Baggrund om diagnoser

Hvad er en diagnose?

En diagnose er en bestemmelse af, hvilken sygdom eller forstyrrelse en patient lider af. En diagnose kan både være somatisk (dvs. fysisk) og psykiatrisk. Begrebet ’diagnose’ favner vidt forskellige fænomener – fra somatiske lidelser som døvhed til psykiatriske lidelser som depression. Ordet diagnose kommer fra græsk: dia betyder ’gennem’, og gnosis betyder ’kundskab’. Diagnose henviser til, at man kan se gennem noget og få kundskab.

I pædagogiske sammenhænge (børnehaver, skoler mv.) bruger man ofte begrebet diagnose om psykiatriske udviklingsforstyrrelser som for eksempel autisme og ADHD. Diagnosen kan her bruges som grundlag for at vurdere, om et barn er berettiget til at få specialpædagogisk støtte.

Hvilke slags diagnoser findes der til børn?

Den mest udbredte psykiatriske diagnose blandt børn er ADHD, som står for ’Attention Deficit Hyperactivity Disorder’. På dansk taler man om forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet.

Ud over ADHD findes der en vifte af psykiatriske udviklingsforstyrrelser. De mest almindelige er autismespektrumforstyrrelser (ASF), som dækker over bl.a. Aspergers syndrom (AS), anden gennemgribende udviklingsforstyrrelse (GUA) og uspecificeret gennemgribende udviklingsforstyrrelse (GUU), samt Obsessive Compulsive Disorder (OCD). Mange del børn med autismespektrumforstyrrelser har eller får også andre diagnoser som OCD, angst eller depression.

Hvordan får børn stillet en diagnose?

Det er ofte en børnelæge eller psykiater, der stiller diagnosen gennem en udredning og børnepsykiatrisk undersøgelse. Det sker med afsæt i en diagnosemanual, som opregner de forskellige mulige symptomer, der skal eller kan være til stede, for, at diagnosen kan stilles. Diagnoser er imidlertid vejledende, og det enkelte menneske, der får stillet en diagnose, er sjældent præcis, som det står beskrevet i diagnosemanualen.

Siden 1995 har man i Danmark brugt verdenssundhedsorganisationens WHO’s diagnosesystem: International Classification of Diseases (ICD). Det er et diagnosesystem, hvor de psykiatriske lidelser er defineret ud fra symptomer og forløb. I dag bruger vi i Danmark den 10. version af manualen, ICD-10, som også er udbredt i flere andre europæiske lande, men fra foråret 2018 kommer en ny version. ICD-11. I ICD-systemet har hver sygdom en talkode og et bogstav. Formålet med at bruge en diagnosemanual er at skabe en standard på tværs af lande.

Det er dog ikke alle lande, der følger samme diagnosemanual. I den engelsktalende del af verden anvender man fx den amerikanske diagnosemanual Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, 5th Edition (DSM-V). Begge manualer revideres jævnligt. Nogle psykiske forstyrrelser forsvinder, mens andre kommer til. I 1952 beskrev manualen DSM-II i alt 112 psykiske forstyrrelser. I dag er der i DSM-V tæt på 400 psykiske forstyrrelser.

Hvornår begyndte man at give børn diagnoser?

Ifølge Tine Basse Fiskers rapport ’Mere viden om diagnoser’ (se kilder) er autisme den børnepsykiatriske diagnose, som har den længste historie. Den blev første gang beskrevet af børnepsykiateren Leo Kanner i en artikel i 1943. Året efter, i 1944, offentliggjorde lægen Hans Asperger en afhandling om en gruppe børn og unge med et adfærdsmønster, som senere har fået betegnelsen Aspergers syndrom, som er en form for autisme, der i dag hører under den samlende diagnosebetegnelse Autismespektrumforstyrrelser (ASF). Autismespektrumforstyrrelser og diagnosticering heraf beskrives i FaktaLink-artiklen ’Autisme’.

De tidligste beskrivelser af diagnosen ADHD går dog helt tilbage til børnelægen George F. Stills forelæsninger i 1902, men i dansk kontekst er diagnosen af langt nyere dato. Det var først med diagnosemanualen ICD-10 i midten af 1990'erne, at egentlige kriterier for diagnosen blev indført. Og det er inden for de sidste 15-20 år, at diagnosticering af børns psykiske forstyrrelser har taget fart. Udviklingen af diagnosen ADHD og brugen heraf beskrives grundigt i FaktaLink-artiklen ’ADHD’.