Deleøkonomi og platformsøkonomi

Hvad er deleøkonomi – og hvordan adskiller det sig fra platformsøkonomi?

Deleøkonomi betegner en praksis, hvor teknologi – typisk med digitale platforme og apps som formidlingskanal – gør det muligt for mennesker at dele ressourcer på kryds og tværs af geografiske områder og sociale cirkler. Ressourcerne kan være både fysiske ting, såsom boliger eller værktøj, og det kan være tjenester og ydelser, som f.eks. transport eller rengøring. Deleøkonomi involverer ofte betaling, men der findes også deleøkonomiske praksisser, hvor man udveksler ting eller tjenester, uden at der er penge involveret.

Begrebet deleøkonomi bruges ofte synonymt med begrebet platformsøkonomi, men de to begreber betyder ikke helt det samme.

Deleøkonomi handler om, at privatpersoner og virksomheder optimerer brugen af ressourcer, som de er i besiddelse af – men evt. ikke bruger hele tiden eller ikke bruger fuldt ud – ved at gøre det muligt for andre at få adgang til de ressourcer (med eller uden økonomisk transaktion). Hvis man f.eks. ejer en bil og skal køre fra A til B og tilbyder at andre kan køre med, så bilen fyldes op og udgifterne til turen deles.

Platformsøkonomi henviser derimod til en forretningsmodel, hvor virksomheder ved hjælp af digital infrastruktur tjener penge på at formidle kontakt mellem forbrugere og udbydere af ting og/eller tjenester.

I varianten digitale arbejdsplatforme formidles der bestemte tjenester til individuelle forbrugere og virksomheder, og dem, der udfører tjenesterne, bliver af platformene typisk ikke opfattet som ansatte, men som soloselvstændige. Den digitale platform afviser dermed at tage arbejdsgiveransvar og ofte også forsikringsmæssigt ansvar – både overfor den, der udfører, og den, der bestiller tjenesten.

I nogle tilfælde udbyder den digitale platform også andet end selve formidlingen, det kan f.eks. være udstyr til bude eller chauffører. Et eksempel på det er Uber, som er en del af platformsøkonomien, og som blev lanceret som en deleøkonomisk tjeneste, hvor folk kunne bruge deres private bil i fritiden til at tilbyde lift til andre. Men reelt er Uber i dag blot et taxaselskab/en udbringningsvirksomhed, som ikke vil ansætte sine chauffører/bude, og dermed heller ikke tage ansvar for hverken deres arbejdsvilkår, deres sikkerhed, deres uddannelse eller deres udstyr. I mange lande kan Uber-chauffører leje en bil af platformen, og platformsvirksomheden har dermed bevæget sig endnu længere væk fra den deleøkonomiske ide om at dele ressourcer, man allerede besidder, men ikke bruger fuldt ud.

Hvor eksisterer deleøkonomi og hvad deles man om?

Da Erhvervsministeriet lavede en opgørelse over deleøkonomiens udbredelse i 2017 (se kilde 1) var de mest udbredte typer:

• Samkørsel: Når privatpersoner tilbyder andre personer en ledig plads (mod betaling), som skal samme vej
• Delebiler: Når privatpersoner udlejer deres bil til andre private
• Privat boligudlejning: Når private udlejer værelser eller en hel bolig til andre private på kortidsbasis, f.eks. i forbindelse med ferierejser

Der findes imidlertid også deleøkonomiske tjenester inden for en lang række andre områder. På Erhvervsministeriets liste – tilgængelig i DR’s artikel ”LISTE – Mere end 140 tjenester hvor vi bytter og deler (se kilde 2) – fra 2017, var der 140 forskellige deleøkonomiske tjenester inden for alt fra fysiske ting (f.eks. værktøj og møbler) over viden og data (f.eks. undervisning og kurser) til services (f.eks. oplevelser og reparationer). I en anden opgørelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (se kilde 3) med andre definitioner – hvor f.eks. online markedspladser ikke er medtaget – blev der imidlertid kun identificeret 55 deleøkonomiske tjenester.

I de senere år er tøj blevet en stadigt større del af deleøkonomien, bl.a. pga. de forurenende konsekvenser af og sociale problemer ved fast fashion. Produktion af billigt tøj med kort levetid bidrager til ressourcespild, og for at holde priserne nede, bliver tøjet produceret af underbetalte arbejdere typisk i tredjeverdenslande. Således er nye deleøkonomiske tjenester, der faciliterer bytte og leje af tøj, kommet til.

Et af de ældste danske eksempler på det, der kan betegnes som deleøkonomi, er Den Blå Avis, der opstod i papirformat i 1981 og kom online i 1995. I 2008 blev Den Blå Avis opkøbt af amerikanske eBay, som ofte bliver fremhævet som et af de første digitalt baserede eksempler på deleøkonomiske tjenester. eBay er – ligesom Den Blå Avis – en (digital) markedsplads, hvor man som privatperson kan købe og sælge nærmest hvad som helst, nyt såvel som brugt. Det er imidlertid ikke enighed om, hvorvidt den type online platforme har noget med deleøkonomi at gøre.

Hvilke eksempler er der på digitale arbejdsplatforme i Danmark?

Nogle af de mest kendte digitale arbejdsplatforme i Danmark er inden for udbringning af mad og varer. De er synlige i gadebilledet, da dem, der arbejder for platformene, typisk bærer uniform og/eller beholdere med platformens logo på. Det gælder f.eks. Wolt og Just Eat. Men digitale arbejdsplatforme operer inden for alle brancher.

Som det beskrives i Disruptionsrådets kortlægning af digitale arbejdsplatforme i Danmark fra 2018 (se kilde 4) faciliterer digitale arbejdsplatforme kontakt mellem kunder og udbydere angående arbejdsopgaver, som før udelukkende blev udført fysisk i virksomhederne eller via vikarbureauer. Udbydere – både privatpersoner og virksomheder – kan købe tjenesteydelser af opgaveløsere inden for f.eks. kontorarbejde som bogholderi, grafisk design, webudvikling osv. eller fysisk og manuelt arbejde, som f.eks. hundeluftning, indkøb, mindre håndværksopgaver osv.

Arbejdsplatformene i Danmark (og internationalt) formidler overordnet to typer arbejde: Det, der kræver fysisk tilstedeværelse (også kaldet gig-work), og som ofte betegnes som ufaglært, og det, der kan udføres online (også kaldet ”crowdwork”, og som ofte kræver specialiseret viden/uddannelse.

Eksempler på førstnævnte type er – foruden udbringning – Hilfr, hvor privatpersoner kan booke rengøring i deres hjem, eller Chabber, hvor virksomheder og privatpersoner kan booke serverings- og køkkenpersonale. Eksempler på sidstnævnte er f.eks. Upwork, 99Designs og Freelancer.com. Eftersom betalingen på crowdwork-platforme typisk ligger langt under, hvad uddannede professionelle tjener i Danmark, – fordi man konkurrerer med kolleger i hele verden – er førstnævnte type arbejdsplatform mest udbredt i dansk sammenhæng.

Hvor udbredt er deleøkonomi og platformsøkonomi i Danmark?

De seneste opgørelser over antallet af deleøkonomiske koncepter og brugen af dem, er fra 2019. At der ikke er lavet undersøgelser siden, afspejler delvist det faktum, at deleøkonomien ikke tog så meget fart i Danmark, som eksperter og politikere troede. Det politiske fokus er faldet siden da.

En analyse fra Dansk Erhverv (se kilde 5) viser, at 12 procent af befolkningen i Danmark i 2016 brugte deleøkonomi. Året efter var den andel steget til hver femte, viser en opgørelse fra Erhvervsministeriet (se kilde 1). Forventningen var, at omfanget af deleøkonomi ville stige i de kommende år, og det var en politisk prioritet at understøtte denne udvikling. Men i 2019 var andelen præcis den samme. Det viser en rapport fra Rådet for deleøkonomi – nedsat af daværende erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) – som i 2021 kom med 13 anbefalinger (se kilde 6).

I forhold tit platformsøkonomien, er tallene meget usikre i Danmark. I en rapport udgivet af Beskæftigelsesministeriet i 2022 (se kilde 7) anslås det, at op mod to procent af befolkningen i Danmark arbejder for en platform. Men forskerne bag undersøgelsen understreger, at Danmarks Statistiks måder at opgøre antallet på, næppe er dækkende, og at der kan være betydelige mørketal.

Hvor udbredt er deleøkonomi og platformsøkonomi internationalt?

Inden for EU er det gennemsnitligt ca. samme andel af befolkningen som i Danmark – omkring hver femte – der deltager i deleøkonomien, ifølge den seneste opgørelse fra 2017, som er citeret opgørelsen fra Erhvervsministeriet (se kilde 1).

Der er imidlertid kommet øget kritisk fokus på deleøkonomi og platformsøkonomi fra fagforeninger og sociale bevægelser i de senere år. Her er det især boligudlejningstjenester som Airbnb, transporttjenester som Uber, udbringningstjenester som Wolt og Gorillas og digitale arbejdsplatforme i det hele taget, der har været i skudlinjen.

Det tyskbaserede internationale databureau, Statista (se kilde 8), anslår, at værdien af deleøkonomiske tjenester globalt var 113 milliarder dollar i 2021, og forudser en vækst på mere end 30 procent årligt frem til 2027. De tre områder, hvor væksten ifølge Statista er størst, er inden for transport, bolig og kontorfællesskaber.  

Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) anslog i et notat fra 2022 (se kilde 9), at der globalt fandtes 777 digitale arbejdsplatforme, flertallet inden for udbringning efterfulgt af onlinearbejde og transporttjenester.

BOKS: Tal og grafer

Europa-Parlamentets infografik over deleøkonomi

I 2017, hvor den politiske interesse både i Danmark og EU nåede et foreløbigt højdepunkt, lavede Europa-Parlamentet en infografik over udbredelsen af deleøkonomi i de forskellige medlemslande, inddelt på forskellige sektorer. Se infografikken her: https://www.europarl.europa.eu/news/da/headlines/economy/20170428STO72971/infografik-hvor-populaer-er-deleokonomien

Det europæiske råds infografik over platformsøkonomi

Mens den politiske opmærksomhed på deleøkonomi har været faldende siden 2017, har den omvendt været stigende på det beslægtede, men ikke identiske fænomen platformsøkonomi. Særligt digitale arbejdsplatforme har været genstand for politisk fokus, både oppefra (fra lovgiverne) og nedefra, fra bl.a. fagforeninger og arbejdere, der organiserer sig lokalt. Det europæiske råd forventer, at antallet af ”digitale platformsarbejdere” vil stige til 45 millioner i 2025. Se deres infografik her: https://www.consilium.europa.eu/da/infographics/digital-platform-workers/