Bernie Sanders
Den demokratiske socialist Bernie Sanders har den nordiske velfærdsmodel som forbillede.
Foto: Brendan Smialowski / Scanpix

Den danske model

Artikel type
faktalink
cand.scient.soc. Kristoffer Granov, iBureauet/Dagbladet Information. December, 2013.
Top image group
Bernie Sanders
Den demokratiske socialist Bernie Sanders har den nordiske velfærdsmodel som forbillede.
Foto: Brendan Smialowski / Scanpix
Main image
Demonstration på Rådhuspladsen den 11. juni 2013 for en stærk offentlig sektor som sikrer velfærd og arbejdspladser.
Demonstration på Rådhuspladsen den 11. juni 2013 for en stærk offentlig sektor som sikrer velfærd og arbejdspladser.
Foto: Keld Navntoft /Scanpix

Når man i dag taler om den danske model, taler man primært om indretningen af arbejdsmarkedet i den danske velfærdsstat og den balance mellem socialt sikkerhedsnet og fleksibilitet på arbejdsmarkedet, der har fået betegnelsen ”flexicurity”. Således bygger modellen på kollektive overenskomster, en høj organisationsgrad hos arbejdstagerne og det såkaldte trepartssamarbejde. Den danske model er et udtryk for en grundlæggende fredsslutning mellem arbejdstagere og arbejdsgivere med udgangspunkt i det såkaldte Septemberforlig fra 1899, som siden hen resulterede i oprettelsen af Hovedaftalen mellem arbejdsmarkedets parter.

 

 

Historisk baggrund

Hvad var Septemberforliget?

Septemberforliget blev indgået den 5. september 1899 mellem, hvad der dengang hed Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening og De samvirkende Fagforbund. Det vil sige de organisationer, der på den ene side repræsenterede arbejdsgiverne og på den anden side arbejdstagerne. Organisationerne er forløberne for nutidens DA og LO. Baggrunden var en meget langvarig konflikt mellem de to parter. Resultatet af Septemberforliget var en række grundlæggende aftaler for arbejdsmarkedet. Mest fundamentalt var parternes gensidige anerkendelse af arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, og arbejdernes ret til at organisere sig i fagforeninger. Dermed anerkendte de to organisationer også hinanden som ligeværdige partnere i forhold til løsning af konflikter på arbejdsmarkedet. Det er også en væsentlig del af forliget, at man satte fremtidens standard for et arbejdsmarked, hvor de såkaldte ”arbejdsmarkedet parter” indgår frivillige aftaler uden statens indblanding. Septemberforliget indebar også, at de to organisationer anerkendte hinandens ret til henholdsvis at strejke og at lockoute. Strejke er arbejdernes ret til at nægte at arbejde, mens lockout er arbejdsgivernes ret til at nægte lønmodtagerne at arbejde. Samtidig fastsatte man et sæt grundlæggende regler for disse. Eksempelvis omkring varsling af både strejke og lockout. Samlet set er reglerne en slags grundlov for det danske arbejdsmarked og bliver som sådan betegnet ”Hovedaftalen.”

I 1910 grundlagde man Forligsinstitutionen til at bistå parterne i forbindelse med konflikter på arbejdsmarkedet.

Hvad vil det sige, at klassekampen er blevet institutionaliseret?

Klassekamp, som den blev beskrevet af økonomen og sociologen Karl Marx i bøgerne ”Det kommunistiske manifest” og ”Kapitalen” i midten af 1800-tallet, er det forhold, at proletariatet (arbejderklassen) og bourgeoisiet (borgerskabet) befinder sig i vedvarende konflikt omkring fordelingen af samfundets velstand. Den oprindelige socialisme forestillede sig at omvælte det kapitalistiske samfund ved voldelig revolution, mens den reformerede eller demokratiske socialisme troede på, at samfundet kunne forbedres ved statslig indgriben gennem demokratiske virkemidler. Når man siger, at Septemberforliget var et udtryk for en institutionalisering af klassekampen, mener man, at den grundlæggende konflikt, der findes mellem at være arbejdstager eller arbejdsgiver, er blevet sat i system og bliver kontrolleret af en række regler på området, således at en potentiel voldelig konflikt ikke længere vil være sandsynlig.

Hvornår begyndte man at tale om ”flexicurity”?

Selve termen stammer fra 1990'erne, hvor den angiveligt blev opfundet af den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen (1993-2001). ”Flexicurity er en sammentrækning af de to engelske begreber ”flexibility” og ”security”, og dækker over en samfundsmodel, der kombinerer en høj grad af social sikkerhed, især omkring arbejdsløshed, og et fleksibelt arbejdsmarked. Hvilket i praksis vil sige, at arbejdsgiverne har meget frie rammer med hensyn til at fyre og hyre medarbejdere.

 

Den danske model i praksis

Den danske model er især kendetegnet ved organiseringen af det danske arbejdsmarked og det såkaldte ”flexicurity”. Forhold man samlet set kan betegne som ”den institutionelle struktur”. Det vil sige den formelle opbygning, der består af ”arbejdsmarkedets parter”, ”trepartssamarbejdet”, ”Hovedaftalen”, ”Forligsinstitutionen” og den generelle lovgivning fra Folketinget på området. Begrebet blev introduceret i 1993 af forskerne Jesper Due og Jørgen Steen Madsen i bogen ”Den danske model, en historisk sociologisk analyse af det kollektive aftalesystem”. I artiklen ”Den danske model er forslået, men slidstærk” (se kilder), siger Jesper Due ”Det danske forhandlingssystem bygger på, at arbejdsgivere og lønmodtagere gensidigt accepterer, at de har modsatrettede interesser. Samtidig er det vigtigt, at begge parter kan gå ud af forhandlingerne som vindere. Der skal være fordele for begge parter i overenskomsten.”

Hvem er ”arbejdsmarkedets parter”?

Arbejdsmarkedets parter er henholdsvis lønmodtagerne og arbejdsgiverne. De er organiseret i LO (Landorganisationen) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA), der er hovedorganisationer for en række af mindre organisationer. LO er paraplyorganisation for 17 fagforeninger, som eksempelvis 3f, FOA, og HK, og repræsenterer over én million mennesker. DA er hovedorganisation for 14 arbejdsgiverforeningerne på det private arbejdsmarked. Det er kendetegnende for Den danske model, at arbejdsmarkedets parter forhandler vilkårene på arbejdsmarkedet uden inddragelse af staten. Det skal dog bemærkes, at staten også spiller en væsentlig rolle som arbejdsgiver for de mange offentligt ansatte. Til at løse konflikter har man oprettet Forligsinstitutionen og Arbejdsretten.

Hvad er trepartssamarbejdet?

Staten og arbejdsmarkedets parter udgør de tre ben i trepartssamarbejdet. Udover at staten overlader en stor del af organiseringen af arbejdsmarkedet til arbejdsmarkedets parter, bliver organisationerne også inddraget, når staten lovgiver om stort set alle andre forhold på arbejdsmarkedet. Det gælder eksempelvis dagpengelovgivning, uddannelser, ferielovgivning, arbejdsmiljø, jobformidling og en lang række andre områder. Inddragelsen sker enten ved, at lovforslag sendes i høring hos organisationer, der således får lov til at give deres mening til kende og påvirke lovgivningen. Men der er også løbende kontakt mellem statsadministrationen og arbejdsmarkedets parter af mere uformel karakter.

Hvad er Hovedaftalen?

Hovedaftalen er den grundlæggende overenskomst, der findes mellem DA og LO, og som har rødder til Septemberforliget fra 1899. Hovedaftalen indeholder blandt andet regler for: Arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet. Retten til at tage kollektive kampskridt, fx strejke, blokade, sympatikonflikter, lockout og boykot. Fredspligten, som betyder, at det ikke er lovligt at lave arbejdsstandsninger, så længe der er en kollektiv overenskomst i kraft. Tillidsrepræsentanter. Afskedigelse af arbejdstagere og tillidsrepræsentanter. Overenskomstens varighed og opsigelse. Brud på overenskomsten, som skal indbringes for Arbejdsretten.

Hvilken rolle spiller forligsinstitutionen?

Forligsinstitutionen er oprettet af staten til at mægle mellem arbejdsmarkedets parter i de tilfælde, hvor der ikke kan opnås enighed om overenskomsten. Mæglingsforslag kan forkastes af organisationernes medlemmer, men kan derefter ”ophøjes til lov” af staten. Det vil sige, at staten griber ind og gennemtvinger et mæglingsforslag, selvom organisationernes medlemmer ikke er gået ind på forslaget.

Hvad er ”flexicurity”?

”Flexicurity” er kombinationen af ”flexibility” og ”security”. Det dækker over en velfærdsstatsmodel med et udpræget fleksibelt arbejdsmarked og en høj grad af social sikkerhed. At arbejdsmarkedet er fleksibelt vil sige, at der ikke er store lovgivningsmæssige vanskeligheder for virksomheder med hensyn til at fyre og hyre medarbejdere. I praksis betyder det, at en medarbejder kan fyres med kort varsel, eksempelvis hvis virksomheden har småt med ordrer fra dens kunder. Det er en stor fordel for en virksomhed at kunne nedskære sine omkostninger til lønninger på relativt kort tid. Det gør, at virksomhederne i teorien er mere risikovillige i forhold til investeringer og nytænkning, hvilket kommer arbejdstagerne til gode, da der således kan blive skabt nye jobs. Til gengæld for usikkerheden på arbejdsmarkedet er lønmodtagerne sikret at kunne opretholde deres levestandard selv i tilfælde af en fyring, eftersom de har ret til dagpenge i minimum 2 år. Det tredje ben i ”flexicurity” er en såkaldt aktiv arbejdsmarkedspolitik. Det betyder, at staten, udover passivt at forsørge arbejdsløse med overførselsindkomster, også aktivt gør en indsats for at arbejdsløse igen skal blive beskæftiget. Det kan eksempelvis være uddannelse, som i Thorning-regeringens seneste tiltag under ”Kontanthjælpsreformen 2013” (se kilder), eller ved jobformidling, jobtræning og aktivering.

De tre elementer, social sikkerhed, fleksibelt arbejdsmarked og aktiv arbejdsmarkedspolitik er blevet kaldt ”Den danske models gyldne trekant”, som i kronikken ”Et forsvar for den danske model” (se kilder). I kronikken skriver LO's formand Harald Børsting, at ”Styrken ved flexicurity er, at det er nemt for virksomhederne at hyre og fyre medarbejdere. Det giver flest arbejdspladser, fordi virksomhederne løbende kan tilpasses produktionen. Fleksibiliteten for virksomhederne og sikkerheden for lønmodtagerne følges ad.”

Modellen bliver ofte – for eksempel i det britiske nyhedsmagasin The Economist – rost for at være et mere dynamisk økonomisk system, end i eksempelvis de sydeuropæiske lande (se kilder).