christiania
Foto: Hussein El-alawi / Scanpix

Christiania

Artikel type
faktalink
journalist Ulrik Dahlin, iBureauet/Dagbladet Information, 2003. Opdateret af Lasse Lavrsen og Karina Søby Madsen, 2007. Opdateret af journalist og cand.comm. Anne Anthon Andersen, september 2016
Top image group
christiania
Foto: Hussein El-alawi / Scanpix
Main image
Politiet opsatte overvågningskameraer op på Christiania fredag morgen den 23. september 2016. Få timer efter havde en gruppe ødelagt dem.
Politiet opsatte overvågningskameraer op på Christiania fredag morgen den 23. september 2016. Få timer efter havde en gruppe ødelagt dem.
Foto: Martin Sylvest / Scanpix

‘Bevar Christiania’-trøjer ses på både unge og gamle over hele landet som et tegn på den mangeårige kamp for at bevare den fristad, der i 1971 opstod som en ulovlig besættelse af et forladt kaserneområde på Christianshavn i København. Mange af de aktivister, der flyttede ind på Christiania i begyndelsen, havde et ønske om at leve, arbejde og bo alternativt i forhold til normal-Danmark uden for fristadens grænser. Men stedet har også været omdrejningspunkt for en massiv hashhandel igennem årerne, og ‘Fristaden’ eller ‘Staden’ har været en øm tå og genstand for årtiers slagsmål mellem både de politiske partier og mellem christianitter, politi og kriminelle.

I dag er Christiania lovliggjort, men fristaden har siden 2000 haft store problemer med at leve op til kravene fra Folketinget. Det fik VK-regeringen til at kræve forholdende normaliserede og med den såkaldte Christianialov fra 1989 i hånden er et næsten samlet Folketing sammen med Slots- og Ejendomsstyrelsen, politiet og christianitterne selv i gang med en gennemgribende lovliggørelse af fristaden.

 

chr

Introduktion til Christiania

Børn på Christiania.
Børn på Christiania.
Foto: Polfoto

Hvad er Christiania?

Det er vanskeligt at sætte en entydig etikette på Christiania eller Fristaden, som det gamle kaserneområde på Christianshavn også kaldes. Den bedste beskrivelse er måske, at Christiania på mange måder er anderledes end det omgivende samfund. På fristadens hjemmeside (se kilder) beskrives området som “byens grønne åndehul”: “Blandt brugerne er mange bistandsklienter, pensionister, nydanskere og klienter fra sociale institutioner. De enlige mødre kommer her også, for slet ikke at glemme de mange unge uden job og bolig. Grønlænderne, gadens folk og landevejenes vagabonder finder alle et fristed her. Alle kommer de til fristaden for at nyde det fredfyldte grønne miljø og den magiske blanding af landsbyliv og storstad i ét. Fordi de sjældent finder disse tilbud, hvor de bor. I mørke lejligheder og triste institutioner rundt omkring i København, hvor folk har for travlt til at snakke, og hvor det er ildeset eller helt forbudt at nyde en øl på bænken – hvis ikke mødestedet allerede er afskaffet.

Christiania er tabernes paradis, for de kreative og rekreative værdier, som vi alle søger, findes i rigt mål på området.

Christiania er en grøn og bilfri by med stier, grusveje og store vandområder. Så når du bruger området, må du være ligeglad med lidt mudder og vand.” 

Hvor ligger Christiania?

Christiania dækker i dag størstedelen af den tidligere Bådsmandsgade Kaserne og hele det tidligere Ammunitionsareal, i alt cirka 34 hektar – hvilket svarer til mere end 50 fodboldbaner – i udkanten af den københavnske bydel Christianshavn. Området omfatter mellem en tredjedel og halvdelen af Københavns Vold, et af Europas bedst bevarede voldanlæg fra 1600-tallet. Christianiaområdet rummer en stor mængde gamle militærbygninger af national interesse med høj bevaringsværdi og en lang række nye huse. 

Hvad indeholder Christiania?

I de første år efter Christianias opståen blev militærets forfaldne bygninger indrettet til kollektiver, værksteder og cafeer. Også en række nye boliger blev opført – ofte efter de forhåndenværende søms princip. Måske derfor udviklede mange af husene sig til anderledes og nyskabende arkitektur, der vakte opsigt ud over Danmarks grænser.

Efterhånden fik christianitterne også oprettet en række kollektive virksomheder, for eksempel Smedjen, Indkøberen, Kvindesmedjen, Snedkeri, Den Grønne Genbrugshal, Cykelværkstedet og Bageriet. Dertil en række restauranter, værtshuse og spillesteder som Loppen, Månefiskeren, Nemoland, Woodstock og Operaen, foruden fire børneinstitutioner, et sundhedshus og en badeanstalt. Endelig fik fristaden en Teknisk Forvaltning, som arbejder med at renovere militærets gamle el-, vand- og kloaknet og driver Christianias egen renovationsordning i samarbejde med renholdningsselskabet R98.

I mange år har Christiania haft flere daglige guidede rundvisninger i sommerhalvåret, og ifølge Københavns Turistforening er fristaden Danmarks tredjestørste turistattraktion. 

Hvad er Christiania som brand?

I dagbladet Børsen den 15. maj 2003 sammenlignes Christiania som brand med to andre kendte danske brands: Tivoli og Lego. På bare 30 år er det lykkedes for christianitterne at opbygge et verdenskendt brand på højde med Tivoli, som dog har brugt 160 år på det, lyder konklusionen i en annonce i Børsen fra et managementfirma.

I artiklen ”København mister en turistattraktion” fra 2006 (se kilder) advarer Wonderful Copenhagen om, at normaliseringen af Christiania kan få negativ betydning for turismen. Salgs- og marketingsdirektør Ole Andersen siger: “Den attraktion, som Christiania har været rent turistmæssigt, vil forsvinde. Folk kommer ikke udelukkende til København på grund af Christiania, men det er med til at give et billede af København som et alsidigt, anderledes og spændende sted.” 

Hvordan virker Christianias selvforvaltning?

Noget af det særlige ved Christiania er, at området i vid udstrækning er selvforvaltende. Fristaden er inddelt i 15 nærområder med navne som Fabrikken, Fredens Ark, Psyak, Bjørnekloen, Mælkebøtten, Blå Karamel, Syddyssen, Tinghuset, Prærien og så videre. På månedlige områdemøder skal lokale forhold afgøres, mens anliggender om hele fristaden diskuteres og afgøres på fællesmøder. Afstemninger er bandlyste, i stedet må man diskutere sig frem til beslutninger, som alle må rette sig efter.

Christiania fungerer også økonomisk som et fællesskab. Alle beboere skal betale en ”brugsleje” (en slags husleje) for deres bolig, og sammen med indbetalinger fra fristadens virksomheder indgår pengene i Fælleskassen. Fordelingen af pengene vedtages på et årligt økonomimøde. Den daglige drift står økonomigruppen for; den giver blandt andet penge til børneinstitutioner, renovation og vedligeholdelse af bygninger. Ofte er der dog problemer med at få alle christianitter til at betale brugsleje, og af og til kniber det derfor med lønudbetalinger til de ansatte i fristadens virksomheder.

De 15 nærområder har desuden egne områdekasser.
Ifølge christianitterne må der ikke være og har aldrig været økonomisk sammenhæng mellem Fælleskassen og indtægter fra hashhandlen i Pusher Street.

Christianias historie

Hvordan opstod Christiania? 

De første byggesten til fristaden Christiania var et væltet plankeværk. Forsvaret havde i forsommeren 1971 rømmet kaserneområdet, og nogle beboere på Christianshavn ønskede at indrette legepladser til kvarterets børn og begyndte at finde egnede steder. Ganske kort efter bosatte enkelte aktivister sig i nogle af de gamle bygninger. I begyndelsen skete det i relativ ubemærkethed, men snart greb den ulovlige besættelse om sig. Den 26. september 1971 blev Fristaden Christiania grundlagt, blandt andet under sloganet: ”Emigrer med linje 8”, som var den bus, der kørte ud til den ny fristad. 

Hvad var ideen med en fristad?

Mange af de aktivister, der flyttede ind på Christiania i begyndelsen, havde en drøm om at leve, arbejde og bo alternativt i forhold til ”normal-Danmark” uden for fristadens grænser. Et håndskrevet manifest, der er dateret den 13. november 71 og underskrevet af Sven, Kim, Kim, Ole og Jacob, på Christianias hjemmeside (se kilder) forklarer lidt om ideen bag fristaden: “Christianias målsætning er at opbygge et selvstyrende samfund, hvor hvert enkelt individ frit kan udfolde sig under ansvar overfor fællesskabet. Dette samfund skal økonomisk hvile i sig selv, og den fælles stræben må til stadighed gå ud på at vise, at den psykiske og fysiske forurening kan afværges.”

I bogen ”Christiania Plakater 1971-78” (se kilder) kan man læse fristadens ”Grundlov”: “På Christiania er der frihed til at gøre, hvad man har lyst til – så længe man ikke forhindrer andre i at gøre det samme”. 

Hvad var reaktionerne på oprettelsen af Christiania?

Politiet forsøgte adskillige gange at fjerne folk fra området, men måtte opgive, fordi området var for stort, og der var for mange mennesker. I stedet blev det et politisk spørgsmål for Folketinget. Christiania indgik en aftale med Forsvarsministeriet om forbrug af el og vand og fik et politisk stempel som ”socialt eksperiment”. Der skulle udskrives en idékonkurrence om områdets fremtidige anvendelse, og eksperimentet skulle have lov at fungere, indtil resultatet af konkurrencen forelå. Men i 1973 fik Danmark en ny regering, og det betød en ny politisk holdning til Christiania: Nu skulle området ryddes.

Hvordan blev Christiania lovliggjort?

I 1987 kom regeringen med en handlingsplan for lovliggørelse af Christiania, og i 1989 stemte et bredt flertal i Folketinget for den såkaldte ”Christiania-lov” (se kilder), som lovliggjorde fristaden som et eksisterende socialt eksperiment. Men loven skulle også danne grundlaget for en ”normalisering”, og området blev derfor delt op i en ”landlig” del (de gamle voldanlæg), som ad åre skulle renses for beboelse, og en ”bymæssig” del, hvor det sociale eksperiment kunne fortsætte uden tidsfrist.

I 1991 udarbejdede Miljøministeriet en lokalplan for Christiania. Den skulle sikre, at christianitterne fortsat kunne anvende den bymæssige del af området til boliger og værksteder. Christiania udsendte herefter sin ”Grønne Plan”, hvor området blev præsenteret som en visionær grøn by i tæt samspil med naturen.

Hvordan udviklede konflikten om Christiania sig?

I et par år fra 1973 var Christiania kastebold mellem Københavns Kommune og staten, der hver især mente, at det var den anden parts ansvar at rydde området. I 1975 vedtog et flertal i Folketinget, at området skulle rømmes senest den 1. april 1976. Christiania anlagde herefter sag mod staten for at have brudt sit løfte, da der aldrig var blevet udskrevet en idékonkurrence om områdets fremtidige anvendelse, som det var besluttet i 1973. I 1977 tabte Christiania sagen, som blev anket til Højesteret. Sagen sluttede den 2. februar 1978, hvor Højesteret stadfæstede den tidligere kendelse fra Landsretten om øjeblikkelig rydning af Christiania. Det kan man læse i Højesteretsdom af 2/2 1978 i sagen fristaden Christiania mod Forsvarsministeriet (se kilder).

Højesteretsdommen fik dog ingen konsekvenser. Allerede dagen efter vedtog et flertal i Folketinget, at der først skulle udarbejdes en lokalplan for området. I mellemtiden kunne fristaden eksistere under særlige betingelser, som blev bekendtgjort i Statstidende den 1. juni 1979. Imens forberedte christianitterne sig på en større konfrontation. Når politiet skulle rydde området, skulle de mødes af en veritabel ”kvindehær”, som med letpåklædt ynde og frækhed skulle gøre det vanskeligt for betjentene at svinge kniplerne. Også en til lejligheden importeret ”jydehær” med sympatisører fra land og by var mobiliseret. Fristaden blev udstyret med eget flag – en rød dug med tre store, gule prikker – prikkerne over de tre i’er i Christiania. En lang række kulturpersonligheder blev engageret i kampen for fristadens overlevelse. Det resulterede blandt andet i Christianiapladen i 1977 med det populære refræn: “I kan ikke slå os ihjel, I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv …” 

Hvad skulle christianitterne yde til gengæld for lovliggørelsen?

Christiania accepterede, at restauranter og værtshuse i fristaden skulle have individuel bevilling, og at hele fristaden skulle betale lys, gas og vand. I forvejen skulle alle christianitter betale brugsleje til Fælleskassen. Ifølge Forsvarsministeriet har Christiania i hvert fald siden 1994 rettidigt betalt el, vand, skatter og afgifter vedrørende fast ejendom, og samtlige værtshuse og restaurationer har haft de fornødne bevillinger og næringsbreve.

Sværere var det for en del christianitter at sluge kravet om en fortsat lovliggørelse af fristaden, herunder at de historiske voldanlæg blev offentligt, rekreativt område med adgang for alle københavnere. I princippet betød det, at al beboelse på voldanlægget skulle ophøre, senest når de beboere, der havde nået at opføre en bolig, flyttede. Genhusning på voldene eller nybygninger var ikke tilladt. Christiania-loven gav Forsvarsministeriet en håndfuld tvangsmidler – for eksempel påbud om nedrivning af huse – som ministeriet kunne anvende, hvis ikke dialog og aftaler mellem ministeriet og Christianias Kontaktgruppe førte til de ønskede resultater. Selv om der i årene efter Christiania-loven fortsat blev til- og ombygget og også opført i hvert fald to nye boliger på voldarealet, udnyttede Forsvarsministeriet ikke sine magtmidler med påbud om nedrivning.

Reelt accepterede skiftende regeringer fra 1991 til starten af 00'erne stiltiende den bygningsmæssige udvikling, måske fordi der ofte var større opmærksomhed på en helt anden side af Christiania: hashmarkedet.