Udvandring efter 2. Verdenskrig

Main image kapitel
Emigrantskibet 'Castelbianco' afsejler fra Frihavnen i København til Canada den 1. september 1951.
Emigrantskibet 'Castelbianco' afsejler fra Frihavnen i København til Canada den 1. september 1951.
Foto: Ukendt / Scanpix

Hvilke store udvandringsbølger kendetegnede 1950’erne?

I 1950’erne udvandrede 50.000 danskere til Canada. I dag menes op imod 170.000 canadiere at have danske rødder. Ifølge artiklen "Dansk udvandring til Canada" på Folkekirkens Mellemkirkelige Råds hjemmeside (se kilder) angiver 33.795 canadiere at have både en dansk far og mor. I artiklen kan man læse, at danskerne, der i 1950’erne søgte til Canada, primært gjorde det på grund af vanskelige økonomiske vilkår i Danmark. I Canada var det derimod let at få arbejde som eksempelvis gartner, landmand og sygeplejerske (se kilder). 

Hvor mange danskere er udvandret fra 1980’erne og fremefter?

Først fra 1980 har Danmarks Statistik opgørelser over antallet af danskere, der er udvandret. I 1980’erne udvandrede i alt 293.271 danskere ifølge Danmarks Statistik. De mest populære destinationer var dengang Grønland (33.583), Norge (32.680), USA (28.119), Storbritannien (26.168) og Sverige (23.295). Der var altså primært tale om udvandring til andre vestlige lande. Denne tendens gentog sig i 1990’erne, hvor omkring 60.000 flere end årtiet før udvandrede – i alt 355.996. Flest rejste til Storbritannien (38.765), USA (35.914), Tyskland (30.011), Norge (25.195) og Sverige (21.909).
Op gennem 00’erne steg antallet af udvandringer yderligere, idet knap 100.000 flere end årtiet før udvandrede. Af de 454.883 danskere, der i dette årti udvandrede rejste flest til Sverige (49.091), Storbritannien (38.305), USA (34.233), Tyskland (28.665) og Norge (29.845). Det fremgår af Danmarks Statistik (se kilder). 

Hvordan karakteriser danskerne udvandringsmønster?

Danmarks medlemskab af EU og de åbne grænser inden for EU/EØS-området gav i 1990’erne stigende migrationsstrømme til og fra medlemslandene. 49% af udvandringerne fra Danmark har et af disse lande som mål, fremgår det af udgivelsen "Befolkningen i 150 år" fra Danmarks Statistik (se kilder). Her kan man også læse, at der er en stigende tendens til, at danske udvandrere vender tilbage inden ti år, og at cirka en tredjedel vender tilbage inden for ét år – en konsekvens af, at det bliver stadigt mere almindeligt at rejse ud og studere eller arbejde i udlandet for en kortere periode, og udvandringen sker typisk til andre vestlige lande. Ifølge Danmarks Statistik udvandrede i alt 56.340 danskere således til udlandet i 2015, og af dem rejste flest til USA (5.256), Tyskland (4.037), Storbritannien (3.582), Sverige (3.173) og Norge (3.111).