Juletraditioner

Artikel type
faktalink
bibliotekar Susanne Nyegaard, DBC. 1999
Main image
Hos familien Guldmann håndhæves både svenske og danske 
juletraditioner.
Hos familien Guldmann håndhæves både svenske og danske
juletraditioner.
Foto: Bjarke Ørsted / Scanpix

I den kristne verden festligholdes julen for at fejre Jesu fødsel. Julen er for mange en af årets store kirkelige højtider; men for andre er den blevet et mere kommercielt foretagende, hvor de oprindelige begivenheder og de gamle traditioner er trådt i baggrunden.
I Norden har julen traditionelt været en højtid, der var tæt forbundet med familien og hjemmet, fejret som en optakt til det nye kirkeår og i mindet om den kristne frelsers fødsel under ydmyge forhold i en stald nær Betlehem.

Selvom julens traditioner minder om hinanden fra hjem til hjem, har hver enkelt familie og hver enkelt egn desuden haft sine særlige skikke at fejre julen med.

Introduktion til juletraditioner

Julen under de nordlige himmelstrøg er nemlig ganske enkelt, hvad man kunne kalde en naturlig fest eller rettere: en naturlig festtid.
Om julens oprindelse og historie

Hvad er julen?

I den kristne verden festligholdes julen for at fejre Jesu fødsel. Julen er for mange en af årets store kirkelige højtider; men for andre er den blevet et mere kommercielt foretagende, hvor de oprindelige begivenheder og de gamle traditioner er trådt i baggrunden.
I Norden har julen traditionelt været en højtid, der var tæt forbundet med familien og hjemmet, fejret som en optakt til det nye kirkeår og i mindet om den kristne frelsers fødsel under ydmyge forhold i en stald nær Betlehem.
Selvom julens traditioner minder om hinanden fra hjem til hjem, har hver enkelt familie og hver enkelt egn desuden haft sine særlige skikke at fejre julen med.
Allerede inden kristendommens udbredelse har der både i Nordens oldtid og i senantikkens Rom været holdt forskellige former for solfester i den mørke vintertid. Romerne holdt således en slags fødselsdagsfest for "Sol invictus", det vil sige den uovervindelige sol eller solgud. Denne solhvervsfest blev fejret den 25. december.
Da kristendommen blev ophøjet til statsreligion i Romerriget, fik kirken mange nyomvendte medlemmer, der i hverdagen holdt fast ved deres tidligere tro og ritualer. I stedet for den uoverkommelige opgave at udrydde de hedenske traditioner valgte kirkens ledere at give de gamle forestillinger og fester et nyt religiøst indhold, der stemte overens med den kristne grundtanke. I år 336 blev det således fastlagt, at Jesu fødsel skulle fejres den 25. december.
Bibelens evangelietekster nævner ingen dato eller måned for, hvornår Jesus faktisk blev født. Bibelforskere og astronomer har senere ud fra de oprindelige tekster søgt at fastsætte tidspunktet. Det vigtigste var imidlertid ikke tidspunktet, men det at folk fortsat fik mulighed for at at feste, sådan som de hidtil havde gjort (1) 

Hvad er hedensk jul?

Der er fundet mange genstande og vidnesbyrd om de ældste tiders religion i Danmark. Blandt andet viser den berømte solvogn, at der har eksisteret en solkult, ligesom vore forfædre dyrkede naturkræfterne, vandet, ilden og kraften fra de døde forfædre. Op mod vor tidsregning blev naturkræfterne personliggjort i form af guder og andre væsener, der blev hædret og dyrket med offergaver og gilder. Magtfulde guder som Odin og Tyr og frugtbarhedsguder som Frej og Freja blev især fejret ved årenes vendepunkter, midsommer og midvinter.
Nordboernes måde at dele året op hang sammen med arbejdslivet og de daglige opgaver. Sommerhalvåret blev brugt til at dyrke jorden, fiske, passe kvæget og samle forråd i det hele taget, mens vinteren var til indendørs liv og aktiviteter.
I sin oprindelige betydning har jul således intet med den kristne højtid at gøre. Ordet betyder egentlig fester - ikke én fest, men derimod en række af fester som led i fejringen af de forskellige guder og årstidernes skifte. Ordet jul kom mere konkret til at betegne de gamle nordboeres midvinterfest omkring midten af januar (1,2) 

Hvordan fejredes hedensk jul?

Festerne blev fejret med den rigelige, veltilberedte mad og drikkevarerne fra de gode vinterforråd. At drikke jul er således vikingetidens udtryk for at fejre juletiden, men blev brugt helt op i 1500-tallet.
Ud over at fejre den mørke tids ophør med mad og drikke rummede julegilderne også offentlige ofringer til guderne. Her blev der ofret slagtekvæg og drukket til gudernes ære for at få god vækst, fremgang og godt udbytte i det kommende år. Især Odin var julens gud; men der blev også ofret til andre stærke guder, der sammen med Odin kunne sikre én alt, hvad man kunne have brug for til et indbringende og lykkeligt år. Deltagelsen i tempelhusenes ritualer og ofringer svarer til, at kristne i dag går i kirke for at modtage julens budskab og fejre Jesu fødsel sammen med andre trosfæller.
I hjemmene blev der leget og hvilet, ligesom forfaderkulten blev dyrket på små altre og ved mindehøjtideligheder for de afdøde. Hvert hus og hver gård havde sin vætte - en slags husgud, den senere nisse - som holdt til dér eller i en nærliggende høj, og også vætten krævede sine ofre for at sikre fred og ro (1,2) 

Hvordan var den tidlige kristne jul?

Budskabet om Jesus nåede frem til Norden i 700- og 800-tallet med munken og missionæren Ansgars forkyndelse og biskop Poppos kristne vidnesbyrd. Først i år 960 gjorde kong Harald Blåtand kristendommen til statsreligion i Danmark, og danskerne lod sig med tiden døbe i den kristne tro.
I forlængelse af vikingetraditionen blev Jesus modtaget som den stærkeste og mest kraftfulde gud; men den tidligere mytologi levede længe videre side om side med den nye kirkes lære. Det er således i de tidligere tiders hjemmeofringer og fester, vi finder kimen til julens folkelige udbredelse og popularitet i kristen tid. I stedet for at ofre og drikke til gudernes og asernes ære blev der drukket Jesu skål, jomfru Marias samt en række helgeners skål, men stadig for fred og et godt år som hidtil.
De egentlige ofringer ophørte, og templerne blev erstattet af kirker, hvor de kristne præster og deres forkyndelse afløste vikingetidens goder, de religiøse ledere og ritual-mestre. I stedet for det gamle begreb jul prøvede præsterne at indføre en såkaldt Krist-messe - afledt af det engelske ord christmas, der dog ikke slog an i Norden.
Bruddet med de gamle spise- og drikketraditioner og andre udskejelser var svært og langvarigt. Kristendommens strenghed var ikke nemt at leve med for nordboerne, der havde været vant til at fylde sig og stille deres appetit i enhver henseende, når det faldt sig for. Kravet om beskedenhed, tugt og ydmyghed holdt hårdt, og overgangen til kristendommen var først nogenlunde bragt til ende 100 år efter danernes officielle kristning (1,2) 

Hvordan var middelalderens jul?

På trods af kirkens tidligere imødekommenhed over for de gamle hedenske skikke, var der også visse grænser. Mange hjem blev i juletiden omdannet til julestuer med leg og drikkegilder, drillerier og slagsmål. De medførte, at de første kirkelove fra 1100-tallet blev temmelig restriktive med hensyn til jule- og karnevalsfejringen. I løbet af den såkaldte julehelg, der varede i 12 dage fra juledag den 25. december til helligtrekonger den 6. januar, skulle der herske absolut fred og ro. Der blev idømt strenge straffe, hvis nogen brød denne helg, så strenge at lovene af praktiske årsager opblødtes en del i 1200-tallet.
For middelalderens borgerskab indførtes der fra den katolske kirkes side en række juletraditioner, som blev praktiseret i hjemmene og i officiel sammenhæng, det vil sige ikke i kirken. I de store byer gik latinskoleeleverne rundt i gaderne med en lysende papirstjerne, symbolet på Betlehemsstjernen, der ledte de hellige tre konger til det nyfødte Jesus-barn. I dagene op mod jul sang eleverne for de velstillede borgere og samlede på den måde penge ind for deres indsats.
At holde julestuer har sit udspring i vågenats-forlystelserne i katolsk tid. Alle de store kirkelige højtider fejrede folk aftenen og natten før ved at våge, til man skulle overvære midnatsmessen. Under denne fik man tiden til at gå med tidsfordriv som leg, drik, sang og dans.
I kirkelig sammenhæng indførtes lysskikken med at tænde kærter, og denne skik vandt desuden almindelig udbredelse i hjemmene. Det betød meget at have mange lys; men det var et problem for de fattige at skaffe lys. De gik derfor rundt hos de rige, tiggede lys og sang, og dermed var grundlaget skabt for julevelgørenheden i katolsk tid: Alle skulle have det godt og have del i goderne i juleperioden, både penge og lækkerier.
Ved middelalderens afslutning havde julen udviklet sig til en blanding af hedenske og katolske skikke. Bortset fra juleaften, der var vågeaften, blev julen stadig fejret på en sådan måde og i et sådant omfang, at det var festerne og ikke den kristne højtid, der var højdepunktet (1,2) 

Hvordan var julen på landet?

På landet adskilte julen sig ikke stort fra den gamle jul, men blev dog efterhånden blandet med de nyere kristne skikke. Nye traditioner som helligtrekongersoptog og godter specielt til børnene, dyrkedes ikke på landet. Til gengæld indgik kristendommen og folketroen i en forestilling om juletiden som en periode ladet med en hellig kraft, der kunne påkaldes og bruges helt praktisk og konkret. Fra denne overbevisning stammer for eksempel skikken med at lade brød ligge fremme, så det kunne opsuge juletidens særlige, magiske kraft. Brød og kager blev herefter spredt ud over markerne som en slags religiøs og ekstra kraftfuld kunstgødning.
I hedensk tid havde bønderne tilbedt og ofret til de stærke guder med henblik på at opnå gode resultater. I den nye kristne kultur vænnede også bønderne sig efterhånden til skikken med at bede; men de erstattede ikke uden videre de hedenske besværgelser med bønnen. Vigtigst var det at se, om bønnen faktisk var lige så nyttig og virkningsfuld på kvæg og afgrøder som de gamle ritualer. Også hvad angår de gamle julestuer blev disse traditioner holdt i hævd i langt højere grad på landet end i de mere kultiverede bysamfund; men glæden ved god mad og rigelig drikke var den samme som før, både hos høj og hos lav, i by og på land. Ganske vist ændrede spisevanerne sig på herregårdene og ved hoffet: Det blev moderne at spise gås i stedet for svinekød, men dog kun som en påvirkning fra udlandet i de finere kredse. Bønderne rejste ikke til udlandet og læste ikke om fremmede kulturer og skikke og fortsatte således de hidtidige vaner med god, traditionel sulemad (1,2) 

Julen efter reformationen

I løbet af de 400 år, danskerne var katolikker, blev julens betydning og traditioner befæstet som en sammenblanding af den gamle og den nye tro. Efter reformationen og opgøret med den katolske kirkes ritualer og skikke kom der med den luthersk-protestantiske kirke nye holdninger og ønsker om mere kristelige skikke.
Kirkens mænd havde siden 1500-tallet forsøgt at "genkristne" julen og tale mod den tidligere våge-tradition, men uden større held. Juletiden og dens fester var stadig fortrinsvis en verdslig foreteelse, som truede kristen- og kirkelivet. Derfor måtte både præsterne og statsmagten sætte ind over for julegilderne. På samme måde som der i 1100-tallet blev grebet ind for at forhindre vold og usømmelige udskejelser, blev der i en kongelig forordning fra 1629 indført en passus, som aldeles forbød de løsslupne og ukristelige julefester. Danske Lov fra 1683 indeholdt ligeledes en bestemmelse om, at "al forargelig legen om julen forbydes strengeligt og bør alvorligt at straffes" (1,2) 

Hvad betød pietismen?

1700-tallets tysk-påvirkede, pietistiske bølge fik kraftig indflydelse på julens fejring, om ikke andet så på overfladen. Kong Christian VI udstedte i 1735 en ny helligdagsforordning, der forbød at feste på helligdagene. Selvom påbudet var skarpt formuleret, forhindrede det dog ikke folk i at holde de traditionelle julestuer mellem jul og nytår. Midtpunktet i julestuerne var stadig den gode mad, julebryggen og legene; men festerne blev i det mindste begrænset til indendørs aktiviteter. Julestuerne dannede ramme om det festlige samvær mellem naboer, venner og bekendte, mens juleaften var hjemmets og familiens fest, hvor familien vågede sammen inden Krist-messen i kirken julemorgen (1,2) 

Hvordan forberedtes julen?

Lillejuleaften var en aften med traditioner, idet det var den aften man fejrede afslutningen på julens forberedelser. På landet tilberedte folkene alting selv med slagtning, bagning, bryggeri, saltning og lysestøbning, ligesom vask, rengøring og personlig hygiejne skulle overstås inden julens fejring. Man satte markredskaberne væk og sørgede også for på anden vis at holde det onde borte i juletiden, ligesom der blev sørget ekstra godt for dyrene og vætterne. I julen var alt arbejde bandlyst, man skulle overholde hviledagene og samle nye kræfter i overgangen mellem det gamle og det nye år.
På den tid fandtes ikke en tradition med gaver; men i alle hjem hvor der var tyende, blev der uddelt gratialer i form af mad som brød og æbleskiver. Også præster, degne, lærere og smede fik gratialer, enten som et pengebeløb eller i naturalier. Med indførelsen af protestantismen blev skikken med at give julegaver bragt til ophør. Det blev betragtet som upassende at fejre Jesus-barnets fødsel i fattige kår ved at forkæle sine egne børn. I stedet blev der i en del borgerhjem givet nytårsgaver (1,2)

Julen i nyere tid

Den folkelige jul var op mod 1800-tallet resultatet af en mere end 1000 år lang udvikling både i byerne og på landet, hvor nye og fremmedartede skikke også vandt indpas efterhånden. Traditionerne var forskellige; men på trods heraf var der tale om et grundlæggende tema med variationer. Hovedtemaerne i den kristne jul var de samme, derimod udgjorde variationerne en mangfoldighed i fejringen, afhængigt af livsholdning, social status og økonomisk formåen. Den folkelige jul omkring 1800-tallet var således præget af en meget menneskelig og inderlig folkereligiøsitet og en lige så menneskelig og livsbekræftende festglæde.
I begyndelsen af 1800-tallet begyndte det københavnske borgerskab at nyskabe den folkelige jul. Det skete i en tid, hvor der var brug for ritualer og fester, der kunne underbygge den nationalromantiske bølge efter en række tragiske begivenheder: Tabet af flåden til englænderne i 1807, statsbankerotten i 1813 og afståelsen af Norge til svenskerne i 1814. Danmark var et lille, fattigt land, der savnede identitet og ydre symboler. Fra Tyskland overtog danskerne den traditionsbevidste nationalfølelse og lod sig både inspirere af gamle traditioner og skabte nye, hvis ikke der allerede fandtes nogle brugbare skikke. Det var vigtigt at finde stemninger og traditioner, som kunne samle nationen - ikke kun i overført betydning, men også helt konkret. Med tabet af de ydre værdier blev familien i særlig grad nationens fundament, og eftersom julen var familiens fest midt i den mørke tid, så fik julen en ny betydning som optakt til lysere tider (1,2) 

Borgerskabets jul

Fra begyndelsen af 1800-tallet var det blevet moderne at skildre julen i digte, fortællinger og illustrationer, som blev læst og set af andre gode borgere i form af lærere, læger, præster, håndværksmestre og lignende samfundsgrupper rundt omkring i købstæderne. Her blev julen hurtigt præget af den københavnske julemode, og med væksten i de nye massemedier bredte moden sig efterhånden ud over hele landet med bøger, måneds- og ugeblade, aviser og skillingstryk.
Borgerskabet omfattede nemlig ikke blot kunstnere som forfattere og tegnere, men tillige driftige industrivirksomheder, der med den teknologiske udvikling kunne producere og omsætte de nye julevarer: Julehefter, udklipsark, tegninger, spil, julekort og så videre.
I løbet af århundredets første halvdel blev julen således en borgerlig idyl, en blanding af kristendom og nationalfølelse. Efter krigene i 1850 og 1864 blev julen nærmest demonstrativt dansk, hvor der blev pyntet op med dannebrogsflag, julepynt og lys i rød / hvide farver. I slutningen af 1800-tallet havde denne udgave af dansk, borgerlig jul sejret som tradition - ikke kun i hovedstaden, men over det meste af landet. Produktions- og markedsføringsapparatet gik hånd i hånd med det danske postvæsen og jernbanerne: Julen skabte stor omsætning, og store dele af befolkningen var blevet regulære juleforbrugere (1,2) 

Julen i 1900-tallet

Før krigen 1864 var indflydelsen stor i Danmark fra tysk kultur og tyske traditioner; men i en i periode helt op til efter 1. verdenskrig kom der også stærke påvirkninger fra England og USA. Herfra stammer traditionerne med Santa Claus og hans flyvende rensdyr, julekort, mistelten, kristtjørn og kalkunen som julemad. Omkring 1930 ses igen en hældning mod de tyske nabotraditioner med især julekalenderen; men ogå fra Sverige sker der en massiv påvirkning med blandt andet halm-julebukke og anden julepynt, glögg og især Lucia-traditionen.
Julegudstjenesten den 24. december er et relativt nyt fænomen. Fra omkring 1. verdenskrig blev julefreden kimet ind sidst på dagen den 24., og så begyndte julen officielt.
Julen er stadig børnenes fest. Mange juletraditioner er under stadig forandring, og hvad vi i dag anser for selvfølgeligt, har for få generationer siden været ganske nyt eller endnu utænkeligt. Mange af fortidens juleskikke er gået tabt eller har fået en ny betydning, ligesom de allerældste traditioner ikke forbindes med den jul, vi kender i dag (1,2) 

Videre læsning

Under videre læsning henvises til enkelte konkrete dokumenter som for eksempel én artikel eller én bog. Der kan være henvisninger til dokumenter i både trykt og elektronisk form. Dokumenterne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning i danske såvel som internationale databaser samt søgning på Internettet.

Blæsild, Benno: Dansk jul i 300 år. - Den gamle by. - 1998, side 70-95.
Gennemgang af danskernes jul fra renaissancen frem til 1.halvdel af det 20. århundrede.

Den gamle jul i tekster og billeder / red. Iørn Piø. - Sesam, 1989. 119 sider.
Antologi af digte, sange og andre tekster med stemningsbilleder og beskrivelser af juletraditioner og - aktiviteter.

Graakjær Petersen, Sanne: Skik på julen. - Jylands-posten. - 1999-12-19, side 7.
Julens traditioner og skikke har forandret sig; men man drikker stadig julen ind og spiser grød og sylte.

Videre links

Under videre links henvises til hjemmesider og databaser på Internettet med flere eller mange dokumenter. Videre links kræver således at man selv udvælger og vurderer hvilke dokumenter man har brug for, eventuelt efter en søgning på hjemmesiden eller i databasen. Hjemmesiderne og databaserne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning på Internettet.

Arkivets julesider. Historie-online.dk. Dansk tekst.
Hjemmeside med underliggende sider om forskellige aspekter af julen, dens historie og traditioner.

Christmas around the World. Welcome to the North Pole! Engelsk tekst.
Hjemmeside med underliggende sider med kortfattede beskrivelser af juletraditioner i fremmede lande.

Christmas on the Net. Holidays on the Net. Engelsk tekst.
Amerikansk website med underliggende sider om forskellige aspekter af julen, dens historie og traditioner.

Christmas in Norway. Stavanger-Web. Engelsk tekst.
Norsk hjemmeside om forskellige aspekter af julen, dens historie og traditioner i Norge.

The history of Christmas. Christ, Claus and the evolution of our most popular holiday. Engelsk tekst.
Hjemmeside med underliggende sider om forskellige aspekter af julen, dens historie og traditioner.

Jul i Danmark. Dansk tekst.
Dansk hjemmeside med underliggende sider om julens historie og traditioner samt juleleksikon.

Links. GODE JULE-LINKS. Dansk tekst.
Dansk hjemmeside med henvisning til andre jule-sider.

Kilder

  1. Piø, Iørn: Bogen om julen. - Sesam, 1990. 256 sider.
  2. Jessen, Inge: Julens traditioner. - Brannner og Korch, 1998. 99 sider.

Juletræet

Først skal træet vises, siden skal det spises.
Peter Fabers julesang

Hvad er juletræet?

Når vi i dag henter et grantræ eller grønne grene ind i vore stuer, er det rester af en gammel romersk skik, hvor man markerede nytårstiden med nyudsprungne grene, et lykkevarsel for det kommende år. De rige romere gav desuden gaver i anledning af det nye år: Søde sager, lys eller penge, en skik som stadig kendes i form af julegratialer til personer, der i årets løb har ydet hjælp og service.
Juletræet regnes imidlertid også for protestanternes måde at markere julen på i modsætning til katolikkernes opstillinger med julekrybben fra Betlehem. Selvom den religiøse og kulturelle baggrund er forskellig, har traditionerne efterhånden har bredt og blandet sig, så der i dag også er julekrybber i protestantiske hjem og juletræer i de katolske.
I vores del af Europa bredte juletræsskikken sig fra syd, det vil sige fra Schweiz, op gennem Tyskland, til Frankrig og videre op til de nordtyske protestanters hjem i 1500-tallet. Det livgivende grønne julesymbol kunne enten bestå i et stort og fornemt pyntet træ, et lille træ i en urtepotte eller blot af grangrene med pynt, lys, godter og legetøj. I mangel af friske træer eller grene kunne juletræet også laves af træpinde omviklet med farvet papir, pyntet med bånd og æbler (1,2) 

Hvorfra stammer juletræet?

Den første historiske optegnelse om en slags juletræ fortæller, at der i 1255 gik et festligt børneoptog gennem Wiens gader for at hædre områdets fyrste. Børnene bar på pyntede, lysende grantræer. Desuden fortæller franske digtere fra det 12. og 13. århundrede om en skik med at placere en juledukke i toppen af et træ, der blev oplyst med de traditionelle kerter. Dukken symboliserede Jesusbarnet, som bragte lyset og håbet ind i verden.
Der er dog først sikre vidnesbyrd om offentlige juletræer med pynt i bestemte tyske egne fra begyndelsen af 1500-tallet. Disse træer blev tilsyneladende opstillet til fordel for områdets fattige, som fik den spiselige pynt. De første træer blev bekostet af borgerforeninger eller af byrådet, og skikken har i et vist omfang også været udbredt til de private hjem. I 1521 blev der således sat vagter ved skovene med henblik på at forhindre private i at fælde juletræer.
Juletræet - eller Kristustræet - har sin oprindelse i den traditionelle julemajning, det vil sige pyntning af hjemmene med grønne grene, kranse og anden stads. I et håndskrift fra 1604 hedder det, at borgere i Strasbourg stillede friske grantræer ind i deres stuer, pyntede dem med papirklip, frugt og godter til børnene. Skildringen fortæller intet om lys, men allerede i de første beskrivelser af juletræet omtales dansen omkring træet.
Juletræsskikken blev imidlertid betragtet som rent hedenskab og afguderi af flere katolske præster på det tidspunkt. De prøvede først at bekæmpe skikken; men da traditionen var stærk og alligevel holdt stand mod kirkens pres, forsøgte de i stedet at helliggøre træet. I dag bruges juletræet som et kristent symbol på lys og fælles glæde inden for den protestantiske verden.
Skikken stammer således fra landsbyerne i Schweiz', Sydtysklands og Østrigs bjergområder, og traditionen bredte sig med adelen og det bedre borgerskab over hele Tyskand. Her blev skikken mere og mere almindelig gennem 1700-tallet, hvor også traditionen med lys og en stjerne i træets top vandt indpas. Blandt de almindelige borgere blev juletræet dog først almindeligt så sent som i midten af 1800-tallet.
Flere tyske digtere skrev begejstret om julens grønne træ, hvordan det bragte forårsstemning ind i hjemmene og kastede en betagende glans over aftenen inden den store kirkelige højtid (1,2) 

Hvornår kom juletræet til Danmark?

Inden for de seneste 200 år er den danske jul blevet en juletræsjul. Det er således det smukt pyntede træ, der med tiden er blevet julefestens absolutte midtpunkt - i alle størrelser og faconer, pyntet på mange forskellige måder med levende lys og fra den gammeldags, hjemmelavede julepynt til færdigkøbt, glitrende pynt og elektriske lyskæder.
Grantræet var blevet den folkelige juls samlingspunkt, og ligesom andre af julens nye traditioner kom juletræet til Danmark fra Tyskland. Tyskere som bosatte sig i udlandet bragte skikken med sig, og i begyndelsen var det derfor kun danskere af tysk afstamning, der havde juletræer. Inspireret af de tyske kunstneres hyldest til træet, og hvad danskere ved selvsyn havde oplevet i tyske hjem, blev også juletræsskikken indført af det københavnske borgerskab. Gavegivningen havde i en lang periode været afskaffet, men blev genoptaget med juletræet. På baggrund af gamle sagn og overtro skabte danske forfattere og kunstnere tillige en hel julemytologi om vætterne - altså nisserne - som de små husvæsener, der skulle have den gode julegrød og som iøvrigt bragte gaver til hjemmets børn.
I 1808 blev Danmarks sandsynligvis første juletræ tændt i hjemmet hos grevinde Wilhelmine Holstein på godset Holsteinsborg. Der er ikke bevis for, at dette træ var det første danske juletræ; men det omtales at familien i dette år havde et juletræ, der blev tændt for greveparrets lille datter.
Juletræsskikken bredte sig kun langsomt i København, og i begyndelsen af århundredet blev det stadig betragtet som en udpræget tysk skik. Omkring 1830 havde juletræet vundet indpas i det højere københavnske borgerskab, og ude omkring i landet blev det fortrinsvis indført i de lærer- og præste hjem, der havde kontakter til hovedstaden. I 1822 tændtes det første juletræ i Kolding, og omtrent samtidig omtales skikken i Randers, ligesom flere præster på Fyn havde juletræer i 1820'erne. Med Johan og Pietro Krohns børnebog "Peters jul" fra 1863 blev juletræet kendt og elsket over hele Danmark (1,2) 

Berømte juletræer i Danmark

I tidligere beretninger om dansk familiejul nævnes juletræet ikke. Eksempelvis fortæller digterpræsten Ingemann om sin barndoms jul i Torkildstrup Præstegård på Falster i slutningen af 1700-tallet, og her optræder intet juletræ. Dog skriver han mange år efter i 1819 det højstemte digt om juletræet "Julen har bragt velsignet bud".
Det mest kendte juletræ blev tændt hos familien Lehmanns hjem i Ny Kongensgade i København. Martin Lehmann var præstesøn, født 1775, dr. phil og gift med borgmesterdatteren Frederikke Louise Bech. De havde sønnen Orla, som senere blev en kendt og indflydelsesrig politiker. I 1811 blev der i deres hjem tændt et juletræ, som det havde været skik i Martin Lehmans barndomshjem i Holsten, og begivenheden vakte mere end almindelig opsigt i byen. Der gik rygter i kvarteret om, at der var kommet et stort grantræ til hjemmet og der skulle tændes lys på dets grene juleaften. På gaden uden for lagde forbipasserende mærke til det brændende træ bag ruderne og alarmerede brandvæsenet, som rykkede ud med fuld udrykning. Til alt held nåede de ikke at tage brandsprøjterne i brug, før misforståelsen og sagens rette sammenhæng var opklaret. Episoden havde imidlertid tiltrukket mange tilskuere, og da brandstigerne alligevel var fremme, klatrede de mest ivrige og nysgerrige op for at kigge ind og se det fantastiske syn med egne øjne.
At juletræsskikken bredet sig til hele Danmark skyldtes blandt andet flere digtere, inspireret af deres tyske kolleger. Hos familien Oehlenschlæger var der allerede i 1813 juletræ, og i 1817 skriver hustruen i et brev til sin mand om en julefest hos en anden københavnsk borgerfamilie, der ligeledes havde juletræ. Samme år skrev Johan Ludvig Heiberg skuespillet "Julespøg og nytårsløjer", hvor forfatteren gør sig til fortaler for den nye skik. Han fortæller om en fattig pige, der danser med englene omkring juletræet og leger julelege med dem. I 1847 skrev Peter Faber sin berømte sang "Højt fra træets grønne top", og H.C. Andersen skrev sine eventyr "Grantræet" og "Den lille pige med svovlstikkerne".
Digterpræsten N.F.S. Grundtvig var derimod ikke begejstret for juletræsskikken og gav i 1817 udtryk for, at juletræet var tegn på en udvandet form for kristendom. Grundtvig skiftede imidlertid holdning senere, da han blandt andet så, at flere af hans troende og fromme venner havde taget traditionen til sig, og 1823 skrev han i et digt, at juletræet sendes menneskene af Gud (1,2)

Juletræets udbredelse

Den nymodens skik slog først igennem hos præster og lærere og bredte sig via sognenes storbønder ud til resten af landbefolkningen fra 1880'erne. I de jævne danske hjem blev juletræet først almindeligt omkring år 1900, og selvom de fleste hjem havde deres eget træ, var der dog stadig mange i København, der hverken havde plads eller råd til et juletræ. Ydermere var der endnu ikke etableret en større produktion af grantræer, så mange havde svært ved at skaffe et træ i den rigtige størrelse.
I Københavns koncertsal tændtes der et stort juletræ til "De hjemløses juleaften" i 1911, og dagbladet Politiken tog i 1914 initiativ til, at Danmarks første by-juletræ blev tændt på Københavns Rådhusplads. Byens juletræ har siden været centrum for indsamling af julehjælp til fattige og ensomme borgere. Pengene indsamles af Børnenes Kontor i en stor glaskiste under juletræet, og kisten tømmes efter jul. De indsamlede penge bruges så den kommende jul til julekurve med mad, godter og pynt (1) 

Julelys

Den enkleste og mest udbredte form for juletræspynt er lysene, som stammer fra den verdslige tradition med at tænde mange lys i den mørke tid. I religiøs sammenhæng kobles lysene sammen med Jesu ord "Jeg er verdens lys; den som følger mig skal aldrig vandre i mørke, men have livets lys". I oldkirken holdt man den 6. december en stor lysfest for at fejre Jesu fødsel og dåb; men senere blev fejringen af Jesu fødsel adskilt fra denne fest. Det medførte den nye lysskik kyndelmisse - missa candelarum - den 2. februar.
I begyndelsen var der praktiske problemer med at få lysene til at sidde fast på træet: Man prøvede med dejklumper, ler, nåle, smeltet stearin og lys, der var så bløde at de kunne klemmes fast om grenene. Med opfindelsen omkring år 1900 af metallyseholdere i forskellige modeller blev problemet løst, og samtidig mindskedes brandfaren væsentligt.
Det store træ på Rådhuspladsen havde allerede fra starten pynt med elektriske lys. En af de teknikere, der havde været med til opstillingen af det store træ, tog ideen til sig og satte lys på et grantræ i sin egen have. I 1920 kom den første egentlige private, udendørs juletræsblysning i blå/gule farver hos en svensk familie i Klampenborg.
Med den teknologiske og økonomiske udvikling blev det billigere og således også mere almindeligt med elektriske lyskæder på de indendørs juletræer (1,3) 

Juletræspynt

Allerede de første tyske juletræer var behængt med spiselig pynt, fordi man i juletiden fik ekstra god og ekstra meget mad. Fra 1600-tallet omtales pynten som æbler og andre frugter, kagefigurer, oblater og sukkergodt. Den spiselige pynt blev enten hængt direkte på juletræets grene eller lagt i kræmmerhuse, kurve og hjerter lavet af papir. I julesangen "Højt fra træets grønne top" synges der, at "Først skal træet vises, siden skal det spises". I dag lyder det helt uforståeligt, idet man jo ikke spiser juletræer. Forklaringen er ganske enkelt den, at det blev tradition først at vise træet frem i al sin pragt og stråleglans og senere "plyndre" det for lækkerierne.
Lys, blankpudsede æbler, guldbronzerede valnødder og guirlander af nødder omtales i tidlige beskrivelser, ligesom kagefigurer af honningkagedej er en en gammel tradition. Honningkagerne var fint dekoreret med sukkermasse, og sukkerfigurer som engle, hjerter og fugle lyste op med fine farver på træet.
Siden midten af 1800-tallet kender man til papirspynten. Kræmmerhusene var den oprindelige form for indpakning hos købmanden, men blev til juletræet pyntet med tegninger eller udklippede figurer og forsynet med en hank. Også andre hverdagsgenstande som flettede kurve i miniformat fandt vej til træet og blev fyldt med rosiner, nødder eller småkager.
I starten af 1800-tallet kom de flettede julehjerter af papir på mode i Tyskland, ligesom papirsroser, stjerner, engle, musetrapper, jacobsstiger, ring- og flagguirlander og anden pynt af papir eller karton. I 1850'erne tryktes de første danske udklipsark med figurer til juletræets top, og 10 år senere kom også ark med julepynt til at klippe og klistre. Desuden fandtes der at væld af anvisninger til hjemmelavet julepynt, på samme måde som vor tids ugeblade hvert år bringer ideer til dekoration og pynt.
I Danmark er det almindeligt med betlehemsstjernen i toppen af træet; men tidligere kunne det også være en stork eller en engel. Meningen var den samme, nemlig at minde om Jesu fødsel og de vise mænds søgen efter den nye frelser. Da julenissen i 1800-tallet blev almindelig kendt som gavebringer, kunne også han få den fine plads i træets top (1,2) 

Nyere pynt

Før krigen 1864 var den kulturelle påvirkning fra Tyskland stor, også hvad angår skikke og festtraditioner. Under og efter krigen var det tyske dog ikke længere populært; men helt holdes ude kunne det ikke. Det var stadig mest almindeligt at lave sin juletræspynt selv; men også halv- og helforarbejdede genstande blev langsomt indført som julepynt. Blandt andet kom de smukke og skrøbelige glaskugler og - figurer på mode fra Schwarzwalds glashytter i 1890'erne, en form for julepynt man i dag ser afløst af mindre sårbare materialer som plast, presset vat og flamingo.
Fra 1864-1920 var det forbudt at flage med dannebrog i Sønderjylland, og derfor blev julen markeret særlig dansk på anden vis: Her blev det almindeligt at bruge det danske flag både som toppynt og som papirguirlander på selve træet. Hjerterne blev flettet i rødt og hvidt, ligesom også lysene blev holdt i de danske nationalfarver.
Efter 1. verdenskrig kom de nye ideer primært fra England og USA. Her pyntede man juletræet med strålende, farvebelagte kugler, fugle, engle og snefnug af glas, sølvklokker, lametta, englehår og lange guirlander til at sno om hele træet.
Efter 2. verdenskrig blev danskerne inspireret fra Sverige, hvorfra de hentede traditionen med halmpynt i form af julebukke, uroer og anden husflid, der understregede det nordiske tilhørsforhold.
Når det drejer sig om jultræspynt, sætter kun fantasien og tiden grænser for, hvad der kan fremstilles: I naturen og i forretningerne kan man finde materialer til at lave sin egen pynt, og på julemarkeder, udstillinger og i julestuer kan man finde ideer og inspiration til nye variationer over et gammmelt og elsket tema (1,2,3) 

Videre læsning

Under videre læsning henvises til enkelte konkrete dokumenter som for eksempel én artikel eller én bog. Der kan være henvisninger til dokumenter i både trykt og elektronisk form. Dokumenterne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning i danske såvel som internationale databaser samt søgning på Internettet.

Bartholin-Jørgensen, H. P.: Grenen fra livets træ. - Berlingske tidende. - 1993-12-23.
Juletræsskikken i Ingemans "Julen har bragt velsignet bud" og de danske salmedigteres berøringsangst over for traditionen.

Brøndum-Jospehsen, Niels: Juletræet i det skovløse Grønland. - Kristeligt dagblad. - 1990-12-24.
Juletræets historie fra enebærgrene til den sammenklappelige plast-model, der kan vaskes af.

Christmas Tree Legends. Engelsk tekst.
Legender om juletræet.

Evolution of the Christmas Tree. Engelsk tekst.
Juletræets historie og udvikling.

Dam, Poul: Juletræet og grundtvigianerne. - Folk og kultur. - 1993, side 43-53.
Det grundtvigianske miljø og dets rolle i forbindelse med indførelse af juletræsskikken i Danmark.

Flinck, Maria: Granna granen. - Stockholm, Bonniers, 1998. 151 sider. Svensk tekst.
Juletræets og julepyntens kulturhistorie 1850-1930 med modeller til at fremstille den gamle pynt.

Henningsen, Lars N.: Skolejuletræer - og de tusind hjem. - Sønderjysk månedsskrift. - 1990, nr. 11/12, side 307-311.
Juletræets historie og dets udbredelse i Danmark.

Kristiansen, Poul: Juletræets historie. - Facet, 1999. 104 sider.
Om juletræets historie og dyrkning af juletræer.

Ryge Petersen, Søren: Det magiske grantræ. - Politiken. - 1997-12-14.
Havemanden om juletræer og traditioner.

Rykind-Eriksen, Kirsten: Julepynt og juletræer. - Historie & samtid. - Årg. 29, nr. 4 (1990), side 111-118.
Om juletræet og dets pynt.

Vad, Anne Vibeke: Dansen om granen. - Dansk kunsthåndværk. - 1995, nr. 4, side 8-9.
Om juletræet og dets pynt.
Ud over de ovennævnte titler findes et væld at hobbyprægede og professionelle bøger med instruktioner og vejlinger til selv at lave forskellige former for julepynt i papirklip og så videre. Disse titler er ikke medtaget i litteraturlisten.

Kilder

  1. Piø, Iørn: Bogen om julen. - Sesam, 1990. 256 sider.
  2. Jessen, Inge: Julens traditioner. - Brannner og Korch, 1998. 99 sider.
  3. Hedegaard Olesen, Solveig: Juletræet med sin pynt. - Husflid. - Årg. 117, nr. 6 (1997. - Side 178-179.