Hvorfor gjorde amerikanerne oprør mod briterne?
I 1763 havde England lige besejret deres ærkefjende Frankrig i en krig som viste sig at være dyrere, end landet havde råd til. Efter krigen havde englænderne et gigantisk budgetunderskud på omkring 137 millioner pund og kun årlige indtægter på cirka 8 millioner (Francis Cogliano: Revolutionary America 1763-1815). Kort sagt var man tvunget til at finde måder at øge indtægterne på, og det engelske parlament så en øget beskatning af kolonierne som en vigtig måde. Det første tiltag var den såkaldte Sugar Act og efterfølgende The Stamp Act. Begge love var voldsomt upopulære blandt kolonisterne. Især i Boston var der stærke protester. Kolonisterne i Nordamerika var som udgangspunkt ikke i opposition til hverken kongen eller England, men det var en udbredt holdning, at de nye love var uretfærdige. De var ikke fortørnede over den øgede beskatning som sådan, men over at de ikke opnåede politisk indflydelse og medbestemmelse. Et ofte gentaget slogan i tiden var ”No taxation, without representation”. I Boston blev denne frase udødeliggjort af agitatoren og politikeren James Otis, der under en legendarisk brandtale slog fast, at skatter uden politisk repræsentation er tyranni.
Hvad var The Stamp Act?
The Stamp Act blev indført under den engelske finansminister George Grenville og var en slags stempelafgift på stort set alle varer, der blev handlet med i kolonierne. Grenville fandt det rimeligt, at især handelscentrene i Boston og New York skulle bidrage til fælleskassen. De havde tjent godt på handel med begge sider i den foregående Syvårskrig (1755-63) mellem de europæiske stormagter, der blandt andet havde kæmpet om retten til de oversøiske territorier (Erling Bjøl: Politikens USA historie). Den lokale elite var ikke bare modstandere af at skulle betale flere skatter og afgifter. De følte sig ikke respekteret af de briter, som de så op til, og hvis kultur de var stolte over at tilhøre. I England var de eneste, der blev beskattet uden ret til samtidig at være politisk repræsenteret tyende og andre grupper, som ikke havde elitens sociale status. Amerikanerne gjorde oprør ved at tvinge de lokale embedsmænd, der skulle distribuere stempelmærkerne til at sige deres embeder op. Så kunne de jo ikke blive uddelt. I Boston bliver The Stamp Act i vid udstrækning anset for at være begyndelsen til kolonisternes oprør. I det britiske parlament møder kolonisterne dog nogen forståelse, blandt andet fra den prominente filosof og politiker Edmund Burke, der gør opmærksom på, at det måske er ufornuftigt ikke at behandle amerikanerne mere respektfuldt. Det ender da også med at Stamp Act bliver ophævet, dog samtidig med at parlamentet samtidig vedtager den såkaldte Declaratory Act, der fastslår, at parlamentet altid har ret til at lovgive omkring kolonierne. Året efter indføres igen en række skatter, denne gang på en masse forskellige varer, blandt andet te.
Hvad var the Boston Massacre?
Før krigen brød ud, var det blandt de mest overbeviste modstandere af det britiske styre blevet almindeligt at chikanere embedsmænd og soldater. Især i det oprørske Boston, hvor der var mange antibritiske agitatorer, var det blevet en sport at drive gæk med de engelske red coats. En aften i 1770 kom en gruppe af – afhængig af synspunkt – patrioter eller ballademagere i karambolage med en gruppe engelske soldater, der i sidste ende åbnede ild og dræbte fem kolonister. Begivenheden er siden blevet en grundmyte i den amerikanske tilblivelseshistorie. De amerikanske oprørerne fremstillede sagen som en brutal henrettelse af ubevæbnede mænd. Den kendte oprører Paul Revere fremstillede et kobberstik (se kilder), der viste en sandsynligvis meget unøjagtig skildring af hændelsen, der gik kolonierne rundt i aviser og pamfletter. Modsat fremstillingen i Reveres stik er det mere sandsynligt, at der har været tale om en gruppe berusede oprørere, der i høj grad selv har været med til at skabe det voldelige resultat, men skildringen (og navnet) af the Boston Massacre var meget effektfuld i forhold til at skabe modstand mod englænderne, og oprørerne brugte i stor stil episoden i deres propaganda. En af lederne i gruppen, der mistede livet var i øvrigt Crispus Attucks, USA's første sorte frihedshelt.
Hvad var the Boston Tea Party?
I Boston var modstanden mod englænderne stærkest. En halv-hemmelig forening kaldet The Sons of Liberty holdt møder, hvor de agiterede for oprør. De generede også engelske skatte- og toldembedsmænd ved f.eks. at dyppe dem i tjære og rulle dem i fjer. Deres mest skelsættende indsats var det såkaldte Boston Tea Party, hvor de i protest mod en ny lov omkring te-handlen sneg sig om bord på skibe i havnen i Boston og smed flere hundrede kasser te fra skibene i havnebassinet. Begivenheden er en af de helt centrale myter i fortællingen om den amerikanske uafhængighed. I England reagerede kongen meget skarpt og fik parlamentet til at vedtage de såkaldte Coersive Acts, en række tvangslove designet til at straffe de oprørske kolonier. Kolonisterne kaldte dem meget sigende The Untolerable Acts og så dem som en optrapning af konflikten, hvilket i sidste ende førte til væbnet oprør.
Hvordan udbrød krigen?
Fra Sugar Act i 1763 til den første kongres i 1774 skete en mentalitetsændring i kolonierne: fra loyale undersåtter af den engelske krone til selvbevidste amerikanere med en klar overbevisning om egne rettigheder, der endda satte spørgsmålstegn ved forholdet til England og retten til autoritet over kolonierne. Kolonisterne gjorde meget ud af at slå på deres rettigheder; selvbestemmelsesret, retten til at blive repræsenteret, retten til en fair retssag. For at vise hvem der bestemte, sendte den engelske konge en styrke til Boston og satte staten Massachusetts under militærstyre. En gruppe oprørere havde sat hinanden stævne i byen Concord et stykke uden for Boston. Her skulle de diskutere strategi og havde også samlet våben og ammunition. Englænderne ville anholde lederne og konfiskere våbenlageret og sendte derfor en gruppe på omkring 600 mand mod Concord. På vej dertil, i den lille by Lexington, mødte soldaterne omkring 70 såkaldte ”minutemen”, en til lejligheden samlet milits, der kunne træde til på minuttet. Det er i dag uklart, hvem der skød først, for der findes adskillige versioner, men mødet resulterede i en skudveksling, hvor otte kolonister mistede livet, og dermed havde konflikten ændret sig fra modstand til krig. Senere på dagen, da briterne ankom til Concord, var der regulære kampe med adskillige faldne på begge sider.
Hvem var de 13 oprindelige kolonier?
De 13 kolonier, der endte med at forme USA, var vidt forskellige. I det nordøstlige område drejede det sig om New England med Boston som den vigtigste by. Det var her de første engelske nybyggere havde bosat sig i starten af 1600-tallet, og det var her, man havde de stærkeste rødder til den pietistiske kristendom man havde taget med fra Europa. Længere nede af kysten repræsenterede New York en mere internationaliseret havneby med driftige handelsfolk fra mange forskellige dele af Europa. I Virginia fandt man en overklasse af plantageejere organiseret omkring landbrug og slaveriet.
I tiden omkring uafhængigheden var man tættere knyttet til sit lokalområdet og kolonien end til de nordamerikanske områder som sådan. Derfor var det også en stor udfordring for de oprørske kolonister at skabe sammenhold og fælles fodslag mod englænderne. De oprindelige 13 kolonier var Connecticut, Delaware, Georgia, Maryland, Massachusetts, New Hampshire, New Jersey, New York, North Carolina, Pennsylvania, Rhode Island, South Carolina og Virginia.