Hate crime

Hvad betyder hate crime?

Hate crime – på engelsk også kaldet bias-motivated crime – kan oversættes til hadforbrydelse, og på dansk bruger man både ordene hadforbrydelse og hate crime. Det betegner forbrydelser begået mod personer eller grupper på grund af had til eller fordomme mod disses (formodede) seksualitet eller kønsudtryk, etnicitet, fysisk handicap, religiøse, sociale eller politiske tilhørsforhold m.m. En hadforbrydelse kan være fysisk vold eller chikane, trusselsbreve, ildspåsættelse og graffiti (f.eks. hagekors) på en person eller gruppes hjem, butik eller tilholdssted. Hate crime kan også være verbale overfald, som kaldes hate speech eller hadtale, hvis det fremsættes offentligt og rummer en fordømmelse eller trussel. I antologien ”Hate speech – fra hadetale til hadesyn” (se kilder) diskuteres det om hadetale kan føre til f.eks. fysiske overfald på personer eller grupper. Bl.a. citeres den ungarsk-jødiske filosof og forfatter Arthur Koestler for at have skrevet i essaysamlingen ”Yogien og kommissæren” i 1946: ”Jøderne advarede mod Racehad, fordi de vidste, at det, der begynder med Øgenavne, ender med Lynchning og Massakre, ligegyldigt om det er Calcutta, Warszawa eller Detroit.” (se kilder).

Hvornår blev begrebet brugt første gang?

Hate crime er et amerikansk begreb og blev først 'opfundet' efter Anden Verdenskrig, men bruges også retrospektivt til f.eks. at beskrive handlinger begået i forbindelse med Holocaust og forbrydelser begået mod sorte og indfødte i USA under slaveriet og koloniseringen.

Derfor taler man også om, at den første lov mod hate crime blev vedtaget allerede i kølvandet på borgerkrigen i USA med Civil Rights Act of 1871, også kendt som The Ku Klux Klan Act, som specifikt sigtede mod at inddæmme racistiske overfald begået af KKK og andre grupper, som opererede med en idé om hvidt overherredømme. Siden Ku Klux Klan fik fornyet styrke i årene omkring Første Verdenskrig har FBI – USA's føderale efterretningsagentur – haft til opgave at bekæmpe hate crimes.

I forbindelse med fremkomsten af borgerrettighedsbevægelsen fra 1960'erne begyndte flere amerikanske stater at sætte fornyet fokus på forbrydelser motiveret af f.eks. racehad. Fra 1980'erne blev selve begrebet hate crime mere udbredt og omsat til konkret lovgivning, også uden for USA. Det skete bl.a. på grund af opblomstringen af nynazistiske og racistiske skinheadgrupper – i Danmark kaldt grønjakker.

I forbindelse med udbredelsen af internettet er fokus på hate crime i form af hate speech blevet reaktualiseret. I 2002 indarbejdede EU en kriminalisering af hate speech i et tillæg til Konventionen om cyberkriminalitet. Forbuddet gælder ikke hadetale motiveret i køn eller seksualitet, men udbredelse af “skriftligt materiale, billeder eller enhver anden repræsentation af ideer eller teorier, som taler for eller fremmer had, diskrimination eller vold mod et individ eller en gruppe af individer på baggrund af race, hudfarve, slægt eller national eller etnisk oprindelse, såvel som religion.” (se kilder).

Hvornår begyndte man at tale om hate crimes i Danmark?

Først fra omkring 2010 er man for alvor begyndt at tale om – og tilrettelægge indsatser mod – hate crime i Danmark. Det skyldes blandt andet, at der i EU har været en stigende opmærksomhed rettet mod vold og overgreb motiveret af had til eller fordomme mod bestemte grupper. I 2006 vedtog Europaparlamentet en resolution om stigningen i homofobisk og racistisk vold i Europa, hvori parlamentet ”på det kraftigste fordømmer alle racistiske og hadmotiverede angreb” og ”opfordrer alle nationale myndigheder til at gøre alt, der står i deres magt, for at straffe dem, der står bag, og bekæmpe den tilstand af straffrihed, som disse angreb foregår under” (se kilder). I 2007 oprettede EU et Agentur for Grundlæggende Rettigheder (Fundamental Rights Agency, FRA), der skal rådgive EU-landenes myndigheder og informere befolkningerne om deres grundlæggende rettigheder, og som har specifikt fokus på hadforbrydelser mod seksuelle mindretal.

I 2011 udgav Institut for Menneskerettigheder den første større rapport, der kortlægger omfanget af hate crime i Danmark (se kilder). I 2017 udgav instituttet endvidere ”Hadforbrydelser i Danmark”, der gennem ni personlige beretninger om oplevelser med hadforbrydelser, giver et indblik i hvilke konsekvenser disse har for ofret (se kilder).

Hvad siger loven om hate crimes?

I Danmark er der ikke en specifik lovgivning omkring hate crime, men Straffelovens kapitel 10, §81 stk. 6 fastslår, at det er en skærpende omstændighed i forhold til strafudmåling, hvis ”gerningen har baggrund i andres etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende”. Derudover siger § 266 b (1) i Straffeloven: ”Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.” (se kilder).

Ifølge Institut for Menneskerettigheders udredning om hadforbrydelser fra 2011 er Danmark desuden bundet af internationale juridiske forpligtelser på området:

”Det følger af EU’s rammeafgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad og Racediskriminationskonventionen, at den danske stat er forpligtet til at have en bestemmelse i dansk straffelovgivning, hvorefter racistisk motiverede forbrydelser udgør en skærpende omstændighed. I henhold til Racediskriminationskonventionen er den danske stat endvidere forpligtet til at sikre ofre for hadforbrydelser adgang til effektive retsmidler. Herudover forpligter lighedsprincippet i artikel 14 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) den danske stat til at efterforske og retsforfølge mulige hadmotiver ved forbrydelser, der krænker grundlæggende menneskerettigheder. Det må endvidere antages, at det generelle lighedsprincip i artikel 26 i FN’s Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske rettigheder (ICCPR) pålægger den danske stat en positiv forpligtelse til generelt at efterforske og retsforfølge hadforbrydelser.” (se kilder).

Hvad gør myndigheder og etablerede institutioner ved hate crimes?

Justitsministeriets Forskningskontor udfører undersøgelser af ofres oplevelser af motiver, og sammenholdt med politiets opgørelser over hadforbrydelser, viser det sig at der er stor forskel på, hvor mange, der oplever at have været udsat for hadforbrydelser og hvor mange, der har anmeldt det. For årene 2005-2016, gjaldt det at ”Mere end hvert tiende offer for vold angiver, at forbrydelsen mod dem helt sikkert eller måske var betinget af racisme, mens omkring halvt så mange angiver, at volden mod dem helt sikkert eller måske skyldtes homo- eller transfobi” (se kilder). Det store mørketal skyldes ifølge Institut for Menneskerettigheder ”dels en manglende tro på, at en anmeldelse vil nytte, dels en frygt for, at en anmeldelse vil få personlige konsekvenser” (se kilder). Dertil kommer, at mange ikke er klar over deres rettigheder, og at hadforbrydelser er strafbare. Samtidig oplever ofre, at politiet afviser at registrere sager som hadforbrydelser, eller ikke har ”tilstrækkeligt fokus på et muligt hadmotiv”, som Institut for Menneskerettigheder skriver i sin udredning fra 2011 (se kilder). I 2017 anbefalede instituttet at: ”politiet tilvejebringer offentligt tilgængelig statistik over antallet af sager om hadefulde ytringer efter straffelovens § 266 b, hvor påtale opgives og på hvilket grundlag” (se kilder). Siden 2015 har Rigspolitiet årligt udgivet en rapport med opgørelser over hadforbrydelser i Danmark, hvor de udover anmeldte hadforbrydelser også anvender søgninger i allerede anmeldte sager (se kilder). I oktober 2019 lancerede politiet kampagnen ”stop hadet”, med målet om at få flere til at anmelde hadforbrydelser, bl.a. for at få et bedre indblik i, hvor og hvornår hadforbrydelser oftest sker, og dermed gøre det muligt at koordinere indsatsen optimalt (se kilder).

Siden årtusindeskiftet har der været gennemført en række undersøgelser og projekter på europæisk plan, finansieret af bl.a. midler fra EU og OSCE (Organization for Security and Co-operation in Europe) med det formål at skabe viden om omfanget af hate crime og redskaber til at bekæmpe dem. En del projekter bliver dog på rapport- og konferenceplanet, og tiltagene forsvinder igen. F.eks. blev hjemmesiden StopHateCrime.eu opbygget i forbindelse med projektet Tracing and Tackling Hate Crimes against LGBT Persons, der foregik i ni byer i Europa i 2010-2011, men er nu lukket ned igen. OSCE's menneskerettighedskontor ODIHR arbejder løbende med at overvåge hate crime i Europa og f.eks. uddanne ngo'er til at bekæmpe hate crime, og udgiver jævnligt materiale om dette arbejde (se kilder).

Hvilke organiseringer bekæmper hate crime?

Større nationale og internationale interesseorganisationer som f.eks. Transgender Europe, International Lesbian, Gay, Bisexual, Trans and Intersex Association (ILGA) og homo-, bi- og transpersoners organisation i Danmark, LGBT-Danmark, har siden starten af 00’erne haft stigende fokus på hate crime; herunder på, hvordan deres medlemmer kan beskytte sig mod angreb, samt på, hvordan myndigheder kan holdes op på deres ansvar for at bekæmpe hate crime og tilbyde hjælp til ofre for hate crime (se kilder).

I den sammenhæng kan nævnes, at en lang række interesseorganisationer og politiske organiseringer bekæmper de strukturer, som fører til vold mod og chikane af bestemte personer eller grupper – (hetero)sexisme, racisme, anti-semitisme, islamofobi, homofobi m.m. Et eksempel på dette var f.eks. de organiserede protester efter en gruppe nazisters knivoverfald på anti-racister, homoseksuelle og feminister i Malmø under kvindernes internationale kampdag 8. marts 2014: ”To kvinder og fire mænd blev natten til søndag kørt på hospitalet i Malmø med alvorlige kvæstelser efter at have været udsat for, hvad der af øjenvidner beskrives som et planlagt overfald begået af personer fra den yderste højrefløj,” skrev den venstreorienterede internetportal Modkraft i en artikel, som også rummer links til protestindkaldelserne (se kilder). I Danmark har CFE (Center for Forebyggelse af Eksklusion) siden 2015 arbejdet på at imødegå udfordringen med manglende anmeldelser, ved at tilbyde juridisk bistand til at vurdere om man har været udsat for en hadforbrydelse (se kilder).

Hvad betyder Bash Back?

Bash Back – slå tilbage – er en strategi, som gennem årtier er blevet brugt af såvel radikale homo-, bi- og transgrupper, feministiske organiseringer og sorte separatister m.fl., og indebærer kort sagt at sætte selvforsvaret i system. Det kan f.eks. være som reaktion på, at myndigheder ikke kan eller vil beskytte mod eller efterforske hate crime. Selve begrebet Bash Back forbindes imidlertid især med homo- og queeraktivisme i løbet af 2000'erne, og i dag findes der f.eks. gruppen Bash Back NYC i USA med parolen ”Not Gay as in Happy but Queer as in Fuck You!”. I dansk sammenhæng var bash back-strategien især synlig omkring 2008, hvor den blev benyttet af forskellige politiske grupper som reaktion på en række overfald i Ørstedsparken i København, der er et kendt cruisingområde for homo-, bi- og transpersoner. I artiklen "Bash Back: Queer vold fra Pink Panthers til Pink Pistols" bliver historien bag Bash Back-strategien gennemgået (se kilder).