Deleøkonomi

Hvad er deleøkonomi?

Deleøkonomi er, når flere mennesker deles om de samme ressourcer. I USA kalder man det også "collective consumption", "collateral consumption" eller "peer to peer economy". Ideen er, at vi i stedet for selv at eje ressourcer blot har adgang til dem i et fællesskab. Den danske entreprenør Claus Skytte foreslår i sin bog ”Skal vi dele?”, at man i stedet for deleøkonomi kalder det "Fælles Forbrug", netop for at betone fællesskabet. Et eksempel kunne være en delebilordning, hvor flere personer deles om en bil eller et koncept som GoMore, hvor man kan få et gratis eller billigt lift, hvis chaufføren alligevel har plads i sin bil på en køretur fra f.eks. Aarhus til København. Et andet kendt eksempel er udlejningstjenesten Airbnb, hvor man kan leje et værelse hos helt almindelige mennesker eller endda leje hele deres hjem for en mindre periode, hvis det alligevel står tomt. På den måde sikre man, at man bruger ressourcer mest effektivt, og udover at spare penge minimerer man samfundets ressourceforbrug. Det har fået folk til at pege på deleøkonomien som et vigtigt tiltag i omstillingen til et mere bæredygtigt samfund.

Ofte nævnes udtrykket bytteøkonomi også i forbindelse med deleøkonomi. I bytteøkonomien er der ikke penge involveret, men kun de tjenester og de produkter, som man bytter mellem hinanden. Det kan f.eks. være en tjeneste som Resecond, hvor man bytter kjoler, eller iFixit, hvor man deler viden om reparationer af forskellige ting.

Fælles for deleøkonomiske projekter er, at de er internetbaserede platform, ofte apptjenester, som fungerer som en digital markedsplads, hvor brugerne kan finde hinanden og udveksle informationer, ting og tjenester. Derfor kalder nogle også deleøkonomi for platformøkonomi. 

Hvornår begyndte man at få deleøkonomi?

Forudsætningen for deleøkonomi var opkomsten af sociale medier som Facebook, YouTube, Twitter og lignende i 00'erne, hvor privatpersoner begyndte at dele kontakter, informationer, musik og billeder med hinanden. Claus Skytte skriver i den første danske bog om deleøkonomi "Skal vi dele?" (se kilder), at vi i dag er nået til den tredje internetbølge, hvor vi nu også finder hinanden på app-tjenesters digitale markedspladser og deler fysiske ting med hinanden.

Ifølge en artikel i internetmagasinet Atlas (se kilder) spåede Time Magazine i 2011 deleøkonomien til at blive en af de ideer i fremtiden, som ville komme til at ændre verden. På det tidspunkt havde deleøkonomien for længst manifesteret sig i USA, men var ikke rigtig kommet til Danmark endnu. Den danske samkørselsordning GoMore blev godt nok oprettet i 2005, men først langt senere begyndte de danske medier at beskæftige sig med deleøkonomien som et nyt kulturelt fænomen i takt med, at tjenester som Airbnb og Uber blev populære blandt særligt unge højtuddannede i byerne. En søgning i den danske artikeldatabase Infomedia viser ifølge en artikel i tidsskriftet NytFokus (se kilder), at begrebet første gang omtales i den danske presse i 2012. 

Hvordan har man tidligere benyttet deleøkonomi?

Deleøkonomi er ikke et helt nyt koncept. Tidligere i historien har vi været vant til at bytte varer og tjenester i stedet for at betale med penge. I Danmark kender vi særligt tankegangen om at eje ressourcer i fællesskab fra andelsbevægelsen, som opstod blandt landbefolkningen sidst i 1800-tallet som en måde, hvorpå landmændene kunne slå deres ressourcer sammen og få mere værdi ud af deres produkter. Produktionen af smør krævede for eksempel store mængder af mælk, før det kunne betale sig økonomisk at give sig i kast med, og andelsbevægelsen opstod derfor ifølge historieportalen Danmarkshistorien.dk (se kilder), da mindre bondegårde og husmandssteder fandt på at gå sammen og i fællesskab deles om udgifter og indtægter i forbindelse med produktionen. Tidligere havde det været store herregårde eller privatejede mejerier, der opkøbte mælken, men med andelsmejerierne kunne selv det mindre husmandssted være med til at eje produktionen og få del i gevinsten.

Ifølge en artikel på Andelsportalen om andelsboligernes historie (se kilder) opstod samtidig de første byggeforeninger i byerne, hvor arbejderklassen gik sammen i fællesskab om at bygge ejendomskomplekser. De var trætte af de usle boligforhold og den konstante trussel om huslejestigninger og om at blive smidt på gaden. Med de nye byggeforeninger kunne man i fællesskab med andre nu bygge og eje en bolig. Omkring århundredskiftet kom andelsboligforeninger, hvor beboere gik sammen om at købe lejlighederne i deres opgang eller hele den ejendom, som de boede i.

Selvom deleøkonomien i dag har meget til fælles med den klassiske andelsbevægelse, bør man samtidig skelne mellem andelsbevægelsens kooperative deleøkonomi, hvor man er fælles om at eje og dele udgifter, tab og overskud, og den kommercielle deleøkonomi, hvor deltagerne ikke nødvendigvis får særlig stor del i gevinsten. Læs mere under "Del 3: Debat om deleøkonomien".

Hvad deles man om?

Deleøkonomien findes inden for nærmest alle kategorier. Det er især populært at deles om biler og transport, f.eks. i samkørselsordninger som Uber (se kilder) eller det danske GoMore (se kilder), eller delebilordninger, hvor man mod et månedligt abonnement kan leje en bil efter behov og spare udgifter til forsikringer og vedligeholdelse. I en stor by som København findes også mindre private delebilordninger, hvor en håndfuld venner går sammen om at finansiere en bil.

En anden ordning, som benyttes flittigt i Danmark såvel som i resten af verden, er Airbnb (se kilder). Som rejsende kan man leje billige overnatninger i private hjem ­– særligt i storbyer verden over – og man kan omvendt leje sit hjem ud til turister, hvis man ikke selv bruger det i en periode.

Der findes også bytteordninger, f.eks. den danske bytteordning Resecond (se kilder), hvor du for et fast beløb hvert halve år kan bytte dine kjoler til andre – både via deres apptjeneste og i deres fysiske butikker i både København og Aarhus. Med årene har de danske entreprenører udvidet konceptet, så Resecond i dag også fungerer som en adgangsportal til kontorpladser og mødelokaler til den hjemmearbejdende mod et fast månedligt beløb. I stedet for at leje en specifik kontorplads i et specifikt kontorfællesskab, har man i stedet adgang til forskellige arbejdspladser, fællesskaber og netværk alt efter behov.

iFixit (se kilder) er en apptjeneste og en webside, hvor man i stedet for produkter deler og bytter viden om at reparere ting, så de kan holde længere i stedet for at blive erstattet med nyt. På den måde sparer folk penge, og produkternes længere levetid kan potentielt sænke ressourceforbruget og dermed gavne klimaet. Et andet eksempel er webtjenesten Den Lille Tjeneste (se kilder), hvor borgere, der har brug for en hjælpende hånd, kan efterlyse en tjeneste – f.eks. at flytte en sofa eller at sætte en lampe op – til gengæld for en mindre belønning. 

Hvor udbredt er deleøkonomi?

En Gallup-undersøgelse, som Nordea fik foretaget i efteråret 2015, slog fast, at kun hver tiende dansker havde benyttet sig af dele- og bytteordninger inden for det seneste halve år. Undersøgelsen viste også, at det fortrinsvist er de unge mellem 18 og 25 år, som er med på tanken om deleøkonomi. Her havde 18 procent deltaget i deleøkonomiske tiltag inden for det sidste halve år. Samtidig skrev Danmarks Statistik i 2015 (se kilder), at det især er danskere mellem 35 og 54 år, der på internettet køber sig til overnatninger hos private i udlandet, for eksempel igennem Airbnb.

Nordeas Gallup-undersøgelse (se kilder) viser også, at deleøkonomi geografisk er mest udbredt i hovedstaden, hvor 15 procent af borgerne deltager, og at det samtidig også er mest udbredt blandt folk, der tjener mest – 16 procent af folk med høje indkomster deltager i deleordninger.

Umiddelbart er andelen af danskere, der har deltaget i deleøkonomien altså ikke særlig stor, men omvendt blev andelen tredoblet på bare et enkelt år. Af bogen ”Skal vi dele?” fra 2014 (se kilder) fremgår det nemlig, at kun tre procent af den danske befolkning på dette tidspunkt havde deltaget i deleøkonomien. 

Hvad betyder deleøkonomien for bæredygtighed?

Da man begyndte at tale om deleøkonomi var det særligt i forhold til, hvordan den nye måde at dele og minimere ressourcer på kunne være med til at skabe et mere bæredygtigt samfund. Ifølge artiklen "100 gode nyheder for klimaet" i Information (se kilder) blev dele- og bytteøkonomiske projekter i 2013 således fremhævet af den grønne tænketank Sustainia som et vigtigt omstillingstiltag, der kan reducere vores forbrug.

I stedet for vores nuværende lineære økonomi, hvor et produkt købes og benyttes af en enkelt person og måske siden hen smides ud for at blive erstattet med noget nyt, er tanken om deleøkonomien tanken om en cirkulær økonomi, hvor ressourcer genbruges og gør gavn i flere forskellige forhold i stedet for at blive kasseret. Denne cirkulære økonomi afspejler naturens kredsløbssystem, hvor et affaldsprodukt eller restprodukt bliver brugt i andre processer, som kommer andre til gode.

Men deleøkonomien er kun et relevant værktøj i den bæredygtige omstilling, hvis vi er indstillede på at forbruge mindre. For hvis vi deler og bytter ressourcer i en tid, hvor der er økonomisk vækst i samfundet, får vi samtidig flere penge mellem hænderne, og hvis vi bare bruger dem på andre forbrugsgoder – f.eks. en rejse til Asien – er der i sidste ende ikke nogen klima- og miljøgevinst. Det er et paradoks ved deleøkonomiens virkning, som professor Inge Røpke fra Center for Design, Innovation og Bæredygtig Omstilling på Aalborg Universitet fremhæver i artiklen "Danskere vil bytte den gamle økonomi til en ny" i Information (se kilder): "Så hvis vi gør dette i en vækstøkonomi, risikerer vi at gøre tingene værre. Men gør vi det i en økonomi, hvor vi prøver at omstille os, så er det et rigtig godt omstillingstiltag, fordi det gør det muligt for os at opnå samme nytteværdi og være lige så glade med mindre ressource- og miljøbelastning. Sagt på en anden måde: Hvis bytte- og deleaktiviteter stimulerer os til at sige, at vi kan klare os med mindre, så er det rigtig godt. Hvis det omvendt stimulerer til at udvide forbrugsmulighederne, så er det ikke godt." 

Hvad betyder deleøkonomien for det sociale fællesskab?

Udover de økonomiske og klimamæssige fordele er der også sociale fordele ved deleøkonomien. På en GoMore-tur mellem København og Aarhus kan man få et andet menneskes livshistorie og måske potentielt en ny ven for livet, eller man kan måske bare få en hyggelig snak om fælles fritidsinteresser. På GoMores hjemmeside kan brugerne lægge deres anbefalinger af medpassagerer og bilister op, og her vægtes det sociale tungt i kommentarerne. Bilisten Pernille skriver for eksempel om sin passager Mikkel: "En mand med stor livserfaring og et stort flot smil. Altid velkommen til at køre med igen." Og Stefan skriver om Thomas: "Godt selskab og nem at snakke med."

En af gevinsterne ved deleøkonomien er tillid, mener flere. Som samfund skaber det tillid, når vi deler med hinanden, fordi vi må stole på, at folk passer godt på vores ting, og at andre omvendt har tillid til, at vi passer godt på deres ting, f.eks. når vi lejer andres hjem igennem Airbnb. En artikel i internetmagasinet Baggrund (se kilder) refererer økonomen Jeremy Rifkin, der mener, at deleøkonomien er med til at skabe bedre social sammenhængskraft. Når vi er i mere direkte kontakt med hinanden, skaber det større meningsfuldhed i livet og en stærkere følelse af ansvar over for fællesskabet og det fælles gode.