Ofrene for pædofili

Hvem er det typiske offer for en krænker?

Ifølge ”Sex og psyke” (se kilder) får pædofile oftest kontakt med børn, der har problemer. Det kan være børn, som mangler stabil voksenkontakt, og som derfor er søgende og imødekommende overfor voksne, der viser dem opmærksomhed og interesse. Bogen forklarer, hvordan barnet ofte reagerer ved at blive mere glad efter de første møder med den pædofile, og at familien kan opleve en følelse af lettelse over, at barnet virker mere stabilt og glad.

Er seksuelle overgreb en diagnose?

Der er stor forskel på, hvor alvorlige psykiske mén børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, får. Ifølge Helmer Bøving Larsen i ”Seksuelle overgreb mod børn i Danmark” (se kilder) må traumer hos børn hverken bagatelliseres eller dramatiseres ved at opfatte seksuelle overgreb som en diagnose. Bøving Larsen fremhæver, at seksuelle overgreb er en hændelse i barnets liv, som ofte vil blive oplevet negativt, men hvis der har været tale om enkeltstående tilfælde, vil det ikke nødvendigvis ændre barnets psykiske udvikling væsentligt.

Hvilke tegn på psykiske forstyrrelser udviser et seksuelt misbrugt barn?

Ifølge Bøving Larsen udviser seksuelt misbrugte børn ofte flere tegn på psykisk forstyrrelse end ikkemisbrugte børn, men der er få tegn, der ses specifikt som følge af seksuelle overgreb. Følgende symptomer kan indikere, at barnet har været udsat for et seksuelt overgreb:

· Seksualiseret adfærd

· Ængstelighed

· Frygtsomhed

· Posttraumatisk stress

· Selvdestruktiv adfærd

· Antisocial adfærd

· Lav selvværdsfølelse

· Depression

Der er dog mange forhold, der gør sig gældende, når man skal vurdere skadevirkningerne af seksuelle overgreb, og undersøgelser viser, at det kun er omkring halvdelen af børn, der har været udsat for misbrug, som udviser disse specifikke symptomer. Det nævnes, at skadevirkningen af et seksuelt misbrug må vurderes i relation til følgende faktorer:

· Eventuelle samtidigt tilstedeværende psykosociale faktorer som omsorgssvigt – især fordi pædofile vurderes ofte at opsøge børn, der ser ud til at være ensomme eller sårbare.

· Individuelle forskelle i den tankemæssige bearbejdning af hændelserne. Skadevirkningerne vurderes at være større, hvis barnet udvikler en følelse af at være mindreværdig og stigmatiseret.

· Traumatiske oplevelser virker værst på de børn, der i forvejen er disponeret for psykopati.

· Om barnet kan hente støtte i sit sociale netværk. Hvis det er tilfældet vurderes de traumatiske hændelser at virke mindre skadeligt.

Hvad er årsagen til, at mange af børnene er symptomfri?

Ifølge Helmer Bøving Larsen kan der være flere årsager til, at mange af børnene, der har været udsat for seksuelle overgreb, er symptomfri. Han nævner følgende muligheder:

· At man ikke har undersøgt alle de mulige skadevirkninger af seksuelle overgreb, og/eller at man ikke anvender tilstrækkelige undersøgelsesmetoder.

· At symptomerne blot ikke kommer til udtryk endnu, enten fordi børnene undertrykker dem, fordi de endnu ikke har bearbejdet deres oplevelser, eller fordi traumatiseringsprocessen opstår senere i barnets udvikling.

· At barnet ikke har taget skade af overgrebet, måske fordi overgrebet har været af mindre alvorlig karakter eller kun har været kortvarigt, eller fordi de symptomfrie børn er mere modstandsdygtige overfor stress og negative oplevelser.

Hvilke tegn på psykiske forstyrrelser udviser et seksuelt misbrugt barn som voksen?

Ifølge Bøving Larsen kan voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb, da de var børn, have følgende symptomer:

· Manglende seksuel funktion

· Ængstelighed

· Posttraumatisk stressforstyrrelse

· Lav selvværdsfølelse

· Depression

· Selvmordsforsøg

· Stofmisbrug

· Borderline personlighedsforstyrrelse

· Homoseksuelle tilbøjeligheder

· Øget risiko for selv at begå seksuelle overgreb på børn

Undersøgelser af voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, viser, at stigmatiseringen fra omgivelserne og barnets selvbebrejdelser – især hvis det har oplevet lystfølelse ved at deltage i den forbudte aktivitet – har stor betydning for ofrene på langt sigt.

Hvad skal undersøges, når mistanken om misbrug opstår?

Ifølge psykolog Lena Hellblom Sjögren er det nødvendigt at undersøge følgende forhold, når en mistanke om seksuelt misbrug opstår:

· Se på, hvordan barnet havde det før mistanken opstod og holde det sammen med, hvorledes barnet har det nu.

· Se på, hvem der er kilde til, at mistanken om misbrug er opstået. Der må fokuseres på, hvem, hvor, hvornår, hvordan og hvorfor vedkommende har fået mistanke.

· Se på hvad indholdet af mistanken/anklagerne er.

· Foretage en analyse af barnets udsagn omkring misbruget.

· Se på, om mistanken eller anklagerne ændrer sig efterhånden.

· Vurdere på om nogen kan have påvirket barnets udsagn.

· Se på, om mistanken understøttes eller bekræftes af tidligere observationer, dokumenter eller lignende.

· Tage stilling til om de påståede overgreb kan have fundet sted på det sted, som barnet siger.

· Finde ud af, om der er en genkendelig virkelighed i det, barnet fortæller – kan det eksempelvis være en reference til et fjernsynsprogram.

· Tage stilling til hvilken hypotese, der mest understøttes af det totale materiale, overgrebshypotesen eller modhypotesen.

Hvordan kan det afgøres, om et barn er blevet misbrugt?

Ifølge psykolog Dorthe Berntsen i artiklen ”Børn kan godt digte” i ”På den anden side” (se kilder), er problemet, at det i de fleste tilfælde er uhyre vanskeligt at afgøre, om et barn er blevet misbrugt eller ikke. Hun nævner følgende forklaringer:

· Der gives næsten ingen sikre tegn på seksuelt misbrug, hverken lægelige eller psykologiske.

· Uklarheder ved børns udtalelser forhindrer som regel en systematisk efterforskning.

· Små børn skal gerne have voksenhjælp for at strukturere og genfortælle konkrete hændelser, og en hjælp præget af en bestemt mistanke kan derfor påvirke barnet til at bekræfte noget, som ikke er sket.

· Børn kan påvirkes af voksnes direkte eller indirekte udtrykte fordomme mod bestemte personer.

· Gentagne interviews, der kredser om en bestemt mistanke eller forestilling, kan efterhånden få børnene til at bekræfte og endda brodere videre på hele det opdigtede hændelsesforløb.

Dorthe Berntsen fortæller endvidere om en amerikansk undersøgelse, hvor 119 kliniske børnepsykologer blev sat til at vurdere en videooptagelse af 10 børns udsagn. De fem af børnene fortalte om en virkelig hændelse, mens de andre fem fortalte en opdigtet historie, og psykologernes opgave var nu at vurdere, hvilke børn der talte henholdsvis sandt eller usandt. Deres samlede resultat var bekymrende, idet de tog fejl i omkring halvdelen af tilfældene, hvilket peger på, at det ikke i sig selv øger retssikkerheden at optage et barns vidneudsagn på video, da det er vanskeligt at afgøre, om et barn taler sandt eller ej.

Hvad er børns falske erindringer?

Ifølge psykolog Lena Hellblom Sjögren i artiklen ”Når mistanken opstår” i ”På den anden side” (se kilder) viser flere undersøgelser, at børn som regel forsøger at svare i overensstemmelse med det, de opfatter som de voksnes forventninger snarere end med deres viden om, hvad der faktisk er sket. Hun forklarer, at børn også forsøger at tilpasse sig, selv om de voksne stiller underlige spørgsmål, fordi de forventer, at voksne stiller ærlige og logiske spørgsmål, som kræver et svar. Endvidere fremhæver hun, at børn påvirkes af spørgerens tone og pågåenhed i måden at spørge på, og at gentagende ja/nej spørgsmål for eksempel kan påvirke barnet til at fortælle om begivenheder, som det slet ikke har nogen erindring om.

Hvad kan gøres for at imødegå usikkerheden ved børns vidneudsagn?

Ifølge Dorthe Berntsen synes den bedste udvej at være tiltag, der prøver at imødegå svaghederne ved børnenes vidneudsagn. Hun skriver:

· Det er vigtigt, at den, der udspørger barnet, ikke kun stiller spørgsmål, der kredser om deres mistanke, men også stiller spørgsmål, som søger at få mistanken afkræftet.

· Det er vigtigt i forbindelse med en eventuel retssag at forsøge at kortlægge hvordan, barnets vidneudsagn er blevet til. At finde ud af, hvor lang tid der gik fra den første mistanke blev rejst, til videooptagelsen af barnets udsagn blev foretaget. Hvor ofte barnet er blevet udspurgt, og af hvem og hvordan.

· Man kan vælge rutinemæssigt at indkalde forældre som vidner i retssager eller i det mindste forsøge at skabe sig et overblik over hvordan og hvor ofte forældrene har udspurgt barnet.