to personer
Psykologer har kritiseret forældre for at have for stort fokus på diagnoser.
Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix

Børn og diagnoser

Artikel type
faktalink
cand.mag. Camilla Mehlsen, iBureauet/Dagbladet Information. December 2013. Opdateret af journalist Malene Fenger-Grøndahl, juli 2017.
Top image group
to personer
Psykologer har kritiseret forældre for at have for stort fokus på diagnoser.
Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix
Main image
På specialskolen Søgårdsskolen i Gentofte har eleverne ADHD, Aspergers, autismediagnoser, Downs og generelle indlæringsvanskeligheder.
På specialskolen Søgårdsskolen i Gentofte har eleverne ADHD, Aspergers, autismediagnoser, Downs og generelle indlæringsvanskeligheder.
Foto: Malte Kristiansen / Scanpix
Indledning

I de seneste 15-20 år er der sket en betydelig stigning i antallet af børn, der får stillet en psykiatrisk diagnose og kommer i behandling. Den mest udbredte diagnose blandt børn er ADHD, som især drenge får, men også antallet er børn, der får diagnosen autismespektrumforstyrrelse, er steget. Samtidig betyder en politisk beslutning om, at flere børn skal gå i folkeskole i stedet for specialskole, at flere børn med diagnoser nu går i almindelige folkeskoleklasser. Ikke alle steder går det godt, fordi lærerne mangler tid, viden og ressourcer, eller fordi børnenes vanskeligheder betyder, at de har brug for mere ro, struktur og overskuelighed end andre børn. Derfor går en del børn med diagnoser i lange perioder slet ikke i skole. Det får forældre og handicaporganisationer til at kritisere behandlingen af børn med diagnoser. Samtidig er der debattører, som mener, at for mange børn får diagnoser, bl.a. fordi en diagnose i nogle tilfælde kan hjælpe forældrene med at få hjælp til et barn med vanskeligheder.

 

 

 

Baggrund om diagnoser

Hvad er en diagnose?

En diagnose er en bestemmelse af, hvilken sygdom eller forstyrrelse en patient lider af. En diagnose kan både være somatisk (dvs. fysisk) og psykiatrisk. Begrebet ’diagnose’ favner vidt forskellige fænomener – fra somatiske lidelser som døvhed til psykiatriske lidelser som depression. Ordet diagnose kommer fra græsk: dia betyder ’gennem’, og gnosis betyder ’kundskab’. Diagnose henviser til, at man kan se gennem noget og få kundskab.

I pædagogiske sammenhænge (børnehaver, skoler mv.) bruger man ofte begrebet diagnose om psykiatriske udviklingsforstyrrelser som for eksempel autisme og ADHD. Diagnosen kan her bruges som grundlag for at vurdere, om et barn er berettiget til at få specialpædagogisk støtte.

Hvilke slags diagnoser findes der til børn?

Den mest udbredte psykiatriske diagnose blandt børn er ADHD, som står for ’Attention Deficit Hyperactivity Disorder’. På dansk taler man om forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet.

Ud over ADHD findes der en vifte af psykiatriske udviklingsforstyrrelser. De mest almindelige er autismespektrumforstyrrelser (ASF), som dækker over bl.a. Aspergers syndrom (AS), anden gennemgribende udviklingsforstyrrelse (GUA) og uspecificeret gennemgribende udviklingsforstyrrelse (GUU), samt Obsessive Compulsive Disorder (OCD). Mange del børn med autismespektrumforstyrrelser har eller får også andre diagnoser som OCD, angst eller depression.

Hvordan får børn stillet en diagnose?

Det er ofte en børnelæge eller psykiater, der stiller diagnosen gennem en udredning og børnepsykiatrisk undersøgelse. Det sker med afsæt i en diagnosemanual, som opregner de forskellige mulige symptomer, der skal eller kan være til stede, for, at diagnosen kan stilles. Diagnoser er imidlertid vejledende, og det enkelte menneske, der får stillet en diagnose, er sjældent præcis, som det står beskrevet i diagnosemanualen.

Siden 1995 har man i Danmark brugt verdenssundhedsorganisationens WHO’s diagnosesystem: International Classification of Diseases (ICD). Det er et diagnosesystem, hvor de psykiatriske lidelser er defineret ud fra symptomer og forløb. I dag bruger vi i Danmark den 10. version af manualen, ICD-10, som også er udbredt i flere andre europæiske lande, men fra foråret 2018 kommer en ny version. ICD-11. I ICD-systemet har hver sygdom en talkode og et bogstav. Formålet med at bruge en diagnosemanual er at skabe en standard på tværs af lande.

Det er dog ikke alle lande, der følger samme diagnosemanual. I den engelsktalende del af verden anvender man fx den amerikanske diagnosemanual Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, 5th Edition (DSM-V). Begge manualer revideres jævnligt. Nogle psykiske forstyrrelser forsvinder, mens andre kommer til. I 1952 beskrev manualen DSM-II i alt 112 psykiske forstyrrelser. I dag er der i DSM-V tæt på 400 psykiske forstyrrelser.

Hvornår begyndte man at give børn diagnoser?

Ifølge Tine Basse Fiskers rapport ’Mere viden om diagnoser’ (se kilder) er autisme den børnepsykiatriske diagnose, som har den længste historie. Den blev første gang beskrevet af børnepsykiateren Leo Kanner i en artikel i 1943. Året efter, i 1944, offentliggjorde lægen Hans Asperger en afhandling om en gruppe børn og unge med et adfærdsmønster, som senere har fået betegnelsen Aspergers syndrom, som er en form for autisme, der i dag hører under den samlende diagnosebetegnelse Autismespektrumforstyrrelser (ASF). Autismespektrumforstyrrelser og diagnosticering heraf beskrives i FaktaLink-artiklen ’Autisme’.

De tidligste beskrivelser af diagnosen ADHD går dog helt tilbage til børnelægen George F. Stills forelæsninger i 1902, men i dansk kontekst er diagnosen af langt nyere dato. Det var først med diagnosemanualen ICD-10 i midten af 1990'erne, at egentlige kriterier for diagnosen blev indført. Og det er inden for de sidste 15-20 år, at diagnosticering af børns psykiske forstyrrelser har taget fart. Udviklingen af diagnosen ADHD og brugen heraf beskrives grundigt i FaktaLink-artiklen ’ADHD’.

 

Udbredelsen af diagnoser blandt børn i dag

Hvor udbredt er diagnoser og psykiske forstyrrelser blandt børn?

I de seneste 15 år der sket en stor stigning i antallet af børn, der får stillet en psykiatrisk diagnose, både internationalt og i Danmark. Blandt børn ses oftest diagnoserne ADHD og Autismespektrumforstyrrelser (ASF). Særligt antallet af børn, der bliver behandlet for ADHD, er steget meget. Ifølge Sundhedsstyrelsens ’National klinisk retningslinje: ADHD’ (se kilder) fik cirka 1.000 børn og unge diagnosen ADHD på de børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger rundt om i Danmark i 2001, mens det i 2011 gjaldt cirka 8.000 børn og unge, hvilket svarer til omkring 25% af alle børn, der blev diagnosticeret i børne- og ungdomspsykiatrien. Hertil kommer de børn, der får diagnosen uden for sygehusvæsnet. Hvor mange det gælder, vides ikke med sikkerhed, men formodentlig flere tusinde om året. Generelt skønner forskere og praktikere i Danmark, at mindst 2-4% af en børneårgang har ADHD. Ifølge forskningsprojektet ’Mere viden om diagnoser’ og rapporten af samme navn (se kilder) har 6,4% af børnene i alderen 8-9 år symptomer på ADHD, blandt andet uopmærksomhed og manglende koncentration. Ca. 7 ud af 10 børn, som får diagnosen ADHD, er drenge. Blandt børn, der får diagnosen ADD (den ’stille ADHD’), er der til gengæld en lille overvægt af piger/kvinder.
Antallet af mennesker med en autismediagnose er steget meget de seneste årtier, og i dag har omkring 1% af alle danskere en autismediagnose. Stigningen skyldes formodentlig, at det i dag er sværere at leve op til krav i skole og samfund, hvis man har autistiske træk. Desuden er kriterierne for diagnoserne blevet ændret.

Hvornår i løbet af barndommen er det mest almindeligt at få en diagnose?

Ifølge rapporten ’Mere viden om diagnoser’ (se kilder) er der kun få egentlige diagnoser til stede i børnehavealderen og næsten ingen i vuggestuen, hvis vi ser bort fra børn, der er født stærkt fysisk og psykisk udviklingshæmmede. Det er således først fra børnehavealderen, at de psykiatriske diagnoser stilles. Undersøgelsen konkluderer, at 18,4% af børnene i 1,5-års-alderen er i risiko for at udvikle psykiske forstyrrelser. 14,7% af de ældste børnehavebørn og de mindste skolebørn (5-7 år) har risikoprofiler, og 5% af dem har egentlige mentale problemer. 11,8% af børnene i alderen 8-9 år har psykiske forstyrrelser – dobbelt så mange drenge som piger. Andelen af piger, der får diagnoser som ADD og autisme, stiger dog med alderen. Ofte opdages pigernes vanskeligheder nemlig senere end drengenes, fordi de hyppigt har lidelser, som giver sig udslag i mindre udafreagerende adfærd.

Hvad kendetegner børn med diagnoser?

Børn med kognitive forstyrrelser som ADHD og autismespektrumforstyrrelser vil ofte opfatte, fortolke og forstå omgivelserne på særlige måder. Jenny Bohrs bog ’Problemløsende inklusion. Viden og værktøjer til inklusion af børn og unge med ADHD og kognitive forstyrrelser’ (se kilder) lister nogle særlige kendetegn op:

· Mange har en mangelfuld fornemmelse for fortiden og har svært ved at genkalde sig fortiden. Det kan betyde, at de kan have svært ved at lære af tidligere erfaringer. Nogle af børnene kan derfor nemmere komme til at gentage den samme uhensigtsmæssige adfærd

· Mange har et begrænset fremsyn og kan have svært ved at lægge planer for fremtiden

· Mange har en mangelfuld fornemmelse for tid og kan for eksempel have svært ved at vurdere, hvor lang tid en aktivitet tager

· De er ofte konkret tænkende og oplever verden i sort/hvid. Det er ja eller nej.
De mere specifikke symptomer og vanskeligheder, der knytter sig til ADHD og autisme, beskrives i FaktaLink-artiklerne ’ADHD’ og ’Autisme’.

Hvilken behandling får børnene tilbudt?

Behandlingen afhænger af, hvilken lidelse der er tale om, og i hvilken grad den er til stede og giver vanskeligheder i hverdagen hos det enkelte barn. Der er også stor forskel på, om behandlingen er kortvarig eller varer hele livet.

Behandlingen af børn med psykiatriske forstyrrelser er ofte pædagogisk, didaktisk eller psykosocialt orienteret, og ofte inddrages forældre, pædagoger, lærere og andre i høj grad i behandlingen ved fx at hjælpe med at strukturere barnets hverdag med skemaer og piktogrammer og faste rutiner, som gør hverdagen mere overskuelig for barnet.

Antallet af børn i behandling med psykofarmaka er dog steget meget i de sidste 10-15 år, hvilket især skyldes stigningen af antallet af børn med diagnosen ADHD. Børn med ADHD får oftere medicinsk behandling kombineret med pædagogisk og psykosocial støtte. Blandt førskolebørn med diagnosen ADHD er man imidlertid mere tilbageholdende med at ordinere medicin. Lægemidlet Ritalin er det mest kendte psykofarmaka i behandlingen af ADHD. I Danmark var der i 2014 var cirka 17.700 børn og unge, der fik medicin mod ADHD, hvilket er en stor stigning i løbet af 10-15 år. Kurven ser dog ud til at være knækket, da antallet var endnu højere i 2012, hvor det var 18.000 børn og unge, der fik medicin mod ADHD. I mellemtiden er antallet af diagnosticerede steget. Så andelen af børn og unge med en ADHD-diagnose, der får medicin, har altså været faldende de senere år.