Hvad er julen?
I den kristne verden festligholdes julen for at fejre Jesu fødsel. Julen er for mange en af årets store kirkelige højtider; men for andre er den blevet et mere kommercielt foretagende, hvor de oprindelige begivenheder og de gamle traditioner er trådt i baggrunden.
I Norden har julen traditionelt været en højtid, der var tæt forbundet med familien og hjemmet, fejret som en optakt til det nye kirkeår og i mindet om den kristne frelsers fødsel under ydmyge forhold i en stald nær Betlehem.
Selvom julens traditioner minder om hinanden fra hjem til hjem, har hver enkelt familie og hver enkelt egn desuden haft sine særlige skikke at fejre julen med.
Allerede inden kristendommens udbredelse har der både i Nordens oldtid og i senantikkens Rom været holdt forskellige former for solfester i den mørke vintertid. Romerne holdt således en slags fødselsdagsfest for "Sol invictus", det vil sige den uovervindelige sol eller solgud. Denne solhvervsfest blev fejret den 25. december.
Da kristendommen blev ophøjet til statsreligion i Romerriget, fik kirken mange nyomvendte medlemmer, der i hverdagen holdt fast ved deres tidligere tro og ritualer. I stedet for den uoverkommelige opgave at udrydde de hedenske traditioner valgte kirkens ledere at give de gamle forestillinger og fester et nyt religiøst indhold, der stemte overens med den kristne grundtanke. I år 336 blev det således fastlagt, at Jesu fødsel skulle fejres den 25. december.
Bibelens evangelietekster nævner ingen dato eller måned for, hvornår Jesus faktisk blev født. Bibelforskere og astronomer har senere ud fra de oprindelige tekster søgt at fastsætte tidspunktet. Det vigtigste var imidlertid ikke tidspunktet, men det at folk fortsat fik mulighed for at at feste, sådan som de hidtil havde gjort (1)
Hvad er hedensk jul?
Der er fundet mange genstande og vidnesbyrd om de ældste tiders religion i Danmark. Blandt andet viser den berømte solvogn, at der har eksisteret en solkult, ligesom vore forfædre dyrkede naturkræfterne, vandet, ilden og kraften fra de døde forfædre. Op mod vor tidsregning blev naturkræfterne personliggjort i form af guder og andre væsener, der blev hædret og dyrket med offergaver og gilder. Magtfulde guder som Odin og Tyr og frugtbarhedsguder som Frej og Freja blev især fejret ved årenes vendepunkter, midsommer og midvinter.
Nordboernes måde at dele året op hang sammen med arbejdslivet og de daglige opgaver. Sommerhalvåret blev brugt til at dyrke jorden, fiske, passe kvæget og samle forråd i det hele taget, mens vinteren var til indendørs liv og aktiviteter.
I sin oprindelige betydning har jul således intet med den kristne højtid at gøre. Ordet betyder egentlig fester - ikke én fest, men derimod en række af fester som led i fejringen af de forskellige guder og årstidernes skifte. Ordet jul kom mere konkret til at betegne de gamle nordboeres midvinterfest omkring midten af januar (1,2)
Hvordan fejredes hedensk jul?
Festerne blev fejret med den rigelige, veltilberedte mad og drikkevarerne fra de gode vinterforråd. At drikke jul er således vikingetidens udtryk for at fejre juletiden, men blev brugt helt op i 1500-tallet.
Ud over at fejre den mørke tids ophør med mad og drikke rummede julegilderne også offentlige ofringer til guderne. Her blev der ofret slagtekvæg og drukket til gudernes ære for at få god vækst, fremgang og godt udbytte i det kommende år. Især Odin var julens gud; men der blev også ofret til andre stærke guder, der sammen med Odin kunne sikre én alt, hvad man kunne have brug for til et indbringende og lykkeligt år. Deltagelsen i tempelhusenes ritualer og ofringer svarer til, at kristne i dag går i kirke for at modtage julens budskab og fejre Jesu fødsel sammen med andre trosfæller.
I hjemmene blev der leget og hvilet, ligesom forfaderkulten blev dyrket på små altre og ved mindehøjtideligheder for de afdøde. Hvert hus og hver gård havde sin vætte - en slags husgud, den senere nisse - som holdt til dér eller i en nærliggende høj, og også vætten krævede sine ofre for at sikre fred og ro (1,2)
Hvordan var den tidlige kristne jul?
Budskabet om Jesus nåede frem til Norden i 700- og 800-tallet med munken og missionæren Ansgars forkyndelse og biskop Poppos kristne vidnesbyrd. Først i år 960 gjorde kong Harald Blåtand kristendommen til statsreligion i Danmark, og danskerne lod sig med tiden døbe i den kristne tro.
I forlængelse af vikingetraditionen blev Jesus modtaget som den stærkeste og mest kraftfulde gud; men den tidligere mytologi levede længe videre side om side med den nye kirkes lære. Det er således i de tidligere tiders hjemmeofringer og fester, vi finder kimen til julens folkelige udbredelse og popularitet i kristen tid. I stedet for at ofre og drikke til gudernes og asernes ære blev der drukket Jesu skål, jomfru Marias samt en række helgeners skål, men stadig for fred og et godt år som hidtil.
De egentlige ofringer ophørte, og templerne blev erstattet af kirker, hvor de kristne præster og deres forkyndelse afløste vikingetidens goder, de religiøse ledere og ritual-mestre. I stedet for det gamle begreb jul prøvede præsterne at indføre en såkaldt Krist-messe - afledt af det engelske ord christmas, der dog ikke slog an i Norden.
Bruddet med de gamle spise- og drikketraditioner og andre udskejelser var svært og langvarigt. Kristendommens strenghed var ikke nemt at leve med for nordboerne, der havde været vant til at fylde sig og stille deres appetit i enhver henseende, når det faldt sig for. Kravet om beskedenhed, tugt og ydmyghed holdt hårdt, og overgangen til kristendommen var først nogenlunde bragt til ende 100 år efter danernes officielle kristning (1,2)
Hvordan var middelalderens jul?
På trods af kirkens tidligere imødekommenhed over for de gamle hedenske skikke, var der også visse grænser. Mange hjem blev i juletiden omdannet til julestuer med leg og drikkegilder, drillerier og slagsmål. De medførte, at de første kirkelove fra 1100-tallet blev temmelig restriktive med hensyn til jule- og karnevalsfejringen. I løbet af den såkaldte julehelg, der varede i 12 dage fra juledag den 25. december til helligtrekonger den 6. januar, skulle der herske absolut fred og ro. Der blev idømt strenge straffe, hvis nogen brød denne helg, så strenge at lovene af praktiske årsager opblødtes en del i 1200-tallet.
For middelalderens borgerskab indførtes der fra den katolske kirkes side en række juletraditioner, som blev praktiseret i hjemmene og i officiel sammenhæng, det vil sige ikke i kirken. I de store byer gik latinskoleeleverne rundt i gaderne med en lysende papirstjerne, symbolet på Betlehemsstjernen, der ledte de hellige tre konger til det nyfødte Jesus-barn. I dagene op mod jul sang eleverne for de velstillede borgere og samlede på den måde penge ind for deres indsats.
At holde julestuer har sit udspring i vågenats-forlystelserne i katolsk tid. Alle de store kirkelige højtider fejrede folk aftenen og natten før ved at våge, til man skulle overvære midnatsmessen. Under denne fik man tiden til at gå med tidsfordriv som leg, drik, sang og dans.
I kirkelig sammenhæng indførtes lysskikken med at tænde kærter, og denne skik vandt desuden almindelig udbredelse i hjemmene. Det betød meget at have mange lys; men det var et problem for de fattige at skaffe lys. De gik derfor rundt hos de rige, tiggede lys og sang, og dermed var grundlaget skabt for julevelgørenheden i katolsk tid: Alle skulle have det godt og have del i goderne i juleperioden, både penge og lækkerier.
Ved middelalderens afslutning havde julen udviklet sig til en blanding af hedenske og katolske skikke. Bortset fra juleaften, der var vågeaften, blev julen stadig fejret på en sådan måde og i et sådant omfang, at det var festerne og ikke den kristne højtid, der var højdepunktet (1,2)
Hvordan var julen på landet?
På landet adskilte julen sig ikke stort fra den gamle jul, men blev dog efterhånden blandet med de nyere kristne skikke. Nye traditioner som helligtrekongersoptog og godter specielt til børnene, dyrkedes ikke på landet. Til gengæld indgik kristendommen og folketroen i en forestilling om juletiden som en periode ladet med en hellig kraft, der kunne påkaldes og bruges helt praktisk og konkret. Fra denne overbevisning stammer for eksempel skikken med at lade brød ligge fremme, så det kunne opsuge juletidens særlige, magiske kraft. Brød og kager blev herefter spredt ud over markerne som en slags religiøs og ekstra kraftfuld kunstgødning.
I hedensk tid havde bønderne tilbedt og ofret til de stærke guder med henblik på at opnå gode resultater. I den nye kristne kultur vænnede også bønderne sig efterhånden til skikken med at bede; men de erstattede ikke uden videre de hedenske besværgelser med bønnen. Vigtigst var det at se, om bønnen faktisk var lige så nyttig og virkningsfuld på kvæg og afgrøder som de gamle ritualer. Også hvad angår de gamle julestuer blev disse traditioner holdt i hævd i langt højere grad på landet end i de mere kultiverede bysamfund; men glæden ved god mad og rigelig drikke var den samme som før, både hos høj og hos lav, i by og på land. Ganske vist ændrede spisevanerne sig på herregårdene og ved hoffet: Det blev moderne at spise gås i stedet for svinekød, men dog kun som en påvirkning fra udlandet i de finere kredse. Bønderne rejste ikke til udlandet og læste ikke om fremmede kulturer og skikke og fortsatte således de hidtidige vaner med god, traditionel sulemad (1,2)
Julen efter reformationen
I løbet af de 400 år, danskerne var katolikker, blev julens betydning og traditioner befæstet som en sammenblanding af den gamle og den nye tro. Efter reformationen og opgøret med den katolske kirkes ritualer og skikke kom der med den luthersk-protestantiske kirke nye holdninger og ønsker om mere kristelige skikke.
Kirkens mænd havde siden 1500-tallet forsøgt at "genkristne" julen og tale mod den tidligere våge-tradition, men uden større held. Juletiden og dens fester var stadig fortrinsvis en verdslig foreteelse, som truede kristen- og kirkelivet. Derfor måtte både præsterne og statsmagten sætte ind over for julegilderne. På samme måde som der i 1100-tallet blev grebet ind for at forhindre vold og usømmelige udskejelser, blev der i en kongelig forordning fra 1629 indført en passus, som aldeles forbød de løsslupne og ukristelige julefester. Danske Lov fra 1683 indeholdt ligeledes en bestemmelse om, at "al forargelig legen om julen forbydes strengeligt og bør alvorligt at straffes" (1,2)
Hvad betød pietismen?
1700-tallets tysk-påvirkede, pietistiske bølge fik kraftig indflydelse på julens fejring, om ikke andet så på overfladen. Kong Christian VI udstedte i 1735 en ny helligdagsforordning, der forbød at feste på helligdagene. Selvom påbudet var skarpt formuleret, forhindrede det dog ikke folk i at holde de traditionelle julestuer mellem jul og nytår. Midtpunktet i julestuerne var stadig den gode mad, julebryggen og legene; men festerne blev i det mindste begrænset til indendørs aktiviteter. Julestuerne dannede ramme om det festlige samvær mellem naboer, venner og bekendte, mens juleaften var hjemmets og familiens fest, hvor familien vågede sammen inden Krist-messen i kirken julemorgen (1,2)
Hvordan forberedtes julen?
Lillejuleaften var en aften med traditioner, idet det var den aften man fejrede afslutningen på julens forberedelser. På landet tilberedte folkene alting selv med slagtning, bagning, bryggeri, saltning og lysestøbning, ligesom vask, rengøring og personlig hygiejne skulle overstås inden julens fejring. Man satte markredskaberne væk og sørgede også for på anden vis at holde det onde borte i juletiden, ligesom der blev sørget ekstra godt for dyrene og vætterne. I julen var alt arbejde bandlyst, man skulle overholde hviledagene og samle nye kræfter i overgangen mellem det gamle og det nye år.
På den tid fandtes ikke en tradition med gaver; men i alle hjem hvor der var tyende, blev der uddelt gratialer i form af mad som brød og æbleskiver. Også præster, degne, lærere og smede fik gratialer, enten som et pengebeløb eller i naturalier. Med indførelsen af protestantismen blev skikken med at give julegaver bragt til ophør. Det blev betragtet som upassende at fejre Jesus-barnets fødsel i fattige kår ved at forkæle sine egne børn. I stedet blev der i en del borgerhjem givet nytårsgaver (1,2)
Julen i nyere tid
Den folkelige jul var op mod 1800-tallet resultatet af en mere end 1000 år lang udvikling både i byerne og på landet, hvor nye og fremmedartede skikke også vandt indpas efterhånden. Traditionerne var forskellige; men på trods heraf var der tale om et grundlæggende tema med variationer. Hovedtemaerne i den kristne jul var de samme, derimod udgjorde variationerne en mangfoldighed i fejringen, afhængigt af livsholdning, social status og økonomisk formåen. Den folkelige jul omkring 1800-tallet var således præget af en meget menneskelig og inderlig folkereligiøsitet og en lige så menneskelig og livsbekræftende festglæde.
I begyndelsen af 1800-tallet begyndte det københavnske borgerskab at nyskabe den folkelige jul. Det skete i en tid, hvor der var brug for ritualer og fester, der kunne underbygge den nationalromantiske bølge efter en række tragiske begivenheder: Tabet af flåden til englænderne i 1807, statsbankerotten i 1813 og afståelsen af Norge til svenskerne i 1814. Danmark var et lille, fattigt land, der savnede identitet og ydre symboler. Fra Tyskland overtog danskerne den traditionsbevidste nationalfølelse og lod sig både inspirere af gamle traditioner og skabte nye, hvis ikke der allerede fandtes nogle brugbare skikke. Det var vigtigt at finde stemninger og traditioner, som kunne samle nationen - ikke kun i overført betydning, men også helt konkret. Med tabet af de ydre værdier blev familien i særlig grad nationens fundament, og eftersom julen var familiens fest midt i den mørke tid, så fik julen en ny betydning som optakt til lysere tider (1,2)
Borgerskabets jul
Fra begyndelsen af 1800-tallet var det blevet moderne at skildre julen i digte, fortællinger og illustrationer, som blev læst og set af andre gode borgere i form af lærere, læger, præster, håndværksmestre og lignende samfundsgrupper rundt omkring i købstæderne. Her blev julen hurtigt præget af den københavnske julemode, og med væksten i de nye massemedier bredte moden sig efterhånden ud over hele landet med bøger, måneds- og ugeblade, aviser og skillingstryk.
Borgerskabet omfattede nemlig ikke blot kunstnere som forfattere og tegnere, men tillige driftige industrivirksomheder, der med den teknologiske udvikling kunne producere og omsætte de nye julevarer: Julehefter, udklipsark, tegninger, spil, julekort og så videre.
I løbet af århundredets første halvdel blev julen således en borgerlig idyl, en blanding af kristendom og nationalfølelse. Efter krigene i 1850 og 1864 blev julen nærmest demonstrativt dansk, hvor der blev pyntet op med dannebrogsflag, julepynt og lys i rød / hvide farver. I slutningen af 1800-tallet havde denne udgave af dansk, borgerlig jul sejret som tradition - ikke kun i hovedstaden, men over det meste af landet. Produktions- og markedsføringsapparatet gik hånd i hånd med det danske postvæsen og jernbanerne: Julen skabte stor omsætning, og store dele af befolkningen var blevet regulære juleforbrugere (1,2)
Julen i 1900-tallet
Før krigen 1864 var indflydelsen stor i Danmark fra tysk kultur og tyske traditioner; men i en i periode helt op til efter 1. verdenskrig kom der også stærke påvirkninger fra England og USA. Herfra stammer traditionerne med Santa Claus og hans flyvende rensdyr, julekort, mistelten, kristtjørn og kalkunen som julemad. Omkring 1930 ses igen en hældning mod de tyske nabotraditioner med især julekalenderen; men ogå fra Sverige sker der en massiv påvirkning med blandt andet halm-julebukke og anden julepynt, glögg og især Lucia-traditionen.
Julegudstjenesten den 24. december er et relativt nyt fænomen. Fra omkring 1. verdenskrig blev julefreden kimet ind sidst på dagen den 24., og så begyndte julen officielt.
Julen er stadig børnenes fest. Mange juletraditioner er under stadig forandring, og hvad vi i dag anser for selvfølgeligt, har for få generationer siden været ganske nyt eller endnu utænkeligt. Mange af fortidens juleskikke er gået tabt eller har fået en ny betydning, ligesom de allerældste traditioner ikke forbindes med den jul, vi kender i dag (1,2)
Videre læsning
Under videre læsning henvises til enkelte konkrete dokumenter som for eksempel én artikel eller én bog. Der kan være henvisninger til dokumenter i både trykt og elektronisk form. Dokumenterne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning i danske såvel som internationale databaser samt søgning på Internettet.
Blæsild, Benno: Dansk jul i 300 år. - Den gamle by. - 1998, side 70-95.
Gennemgang af danskernes jul fra renaissancen frem til 1.halvdel af det 20. århundrede.
Den gamle jul i tekster og billeder / red. Iørn Piø. - Sesam, 1989. 119 sider.
Antologi af digte, sange og andre tekster med stemningsbilleder og beskrivelser af juletraditioner og - aktiviteter.
Graakjær Petersen, Sanne: Skik på julen. - Jylands-posten. - 1999-12-19, side 7.
Julens traditioner og skikke har forandret sig; men man drikker stadig julen ind og spiser grød og sylte.
Videre links
Under videre links henvises til hjemmesider og databaser på Internettet med flere eller mange dokumenter. Videre links kræver således at man selv udvælger og vurderer hvilke dokumenter man har brug for, eventuelt efter en søgning på hjemmesiden eller i databasen. Hjemmesiderne og databaserne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning på Internettet.
Arkivets julesider. Historie-online.dk. Dansk tekst.
Hjemmeside med underliggende sider om forskellige aspekter af julen, dens historie og traditioner.
Christmas around the World. Engelsk tekst.
Hjemmeside med underliggende sider med kortfattede beskrivelser af juletraditioner i fremmede lande.
Christmas on the Net. Holidays on the Net. Engelsk tekst.
Amerikansk website med underliggende sider om forskellige aspekter af julen, dens historie og traditioner.
Christmas in Norway. Stavanger-Web. Engelsk tekst.
Norsk hjemmeside om forskellige aspekter af julen, dens historie og traditioner i Norge.
Links. GODE JULE-LINKS. Dansk tekst.
Dansk hjemmeside med henvisning til andre jule-sider.
Kilder
- Piø, Iørn: Bogen om julen. - Sesam, 1990. 256 sider.
- Jessen, Inge: Julens traditioner. - Brannner og Korch, 1998. 99 sider.
