to personer
Psykologer har kritiseret forældre for at have for stort fokus på diagnoser.
Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix

Børn og diagnoser

cand.mag. Camilla Mehlsen, iBureauet/Dagbladet Information. December 2013. Opdateret af journalist Malene Fenger-Grøndahl, juli 2017.
Top image group
to personer
Psykologer har kritiseret forældre for at have for stort fokus på diagnoser.
Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix
Main image
På specialskolen Søgårdsskolen i Gentofte har eleverne ADHD, Aspergers, autismediagnoser, Downs og generelle indlæringsvanskeligheder.
På specialskolen Søgårdsskolen i Gentofte har eleverne ADHD, Aspergers, autismediagnoser, Downs og generelle indlæringsvanskeligheder.
Foto: Malte Kristiansen / Scanpix
Indledning

I de seneste 15-20 år er der sket en betydelig stigning i antallet af børn, der får stillet en psykiatrisk diagnose og kommer i behandling. Den mest udbredte diagnose blandt børn er ADHD, som især drenge får, men også antallet er børn, der får diagnosen autismespektrumforstyrrelse, er steget. Samtidig betyder en politisk beslutning om, at flere børn skal gå i folkeskole i stedet for specialskole, at flere børn med diagnoser nu går i almindelige folkeskoleklasser. Ikke alle steder går det godt, fordi lærerne mangler tid, viden og ressourcer, eller fordi børnenes vanskeligheder betyder, at de har brug for mere ro, struktur og overskuelighed end andre børn. Derfor går en del børn med diagnoser i lange perioder slet ikke i skole. Det får forældre og handicaporganisationer til at kritisere behandlingen af børn med diagnoser. Samtidig er der debattører, som mener, at for mange børn får diagnoser, bl.a. fordi en diagnose i nogle tilfælde kan hjælpe forældrene med at få hjælp til et barn med vanskeligheder.

 

Artikel type
faktalink

Baggrund om diagnoser

Hvad er en diagnose?

En diagnose er en bestemmelse af, hvilken sygdom eller forstyrrelse en patient lider af. En diagnose kan både være somatisk (dvs. fysisk) og psykiatrisk. Begrebet ’diagnose’ favner vidt forskellige fænomener – fra somatiske lidelser som døvhed til psykiatriske lidelser som depression. Ordet diagnose kommer fra græsk: dia betyder ’gennem’, og gnosis betyder ’kundskab’. Diagnose henviser til, at man kan se gennem noget og få kundskab.

I pædagogiske sammenhænge (børnehaver, skoler mv.) bruger man ofte begrebet diagnose om psykiatriske udviklingsforstyrrelser som for eksempel autisme og ADHD. Diagnosen kan her bruges som grundlag for at vurdere, om et barn er berettiget til at få specialpædagogisk støtte.

Hvilke slags diagnoser findes der til børn?

Den mest udbredte psykiatriske diagnose blandt børn er ADHD, som står for ’Attention Deficit Hyperactivity Disorder’. På dansk taler man om forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet.

Ud over ADHD findes der en vifte af psykiatriske udviklingsforstyrrelser. De mest almindelige er autismespektrumforstyrrelser (ASF), som dækker over bl.a. Aspergers syndrom (AS), anden gennemgribende udviklingsforstyrrelse (GUA) og uspecificeret gennemgribende udviklingsforstyrrelse (GUU), samt Obsessive Compulsive Disorder (OCD). Mange del børn med autismespektrumforstyrrelser har eller får også andre diagnoser som OCD, angst eller depression.

Hvordan får børn stillet en diagnose?

Det er ofte en børnelæge eller psykiater, der stiller diagnosen gennem en udredning og børnepsykiatrisk undersøgelse. Det sker med afsæt i en diagnosemanual, som opregner de forskellige mulige symptomer, der skal eller kan være til stede, for, at diagnosen kan stilles. Diagnoser er imidlertid vejledende, og det enkelte menneske, der får stillet en diagnose, er sjældent præcis, som det står beskrevet i diagnosemanualen.

Siden 1995 har man i Danmark brugt verdenssundhedsorganisationens WHO’s diagnosesystem: International Classification of Diseases (ICD). Det er et diagnosesystem, hvor de psykiatriske lidelser er defineret ud fra symptomer og forløb. I dag bruger vi i Danmark den 10. version af manualen, ICD-10, som også er udbredt i flere andre europæiske lande, men fra foråret 2018 kommer en ny version. ICD-11. I ICD-systemet har hver sygdom en talkode og et bogstav. Formålet med at bruge en diagnosemanual er at skabe en standard på tværs af lande.

Det er dog ikke alle lande, der følger samme diagnosemanual. I den engelsktalende del af verden anvender man fx den amerikanske diagnosemanual Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, 5th Edition (DSM-V). Begge manualer revideres jævnligt. Nogle psykiske forstyrrelser forsvinder, mens andre kommer til. I 1952 beskrev manualen DSM-II i alt 112 psykiske forstyrrelser. I dag er der i DSM-V tæt på 400 psykiske forstyrrelser.

Hvornår begyndte man at give børn diagnoser?

Ifølge Tine Basse Fiskers rapport ’Mere viden om diagnoser’ (se kilder) er autisme den børnepsykiatriske diagnose, som har den længste historie. Den blev første gang beskrevet af børnepsykiateren Leo Kanner i en artikel i 1943. Året efter, i 1944, offentliggjorde lægen Hans Asperger en afhandling om en gruppe børn og unge med et adfærdsmønster, som senere har fået betegnelsen Aspergers syndrom, som er en form for autisme, der i dag hører under den samlende diagnosebetegnelse Autismespektrumforstyrrelser (ASF). Autismespektrumforstyrrelser og diagnosticering heraf beskrives i FaktaLink-artiklen ’Autisme’.

De tidligste beskrivelser af diagnosen ADHD går dog helt tilbage til børnelægen George F. Stills forelæsninger i 1902, men i dansk kontekst er diagnosen af langt nyere dato. Det var først med diagnosemanualen ICD-10 i midten af 1990'erne, at egentlige kriterier for diagnosen blev indført. Og det er inden for de sidste 15-20 år, at diagnosticering af børns psykiske forstyrrelser har taget fart. Udviklingen af diagnosen ADHD og brugen heraf beskrives grundigt i FaktaLink-artiklen ’ADHD’.

 

Udbredelsen af diagnoser blandt børn i dag

Hvor udbredt er diagnoser og psykiske forstyrrelser blandt børn?

I de seneste 15 år der sket en stor stigning i antallet af børn, der får stillet en psykiatrisk diagnose, både internationalt og i Danmark. Blandt børn ses oftest diagnoserne ADHD og Autismespektrumforstyrrelser (ASF). Særligt antallet af børn, der bliver behandlet for ADHD, er steget meget. Ifølge Sundhedsstyrelsens ’National klinisk retningslinje: ADHD’ (se kilder) fik cirka 1.000 børn og unge diagnosen ADHD på de børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger rundt om i Danmark i 2001, mens det i 2011 gjaldt cirka 8.000 børn og unge, hvilket svarer til omkring 25% af alle børn, der blev diagnosticeret i børne- og ungdomspsykiatrien. Hertil kommer de børn, der får diagnosen uden for sygehusvæsnet. Hvor mange det gælder, vides ikke med sikkerhed, men formodentlig flere tusinde om året. Generelt skønner forskere og praktikere i Danmark, at mindst 2-4% af en børneårgang har ADHD. Ifølge forskningsprojektet ’Mere viden om diagnoser’ og rapporten af samme navn (se kilder) har 6,4% af børnene i alderen 8-9 år symptomer på ADHD, blandt andet uopmærksomhed og manglende koncentration. Ca. 7 ud af 10 børn, som får diagnosen ADHD, er drenge. Blandt børn, der får diagnosen ADD (den ’stille ADHD’), er der til gengæld en lille overvægt af piger/kvinder.
Antallet af mennesker med en autismediagnose er steget meget de seneste årtier, og i dag har omkring 1% af alle danskere en autismediagnose. Stigningen skyldes formodentlig, at det i dag er sværere at leve op til krav i skole og samfund, hvis man har autistiske træk. Desuden er kriterierne for diagnoserne blevet ændret.

Hvornår i løbet af barndommen er det mest almindeligt at få en diagnose?

Ifølge rapporten ’Mere viden om diagnoser’ (se kilder) er der kun få egentlige diagnoser til stede i børnehavealderen og næsten ingen i vuggestuen, hvis vi ser bort fra børn, der er født stærkt fysisk og psykisk udviklingshæmmede. Det er således først fra børnehavealderen, at de psykiatriske diagnoser stilles. Undersøgelsen konkluderer, at 18,4% af børnene i 1,5-års-alderen er i risiko for at udvikle psykiske forstyrrelser. 14,7% af de ældste børnehavebørn og de mindste skolebørn (5-7 år) har risikoprofiler, og 5% af dem har egentlige mentale problemer. 11,8% af børnene i alderen 8-9 år har psykiske forstyrrelser – dobbelt så mange drenge som piger. Andelen af piger, der får diagnoser som ADD og autisme, stiger dog med alderen. Ofte opdages pigernes vanskeligheder nemlig senere end drengenes, fordi de hyppigt har lidelser, som giver sig udslag i mindre udafreagerende adfærd.

Hvad kendetegner børn med diagnoser?

Børn med kognitive forstyrrelser som ADHD og autismespektrumforstyrrelser vil ofte opfatte, fortolke og forstå omgivelserne på særlige måder. Jenny Bohrs bog ’Problemløsende inklusion. Viden og værktøjer til inklusion af børn og unge med ADHD og kognitive forstyrrelser’ (se kilder) lister nogle særlige kendetegn op:

· Mange har en mangelfuld fornemmelse for fortiden og har svært ved at genkalde sig fortiden. Det kan betyde, at de kan have svært ved at lære af tidligere erfaringer. Nogle af børnene kan derfor nemmere komme til at gentage den samme uhensigtsmæssige adfærd

· Mange har et begrænset fremsyn og kan have svært ved at lægge planer for fremtiden

· Mange har en mangelfuld fornemmelse for tid og kan for eksempel have svært ved at vurdere, hvor lang tid en aktivitet tager

· De er ofte konkret tænkende og oplever verden i sort/hvid. Det er ja eller nej.
De mere specifikke symptomer og vanskeligheder, der knytter sig til ADHD og autisme, beskrives i FaktaLink-artiklerne ’ADHD’ og ’Autisme’.

Hvilken behandling får børnene tilbudt?

Behandlingen afhænger af, hvilken lidelse der er tale om, og i hvilken grad den er til stede og giver vanskeligheder i hverdagen hos det enkelte barn. Der er også stor forskel på, om behandlingen er kortvarig eller varer hele livet.

Behandlingen af børn med psykiatriske forstyrrelser er ofte pædagogisk, didaktisk eller psykosocialt orienteret, og ofte inddrages forældre, pædagoger, lærere og andre i høj grad i behandlingen ved fx at hjælpe med at strukturere barnets hverdag med skemaer og piktogrammer og faste rutiner, som gør hverdagen mere overskuelig for barnet.

Antallet af børn i behandling med psykofarmaka er dog steget meget i de sidste 10-15 år, hvilket især skyldes stigningen af antallet af børn med diagnosen ADHD. Børn med ADHD får oftere medicinsk behandling kombineret med pædagogisk og psykosocial støtte. Blandt førskolebørn med diagnosen ADHD er man imidlertid mere tilbageholdende med at ordinere medicin. Lægemidlet Ritalin er det mest kendte psykofarmaka i behandlingen af ADHD. I Danmark var der i 2014 var cirka 17.700 børn og unge, der fik medicin mod ADHD, hvilket er en stor stigning i løbet af 10-15 år. Kurven ser dog ud til at være knækket, da antallet var endnu højere i 2012, hvor det var 18.000 børn og unge, der fik medicin mod ADHD. I mellemtiden er antallet af diagnosticerede steget. Så andelen af børn og unge med en ADHD-diagnose, der får medicin, har altså været faldende de senere år.

Debat om børn og diagnoser

Hvilken rolle spiller de sociale og arvelige forhold for diagnoser?

Der har i mindst 100 år været diskussioner blandt fagfolk, om det var samfundet, den individuelle psyke eller arvelige forhold, der var årsag til psykiatriske lidelser. I dag er det fortsat vanskeligt at sige, hvad forklaringen på en psykisk lidelse er, og der er derfor fortsat debat om det. Der er for eksempel stor uenighed om, hvorvidt problematisk adfærd hos små børn er lokaliseret i barnet eller i det sociale miljø, dvs. i forholdet mellem børn og forældre/andre omsorgspersoner. Undersøgelser viser, at psykiatriske forstyrrelser ofte begynder tidligt i livet og kan være livslange og kroniske, men om det hænger sammen med genetiske, sociale eller psykologiske forhold, er svært at konkludere.

Man forsker stadig i årsagssammenhænge bag psykiske lidelser. Ifølge professor Per Hove Thomsens bog ’Psykiske lidelser i skolealderenEn guide for forældre og lærere’ (se kilder) ved man, at årsagssammenhænge er meget komplekse, og at der i de fleste tilfælde er tale om en kombination af medfødte og sociale forhold.
I forhold til ADHD er forskerne er generelt enige om, at ADHD skyldes formodentlig en biologisk forstyrrelse i de dele af hjernen, der styrer opmærksomhed, motorisk aktivitet og impulsivitet og fx sørger for, at vi kan tage initiativer, planlægge, overskue og gennemføre handlinger. Forskere mener, at årsagen til forstyrrelsen i hjernen kan være en nedsat mængde eller virkning af stofferne dopamin og noradrenalin, som sørger for kommunikationen mellem hjernecellerne.
I forhold til autisme er forskerne enige om, at autisme formodentlig er genetisk bestemt, og at autismen varer hele livet. Ifølge nyere forskning har alle mennesker genvarianter, der kan disponere for autisme. Nogle forskere mener, at der kan være en sammenhæng mellem den mad, vi spiser, og udviklingen af autisme, ligesom der forskes i sammenhæng mellem morens alder og adfærd under graviditeten og risikoen for, at hun føder et barn med autisme.

Hvorfor bliver flere børn diagnosticeret?

Antallet af børn med psykiatriske diagnoser er i stigning, men der er uenighed om, hvor stor stigningen reelt er, og hvad årsagerne til stigningen er. Ifølge bogen ’Psykiske lidelser i skolealderenEn guide for forældre og lærere’ (se kilder) er der flere forklaringer på stigningen: En af forklaringerne er, at det i psykiatrien er blevet mere almindeligt at beskæftige sig med børns psykiske lidelser i takt med, at der er sket en aftabuisering af børns psykiske sygdomme. Det har fået forældre til at blive mere opsøgende, hvis deres barn mistrives, og patientforeninger (blandt andet for ADHD og angst) er blevet mere synlige. En anden forklaring er, at der kom en langt bedre beskrivelse af psykiske sygdomme med nye diagnosemanualer i 1990’erne.
Stigningen i antallet af autisme-diagnoser skyldes formodentlig en kombination øget opmærksomhed og viden på området, ændrede diagnosekriterier samt, at mennesker med autismespektrumforstyrrelser (ASF) ofte falder igennem samfundets voksende krav til sociale evner og hurtig omstilling. Det fremgår artiklen ’Derfor stiger antallet af autisme-diagnoser’ på Videnskab.dk (se kilder). Autismeforskere mener dog, at noget af stigningen også kan skyldes ændringer i det miljø, vi lever i.
Det stigende antal diagnoser hænger formodentlig også sammen med en mere generel samfundsudvikling, hvor der stilles større, men mere løst definerede krav til børn og unge, hvilket kan påvirke børns og unges psykiske tilstand. Professor Peter C. Gøtzsche forklarer således i artiklen ’Overdiagnostik og overmedicinering i børnepsykiatrien’ (se kilder), at medicinalindustrien også er med til at øge antallet af børn med diagnoser, eftersom medicinalindustrien har en interesse i at sælge lægemidler.
Endelig har det været fremført i debatten, at en del forældre oplever, at de først kan få hjælp til deres børns vanskeligheder, når barnet har fået en diagnose, og derfor er flere forældre mere opsøgende for at få udredt og eventuelt diagnosticeret deres barn. Det fremgår blandt andet af artiklen ’Er længslen efter diagnoser et hul, man ikke kan sætte en prop i?’ (se kilder).

Hvorfor er diagnoser til debat?

At stille en diagnose er ikke en eksakt videnskab og er derfor et omdiskuteret område. Antallet og udvalget af diagnoser er ikke blot et spørgsmål om en medicinsk forståelse, men handler også om politik og kultur. I 1968 blev homoseksualitet eksempelvis optaget som en psykisk forstyrrelse i diagnosemanualen DSM. Fem år senere blev diagnosen stemt ud.

Professor Peter C. Gøtzsche bruger i artiklen ’Overdiagnostik og overmedicinering i børnepsykiatrien’ (se kilder) betegnelsen ”elastiske diagnoser” og henviser til, at de diagnostiske kriterier er så brede, at det kan føre til overdiagnosticering af raske børn. I folkemunde er diagnosen ADHD da også blevet oversat til ’Alle Drenge Har Det’, da diagnosen er så udbredt især blandt drenge. For børn med en ADHD-diagnose er denne form for omtale dog med til at gøre det ekstra vanskeligt at få anerkendelse for deres vanskeligheder, og fx ADHD-foreningen har arbejdet aktivt for at imødegå forestillinger om, at ADHD-diagnosen blot dækker over urolige eller dårligt opdragede børn.

Hvilke argumenter fremfører kritikerne af det stigende antal diagnoser?

Blandt modstanderne af den voksende diagnosticering af børn er der bekymring for, at børn skal blive forsynet med en diagnose, som vil forme barnets selvforståelse og omverdens forståelse af barnet – og påvirke barnets udvikling. Desuden påpeger kritikerne, at der er en række – til tider alvorlige - bivirkninger forbundet med medicineret behandling af ADHD og af følgelidelser til autisme som fx angst og depression.

Nogle mener, at medicinalindustrien presser på for, at flere mennesker bliver diagnosticeret og eventuelt herefter bliver behandlet med den medicin, som industrien producerer, og at det stigende antal diagnoser derfor i højere grad afspejler medicinalindustriens økonomiske interesser end en reel udvikling i antallet af mennesker med udviklingsforstyrrelser og psykiske lidelser. Andre mener, at det stigende antal diagnoser især skyldes, at forældre oplever, at de ikke kan få hjælp fra kommunen til deres børn, før børnene har en diagnose, eller at forældre med børn, der har adfærdsvanskeligheder, gerne vil have en diagnose, som kan lette dem for følelsen af, at de er dårlige forældre.

Debatten om diagnoser gennemgås i artiklen ’Er længslen efter diagnoser et hul, man ikke kan sætte en prop i?’ (se kilder).

Hvilke argumenter fremfører forsvarerne af det stigende antal diagnoser?

Nogle mener, at det er positivt, at flere børn og unge bliver udredt for ADHD og også får diagnosen, fordi det kan gøre det lettere at give børnene den rette støtte og behandling – i bedste fald allerede inden, at barnet eller den unge udvikler store problemer affødt af de mange symptomer på lidelsen.

At en del mennesker med ADHD tidligere først har fået diagnosen som unge eller voksne har nemlig ifølge flere undersøgelser betydet, at de i mange år har levet med stærke symptomer og vanskeligheder og ikke har fået den nødvendige hjælp. Det har blandt andet medført, at mange har klaret sig dårligere i skolen, har forsøgt at dæmpe uroen med fx hash, er havnet i kriminalitet og har haft svært ved at etablere gode venskaber. En rapport fra Rockwoolfonden har således vist, at unge og voksne med ADHD, som er blevet opdaget sent, tjener mindre, oftere er på kontanthjælp, førtidspension og sygedagpenge, tilbringer flere dage på sygehusene og oftere begår kriminalitet end andre på samme alder. Det fremgår artiklen ’Ubehandlet ADHD koster samfundet milliarder’ (se kilder).
En del debattører påpeger desuden, at selv om antallet af ADHD-diagnoser er steget i Danmark de seneste år, er det stadig meget lavere end i fx USA, hvor en undersøgelse har vist, at 15% af alle drenge i skolealderen og 7% af pigerne i samme alder har fået diagnosen ADHD, mens det gælder 19% af de 14-17årige drenge og 10% af de 14-17årige piger.
Debatten om diagnoser gennemgås i artiklen ’Er længslen efter diagnoser et hul, man ikke kan sætte en prop i?’ (se kilder).

I forhold til autismediagnoser påpeger forskere desuden, at stigningen i Danmark primært skyldes, at diagnosekriterierne i 1994 blev ændret, så autismebegrebet blev udvidet, og man fik flere underkategorier, deriblandt diagnosen Aspergers. Det fremgår af artiklen ’Derfor stiger antallet af autisme-diagnoser’ på videnskab.dk (se kilder).

Hvorfor har debatten om diagnoser fået ekstra styrke af udviklingen i uddannelsessystemet?

Flere børn med diagnoser eller funktionsnedsættelser er de senere år blevet indskrevet i almindelige folkeskoler i stedet for på specialskoler. Det skyldes en politisk målsæting om, at 96 % af alle børn skal være en del af den almindelige skole. Mange debattører har fremhævet, at målsætningen er god, men samtidig har det i løbet af de senere år vist sig, at mange børn med vanskeligheder og diagnoser reelt ikke inkluderes i fællesskabet i klassen og ikke får den hjælp og støtte, de har behov for. Det kan både skyldes manglende viden ressourcer og tid hos lærere og pædagoger eller manglende mulighed for at indrette hverdagen i skolen sådan, at det enkelte barn med fx autisme eller ADHD reelt magter at deltage i undervisningen. Flere undersøgelser har således vist, at et stort antal børn med ADHD, autisme eller andre diagnoser i lange perioder slet ikke går i skole, fordi de ikke magter det. En del børn udvikler desuden angst og depression, fordi presset i hverdagen bliver for stort. Løsningen er ifølge fagfolk, forældre og interesseorganisationer blandt andet at afsætte flere ressourcer til, at børn med diagnoser kan få ekstra støtte og hjælp. En anden løsning kan være, at hele skoler og klasser indrettes ud fra de behov, som børn med fx en autismediagnose har. Et eksempel på herpå er de såkaldte Nest-klasser, som man på forsøgsbasis har indført på en skole i Aarhus. Konceptet kommer fra USA, og ideen er, at en hel klasse med børn både med og uden autisme undervises med den klare struktur og tydelighed, som børn med autisme har behov for. Nest-klasserne og debatten om manglende inklusion i folkeskolen af børn med diagnosen beskrives i FaktaLink-artiklerne ’Autisme’ og ’ADHD’ samt i Socialstyrelsens rapport ’Børn med autisme og skolevægring (se kilder).

Kilder til baggrund

Foreninger, organisationer og institutioner

Medlemsorganisation med ca. 6.500 medlemmer, som arbejder for at forbedre forholdene for alle mennesker med ADHD og deres pårørende, bl.a. ved at sprede information om ADHD og deltage i debatten om ADHD og vilkårene for mennesker med ADHD.
Selvejende institution, som har til formål at forbedre betingelserne for børn, unge og voksne med uro og opmærksomhedsvanskeligheder eller med diagnosen ADHD. Tilbyder kurser og rådgivning til forældre til børn med ADHD og til professionelle, der møder børn og unge med ADHD i deres arbejde. Deltager også i forskningsprojekter.
Fondsbaseret virksomhed, som diagnosticerer, underviser og behandler børn, unge og voksne i Danmark med autisme.
Landsdækkende forening, der blev stiftet i 1962 af en gruppe forældre til børn med autisme i samarbejde med fagfolk. Foreningen arbejder for at udbrede kendskabet til og forståelsen for de vanskeligheder, autisme medfører, og arbejder for, at der oprettes gode børnehave- og skoletilbud, bosteder, beskæftigelsestilbud, idræt og kulturelle tilbud m.m. til mennesker med autisme.

Tidsskrifter

Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift nr. 6, 2013: Tema ’Rundt om diagnoser’.
Magasinet Asterisk nr. 3, 2013: Tema om inklusion. Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet.

Hånd- og fagbøger

Straarup, Lene & Mette Holst Bertelsen: ADHD i skolen. Styrk relationer, opmærksomhed og kommunikation. Dansk Psykologisk Forlag, 2017.
Andersen, Charlotte og Lind Melskens, Camilla: Alle sammen – social inklusion af børn og unge med ADHD i skolens fællesskaber. Dafolo, 2013.
Hedegaard-Sørensen, Lotte: Inkluderende specialpædagogik. Procesdidaktik og situeret professionalisme i undervisningen. Akademisk Forlag, 2013.
Jassi, Amita: Skal jeg fortælle dig om OCD? En guide til familie, venner og professionelle. Dansk Psykologisk Forlag, 2013.
Overballe, Karin og Overballe Mogensen, Helle: Unge med særlige behov. Dansk Psykologisk Forlag 2013.
Yarney, Susan: Skal jeg fortælle dig om ADHD? En guide til familie, venner og professionelle. Dansk Psykologisk Forlag, 2013.
Welton, Jude: Skal jeg fortælle dig om Aspergers syndrom? En guide til familie, venner og professionelle. Dansk Psykologisk Forlag, 2013.
Hedegaard Larsen, Ib: Barnet bag diagnosen. Dafolo, 2009.

Radio-udsendelser

Hvad er autisme og ADHD? Hvordan er det at leve med disse diagnoser – og sammen med mennesker, der har dem? Hvad kan man gøre for at gøre livet lettere med autisme og ADHD?
Vært og tilrettelægger: Peter Lund-Madsen.
Sendt første gang på DR P1 den 16. november 2015.

Tv-udsendelser og dokumentarfilm

Instruktion: Erlend E. Mo. Produktion: Magic Hour Films, Mediamente, Det Danske Filminstitut.
Dokumentarfilm, der følger en gruppe børn med diagnosen ADHD i seks måneder, hvor børnene ikke får medicin, men i stedet alternativ behandling med sansemotoriske øvelser. Filmens afsæt er en klar holdning imod det stigende antal ADHD-diagnoser.
Adgang med Uni-login.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på børn og diagnoser

Kilder citeret i artiklen

Fagbøger

Bohr, Jenny: Problemløsende inklusion. Viden og værktøjer til inklusion af børn og unge med ADHD og kognitive forstyrrelser. VIA Systime, 2013.
Hove Thomsen, Per: Psykiske lidelser i skolealderen – En guide for forældre og lærere. Hans Reitzels Forlag, 2013.
Basse Fisker, Tine: Udvikling i antal af børn i eller med vanskeligheder. Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift, nr. 6, 2013.
Gøtzsche, Peter C.: Overdiagnostik og overmedicinering i børnepsykiatrien. Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift, nr. 6, 2013.