Københavns byudvikling

Artikel type
faktalink
cand.scient. Jesper Samson, iBureauet/Dagbladet Information. Maj 2015
Main image
Den bølgeformede promenade 'Bølgen' på Kalvebod Brygge i Københavns Havn.
Den bølgeformede promenade 'Bølgen' på Kalvebod Brygge i Københavns Havn.
Foto: Mads Jensen / Scanpix

Rent geografisk ligger København i landets østlige udkant, men byen er ubestridt Danmarks politiske og økonomiske centrum. Byen har i de senere år gennemgået et hamskifte fra industriby til en boomende vidensby, hvor borgerne uden risiko for helbredet kan tage sig en dukkert i byens havn.

Indtil for cirka 150 år siden var Københavns udstrækning begrænset af dens volde og byporte, men siden da har byen bredt sig, og den udgør nu en stor, sammenhængende byregion, der har form af en hånd med fem udstrakte fingre. København er kendt for turisternes indre by og hipsternes brokvarterer, men det er også helt almindelige parcelhusområder og grå betonblokke.

 

Baggrund om København

København var med 501.158 indbyggere i 2006 landets største by. Inklusiv byområder i nabokommunerne, som er vokset sammen med København (Hovedstadsområdet), havde byen i 2004 1.086.762 indbyggere.
København var med 501.158 indbyggere i 2006 landets største by. Inklusiv byområder i nabokommunerne, som er vokset sammen med København (Hovedstadsområdet), havde byen i 2004 1.086.762 indbyggere.
Foto: Christian Ringbæk / Scanpix

Hvordan afgrænses København?

Københavns fysiske udstrækning kan defineres på en række forskellige måder, og blandt andet derfor bruges begrebet København ofte i flæng og ret upræcist. De mest almindelige måder at definere byen på er ud fra grænsen for Københavns Kommune og ud fra Danmarks Statistiks definition af byområder.

Københavns Kommune bliver i mange tilfælde omtalt som synonym med København. Ofte inddrages Frederiksberg Kommune, da den ligger som en ø inden i Københavns Kommune. Københavns Kommune havde i 2014 ca. 570.000 indbyggere. Indbyggertallet forhøjes med cirka 100.000, når Frederiksberg Kommune inddrages.

Afgrænsningen ud fra kommunegrænser tager dog ikke højde for, at København som sammenhængende byområde er langt større. Danmarks Statistik bruger en definition af byområder, der siger, at et sammenhængende byområde er et område, hvor der er mindre end 200 meter mellem husene, dog uden at parker og lignende områder medregnes. Det sammenhængende byområde København kaldes hovedstadsområdet, eller bare København, og det omfatter 18 kommuner helt eller delvist. Hovedstadsområdet havde i 2014 ca. 1.250.000 indbyggere.

Denne artikel har fokus på de centrale bydele inden for Københavns kommunegrænse, men med relevante afstikkere til omkringliggende kommuner i hovedstadsområdet.

Hvordan styres Københavns byudvikling?

Den overordnede ramme for hele hovedstadsområdets udvikling er den såkaldte Fingerplan, der blev udarbejdet i 1947. På det tidspunkt havde man en forventning om, at der ville ske en stærk byudvikling uden for den gamle befæstede by og dens omkringliggende brokvarter. Denne forventning kom til at holde stik, men i modsætning til mange storbyregioner i andre lande fik man på grund af Fingerplanen en kontrolleret byudvikling, der tilgodeså grønne områder og kollektiv trafik.

Den oprindelige Fingerplan blev aldrig officielt vedtaget, men dens overordnede idé har alligevel påvirket planlægningen i hovedstadsområdet, både lokalt og fra nationalt hold. Hovedtanken i planen var, at København skulle være områdets centrum (håndfladen). Herfra skulle der udgå fem fingre i retning af Køge (tommelfinger), Roskilde (pegefinger), Ballerup (langfinger), Farum (ringfinger) og Hillerød (lillefinger). Imellem fingrene er der landbrug, skov og rekreative arealer, mens den kollektive trafik danner knoglen i midten af hver finger.

Mens Fingerplanen er den overordnede ramme for hele storbyregionen, er kommuneplanerne den overordnede ramme for byudviklingen i de enkelte kommuner. Kommuneplanerne udstikker blandt andet retningslinjer for, hvilke typer bygninger og funktioner der må ligge hvor. For eksempel kan man udpege områder til butikker, etageejendomme og idrætsanlæg. Kommuneplanerne i hovedstadsområdet skal være i overensstemmelse med Fingerplanen.

Københavns byudvikling frem til industrialiseringen (ca. 900-1850)

Børsen, som er bygget af Christian d. IV, set fra Chr. IV's bro.
Børsen, som er bygget af Christian d. IV, set fra Chr. IV's bro.
Foto: henrik Pyndth Sørensen / Scanpix

Hvordan var Københavns tidlige byudvikling i perioden fra 900-1450?

København opstod som et fiskerleje og en handelsplads under navnet Hafn (Havn) og var formentlig etableret som by i 900-tallet. Der er også fundet spor efter en vikingetidsbosættelse helt tilbage fra 700-tallet. Havn blev en betydende handelsby i løbet af 1000-tallet. Det skyldtes den gode naturlige havn, hvor der var overfartstrafik til Skåne og handel med de store mængder sild i Øresund.

Biskop Absalon overtog byen omkring 1160 og byggede en borg og bymur. Fra da af begyndte København at vokse i højere tempo, og i 1254 fik den status af som købstad. Det vil sige at København, i lighed med en række andre danske byer, fra da af havde særlige rettigheder til blandt andet at drive handel og en vis grad af selvstyre. Især i 1200-tallet voksede byen og kom til at dække et større areal mellem det, der i dag kendes som Rådhuspladsen og Kongens Nytorv.

København var stadig ikke rigets hovedstad, men væksten gjorde den efterhånden til den største og mest betydningsfulde by. Dog var den stadig kun marginalt større end de andre store byer i datidens Danmark, nemlig Ribe og Århus. København lå ideelt placeret midt i kongeriget og med god adgang til Øresund, der var blevet en vigtig handelsvej. I 1419 blev København overtaget fra kirken af Kong Erik af Pommern, og fra 1443 blev den kongelig residensby, altså den by, hvor monarken havde bopæl og styrede riget fra.

Hvordan udviklede København sig fra ca. 1450 frem til industrialiseringen omkring 1850?

Fra ca. 1450 og et par århundreder frem voksede København stærkt og udbyggede sin position som rigets dominerende by. Byens universitet blev grundlagt i 1479, forsvarsværkerne blev udbygget, og der blev bygget flådeværft.

Særligt kong Christian den 4. (regerede 1588-1648) satte som bygherre sit præg på København. I sin lange regeringsperiode opførte han en stribe bygningsværker, heriblandt Rosenborg Slot, Børsen, Holmens Kirke og Rundetårn. Christian den 4. udvidede også Københavns voldanlæg, så byens areal blev fordoblet. København kom nu til at omfatte den nyanlagte bydel Christianshavn på den anden side af havneløbet, og den nordlige vold ved Gothersgade blev sløjfet, så byen kom til at strække sig op forbi det nyanlagte flådekvarter Nyboder.

I 1672 var København med 42.000 indbyggere ti gange så stor som rigets næststørste by Aalborg, og i modsætning til landets øvrige byer blev København ved med at vokse. Kongen fik uindskrænket regeringsmagt med enevældens indførelse i 1660. Det betød, at de voksende militære og administrative funktioner for både Danmark og Norge samledes i København.

Der var to store brande i byen i løbet af 1700-tallet, som var med til at forny bygningsmassen og rette nogle af de krogede gader ud. Disse brande var i høj grad med til at skabe det udseende, som Københavns indre by har i dag. Dele af København nedbrændte igen under englændernes bombardement i 1807. Befolkningstallet blev dog ved med støt at stige i første halvdel af 1800-tallet, og nåede omkring 1850 op på ca. 150.000, og voldanlægget blev et mere og mere snærende bånd for byen. Byen var meget tæt bebygget og tætbefolket, hvilket blandt andet gav epidemier og elendige boligforhold.