, så længe korstoget stod på, og der blev nedlagt forbud mod at sælge krigsudstyr til muslimer. I hele Europa skulle alle søndagsgudstjenester afsluttes med en prædiken, der beskrev muslimernes afskyelighed og opfordrede tilhørerne til at støtte korstoget. Det kunne de gøre ved enten selv at deltage eller ved at betale for en deltagers udgifter.

Korstoget blev ledet af hertug Leopold den 6. af Østrig og kong András af Ungarn. De belejrede og indtog den vigtige by Damietta i 1219. Derfra bevægede korshæren sig langs Nilen mod den ægyptiske hovedstad Cairo. I 1221 blev de omringet af muslimske styrker og kunne ikke trække sig tilbage. De kristne styrker var chanceløse, da muslimernes hær åbnede de porte, der holdt flodens vand tilbage. Det femte Korstog druknede.  

Hvad skete der under det sjette Korstog (1228-1229)?

Det sjette Korstog var ledet af den tyske kejser Frederik II. Han havde gjort sig uvenner med pave Gregorian 9. Derfor var han blevet smidt ud af Kirken og kunne ikke regne med støtte fra den kant. I september 1228 ankom Frederik til havnebyen Akko med kun 600 riddere og nogle få tusind fodfolk. Alligevel lykkedes det ham at opnå, hvad ingen andre korstog siden det første havde opnået: at vinde Jerusalem. Korstoget foregik ikke ved blodig kamp, men gennem snedig og koldblodig forhandling.

Sultan al-Kamil af Ægypten var truet fra flere sider, og Frederik II lovede at hjælpe sultanen mod fjenderne. Til gengæld fik Frederik overdraget de hellige byer Betlehem og Jerusalem. Han lod sig krone som konge af Jerusalem og rejste derefter hjem med de mange gaver, som sultanen havde skænket ham. Folk i Europa kunne beundre kejserens eksotiske gaver: kameler, leoparder og sjældne sten. Triumfen varede dog kort.

I Det Hellige Land begyndte de to kristne ridderordener johannitterne og tempelridderne at kæmpe om magten over blandt andet Jerusalem. Det betød, at sultanen af Ægypten sendte sin hær til byen i 1244. Jerusalem blev plyndret og efterladt som en ruin. Alle kristne blev dræbt, og byen var tabt for bestandig for korsfarerbevægelsen.

Hvilke andre korstogsbevægelser var der i perioden?

Korstogene var ikke begrænset til de seks, der er skitseret ovenfor. Korstogsbevægelsen var én bevægelse, der i flere hundrede år strømmede gennem dele af Europa og landene ved Middelhavet. Den var ikke geografisk begrænset til kampe i Det Hellige Land, og flere korsfarere kæmpede på forskellige slagmarker. Ud over korstogene til Det Hellige Land var de vigtigste:
  • Mod hedninger i de baltiske lande.
  • Mod kættere i Europa.
  • Mod politiske fjender af kirken i Europa.
  • Mod maurerne (muslimerne) i Spanien.

Hvad er korstogene mod hedninger i de baltiske lande?

I 1147 drog kristne i Nordeuropa på korstog i området omkrig Østersøen. Først var korstogene rettet mod det hedenske folkeslag 'venderne', senere bekæmpede man folkeslag i Finland og i Baltikum.

Paven Eugen III havde inden da udsendt erklæringen Divina Dispensatio, der betød "ved guddommelig dispensation". Erklæringen opfordrede de kristne i Nordeuropa til at gå på korstog i Østersø-området i stedet for at tage på korstog til landene ved Middelhavet. Der havde gennem hele 1100-tallet været problemer med at rekruttere kristne fra Europas nordlige lande til pavens korstog til Det Hellige Land. Mange nordeuropæiske kristne mente, at der var rigeligt med hedninge at bekæmpe og omvende i deres umiddelbare nærhed.

Hvilke korstog førte man mod kættere i Europa?

Det såkaldte Abigenserkorstog, der fandt sted mellem 1209 og 1229, var rettet mod befolkningsgruppen katarerne i Sydfrankrig. De anså sig selv som kristne, men blev betragtet som kættere af den katolske kirke. Det skyldtes, at de ikke accepterede Kirkens dominerende stilling, og pave Innocens III betragtede dem derfor som en større trussel end muslimerne. Derfor iværksatte paven et korstog mod de oprørske, kristne katarer. Den franske by Beziers, der rummede kætternes vigtigste fæstning, blev erobret af korstoget i juli 1209. Over de næste 20 år lykkedes det efterhånden for korstogsbevægelsen at eliminere kætterne fuldstændigt i området.

Hvad er de politiske korstog?

I 1220'erne førte paven krig mod den tyske kejser Frederik II på Sicilien. korstoget var et af de første rendyrkede politiske korstog. Paven lovede at alle, der ville drage i krig mod den tyske kejser, ville få del i de såkaldte korstogsprivilegier, som eksempelvis syndsforladelse. Her brugte paven sine hære og magtredskaber til at føre væbnet kamp mod en anden kristen konge og hans undersåtter. Pavens brug af korstogstanken som et politisk redskab mod andre kristne herskere blev udsat for heftig kritik i samtiden.

Hvilke korstog blev gennemført i Spanien og Portugal?

I Spanien blev den hellige krig mod muslimerne i 1095 til et egentligt korstog - på spansk kaldet en 'reconquista', der betyder 'generobring'.

Denne særlige form for krig var kendetegnet ved perioder med intens krigsførelse og skiftende alliancer, afbrudt af lange perioder med fred. Muslimerne havde i flere århundreder besat store landområder på den Iberiske halvø, hvor Spanien og Portugal ligger. Kun på den nordlige del af halvøen holdt nogle mindre, kristne kongedømmer ud. Muslimerne havde søherredømmet på Middelhavet og var, set med datidens øjne, en reel trussel.

I 1120'erne fremsatte den spanske kirke en udtalelse, der forbandt den spanske krig mod muslimerne i landet med korstogstanken og rejsen til Det Hellige Land. På den måde håbede man, at flere korsriddere ville kæmpe i Spanien. En del veteraner fra det første Korstog var med i et spansk korstog, der tilbageerobrede den spanske by Zaragossa. De kristne styrker havde i mange år været trængt på den Iberiske halvø, men vendepunktet kom i 1248, hvor storbyen Sevilla blev erobret.

Krigen mod muslimerne i Spanien udviklede sig meget langsomt, blandt andet fordi der var stor indre splid mellem de krigsførende kristne. Først i 1492 faldt den sidste store muslimske bastion i den spanske by Granada. 

Hvad var Danmarks rolle i korstogsbevægelsen?

Danmark blev kristent i anden halvdel af 900-tallet; landet var derefter en del af den vestlige kristne enhed. I 1000-tallet støttede de danske konger kirkens korstogsbestræbelser.

Den danske konge Svend Estridssens søn, der også hed Svend, deltog i det første korstog til Det Hellige Land. I sommeren 1097 faldt han sammen med 1.500 mand i et tyrkisk baghold.

Midt i 1100-tallet sluttede de danske konger Svend og Knud sig til korstogsbevægelsen, selvom de lå i indbyrdes strid. Korstogets prestige var stor nok til, at det lykkedes ærkebiskoppen fra byen Lund at overtale dem til at drage på korstog sammen.

I 1219 kom det største danske korstog i stand. Målet var det hedenske Estland, der var et af de baltiske lande ved Østersøen, og hovedmanden bag var den danske konge Valdemar Sejr. Han havde fået pave Honoris III's tilladelse til at erobre landet fra hedningene. Korstoget endte i et mægtigt og meget blodigt slag - kendt som 'Valdemarsslaget' - hvor det til sidst lykkedes danskerne at vinde sejren. Det var under denne voldsomme kamp, at Dannebrog ifølge sagnet dalede ned fra himlen som et tegn på danskernes forestående sejr. Det himmelfaldne flag var danske kongers fane i 300 år, til det gik tabt under et felttog i Nordtyskland.

Betydningen af Korstogene for sam- og eftertiden

Hvordan så korstogsbevægelsen ud sidst i 1200-tallet?

Korstogene var store, europæiske kraftudladninger, hvor glødende tro og ridderånd blandedes med storpolitik og profitbegær. Korstogene havde en enorm militær effekt på de muslimske samfund de gjorde indtog i, og de efterlod sig et spor af død og ødelæggelse. Men da korstogene igen var borte, var de militære langtidseffekter begrænsede.

Sidst i 1200-tallet kom korstogsbevægelsen under stigende kritik i Vesteuropa. Troen på, at man kunne høste bod og Guds forladelse for sine synder ved at drage på korstog, var ikke udbredt længere. Der var mange grunde til korstogenes dalende popularitet, blandt andet  den kendsgerning at korstogene var dyre at organisere og forsyne. Korstogene kunne erobre et land, men det var en stor belastning at holde landet besat, når korstoget vendte hjem igen. I stedet for at deltage i et korstog sendte mange adelige store pengebeløb til de kristne styrker i Det Hellige Land.

Den dalende interesse skyldtes også, at man ved det 4. Korstog havde set hvordan korsfarerne havde fjernet sig fra de oprindelige idealer om en 'retfærdig krig' i Guds navn. Ved plyndringerne af de kristne byer Zara og Konstantinopel var det i højere grad blakkede hensigter, der var baggrunden for korsfarernes handlinger. I bogen "Korstog" (se kilder) er udviklingen beskrevet: "Personlige interesser, snæversyn, griskhed, misundelse og andre menneskelige skrøbeligheder var ofte stærkere end ansvarsfølelsen over for den fælles opgave".

Der er dog næppe tvivl om korstogstankens oprindelige betydning for samtidens kristne i Europa. I "Den Danske Encyklopædi" (se kilder) understreges korstogenes unikke position: "Som religiøs bevægelse var korstogene en enestående begivenhed i europæisk historie med hensyn til både varighed og den entusiasme, befolkningen lagde for dagen ( ... ) korstogene blev af samtiden vurderet som en værdifuld og vigtig bestræbelse til forsvar for og udvidelse af kristenheden." 

Hvad betød korstogsbevægelsen i Mellemøsten?

De kristne var blandt andet gennem korstogsbevægelsen til stede i Mellemøsten i omkring 200 år. dermed fik handelen mellem øst og vest en saltvandsindsprøjtning, og effekten kunne føles i de kommende århundreder. Muslimer og kristne beundrede hinandens krigskunst og religiøse entusiasme. De europæere, der boede i Mellemøsten i længere tid, lærte en del af muslimerne om eksempelvis hygiejne. Det berettes fra flere sider, hvordan disse europæere begyndte at føle sig anderledes end de europæere, der netop var ankommet. Men derudover var der ikke tale om den store kulturelle udveksling mellem de kristne besættelsestropper og lokalbefolkningen.

De indfødte kristne - der altså havde boet i Mellemøsten hele tiden - fik en mere besværlig tilværelse som følge af korstogene. Det blev vanskeligere for gruppen at få samfundets højere embeder, og mange kristne kirker blev ødelagt. I bogen "Korstogene - idé og virkelighed" (se kilder) konkluderes det: "Korstogene, der skulle have hjulpet de kristne i Mellemøsten, fik altså den stik modsatte virkning." 

Hvad mente man i eftertiden om korstogsbevægelsen?

I 1300-tallet fortsatte den livlige handel med landene i Mellemøsten. Til gengæld gjorde en række kriser i Europa - eksempelvis Hundredeårskrigen mellem England og Frankrig, der brød ud i 1337 - at det blev meget vanskeligt at samle nye militære korstog.

Korstogstanken døde helt ud i 1600- og 1700tallet. De europæiske magter var alene optaget af deres egne anliggender.

I 1700-tallet så man i Europa kritisk på mange religiøse strømninger. I perioden, der betegnes Oplysningstiden, betragtede man derfor de religiøst opflammede korstog med fordømmelse. I bogen "Korstogene - idé og virkelighed" (se kilder) konkluderes det: "Den religiøse ildhu, der lå bag korstogene, harmonerede dårligt med den rationelle fornuft, der blev idealet i denne tid."

I 1800-tallet voksede en mere romantisk korstogsforestilling frem i Europa. Der dukkede fortællinger op om ædle, kristne riddere, der mødte eksotiske, muslimske fjender. Sir Walter Scott var inspireret af en romantisk forestilling om korstogene, da han i 1819 skrev ridderromanen "Ivanhoe". I samme periode blev der også opstillet statuer af flere af heltene fra korstogstiden - blandt andet 'Richard Løvehjerte' uden for det engelske parlament. 

Hvordan så muslimerne på korstogene i eftertiden?

Den muslimske verden ignorerede stort set korstogene i århundrederne, der fulgte. Frem til omkring 1800 blev europæernes ekspeditioner til Det Hellige Land ikke regnet for mere, end et mindre væsentligt mellemspil. De muslimske kilder gjorde sig ikke besværet med at skelne mellem de enkelte korsfarere. Ifølge "Korstogene - idé og virkelighed" (se kilder) mente muslimerne, at de alle kom fra samme sted, og da de var væk igen, var der ikke den store interesse for deres gøren og laden.

Omkring år 1800 blev interessen for korstogene vakt til live i den muslimske verden. Man begyndte at betragte korstogene som fremmede kræfters grusomme fremfærd og det første led i en række af vestlige overgreb i forhold til islam. Måden at tænke på, der stadig findes i radikale muslimske kredse, fik endnu mere vind i sejlene da FN i 1948 oprettede staten Israel på palæstinensisk område. Af nogle muslimer blev det set som et tegn på, at Vesten oprettede en ny korsfarerstat i Det Hellige Land. 

Hvad betyder begrebet "et korstog" for radikale muslimer?

I 1981 blev paven udsat for et attentat. Gerningsmanden hed Mehmet Ali Agca, og i et brev havde han omtalt paven som ’korstogenes øverstbefalende’. I 1998 blev en ekstremistisk, islamisk paraplyorganisation dannet. Bag organisation der fik navnet ’Verdens Islamiske Front for Korstog mod Jøder og Korsfarere’ stod Osama bin Laden. Efter den 11. september 2001 blev bin Laden forbundet med terrorangrebet mod World Trade Center i USA.

Betydningen af begrebet 'Korstog' efter 11. september

Hvad er Korstogenes betydning i dag?

Kort efter den 11. september 2001 indledte den amerikanske præsident George W. Bush sin 'krig mod terror' med ordene: “Dette korstog - denne krig mod terrorismen vil tage tid, og det amerikanske folk må være tålmodigt.” George W. Bush betegnede kun kampen mod terrorismen som et korstog denne ene gang, men skaden var sket, og det lykkedes ikke præsidentens embedsmænd at udglatte hans udtalelser.

Især hos muslimer i Mellemøsten vakte udtalelsen bestyrtelse og vrede flere steder, og der blev trukket historiske tråde fra den blodige afslutning på det første Korstog og Richard den 1.'s voldsomme handlinger under det tredje Korstog frem til i dag.

I artiklen "Korstogene spøger igen" i Politiken 2003 (se kilder) rapporteres fra den ægyptiske hovedstad Cairo. Her fortælles det, at mange i den arabiske verden er overbeviste om, at Bush - blandt andet på grund af valget af betegnelsen 'et korstog' - på ny er i gang med at føre en religionskrig. Den muslimske professor Rifaat Hussein på Quadi-i-Azam-universitetet i Islamabad, der er hovedstad i Pakistan, opsummerer i artiklen "En ventet massakre" (se kilder), hvad denne frygt bunder i: “Mange muslimer tror, at USA er gået i krig imod islam, og at præsident Bush i en af sine første taler efter den 11. september brugte udtrykket 'korstog' har sat dybe spor i deres psyke”. Artiklen ridser også den aktuelle problematik op: "'Korstog' er stærkt provokerende ord for muslimer. Hver eneste påmindelse om Richard Løvehjertes hærgen i krigen mod (sultan) Saladin vækker stadig dybe følelser af smerte til live i den muslimske verden og stiller Øst mod Vest og islam mod kristendom".

Men også i Europa har der været hård kritik af George W. Bush' brug af religiøse argumenter i kampen mod terror. Kampen førte til invasionen af først Afghanistan og siden Irak.

Den svenske forfatter Jan Guillou har beskæftiget sig indgående med Middelalderens korstog, da han skrev de fire bøger om Tempelridderen Arn Magnusson og hans samtid. Guillou ser med bekymring på Vestens konfrontationskurs med den muslimske verden og på fremhævelsen af, at den kristne Gud velsigner 'den hellige krig'. I artiklen "Den hellige krig foregår nu og her" i Politiken 30. december 2003 (se kilder) ironiserer han over Bush's referencer til Gud: “Den fundamentalistiske kristne højrefløj i USA blev for alvor motiveret af erobringen af Afghanistan og Irak, der selvfølgelig skete med Guds vilje. George W. Bush har Gud på sin side. Gud ville, at han skulle befri Irak, og har udset ham til at redde verden fra den muslimske fare.”

I Danmark har den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der støttede den amerikanske invasion af Irak med danske soldater, også taget afstand fra George W. Bush's religiøse retorik. I artiklen "Vi valgte det rigtige frem for det bekvemme" fra Berlingske Tidende den 25. april 2004 (se kilder) udtaler han: “Det er en af de mindre tiltalende sider af amerikansk politik, denne konstante sammenblanding af religion, og vil det ikke være uhyggeligt, hvis vi ender i en situation, hvor den ene part siger, at "Gud støtter vores krig", og den anden part siger, at "Gud støtter vores krig".”

Ifølge den svenske hjemmeside www.analyskritik.press.se fordømte Paven i Rom, Johannes Paulus II, med stærke ord den "uretfærdige" Irak-krig. I en tale den 22. marts 2003 understregede han at fred er en gave fra Gud, og at vold aldrig kan løse verdens problemer: “Når krig, som vi i disse dage ser det i Irak, truer menneskelighedens skæbne, er det endnu mere vigtigt med en stærk og beslutsom røst at proklamere, at kun fred er vejen til et mere retfærdigt og forenet verdenssamfund”.

Kilder

Relevante internetkilder

Beskrivelse af feudalismen, der var den udbredte samfundsstruktur i Middelalderen.
Den frie encyklopædi. Omfattende elektronisk opslagsværk. Rummer blandt andet artikler, der kort skitserer nogle af de væsentlige korstog.
Omfattende samling af primær- og sekundær-kilder i engelsk oversættelse, en del også på originalsproget. Databasen rummer også biografier om helgener, kortmateriale og links til andre middelaldersider
Kæmpestort engelsk opslagsværk. Rummer blandt andet gode artikler om nogle af korstogenes sagnomspundne figurer.
Omfattende engelsksproget database, der rummer gode artikler om en lang række historiske perioder. Rummer blandt andet artikler om korstogene og Middelalderens samfund.

Avisartikler

Klitgaard, Anna:
Døden for korset på den Anatolske Højslette. Kristeligt dagblad, 2009-05-20.
Jensen, Tom:
Bush-æraens to krige. Berlingske Tidende, 2004-11-07.
Ejsing, Jesper:
Da danskerne lod blodet flyde i korsets tegn. Berlingske Tidende, 2004-10-27.
Thyssen, Peter:
På sporet af den retfærdige krig. Kristeligt Dagblad, 2004-08-05.
Høi, Poul:
Vi valgte det rigtige frem for det bekvemme. Berlingske Tidende, 2004-04-25.
Sørensen, Anne:
Den hellige krig foregår her og nu. Politiken, 2003-12-30.
Hannestad, Adam:
Korstogene spøger igen. Politiken, 2003-03-29.
Gunnarsson, Bo:
En ventet massakre. Information. 2001-11-03.

Tidsskriftsartikler

Lønvig, Jakob Zoffmann:
Det første danske korstog. I: Alt om historie. - 2010, nr. 3. - S. 44-47

Dansk faglitteratur

Villads Jensen, Kurt:
Politikens bog om Korstogene. Politiken, 2005.
Visti Hansen, Lars Peter:
Korstogene - idé og virkelighed. Systime, 2004.
Lund, Jørn [ed. et. al.]:
Den store danske encyklopædi. Danmarks Nationalleksikon, 1994-2002.
Hatt, Christine:
Korstogene - kristne i krig. Flachs Forlag, 1999.
Skovgaard Nielsen, Henrik:
Korstog og jihad. Gads Forlag 1998.
Maalouf, Amin:
Korstogene - som araberne ser dem. Gyldendals Forlag, 1997.
Dybmose, Børge:
Korstog. Aschehoug Dansk Forlag, 1986.
Bjøl, Erling [ed.]:
Højmiddelalderen. Politikens Verdenshistorie. Politikens Forlag, 1984.
Cappelen, J. W.:
Korstogstiden. Grimbergs Verdenshistorie. Politiken Forlag, 1975.

Udenlandsk faglitteratur

Jackson, Peter:
The Seventh Crusade, 1244-1254 : sources and documents. Reprint. Ashgate, 2009. (Crusade texts in translation, 16).
Tyerman, Christopher:
God's war. A new history of the crusades. Allen Lane. 2006.
Runciman, Steven:
A history of the crusades. Penguin. 1991-2002
Davies, Norman:
Europe - a history. Pimlico, 1996
Phillips, Charles:
An illustrated history of the crusades and the crusader knights. Lorenz Books, 2009.
Kostick, Conor :
The siege of Jerusalem : crusade and conquest in 1099. Continuum, 2009.
Currie, Stephen:
The Medieval crusades. Lucent Books, 2009.

Skønlitteratur

Bødker, Benni:
I herrens navn. Gyldendal, 2009.
Guillou, Jan:
Arven efter Arn (bind 4). Forlaget Modtryk, 2001.
Guillou, Jan:
Riget ved vejens ende (bind 3). Forlaget Modtryk, 2000.
Guillou, Jan:
Tempelridderen (bind 2). Forlaget Modtryk, 1999.
Guillou, Jan:
Vejen til Jerusalem (bind 1). Forlaget Modtryk, 1998.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Korstogene'