Københavns byudvikling

Hvordan var Københavns tidlige byudvikling i perioden fra 900-1450?

København opstod som et fiskerleje og en handelsplads under navnet Hafn (Havn) og var formentlig etableret som by i 900-tallet. Der er også fundet spor efter en vikingetidsbosættelse helt tilbage fra 700-tallet. Havn blev en betydende handelsby i løbet af 1000-tallet. Det skyldtes den gode naturlige havn, hvor der var overfartstrafik til Skåne og handel med de store mængder sild i Øresund.

Biskop Absalon overtog byen omkring 1160 og opførte bymure samt en borg på Slotsholmen, der stod færdig 1171. Fra da af begyndte København at vokse i højere tempo og kom til at dække et større areal mellem det, der i dag kendes som Rådhuspladsen og Kongens Nytorv. I 1254 fik byen status af købstad. Det vil sige at København, i lighed med en række andre danske byer, fik særrettigheder til blandt andet at drive handel og til en vis grad af selvstyre.

København var stadig ikke rigets hovedstad, men den omfattende handel omkring skånemarkedet og befolkningsvæksten gjorde den efterhånden til en af rigets største og mest betydningsfulde byer. Dog var den stadig kun marginalt større end de andre store byer i datidens Danmark, nemlig Ribe og Århus. København lå ideelt placeret midt i det daværende kongerige og med god adgang til Øresund, der var blevet en vigtig handelsvej. I 1419 blev København overtaget fra kirken af Kong Erik af Pommern, og fra 1443 blev den kongelig residensby, altså den by, hvor monarken havde bopæl og styrede riget fra.

Hvordan udviklede København sig fra ca. 1450 frem til industrialiseringen omkring 1850?

Fra ca. 1450 og et par århundreder frem voksede København markant og udbyggede sin position som rigets dominerende by.  Byens universitet blev grundlagt i 1479, forsvarsværkerne blev udbygget, og der blev bygget flådeværft. Ved indgangen til 1500-tallet var København således Danmarks største by med omkring 4.500 indbyggere.

Særligt kong Christian den 4. (regerede 1588-1648) satte som bygherre sit præg på København. I sin lange regeringsperiode igangsatte han en række store byggearbejder, der var med til at omdanne København fra middelalderby til moderne europæisk renæssanceby, heriblandt Rosenborg Slot, Børsen, Holmens Kirke og Rundetårn, der alle blev fuldført inden for hans regeringsperiode. Christian den 4. udvidede også Københavns voldanlæg, så byens areal blev fordoblet. København kom nu til at omfatte den nyanlagte bydel Christianshavn på den anden side af havneløbet, og den nordlige vold ved Gothersgade blev sløjfet, så byen kom til at strække sig op forbi det nyanlagte flådekvarter Nyboder.

I 1672 var København med 42.000 indbyggere ti gange så stor som rigets næststørste by, der på det tidspunkt var Aalborg, og i modsætning til landets øvrige byer blev København ved at vokse. Kongen fik uindskrænket regeringsmagt med enevældens indførelse i 1660. Det betød, at de voksende militære og administrative funktioner for både Danmark og Norge samledes i København.

Der var to store brande i byen i løbet af 1700-tallet, som var med til at forny bygningsmassen og som medførte, at man rettede nogle af de krogede gader ud. Disse brande var i høj grad med til at skabe det udseende, som Københavns Indre By har i dag. Dele af København nedbrændte igen under englændernes bombardement i 1807. Befolkningstallet blev dog ved med støt at stige i første halvdel af 1800-tallet, og nåede omkring 1850 op på ca. 150.000. Voldanlægget blev derfor et stadigt mere snærende bånd for byen. Byen var meget tæt bebygget, tætbefolket og uden kloakering, hvilket blandt andet gav epidemier og elendige boligforhold.