Hvad var koleraudbruddet i København i 1853?
Koleraepidemien i København blev en skelsættende begivenhed i Københavns historie. På ganske kort tid spredte der sig et voldsomt udbrud af kolera, som efterfølgende fik store konsekvenser for byen. Det hele startede den 11. juni 1853, da en 19-årig skibstømrerlærling fra Nyboder fik opkast og diarré og efterfølgende blev indlagt på Nyboder Hospital. Herfra spredte sygdommen sig hurtigt til alle byens kvarterer. Epidemien kulminerede i juli 1853, hvor koleraen var på sit højeste og dræbte omkring 200 mennesker om dagen.
En række andre store danske købsstader blev efterfølgende også ramt af koleraudbrud, men det stod særligt slemt til i København. I hele landet var der 6.688 dødsfald på grund af koleraen. 4.737 af dem var i København. Det var specielt ældre borgere, der var hårdt ramt, mens kun ganske få mellem 5 og 30 år døde af sygdommen, ifølge Gerda Bonderup i artiklen ’Kolera i 1800-tallet – med særligt henblik på Danmark’ (se kilder). Desuden var de fattige langt hårdere ramt end de velstillede – af den simple årsag, at hygiejnen blandt de fattige var meget dårligere end blandt de rige.
Hvorfor spredte koleraen sig så voldsomt i København?
Indtil 1853 havde Danmark været stort set uberørt af epidemien. Men da først sygdommen kom til byen, spredte den sig som en steppebrand. Det skyldtes dels, at befolkningstætheden i København var enormt høj, dels at hygiejnen var meget ringe. Byen var omkranset af volde, og inden for disse volde var befolkningen gennem årene vokset og vokset. Afføringsrester flød i gaderne. Spildevand blev blandet med drikkevand. Og døde dyr sejlede i kanalerne. Der var ingen kloakker og ingen rindende vand. Forholdene var altså gunstige for, at bakterier kunne sprede sig fra afføring til drikkevand og fødevarer og for, at koleraen kunne blomstre.
Hvordan var de hygiejniske forhold i København på den tid?
I Licitationen, Byggeriets Dagblad, fremlægger Torben Sigh den 7. maj 2007 (se kilder) datidens forhold sådan her:
”Epidemien affødte en heftig debat om hovedstadens hygiejniske forhold. Det viste sig nemlig, at det var alt det snavsede vand, folk blev syge af. Det snavsede vand sivede ned i jorden fra rendestenene og ind i vandledningerne, som dengang var lavet af træ og ikke særligt tætte. Drikkevandet blev simpelthen forurenet af kloakvandet, og det vand, som folk hentede i brøndene på byens torve, var tyktflydende og ildelugtende. Ålesuppe blev det kaldt.” (Se kilder).
Historiker Gerda Bonderup beskriver hygiejnesituationen således i artiklen ”Kolera i 1800-tallet – med særligt henblik på Danmark” (se kilder):
“Den offentlige renlighed skulle stå for rent vand og renovation, men det tog den ganske lemfældig på. Vandet var overfladevand fra åer eller søer, der blev ledt ind i trærender, der kunne være ganske råddent, og vandet kom op enten som springband eller pumpevand. Det var klogt at hænge en lærredspose omkring pumpemunden, for ellers kunne der svømme meget forskelligt i vandet.
Renovationen foregik ved hjælp af rendesten, hvis fald normalt ikke var i orden. Alt spildevand, slagteri- og garveriaffald blev hældt ned i den, også natpotternes indhold. Latrinerne var gruber. Man havde gravet et dybt hul, foret det med ler og beklædt med træbrædder. Derpå var det lille hus med hjerte blevet sat, og op til 60 mennesker skulle deles om det. Mænd og børn satte sig som regel ved siden af, og grubetømningen skete kun sjældent til rette tid. Overskuddet løb ned i grundvandet, ud i rendestenen eller ind i de porøse vandrør.“.
