Hvornår begyndte Danmark at handle med slaver?
Danmark begyndte at handle med slaver, da Vestindisk-guinesisk Kompagni blev oprettet i 1671. Det var således Vestindisk-guinesisk Kompagni, der havde monopolet på handlen med Afrika og Vestindien, og i perioden fra slutningen af 1600-tallet til 1802 købte, fragtede og solgte kompagniet cirka 100.000 slaver fra Afrika til de vestindiske sukkerplantager. Den danske slavehandel er beskrevet i bøgerne ”Kolonierne i Afrika og Asien” og ”Kolonierne i Vestindien” (se kilder).
Hvor mange af de øvrige kolonimagter var involveret i slavehandel?
Alle de store kolonimagter tog del i den transatlantiske slavehandel. Flere af dem havde således handelsstøttepunkter langs den afrikanske kyst, hvor de købte slaver, som de efterfølgende fragtede videre til Amerika. Her blev de brugt i plantage- og minedriften. Portugiserne var den kolonimagt, der fragtede flest slaver fra Afrika til Amerika. Anslået er det samlede antal slaver, som portugiserne købte i Afrika og fragtede videre til Amerika, således 4,5 millioner mennesker. Efter portugiserne kom briterne, franskmændene, spanierne og hollænderne. De øvrige kolonimagters slavehandel er beskrevet i bogen ” The Slave Trade: The Story of the Atlantic Slave Trade, 1440-1870” (se kilder).
Hvilken rolle spillede afrikanere i slavehandlen?
Afrikanere spillede en meget direkte rolle i slavehandlen, fordi de solgte krigsfanger til de europæiske købere. De tilfangetagne blev betragtet som tilhørende andre etniske og religiøse stammegrupperinger, hvilket legitimerede slavehandlen.
Hvordan var slavernes vilkår?
Af økonomiske årsager forsøgte de danske slavehandlere at sikre, at slaverne nåede raske og stærke frem til Amerika. Årsagen var, at stærke, sunde slaver gik for et højere beløb end udmagrede, svage slaver. De blev imidlertid behandlet brutalt i plantagedriften. Derfor var det nødvendigt at opretholde en konstant strøm af nye slaver. Slavernes vilkår er beskrevet i bogen ”Kolonierne i Vestindien” (se kilder).
Hvordan var danskernes holdning til slavehandlen?
I slutningen af 1700-tallet blev der ført en stærk kampagne i mod slavehandlen og slaveriet i de engelske kompagnier. I Danmark blev der aldrig ført en ligeså succesfuld kampagne. Der var således slaverimodstandere i Danmark, som var påvirket af Oplysningstidens tanker om frihed og lighed, men det var ikke dem, der fik slavehandlen stoppet. Størsteparten af den kulturelle og politiske elite i Danmark udtrykte derimod oftest stolthed over det danske engagement i slavehandlen, fordi de så slavehandlen som et udtryk for, at Danmark bestred en stærk udenrigspolitisk position som kolonimagt. Danskernes holdning til slavehandlen er blandt andet beskrevet i artiklen ”Danske magthavere var stolte af koloniernes skatte og slaver” (se kilder).
Hvornår og hvorfor blev slavehandlen forbudt?
Danmark forbød som det første land i verden slavehandel ved en kongelig forordning i 1792. Forordningen trådte dog først i kraft fra 1803, da plantageejerne fik mulighed for at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft. Baggrunden for forbuddet var først og fremmest økonomisk. For det første var slavetransporten for dyr i drift i forhold til indtægterne. For det andet regnede den danske regering med, at et engelsk forbud mod slaveri var på trapperne. Det ville presse mindre slavehandlernationer som Danmark til at opgive slaveriet også. Den danske forordning af 1792 var derfor et forsøg på at komme briterne i forkøbet. For det tredje døde et uacceptabelt højt antal besætningsmedlemmer om bord på de danske slaveskibe. Forbuddet mod slavehandel indebar imidlertid ikke et forbud mod slaveri. Det var således tilladt at holde slaver i Vestindien helt frem til 1848. Forbuddet mod slavehandlen er blandt beskrevet på danmarkshistorien.dk (se kilder).
Hvordan begyndte de dansk-vestindiske plantager at holde slaver?
Der var slaver i Vestindien allerede fra midten af 1600-tallet. Antallet af slaver steg imidlertid drastisk i 1725, hvor det Vestindisk-guinesiske Kompagni tillod private slavehandlere at bringe slaver til de vestindiske øer. Baggrunden var, at plantagerne gik fra dyrkning af bomuld til dyrkning af sukkerrør. Produktionen af sukkerrør kræver således væsentligt flere arbejdere i produktionen. I stedet for at ansætte lønnede arbejdere, valgte man i stedet at købe slaver, der med magt blev tvunget til at arbejde i plantagerne uden løn.
Hvor mange slaver var der i Dansk Vestindien?
Ifølge de officielle tal var der i slutningen af 1700-tallet godt og vel 30.000 slaver, der arbejdede på sukkerplantagerne i Dansk Vestindien. De officielle tal er imidlertid upålidelige. Historikere mener således, at plantageejerne ofte skjulte det virkelige antal for at slippe for at betale den påkrævede skat, der blev pålagt hver slave. Antallet af slaver og diskussionen herom er beskrevet i bogen ”Kolonierne i Vestindien” (se kilder).
Hvornår og hvorfor blev slaveriet forbudt i de danske kolonier?
Slaveriet i Vestindien blev forbudt i 1850. Den konkrete begivenhed, der førte til forbuddet, var et slaveoprør i Frederiksted på Sankt Croix i 1848. Oprøret foranledigede Dansk Vestindiens guvernør Peter von Scholten til på egen hånd at ophæve slaveriet i de danske besiddelser i Caribien. Peter von Scholtens ophævelse af slaveriet kan imidlertid ikke adskilles fra det faktum, at 1848 var revolutionsår i Europa. Rettighedstankerne om frihed og lighed påvirkede således Peter von Scholtens opfattelse af slavernes ønske om frihed. Peter von Scholten måtte imidlertid stå til regnskab for sin ophævelse af slaveriet, men han blev frikendt i Højesteret, og den danske stat stadfæstede ophævelsen af slaveriet i 1850. Ophævelsen af slaveriet i de danske kolonier er beskrevet i bogen ”Kolonierne i Vestindien” (se kilder).