Hvordan defineres indvandring?
Indvandring vil sige, at mennesker rejser ind i et land for at blive der i længere tid, i nogle tilfælde permanent. Der er altså ikke tale om turisme eller korte ophold, men om at mennesker rejser ind i et land for at bosætte sig der. I en dansk, officiel sammenhæng, brugt af Danmarks Statistik og de danske myndigheder, dækker begrebet indvandrere over personer, der er født i udlandet, hvor ingen af forældrene er danske statsborgere, født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er født i udlandet, opfattes den pågældende som indvandrer. En indvandrer er en udlænding, som har opholdstilladelse i Danmark. Opholdstilladelsen – der kan gives midlertidigt eller permanent – kan f.eks. tildeles som led i en familiesammenføring eller af arbejdsmæssige grunde. Det kan man læse på hjemmesiden nyidanmark.dk (se kilder). Begrebet indvandrer kan defineres på andre måder og bruges mere upræcist og bredere i den almindelige offentlige debat og i daglig tale.
Hvordan har Danmark historisk skiftet fra udvandrings- til indvandringsland?
Ind- og udvandringer er et område inden for befolkningsstatistikken, som tilbage i tiden er dårligt belyst. Først fra 1928 findes en egentlig vandringsstatistik, fremgår det af udgivelsen "Befolkningen i 150 år", udgivet af Danmarks Statistik i 2000 (se kilder).
Fra 1860'erne og frem til 1930 beskrives Danmark i faglitteraturen og historiebøgerne som et udvandringsland. Kun under Første Verdenskrig oversteg antallet af indvandrere antallet af udvandrere, og først efter 1982 var indvandringen til Danmark konsekvent større end udvandringen. Derefter fik Danmark position som et land, der fortrinsvis modtager indvandrere.
Hvilke typer af indvandring til Danmark findes der?
Indvandring er en fællesbetegnelse for mennesker, som er kommet til landet på lovlig vis for at bosætte sig i længere tid. De danske myndigheder benytter følgende kategorier af indvandrere: 1. Flygtninge, som har fået statsborgerskab, 2. Familiesammenførte, 3. Statsborgere fra især Norden, EU og Nordamerika, som er kommet til Danmark for at arbejde og/eller studere.
Hvornår kom de første større grupper af indvandrere at komme til Danmark?
De allerførste indvandrere i Danmark er de første danskere selv, som tilbage i Jægerstenalderen (13.000-4.000 f.Kr) bosatte sig i det område, der i dag kaldes Danmark. Begrebet indvandring er først kommet til, da stater begyndte at regulere deres grænser og retten til at opholde sig i landet via lovgivning.
Danmark har siden middelalderen været mål for fattigdomsflygtninge som sigøjnere og andre fremmede, der af nød og vandretradition søgte til Danmark. I 1500-tallet var huguenotterne blandt de større grupper af indvandrere, som flygtede fra Frankrig på grund af religiøs forfølgelse i deres hjemland, der i 1562 resulterede i krig mellem katolikker og huguenotter. I 1719 fik 50 franske huguenotfamilier lov til at slå sig ned i Fredericia for at dyrke den jyske hede ved Viborg, hvor også jødiske flygtninge fik opholdstilladelse. Dengang var indvandring ikke et spørgsmål om, at man gav asyl til alle, der havde beskyttelsesbehov, da der dengang endnu ikke fandtes lovgivning, der definerede, hvem der var flygtning og havde ret til asyl. Indvandring var snarere et spørgsmål om at tage imod den arbejdskraft, man havde behov for. Den tidlige indvandring til Danmark beskrives i bogen "Fra huguenotter til afghanere, indvandringens historie i Danmark" (se kilder).
I begyndelsen af 1500-tallet kom også de første romaer til Danmark.
Hvor kom indvandrerne typisk fra i slutningen af 1800-tallet?
I perioden 1850 til 1900 kom størstedelen af de, som indvandrede til Danmark, fra vores nabolande Tyskland og Sverige. Ifølge en folketælling kom bare 0,08% fra lande, der lå længere væk. Det kan man læse i bogen "Fra huguenotter til afghanere" (se kilder). Folketællingerne viser, at der i 1880 var omkring 24.000 svenskere i Danmark, hvilket svarer til 1,2% af den samlede befolkning. Hvert år i 1870’erne kom cirka 7.000 svenske sæsonarbejdere til Danmark for at søge arbejde, blandt andet med dyrkning af sukkerroer. Det tal steg i 1880’erne til cirka 9.000 om året. Svenskerne søgte til Danmark fra primært den sydligste del af Sverige, fordi fattigdommen i Sverige var langt mere markant end i Danmark. Mellem 1860 og 1910 immigrerede mere end 81.000 svenskere til Danmark, oplyser Immigrantmuseet i Farum i et mailsvar.
Også polske indvandrere kom til særligt Lolland-Falster og Møn i forbindelse med, at man i 1870’erne og 1880’erne udbyggede sukkerroedyrkningen. Eftersom svenskerne selv havde startet en omfattende dyrkning af roer i Skåne, og man stadig manglede arbejdskraft til dyrkningen i Danmark, blev løsningen at skaffe polske piger mellem 15 og 20 år, som kom til Danmark for at arbejde i sukkerroeproduktionen. I 1893 byggede man otte såkaldte polakkaserner på Lolland, hvor 400 polske kvinder boede. Det kan man læse i bogen "Fra huguenotter til afghanere – indvandringens historie i Danmark" (se kilder).
I begyndelsen af 1900-tallet ankom op mod 12.000 russiske jøder til Danmark på flugt fra forfølgelser i zartidens Rusland. De fleste rejste videre til USA, men omkring 3.000 blev boende i Danmark. Det kan man læse i artiklen "Jøder og jødedom i Danmark under 2. Verdenskrig" i Kristeligt Dagblad (se kilder).
Hvordan tog Danmark imod disse tidlige grupper af indvandrere?
Modstand og frygt for udefrakommende indvandring har i nogen grad præget den tidlige indvandring til Danmark. F.eks. blev romaerne hurtigt betragtet som et problem, da de kom til Danmark i begyndelsen af 1500-tallet, hvor der i 1536 blev lavet en lov, der indebar, at romaer maksimalt måtte opholde sig i landet i tre måneder. Og der var en mærkbar modstand mod de mere end 3.000 fattige jøder, der kom til Danmark som flygtninge fra Rusland i starten af 1900-tallet. Mange var småhåndværkere og fik arbejde som skomagere, skræddere, syersker eller vævere og blev udsat for offentlige beskyldninger om, at de stjal danske arbejdspladser, mens fagforeninger slog på, at de russiske jøders produkter var af dårlig kvalitet. Tolerancen over for de svenske og polske arbejdsmigranter, som kom til Danmark i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet, var omvendt gennemgående høj. Selv da man presset af arbejdsløshed i kølvandet på 1. Verdenskrig begyndte at diskutere indvandrerstop, talte man ikke om at sende svenskerne og polakkerne hjem. Det kan man læse i bogen "Fra huguenotter til afghanere" (se kilder).
Indvandrere fra nabolandene var velkommen i Danmark. Særligt arbejdsgiverne ønskede billig, arbejdsvillig og fleksibel arbejdskraft, hvilket man oplevede i 1960’erne og 1970’erne, hvor Danmark ligefrem inviterede gæstearbejdere til landet. Men også dengang udtrykte meningsdannere, herunder politikere, bekymring for, at de indvandrende arbejdere og deres familier skulle blive en økonomisk byrde for det danske samfund. Blandt andet derfor gjorde man det ved en ny fattiglov i 1892 til et krav for at opnå offentlig forsørgelse, at man skulle have dansk indfødsret. Det kan man læse i bogen "Fra huguenotter til afghanere" (se kilder).
Hvornår begyndte statsmagten at kontrollere indvandringen?
I 1875 blev Danmarks første indvandrerlov, den såkaldte "Fremmedlov", indført. "Lov om Tilsyn med Fremmede og Rejsende af 1875" blev indført for at lette den politimæssige kontrol med indvandrerne. Loven blev underskrevet af kongen den 15. maj 1875, trådte i kraft 1. juli samme år og gjorde det muligt for politiet at udvise uønskede fremmede af landet.
Loven foreskrev, at der skulle udstedes opholdsbøger til udlændinge, når de kom til landet. Ved flytning til og fra en kommune skulle indehaveren af opholdsbogen have den stemplet hos de lokale politimyndigheder, og udlændinge skulle kunne dokumentere, at de kunne forsørge sig selv i mindst otte dage. Opholdsbøgerne fungerede dermed som et kontrolredskab, der gjorde det muligt for myndighederne at følge indvandrernes færden og derved spore og udvise uønskede personer. Det var især den voksende tilstrømning af fattige svenske arbejdere, der var baggrund for, at loven blev vedtaget.
Med hjemmel i loven udviste de danske myndigheder et stort antal indvandrere, især fattige svenskere. De danske myndigheder frygtede, at indvandrerne skulle belaste det sociale system. Mellem 1875 og 1915 foretog de danske politimestre i alt 14.187 udvisninger med tilhold efter Fremmedlov og Straffelov med en klar dominans af personer født i Sverige og Tyskland. Loven blev først ophævet i 1953. Det oplyser Freja Gry Børsting, museumsinspektør ved Immigrantmuseet i Farum i en mail.