demonstranter
Protester mod Guantánamo foran Det hvide hus i Washington i januar 2019.
Foto: Erik S. Lesser / Ritzau Scanpix

Guantánamo

journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. April 2008.
Top image group
demonstranter
Protester mod Guantánamo foran Det hvide hus i Washington i januar 2019.
Foto: Erik S. Lesser / Ritzau Scanpix
Main image
Al-Qaeda og Taleban internerede i orange fangedragter under overvågning af det amerikanske militærpoliti på Naval basen i Guantanamo på Cuba. Januar 2002.
Al-Qaeda og Taleban internerede i orange fangedragter under overvågning af det amerikanske militærpoliti på Naval basen i Guantanamo på Cuba. Januar 2002.
Foto: Scanpix

Indledning

Guantánamo Bay blev bygget som amerikansk flådebase på Cuba for over 100 år siden. I januar 2002 indrettede amerikanerne en fangelejr på basen for personer, som USA mistænker for at have forbindelser til terroristnetværket al-Qaeda eller den afghanske Taleban-milits. De indsatte i lejren betegnes af USA som ’illegale kombattanter’ og nægtes de rettigheder, krigsfanger normalt har. Der er også eksempler på mishandling og tortur af fangerne, og FN, Røde Kors og en række menneskerettigheds-NGO’er har krævet lejren lukket. Den amerikanske regering fastholder imidlertid, at Guantánamo er et nødvendigt led i ’krigen mod terror’.

Se også filmene

Gitmo Filmcentralen - Undervisning og Filmstriben - Lån film fra biblioteket

Vejen til GuantanamoFilmstriben - Lån film fra biblioteket

Artikel type
faktalink

Introduktion til Guantánamo

Hvad er Guantánamo-basen?

Guantánamo-basen, også kendt som Guantánamo Bay, er en amerikansk flådestation, der ligger i den sydøstlige del af Cuba i Guantánamo-provinsen. Flådestationen strækker sig over mere end 115 kvadratkilometer. Siden 2002 har en lille del af det store areal huset en fangelejr, hvor personer, som amerikansk militær mistænker for terrorvirksomhed, sidder indespærret på ubestemt tid. Når der i disse år skrives og tales om Guanatanamo i medierne, er det typisk denne lejr, som er opført inden for rammerne af den gamle flådestation, der henvises til.

Historie og baggrund

Hvornår blev Guantánamo-basen etableret?

Den amerikanske flådestation Guantánamo Bay blev opført som amerikansk flådestation i 1898, da USA ved afslutningen af den amerikansk-spanske krig overtog kontrollen med Cuba. I 1901 fik amerikanerne skrevet en tilføjelse ind i den nye cubanske forfatning, som slog fast, at USA havde retten til Guantánamo Bay, og at Cuba ikke kunne overdrage cubansk land til andre fremmede magter end USA. Da USA to år senere havde trukket sine styrker tilbage fra Cuba, indgik de to lande en aftale - den cubansk-amerikanske traktat - der gjorde USA til ’evig’ lejer af Guantánamo Bay. Traktaten gav USA juridisk kontrol over bugten, så længe Cuba var anerkendt som selvstændig republik, og den slog fast, at lejekontrakten kun kunne opsiges, hvis begge landes regeringer indvilger i det, eller hvis de amerikanske tropper forlader basen. I 1934 blev traktaten ændret, så Cuba og landets handelspartnere fik tilladelse til at færdes i bugten. Samtidig blev lejen sat op fra 2000 til 4.085 US dollars om året – altså omkring 20.000 kroner.

Hvilken status har lejeaftalen i dag?

Fidel Castro indløste i sin tid som præsident (1959-2008) kun en enkelt lejerate for Guantánamo fra amerikanerne, fordi han mente, at lejekontrakten som udgangspunkt var ulovlig. Ifølge Castro var den indgået under trusler, fordi amerikanerne stillede som betingelse for at forlade øen, at cubanerne underskrev tilføjelsen om overdragelse af Guantánamo til amerikanerne. Amerikanerne derimod mener, at Cuba har accepteret og bekræftet traktaten ved at tage imod den lejerate, som Castro en enkelt gang indløste. Der er fortsat ingen diplomatiske forbindelser mellem de to lande. Alligevel er der indgået en aftale om, at de cubanske myndigheder overdrager fanger, der flygter fra Guantánamo, til amerikanerne. Til gengæld overdrager amerikanerne cubanske mistænkte og forbrydere til de cubanske myndigheder.

Guantánamo i dag

Hvornår blev basen indrettet som fangelejr?

En lille del af flådebasen Guantánamos areal blev omkring årsskiftet 2001/2002 indrettet som fangelejr, og den 11. januar 2002 ankom 20 terrormistænkte fra Afghanistan til lejren. De første fanger blev siden fulgt af hundredvis af andre fanger, som USA mistænker for at have forbindelse til al-Qaeda eller Taleban.

Etableringen af fangelejren er et led i den såkaldte ’krig mod terror’, som blandt andet indebar et USA-ledet angreb på Afghanistan med det formål at tvinge Taleban-militsen fra magten. Under krigshandlingerne blev en række fanger, som mistænktes for at være på Talebans side eller støtte al-Qaeda, taget til fange, og mange af disse fanger blev efter tilfangetagelsen fløjet til Guantánamo-basen på Cuba, hvor de blev interneret på ubestemt tid.

Hvor mange indsatte er der?

Antallet af indsatte har svinget meget, siden de første 20 fanger ankom til lejren den 11. januar 2002. I november 2002 var der således over 750 indsatte i lejren, og frem til september 2004 ankom der løbende flere fanger. Sideløbende blev flere hundrede fanger dog også løsladt eller overgivet til regeringerne i de lande, hvor de havde statsborgerskab. Blandt andet blev flere børn under 16 år løsladt inden for de første år. Desuden har mindst fire fanger begået selvmord.

I januar 2008 var der fortsat omkring 270 tilbageholdte på basen. Nogle af fangerne har siddet i lejren siden 2002.

Hvem er de indsatte?

Forsiden af bogen Poems from Guantanamo - The Detainees Speak samlet af Marc Falkoff og udgivet på University of Iowa Press august 2007. Foto: AP Photo/University of Iowa Press/Polfoto
Forsiden af bogen Poems from Guantanamo -
The Detainees Speak samlet af Marc Falkoff
og udgivet på University of Iowa Press august 2007.
Foto: AP Photo/University of Iowa Press/Polfoto

Der har samlet set været indsatte fra omkring 40 forskellige lande på basen, herunder en enkelt person med tilknytning til Danmark - Slimane Hadj Abderrahmane - der blev løsladt i 2004 efter to års fangenskab. Fangerne har alle muslimsk baggrund, og mange stammer fra Afghanistan og Pakistan. Ifølge de amerikanske myndigheder har alle fangerne det til fælles, at de er mistænkt for at have planlagt eller deltaget i terrorhandlinger eller på anden måde været tilknyttet al-Qaeda-netværket eller Taleban-militsen. 

Generelt omtaler den amerikanske regering de internerede som ’illegale kombattanter’, et udtryk som en højtstående embedsmand i det amerikanske forsvarsministerium har fundet på. Definitionen af dette begreb blev i 2006 udvidet til ikke kun at gælde egentlige terrormistænkte, men også folk, der leverer våben, penge og andre former for støtte til terrorgrupper. 

Flere tidligere fanger på Guantánamo afviser at have haft noget som helst med al-Qaeda eller Taleban at gøre. Det gælder blandt andre tre britiske statsborgere med pakistansk baggrund, der blev taget til fange af amerikanerne i Afghanistan i slutningen af 2001 og var interneret på Guantánamo i to år. De tre, også kendt som The Tipton Three, hævder, at de egentlig var på vej til bryllup i Pakistan, men af nysgerrighed tog ind i Afghanistan for at opsøge Taleban-militsen. Her blev de fanget i konflikten mellem Taleban og den USA-ledede koalition, og først efter et to år langt ophold på Guantánamo blev de løsladt uden at have været stillet for en dommer. De tre tidligere fangers beretning danner baggrund for filmen ”Vejen til Guantánamo” (se kilder).

Hvad er fangerne anklaget for?

Ifølge de amerikanske myndigheder er samtlige fanger på Guantánamo mistænkt for terrorvirksomhed eller forbindelser til al-Qaeda eller Taleban-militsen. Men kun ti af de over 700 personer, der er eller har været interneret i lejren, er blevet præsenteret for et egentligt anklageskrift. Kun én er hidtil blevet dømt ved de særlige domstole, der er etableret på basen. Det drejer sig om australieren David Hicks, der i marts 2007 blev idømt syv års fængsel for at have støttet al-Qaeda i Afghanistan. Straffen blev dog nedsat til ni måneder, fordi han har lovet at bidrage med oplysninger om terrornetværket. Flere fanger er blevet retsforfulgt i deres hjemlande efter løsladelsen fra Guantánamo, blandt andre seks personer, der blev stillet for retten i Frankrig i december 2007. Fem af dem blev idømt hver et års fængsel for at havde modtaget træning i al-Qaedas lejre i Afghanistan, mens den sjette blev frikendt. Yderligere cirka 80 sager er planlagt ved den særlige domstol i Guantánamo-lejren, og heraf har de militære anklagere valgt at gå efter dødsstraf til seks fanger, der anklages for at have haft centrale roller under angrebet på USA 11. september 2001. 

Ifølge militære efterretningsfolk, der citeres i bogen ”Guantánamo Bay - America’s War on Human Rights” (se kilder), har hovedparten af de internerede på Guantánamo ikke været involveret i terrorisme og har ikke haft direkte kontakt med al-Qaeda eller Osama bin Laden. Derimod støttede de Taleban i borgerkrigen mod Nordalliancen inden 11. september-angrebet på USA. Også en amerikansk juraprofessors undersøgelse tyder på, at det amerikanske forsvarsministerium oprindeligt kun betegnede 8 % af de indespærrede som partisaner eller potentielle terrorister for al-Qaeda. Det fremgår af artiklen ”Fanger vil ikke hjem fra Guantánamo” i Politiken den 30. juli 2007 (se kilder).

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) vurderede i sommeren 2006, at der kun var grundlag for at retsforfølge 30-100 af de 460 fanger, der på det tidspunkt sad i lejren.

Hvordan er de blevet taget til fange?

De amerikanske myndigheder har hemmeligholdt oplysninger om de indsattes identitet samt om, hvor og hvordan de er blevet taget til fange, så offentligheden har ikke fuldt overblik over, hvor og under hvilke omstændigheder de indsatte er blevet taget til fange. Angiveligt er størstedelen af de indsatte blevet taget til fange i Afghanistan eller Pakistan, mens andre er blevet fanget i Europa eller Afrika.

Hvordan var forholdene for fangerne i begyndelsen?

I første omgang blev fangerne anbragt i Camp X-ray, en lejr, der var opført i al hast i midten af 1990’erne, da 45.000 cubanske og haitianske immigranter søgte tilflugt på basen. Den lå i en dalsænkning med store temperaturudsving mellem dag og nat.

Fangerne blev iklædt orange dragter og spærret inde i trådbure på cirka 1x1,5 meter, ofte med hænderne bundet på ryggen og hætter over hovedet. De kunne i udgangspunktet kun forlade burene på to ugentlige gåture på 15 minutter og i forbindelse med to ugentlige brusebade. De måtte kun føre samtaler med deres umiddelbare sidemænd. Om aftenen blev store projektører tændt over burene, så fangerne måtte dække hovederne med tæpper og lagener for at falde i søvn. Fangerne blev overvåget fra vagttårne med bevæbnede soldater. Af og til blev fangerne, der var lagt i fod- og håndlænker, ført bort fra deres bur til afhøring.

Camp X-Ray blev brugt frem til maj 2002. Forholdene i lejren beskrives i tekst i artiklen ”’De kan ikke forlange det bedre’” i Information den 2. marts 2002 (se kilder) og billeder fra den forladte lejr indgår i DR-journalist Lotte Holmstrups fotoserie fra 2005 (se kilder).

Hvordan er forholdene for fangerne nu?

I maj 2002 blev fangerne flyttet fra trådburene i Camp X-ray til en nybygget fængselsafdeling, Camp Delta 1-6, hvor de stadig befinder sig. Det amerikanske militær har understreget, at den nye afdeling er moderne og komfortabel. Rapporter fra tidligere fanger og fra menneskerettigheds-NGO’er, der har undersøgt forholdene på lejren, dokumenterer imidlertid, at forholdene ikke er betydeligt bedre i den nye lejrafdeling. Trådburene er skiftet ud med lukkede celler, ofte uden vinduer og ventilation, og her holdes fangerne isoleret i op til 23 timer i døgnet. Som udgangspunkt får fangerne to bade á 5 fem minutter hver uge med fem minutter ekstra, hvis de skal barberes. Samvær med andre fanger er begrænset til 2 x 20 minutter per uge. Fanger, der opfattes som samarbejdsvillige, kan få et ekstra bad om ugen, 20 minutters ekstra samvær med andre fanger og mulighed for at spille kort og fodbold. Nogle af de samarbejdsvillige fanger får desuden mulighed for at bo sammen i ottemandsceller.

Forholdene i lejren beskrives i rapporter fra bl.a. Røde Kors og Amnesty International og dokumenteres i DR-journalist Lotte Holmstrups fotoserie fra Guantánamo, 2005 (se kilder) og i flere Horisont-udsendelser på DR2 (se kilder).

Debatten om Guantánamo

Hvilken kritik rettes mod fangernes forhold?

Fangernes forhold er blevet kritiseret af tidligere fanger og deres advokater, menneskerettighedsorganisationer, politikere og almindelige borgere. Gennemgående i kritikken har været, at fangerne holdes hen i uvished om deres videre skæbne og udsættes for tortur og nedværdigende behandling.

Den eneste fange med dansk baggrund, Slimane Hadj Abderrahmane, der blev løsladt i 2004 efter to års fangenskab, har berettet om, hvordan han sad i et iskoldt afhøringslokale en hel nat, blev slået og båret af sted med hænder og fødder lænket sammen på ryggen. Hans beskrivelser af mishandlingen indgår i tv-udsendelsen ”Fanget på Guantánamo” sendt på DR den 22. september 2004 (se kilder) samt i bogen ”Danskeren på Guantánamo (se kilder). Andre fanger har fortalt om lignende mishandling. Derudover går følgende kritikpunkter igen i mange fangers beretninger og i rapporter fra blandt andre FN’s komite mod tortur og Amnesty International:

  • Slag og anden fysisk mishandling.
  • Seksuel ydmygelse. Blandt andet blev fangerne tvunget til at posere nøgne, simulere sex med hinanden, imens de blev hånet af nøgne kvindelige amerikanske soldater. Nogle af mishandlingerne blev videofilmet.
  • Lyd- og lystortur. Konstant lys har forhindret fangerne i at sove, og høj musik er blevet brugt til at stresse dem.
  • Ekstrem kulde- og varmepåvirkning.
  • Andre former for ydmygende og nedværdigende behandling. Fanger er blevet tvangsklippet og -barberet, andre har berettet, at de er blevet tisset på.
  • Isolationsfængsling. Af en Amnesty-rapport fra april 2007 med titlen ”Cruel and Inhuman” fremgår det, at 80 % af de internerede på Guantánamo udsættes for isolation, hvor de holdes i eneceller 23 ud af døgnets 24 timer. En enkelt fange har været isoleret i over halvandet år i en celle uden vinduer og uden andre ejendele end en Koran.
  • Tvangsfodring af sultestrejkende fanger.
  • Afhøringer, der strakte sig over mere end 20 timer og inkluderede trusler om fysisk afstraffelse og hjemsendelse til tortur samt indsprøjtning med ukendte medikamenter med efterfølgende besked om, at fangen kun ville få medicin mod de indsprøjtede væsker, hvis vedkommende samarbejdede.

FN konkluderede i 2006, at brugen af tvangsfodring, der forårsager opkastning og blødninger, og langvarig isolationsfængsling, der medfører varige psykiske men, er at betegne som tortur, og blandt andet på den baggrund har FN krævet lejren lukket.

Amnesty International har samtidig påpeget, at den umenneskelige behandling har fået dusinvis af fanger til at forsøge selvmord. 

Hvordan ser de amerikanske myndigheder på behandlingen af fangerne?

En rapport lavet af FBI og præsenteret for USA’s forsvarsudvalg i 2005 dokumenterede, at der er blevet brugt nedværdigende og grove forhørsmetoder på Guantánamo. Blandt andet blev en person, der var mistænkt for at være direkte involveret i terrorangrebet 11. september, tvunget til at gå med brystholder og fik pigetrusser på hovedet, blev kaldt homoseksuel og tvunget til at danse med mandlige forhørsfolk, samt blev tvunget til at optræde som en hund. Han blev også forhindret i at sove og udsat for forhør, der strakte sig over mere end 20 timer. Rapporten, der baserede sig på en undersøgelse foretaget af FBI, konkluderede imidlertid - modsat vurderinger fra FN - at der ikke var tale om tortur.

Hvordan har de amerikanske myndigheder reageret på kritikken?

Den amerikanske regering hævder fortsat, at fangerne på Guantánamo behandles humant. I december 2002 godkendte den amerikanske forsvarsminister brugen af en række nye forhørsteknikker på ’genstridige’ fanger på Guantánamo. Ministeren vurderede, at fangerne hverken var krigsfanger eller civile og derfor ikke var omfattet af det forbud mod tortur og nedværdigende behandling, der findes i Geneve-konventionerne. De særlige forhørsteknikker, som ministeren godkendte, var blandt andet: Stressstillinger (fangen skal stå op i op til fire timer), langvarig isolation, fangenskab i mørke, ’lyd-påvirkning’, hætte over hovedet, afklædning af fangen, at skræmme fangen med hunde og at lave simuleret drukning, hvor fangen vha. våde håndklæder og dryppende vand narres til at tro, at han bliver kvalt.

Brugen af ovennævnte forhørsteknikker på Guantánamo beskrives i artiklerne ”Undtagelser fra Geneve-konventionen muliggjorde tortur” i Information 21. december 2006 og ”En bøddel og hans håndlangere” i Information den 9. februar 2008 (se kilder).

USA har ikke ratificeret FN’s torturkonvention og anerkender ikke FN’s definition af tortur og dens forbud mod nedværdigende behandling, og FN’s komité mod tortur er blevet nægtet mulighed for at besøge fangerne.

I juli 2006 meddelte den amerikanske regering, at fangerne på Guantánamo - trods deres status som illegale kombattanter - fremover ville blive behandlet i henhold til Genevekonventionernes regler for behandling af krigsfanger. Samtidig slog en talsmand for Det Hvide Hus imidlertid fast, at der ikke var tale om et kursskifte, idet human behandling hele tiden havde været standarden på Guantánamo. 

Hvilken kritik er rettet mod fangernes juridiske status?

Den amerikanske regering er blevet kritiseret for at tilbageholde fangerne uden at præsentere dem for et formelt anklageskrift, uden at give dem mulighed for at blive stillet for en civil dommer og uden ret til advokatbistand. Kritikere, som tæller juridiske eksperter og menneskerettighedsgrupper, har kaldt situationen for ’lovløshed’ og anklaget amerikanerne for at skabe et ’juridisk tomrum’. I artiklen ”Et sort hul på Cuba” i Information den 19. december 2003 (se kilder) citeres den første civile advokat, der besøgte fangelejren, australieren Stephen Kerry, for følgende karakteristik af lejren: ”Et juridisk, fysisk og moralsk sort hul. (…) De almindelige principper om bevisførelse gælder ikke her, og der er ingen normale appelmuligheder. Disse sager lever ikke op til de internationale standarder for retsforfølgelse.”

Baggrunden for, at fangerne er blevet frataget de juridiske rettigheder, er, at den amerikanske regering ikke anerkender de indsatte som krigsfanger eller som almindelige mistænkte i kriminalsager, men som såkaldte ’detainees’, tilbageholdte. De fleste af fangerne er - ifølge amerikansk militær - såkaldt ’ulovlige fjendtlige kombattanter’, et begreb, der blev opfundet af en embedsmand i det amerikanske forsvarsministerium efter terrorangrebet mod USA den 11. september 2001 og taget i brug af præsident George W. Bush i en tale den 7. februar 2002. I begrebet ligger, at de tilbageholdte ikke kæmper for et land og ikke bærer uniform og derfor er en ny form for kriger, som ifølge amerikansk militær ikke kan påberåbe sig samme rettigheder som almindelige krigsfanger. Derfor mener USA ikke, fangerne skal behandles efter reglerne i den 3. Geneve-konvention, som fastlægger krigsfangers rettigheder.

Internationalt Røde Kors og menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch er uenige. De fastholder, at hvis fangerne ikke er omfattet af reglerne om krigsfanger, må de opfattes som militært lægepersonel, der er omfattet af 1. Genevekonvention, eller som civile, der er omfattet af 4. Genevekonvention. Sidstnævnte konvention forbyder tvangsflytning af civile, og da mange af fangerne er anholdt uden for USA og derefter deporteret til lejren, udgør deres fangenskab på Guantánamo i sig selv et brud på konventionen, hævder bl.a. Røde Kors. 

Hvilken kritik er rettet mod de hemmelige militære retssager?

De fleste af fangerne på Guantánamo fik i løbet af 2004 og 2005 afgjort deres status ved særlige militære retssager, som foregik i hemmelighed på selve Guantánamo-basen.

Formålet med retssagerne var at afgøre, om fangerne kunne karakteriseres som ’ulovlige kombattanter’, som dermed - ifølge den amerikanske regerings vurdering - ikke har samme rettigheder som krigsfanger eller civile, men kan tilbageholdes på ubestemt tid uden at blive præsenteret for et anklageskrift og få afgjort deres sager. Ifølge en amerikansk militæradvokat, der har deltaget ved 49 af sagerne, blev advokaterne udsat for pression fra den øverste hærledelse, som ønskede, at så mange af fangerne som muligt skulle kategoriseres som ’ulovlige kombattanter’. Resultatet var, at af de 558 fanger, der fik deres status afgjort i løbet af 2004 og 2005, blev alle bortset fra 38 erklæret for ’ulovlige kombattanter’. Også andre militærfolk har kritiseret retssagerne for at være uretfærdige. Det fremgår af artiklen ”Militæradvokat tager afstand fra Guantánamo-proces” i Information den 1. november 2007 (se kilder). 

Hvad har amerikanerne gjort for at fastholde fangernes særlige status?

Baggrunden for at give fangerne den særlige status er en påstand om, at Guantánamo-basen ikke er underlagt fuld amerikansk suverænitet, og at forfatningens bestemmelser derfor ikke nødvendigvis gælder her i fuldt omfang. Den amerikanske regering hævder således, at suveræniteten over Guantánamo-basen i sidste ende ligger hos Cuba, og at fangerne derfor juridisk set ikke er under amerikansk lov, når de opholder sig på basen.

USA’s højesteret afviste i 2004 dette argument med henvisning til, at det er USA, som har eneretten over Guantánamo Bay, og at fangerne derfor skulle have deres sager prøvet ved amerikanske domstole. Denne afgørelse blev dog senere omstødt af en amerikansk appelret, og den amerikanske regering har også gennemført flere ændringer af sin militærlovgivning for at sikre sig, at fangerne ikke kan opnå samme rettigheder som andre fanger i amerikansk militær varetægt. En ændring af loven i 2006 betød for eksempel, at de føderale domstole ikke har ret til at behandle fangernes sager, og at sager mod fanger uden amerikansk statsborgerskab kan afgøres ved særlige militære domstole nedsat på præsidentens initiativ. Ved disse domstole kan vidneudsagn opnået under ’fysisk pres’, som af menneskerettighedsorganisationer opfattes som tortur, indgå. Lovændringerne fra 2006 blev grundigt beskrevet i radioindslaget ”Hjørnet” i Orientering på P1 den 26. januar 2007 (se kilder). 

Hvilken kritik er der blevet rettet mod forholdene for de løsladte?

Også forholdene for de fanger, der er blevet løsladt fra Guantánamo, er blevet kritiseret af juridiske eksperter og menneskerettighedsgrupper. Kritikken går især på, at nogle af de løsladte sendes tilbage til lande, hvor de risikerer at blive udsat for tortur. En britisk kampagnegruppe National Coalition of Guantánamo Campaigns arbejder på at få de britiske myndigheder til at kæmpe for otte fanger, der før tilfangetagelsen havde fast bopæl, men ikke statsborgerskab i Storbritannien. Når eller hvis de løslades fra Guantánamo, vil de blive sendt til deres oprindelseslande, hvor flere af dem ifølge kampagnegruppen risikerer tortur og forfølgelse på grund af deres fortid som politisk aktive. Det gælder blandt andet en fange med libysk baggrund, fremgår det af kampagnegruppens hjemmeside (se kilder). Visse fangers frygt for at blive hjemsendt til deres oprindelsesland nævnes også i artiklen ”Fanger vil ikke hjem fra Guantánamo” i Politiken den 30. juli 2007 (se kilder).

Der er også blevet rejst kritik af, at de løsladte fanger ikke er blevet stillet for en domstol eller på anden vis har en juridisk udtalelse om, at de er uskyldige. Lektor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard kritiserede således i artiklen ”Der kom en flyver…” i Information 25. februar 2004 (se kilder) de danske myndigheder for at have udtalt sig mistænkeliggørende om den danskfødte Guantánamo-fange, Slimane Hadj Abderrahmane, efter hans løsladelse: ”Det er dybt urimeligt og forkasteligt, når systemet på den måde anonymt - og for den sags skyld mindre anonymt - sværter manden til ved at plante rygter og belastende oplysninger, som er meget ukonkrete. Spillereglerne er jo, at man har krav på at blive betragtet som uskyldig, indtil det modsatte er bevist.” 

Hvilke argumenter fremføres for, at lejren skal lukkes?

Lejren og dens placering uden for amerikansk territorium gør det muligt at holde fangerne hen i et juridisk tomrum, hvor de ikke har mulighed for at få deres sager afgjort, og hvor de risikerer fortsat at blive udsat for tortur. Det er uacceptabelt, og fangerne bør derfor enten løslades eller overføres til USA eller til deres hjemlande, hvor de kan stilles for en domstol og få en retfærdig rettergang. Den nuværende situation er et brud på internationale konventioner mod tortur og om krigsfangers rettigheder. Lejren er desuden en skamplet på USA’s omdømme som demokratisk land.

Disse argumenter er blandt andet blevet fremført af FN’s generalsekretær, FN’s særlige ekspert i forholdet mellem terrorbekæmpelse og menneskerettigheder og af flere amerikanske politikere, blandt andre tidligere udenrigsminister Colin Powell. Formanden for det amerikanske senats retsudvalg, Arlen Specter, udtalte således i juni 2006: ”Hvis vi sidder inde med beviser, bør vi retsforfølge dem. Hvad angår mange af de andre tilbageholdte, har vi simpelthen ikke beviser nok til at stille dem for en domstol.” Citatet fremgår af artiklen ”Krav om lukning af Guantánamo vokser” i Information den 13. juni 2006 (se kilder).

Allerede i 2004 hævdede flere kilder fra den militære efterretningstjeneste ifølge bogen ”Guantánamo Bay - America’s War on Human Rights” (se kilder), at de mange forhør af fangerne på Guantánamo ikke havde resulteret i værdifulde oplysninger om terrornetværk. Forhørene havde ifølge en efterretningsofficer med 20 års erfaring ikke forhindret et eneste terrorangreb. 

Hvilke argumenter fremføres for at opretholde lejren?

Den amerikanske regering argumenterer for, at det er nødvendigt at opretholde lejren på Guantánamo for at have et sted at holde terrormistænkte personer, der er taget til fange i Afghanistan og omkringliggende områder, indespærret. Løslades de, vil de udgøre en sikkerhedsrisiko, fordi der er risiko for, at de vil planlægge og udføre terrorangreb mod USA. Afhøringer af fangerne giver desuden fortsat nyttige oplysninger om terroristnetværk og trusler mod USA’s sikkerhed, fastholder den amerikanske regering.

Guantánam-basen er derfor ifølge regeringen et nødvendigt element i ’krigen mod terror’.

Perspektivering

Hvad er fremtidsudsigterne for Guantánamo-fangerne?

Flere fanger har anlagt en ny sag ved Højesteret, fordi de mener, at lovændringerne strider imod den amerikanske forfatning. I øjeblikket behandler Højesteret således to prøvesager, der skal afgøre, om regeringen kan tvinges til at ændre fangernes retlige status og give dem ret til at blive stillet for en civil dommer inden for 24 timer - en ret som anholdte i USA har ifølge den amerikanske forfatning. Afgør Højesteret, at også fangerne på Guantánamo har denne ret, vil det muligvis tvinge regeringen til at lukke lejren. Det fremgår af artiklen ”Guantanámo-fanger går rettens vej” i Information den 7. december 2007 (se kilder). I samme artikel citeres en af fangernes advokater for følgende udtalelse ved sagens indledning: ”Efter seks års fængsel uden meningsfuld efterprøvelse er det på tide, at en domstol tager stilling til, om deres tilbageholdelse er lovlig”, og Amnesty International’s kampagneleder for Guantánamo-sagen supplerer: ”Dette er et afgørende øjeblik for menneskerettighederne og retsprincipperne. De spørgsmål, Højesteret skal tage stilling til, har en videre dimension end de indsattes rettigheder - de handler også om, hvorvidt en regering stadig kan pådrages et retsligt ansvar.”

Prøvesagerne kan muligvis tvinge den amerikanske regering til at ændre planer og lukke Guantánamo-basen samt tilsvarende lejre andre steder. Desuden har Republikanernes præsidentkandidat, John McCain, flere gange udtalt, at han ønsker Guantánamo-basen lukket. 

Hvad er fremtidsudsigterne for den amerikanske behandling af terrormistænkte?

Behandlingen af de tilbageholdte på Guantánamo har mødt stærk kritik både inden for og uden for USA. Men interneringspolitikken og undtagelserne fra de generelle regler om krigsfanger og mistænkte har også mange forsvarere i og omkring den amerikanske regering. En meningsmåling fra juni 2005 viste desuden, at seks ud at ti amerikanere ville bevare Guantánamo, selv om kun fire ud af ti mente, at fangerne fik en behandling, der lever op til de krav, man bør stille til behandling af fanger.

Der var altså flertal for, at krigen mod terror kan retfærdiggøre undtagelser fra menneskerettighederne. Det fremgår af artiklen ”Amerikanerne støtter Guantánamo trods kritik” i Berlingske Tidende den 19. juni 2005. Desuden er der fra flere menneskerettighedsorganisationer forlydender om, at amerikansk militær har oprettet hemmelige fængsler og fangelejre i stil med Guantánamo i både Afghanistan og Irak. Alene i Afghanistan opholder der sig angiveligt 800 fanger i amerikansk varetægt uden adgang til juridisk bistand og uden udsigt til at blive stillet for en dommer eller løsladt.

Kilder

Rapporter og undersøgelser

Center for Constitutional Rights (CCR), juli 2006.
Amnesty International, 2006. Rapport baseret på interviews med en række løsladte Guantánamo-fanger og deres familier.
FBI, januar 2007. Rapport fra FBI baseret på en intern undersøgelse foretaget i 2004 blandt FBI-personale, der havde haft tjeneste på Guantánamo. Kun dele af undersøgelsesmaterialet er offentliggjort.
Amnesty International, April 2007. Søg på 'cruel and inhuman'.
Democracy Now!, 11. januar 2008. Lavet af Amy Goodman & Juan Gonzalez.

Officielle institutioner

Det amerikanske militærs hjemmeside om Guantánamo Bay.

Organisationer

Amerikansk borgerrettighedsgruppe, der arbejder for at sikre overholdelsen af den amerikanske forfatning.
International NGO, der forebygger, dokumenterer og bekæmper brud på menneskerettigheder og international lov. Har udgivet rapporter om forholdene på Guantánamo.
Internationalt Røde Kors arbejder blandt andet for at sikre, at Geneve-konventionernes bestemmelser om krigsfanger overholdes.
Britisk advokatgruppe, der støtter personer, hvis retssikkerhed er truet af stærke staters undertrykkelse. Arbejder blandt andet med en sager for Guantánamofanger.
Amerikansk-katolsk kampagnegruppe, der arbejder for lukning af Guantánamo.

Websites

Amnesty International’s kampagne for lukning af Guantánamo
Temaside om Guantánamo
Temaside om Guantánamo
DR-journalist Lotte Holmstrups fotoserie fra Guantánamo, 2005.

Avisartikler

Dragsdahl, Jørgen:
En bøddel og hans håndlangere. Information, 2008-02-09.
Verkaik, Robert:
Guantánamo-fanger går rettens vej. Information, 2007-12-07.
Doyle, Leonard:
Militæradvokat tager afstand fra Guantánamo-proces. Information, 2007-01-11.
Ytzen, Flemming:
Fanger vil ikke hjem fra Guantánamo. Politiken, 2007-07-30.
Dahlin, Ulrik:
Undtagelser fra Geneve-konventionen muliggjorde tortur, Information, 2006-12-21.
Burcharth, Martin:
Krav om lukning af Guantánamo vokser. Information, 2006-06-16.
Nielsen, Karl Erik:
Amerikanerne støtter Guantánamo trods kritik. Berlingske, 2005-06-19.
Der kom en flyver… Information, 2004-02-25.
Jørgensen, Anders:
Et sort hul på Cuba. Information, 2003-19-12.
Rousselot, Fabrice:
’De kan ikke forlange det bedre’. Information, 2002-03-02.

Tidsskriftsartikel

Henriksen, Anders:
Lovlige og ulovlige kombattanter - fangerne på Guantánamo, Cuba. EU-ret & menneskeret, årg. 12, nr. 4, 2005, s. 223-241.

Tv

”Dags Dato Special: Jørgen Flindt Pedersen på Guantánamo.” Sendt på TV2 2. april 2008.
”Fanget på Guantánamo”. DR1. Sendt 22. september 2004.
”Guantánamobasen”. Horisont på DR1. Sendt 27. oktober 2003. Redaktør: Steffen Gram.

Faglitteratur og biografier

Kurnaz, Murat:
Fem år af mit liv. En beretning fra Guatánamo. Klim, 2007. Tysk-tyrkeren Murat Kurnaz’ beretning om sine fem år som fange på Guantánamo.
Saar, Erik & Viceka Nocak:
Inside the wire - a military intelligence soldier’s eyewitness account of life at Guantánamo. The Penguin Press, 2005.
Davidsen-Nielsen, Hans og Matias Seidelin:
Danskeren på Guantánamo - den personlige beretning. Politiken, 2004. Den dansk-algeriske fange Slimane Hadj Abderrahmane beretter om sit 747 dage lange fangenskab på Guantánamo og tiden forud for tilfangetagelsen.
Rose, David:
Guantánamo - America’s War on Human Rights. Faber & Faber, 2004. (Uddrag af bogen på http://www.Guantánamo.co.uk/)

Skønlitteratur

Digte fra Guantánamo - fangerne har ordet.
Det Poetiske Bureaus Forlag & Amnesty International. (Oversat fra engelsk: Poems from Guantánamo. The detainees speak). 22 digte skrevet af fanger på Guantánamo.
Forsyth, Frederick:
The Afghan. Bamtam, 2006. Spændingsroman om en erfaren krigsveteran, der får til opgave at forhindre en storstilet al-Qaeda-aktion ved at give sig ud for at være en Taleban-leder, der sidder fængslet i Guantánamo.
Stage, Jan:
Den cubanske fælde. Lindhardt & Ringhof, 2002. Spændingsroman om den halvt danske al-Qaeda-fange Abdul Omar Larsen, der efter et helikopterstyrt ud for Guantánamo flygter gennem Cuba.

Film

”Taxa til helvede”. (”Taxi to the dark side”). Af Alex Gibney. Amerikansk dokumentarfilm om den amerikanske regerings politik i forhold til brugen af tortur. Med indslag fra Afghanistan og Guantánamo-basen. Sendt på DR2 den 28. februar 2008 som del af temaudsendelsen ”Why democracy - USA i verden”.
”Gitmo”. Af Erik Gandini og Tarik Saleh. Producer: Kristina Åberg. Det Danske Filminstitut, 2007. Om to svenske filmskaberes besøg på Guantánamo og deres kamp for at få at vide, hvad der foregår i lejren. Engelsk tale med danske undertekster. 77 min.
”Vejen til Guantánamo”. Af Michael Winterbottom og Mat Whitecross. Tripton Films / Revolutions Films, 2006. Dramadokumentarisk beretning om fire britiske muslimer, der tages til fange af amerikanske soldater i Afghanistan og bringes til Guantánamo, hvor de udsættes for tortur.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Guantanamo