Hvad er Big Bang-teorien?
Big Bang er en teori om universets oprindelse. Ifølge teorien var det eneste, som oprindeligt eksisterede, materie og energi samlet i et tæt punkt – meget mindre end et atom – under meget høj temperatur. For cirka 13,7 milliarder år siden skete der en ufattelig kraftfuld og meget hastig udvidelse af dette punkt. Før denne eksplosion var hverken lys eller de atomer, som universet er bygget af i dag, opstået. Naturlovene, som vi kender dem – og takket være forskere som blandt andet Albert Einstein i dag kan beskrive – f.eks. tyngdekraften, var heller ikke opstået. I stedet for de forskellige naturlove var alt formentlig samlet i én kraft.
Eksplosionen af dette oprindelige fortættede punkt skabte gigantisk udladning af energi, hvor både tid, rum og masse, som vi kender det, blev skabt. De forskelle naturlove, der tidligere var samlet i én kraft, blev skilt fra hinanden, trin for trin. Ifølge DTU Space læringsportal Rummet (se kilder) fortæller Big Bang-teorien ikke noget om, hvordan og hvorfor universet blev til, men kun om hvad der skete efter big bang.
I eksplosionen blev der dannet en overflod af bittesmå subatomare partikler – det vil sige partikler, der er mindre end atomer, såsom kvarker, elektroner og fotoner. Disse partikler ’klumpede’ sig sammen og dannede protoner og neutroner, som senere samlede sig til atomkerner. Cirka 380.000 år efter Big Bang begyndte elektroner at gå i kredsløb om atomkerner, og de mest simple af universets atomer blev gradvist dannet.
Efter nogle hundrede millioner år blev de første stjerner formet. Inde i selve stjernerne blev de større og mere komplekse atomer, vi har omkring os, dannet.
Senere samlede stjernerne sig til galakser. De ældste galakser, vi kender, blev formet omkring 500 millioner år efter Big Bang. Vores eget solsystem blev til for omkring 4,6 milliarder år siden – mere end 9 milliarder år efter Big Bang.
Hvordan opstod Big Bang-teorien?
Big Bang-teoriens fundament blev lagt af den belgiske astronom og kosmolog Georges Lemaître (1894-1966). Han var civilingeniør i militæret under 1. Verdenskrig, blev derpå ordineret præst, men indledte derpå et universitetsforløb inden for fysik på University of Cambridge og MIT. Det var ifølge Encyclopædia Britannicas opslag om Georges Lemaître (se kilder) her, han stødte på de amerikanske astronomer Edwin Hubble og Harlow Shapleys teorier om, at universet udvider sig. I 1927 blev Lemaître professor i astrofysik ved det katolske universitet i Leuven og formulerede sin teori om Big Bang. Denne teori kunne også forklare galaksernes bevægelser inden for rammerne af Albert Einsteins relativitetsteori. Galakserne snurrer både om sig selv i ufatteligt højt tempo og væk fra det sted, hvorfra vi kan observere dem. Big Bang blev hurtigt den mest gængse kosmologi – altså forklaring om universet.