Hvordan opstod Christiania?
De første byggesten til fristaden Christiania var et væltet plankeværk. Forsvaret havde i forsommeren 1971 rømmet kaserneområdet, og nogle beboere på Christianshavn ønskede at indrette legepladser til kvarterets børn og begyndte at finde egnede steder. Ganske kort efter bosatte enkelte aktivister sig i nogle af de gamle bygninger. I begyndelsen skete det i relativ ubemærkethed, men snart greb den ulovlige besættelse om sig. Den 26. september 1971 blev Fristaden Christiania grundlagt, blandt andet under sloganet: ”Emigrer med linje 8”, som var den bus, der kørte ud til den ny fristad.
Hvad var ideen med en fristad?
Mange af de aktivister, der flyttede ind på Christiania i begyndelsen, havde en drøm om at leve, arbejde og bo alternativt i forhold til ”normal-Danmark” uden for fristadens grænser. Et håndskrevet manifest, der er dateret den 13. november 71 og underskrevet af Sven, Kim, Kim, Ole og Jacob, på Christianias hjemmeside (se kilder) forklarer lidt om ideen bag fristaden: “Christianias målsætning er at opbygge et selvstyrende samfund, hvor hvert enkelt individ frit kan udfolde sig under ansvar overfor fællesskabet. Dette samfund skal økonomisk hvile i sig selv, og den fælles stræben må til stadighed gå ud på at vise, at den psykiske og fysiske forurening kan afværges.”
I bogen ”Christiania Plakater 1971-78” (se kilder) kan man læse fristadens ”Grundlov”: “På Christiania er der frihed til at gøre, hvad man har lyst til – så længe man ikke forhindrer andre i at gøre det samme”.
Hvad var reaktionerne på oprettelsen af Christiania?
Politiet forsøgte adskillige gange at fjerne folk fra området, men måtte opgive, fordi området var for stort, og der var for mange mennesker. I stedet blev det et politisk spørgsmål for Folketinget. Christiania indgik en aftale med Forsvarsministeriet om forbrug af el og vand og fik et politisk stempel som ”socialt eksperiment”. Der skulle udskrives en idékonkurrence om områdets fremtidige anvendelse, og eksperimentet skulle have lov at fungere, indtil resultatet af konkurrencen forelå. Men i 1973 fik Danmark en ny regering, og det betød en ny politisk holdning til Christiania: Nu skulle området ryddes.
Hvordan blev Christiania lovliggjort?
I 1987 kom regeringen med en handlingsplan for lovliggørelse af Christiania, og i 1989 stemte et bredt flertal i Folketinget for den såkaldte ”Christiania-lov” (se kilder), som lovliggjorde fristaden som et eksisterende socialt eksperiment. Men loven skulle også danne grundlaget for en ”normalisering”, og området blev derfor delt op i en ”landlig” del (de gamle voldanlæg), som ad åre skulle renses for beboelse, og en ”bymæssig” del, hvor det sociale eksperiment kunne fortsætte uden tidsfrist.
I 1991 udarbejdede Miljøministeriet en lokalplan for Christiania. Den skulle sikre, at christianitterne fortsat kunne anvende den bymæssige del af området til boliger og værksteder. Christiania udsendte herefter sin ”Grønne Plan”, hvor området blev præsenteret som en visionær grøn by i tæt samspil med naturen.
Hvordan udviklede konflikten om Christiania sig?
I et par år fra 1973 var Christiania kastebold mellem Københavns Kommune og staten, der hver især mente, at det var den anden parts ansvar at rydde området. I 1975 vedtog et flertal i Folketinget, at området skulle rømmes senest den 1. april 1976. Christiania anlagde herefter sag mod staten for at have brudt sit løfte, da der aldrig var blevet udskrevet en idékonkurrence om områdets fremtidige anvendelse, som det var besluttet i 1973. I 1977 tabte Christiania sagen, som blev anket til Højesteret. Sagen sluttede den 2. februar 1978, hvor Højesteret stadfæstede den tidligere kendelse fra Landsretten om øjeblikkelig rydning af Christiania. Det kan man læse i Højesteretsdom af 2/2 1978 i sagen fristaden Christiania mod Forsvarsministeriet (se kilder).
Højesteretsdommen fik dog ingen konsekvenser. Allerede dagen efter vedtog et flertal i Folketinget, at der først skulle udarbejdes en lokalplan for området. I mellemtiden kunne fristaden eksistere under særlige betingelser, som blev bekendtgjort i Statstidende den 1. juni 1979. Imens forberedte christianitterne sig på en større konfrontation. Når politiet skulle rydde området, skulle de mødes af en veritabel ”kvindehær”, som med letpåklædt ynde og frækhed skulle gøre det vanskeligt for betjentene at svinge kniplerne. Også en til lejligheden importeret ”jydehær” med sympatisører fra land og by var mobiliseret. Fristaden blev udstyret med eget flag – en rød dug med tre store, gule prikker – prikkerne over de tre i’er i Christiania. En lang række kulturpersonligheder blev engageret i kampen for fristadens overlevelse. Det resulterede blandt andet i Christianiapladen i 1977 med det populære refræn: “I kan ikke slå os ihjel, I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv …”
Hvad skulle christianitterne yde til gengæld for lovliggørelsen?
Christiania accepterede, at restauranter og værtshuse i fristaden skulle have individuel bevilling, og at hele fristaden skulle betale lys, gas og vand. I forvejen skulle alle christianitter betale brugsleje til Fælleskassen. Ifølge Forsvarsministeriet har Christiania i hvert fald siden 1994 rettidigt betalt el, vand, skatter og afgifter vedrørende fast ejendom, og samtlige værtshuse og restaurationer har haft de fornødne bevillinger og næringsbreve.
Sværere var det for en del christianitter at sluge kravet om en fortsat lovliggørelse af fristaden, herunder at de historiske voldanlæg blev offentligt, rekreativt område med adgang for alle københavnere. I princippet betød det, at al beboelse på voldanlægget skulle ophøre, senest når de beboere, der havde nået at opføre en bolig, flyttede. Genhusning på voldene eller nybygninger var ikke tilladt. Christiania-loven gav Forsvarsministeriet en håndfuld tvangsmidler – for eksempel påbud om nedrivning af huse – som ministeriet kunne anvende, hvis ikke dialog og aftaler mellem ministeriet og Christianias Kontaktgruppe førte til de ønskede resultater. Selv om der i årene efter Christiania-loven fortsat blev til- og ombygget og også opført i hvert fald to nye boliger på voldarealet, udnyttede Forsvarsministeriet ikke sine magtmidler med påbud om nedrivning.
Reelt accepterede skiftende regeringer fra 1991 til starten af 00'erne stiltiende den bygningsmæssige udvikling, måske fordi der ofte var større opmærksomhed på en helt anden side af Christiania: hashmarkedet.