julepynt
Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix

Juletraditioner

bibliotekar Susanne Nyegaard, DBC. 1999
Top image group
julepynt
Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix
Main image
Hos familien Guldmann håndhæves både svenske og danske juletraditioner.
Hos familien Guldmann håndhæves både svenske og danske
juletraditioner.
Foto: Bjarke Ørsted / Scanpix

Indledning

I den kristne verden festligholdes julen for at fejre Jesu fødsel. Julen er for mange en af årets store kirkelige højtider; men for andre er den blevet et mere kommercielt foretagende, hvor de oprindelige begivenheder og de gamle traditioner er trådt i baggrunden.
I Norden har julen traditionelt været en højtid, der var tæt forbundet med familien og hjemmet, fejret som en optakt til det nye kirkeår og i mindet om den kristne frelsers fødsel under ydmyge forhold i en stald nær Betlehem.

Selvom julens traditioner minder om hinanden fra hjem til hjem, har hver enkelt familie og hver enkelt egn desuden haft sine særlige skikke at fejre julen med.

Artikel type
faktalink

Introduktion til juletraditioner

Julen under de nordlige himmelstrøg er nemlig ganske enkelt, hvad man kunne kalde en naturlig fest eller rettere: en naturlig festtid.
Om julens oprindelse og historie

Hvad er julen?

I den kristne verden festligholdes julen for at fejre Jesu fødsel. Julen er for mange en af årets store kirkelige højtider; men for andre er den blevet et mere kommercielt foretagende, hvor de oprindelige begivenheder og de gamle traditioner er trådt i baggrunden.
I Norden har julen traditionelt været en højtid, der var tæt forbundet med familien og hjemmet, fejret som en optakt til det nye kirkeår og i mindet om den kristne frelsers fødsel under ydmyge forhold i en stald nær Betlehem.
Selvom julens traditioner minder om hinanden fra hjem til hjem, har hver enkelt familie og hver enkelt egn desuden haft sine særlige skikke at fejre julen med.
Allerede inden kristendommens udbredelse har der både i Nordens oldtid og i senantikkens Rom været holdt forskellige former for solfester i den mørke vintertid. Romerne holdt således en slags fødselsdagsfest for "Sol invictus", det vil sige den uovervindelige sol eller solgud. Denne solhvervsfest blev fejret den 25. december.
Da kristendommen blev ophøjet til statsreligion i Romerriget, fik kirken mange nyomvendte medlemmer, der i hverdagen holdt fast ved deres tidligere tro og ritualer. I stedet for den uoverkommelige opgave at udrydde de hedenske traditioner valgte kirkens ledere at give de gamle forestillinger og fester et nyt religiøst indhold, der stemte overens med den kristne grundtanke. I år 336 blev det således fastlagt, at Jesu fødsel skulle fejres den 25. december.
Bibelens evangelietekster nævner ingen dato eller måned for, hvornår Jesus faktisk blev født. Bibelforskere og astronomer har senere ud fra de oprindelige tekster søgt at fastsætte tidspunktet. Det vigtigste var imidlertid ikke tidspunktet, men det at folk fortsat fik mulighed for at at feste, sådan som de hidtil havde gjort (1) 

Hvad er hedensk jul?

Der er fundet mange genstande og vidnesbyrd om de ældste tiders religion i Danmark. Blandt andet viser den berømte solvogn, at der har eksisteret en solkult, ligesom vore forfædre dyrkede naturkræfterne, vandet, ilden og kraften fra de døde forfædre. Op mod vor tidsregning blev naturkræfterne personliggjort i form af guder og andre væsener, der blev hædret og dyrket med offergaver og gilder. Magtfulde guder som Odin og Tyr og frugtbarhedsguder som Frej og Freja blev især fejret ved årenes vendepunkter, midsommer og midvinter.
Nordboernes måde at dele året op hang sammen med arbejdslivet og de daglige opgaver. Sommerhalvåret blev brugt til at dyrke jorden, fiske, passe kvæget og samle forråd i det hele taget, mens vinteren var til indendørs liv og aktiviteter.
I sin oprindelige betydning har jul således intet med den kristne højtid at gøre. Ordet betyder egentlig fester - ikke én fest, men derimod en række af fester som led i fejringen af de forskellige guder og årstidernes skifte. Ordet jul kom mere konkret til at betegne de gamle nordboeres midvinterfest omkring midten af januar (1,2) 

Hvordan fejredes hedensk jul?

Festerne blev fejret med den rigelige, veltilberedte mad og drikkevarerne fra de gode vinterforråd. At drikke jul er således vikingetidens udtryk for at fejre juletiden, men blev brugt helt op i 1500-tallet.
Ud over at fejre den mørke tids ophør med mad og drikke rummede julegilderne også offentlige ofringer til guderne. Her blev der ofret slagtekvæg og drukket til gudernes ære for at få god vækst, fremgang og godt udbytte i det kommende år. Især Odin var julens gud; men der blev også ofret til andre stærke guder, der sammen med Odin kunne sikre én alt, hvad man kunne have brug for til et indbringende og lykkeligt år. Deltagelsen i tempelhusenes ritualer og ofringer svarer til, at kristne i dag går i kirke for at modtage julens budskab og fejre Jesu fødsel sammen med andre trosfæller.
I hjemmene blev der leget og hvilet, ligesom forfaderkulten blev dyrket på små altre og ved mindehøjtideligheder for de afdøde. Hvert hus og hver gård havde sin vætte - en slags husgud, den senere nisse - som holdt til dér eller i en nærliggende høj, og også vætten krævede sine ofre for at sikre fred og ro (1,2) 

Hvordan var den tidlige kristne jul?

Budskabet om Jesus nåede frem til Norden i 700- og 800-tallet med munken og missionæren Ansgars forkyndelse og biskop Poppos kristne vidnesbyrd. Først i år 960 gjorde kong Harald Blåtand kristendommen til statsreligion i Danmark, og danskerne lod sig med tiden døbe i den kristne tro.
I forlængelse af vikingetraditionen blev Jesus modtaget som den stærkeste og mest kraftfulde gud; men den tidligere mytologi levede længe videre side om side med den nye kirkes lære. Det er således i de tidligere tiders hjemmeofringer og fester, vi finder kimen til julens folkelige udbredelse og popularitet i kristen tid. I stedet for at ofre og drikke til gudernes og asernes ære blev der drukket Jesu skål, jomfru Marias samt en række helgeners skål, men stadig for fred og et godt år som hidtil.
De egentlige ofringer ophørte, og templerne blev erstattet af kirker, hvor de kristne præster og deres forkyndelse afløste vikingetidens goder, de religiøse ledere og ritual-mestre. I stedet for det gamle begreb jul prøvede præsterne at indføre en såkaldt Krist-messe - afledt af det engelske ord christmas, der dog ikke slog an i Norden.
Bruddet med de gamle spise- og drikketraditioner og andre udskejelser var svært og langvarigt. Kristendommens strenghed var ikke nemt at leve med for nordboerne, der havde været vant til at fylde sig og stille deres appetit i enhver henseende, når det faldt sig for. Kravet om beskedenhed, tugt og ydmyghed holdt hårdt, og overgangen til kristendommen var først nogenlunde bragt til ende 100 år efter danernes officielle kristning (1,2) 

Hvordan var middelalderens jul?

På trods af kirkens tidligere imødekommenhed over for de gamle hedenske skikke, var der også visse grænser. Mange hjem blev i juletiden omdannet til julestuer med leg og drikkegilder, drillerier og slagsmål. De medførte, at de første kirkelove fra 1100-tallet blev temmelig restriktive med hensyn til jule- og karnevalsfejringen. I løbet af den såkaldte julehelg, der varede i 12 dage fra juledag den 25. december til helligtrekonger den 6. januar, skulle der herske absolut fred og ro. Der blev idømt strenge straffe, hvis nogen brød denne helg, så strenge at lovene af praktiske årsager opblødtes en del i 1200-tallet.
For middelalderens borgerskab indførtes der fra den katolske kirkes side en række juletraditioner, som blev praktiseret i hjemmene og i officiel sammenhæng, det vil sige ikke i kirken. I de store byer gik latinskoleeleverne rundt i gaderne med en lysende papirstjerne, symbolet på Betlehemsstjernen, der ledte de hellige tre konger til det nyfødte Jesus-barn. I dagene op mod jul sang eleverne for de velstillede borgere og samlede på den måde penge ind for deres indsats.
At holde julestuer har sit udspring i vågenats-forlystelserne i katolsk tid. Alle de store kirkelige højtider fejrede folk aftenen og natten før ved at våge, til man skulle overvære midnatsmessen. Under denne fik man tiden til at gå med tidsfordriv som leg, drik, sang og dans.
I kirkelig sammenhæng indførtes lysskikken med at tænde kærter, og denne skik vandt desuden almindelig udbredelse i hjemmene. Det betød meget at have mange lys; men det var et problem for de fattige at skaffe lys. De gik derfor rundt hos de rige, tiggede lys og sang, og dermed var grundlaget skabt for julevelgørenheden i katolsk tid: Alle skulle have det godt og have del i goderne i juleperioden, både penge og lækkerier.
Ved middelalderens afslutning havde julen udviklet sig til en blanding af hedenske og katolske skikke. Bortset fra juleaften, der var vågeaften, blev julen stadig fejret på en sådan måde og i et sådant omfang, at det var festerne og ikke den kristne højtid, der var højdepunktet (1,2) 

Hvordan var julen på landet?

På landet adskilte julen sig ikke stort fra den gamle jul, men blev dog efterhånden blandet med de nyere kristne skikke. Nye traditioner som helligtrekongersoptog og godter specielt til børnene, dyrkedes ikke på landet. Til gengæld indgik kristendommen og folketroen i en forestilling om juletiden som en periode ladet med en hellig kraft, der kunne påkaldes og bruges helt praktisk og konkret. Fra denne overbevisning stammer for eksempel skikken med at lade brød ligge fremme, så det kunne opsuge juletidens særlige, magiske kraft. Brød og kager blev herefter spredt ud over markerne som en slags religiøs og ekstra kraftfuld kunstgødning.
I hedensk tid havde bønderne tilbedt og ofret til de stærke guder med henblik på at opnå gode resultater. I den nye kristne kultur vænnede også bønderne sig efterhånden til skikken med at bede; men de erstattede ikke uden videre de hedenske besværgelser med bønnen. Vigtigst var det at se, om bønnen faktisk var lige så nyttig og virkningsfuld på kvæg og afgrøder som de gamle ritualer. Også hvad angår de gamle julestuer blev disse traditioner holdt i hævd i langt højere grad på landet end i de mere kultiverede bysamfund; men glæden ved god mad og rigelig drikke var den samme som før, både hos høj og hos lav, i by og på land. Ganske vist ændrede spisevanerne sig på herregårdene og ved hoffet: Det blev moderne at spise gås i stedet for svinekød, men dog kun som en påvirkning fra udlandet i de finere kredse. Bønderne rejste ikke til udlandet og læste ikke om fremmede kulturer og skikke og fortsatte således de hidtidige vaner med god, traditionel sulemad (1,2) 

Julen efter reformationen

I løbet af de 400 år, danskerne var katolikker, blev julens betydning og traditioner befæstet som en sammenblanding af den gamle og den nye tro. Efter reformationen og opgøret med den katolske kirkes ritualer og skikke kom der med den luthersk-protestantiske kirke nye holdninger og ønsker om mere kristelige skikke.
Kirkens mænd havde siden 1500-tallet forsøgt at "genkristne" julen og tale mod den tidligere våge-tradition, men uden større held. Juletiden og dens fester var stadig fortrinsvis en verdslig foreteelse, som truede kristen- og kirkelivet. Derfor måtte både præsterne og statsmagten sætte ind over for julegilderne. På samme måde som der i 1100-tallet blev grebet ind for at forhindre vold og usømmelige udskejelser, blev der i en kongelig forordning fra 1629 indført en passus, som aldeles forbød de løsslupne og ukristelige julefester. Danske Lov fra 1683 indeholdt ligeledes en bestemmelse om, at "al forargelig legen om julen forbydes strengeligt og bør alvorligt at straffes" (1,2) 

Hvad betød pietismen?

1700-tallets tysk-påvirkede, pietistiske bølge fik kraftig indflydelse på julens fejring, om ikke andet så på overfladen. Kong Christian VI udstedte i 1735 en ny helligdagsforordning, der forbød at feste på helligdagene. Selvom påbudet var skarpt formuleret, forhindrede det dog ikke folk i at holde de traditionelle julestuer mellem jul og nytår. Midtpunktet i julestuerne var stadig den gode mad, julebryggen og legene; men festerne blev i det mindste begrænset til indendørs aktiviteter. Julestuerne dannede ramme om det festlige samvær mellem naboer, venner og bekendte, mens juleaften var hjemmets og familiens fest, hvor familien vågede sammen inden Krist-messen i kirken julemorgen (1,2) 

Hvordan forberedtes julen?

Lillejuleaften var en aften med traditioner, idet det var den aften man fejrede afslutningen på julens forberedelser. På landet tilberedte folkene alting selv med slagtning, bagning, bryggeri, saltning og lysestøbning, ligesom vask, rengøring og personlig hygiejne skulle overstås inden julens fejring. Man satte markredskaberne væk og sørgede også for på anden vis at holde det onde borte i juletiden, ligesom der blev sørget ekstra godt for dyrene og vætterne. I julen var alt arbejde bandlyst, man skulle overholde hviledagene og samle nye kræfter i overgangen mellem det gamle og det nye år.
På den tid fandtes ikke en tradition med gaver; men i alle hjem hvor der var tyende, blev der uddelt gratialer i form af mad som brød og æbleskiver. Også præster, degne, lærere og smede fik gratialer, enten som et pengebeløb eller i naturalier. Med indførelsen af protestantismen blev skikken med at give julegaver bragt til ophør. Det blev betragtet som upassende at fejre Jesus-barnets fødsel i fattige kår ved at forkæle sine egne børn. I stedet blev der i en del borgerhjem givet nytårsgaver (1,2)

Julen i nyere tid

Den folkelige jul var op mod 1800-tallet resultatet af en mere end 1000 år lang udvikling både i byerne og på landet, hvor nye og fremmedartede skikke også vandt indpas efterhånden. Traditionerne var forskellige; men på trods heraf var der tale om et grundlæggende tema med variationer. Hovedtemaerne i den kristne jul var de samme, derimod udgjorde variationerne en mangfoldighed i fejringen, afhængigt af livsholdning, social status og økonomisk formåen. Den folkelige jul omkring 1800-tallet var således præget af en meget menneskelig og inderlig folkereligiøsitet og en lige så menneskelig og livsbekræftende festglæde.
I begyndelsen af 1800-tallet begyndte det københavnske borgerskab at nyskabe den folkelige jul. Det skete i en tid, hvor der var brug for ritualer og fester, der kunne underbygge den nationalromantiske bølge efter en række tragiske begivenheder: Tabet af flåden til englænderne i 1807, statsbankerotten i 1813 og afståelsen af Norge til svenskerne i 1814. Danmark var et lille, fattigt land, der savnede identitet og ydre symboler. Fra Tyskland overtog danskerne den traditionsbevidste nationalfølelse og lod sig både inspirere af gamle traditioner og skabte nye, hvis ikke der allerede fandtes nogle brugbare skikke. Det var vigtigt at finde stemninger og traditioner, som kunne samle nationen - ikke kun i overført betydning, men også helt konkret. Med tabet af de ydre værdier blev familien i særlig grad nationens fundament, og eftersom julen var familiens fest midt i den mørke tid, så fik julen en ny betydning som optakt til lysere tider (1,2) 

Borgerskabets jul

Fra begyndelsen af 1800-tallet var det blevet moderne at skildre julen i digte, fortællinger og illustrationer, som blev læst og set af andre gode borgere i form af lærere, læger, præster, håndværksmestre og lignende samfundsgrupper rundt omkring i købstæderne. Her blev julen hurtigt præget af den københavnske julemode, og med væksten i de nye massemedier bredte moden sig efterhånden ud over hele landet med bøger, måneds- og ugeblade, aviser og skillingstryk.
Borgerskabet omfattede nemlig ikke blot kunstnere som forfattere og tegnere, men tillige driftige industrivirksomheder, der med den teknologiske udvikling kunne producere og omsætte de nye julevarer: Julehefter, udklipsark, tegninger, spil, julekort og så videre.
I løbet af århundredets første halvdel blev julen således en borgerlig idyl, en blanding af kristendom og nationalfølelse. Efter krigene i 1850 og 1864 blev julen nærmest demonstrativt dansk, hvor der blev pyntet op med dannebrogsflag, julepynt og lys i rød / hvide farver. I slutningen af 1800-tallet havde denne udgave af dansk, borgerlig jul sejret som tradition - ikke kun i hovedstaden, men over det meste af landet. Produktions- og markedsføringsapparatet gik hånd i hånd med det danske postvæsen og jernbanerne: Julen skabte stor omsætning, og store dele af befolkningen var blevet regulære juleforbrugere (1,2) 

Julen i 1900-tallet

Før krigen 1864 var indflydelsen stor i Danmark fra tysk kultur og tyske traditioner; men i en i periode helt op til efter 1. verdenskrig kom der også stærke påvirkninger fra England og USA. Herfra stammer traditionerne med Santa Claus og hans flyvende rensdyr, julekort, mistelten, kristtjørn og kalkunen som julemad. Omkring 1930 ses igen en hældning mod de tyske nabotraditioner med især julekalenderen; men ogå fra Sverige sker der en massiv påvirkning med blandt andet halm-julebukke og anden julepynt, glögg og især Lucia-traditionen.
Julegudstjenesten den 24. december er et relativt nyt fænomen. Fra omkring 1. verdenskrig blev julefreden kimet ind sidst på dagen den 24., og så begyndte julen officielt.
Julen er stadig børnenes fest. Mange juletraditioner er under stadig forandring, og hvad vi i dag anser for selvfølgeligt, har for få generationer siden været ganske nyt eller endnu utænkeligt. Mange af fortidens juleskikke er gået tabt eller har fået en ny betydning, ligesom de allerældste traditioner ikke forbindes med den jul, vi kender i dag (1,2) 

Videre læsning

Under videre læsning henvises til enkelte konkrete dokumenter som for eksempel én artikel eller én bog. Der kan være henvisninger til dokumenter i både trykt og elektronisk form. Dokumenterne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning i danske såvel som internationale databaser samt søgning på Internettet.

Blæsild, Benno: Dansk jul i 300 år. - Den gamle by. - 1998, side 70-95.
Gennemgang af danskernes jul fra renaissancen frem til 1.halvdel af det 20. århundrede.

Den gamle jul i tekster og billeder / red. Iørn Piø. - Sesam, 1989. 119 sider.
Antologi af digte, sange og andre tekster med stemningsbilleder og beskrivelser af juletraditioner og - aktiviteter.

Graakjær Petersen, Sanne: Skik på julen. - Jylands-posten. - 1999-12-19, side 7.
Julens traditioner og skikke har forandret sig; men man drikker stadig julen ind og spiser grød og sylte.

Videre links

Under videre links henvises til hjemmesider og databaser på Internettet med flere eller mange dokumenter. Videre links kræver således at man selv udvælger og vurderer hvilke dokumenter man har brug for, eventuelt efter en søgning på hjemmesiden eller i databasen. Hjemmesiderne og databaserne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning på Internettet.

Arkivets julesider. Historie-online.dk. Dansk tekst.
Hjemmeside med underliggende sider om forskellige aspekter af julen, dens historie og traditioner.

Christmas around the World.  Engelsk tekst.
Hjemmeside med underliggende sider med kortfattede beskrivelser af juletraditioner i fremmede lande.

Christmas on the Net. Holidays on the Net. Engelsk tekst.
Amerikansk website med underliggende sider om forskellige aspekter af julen, dens historie og traditioner.

Christmas in Norway. Stavanger-Web. Engelsk tekst.
Norsk hjemmeside om forskellige aspekter af julen, dens historie og traditioner i Norge.

Jul i Danmark. Dansk tekst.
Dansk hjemmeside med underliggende sider om julens historie og traditioner samt juleleksikon.

Links. GODE JULE-LINKS. Dansk tekst.
Dansk hjemmeside med henvisning til andre jule-sider.

 

Kilder

  1. Piø, Iørn: Bogen om julen. - Sesam, 1990. 256 sider.
  2. Jessen, Inge: Julens traditioner. - Brannner og Korch, 1998. 99 sider.

Juletræet

Først skal træet vises, siden skal det spises.
Peter Fabers julesang

Hvad er juletræet?

Når vi i dag henter et grantræ eller grønne grene ind i vore stuer, er det rester af en gammel romersk skik, hvor man markerede nytårstiden med nyudsprungne grene, et lykkevarsel for det kommende år. De rige romere gav desuden gaver i anledning af det nye år: Søde sager, lys eller penge, en skik som stadig kendes i form af julegratialer til personer, der i årets løb har ydet hjælp og service.
Juletræet regnes imidlertid også for protestanternes måde at markere julen på i modsætning til katolikkernes opstillinger med julekrybben fra Betlehem. Selvom den religiøse og kulturelle baggrund er forskellig, har traditionerne efterhånden har bredt og blandet sig, så der i dag også er julekrybber i protestantiske hjem og juletræer i de katolske.
I vores del af Europa bredte juletræsskikken sig fra syd, det vil sige fra Schweiz, op gennem Tyskland, til Frankrig og videre op til de nordtyske protestanters hjem i 1500-tallet. Det livgivende grønne julesymbol kunne enten bestå i et stort og fornemt pyntet træ, et lille træ i en urtepotte eller blot af grangrene med pynt, lys, godter og legetøj. I mangel af friske træer eller grene kunne juletræet også laves af træpinde omviklet med farvet papir, pyntet med bånd og æbler (1,2) 

Hvorfra stammer juletræet?

Den første historiske optegnelse om en slags juletræ fortæller, at der i 1255 gik et festligt børneoptog gennem Wiens gader for at hædre områdets fyrste. Børnene bar på pyntede, lysende grantræer. Desuden fortæller franske digtere fra det 12. og 13. århundrede om en skik med at placere en juledukke i toppen af et træ, der blev oplyst med de traditionelle kerter. Dukken symboliserede Jesusbarnet, som bragte lyset og håbet ind i verden.
Der er dog først sikre vidnesbyrd om offentlige juletræer med pynt i bestemte tyske egne fra begyndelsen af 1500-tallet. Disse træer blev tilsyneladende opstillet til fordel for områdets fattige, som fik den spiselige pynt. De første træer blev bekostet af borgerforeninger eller af byrådet, og skikken har i et vist omfang også været udbredt til de private hjem. I 1521 blev der således sat vagter ved skovene med henblik på at forhindre private i at fælde juletræer.
Juletræet - eller Kristustræet - har sin oprindelse i den traditionelle julemajning, det vil sige pyntning af hjemmene med grønne grene, kranse og anden stads. I et håndskrift fra 1604 hedder det, at borgere i Strasbourg stillede friske grantræer ind i deres stuer, pyntede dem med papirklip, frugt og godter til børnene. Skildringen fortæller intet om lys, men allerede i de første beskrivelser af juletræet omtales dansen omkring træet.
Juletræsskikken blev imidlertid betragtet som rent hedenskab og afguderi af flere katolske præster på det tidspunkt. De prøvede først at bekæmpe skikken; men da traditionen var stærk og alligevel holdt stand mod kirkens pres, forsøgte de i stedet at helliggøre træet. I dag bruges juletræet som et kristent symbol på lys og fælles glæde inden for den protestantiske verden.
Skikken stammer således fra landsbyerne i Schweiz', Sydtysklands og Østrigs bjergområder, og traditionen bredte sig med adelen og det bedre borgerskab over hele Tyskand. Her blev skikken mere og mere almindelig gennem 1700-tallet, hvor også traditionen med lys og en stjerne i træets top vandt indpas. Blandt de almindelige borgere blev juletræet dog først almindeligt så sent som i midten af 1800-tallet.
Flere tyske digtere skrev begejstret om julens grønne træ, hvordan det bragte forårsstemning ind i hjemmene og kastede en betagende glans over aftenen inden den store kirkelige højtid (1,2) 

Hvornår kom juletræet til Danmark?

Inden for de seneste 200 år er den danske jul blevet en juletræsjul. Det er således det smukt pyntede træ, der med tiden er blevet julefestens absolutte midtpunkt - i alle størrelser og faconer, pyntet på mange forskellige måder med levende lys og fra den gammeldags, hjemmelavede julepynt til færdigkøbt, glitrende pynt og elektriske lyskæder.
Grantræet var blevet den folkelige juls samlingspunkt, og ligesom andre af julens nye traditioner kom juletræet til Danmark fra Tyskland. Tyskere som bosatte sig i udlandet bragte skikken med sig, og i begyndelsen var det derfor kun danskere af tysk afstamning, der havde juletræer. Inspireret af de tyske kunstneres hyldest til træet, og hvad danskere ved selvsyn havde oplevet i tyske hjem, blev også juletræsskikken indført af det københavnske borgerskab. Gavegivningen havde i en lang periode været afskaffet, men blev genoptaget med juletræet. På baggrund af gamle sagn og overtro skabte danske forfattere og kunstnere tillige en hel julemytologi om vætterne - altså nisserne - som de små husvæsener, der skulle have den gode julegrød og som iøvrigt bragte gaver til hjemmets børn.
I 1808 blev Danmarks sandsynligvis første juletræ tændt i hjemmet hos grevinde Wilhelmine Holstein på godset Holsteinsborg. Der er ikke bevis for, at dette træ var det første danske juletræ; men det omtales at familien i dette år havde et juletræ, der blev tændt for greveparrets lille datter.
Juletræsskikken bredte sig kun langsomt i København, og i begyndelsen af århundredet blev det stadig betragtet som en udpræget tysk skik. Omkring 1830 havde juletræet vundet indpas i det højere københavnske borgerskab, og ude omkring i landet blev det fortrinsvis indført i de lærer- og præste hjem, der havde kontakter til hovedstaden. I 1822 tændtes det første juletræ i Kolding, og omtrent samtidig omtales skikken i Randers, ligesom flere præster på Fyn havde juletræer i 1820'erne. Med Johan og Pietro Krohns børnebog "Peters jul" fra 1863 blev juletræet kendt og elsket over hele Danmark (1,2) 

Berømte juletræer i Danmark

I tidligere beretninger om dansk familiejul nævnes juletræet ikke. Eksempelvis fortæller digterpræsten Ingemann om sin barndoms jul i Torkildstrup Præstegård på Falster i slutningen af 1700-tallet, og her optræder intet juletræ. Dog skriver han mange år efter i 1819 det højstemte digt om juletræet "Julen har bragt velsignet bud".
Det mest kendte juletræ blev tændt hos familien Lehmanns hjem i Ny Kongensgade i København. Martin Lehmann var præstesøn, født 1775, dr. phil og gift med borgmesterdatteren Frederikke Louise Bech. De havde sønnen Orla, som senere blev en kendt og indflydelsesrig politiker. I 1811 blev der i deres hjem tændt et juletræ, som det havde været skik i Martin Lehmans barndomshjem i Holsten, og begivenheden vakte mere end almindelig opsigt i byen. Der gik rygter i kvarteret om, at der var kommet et stort grantræ til hjemmet og der skulle tændes lys på dets grene juleaften. På gaden uden for lagde forbipasserende mærke til det brændende træ bag ruderne og alarmerede brandvæsenet, som rykkede ud med fuld udrykning. Til alt held nåede de ikke at tage brandsprøjterne i brug, før misforståelsen og sagens rette sammenhæng var opklaret. Episoden havde imidlertid tiltrukket mange tilskuere, og da brandstigerne alligevel var fremme, klatrede de mest ivrige og nysgerrige op for at kigge ind og se det fantastiske syn med egne øjne.
At juletræsskikken bredet sig til hele Danmark skyldtes blandt andet flere digtere, inspireret af deres tyske kolleger. Hos familien Oehlenschlæger var der allerede i 1813 juletræ, og i 1817 skriver hustruen i et brev til sin mand om en julefest hos en anden københavnsk borgerfamilie, der ligeledes havde juletræ. Samme år skrev Johan Ludvig Heiberg skuespillet "Julespøg og nytårsløjer", hvor forfatteren gør sig til fortaler for den nye skik. Han fortæller om en fattig pige, der danser med englene omkring juletræet og leger julelege med dem. I 1847 skrev Peter Faber sin berømte sang "Højt fra træets grønne top", og H.C. Andersen skrev sine eventyr "Grantræet" og "Den lille pige med svovlstikkerne".
Digterpræsten N.F.S. Grundtvig var derimod ikke begejstret for juletræsskikken og gav i 1817 udtryk for, at juletræet var tegn på en udvandet form for kristendom. Grundtvig skiftede imidlertid holdning senere, da han blandt andet så, at flere af hans troende og fromme venner havde taget traditionen til sig, og 1823 skrev han i et digt, at juletræet sendes menneskene af Gud (1,2)

Juletræets udbredelse

Den nymodens skik slog først igennem hos præster og lærere og bredte sig via sognenes storbønder ud til resten af landbefolkningen fra 1880'erne. I de jævne danske hjem blev juletræet først almindeligt omkring år 1900, og selvom de fleste hjem havde deres eget træ, var der dog stadig mange i København, der hverken havde plads eller råd til et juletræ. Ydermere var der endnu ikke etableret en større produktion af grantræer, så mange havde svært ved at skaffe et træ i den rigtige størrelse.
I Københavns koncertsal tændtes der et stort juletræ til "De hjemløses juleaften" i 1911, og dagbladet Politiken tog i 1914 initiativ til, at Danmarks første by-juletræ blev tændt på Københavns Rådhusplads. Byens juletræ har siden været centrum for indsamling af julehjælp til fattige og ensomme borgere. Pengene indsamles af Børnenes Kontor i en stor glaskiste under juletræet, og kisten tømmes efter jul. De indsamlede penge bruges så den kommende jul til julekurve med mad, godter og pynt (1) 

Julelys

Den enkleste og mest udbredte form for juletræspynt er lysene, som stammer fra den verdslige tradition med at tænde mange lys i den mørke tid. I religiøs sammenhæng kobles lysene sammen med Jesu ord "Jeg er verdens lys; den som følger mig skal aldrig vandre i mørke, men have livets lys". I oldkirken holdt man den 6. december en stor lysfest for at fejre Jesu fødsel og dåb; men senere blev fejringen af Jesu fødsel adskilt fra denne fest. Det medførte den nye lysskik kyndelmisse - missa candelarum - den 2. februar.
I begyndelsen var der praktiske problemer med at få lysene til at sidde fast på træet: Man prøvede med dejklumper, ler, nåle, smeltet stearin og lys, der var så bløde at de kunne klemmes fast om grenene. Med opfindelsen omkring år 1900 af metallyseholdere i forskellige modeller blev problemet løst, og samtidig mindskedes brandfaren væsentligt.
Det store træ på Rådhuspladsen havde allerede fra starten pynt med elektriske lys. En af de teknikere, der havde været med til opstillingen af det store træ, tog ideen til sig og satte lys på et grantræ i sin egen have. I 1920 kom den første egentlige private, udendørs juletræsblysning i blå/gule farver hos en svensk familie i Klampenborg.
Med den teknologiske og økonomiske udvikling blev det billigere og således også mere almindeligt med elektriske lyskæder på de indendørs juletræer (1,3) 

Juletræspynt

Allerede de første tyske juletræer var behængt med spiselig pynt, fordi man i juletiden fik ekstra god og ekstra meget mad. Fra 1600-tallet omtales pynten som æbler og andre frugter, kagefigurer, oblater og sukkergodt. Den spiselige pynt blev enten hængt direkte på juletræets grene eller lagt i kræmmerhuse, kurve og hjerter lavet af papir. I julesangen "Højt fra træets grønne top" synges der, at "Først skal træet vises, siden skal det spises". I dag lyder det helt uforståeligt, idet man jo ikke spiser juletræer. Forklaringen er ganske enkelt den, at det blev tradition først at vise træet frem i al sin pragt og stråleglans og senere "plyndre" det for lækkerierne.
Lys, blankpudsede æbler, guldbronzerede valnødder og guirlander af nødder omtales i tidlige beskrivelser, ligesom kagefigurer af honningkagedej er en en gammel tradition. Honningkagerne var fint dekoreret med sukkermasse, og sukkerfigurer som engle, hjerter og fugle lyste op med fine farver på træet.
Siden midten af 1800-tallet kender man til papirspynten. Kræmmerhusene var den oprindelige form for indpakning hos købmanden, men blev til juletræet pyntet med tegninger eller udklippede figurer og forsynet med en hank. Også andre hverdagsgenstande som flettede kurve i miniformat fandt vej til træet og blev fyldt med rosiner, nødder eller småkager.
I starten af 1800-tallet kom de flettede julehjerter af papir på mode i Tyskland, ligesom papirsroser, stjerner, engle, musetrapper, jacobsstiger, ring- og flagguirlander og anden pynt af papir eller karton. I 1850'erne tryktes de første danske udklipsark med figurer til juletræets top, og 10 år senere kom også ark med julepynt til at klippe og klistre. Desuden fandtes der at væld af anvisninger til hjemmelavet julepynt, på samme måde som vor tids ugeblade hvert år bringer ideer til dekoration og pynt.
I Danmark er det almindeligt med betlehemsstjernen i toppen af træet; men tidligere kunne det også være en stork eller en engel. Meningen var den samme, nemlig at minde om Jesu fødsel og de vise mænds søgen efter den nye frelser. Da julenissen i 1800-tallet blev almindelig kendt som gavebringer, kunne også han få den fine plads i træets top (1,2) 

Nyere pynt

Før krigen 1864 var den kulturelle påvirkning fra Tyskland stor, også hvad angår skikke og festtraditioner. Under og efter krigen var det tyske dog ikke længere populært; men helt holdes ude kunne det ikke. Det var stadig mest almindeligt at lave sin juletræspynt selv; men også halv- og helforarbejdede genstande blev langsomt indført som julepynt. Blandt andet kom de smukke og skrøbelige glaskugler og - figurer på mode fra Schwarzwalds glashytter i 1890'erne, en form for julepynt man i dag ser afløst af mindre sårbare materialer som plast, presset vat og flamingo.
Fra 1864-1920 var det forbudt at flage med dannebrog i Sønderjylland, og derfor blev julen markeret særlig dansk på anden vis: Her blev det almindeligt at bruge det danske flag både som toppynt og som papirguirlander på selve træet. Hjerterne blev flettet i rødt og hvidt, ligesom også lysene blev holdt i de danske nationalfarver.
Efter 1. verdenskrig kom de nye ideer primært fra England og USA. Her pyntede man juletræet med strålende, farvebelagte kugler, fugle, engle og snefnug af glas, sølvklokker, lametta, englehår og lange guirlander til at sno om hele træet.
Efter 2. verdenskrig blev danskerne inspireret fra Sverige, hvorfra de hentede traditionen med halmpynt i form af julebukke, uroer og anden husflid, der understregede det nordiske tilhørsforhold.
Når det drejer sig om jultræspynt, sætter kun fantasien og tiden grænser for, hvad der kan fremstilles: I naturen og i forretningerne kan man finde materialer til at lave sin egen pynt, og på julemarkeder, udstillinger og i julestuer kan man finde ideer og inspiration til nye variationer over et gammmelt og elsket tema (1,2,3) 

Videre læsning

Under videre læsning henvises til enkelte konkrete dokumenter som for eksempel én artikel eller én bog. Der kan være henvisninger til dokumenter i både trykt og elektronisk form. Dokumenterne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning i danske såvel som internationale databaser samt søgning på Internettet.

Bartholin-Jørgensen, H. P.: Grenen fra livets træ. - Berlingske tidende. - 1993-12-23.
Juletræsskikken i Ingemans "Julen har bragt velsignet bud" og de danske salmedigteres berøringsangst over for traditionen.

Brøndum-Jospehsen, Niels: Juletræet i det skovløse Grønland. - Kristeligt dagblad. - 1990-12-24.
Juletræets historie fra enebærgrene til den sammenklappelige plast-model, der kan vaskes af.

Christmas Tree Legends. Engelsk tekst.
Legender om juletræet.

Evolution of the Christmas Tree. Engelsk tekst.
Juletræets historie og udvikling.

Dam, Poul: Juletræet og grundtvigianerne. - Folk og kultur. - 1993, side 43-53.
Det grundtvigianske miljø og dets rolle i forbindelse med indførelse af juletræsskikken i Danmark.

Flinck, Maria: Granna granen. - Stockholm, Bonniers, 1998. 151 sider. Svensk tekst.
Juletræets og julepyntens kulturhistorie 1850-1930 med modeller til at fremstille den gamle pynt.

Henningsen, Lars N.: Skolejuletræer - og de tusind hjem. - Sønderjysk månedsskrift. - 1990, nr. 11/12, side 307-311.
Juletræets historie og dets udbredelse i Danmark.

Kristiansen, Poul: Juletræets historie. - Facet, 1999. 104 sider.
Om juletræets historie og dyrkning af juletræer.

Ryge Petersen, Søren: Det magiske grantræ. - Politiken. - 1997-12-14.
Havemanden om juletræer og traditioner.

Rykind-Eriksen, Kirsten: Julepynt og juletræer. - Historie & samtid. - Årg. 29, nr. 4 (1990), side 111-118.
Om juletræet og dets pynt.

Vad, Anne Vibeke: Dansen om granen. - Dansk kunsthåndværk. - 1995, nr. 4, side 8-9.
Om juletræet og dets pynt.
Ud over de ovennævnte titler findes et væld at hobbyprægede og professionelle bøger med instruktioner og vejlinger til selv at lave forskellige former for julepynt i papirklip og så videre. Disse titler er ikke medtaget i litteraturlisten.

 

Kilder

  1. Piø, Iørn: Bogen om julen. - Sesam, 1990. 256 sider.
  2. Jessen, Inge: Julens traditioner. - Brannner og Korch, 1998. 99 sider.
  3. Hedegaard Olesen, Solveig: Juletræet med sin pynt. - Husflid. - Årg. 117, nr. 6 (1997. - Side 178-179.

Julemanden

Julemanden er en ældre trivelig herre med et kraftigt hvidt skæg og med evigt smilende øjne. Han er klædt i en stor kåbe, en lidt spids hue og store støvler - alt er rødt, kantet med skind. Han er gaveuddeleren par excelence. Han kommer som den gavmilde velgører og deler ud af sin fyldte sæk.
Om julemandsfiguren og dens baggrund

Hvem er julemanden?

Julemanden opfattes i dag som en skikkelse, der bringer julegaver til børnen, stammende fra en katolsk forestilling om, at børnenes helgen Sankt Nikolaus bringer gaver til artige børn, mens de vanartede får smæk af hans ledsager.
Vore dages julemand stammer fra en figur, der kom ind i den danske jul i slutningen af 1800-tallet fra den engelsktalende verden, først og fremmest fra England og USA. Her hedder julemanden Santa Claus, som er en direkte påmindelse om julemandens ophav, nemlig den græske helgen Sankt Nikolaus. Historien om julemanden tager udgangspunkt i legenderne om den hellige Nikolaus, der gennem tiden og via forskellige miljøer er blevet omdannet til et symbol og en markedsføringsfigur for børn og forretningsfolk.
Der findes kun få historiske oplysninger, men til gengæld en række legender om Nikolaus, der siden sin samtid har været en af de mest beundrede helgener i både det græsk-katolske Østeuropa og det romersk-katolske Vesteuropa. I de kirkelige arkiver er der kun sparsomme optegnelser, og biskop Nikolaus har heller ikke selv efterladt skriftligt materiale (1,2) 

Hvem var biskop Nikolaus?

Sankt Nikolaus levede cirka år 270-342 i det nuværende Tyrkiet. Han blev født i en kornhandlerfamilie i byen Patara, hvor han også voksede op. Han blev senere biskop i byen Myra i det sydvestlige Lilleasien. Under forfølgelserne af de kristne i årene 303-313 sad blev han kastet i fængsel. Ved hans død lagde menighedens medlemmer hans lig i en sarkofag, som de skjulte i en grotte uden for byen. Længe før Nikolaus blev helgenkåret i år 655 var graven et berømt valfartssted. Et par hundrede år efter hans død begyndte der at flyde velduftende og helbredende olier fra hans sarkofag, og tusinder af troende rejste til Myra for at få en flaske af de kostbare dråber med hjem.
Man mente, at helgenens knogler havde helbredende virkning, og virkeligheden var nok, at foretagsomme folk hældte olie ned i sarkofagen for at opsamle og sælge den olie i dyre domme, der løb ud gennem et hul i bunden.
Allerede i 900-tallet var den hellige Nikolaus blevet umådelig populær, og der fandtes adskillige kirker, der var indviet til hans ære. I 1087 brød nogle italienske købmænd sarkofagen op og bortførte det meste af indholdet, som de sejlede til hjembyen Bari. Her forklarede de biskoppen, at de havde reddet Nikolaus' jordiske rester fra forfald, og fremover måtte pilgrimsrejsende tage til Bari for at få hjælp fra den hellige mands relikvier.
I de næste århundreder dukkede der et utal af kloster, kirker, altre og stiftelser op, som alle var helliget Nikolaus. Således var der rundt omkring i Vesteuropa mere end 2.000 Nikolaj-kirker, da reformationen tog sin begyndelse omkring år 1508. I Danmark fandtes der cirka 75 kirker til Nikolaus' ære, og kong Erik Ejegods første pilgrimsrejse gik til Bari i år 1098, kun få år efter bortførelsen af sarkofagen fra Myra (1,2) 

Nikolaus-kult

I middelalderen forsvandt relikvierne af den hellige Nikolaus; men på museet i den tyrkiske by Antalya kan man den dag i dag se de knoglestumper, der var tilbage i sarkofagen efter at selve skelettet var blevet bortført af de italienske købmænd.
Fælles for legenderne om den hellige mand er, at han pludselig viser sig, når mennesker er i virkelig nød og i sådanne situationer optræder som den store hjælper og velgører. Dyrkelsen af ham spredte sig til Vesteuropa i det 9. århundrede, og han blev udnævnt som skytshelgen for flere lande og forskellige erhvervsgrupper. På grund af sin mirakuløse redning af mange søfolk regnes han for søfolkenes skytshelgen. Han har også hjulpet mange børn i ulykkelige sitiuationer og tilbedes derfor også som børnenes og de unges beskytter, ligesom han er jomfruernes helgen.
Det fortælles, at en nabo til den hellige mand var så fattig, at han kun kunne redde sig ud af elendigheden ved at sælge sine tre unge døtre til bordellet. Tre nætter i træk kastede Nikolaus en pung med guld ind ad vinduet til familien og reddede på denne måde pigerne fra en grum skæbne.
Der findes en lang række andre fortællinger om, hvordan Nikolaus optrådte som den forklædte eller den usete hjælper. Det er imidlertid kun i legenden om den fattige mand og hans tre døtre, at han kommer med noget, der kan minde om julegaver (1,2) 

Hvad var børnenes biskop?

I kirken blev den hellige Nikolaus fejret med en messe på sin helgendag den 6. december. Jesu fødsel fejredes med Kristmessen den 25., og den 28. fejrede man en messe, der var lige så stor som Nikolaus-messen, nemlig "De uskyldige børns dag". Denne messe blev fejret for at mindes den romerske statholder Herodes' drab på alle nyfødte drengebørn i Betlehem i forsøget på at komme truslen fra det nyfødte Jesusbarn til livs. På denne dag lavede man løjer i stil med vore dages aprilsnar og spiset kager af form som knogler.
På klosterskolerne fik børnene ofte lov til at gøre, hvad de ville på denne dag, og de voksne måtte så finde sig i, hvad børnene kunne finde på. I Schweiz var det allerede i 900-tallet almindeligt, at børnene spærrede de voksne inde på skolen, og de blev først lukket ud igen, når de havde frikøbt sig med gaver. Oprindeligt fik børnene en særlig mønt, der blev præget til lejligheden; men efterhånden blev det til rigtige penge eller smågaver. I 1200- og 1300-tallet fik kirkernes messe- og kordrenge og børnene i klosterskolerne Nikolaus-gaver, og med udgangspunkt i den tradition blev det almindeligt, at Nikolaus selv var den rette til at uddele gaverne.
Også i kirken fik børnene lov at bestemme: De fik selv lov til at lede dagens messe og vælge deres egen biskop, der blev indsat i embedet på behørig vis. Efterhånden som den kirkelige Nikolaus-fest udviklede sig til en almindelig skolefest, fik alle børnene gaver, og gaveuddelingen skete i forbindelse med skoleårets afslutning. Klosterskolerne holdt eksamen på Nikolaus' helgendag, og det blev almindeligt at klæde sig ud som en gammel mand i bispedragt. Så gik eller red man rundt og eksaminerede børnene i kristendomskundskab. Bagefter delte Nikolaus gaver ud til de flittige og artige elever, mens de dovne fik straf eller skældud.
Efterhånden blev messen og løjerne så stort et arrangement, at man besluttede sig til at flytte det til Nikolaus' egen dag den 6 december. Det skete blandt andet i Frankrig i 1300-tallet og bredte sig til Norditalien, Tyskland, Belgien, Holland og England. Nogle steder fik børnebispen lov til at fungere i hele juletiden frem til helligtrekonger den 6. januar.
I Sydtyskland omtaler kilder i 1400-tallet en nyere tradition, nemlig at Nikolaus også dukker op rundt om i de private hjem. For at påkalde sig Nikolaus' opmærksomhed satte børnene et skib frem, som Nikolaus kunne lægge sine gaver i. Først fra 1500-tallet omtales skikken med, at nogen klædte sig ud som den hellige Nikolaus, der går rundt fra dør til dør og lægger små gaver i små skibe af papir eller træ, i sko eller små kurve, der var sat uden for døren.
Først omkring reformationstiden har denne tradition fundet folkelig udbredelse i Europa. Set fra en religiøs og kirkelig synsvinkel kom skikken således for sent til Danmark til at slå igennem. På den tid var der ingen her, der ville finde på at klæde sig ud som katolsk helgen og dele gaver ud, samtidig med protestantismens afstandtagen fra Romerkirken (1,2) 

Andre julemænd

Med den store europæiske udvandring til Nordamerika i 1600-tallet medbragte de forskellige befolkningsgrupper naturligvis deres hjemlige skikke og traditioner. I Holland hed Sankt Nikolaus "Sintaklaas", og han fulgte med de hollandske emigranter til det nye land. I 1600- og 1700-tallet smittede traditionen så meget af på de øvrige indvandrergruppers juletraditioner, at han blev udgangspunktet for den fælles-amerikanske Santa Claus, en udtale-oversættelse af Sinterklaas. Udover navnet har de to traditioner kun det tilfælles, at gavebringeren drager rundt på hustagene, kommer ned gennem husenes skorstene og lægger gaverne til børnene. I modsætning til Sinteklaas har Santa Claus ingen "hjælper" til at gøre arbejdet.
I USA blev den hellige Nikolaus til en egentlig julemand, der kommer julenat, hvorefter børnene får gaverne julemorgen. Santa Claus er således et kompromis mellem flere forskellige opfattelser af, hvem der deler gaver ud og hvornår.
Mens Santa Claus fandt sin endelige form i begyndelsen af 1800-tallet, skabte tyske tegnere imidlertid to andre julefigurer, som på forskellig måde fik indflydelse på vores opfattelse af en dansk julemand.
Den ene var personbilledet på vinteren, en gammel mand med istapper i håret og klædt i kutte og store støvler. Det var Hr. Vinter, der blandt andet kom med juletræet. Den anden var Julemanden, der opstod i Nordtyskland som en protestantisk udgave af den katolske helgen efter reformationen. Fra omkring år 1900 blev han afbildet som en langskægget gammel mand med nissehue og med et følge af nisseagtige dværge (1,2)

Hvordan ser julemanden ud?

Vore dages julemand er en blanding af den oprindelige Nikolaus-figur med bispekåbe, - hue og -stav og påvirkningen fra nisse-traditionen med det røde tøj, støvler eller træsko og rød tophue.
Julemandens rensdyrslæde, vinterlige baggrund og bolig på Nordpolen er moderne tilføjelser og stammer fra borgerskabets julebøger for børn. Det var først med den dansk-norske tegner Louis Moe's "Julemandens Bog" fra 1898 at julemanden blev et fast begreb i den danske jul. Her lader forfatteren ham bo så langt mod Nord, at end ikke nordpolsfareren Fridtjof Nansen har set røgen fra hans hus. Det er her vi første gang møder den julemandsfigur vi kender i dag med billedet af, at han laver legetøj hele året. Først når den lange vinter begynder, under han sig selv lidt hvile.
Den "Gamle jul" der optræder i "Peters jul" fra 1866 er en lidt anden type, som ikke kommer med egentlige gaver, men med selve juleglæden eller julestemningen. Da Santa Claus / Julemanden i slutningen af 1800-tallet kom ind i den danske jul, var der imidlertid ikke rigtig brug for ham længere. Allerede på det tidspunkt havde børnene nemlig fået at vide, at det var den særlige julenisse, som kom med gaverne juleaften, og de to figurer, deres funktioner og personligheder blev i stort omfang blandet sammen (1,2) 

Gavegivning

I mange lande kommer Sankt Nikolaus stadig - hemmeligt - med gaver på helgendagen den 6. december; men julemandens virke falder ellers juleaften eller -nat. I Danmark deler julemanden gaver ud juleaften; men i England og USA sker det julenat, det vil sige natten til den 25. december. I flere katolske lande får børnene gaver og godter til helligtrekonger, det vil sige den 6. januar.
En version af legenden om den fattige mand fortæller, at Nikolaus lod pengeposerne falde ned gennem skorstenen. En af poserne dumpede ned i en strømpe, der var hængt til tørre, og det menes at være baggrunden for skikken med at hænge strømper op foran ildstedet juleaften.
Da Nikolaus dukkede op som gavegiver i de europæiske hjem, havde han ofte en tjener med sig. Denne tjener kommer stadig med de steder, hvor børnene får gaver på Sankt Nikolaus' dag den 6. december. Det var frygtindgydende væsener med en hedensk sjæl, figurer der har eksisteret længe før kristendommen og hele Nikolaus-traditionen. Det var oftest en figur maskeret og klædt ud som en buk, der bankede på folks døre og tit havde et larmende følge med sig. Som tjener måtte julebukken gøre alt det ubehagelige arbejde som at give de uartige børn klø med sit ris, mens den gode Nikolaus uddelte gaverne til de søde børn.
Efter reformationen i 1536 blev Nikolaus' virke flyttet til juleaften i de protestantiske lande. Præsteskabet var fortørnede over den fortsatte Nikolaus-tradition og forsøgte at overbevise forældrene om, at gaver ikke kunne overbringes af en helgen, der var blevet afskaffet med protestantismen.
Tidligere var der også tradition for, at det var selve Jesusbarnet, der den 6. december delte børnenes gaver ud med hjælp fra den hellige Nikolaus. Denne forestilling var især udbredt i Tyskland, hvor Christkind ofte optrådte i form af den særlige juleengel. Efter reformationen gjorde protestanterne dog meget for at fjerne denne tradition og understregede, at det var Jesusbarnet som var børnenes beskytter og forsvarer. Som deres gavmilde ven har Jesus helt op til vor tid haft rollen som både frelser og gavebringer, både i Sverige og i Danmark, men især i Sønderjylland hvor den tyske påvirkning har været stor (1,2) 

Videre læsning

Under videre læsning henvises til enkelte konkrete dokumenter som for eksempel én artikel eller én bog. Der kan være henvisninger til dokumenter i både trykt og elektronisk form. Dokumenterne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning i danske såvel som internationale databaser samt søgning på Internettet.

Asmussen, Jan: Skrækken for julemanden. - Politiken. - 1995-12-22.
Et stykke europæisk kulturhistorie om julemandens oprindelse og udvikling.

Betak, Judith: Nikolaus, gaverne og de tre søstre. - Berlingske tidende. - 1996-12-14.
Historien om den græske biskop, der blev helgen og "forfader" til vore dages julemand.

Bjerager, Erik: Kampen om julemanden. - Samvirke. - Årg. 61, nr. 12 (1988), side 12-15.
Om den hellige Nikolaus og hans jordiske rester samt udviklingen til julemandsfiguren.

Boas, Kirsten: Kære julemand: Hvor bor du egentlig? - Kristeligt dagblad. - 1996-12-14.
Om julemandens historie fra Sankt Nikolaus til Santa Claus.

Edwards, Nikolaj: Julemanden i biskoppens kåbe / Nikolaj Edwards, Hanne Guldberg Mikkelsen. - Politiken. - 1987-12-19.
Julemandens oprindelse og historie.

Holck, Merete: Amerikansk folkehelt. - Berlingske tidende. - 1996-12-14.
Det var hollænderne, der i 1700-tallet tog Sinterklaas med sig over Atlanten.

Jensen, Charlotte S. H.: Vintermanden. - Aktuelt. - 1998-12-23.
Julemanden har mange former og fremtoninger.

Just Møller, Inge: Skytshelgen og julemand. - Frederiksborg Amts avis. - 1987-12-05.
Sankt Nikolaus er børnenes, de søfarendes og jomfruernes beskytter og er blevet julemand i Holland.

Juul Clausen, Erik: Den helt rigtige julemand. - Samvirke. - Årg. 68, nr. 12 (1995), side 32-34.
Tyrkiet mener, at julemanden er deres, idet den hellige Nikoalus var biskop i byen Myra i 300-tallet.

Lebech, Mogens: Julemanden. - Hassing, 1968. 64 sider.
Kulturhistorisk beretning om biskop Nikolaus, der blev alverdens julemand.

Levinsen, Niels: Kampen om julemandens afsjælede legeme. - Vendsyssel tidende. - 1985-12-01.
Om biskop Nikolaus jordiske levninger og deres omskiftelige historie.

Piø, Iørn: Historien om julemanden: fortalt for børn og voksne. - Foreningen Danske Folkeminder, 1989. - 48 sider.
Om oprindelsen og den historiske udvikling fra Den Hellige Nikolaus til vor tids julemand.

Stybe, Vibeke: Peters "gamle julefar" og julemanden. - Folk og kultur. - 1989, side 5-27.
Om forrige århundredes forskellige julemandsfigurer.

Videre links

Under videre links henvises til hjemmesider og databaser på Internettet med flere eller mange dokumenter. Videre links kræver således at man selv udvælger og vurderer hvilke dokumenter man har brug for, eventuelt efter en søgning på hjemmesiden eller i databasen. Hjemmesiderne og databaserne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning på Internettet.

Alt om julemanden. Alt om julen. Dansk tekst.
Lidt information om Julemanden samt links til andet der har med jul at gøre.


Kilder

  1. Piø, Iørn: Bogen om julen. - Sesam, 1990. 256 sider.
  2. Jessen, Inge: Julens traditioner. - Brannner og Korch, 1998. 99 sider.

Nisser

I vinteren 1836, blev der holdt dansk julefest i maleren Constantin Hansens lejlighed i Rom. Til lejligheden havde værten pyntet op med klip, der forestillede nisser. Det er det første vidnesbyrd om, at nogen har lavet nisser - specielt fordi det var jul. Constantin Hansen er altså - så vidt vides - julenissens far!
Om julenissens oprindelse og historie

Hvad er nisser?

Nisser er overnaturlige væsener, der har været kendt i Norden fra hedensk tid. I vikingetiden havde folk små figurer af hus- eller gårdguderne - de såkaldte vætter, der skulle beskytte hjemmet og familien. For at opnå denne beskyttelse blev der ofret til vætterne, som modtog offergaver i form af mad, mere konkret et fad god grød.
Dyrkelsen af husguderne ophørte med kristendommen; men i hele Norden fortsatte troen på de overnaturlige væsener. Eksempelvis herskede der ingen tvivl om, at et mandligt væsen regerede i stalde og lader. I de forskellige lande og egne havde dette væsen varierende navne: I Sverige kaldtes han tomten, idet han boede hvor gården blev bygget, i Norge kaldtes han gardvord og i Finland blev navnet tonttu.
I Danmark blev han kaldt gårdboen, og først i løbet af middelalderen fik han navnet Nis eller Nisse, et kælenavn for Niels, som igen stammer fra navnet Nikolaus.
Nisserne er siden blevet kendt som de små husvæsener, der skulle have den gode julegrød og som sammen med katten levede på loftet eller i kælderen og som iøvrigt bragte gaver til hjemmets børn (2,3) 

Hvor stammer nisserne fra?

Svaret på gåden om nissernes oprindelse findes blandt andet i et sagn, der fortæller om Gud udstødelse af de onde engle.
De onde engle havde forsyndet sig mod Gud, der som straf nedstyrtede dem fra Himlen. I deres fald landede de mange forskellige steder, da de ikke allesammen kunne nå frem til Helvede. Nogle faldt på høje og bakker, det var trolde og bjergfolk. Andre faldt ned på enge og i moser, og de blev kaldt for elverfolk. Endelig faldt en del ned i eller tæt ved gårdene, og disse væsener blev kaldt gårdfolk eller nisser.
Nissens løn var den gode grød og en respektfuld behandling. Havde man en nisse i huset og ville af med ham, kunne det ske ved en fælles overenskomst. Ondsindede nisser måtte derimod fjernes med magt
Den rigtige nisse er ungkarl og på spil hele året, mens den særlig julenisse, som dukkede op i midten af 1800-tallet, har familie med både kone og børn (1,2,3) 

Hvordan ser nisserne ud?

Nissen var en lille mand på størrelse med en 10 års dreng. Han havde skæg og bar middelalderens almindelige bondetøj, det vil sige grå vadmelsbukser, træsko, en kofte og rød hue, den beklædning der stadig er indbegrebet af julenissens dragt.
Denne lille mand blev gårdenes skytsånd, og bønderne var heldige, hvis de havde sådan en beskytter boende.Var man god ved nissen, kunne man have stort udbytte af det, idet han gjorde stor nytte i lader og stalde om natten og sørgede for, at husdyrene trivedes. Nissens hjælp var ikke altid venlig over for andre og kunne bestå i at stjæle foder til hestene, eller hugge korn fra nabogården.
Nissen kunne imidlertid også være en drillesyg og stædig rad. Hvis nissen havde held med at drille, lo han højt og triumferende. Nissen kunne også selv blive drillet eller generet, ved at folkene brændte hans grød på eller glemte smørklatten. Respektløse nisseejere risikerede, at nissen hævnede sig. Hvis det skete, blev han hævngerrig og lavede ulykker på gården, for eksempel ved at slå gårdens bedste ko ned, eller kaste folk frem og tilbage over husets tag en hel nat Det var derfor uhyre vigtigt at stå på god fod med den lille, magtfulde mand. Almuens nisse havde en ganske anden personlighed end nutidens julenisse, idet han havde flere mørke sider og tvivlsomme karaktertræk (1,2,3) 

Nissetraditionens udbredelse

Med interessen for at indsamle folkeminder og viden om traditioner og dagligliv fik også byboere kendskab til nisserne. Folkemindesamlerne rejste rundt i landet og nedskrev sagn og fortællinger, beretninger om folketro og skikke. Selvom sagnene om nissefolket var forskellige, havde de dog det fælles træk, at alle nisser blev belønnet med et fad sødgrød med smørklat på. Grøden skulle naturligvis sættes frem, hvor nissen boede, det vil sige i køkkenet, på høloftet eller i stalden. Til gengæld var det meget forskelligt, om nissen kun skulle have sin grød til højtiderne, eller om han fik den hver lørdag.
Mange af de indsamlede sagn og fortællinger blev udgivet, og på denne måde fik nissesagnene stor udbredelse, ligesom børnelitteraturen vrimlede med overnaturlige væsener. En af de ældste nissetegninger er fra 1842 og forestiller en nisse, der sidder i stalden hos hesten. (12,3) 

Videre læsning

Under videre læsning henvises til enkelte konkrete dokumenter som for eksempel én artikel eller én bog. Der kan være henvisninger til dokumenter i både trykt og elektronisk form. Dokumenterne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning i danske såvel som internationale databaser samt søgning på Internettet.

Poortvliet, Rien: Nisser i hverdag og fest. - Sesam, 1997. 208 sider.
Rigt illustreret værk om nisser, deres udseende, liv og gerninger. Bibliotek.dk

Larsen, Bente: Den store bog om nisser. - Høst & Søn, 1997. 175 sider.
Samling af sagn og andre fortællinger om nissefolket. Bibliotek.dk

Lebech, Mogens: Julenissen. - Hassing, 1966. 64 sider.
Kulturhistorisk redegørelse for julenissens udvikling gennem tiderne. Bibliotek.dk

Videre links

Under videre links henvises til hjemmesider og databaser på Internettet med flere eller mange dokumenter. Videre links kræver således at man selv udvælger og vurderer hvilke dokumenter man har brug for, eventuelt efter en søgning på hjemmesiden eller i databasen. Hjemmesiderne og databaserne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning på Internettet.

 

Kilder

  1. Jessen, Inge: Julens traditioner. - Brannner og Korch, 1998. 99 sider.
  2. Piø, Iørn: Bogen om julen. - Sesam, 1990. 256 sider.

Andre juletraditioner

Før i tiden krævede julen grundige forberedelser og meget tid, før den kunne fejres. I dag kan man købe sig til det meste.
Om juletraditionernes oprindelse og historie

Hvad er Luciafest?

Natten mellem den 12. og den 13. december har fra gammel tid heddet Lucianat. Det er natten før mindedagen for den sicilianske martyr, som levede i en rig familie i Syrakus i midten af 200-tallet. Det fortælles, at hendes mor blev alvorligt syg, og da hun efter et mirakel ved den hellige Agathes grav blev rask igen, lovede den unge Lucia, at hun ville leve som jomfru resten af sit liv. Hun bad da moderen om sin medgift, som hun forærede til de fattige. Hendes forsmåede kæreste var imidlertid ikke kristen og blev så vred over det brudte ægteskabsløfte, at han angav hende til statholderen. Efter en retssag idømtes hun som straf ophold i et bordel; men ingen kunne få hende derhen. Dernæst blev hun dømt til bålet; men flammerne ville ikke antænde hende. Efter disse forgæves forsøg på at straffe den unge kvinde døde hun for bødlens sværd i år cirka 304.
Lucia kommer af lux - det latinske ord for lys. I omkring 500 år fra midten af 1200-tallet og frem fejrede man årets længste nat op til vintersolhvervet den 13. december. Efter skiftet fra den julianske til den gregorianske kalender blev solhverv fastlagt til den 21. december; men Luciafesten fejres stadig i overensstemmelse med den gammelkatolske tidsregning.
Lucia blev således lysets helgeninde, og allerede i 1700-tallet klædte unge kvinder i Sverige og Tyskland sig ud som engle i hvide dragter og gik på besøg i hjemmene. Englen bragte lys og små delikatesser med sig, og også dyrene fik denne aften et ekstra foder. Senere kom flere til i en procession: Forrest går Luciabruden med lys i håret, og hun ledsages af et følge af såkaldte terner, der bærer lys i hænderne. Skikken bredte sig i løbet af 1800-tallet fra de højere standsmiljøer til menigmand; men først da den blev taget op af svenske afholdsforeninger bredte skikken sig til større dele af Sverige, godt hjulpet på vej af pressen som offentlig tradition med optog på gader og veje, hospitaler og andre institutioner.
Foreningen Norden stillede forslag om luciaskikken som et nordisk kultursamarbejde. På grund af 2. verdenskrig, hvor det var vanskeligt at skaffe lys, blev traditionen først almindelig efter befrielsen. Den første luciafest blev afholdt som en skønhedskonkurrence i kulturelt regi i lighed med svenske avisers arrangementer. Det var Henri T. Meyer, journalist på ugebladet "Weekenden", der tog initiativ til arrangementet, og selvom traditionen efter krigen er blevet indført på mange skoler og institutioner, er den aldrig kommet ind i de danske hjem på tilsvarende vis som i Sverige.
Lucia blev af den romersk-katolske kirke ophøjet til helgeninde i 500-tallet. Man ser ofte Lucia afbildet med et sværd som påmindelse om hendes død; men lige så ofte afbildes hun med to øjne på et fad. En legende fortæller, at at hun tog sine øjne ud, fordi deres skønhed havde vakt begæret hos en hedning. I stedet fik hun nye øjne, som dog var endnu smukkere (1,2) 

Hvad er julekalendere?

I dag har de fleste hjem med børn en slags kalender, så dagene kan tælles op mod jul.
Tidlige julekalendere bestod i en kartoffel-gris eller et andet kartoffel-dyr med 24 tændstikker, som blev fjernet én efter én indtil juleaften. Fra slutningen af 1800-tallet blev gavekalendere almindelige i form af en ophængt sok eller en hjemmesko, der blev stillet frem. Heri kunne julemanden så lægge en godbid til børnene, hvis de havde været artige.
Papkalenderen med billeder stammer fra Tyskland og vinder indpas i 1930'erne, hvor denne tradition også bliver populær i England og Sverige. Bag de 24 låger er der billeder med relation til julen: Julemanden, nisser, engle, julestjernen og julemad, afhængigt af den enkelte families indstilling til julehøjtiden. Efter 2. verdenskrig kom tredimensionale julekalendere på mode i form af samlesæt til slotte, huse, tog eller kirker.
Moderne julekalendere består enten i en billedkalender eller en (broderet) pakkekalender med ringe eller lommer til gavepakkerne. Fra pakkekalenderen pakkes der hver dag en lille gave ud, og på billedkalenderen åbnes hver dag en låge, som afslører et motiv med forbindelse til julen.
I 1962 begyndte Danmarks Radio TV at lave Børnenes Julekalender, og i dag er der julekalendere for både voksne og børn i tv. Denne form for juleaktivitet er blevet en fast bestanddel i de fleste danske hjem, hvor børnekalenderne som regel har været relativt traditionelle med musik og sang, nisser, fortællinger og julehygge, mens voksenkalenderne har været humoristiske skildringer af manglende julestemning eller lignende dramatiske juleproblemer. Ideen fik Børne- og Ungdomsafdelingen fra Sveriges Radio, hvor man allerede var begyndt med julekalendere i 1956 i radioen og i 1960 i tv (1,2) 

Hvad er julekort?

Op mod jul har postvæsenet travlt med at bringe millioner af julehilsener ud inden selve julehøjtiden. Skikken med en særlig julehilsen kendes helt tilbage fra middelalderen; men det første julekort i moderne tilsnit blev opfundet få år efter frimærket i 1843. Den engelske sir Henry Cole lod i 1843 en tegner illustrere en festlig familiescene. Kortet var i sort-hvidt med efterfølgende farvelægning og med et trykt ønske om en lystig jul og et lykkeligt nytår, og det vakte stor forargelse, fordi familien på tegningen sad og skålede. Kortet anses i dag for et klenodie og opbevares på British Museum i London.
De første julekort i Danmark var fremstillet i Tyskland og kom frem i 1870'erne. Skikken med at sende julekort blev dog først almindeligt udbredt i 1880'erne, da papfirmaet Levison i København kunne annoncere med egne, farvelagte julekort. I 1882 dukker julekortene også op på Julius Strandbergs Forlag som en slags gratulationskort i stil med fødselsdags- og bryllupskort.
I 1903 fik postmester Einar Holbøl den ide, at såfremt kunderne ville betale lidt ekstra for hvert brev eller kort, de sendte, kunne overskuddet gå til at hjælpe syge børn. Resultatet blev det velkendte julemærke, der kom i sin første udgave i 1904. Motivet var tegnet, men havde oprindeligt ikke noget med jul at gøre. Julemærket blev en stor succes, og pengene blev brugt til de såkaldte Julemærkehjem, hvor børn med problemer i hjemmet og i skolen stadig får mulighed for et pusterum. Julemærket bredte sig til andre lande, og fra 1913 fik det egentlige julemotiver (1,2) 

Hvad er juledekorationer?

Siden middelalderen har det i Tyskland været udbredt, at folk lavede forskellige slags juletidsdekorationer. Man pyntede op i hjemmet med det, der var smukt og grønt - først og fremmest med gran- og enebærgrene, og desuden tændte man ekstra lys. Lysene var kirken indforstået med, for den forkyndte selv julen som lysets og glædens fest; men juledekorationerne prøvede præsteskabet at forbyde som en hedensk overlevering. I Elsass hed det således i 1500-tallet, at "enhver der pynter med julemaj, bliver straffet efter loven". En udløber af julemajningen blev juletræet, der i løbet af 1800-tallet blev indbegrebet af den folkelige julefejring. Samtidig med at juletræet gik sin sejrsgang over hele Europa, fortsatte også lysten til finde på nye ideer og skabe variationer over de hidtidige juledekorationer.
En større og mere fælles form for juleudsmykning var traditionen med at rejse en julestang, en skik der oftest var et anliggende for landsbylavene i de nordiske skovområder. Julestangen blev anset for at beskytte mod trolddom og ulykker og være et tegn på, at julefreden var indtrådt. En julestang bestod af en høj, afbarket gran med toppen i behold og fandtes i flere varianter: Nogle steder blev flere graner stillet i rundkreds med toppene mod hinanden, og andre steder var også toppen fjernet og i stedet skiftet ud med et halmkors (1,2) 

Hvad er adventskransen?

Kirkeåret begynder 1. søndag i advent, der rummer juleevangeliets budskab om Herrens komme - Adventus Domini. I den protestantiske og den katolske kirke varer advent 4 uger, fra og med 4. søndag før jul og frem til den 24. december. Advent er blevet fejret siden det 5. århunderede, og denne periode var tidligere en bods- og fastetid, hvor de kristne skulle bekende deres synder før julens store glædesfest. Ved at lide fysiske afsavn mente man således, at mennesket kunne forberede sig til julens åndelige føde og dens religiøse indhold.
Adventskransen består i dag af en granring med 4 lys, der markerer de 4 søndage i den kirkelige adventstid. På trods af symbolikken blev det imidlertid ikke kirken, der indførte adventskransen i den danske jul, men derimod markeds- og blomsterhandlerne. Efterhånden som traditionen blev populær og udbredt i familietraditionen, har også kirken taget skikken til sig, på samme måde, som det skete med juletræet i forrige århundrede.
I kirken var advent en tid, hvor der blev stillet strenge krav til mennesker, som i præcist samme periode kastede sig ud i omfattende, verdslige juleforberedelser, der ikke harmonerede med den åndelige forberedelse og kravet om forsagelse. Selve adventsfasen har aldrig spillet nogen væsentlig rolle i den danske folkereligion, men har haft sin egen stille tradition i kirken. Der findes heller ingen vidnesbyrd om, at den tidligere blev fejret uden for kirkelig sammenhæng.
I 1800-tallet udviklede der sig fra traditionen med juledekorationer en særlig adventskrans. Skikken med at tænde lys i adventstiden har været kendt siden 1830'erne i Tyskland; men kransen er en meget ældre skik, der stammer tilbage fra hedensk tid, hvor det var almindeligt at pynte med kranse, når der blev festet til blandt andet bryllupper, forårs- og nytårsfester.
I Nord- og Østtyskland indførtes således i 1820'erne en skik med hængende juletræer - pyramideformede adventskroner bestående af kranse i flere etager, der hængtes op i loftet eller på et særligt stativ. Først da folk også begyndte at sætte lys i kransene, blev de et fast symbol i adventstiden. Adventskransen er således en forenklet udgave af adventskronerne eller -pyramiderne. I slutningen af 1800-tallet var adventskransen så udbredt en skik, der var fuldt accepteret i kristen sammenhæng, endda i en sådan grad at den hedenske festkrans kom til at symbolisere sammenhængen i kirkeåret.
Den tyske tradition kom til Danmark via Sønderjylland omkring 1900-tallet, og her bredte skikken sig med udgangspunkt i det tyske kirkesamfund Brødremenigheden i Christiansfeld. Fra Sønderjylland fik den via højskolemiljøet sin store udbredelse i besættelsestiden 1940-1945 og findes nu i de fleste hjem i mange forskellige variationer og materialer (1,2) 

Videre læsning

Under videre læsning henvises til enkelte konkrete dokumenter som for eksempel én artikel eller én bog. Der kan være henvisninger til dokumenter i både trykt og elektronisk form. Dokumenterne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning i danske såvel som internationale databaser samt søgning på Internettet.

Blæsild, Benno: Fra nytårsvers til nissekort. - Tommeliden, 1997. 126 sider.
Historien om danske jule- og nytårskort før 1950.

Den gamle jul i tekster og billeder / red. Iørn Piø. - Sesam, 1989. 119 sider.
Antologi af digte, sange og andre tekster med stemningsbilleder og beskrivelser af juletraditioner og - aktiviteter.

Hjorth-Jørgensen, Anders: Frederik Bramming - nisser og andet godtfolk. Tegneseriemuseet i Danmark. Dansk tekst.
Udstillingstekst om tegneren Frederik Brammings populære julekalendere og kravlenisseark.

Julemærkefonden. Dansk tekst.
Om julemærker og Julemærkefondens arbejde med blandt andet Julemærkehjemmene.

Stausholm, Anja: Lågens lyksaligheder. - Jyllands posten. - 1999-11-28. - Ferie & fritid, side 1-2.
Om tv-julekalendere for børn og voksne fra 1962 og frem.

Videre links

Under videre links henvises til hjemmesider og databaser på Internettet med flere eller mange dokumenter. Videre links kræver således at man selv udvælger og vurderer hvilke dokumenter man har brug for, eventuelt efter en søgning på hjemmesiden eller i databasen. Hjemmesiderne og databaserne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning på Internettet.

Jul i Danmark. Dansk tekst.
Dansk website med underliggende sider om forskellige aspekter af julen, dens historie og traditioner.

 

Kilder

  1. Piø, Iørn: Bogen om julen. - Sesam, 1990. 256 sider.
  2. Jessen, Inge: Julens traditioner. - Brannner og Korch, 1998. 99 sider.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Juletraditioner'  bibliotek.dk