Hate crime

Artikel type
faktalink
journalist og cand.mag. i historie, Nina Trige Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. April 2014
Main image
Basketball-spilleren Jason Collins er én af de første, som er sprunget ud som bøsse, i en af de store amerikanske sportsgrene. Jason Collins bærer symbolet #98 for at ære Matthew Shepard der blev dræbt   i forbindelse med en hadeforbrydelse i 1998 nær Laramie, Wyoming.
Basketball-spilleren Jason Collins er én af de første, som er sprunget ud som bøsse, i en af de store amerikanske sportsgrene. Jason Collins bærer symbolet #98 for at ære Matthew Shepard der blev dræbt i forbindelse med en hadeforbrydelse i 1998 nær Laramie, Wyoming.
Foto: Justin Edmonds / Scanpix

Hate crime – eller hadforbrydelser – er forbrydelser mod personer eller grupper motiveret af had til eller fordomme mod disses (formodede) seksuelle, sociale, religiøse, raciale eller politiske identitet eller tilhørsforhold. Det kan f.eks. være angreb på homoseksuelle, jøder, transpersoner, muslimer eller feminister. Hate crime er oprindeligt et amerikansk begreb, men de sidste årtier er det også blevet anvendt uden for USA, herunder i Danmark, hvor Institut for Menneskerettigheder og ngo'er dokumenterer omfanget af hate crime, mens politiske grupper forsøger at slå tilbage mod denne type angreb. Hate crime er ikke en selvstændig juridisk kategori, men kan være skærpende omstændighed under Straffeloven, og PET har pligt til at registrere og efterforske hate crime.

 

Historie og baggrund

Hvad betyder hate crime?

Hate crime – på engelsk også kaldet bias-motivated crime – kan oversættes til hadforbrydelse, og på dansk bruger man både ordet hadforbrydelse og hate crime. Det betegner forbrydelser begået mod personer eller grupper på grund af had til eller fordomme mod disses (formodede) seksualitet eller kønsudtryk, etnicitet, fysisk handicap, religiøse, sociale eller politiske tilhørsforhold m.m. En hadforbrydelse kan være fysisk vold eller chikane, trusselsbreve, ildspåsættelse og graffiti (f.eks. hagekors) på en person eller gruppes hjem, butik eller tilholdssted. Hate crime kan også være verbale overfald, som kaldes hate speech eller hadetale, hvis det fremsættes offentligt og rummer en fordømmelse eller trussel. I antologien Hate speech – fra hadetale til hadesyn diskuteres det om hadetale kan føre til f.eks. fysiske overfald på personer eller grupper. Bl.a. citeres den ungarsk-jødiske filosof og forfatter Arthur Koestler for at have skrevet i essaysamlingen Yogien og kommissæren i 1946: ”Jøderne advarede mod Racehad, fordi de vidste, at det, der begynder med Øgenavne, ender med Lynchning og Massakre, ligegyldigt om det er Calcutta, Warszawa eller Detroit.” (se kilder). 

Hvornår blev begrebet brugt første gang?

Hate crime er et amerikansk begreb og blev først 'opfundet' efter Anden Verdenskrig, men bruges somme tider også retrospektivt til f.eks. at beskrive handlinger begået i forbindelse med Holocaust og forbrydelser begået mod sorte og indfødte i USA under slaveriet og koloniseringen.

Derfor taler man også om, at den første lov mod hate crime blev vedtaget allerede i kølvandet på borgerkrigen i USA med Civil Rights Act of 1871, også kendt som The Ku Klux Klan Act, som specifikt sigtede mod at inddæmme racistiske overfald begået af KKK og andre grupper, som opererede med en idé om hvidt overherredømme. Da Ku Klux Klan fik fornyet styrke i årene omkring Første Verdenskrig fik FBI – USA's føderale efterretningsagentur – til opgave at bekæmpe det, der senere blev kaldt hate crimes. ”At efterforske hate crime er første prioritet i vores Borgerrettighedsprogram,” skriver FBI i dag på deres hjemmeside og fortsætter: ”Hvorfor? Ikke blot fordi hate crime har en ødelæggende virkning på familier og lokalsamfund, men også fordi grupper, som prædiker had og intolerance planter terrorismens frø her i vort land.” (se kilder).

I forbindelse med opkomsten af borgerrettighedsbevægelsen fra 1960'erne begyndte flere amerikanske stater at sætte fornyet fokus på forbrydelser motiveret af f.eks. racehad. Fra 1980'erne blev selve begrebet hate crime mere udbredt og omsat til konkret lovgivning, også uden for USA. Det skete bl.a. på grund af opblomstringen af nynazistiske og racistiske skinheadgrupper – i Danmark kaldt grønjakker.

I forbindelse med udbredelsen af internettet er fokus på hate crime i form af hate speech blevet reaktualiseret. I 2002 indarbejdede EU en kriminalisering af hate speech i et tillæg til Konventionen om cyberkriminalitet. Forbuddet gælder ikke hadetale motiveret i køn eller seksualitet, men udbredelse af “skriftligt materiale, billeder eller enhver anden repræsentation af ideer eller teorier, som taler for eller fremmer had, diskrimination eller vold mod et individ eller en gruppe af individer på baggrund af race, hudfarve, slægt eller national eller etnisk oprindelse, såvel som religion.” 

Hvornår begyndte man at tale om hate crimes i Danmark?

Først inden for de sidste par år er man for alvor begyndt at tale om – og tilrettelægge indsatser mod – hate crime i Danmark. Det skyldes blandt andet at der i EU har været en stigende opmærksomhed rettet mod vold og overgreb motiveret af had til eller fordomme mod bestemte grupper. I 2006 vedtog Europaparlamentet en resolution om stigningen i homofobisk og racistisk vold i Europa, hvori parlamentet ”på det kraftigste fordømmer alle racistiske og hadmotiverede angreb” og ”opfordrer alle nationale myndigheder til at gøre alt, der står i deres magt, for at straffe dem, der står bag, og bekæmpe den tilstand af straffrihed, som disse angreb foregår under” (se kilder). I 2007 oprettede EU et Agentur for Grundlæggende Rettigheder (Fundamental Rights Agency, FRA), der skal rådgive EU-landenes myndigheder og informere befolkningerne om deres grundlæggende rettigheder, og som har specifikt fokus på hadforbrydelser mod seksuelle mindretal.

I 2011 udgav Institut for Menneskerettigheder den første større rapport, der kortlægger omfanget af hate crime i Danmark (se kilder).

Udbredelsen af hate crimes

Hvilke former kan hate crimes have?

I dansk sammenhæng har registrerede og straffede hadforbrydelser oftest form af vold på åben gade. At der er tale om hadforbrydelse bliver som regel anset for muligt at bevise, hvis gerningsmanden forinden har sagt noget til ofret f.eks. om dennes hudfarve eller seksualitet. Ifølge Institut for Menneskerettigheder er hadforbrydelser ”ofte uprovokerede forbrydelser, der begås uafhængigt af, om offer og gerningsmand kender hinanden” og de består af to elementer: “Dels er en hadforbrydelse en strafferetslig forbrydelse. Det kan f.eks. være et verbalt overgreb, vold, hærværk, tyveri eller røveri. Dels er en hadforbrydelse kendetegnet ved, at der ligger en diskriminerende årsag til grund for forbrydelsen.” (se kilder). 

Hvem udsættes for hate crime?

I en håndbog til politiet om hadforbrydelser skriver Institut for Menneskerettigheder: ”Alle kan blive udsat for hadforbrydelser. Men ofte udsættes personer for hadforbrydelser på grund af deres etniske (minoritets) baggrund, religion, politiske overbevisning eller seksuelle orientering. Med andre ord er der overvejende tale om overfald på medlemmer af minoritetsgrupper.” (se kilder)

Eftersom hate crime begås med f.eks. racistiske eller sexistiske motiver, kan man også sige, at de altid ikke kun er rettet mod den konkrete person, det går ud over, men mod hele den gruppe, hadet retter sig imod. 

I hvilke sammenhænge er hate crime særligt udbredt?

I en rapport fra en konference i København om hate crime, skriver den internationale organisation for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, ILGA, at hate crime ofte er knyttet til bestemte steder og tidspunkter. Når det gælder ikke-heteroseksuelle kan det for eksempel være overfald, der foregår i kendte cruisingområder (offentlige steder, hvor homoseksuelle mødes), i forbindelse med LGBT-natteliv eller pride parader (se kilder). Hadforbrydelser sker altså typisk i forbindelse med aktiviteter eller tilholdssteder, som forbindes med den gruppe, hadet retter sig imod, f.eks. demonstrationer, klublokaler, synagoger, moskeer osv.