Efterretningstjenester

Hvor længe har der eksisteret efterretningstjenester?

Efterretningsvirksomheden er ældgammel. Behovet for sikker viden om ens modstandere har eksisteret lige så langt tilbage, som der har eksisteret regeringer, hære, konflikter og krige. I bogen “Spionage” (se kilder) nævnes nogle af de tidligst kendte eksempler på efterretningsvirksomhed, der typisk bestod i at skaffe sig informationer om en fjende ved at sende spejdere og spioner ud, der kunne holde øje med modstanderens militære enheder og deres bevægelser.

• I 400-tallet før Kristi fødsel skrev den kinesiske vismand Sun Tsu om krigskunsten. Han skrev blandt andet om brug af spioner, og hvor vigtige spioner var for en hærfører. Han mente, at man kunne overvinde sin modstander, hvis man i forvejen havde skaffet sig viden om ham.
• De gamle grækere og romere brugte deres handelsmænd som meddelere, da disse ofte kom vidt omkring.
• I England har man siden slutningen af det 15. århundrede arbejdet med efterretningsvirksomhed for at skaffe informationer om fremmede stater.
• Under USA's selvstændighedskrig 1775-1783 imod Storbritannien brugte man efterretningsvirksomhed. USA's første, formelle og permanente efterretningsorganisationer blev oprettet i 1880'erne.
• Da Danmark lå i krig med svenskerne i 1700-tallet, trak Tordenskjold i et fiskerkostume for at spionere. Han forklædte sig ifølge visen “Jeg vil sjunge om en helt” som fisker og gik rundt og solgte fisk, for at skaffe sig viden om folkestemningen på den anden side af sundet.

Hvordan har tjenesterne og deres metoder udviklet sig?

Som samfundene har udviklet sig historisk og teknologisk, er måderne at indhente viden blevet mere avancerede. Efterretningstjenesterne har løbende forsøgt at udvikle nye teknikker, som har kunnet overtrumfe andre landes efterretningstjenester og har på den måde indgået i et teknologisk kapløb om, hvem der mest effektivt kunne skaffe sig viden om modstanderen.

Fra Middelalderen og helt frem til efter Anden Verdenskrig var det for eksempel almindeligt at bruge brevduer til at sende hemmelige informationer med, og for at skaffe sig adgang til disse hemmeligheder fandt nogle magthavere på at opdrætte og træne jagtfalke, der kunne fange modstanderens brevduer. Som modtræk til jagtfalke begyndte brevduernes ejere så at skrive deres breve i koder, og modstandernes modtræk blev derpå at forsøge at bryde disse koder.

Ifølge bogen “Spionage” (se kilder) er der op igennem historien opstået et større og større behov for præcise, objektive efterretningstjenester, hvilket har medført en eksplosiv teknologisk udvikling. Behovet for flere og bedre oplysninger har for eksempel resulteret i, at luftbåren overvågning i dag er totalt systematiseret, og militæret har en række specialiserede fly til deres rådighed. Man gør også brug af et utal af andre teknologiske apparater som radarudstyr og satellitter.

Hvordan var tjenesterne ved Første Verdenskrigs udbrud?

Flere af de moderne efterretningstjenester blev oprettet i begyndelsen af det 20. århundrede og blev ikke sat i system før Første Verdenskrig, 1914 - 1918. Da verdenskrigen udbrød, havde mange af de krigsførende nationer derfor, ifølge hjemmesiden espionageinfo.com (se kilder), svage og uorganiserede efterretningstjenester.

• Den franske regering og dets militær havde efterretningsstyrker, der var veltrænede, men ikke havde noget bureau, der kunne sammenligne og gennemanalysere oplysninger på centralt hold og sende vigtige efterretninger videre til de relevante personer.
• Rusland havde zarens specialagenter og et hemmeligt politi, men infrastrukturen i Ruslands eksterne efterretningstjeneste var næsten ikke-eksisterende.
• USA havde en god intern tjeneste, men landets isolationisme gjorde, at man ikke gik op i en ekstern tjeneste, før landet gik ind i Første Verdenskrig i 1917.
• Storbritannien havde en veludviklet ekstern efterretningstjeneste, der udførte en stribe specialiserede efterretningsaktiviteter som spionage og aflytning.
• Tyskland rådede over den mest udviklede, omfattende og sofistikerede efterretningstjeneste af alle krigsnationerne. Blandt andet rådede Tyskland over et omfattende netværk af spioner og informanter, der var spredt ud over Europa, Nordafrika, Mellemøsten og USA.

Hvilken betydning fik efterretningsvæsen for Første Verdenskrigs forløb?

Den tyske efterretningstjenestes overlegenhed i forhold til de øvrige landes havde stor betydning for krigens forløb. Det lykkedes nemlig – ved hjælp af oplysninger indhentet af efterretningstjenesten – tyskerne at vinde en af de allerførste kamphandlinger, slaget ved Tannenberg i 1914. Den tyske efterretningstjeneste formåede at aflytte russernes melde- og kommandonet, og på den måde fik tjenesten indsamlet oplysninger om russernes arméer, deres sammensætning og operationsbefalinger. Ifølge forsvarets hjemmeside (se kilder) var det baggrunden for, at tyskerne kunne vinde slaget ved Tannenberg – på trods af, at Rusland, ifølge Wikipedia (se kilder) havde 650.000 mand mod Tysklands 135.000. Den succesfulde udnyttelse af de første aflytninger fik tyskerne til at beslutte konsekvent at aflytte fjenders militære radiotrafik i det omfang, de havde ressourcer til det.

Hvordan udviklede tjenesterne sig under Første Verdenskrig?

Første Verdenskrig tvang – med de teknologiske fremskridt og skiftende taktikker som hvert land blev udsat for fra forskellige fjender - de fleste efterretningstjenester til at udvikle nye metoder og teknikker. I løbet af krigen formedes de første moderne efterretningstjenester, forgængerne til lande som Frankrigs, Storbritanniens, Tysklands og USA’s nutidige tjenester.

Udviklingen af kanoner, maskingeværer og kampvogne betød, at der opstod et presserende behov for hurtige efterretninger om fjenden. Radiokommunikation kunne til dels afhjælpe dette behov, men det varede ikke længe, før historien om brevduen og jagtfalken (se “Hvordan har tjenesterne og deres metoder udviklet sig?”) gentog sig. Radioen i sig selv var ikke nok, for modstanderne begyndte hurtigt at aflytte fjendens interne radiokommunikation og telegrafiforbindelser. Dette medførte intens udvikling af kryptologi, altså kodning og kodebrydning, hos mange af de krigsførende nationer. Sabotage mod fjenders militære materiel var også udbredt.

Flyvemaskinen var en ny opfindelse, da krigen brød ud, og den blev også brugt til at skaffe efterretninger og ikke kun til direkte at bekrige fjenden med. Fra luften kunne man se fjendens soldater, selv når de befandt sig i skyttegravene, og på den måde få overblik over fjendens positioner.

Hvad skete med tjenesterne i mellemkrigstiden?

Da Første Verdenskrig sluttede, var mange af de vestlige magter krigstrætte, og mange af de efterretningstjenester, der havde været gearet til krigstid, blev opløst, fremgår det af hjemmesiden espionageinfo.com (se kilder). Man satsede på, at der ikke længere var behov for dem, og fokuserede i stedet på kryptologi og udvikling af koder, blandt andet i USA. Blandt andre isolerede USA sig også på sikkerhedspolitisk niveau fra omverdenen, fordi indblandingen i Første Verdenskrig ikke havde gavnet landet, og først efter det japanske angreb på Pearl Harbor i 1941 valgte USA at gå ind i Anden Verdenskrig. Lande som Tyskland, Italien og Japan, der havde ambitioner om at angribe andre lande, brugte derimod tiden op til Anden Verdenskrig på at udbygge deres efterretningstjenester.

Hvilken betydning havde tjenesterne under Anden Verdenskrig?

Under Anden Verdenskrig, 1939-1945, steg efterretningsaktiviteten i de vestlige lande igen, og udviklingen af efterretningsmetoder fortsatte. Tjenesterne fik derfor stor betydning for krigens forløb. Især radaren, som var et af de nye redskaber, der blev taget i brug under krigen, havde stor betydning. Den kunne nemlig spotte fjendens flyvemaskiner på så lang afstand, at man kunne nå at sende sine egne fly i luften for at bekæmpe fjendens. Også de såkaldte kodemaskiner fik stor betydning, blandt andet nazisternes Enigma og englændernes Ultra. (se nedenfor).

Hvad var Enigma og Ultra?

Efterretningstjenesterne udviklede under Anden Verdenskrig nogle særlige kodemaskiner, der kunne bryde kommunikation om til højt avancerede koder. Tyskerne kom først med en kodemaskine, der gik under navnet Enigma, men de fik ikke lov til at beholde den nye opfindelse for sig selv ret længe. Polakkerne fik fat i maskinen og genskabte den fra bunden, og Frankrig, Polen og England, som alle havde en farlig fjende i Tyskland, udviklede herefter i fællesskab en lignende kodemaskine, som fik navnet Ultra. Den blev taget i brug af den engelske hær, og blandt andet spillede den en hovedrolle i den såkaldte Plan Bodyguard (se nedenfor), der havde til formål at vildlede nazisternes efterretningstjeneste. Også Japan udviklede en kodemaskine, som fik afgørende indflydelse på krigens forløb.

Hvad var Purple og Navajo-kodesproget?

Under Anden Verdenskrig udviklede Japan, der var i krig med USA, sin egen kodemaskine, som af amerikanerne fik tilnavnet Purple. Det lykkedes ikke USA at skaffe en tilsvarende kodemaskine, men i stedet fandt en ingeniør, der var opvokset i et reservat for Navajo-indianere i USA, på, at man kunne bruge et Najavo-sproget som kodesprog i den amerikanske hær. Dette sprog havde japanerne ingen chance for at forstå, og det fungerede glimrende som alternativ til kodemaskinen. Sideløbende arbejdede amerikanerne hårdt på at bryde koden til den japanske kodemaskine, Purple, og det lykkedes i to omgange. Første gang ændrede japanerne den næsten med det samme, og det lykkedes derfor ikke amerikanerne at opsnappe informationer om det forestående angreb på Pearl Harbor i 1941. Men efter flere måneders anstrengelser brød amerikanerne den nye kode, og i 1942 kunne amerikanerne høste frugten af anstrengelserne, da de opsnappede japanernes vildledningsplaner om et falsk angreb. Amerikanerne lod, som om de gik i fælden ved at sejle imod den ø, hvor angrebet ifølge de falske informationer skulle stå. Men i sidste øjeblik ændrede amerikanerne kurs og sejlede i stedet hen til den ø, hvor den japanske flåde var klar til angreb. Kampen mellem den japanske og amerikanske efterretningstjeneste beskrives i bogen “Teknologien i Anden Verdenskrig” (se kilder).

Hvad var Plan Bodyguard?

Plan Bodyguard var de allieredes succesfulde forsøg på at vildlede Hitlers efterretningstjeneste og er et godt eksempel på, hvordan efterretningsvirksomhed influerede på forløbet af Anden Verdenskrig. Aktionen blev udført af den såkaldte ’allierede vildledningsstab’, en lille gruppe af mennesker, der ifølge “Militære Efterretningsfadæser” (se kilder), fik til opgave at planlægge og udføre en vildledningsmanøvre af den tyske efterretningstjeneste.

Vildledningen lykkedes. Plan Bodyguard narrede nemlig Hitler til at tro, at englænderne havde soldater langt oppe i Skotland, og derfor sendte Hitler en stor del af sine soldater til Norge, hvor de ingen nytte gjorde. Desuden opfandt englænderne en armégruppe og havde held med at få tyskerne til at tro på dens eksistens. Det gjorde man ved at opstille gummitanks og trætanke, der på tyskernes luftfoto lignede den ægte vare, i den engelske by Dover, og samtidig udsende en masse administrativ snak på forskellige radiokanaler, som man vidste, at tyskerne aflyttede. Radiomeldingerne gav nazisterne indtryk af, at en armégruppe ville gå i land ved Pas de Calais på den franske kyst og ikke - som det rent faktisk var tilfældet - 200 km længere væk i den franske landsdel Normandiet. Der var derfor kun meget få tyske soldater ved Normandiets kyster, da de allierede efter planen gik i land den 6. juni 1944 – også kaldet D-dagen. Manøvren gav de vestlige allierede en kæmpe fordel og var afgørende for krigens udvikling.

Hvilken betydning havde tjenesterne under Den Kolde Krig?

Efterretningstjenesterne mistede ikke deres betydning efter verdenskrigene. Tværtimod. Under Den Kolde Krig (1945-1989) stod de to supermagter, USA og Sovjetunionen, med deres allierede stærkt på hver sin side af Jerntæppet. Det var en storpolitisk konflikt imellem de kapitalistiske og de kommunistiske lande, og efterretningstjenesterne i henholdsvis de kapitalistiske og kommunistiske lande allierede sig derfor med hinanden, for eksempel arbejdede de danske og de amerikanske efterretningstjenester sammen, og Sovjetunionens efterretningstjeneste samarbejdede med de efterretningstjenester, der var under Sovjets indflydelse, såsom Polen og det tidligere Østtyskland, DDR.

Krigen udbrød aldrig åbenlyst og blev af samme grund kaldet 'kold', da den ifølge historikeren Peer Henrik Hansen i kronikken “Krigen mellem efterretningstjenesterne” (se kilder), i høj grad blev udkæmpet mellem efterretningstjenesterne. Den gensidige trussel og frygten for, at ens modstander ville bruge atombomber, medførte, at efterretningsarbejdet kom til at handle om politisk spionage: For brugte fjenden kun atombombetrusselen til at holde modparten i skak, eller var hensigten rent faktisk at trykke på udløserknappen?

Hvordan brugte man propaganda under Den Kolde Krig?

Under Den Kolde Krig brugte efterretningstjenesterne propaganda til at opnå kulturel og politisk indflydelse. Propagandaen kunne blandt bruges til skabe billeder af både reelle og indbildte indre og ydre fjender på begge sider af Jerntæppet. På den måde kunne efterretningstjenesterne samtidig legitimere deres egen virksomhed. I USA anså efterretningstjenesten CIA for eksempel spillefilm som et stærkt propagandamiddel til at påvirke masserne. Ifølge artiklen “CIA i kamp på kulturfronten” (se kilder) infiltrerede CIA blandt andet Hollywoods filmproduktion, så de fik indflydelse på en del film, der blev inddraget i propaganda for USA.

Den russiske efterretningstjeneste KGB valgte en anden propagandastrategi. Ifølge bogen “Den koldblodige krig” (se kilder) infiltrerede KGB blandt andet vesteuropæiske fredsbevægelser, fagbevægelser og politiske partier med hemmelige agenter, som kunne tale positivt om Sovjetunionen.

Hvordan var tjenesternes situation efter afslutningen på Den Kolde Krig?

Med Berlinmurens fald i 1989 og den efterfølgende opløsning af Sovjetunionen var Den Kolde Krig slut, og det fjendebillede, der i adskillige årtier havde styret efterretningstjenesternes arbejde, begyndte at forsvinde. I løbet af det næste årti var efterretningstjenesternes fokus derfor diffust; for det var ganske enkelt uklart, hvem fjenden nu var. Den daværende amerikanske præsident George Bush annoncerede dog allerede i 1990 en “ny verdensorden”, der skulle afløse koldkrigssamfundet, og hvor man i stedet skulle fokusere på at udrydde terrortruslen. I samme periode var der en del fokus på spredning af masseødelæggelsesvåben, idet grænserne åbnede sig på globalt plan. Mange konflikter, der havde eksisteret længe var blevet opslugt af den Kolde Krig, eller holdt nede af den, og den terrortrussel, som George Bush havde udråbt som central i den nye verdensorden, viste sig med terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001 at blive meget konkret.

Hvilken betydning havde terrorangrebet 11. september 2001 for tjenesterne?

Den 11. september 2001 blev USA, den ene tilbageværende supermagt efter Den Kolde Krigs afslutning, ramt af et voldsomt terrorangreb, og dermed kom terrorismen og terrorbekæmpelse for alvor på den verdenspolitiske dagsorden. Angrebet på New York og Washington betød, at det nye trusselsbillede for de vestlige efterretningstjenester blev den militante ideologiske, politiske fortolkning af islam: Islamismen og den islamistiske terror. Terrorangrebet fik nemlig den daværende amerikanske præsident George W. Bush, søn af den tidligere præsident George Bush, til at varsle en “krig mod terror”, en krig som ifølge præsidenten ikke kun skulle føres mod terrorister, men også mod alle regimer, der husede eller støttede terroristerne. Hermed gav han startskuddet til en genoprustning af efterretningstjenesterne i en lang række lande, herunder Danmark.

Ifølge PET (se kilder), udgør den radikale, islamistiske terror således en trussel imod Europa og Danmark, og efterretningstjenesterne må som noget nyt forholde sig til, at terror også kan begås af personer, der er født og opvokset i det land, som de vil angribe. Den vurdering er kun blevet forstærket efter adskillige terrorangreb i 2010’erne på europæisk og amerikansk grund begået af radikaliserede islamister, der er opvoksede i det land, de begår terror i. PET har derfor, ligesom efterretningstjenesterne i en lang række andre lande, fået øget beføjelser og flere ressourcer til sin rådighed. Det er sket som et led i en såkaldt terrorpakke, en række lovgivningsmæssige tiltag, der har givet øgede beføjelser og større budgetter til efterretningstjenesterne. Se i øvrigt FaktaLinket “Den danske anti-terrorlov”.

I Europa har terrorangrebene på USA den 11. september og de efterfølgende angreb i Madrid (den 11. marts 2004) og London (den 7. juli 2005) desuden medført, at samarbejdet mellem de enkelte EU-landes efterretningstjenester er blevet udbygget. Det fremgår af Udenrigsministeriets “Redegørelse fra regeringen om indsatsen mod terrorisme” (se kilder).