brumleby
Brumleby på Østerbro som Københavns kommune gav til lægeforeningen for at skaffe boliger med lys og luft uden for voldgraven efter koleraepidemien i 1853.
Foto: Christian Ringbæk / Scanpix

Koleraepidemien i København 1853

Artikel type
faktalink
journalist Thomas Møller Larsen, iBureauet/Dagbladet Information. Maj 2015
Top image group
brumleby
Brumleby på Østerbro som Københavns kommune gav til lægeforeningen for at skaffe boliger med lys og luft uden for voldgraven efter koleraepidemien i 1853.
Foto: Christian Ringbæk / Scanpix
Main image
Historisk tegning. Da koleraepidemien i 1853 i København var på sit højeste, søgte mange fattige familier tilflugt i teltlejre på Amager.
Historisk tegning. Da koleraepidemien i 1853 i København var på sit højeste, søgte mange fattige familier tilflugt i teltlejre på Amager.
Foto: Scanpix

København blev i 1853 ramt af en voldsom koleraepidemi, som i løbet af få måneder slog knap 5.000 mennesker ihjel. Udbruddet skyldtes, at hygiejnen var ekstremt dårlig. Afføringsresterne flød i gaderne, døde dyr sejlede rundt i kanalerne, og drikkevandet var stærkt forurenet. Lægerne og myndighederne forstod ikke sygdommen og kendte ikke dens årsag. Men de var dog klar over, at det lave hygiejneniveau var en medvirkende årsag til udbruddet. Koleraepidemien blev derfor startskuddet til, at man gennemførte store forandringer i København, der højnede hygiejnen og sundhedstilstanden betydeligt.

 

 

Koleraepidemien

Baggrund om koleraepidemien

Hvad er kolera?

Kolera er en mavetarmsygdom, der skyldes bakterien vibrio cholerae. Bakterien kommer typisk ind i kroppen via mad eller drikkevarer og angriber tyndtarmen. Kolera kan i løbet af få dage give så voldsom diarré og opkast, at man kan miste én liter væske i timen. I yderste konsekvens kan man dø af dehydrering og af, at kroppens saltbalance forskydes.
Bakterien lever fortsat i bedste velgående i fattige dele af kloden og har frem til i dag slået millioner af mennesker ihjel.

Hvor stammer kolera fra?

Koleraen stammer formentlig fra Indien, hvorfra den i starten af 1800-tallet spredte sig via de gamle handelsveje til Rusland, senere til resten af Europa og derfra til Nordamerika og resten af verdens kontinenter. Inden bakterien ramte København i 1853, havde den allerede hærget andre dele af Europa. Blandt andet Moskva og Sankt Petersborg havde været hårdt ramt.

Under hvilke forhold opstår koleraepidemier?

Store udbrud af kolera opstår typisk i tætbefolkede og fattige områder, hvor hygiejnen er på et lavt nivieau. Dette var netop situationen op til koleraepidemien i København i 1853.

Udbruddene skyldes som regel, at spildevand og drikkevand ikke er ordentligt adskilt, så drikkevandet bliver forurenet med kolera-bakterier fra de syges diarré. I dag kan udbruddene ske i blandt andet flygtningelejre, slumkvarterer og steder, der har været ramt af naturkatastrofer. For eksempel blev Haiti ramt af en større koleraepidemi efter et jordskælv i 2010.

 

Koleraepidemien i København i 1853

Amtssygehuset i Roskilde blev taget i brug 1. april 1857. Efter koleraepidemien i København opstod idéen om at indrette et sådant hospital.
Amtssygehuset i Roskilde blev taget i brug 1. april 1857. Efter koleraepidemien i København opstod idéen om at indrette et sådant hospital.
Foto: Christian Ringbæk / Scanpix

Hvad var koleraudbruddet i København i 1853?

Koleraepidemien i København blev en skelsættende begivenhed i Københavns historie. På ganske kort tid spredte der sig et voldsomt udbrud af kolera, som efterfølgende fik store konsekvenser for byen. Det hele startede den 11. juni 1853, da en 19-årig skibstømrerlærling fra Nyboder fik opkast og diarré og efterfølgende blev indlagt på Nyboder Hospital. Herfra spredte sygdommen sig hurtigt til alle byens kvarterer. Epidemien kulminerede i juli 1853, hvor koleraen var på sit højeste og dræbte omkring 200 mennesker om dagen.

En række andre store danske købsstader blev efterfølgende også ramt af koleraudbrud, men det stod særligt slemt til i København. I hele landet var der 6.688 dødsfald på grund af koleraen. 4.737 af dem var i København. Det var specielt ældre borgere, der var hårdt ramt, mens kun ganske få mellem 5 og 30 år døde af sygdommen, ifølge Gerda Bonderup i artiklen ’Kolera i 1800-tallet – med særligt henblik på Danmark’ (se kilder). Desuden var de fattige langt hårdere ramt end de velstillede – af den simple årsag, at hygiejnen blandt de fattige var meget dårligere end blandt de rige.

Hvorfor spredte koleraen sig så voldsomt i København?

Indtil 1853 havde Danmark været stort set uberørt af epidemien. Men da først sygdommen kom til byen, spredte den sig som en steppebrand. Det skyldtes dels, at befolkningstætheden i København var enormt høj, dels at hygiejnen var meget ringe. Byen var omkranset af volde, og inden for disse volde var befolkningen gennem årene vokset og vokset. Afføringsrester flød i gaderne. Spildevand blev blandet med drikkevand. Og døde dyr sejlede i kanalerne. Der var ingen kloakker og ingen rindende vand. Forholdene var altså gunstige for, at bakterier kunne sprede sig fra afføring til drikkevand og fødevarer og for, at koleraen kunne blomstre.

Hvordan var de hygiejniske forhold i København på den tid?

I Licitationen, Byggeriets Dagblad, fremlægger Torben Sigh den 7. maj 2007 (se kilder) datidens forhold sådan her:

”Epidemien affødte en heftig debat om hovedstadens hygiejniske forhold. Det viste sig nemlig, at det var alt det snavsede vand, folk blev syge af. Det snavsede vand sivede ned i jorden fra rendestenene og ind i vandledningerne, som dengang var lavet af træ og ikke særligt tætte. Drikkevandet blev simpelthen forurenet af kloakvandet, og det vand, som folk hentede i brøndene på byens torve, var tyktflydende og ildelugtende. Ålesuppe blev det kaldt.” (Se kilder).

Historiker Gerda Bonderup beskriver hygiejnesituationen således i artiklen ”Kolera i 1800-tallet – med særligt henblik på Danmark” (se kilder):

“Den offentlige renlighed skulle stå for rent vand og renovation, men det tog den ganske lemfældig på. Vandet var overfladevand fra åer eller søer, der blev ledt ind i trærender, der kunne være ganske råddent, og vandet kom op enten som springband eller pumpevand. Det var klogt at hænge en lærredspose omkring pumpemunden, for ellers kunne der svømme meget forskelligt i vandet.

Renovationen foregik ved hjælp af rendesten, hvis fald normalt ikke var i orden. Alt spildevand, slagteri- og garveriaffald blev hældt ned i den, også natpotternes indhold. Latrinerne var gruber. Man havde gravet et dybt hul, foret det med ler og beklædt med træbrædder. Derpå var det lille hus med hjerte blevet sat, og op til 60 mennesker skulle deles om det. Mænd og børn satte sig som regel ved siden af, og grubetømningen skete kun sjældent til rette tid. Overskuddet løb ned i grundvandet, ud i rendestenen eller ind i de porøse vandrør.“.