Baggrund om deleøkonomi

Main image kapitel
Den danske entreprenør Claus Skytte foreslår i sin bog "Skal vi dele?" at man i stedet for 'deleøkonomi' kalder det for 'fælles forbrug' - netop for at betone fællesskabet.
Den danske entreprenør Claus Skytte foreslår i sin bog "Skal vi dele?" at man i stedet for 'deleøkonomi' kalder det for 'fælles forbrug' - netop for at betone fællesskabet.
Foto: Sara Gangsted / Scanpix

Hvad er deleøkonomi?

Deleøkonomi er, når flere mennesker deles om de samme ressourcer. I USA kalder man det også "collective consumption", "collateral consumption" eller "peer to peer economy". Ideen er, at vi i stedet for selv at eje ressourcer blot har adgang til dem i et fællesskab. Den danske entreprenør Claus Skytte foreslår i sin bog ”Skal vi dele?”, at man i stedet for deleøkonomi kalder det "Fælles Forbrug", netop for at betone fællesskabet. Et eksempel kunne være en delebilordning, hvor flere personer deles om en bil eller et koncept som GoMore, hvor man kan få et gratis eller billigt lift, hvis chaufføren alligevel har plads i sin bil på en køretur fra f.eks. Aarhus til København. Et andet kendt eksempel er udlejningstjenesten Airbnb, hvor man kan leje et værelse hos helt almindelige mennesker eller endda leje hele deres hjem for en mindre periode, hvis det alligevel står tomt. På den måde sikre man, at man bruger ressourcer mest effektivt, og udover at spare penge minimerer man samfundets ressourceforbrug. Det har fået folk til at pege på deleøkonomien som et vigtigt tiltag i omstillingen til et mere bæredygtigt samfund.

Ofte nævnes udtrykket bytteøkonomi også i forbindelse med deleøkonomi. I bytteøkonomien er der ikke penge involveret, men kun de tjenester og de produkter, som man bytter mellem hinanden. Det kan f.eks. være en tjeneste som Resecond, hvor man bytter kjoler, eller iFixit, hvor man deler viden om reparationer af forskellige ting.

Fælles for deleøkonomiske projekter er, at de er internetbaserede platform, ofte apptjenester, som fungerer som en digital markedsplads, hvor brugerne kan finde hinanden og udveksle informationer, ting og tjenester. Derfor kalder nogle også deleøkonomi for platformøkonomi. 

Hvornår begyndte man at få deleøkonomi?

Forudsætningen for deleøkonomi var opkomsten af sociale medier som Facebook, YouTube, Twitter og lignende i 00'erne, hvor privatpersoner begyndte at dele kontakter, informationer, musik og billeder med hinanden. Claus Skytte skriver i den første danske bog om deleøkonomi "Skal vi dele?" (se kilder), at vi i dag er nået til den tredje internetbølge, hvor vi nu også finder hinanden på app-tjenesters digitale markedspladser og deler fysiske ting med hinanden.

Ifølge en artikel i internetmagasinet Atlas (se kilder) spåede Time Magazine i 2011 deleøkonomien til at blive en af de ideer i fremtiden, som ville komme til at ændre verden. På det tidspunkt havde deleøkonomien for længst manifesteret sig i USA, men var ikke rigtig kommet til Danmark endnu. Den danske samkørselsordning GoMore blev godt nok oprettet i 2005, men først langt senere begyndte de danske medier at beskæftige sig med deleøkonomien som et nyt kulturelt fænomen i takt med, at tjenester som Airbnb og Uber blev populære blandt særligt unge højtuddannede i byerne. En søgning i den danske artikeldatabase Infomedia viser ifølge en artikel i tidsskriftet NytFokus (se kilder), at begrebet første gang omtales i den danske presse i 2012. 

Hvordan har man tidligere benyttet deleøkonomi?

Deleøkonomi er ikke et helt nyt koncept. Tidligere i historien har vi været vant til at bytte varer og tjenester i stedet for at betale med penge. I Danmark kender vi særligt tankegangen om at eje ressourcer i fællesskab fra andelsbevægelsen, som opstod blandt landbefolkningen sidst i 1800-tallet som en måde, hvorpå landmændene kunne slå deres ressourcer sammen og få mere værdi ud af deres produkter. Produktionen af smør krævede for eksempel store mængder af mælk, før det kunne betale sig økonomisk at give sig i kast med, og andelsbevægelsen opstod derfor ifølge historieportalen Danmarkshistorien.dk (se kilder), da mindre bondegårde og husmandssteder fandt på at gå sammen og i fællesskab deles om udgifter og indtægter i forbindelse med produktionen. Tidligere havde det været store herregårde eller privatejede mejerier, der opkøbte mælken, men med andelsmejerierne kunne selv det mindre husmandssted være med til at eje produktionen og få del i gevinsten.

Ifølge en artikel på Andelsportalen om andelsboligernes historie (se kilder) opstod samtidig de første byggeforeninger i byerne, hvor arbejderklassen gik sammen i fællesskab om at bygge ejendomskomplekser. De var trætte af de usle boligforhold og den konstante trussel om huslejestigninger og om at blive smidt på gaden. Med de nye byggeforeninger kunne man i fællesskab med andre nu bygge og eje en bolig. Omkring århundredskiftet kom andelsboligforeninger, hvor beboere gik sammen om at købe lejlighederne i deres opgang eller hele den ejendom, som de boede i.

Selvom deleøkonomien i dag har meget til fælles med den klassiske andelsbevægelse, bør man samtidig skelne mellem andelsbevægelsens kooperative deleøkonomi, hvor man er fælles om at eje og dele udgifter, tab og overskud, og den kommercielle deleøkonomi, hvor deltagerne ikke nødvendigvis får særlig stor del i gevinsten. Læs mere under "Del 3: Debat om deleøkonomien".