Den danske model

Hvad er den danske model?

Begrebet ”Den danske model” blev introduceret i 1993 af forskerne Jesper Due og Jørgen Steen Madsen i bogen ”Den danske model, en historisk sociologisk analyse af det kollektive aftalesystem” (se kilder). Det afgørende element i den danske model er, at organisationerne på arbejdsmarkedet – som repræsenterer henholdsvis arbejdere og virksomhedsejere – laver aftaler indbyrdes om løn og arbejdsforhold. Lovgivningen spiller en begrænset og primært understøttende rolle. Derfor er der f.eks. ingen lovbestemt mindsteløn i Danmark, sådan som der er i Tyskland og mange andre lande verden over. Den danske model bygger ifølge FAOS (se kilder) på en grundlæggende enighed mellem arbejdsmarkedets parter om, at uenigheder skal løses gennem forhandlinger, og at begge parter anerkender den andens interesser. Derudover karakteriserer de følgende elementer også den danske model:

• Høj organisationsprocent og høj overenskomstdækning. Forudsætningen for at fastholde et reguleringssystem med kollektive aftaler er, at et flertal af såvel arbejdere som arbejdsgivere er organiseret og mødes jævnligt for at aftale de fælles spilleregler.
• Overenskomstforhandlingerne foregår koordineret på nationalt niveau, og Forligsinstitutionen spiller en central rolle. Forligsinstitutionen kommer ind i billedet, når parterne ikke kan nå til enighed i forhandlingerne.
• Der findes et system til løsning af konflikter og til at finde kompromiser mellem parterne, der gensidigt anerkender, at de har forskellige interesser.
• Systemet er baseret på frivillighed og selvregulering, frem for lovindgreb.
• Der er et samspil mellem arbejdsmarkedets parter og det politiske system, hvor arbejdsmarkedets parter inddrages i politiske beslutninger, der angår arbejdsmarkedets måde at fungere på. Dette foregår ud fra et princip om at nå til konsensus.

Hvordan opstod den danske model?

Den danske model har historiske rødder til det såkaldte Septemberforlig fra 1899, hvor arbejdsgivere og arbejdere kom til en fælles forståelse omkring spillereglerne på arbejdsmarkedet efter nogle tumultariske årtier med hyppige arbejdskonflikter (se også faktalink-artiklen ”Arbejderbevægelsen”). Dette forlig blev siden bekræftet i Hovedaftalen af 1973, genforhandlet i 1993. Indenfor Septemberforliget og siden Hovedaftalen forpligter begge parter sig på at anerkende følgende elementer:

• Arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet
• Retten til at tage kollektive kampskridt, f.eks. strejke, blokade, sympatikonflikter, lockout og boykot
• Fredspligten, som betyder, at det ikke er lovligt at stoppe arbejdet, så længe der er en kollektiv overenskomst i kraft
• Tillidsrepræsentanters rolle
• Afskedigelse af arbejdstagere og tillidsrepræsentanter
• Overenskomstens varighed og opsigelse
• Brud på overenskomsten, som skal indbringes for Arbejdsretten.

Det fremgår af myndighedernes hjemmeside workplacedenmark.dk, hvor rammerne for den danske model er forklaret, sådan at udenlandske virksomheder, der har udstationerede ansatte i Danmark, kan orientere sig (se kilder).

Du kan få mere at vide om historien bag den danske model i LO’s video her:

Hvad var Septemberforliget?

Septemberforliget blev indgået den 5. september 1899 mellem, hvad der dengang hed Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening og De samvirkende Fagforbund. Det vil sige de organisationer, der på den ene side repræsenterede arbejdsgiverne og på den anden side arbejdstagerne. Organisationerne er forløberne for nutidens DA (Dansk Arbejdsgiverforening) og FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation). Baggrunden var en meget langvarig konflikt mellem de to parter, som det beskrives på f.eks. Arbejdermuseets opslag om Septemberforliget 1899 (se kilder). Resultatet af Septemberforliget var en række grundlæggende aftaler for arbejdsmarkedet. Mest fundamentalt var parternes gensidige anerkendelse af arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, og arbejdernes ret til at organisere sig i fagforeninger. Dermed anerkendte de to organisationer også hinanden som ligeværdige partnere i forhold til løsning af konflikter på arbejdsmarkedet. Det er også en væsentlig del af forliget, at man satte fremtidens standard for et arbejdsmarked, hvor ”arbejdsmarkedets parter” indgår frivillige aftaler uden statens indblanding. Septemberforliget indebar også, at de to organisationer anerkendte hinandens ret til henholdsvis at strejke og at lockoute. Strejke er arbejdernes ret til at nægte at arbejde, mens lockout er arbejdsgivernes ret til at nægte lønmodtagerne at arbejde. Samtidig fastsatte man et sæt grundlæggende regler for disse. Eksempelvis omkring varsling af både strejke og lockout. Samlet set er reglerne en slags grundlov for det danske arbejdsmarked og kaldes derfor i den genforhandlede udgave fra 1973/1993 for ”Hovedaftalen”.

Hvilke institutioner bidrager til at regulere det danske arbejdsmarked?

Selvom arbejdsmarkedets parter i 1899 blev enige om at anerkende hinanden som ligeværdige parter, og blev enige om nogle rammer for at forhandle kollektive overenskomster, så er det ikke altid parterne kan nå til enighed i praksis. Det sker også, at en af parterne bryder de aftaler, der er indgået. Derfor blev der i 1910 oprettet to institutioner, som kan bidrage til at regulere det danske arbejdsmarked med henblik på at minimere konfliktniveauet: Forligsinstitutionen og Arbejdsretten.

Septemberforliget var nemlig ”kun den nødvendige betingelse for aftalemodellen. Den tilstrækkelige betingelse var udviklingen af et fagretligt system og en forligsinstitution, der kunne garantere de kollektive aftaler og bidrage til deres indgåelse og fornyelse uden konflikt.” Sådan beskriver arbejdsmarkedsforskerne Jesper Due og Jørgen Steen Madsen det i artiklen ”Augustudvalget og Carl Ussing” (se kilder), der handler om det politiske udvalg, som anbefalede oprettelsen af Forligsinstitutionen og Arbejdsretten. Udvalget blev nedsat, fordi begge parter blev ved at bryde de fælles spilleregler, som de ellers var nået til enighed om i Septemberforliget.

Det var først med Augustudvalget, at hovedprincipperne i det, som senere blev kaldt den danske model, blev institutionaliseret:

1) Sikringen af de overenskomstmæssige goder for arbejderne – uden at de konstant måtte gå i konflikt for at forsvare dem, og

2) Sikringen af, at arbejdsgiverne i fred kunne lede og fordele arbejdet i overenskomstperioden – i respekt for de indgåede overenskomster.

Når f.eks. forhandlinger om fornyelse af en overenskomst ikke lykkes, træder Forligsinstitutionen til. Forligsinstitutionen kan ikke forhindre en arbejdskonflikt, men kun mægle mellem parterne og udsætte en varslet konflikt i op til to gange 14 dage. Det er parternes afgørelse om de vil respektere en mæglingsskitse eller gå i konflikt. Forligsinstitutionen forholder sig til interessekonflikter mellem parterne. Retslige konflikter derimod – f.eks. hvorvidt en strejke eller lockout er lovlig, eller hvorvidt en overenskomst er blevet overtrådt eller ej – er noget Arbejdsretten forholder sig til. Arbejdsretten kan idømme bøder til både arbejdsgivere og fagforeninger, og dens afgørelser kan ikke ankes til de almindelige domstole.

Hvad betyder flexicurity?

Selve termen stammer fra 1990'erne, hvor den angiveligt blev opfundet af den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen (1993-2001). Flexicurity er en sammentrækning af de to engelske begreber ”flexibility” og ”security”, og dækker over en samfundsmodel, der kombinerer en høj grad af social sikkerhed, især omkring arbejdsløshed, og et fleksibelt arbejdsmarked. Sidstnævnte betyder i praksis, at arbejdsgiverne har meget frie rammer med hensyn til at fyre og hyre medarbejdere. I de senere år har der været stor international interesse for det danske flexicurity-system, og hvordan det kan lade sig gøre at kombinere høj produktivitet med et højt skatteniveau, lav ulighed og indflydelsesrige fagforeninger. Det kan du læse mere om på FAOS’ temaside om Flexicurity (se kilder).

Det tredje ben i ”flexicurity” er en såkaldt aktiv arbejdsmarkedspolitik. Det betyder, at staten, udover passivt at forsørge arbejdsløse med overførselsindkomster, også aktivt gør en indsats for at arbejdsløse igen skal blive beskæftiget. Det kan eksempelvis være gennem efteruddannelse, som i den socialdemokratisk Thorning-regerings tiltag under ”Kontanthjælpsreformen 2013” (se kilder), eller ved jobformidling, jobtræning og aktivering. De tre elementer, social sikkerhed, fleksibelt arbejdsmarked og aktiv arbejdsmarkedspolitik er blevet kaldt ”Den danske models gyldne trekant”, som i kronikken ”Et forsvar for den danske model” (se kilder). I kronikken skriver LO's formand Harald Børsting:

”Styrken ved flexicurity er, at det er nemt for virksomhederne at hyre og fyre medarbejdere. Det giver flest arbejdspladser, fordi virksomhederne løbende kan tilpasses produktionen. Fleksibiliteten for virksomhederne og sikkerheden for lønmodtagerne følges ad.”

Modellen bliver ofte – for eksempel i det britiske nyhedsmagasin The Economist – rost for at være et mere dynamisk økonomisk system, end det system, der benyttes f.eks. i de sydeuropæiske lande (se kilder).

Hvem er ”arbejdsmarkedets parter”?

Arbejdsmarkedets parter er de organisationer, som repræsenterer henholdsvis arbejdere og arbejdsgivere. De mange mindre og større fagforeninger og arbejdsgiverforeninger er samlet i hovedorganisationer.

Fagforeningerne er samlet i:

· Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)

· Akademikernes Centralorganisation (AC)

· Lederne

Arbejdsgiverforeningerne er (inden for den private sektor) samlet i:

· Dansk Arbejdsgiverforening (DA)

· Finanssektorens Arbejdsgiverforening

Det er FH og DA, som er de største hovedorganisationer, og derfor dem, der oftest henvises til med begrebet ”arbejdsmarkedets parter”.

Hvad er trepartssamarbejdet?

Staten og arbejdsmarkedets parter udgør de tre ben i trepartssamarbejdet. Udover at staten overlader en stor del af organiseringen af arbejdsmarkedet til arbejdsmarkedets parter, bliver organisationerne også inddraget, når staten lovgiver om stort set alle andre forhold på arbejdsmarkedet. Det gælder eksempelvis dagpengelovgivning, uddannelser, ferielovgivning, arbejdsmiljø, jobformidling og en lang række andre områder. Inddragelsen sker enten ved, at lovforslag sendes i høring hos organisationer, der således får lov til at give deres mening til kende og påvirke lovgivningen. Men der er også løbende kontakt mellem statsadministrationen og arbejdsmarkedets parter af mere uformel karakter.

Hvad er den ideologiske kritik af den danske model?

Mange liberalister mener, at for høj grad af social sikkerhed skaber manglende incitamenter til at forfølge jobmuligheder. Derfor vil nedskæring af ydelsesniveauet medføre en mindskelse af arbejdsløsheden. Cheføkonom fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos, Mads Lundby Hansen, har eksempelvis udtalt omkring regeringens kontanthjælpsreform, at ”der er brug for, at den kommende reform bygger videre på princippet om en større økonomisk forskel mellem lønindkomst og kontanthjælp” i artiklen ”Cepos: Tusinder får job ved lavere start- og kontanthjælp” (se kilder).

I artiklen ”Fattigdom jager ingen ud af hængekøjen” (se kilder) modsiger phd-stipendiat ved Aalborg Universitet Kristian Kongshøj incitamentstankegangen med henvisning til undersøgelsen ”Arbejde og tilbagetrækning fra 2006”. Kongshøj skriver i artiklen, at de ”fattigste arbejdsløse, der jo har de højeste incitamenter for at øge deres indkomstgrundlag, ikke gør brug af flere jobsøgningsaktiviteter end de arbejdsløse, der har en stærkere økonomi.” I rapporten ”Den danske models styrker” fra centrum-venstre tænketanken Cevea (se kilder), skriver forfatterne, at ”Den danske model har leveret og leverer til stadighed resultater for både arbejdsgiver, arbejdstager og samfundet som helhed.”

Både arbejdsgiversiden, der typisk er borgerlig, og fagforeningssiden, der typisk er mere venstreorienteret, forsvarer imidlertid bredt set den danske model.

Er den danske model tidssvarende?

Den danske model hviler på en forudsætning om, at fagbevægelsen og arbejdsgiverforeningerne faktisk organiserer et flertal på arbejdsmarkedet. Selvom Danmark fortsat er et af de lande i verden, hvor flest arbejdere og arbejdsgivere er organiseret, så er organisationsprocenten faldet de seneste årtier. De overenskomstbærende fagforeninger mistede f.eks. over tre procent af medlemmerne i perioden 2010-2017 i forhold til perioden 2000-2009. I nogle EU-lande har fagforeningerne mistet langt flere medlemmer, mens enkelte lande, f.eks. Italien og Belgien har oplevet en stigende organiseringsgrad i samme periode. Det fremgår af A4’s artikel ”Særligt fokus skal vende udviklingen: Fagbevægelsen taber millioner af medlemmer” (se kilder).

Danmark og de andre nordiske lande ligger imidlertid fortsat i top, hvad angår andelen af organiserede arbejdere. I 2017 var omkring to tredjedele af arbejderne i de nordiske lande i fagforening, og næst efter de nordiske lande kom Belgien med en organiseringsgrad på 55 % ifølge artiklen ”Faglig organisering: Danmark fastholder topplacering” (se kilder).

Samtidig er et stigende antal af de organiserede – både arbejdere og arbejdsgivere – ikke medlem af hovedorganisationerne DA og FH. Derfor repræsenterer ”arbejdsmarkedets parter” på flere måder færre og færre. Den kritik af den danske model blev rejst i forbindelse med fejringen af 120-året for Septemberforliget. Her skrev f.eks. direktør og administrerende direktør for arbejdsgiverforeningen ITD – der ikke er med i DA – i klummen ”Gør den danske model repræsentativ” at den danske model trænger til at blive opdateret (se kilder).

Som også FAOS skriver i sit opslag om ”Den danske model” (se kilder): ”Jo flere der kommer til at stå udenfor, jo større vil incitamentet være for at gå over til en reguleringsmodel med en større grad af lovgivning, som er udbredt i mange andre lande.”

Dertil kommer, at arbejdsmarkedet har forandret sig med nye arbejdsformer og nye virksomhedsstrukturer, som gør, at en stigende andel ikke er overenskomstdækket, og der dermed bliver skabt en slags a- og b-hold af arbejdere inden for den danske model (se også faktalink-artikel om Prekariatet).

Hvilken betydning har reformer af velfærdsstaten for Den danske model?

Helle Thorning-Schmidt (S) gjorde reformer af velfærdsstaten til en mærkesag i sin tid som statsminister fra 2011-2015. I sin første nytårstale som statsminister, bragt i Jyllands-Posten (se kilder), sagde hun: ”vi står med to store udfordringer. Vi skal have styr på de offentlige underskud. Og vores virksomheder skal igen være blandt de mest konkurrencedygtige i verden. På den måde får vi en ny og holdbar vækst, og vi skaber den rette grobund for nye job.”

Resultatet af Thorning-regeringens reformer var blandt andet en halvering af dagpengeperioden fra 4 til 2 år og en kontanthjælpsreform, der skærper kravene til uddannelse for under 30-årige. I artiklen ”Dagpengeforringelser underminerer den danske model” (se kilder) udtaler flere velfærdsforskere, at det kan være problematisk for modellen, hvis man nedprioriterer ”security”-delen af modellen for at skabe et mere konkurrencedygtigt erhvervsliv. Arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen siger i artiklen ”Thorning vil fremtidssikre velfærdsstaten” (se kilder), at ”det er mærkeligt, at det skal være så hårdt, når vi har været internationalt berømte for vores flexicuritymodel. Der kan man virkelig sige, at vi er i gang med at save modellens ene ben – indkomstsikkerheden – af.” I Helle Thorning-Schmidts øjne var der dog tale om en nødvendig ”fremtidssikring” af velfærdsstaten.

Hvordan ser man på ”flexicurity” i udlandet?

I flere af de sydeuropæiske lande med et mindre fleksibelt arbejdsmarked end det danske, som eksempelvis Frankrig og Spanien, har politikere nogle gange henvist til Danmark som et forbillede. I artiklen ”Skal dansk flexicurity redde Spaniens syge økonomi” (se kilder), udtaler den tidligere spanske regeringsleder José Luis Zapatero, at ”indtil videre er det bedste svar på arbejdsløshed flexicurity, og den danske model har vist sig at være den bedste.”

På EU-plan er det også blevet diskuteret, at flexicurity kan fungere som retningsviser, når medlemsstaterne skal indføre de mål, man blev enige om i forbindelse med den såkaldte Lissabon-strategi for vækst og jobskabelse.

I artiklen ”The Next Supermodel” (se kilder), fra det britiske nyhedsmagasin The Economist, nævnes netop Danmarks flexicurity-system som et af de progressive aspekter ved den danske model og som en samfundsmodel andre lande burde lade sig inspirere af.

Hvad er forholdet mellem Den danske model og globaliseringen?

Det er de seneste år blevet debatteret meget, om Den danske model er truet eller presset fra udlandet. Nogle mener, at lønmodtagernes fordelagtige vilkår gør erhvervslivet mindre konkurrencedygtigt i forhold til lande, hvor arbejdskraften er væsentlig billigere. Derfor mener nogle kritikere, at Danmark bør skære ned på nogle af de sociale sikkerhedsordninger, så vi bedre kan konkurrere med eksempelvis asiatiske og østeuropæiske økonomier. Andre argumenterer for, at internationalisering af virksomheder og tilvandring af både virksomheder og arbejdere fra udlandet vil gøre det nødvendigt at indføre en lovbestemt mindsteløn i Danmark. Eftersom 22 ud af de 28 EU-lande har en lovbestemt mindsteløn kommer debatten om, hvorvidt Danmark også bør have det, jævnligt op. Både lande som Tyskland, Holland og Belgien har lovbestemt mindsteløn, mens Danmarks nordiske nabolande har arbejdsmarkedsmodeller, der ligner den danske.

I 2019, da Septemberforliget fyldte 120 år, sagde daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at han var villig til at se på muligheden for at indføre mindsteløn i Danmark. Både fagbevægelsen og arbejdsgiverforeningerne fastholder imidlertid at løn- og arbejdsvilkår skal forhandles af arbejdsmarkedets parter uden indblanding fra politisk side. Den debat kan du læse mere om i artiklen ”Overblik: Hvorfor har vi ikke mindsteløn i Danmark?” (se kilder). Fagbevægelsen argumenterer blandt andet med, at erfaringerne fra udlandet viser, at de lande, der har lovbestemt mindsteløn har en lavere gennemsnitsløn end i Danmark. I Tyskland f.eks. var den lovbestemte mindsteløn i 2019 omkring 70 kroner i timen, mens den gennemsnitlige praktiserede mindsteløn i Danmark var omkring 120 kroner i timen.