Den danske model er især
kendetegnet ved organiseringen af det danske arbejdsmarked og det såkaldte
”flexicurity”. Forhold man samlet set kan betegne som ”den institutionelle
struktur”. Det vil sige den formelle opbygning, der består af ”arbejdsmarkedets
parter”, ”trepartssamarbejdet”, ”Hovedaftalen”, ”Forligsinstitutionen” og den
generelle lovgivning fra Folketinget på området. Begrebet blev introduceret i
1993 af forskerne Jesper Due og Jørgen Steen Madsen i bogen ”Den danske model, en historisk sociologisk analyse af det
kollektive aftalesystem”. I artiklen ”Den danske model er forslået, men
slidstærk” (se kilder), siger Jesper Due ”Det danske
forhandlingssystem bygger på, at arbejdsgivere og lønmodtagere gensidigt
accepterer, at de har modsatrettede interesser. Samtidig er det vigtigt, at
begge parter kan gå ud af forhandlingerne som vindere. Der skal være fordele
for begge parter i overenskomsten.”
Hvem er ”arbejdsmarkedets parter”?
Arbejdsmarkedets parter er
henholdsvis lønmodtagerne og arbejdsgiverne. De er organiseret i LO
(Landorganisationen) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA), der er
hovedorganisationer for en række af mindre organisationer. LO er
paraplyorganisation for 17 fagforeninger, som eksempelvis 3f, FOA, og HK, og
repræsenterer over én million mennesker. DA er hovedorganisation for 14
arbejdsgiverforeningerne på det private arbejdsmarked. Det er kendetegnende for
Den danske model, at arbejdsmarkedets parter forhandler vilkårene på
arbejdsmarkedet uden inddragelse af staten. Det skal dog bemærkes, at staten
også spiller en væsentlig rolle som arbejdsgiver for de mange offentligt
ansatte. Til at løse konflikter har man oprettet Forligsinstitutionen og
Arbejdsretten.
Hvad er trepartssamarbejdet?
Staten og arbejdsmarkedets
parter udgør de tre ben i trepartssamarbejdet. Udover at staten overlader en
stor del af organiseringen af arbejdsmarkedet til arbejdsmarkedets parter,
bliver organisationerne også inddraget, når staten lovgiver om stort set alle
andre forhold på arbejdsmarkedet. Det gælder eksempelvis dagpengelovgivning,
uddannelser, ferielovgivning, arbejdsmiljø, jobformidling og en lang række
andre områder. Inddragelsen sker enten ved, at lovforslag sendes i høring hos
organisationer, der således får lov til at give deres mening til kende og
påvirke lovgivningen. Men der er også løbende kontakt mellem statsadministrationen
og arbejdsmarkedets parter af mere uformel karakter.
Hvad er Hovedaftalen?
Hovedaftalen er den
grundlæggende overenskomst, der findes mellem DA og LO, og som har rødder til
Septemberforliget fra 1899. Hovedaftalen indeholder blandt andet regler for:
Arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet. Retten til at tage
kollektive kampskridt, fx strejke, blokade, sympatikonflikter, lockout og
boykot. Fredspligten, som betyder, at det ikke er lovligt at lave
arbejdsstandsninger, så længe der er en kollektiv overenskomst i kraft.
Tillidsrepræsentanter. Afskedigelse af arbejdstagere og tillidsrepræsentanter.
Overenskomstens varighed og opsigelse. Brud på overenskomsten, som skal
indbringes for Arbejdsretten.
Hvilken rolle spiller forligsinstitutionen?
Forligsinstitutionen er
oprettet af staten til at mægle mellem arbejdsmarkedets parter i de tilfælde,
hvor der ikke kan opnås enighed om overenskomsten. Mæglingsforslag kan
forkastes af organisationernes medlemmer, men kan derefter ”ophøjes til lov” af
staten. Det vil sige, at staten griber ind og gennemtvinger et mæglingsforslag,
selvom organisationernes medlemmer ikke er gået ind på forslaget.
Hvad er ”flexicurity”?
”Flexicurity” er
kombinationen af ”flexibility” og ”security”. Det dækker over en velfærdsstatsmodel
med et udpræget fleksibelt arbejdsmarked og en høj grad af social sikkerhed. At
arbejdsmarkedet er fleksibelt vil sige, at der ikke er store lovgivningsmæssige
vanskeligheder for virksomheder med hensyn til at fyre og hyre medarbejdere. I
praksis betyder det, at en medarbejder kan fyres med kort varsel, eksempelvis
hvis virksomheden har småt med ordrer fra dens kunder. Det er en stor fordel
for en virksomhed at kunne nedskære sine omkostninger til lønninger på relativt
kort tid. Det gør, at virksomhederne i teorien er mere risikovillige i forhold
til investeringer og nytænkning, hvilket kommer arbejdstagerne til gode, da der
således kan blive skabt nye jobs. Til gengæld for usikkerheden på
arbejdsmarkedet er lønmodtagerne sikret at kunne opretholde deres levestandard
selv i tilfælde af en fyring, eftersom de har ret til dagpenge i minimum 2 år.
Det tredje ben i ”flexicurity” er en såkaldt aktiv arbejdsmarkedspolitik. Det
betyder, at staten, udover passivt at forsørge arbejdsløse med
overførselsindkomster, også aktivt gør en indsats for at arbejdsløse
igen skal blive beskæftiget. Det kan eksempelvis være uddannelse, som i
Thorning-regeringens seneste tiltag under ”Kontanthjælpsreformen 2013” (se
kilder), eller ved jobformidling, jobtræning og aktivering.
De tre elementer,
social sikkerhed, fleksibelt arbejdsmarked og aktiv arbejdsmarkedspolitik er
blevet kaldt ”Den danske models gyldne trekant”, som i kronikken ”Et forsvar
for den danske model” (se kilder). I kronikken skriver LO's formand Harald
Børsting, at ”Styrken ved flexicurity er, at det
er nemt for virksomhederne at hyre og fyre medarbejdere. Det giver flest
arbejdspladser, fordi virksomhederne løbende kan tilpasses produktionen.
Fleksibiliteten for virksomhederne og sikkerheden for lønmodtagerne følges ad.”
Modellen bliver ofte – for
eksempel i det britiske nyhedsmagasin The Economist – rost for at være et mere
dynamisk økonomisk system, end i eksempelvis de sydeuropæiske lande (se
kilder).