Hvor langt er forskerne nået med kloning af hele dyr?
Den danske veterinærforsker Steen Willadsen var i 1984 den første, der klonede et pattedyr, nærmere betegnet et får. Det skete via embryonal kloning – altså via dna fra et får, der ikke var født endnu. I 1996 tog teknologien endnu et stort skridt, da det verdensberømte får Dolly blev født i Storbritannien via kloning af cellekerner fra et seks år gammelt får.
Til dato er der klonet mere end 20 dyrearter. For eksempel grise, hunde og katte.
Ifølge forsker i kloning på Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet Henrik Callesen, som Faktalink har talt med, findes der ikke nogen verdensomspændende optælling af klonede dyr. Ud fra sit kendskab til forskningslitteraturen på området skønner han dog, at der er født mindst 16.000 klonede dyr på verdensplan siden Dolly (se kilder).
Det er endnu ikke lykkedes at klone primater, det vil sige aber og mennesker.
Hvilke udfordringer er der i kloningen af hele dyr?
Reproduktiv kloning er en meget usikker teknik. I frembringelsen af det klonede får Dolly blev der brugt 277 æg til at skabe 29 fostre. Det kom der tre fødsler ud af, men kun ét af lammene overlevede. Og selv med nutidens teknikker lykkes kun en lille procentdel af alle kloningsforsøg. Dette skyldes blandt andet, at selve kernetransplantationen ofte mislykkes, men også at mødre til klonede dyr ofte gennemgår spontane aborter eller dør under drægtighedsperioden. Dertil kommer, at mange af de klonede dyr, der faktisk kommer til verden, lider af betydelige helbredsproblemer, som for eksempel deformiteter, hjerte- og lungeskader og dårligt immunforsvar. Blandt andet derfor er dødeligheden blandt klonerne høj.
I øvrigt er kloner af dyr aldrig 100 procent ens. Det skyldes blandt andet, at forskerne ikke fuldt ud har lært at kontrollere kloningen, og at omgivelserne påvirker, hvilke gener i cellerne, der er aktive og inaktive.
Hvad bruger man kloning af dyr til i dag?
Dyr bliver klonet til mange forskellige formål. Et af formålene er at sammensætte deres gener – med en teknik man kalder gensplejsning – så de udvikler menneskelige sygdomme, som man kan studere. Fordelen ved klonede cellekerner er, at de er nemmere at gensplejse end cellekerner, der skabes via befrugtning. Forskere kan blandt andet indsætte sygdomsfremkaldende gener fra mennesker i klonet grise-dna. På den måde kan de få grisene til at udvikle bestemte menneskelige sygdomme såsom Alzheimers, og forskere kan så studere sygdommenes udvikling i løbet af dyrenes liv. Ifølge forsker i kloning af husdyr Henrik Callesen fra Aarhus Universitet er der klonet omkring 500 grise med sygdomsfremkaldende menneskegener i Danmark (se kilder).
Kloning bliver også brugt til andre medicinske formål. For eksempel arbejder United Therapeutics i USA på at skabe klonede, gensplejsede grise, der udvikler menneskelunger i stedet for griselunger. Formålet er på sigt at kunne høste lungerne og transplantere dem ind i mennesker.
Et andet område, hvor kloning af dyr er ved at vinde indpas i nogle lande, er i fødevareproduktionen. I lande som England og USA er salget af kød fra dyr, der er født af klonede avlsdyr, så småt begyndt at komme frem. På grund af de store omkostninger ved processen er det ikke økonomisk holdbart at sælge kød, mælk eller æg, der kommer direkte fra de klonede dyr. I stedet bruger man kloningen til at kopiere og dermed frembringe elite avlsdyr, hvis afkom man kan producere fødevarer af.
Der er også andre og mere opsigtsvækkende grunde til at klone dyr. I Dubai har man klonet særligt hurtige dromedarer til dromedar-væddeløb, og i Korea har man klonet hunde, som var særligt gode til at sniffe efter narkotika. Der findes sågar firmaer, der kloner kæledyr. Forskere arbejder desuden på at anvende kloning til at genoplive uddøde arter. For eksempel lykkedes det i 2009 spanske forskere at genoplive en iberisk stenbuk, ni år efter arten var uddød, takket være kloning. Det klonede kid levede dog kun i få minutter.
Hvad er formålet med at klone menneskeligt dna?
Sigtet med terapeutisk kloning er først og fremmest at udvikle nye behandlingsformer. Tanken er, at de stamceller, man producerer, kan bruges til at reparere alle former for væv i en voksen patient.
Som nævnt under ”Baggrund om kloning” er terapeutisk kloning dog trådt i baggrunden til fordel for iPS-celler, der – ligesom terapeutisk kloning – i teorien også kan bruges til at frembringe og dermed erstatte alt det væv, et voksent individ består af: knoglevæv, ledbånd, hjerneceller og synsceller – ja, måske endda hele organer. Væv fremstillet med denne metode ville være designet specielt til den enkelte patient, hvorfor det ikke ville risikere at blive afstødt efter transplantation.
Hvor langt er forskerne nået i kloningen af menneskeligt dna?
I de senere år er det lykkedes forskere at sætte dna fra voksne mennesker ind i ægceller og derefter få ægcellerne til at dele sig. Det er det, der kaldes somatisk kernetransplantation. Formålet er medicinsk, men resultaterne er forstadiet til kloning af hele mennesker. Samtidig forskes der meget i den førnævnte iPS-celle-teknologi, hvor der også skabes fosterlignende stamceller med dna fra voksne mennesker. IPS-celler er nu taget i brug i de første forsøg på menneskelige patienter – blandt andet til behandling af synsnedsættelse – mens terapeutisk kloning ikke bruges på menneskelige patienter endnu.
Der er debat om, hvilken af de to teknologier der vil være mest effektiv på lang sigt.
Hvor tæt er man på at klone et menneske?
Det er endnu ikke lykkedes at klone hele mennesker, men muligheden er der, nu hvor det er lykkedes at udføre kernetransplantation på menneskelige stamceller. Den seneste udvikling inden for den tidligere beskrevne iPS-teknologi (se ”Baggrund om stamceller”) åbner endnu en dør på klem i den retning.
Til Faktalink siger stamcelleforsker Palle Serup: ”IPS-celle-teknologien kan bruges til kloning af dyr. Det har de resultater, der er publiceret med mus, vist. (…) Det samme kan man forestille sig hos mennesker, hvis der er nogle forskere, der er sindssyge nok og villige til at bryde alverdens love og regler." (se kilder).
Kloningsforsker Henrik Callesen siger til Faktalink, at han ikke er bekendt med nogen forskergrupper, der lige nu arbejder på at skabe kloner af mennesker (se kilder), men der er forskere, der har gjort forsøget. For eksempel hævdede den kontroversielle og stærkt kritiserede fertilitetslæge Panayiotis Zavos i 2009, at han havde klonet 14 menneskefostre og sat 11 af dem op i livmødrene på fire kvinder – dog uden at det resulterede i fødsel. Han har også hævdet at have klonet cellekernerne fra et dødt barn og sat dem ind i æg fra en ko for at studere kloningsprocessen. "Der er slet ikke nogen tvivl, og jeg bliver måske ikke den første, for hvem det lykkes, men klonede børn vil blive en realitet. Det er helt utænkeligt, at dette kan afværges," udtaler Dr. Zavos i artiklen ”Jeg kan klone mennesker” bragt i Dagbladet Information (se kilder). Dokumentationen, der bekræfter både Zavos’ foreløbige succes og fremtidsforudsigelser, foreligger imidlertid ikke endnu.
Hvad skulle formålet være med reproduktiv kloning af mennesker?
Mens mange kan se og umiddelbart forstå formålet med terapeutisk kloning af menneskeligt dna, er de mulige fordele ved reproduktiv kloning af mennesker mere diskutable. På sin hjemmeside lister Det Etiske Råd, der selv er imod, de vigtigste mulige anvendelser af kloning af hele mennesker herunder:
- At kloning kan bruges som en nødløsning for barnløse par, der ikke har udbytte at de gængse fertilitetsbehandlinger.
- At kloning kan være en måde at reproducere sig uden at videregive arvelig sygdom, da man kan fravælge arvematerialet fra den forælder, der bærer sygdomsgenet.
- At forældre får mulighed for at producere en klon af et afdødt barn.
- At man kan redde dødeligt syge børn, der f.eks. mangler en knoglemarvsdonor, ved at producere den perfekte donor i form af en klon af det syge barn.
I artiklen ”Jeg kan klone mennesker” trykt i Dagbladet Information forklarer den kontroversielle Dr. Panayiotis Zavos, der har eksperimenteret med menneskekloning, at han ikke ønsker at klone sportsstjerner, men at hjælpe de infertile par, som ikke har andre muligheder (se kilder).
