mening må konfronteres med den kendsgerning, at en koldblodig henrettelse af et menneske
aldrig kan retfærdiggøres, lige så lidt som tortur kan det. Uanset hvilken
henrettelsesmetode man benytter sig af.
Hvornår i Danmarkshistorien er dødsstraf nævnt første gang?
Den ældste kendte form for dødsstraf i Danmark er såkaldt blodhævn, som man kan læse om i mange af Vikingetidens heltesagn. Hvis en mand havde dræbt en anden, skulle den myrdedes slægt hævne drabet ved at myrde et medlem af drabsmandens slægt. Freden kunne kun genoprettes ved, at der igen blev "ligevægt" mellem de to slægter.
Hvad er status for udførte henrettelser verden over?
Ifølge Amnesty Internationals årlige rapport over antallet af statsligt sanktionerede henrettelser som følge af dødsstraf, faldt antallet med 37 % fra 2015 til 2016. På verdensplan blev mindst 1.032 mennesker henrettet som følge af dødsstraf i 2016 – 602 færre end i 2015, hvor organisationen rapporterede om det højeste antal henrettelser i tyve år. På trods af faldet ligger antallet stadig over gennemsnittet for det sidste årti. Iran alene står for 55 % af henrettelserne. Tilsammen står Iran, Irak, Saudi Arabien og Pakistan for 87 % af alle henrettelser på verdensplan. Amnesty International var ikke i stand til at undersøge Libyen, Syrien og Yemen, men ellers er tallene som følger:
Afghanistan (6), Bangladesh (10), Belarus (4+), Botswana (1), China (+), Egypten (44+), Indonesia (4), Iran (567+), Irak (88+), Japan (3), Malaysia (9), Nigeria (3), Nordkorea (+), Pakistan (87+), Palæstina (3), Saudi Arabien (154+), Singapore (4), Somalia (14), Sudan (2), Taiwan (1), USA (20).
Hvad er status for dødsdomme på verdensplan?
Selvom antallet af henrettelser faldt fra 2015-2016, er antallet af dødsdomme ifølge Amnesty Internationals rapport fra 2016 steget markant. 3.117 mennesker i 55 lande blev i 2016 idømt dødsstraf. I 2015 fik 1.998 mennesker en dødsdom. Hermed slår antallet af dødsdomme den hidtidige rekord fra 2014, hvor 2.466 mennesker ifølge Amnesty International blev dømt til døden (se kilder).
Hvornår afskaffede Danmark dødsstraffen?
Danmark afskaffede dødsstraf i den borgerlige straffelov af 15. april 1930 (Lov nr. 127), der trådte i kraft den 15. april 1933. Dødsstraf blev bevaret i den militære straffelov. Den militære straffelov afskaffede dødsstraffen ved lov nr. 195 af 3. maj 1978. Krigsforbrydertillægget fra 1945 gav dog stadig mulighed for dødsstraf. I 1993 afskaffedes dødsstraffen endeligt for alle forbrydelser med vedtagelsen af ”Lov om ændring af lov om tillæg til borgerlig straffelov angående forræderi og anden landsskadelig virksomhed og lov om straf for krigsforbrydelse (Afskaffelse af dødsstraf)”. Loven blev vedtaget den 22. december 1993, med virkning fra den 1. januar 1994. Den sidste lovændring gjorde det muligt for Danmark at tilslutte sig FN's konvention om afskaffelse af dødsstraf, vedtaget på FN's 44. Generalforsamling i 1989 (se kilder).
Hvorfor genindførte man dødsstraffen i Danmark i 1945?
Dødsstraf blev genindført efter Anden Verdenskrig med vedtagelsen af en særlov med tilbagevirkende kraft, den såkaldte Landsforræderlov af 1945. Årsagen var retsopgøret efter besættelsen, hvor 76 mennesker blev dømt for landsforræderi. Det var Frihedsrådet, en paraplyorganisation for den danske modstandsbevægelse, der tog initiativ til særloven, som den danske regering siden vedtog. 46 af de dømte blev henrettet, den sidste i 1950. De øvrige 30 blev benådet. Dødsdommene blev afsagt med hjemmel i en lovgivning, der allerede var blevet forberedt under besættelsen, og som senere blev kritiseret, fordi den blev vedtaget med tilbagevirkende kraft. Det kan man læse i bogen ’Dødsstraffe og henrettelser’ (se kilder).
Hvordan forløb henrettelserne af landsforrædere efter Anden Verdenskrig?
De danske henrettelser foregik to steder. Ved Undalslund Plantage ved Viborg, hvor 17 landsforrædere blev henrettet og på det militære øvelsesterræn på Amager Fælled ved København, hvor 29 krigsforbrydere blev henrettet. De dømte landsforrædere blev henrettet ved skydning, foretaget af danske politifolk om natten i perioden fra 1946 til 1949. Udover politifolkene, der skulle foretage henrettelsen, var der en repræsentant for anklagemyndigheden, en præst og to læger til stede. Det var anklagemyndighedens opgave at give ordre til henrettelsen og lægernes opgave at konstatere dødens indtrædelse. Præstens opgave var at støtte den dødsdømte psykisk. Det kan man læse om i bogen ”Dødsstraffe og henrettelser” (se kilder).