Hvilken rolle spillede de danske nazister under Besættelsen?
Danmarks National Socialistiske Arbejder Parti (DNSAP) stiftedes i november 1930, som en tro kopi af det tyske moderparti. DSNAP var funderet på den nazistiske ideologi, føreridealet og racetanken og omfattede en partihær, SA, af trænede unge "soldater" i uniform og hagekors. Ved Rigsdagsvalget i 1939 fik partiet 3 mandater (31.000 stemmer) og talte omkring 5.000 medlemmer.
Der var også andre, men ubetydelige nazistiske grupperinger i Danmark. Fra at være et lille, isoleret parti kom DNSAP under Besættelsen til at spille en større politisk rolle. Besættelsesmagten brugte DNSAP som skræmmebillede. Hvis den danske regering ikke makkede ret, kunne tyskerne jo altid lade DNSAP og dets leder, lægen Frits Clausen (1893-1947), komme til magten!
Hen over sommeren 1940, hvor forventningerne om tysk sejr og et kommende storrige var størst, stod Frits Clausen og DNSAP stærkest. Partiet samarbejdede med landbrugsorganisationen LS om at overtage regeringsmagten, alt imens de danske politikere frygtede, at det kunne ende som i Norge, hvor den nazistiske Quisling-regering blev indsat af tyskerne.
DNSAP iscenesatte en kampagne i partidagbladet "Fædrelandet" og flere voldelige demonstrationer for at vælte samlingsregeringen. Men i november 1940 krævede besættelsesmagten kampagnen stoppet. Man var ikke interesseret i at sætte den så fordelagtige dansk-tyske samarbejdspolitik over styr. Hermed var DNSAP's status svækket trods massiv økonomisk støtte fra Tyskland og Hitlers erklæringer om, at han engang ville se Frits Clausen ved magten i Danmark.
I løbet af 1941-42 fik DNSAP en ny rolle som hverve- og rekrutteringsagent for den tyske krigsmaskine i Danmark. Således var de fleste frivillige danskere i tysk krigstjeneste medlemmer af DNSAP. Men Frits Clausens partifæller i DNSAP gjorde sig mere og mere upopulære hos det tyske SS i Danmark, eftersom demonstrationer, gadekampe og overfald truede det gode samarbejde med danskerne.
Sidste chance for Frits Clausen blev Rigsdagsvalget i marts 1943. DNSAP opnåede 43.000 stemmer (3 mandater), hvoraf hele 21.000 var partimedlemmer. Medlemsskaren flyttede sig i løbet af Besættelsen fra primært at være yngre mænd fra landbruget og byernes middelstand til i højere grad at omfatte folk fra arbejderklassen, også en del kvinder.
Det dårlige valgresultat betød, at DNSAP blev værdiløse for tyskerne. Rigsbefuldmægtiget Werner Best fjernede den økonomiske støtte til partiet, og Frits Clausen måtte i foråret 1944 afgå som partifører. Efter befrielsen blev Frits Clausen sat i fængsel, hvor han døde i 1947. Samme år opløstes DNSAP som følge af en konkurs.
Se Rigsarkivets videoklip ”Spadeslaget i Haderslev” om da danske nazister i december 1940 forsøgte at overtage regeringsmagten.
Hvem var de danske østfrontsfrivillige?
Omkring 12.000 danskere meldte sig i løbet af besættelsestiden til tysk krigstjeneste. Halvdelen af disse blev optaget i tyske elitestyrker. Det vil sige i tre enheder af det tyske Waffen SS betegnet Division Wiking, Division Nordland samt Frikorps Danmark. Af disse 6.000 frivillige, hvoraf 1.500 var fra det tyske mindretal i Sønderjylland, faldt eller forsvandt hen ved 2.000 efter de voldsomme kampe på Østfronten.
De danskere, som meldte sig frivilligt, repræsenterede et bredt udsnit af befolkningen. Den østfrontsfrivillige var typisk en 25 år gammel mand fra arbejderklassen, medlem af DNSAP og antikommunistisk indstillet. Ud over disse fællesnævnere var de østfrontsfrivilliges motiver forskellige: flugt fra arbejdsløshed, en mulighed for at forsørge familien, drømmen om et bedre liv i det nye Europa eller ren og skær eventyrlyst. Realiteterne var, at danske østfrontsfrivillige deltog i en uhyre hensynsløs udryddelseskrig rettet mod jøder, russere og andre slavere, hvor civile og soldater blev henrettet i flæng og landsbyer nedbrændt.
Allerede i maj og juni 1940 begyndte Waffen SS og DNSAP at hverve frivillige blandt især Sønderjyllands såvel tyske som danske statsborgere. Hvad angår danskerne, var der tale om hemmelige hvervninger, da hvervekontrakten af hensyn til dansk lov først kunne underskrives, når den frivillige havde passeret grænsen. Hvervningerne gik trægt og mange kasseredes. Kun 250-300 kom af sted til tysk krigstjeneste i Regiment Nordland, og de fleste rejste snart hjem igen. Bedre gik hvervningen til Division Wiking (herunder Regiment Nordland), som fra februar 1941 fik fat i 700 mand til Waffen SS.
Den 22. juni 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen. Få hundrede danskere fra Division Wiking deltog i angrebet. Forventningen om en hurtig tysk sejr rejste en antikommunistisk bølge i Danmark. Hvervningen af danskere til "korstoget mod bolsjevismen" (kommunismen) blev nu officiel, og med regeringens sympati og billigelse og pressens massive dækning blev Frikorps Danmark oprettet. I de næste måneder meldte over 1.000 danskere sig på DNSAP's hvervekontorer og efter langvarig træning i Polen sendtes de første i maj 1942 i kamp. Da korpsets leder C. F. von Schalburg (1906-42) faldt i juni 1942, deltog regeringen og kongehuset i begravelsen. Men kun få måneder senere var stemningen vendt. De østfrontsfrivillige og deres familier blev i stigende grad betragtet som landsforrædere, og da frikorpset i september 1942 sendte folk hjem på orlov, endte det i voldsomme optøjer. Regeringens tyskvenlige kurs nød ikke længere opbakning i befolkningen.
Alt i alt tjente hen ved 1.800 danskere i frikorpset, som blev nedlagt i juni 1943. De østfrontsfrivillige danskere blev overflyttet til Division Nordland, der deltog i de lange brutale tilbagetrækningskampe vestpå, og de var som de sidste i aprildagene 1945 med til at forsvare Hitlers Berlin. Mange blev efter befrielsen dømt for at have været i tysk krigstjeneste og fik typisk to års fængsel. Derimod blev de ikke dømt for krigsforbrydelser på Østfronten.
Hvad var kommunistinterneringen?
I løbet af besættelsestiden kom de danske kommunister til at spille en afgørende rolle i modstandskampen. Det var der intet, der tydede på ved Besættelsens begyndelse, hvor kommunisterne var fåtallige og stærkt upopulære i befolkningen. Sidstnævnte fordi det kommunistiske parti (DKP) forholdt sig passivt og ukritisk over for besættelsesmagten på grund af partiets loyalitet over for ikkeangrebspagten mellem Hitler og Stalin. Men den 22. juni 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen. Dermed var også de danske kommunister blevet fjender med besættelsesmagten, som selvsamme dag indledte interneringen (det vil sige indespærringen) af kommunisterne.
Den 22. juni stillede det tyske gesandtskab krav om, at ledende danske kommunister skulle arresteres. Det accepterede den danske regering, og den efterkom kravet i langt højere grad end nødvendigt. De følgende dage arresterede dansk politi knap fem gange flere kommunister, end besættelsesmagten havde krævet: 336 danskere i stedet for de 66 personer på den navneliste, som tysk politi allerede i 1940 havde fået lov til at kopiere fra dansk politi. En del blev siden løsladt igen, men nye arrestationsbølger af spaniensfrivillige og partifunktionærer fulgte i tiden frem til august 1943, hvor i alt 246 kommunister sad fængslet (interneret) i Horserødlejren.
Interneringen søgtes den 22. august 1941 lovliggjort, da en enig Rigsdag vedtog Kommunistloven, som forbød kommunistisk virksomhed. Interneringen, som omfattede tre folketingsmænd, var et klart brud på den danske grundlov. Samarbejdspolitikerne forsvarede sig ved at henvise til nødretten og argumenterede for, at Horserød var bedre end en tysk koncentrationslejr. Men ordene blev gjort til skamme, da de første 150 danske kommunister i efteråret 1943 sendtes til Stutthof i Polen, hvor de 22 døde.
Interneringen af de danske kommunister blev et af samarbejdspolitikkens mørkeste kapitler. Den rejste dels spørgsmål om, hvor langt Danmark endnu skulle gå i sin tilpasningspolitik over for tyskerne, dels sendte den kommunisterne "under jorden". Herfra fortsatte de deres politiske agitation ved at orkestrere demonstrationer og strejker. I løbet af 1942 begyndte kommunisterne det organiserede illegale arbejde i Danmark.
Hvem var de frie danske stemmer i udlandet?
Fredsbesættelse og samarbejdspolitik betød, at den danske regering og konge – modsat for eksempel Norge og Holland – kunne forblive i landet besættelsestiden ud. Men der var andre danskere, som mere eller mindre frivilligt sad i eksil og derfra viste omverdenen, at den danske befolkning også stod for modstand og kamp på de allieredes side. Disse frie danske stemmer i udlandet skal der gives nogle eksempler på:
- Henrik Kaufmann (1888-1963) var dansk gesandt i Washington. Han havde på dagen for Besættelsen erklæret, at han repræsenterede "det frie Danmark" og derfor handlede uafhængigt af København. Det illustrerede Kaufmann, da han præcis et år senere indgik aftale med USA om, at amerikanerne kunne anlægge baser på Grønland. Det fik København til at afskedige den egenrådige Kaufmann, men USA anerkendte ham, og besættelsestiden ud talte Kaufmann Danmarks sag og rejste penge til De Frie Danske.
- John Christmas Møller (1894-1948) var en ledende konservativ politiker og tidligere handelsminister. Han ankom til London i maj 1942 og blev formand for Det danske Råd (De Frie Danskes ledelse). Fra London sendte Christmas Møller sin berømte aftentale hver søndag over radioens BBC. I Danmark ventede befolkningen spændt på nyt fra den store modstandsmand, hvis budskab var kritik af den danske samarbejdslinje og opfordring til modstand.
- Ebbe Munck (1905-75) var journalist med base i det krigsneutrale Sverige. Han var fra efteråret 1940 den danske efterretningstjenestes kontakt til den engelske sabotageorganisation, SOE, og videresendte oplysninger om værnemagten i Danmark. I takt med, at den danske modstandsbevægelse opstod, blev Munck en central figur i alt fra våbennedkastninger og flugtruter til oprettelsen af Den danske Brigade og anerkendelsen af Danmark som allieret.
- 3.000 danske søfolk var under Anden Verdenskrig krigssejlere for de allierede. Krigssejlerne udgjordes af de danske skibe og søfolk, der efter den 9. april 1940 lå i britisk farvand og på opfordring havde meldt sig under engelsk flag. Hertil kom danske søfolk eller skibe, der tog hyre i de allieredes flåde og deltog i mange af Anden Verdenskrigs berømte slag – i øvrigt side om side med de henved 1.000 andre danskere, der frivilligt gik i allieret krigstjeneste som soldater. Fra "hjembyen" Newcastle sejlede krigssejlerne som frie danske på de farefulde forsyningskonvojer over især Atlanten. Det kostede 3 ud af 5 livet.
Hvornår begyndte den tidlige modstand?
En række begivenheder i sommeren 1942 antydede, at en dansk modstandsbevægelse var ved at se dagens lys. Indtil da var cirka 300 sabotagehandlinger registreret, men der var tale om uorganiserede og tilfældige aktioner. De var typisk udført af enkeltpersoner og rettet imod den tyske værnemagts materiel såsom at klippe telefonledninger over, stjæle tøj og materiel eller ødelægge køretøjer.
I løbet af sommeren 1942 fik sabotagen en alvorligere karakter, og den blev derfor en trussel imod den dansk-tyske samarbejdspolitik. De danske kommunister førte an, og i juni og juli organiserede de en række brande af biler og bygninger i flere større danske byer. Den 26. juli ødelagde kommunister to af tyskernes hurtigbåde, og den 1. september udførtes den første, om end mislykkede, jernbanesabotage.
Samtidig var danske faldskærmsfolk, trænet i England, begyndt at operere i landet med det formål at gøde jorden for en modstandsbevægelse. Truslen fra en spirende dansk modstandsbevægelse fik besættelsesmagten til at reagere prompte med indsættelsen af fabriksvagter, jernbanebevogtning og mere politi.
Hvordan var reaktionerne på de første modstandshandlinger?
Fra tysk side såedes tvivl om, hvorvidt dansk politi og retsvæsen kunne dæmme op for modstandsbevægelsens sabotagehandlinger. Derfor krævede den tyske gesandt Renthe-Fink den 10. august 1942, at Danmark indførte dødsstraf for sabotage, eller at de danske sabotører overgik til tysk krigsret og dødsdom.
Kravet var en trussel mod fredsbesættelsens illusion om dansk suverænitet og hele fundamentet for samarbejdspolitikken. Det mildnede først tyskerne, da en presset dansk statsminister, Vilhelm Buhl, den 2. september holdt sin berømte radiotale, hvori han vendte sig imod den sabotage, som truede fred, ro og orden i landet, og opfordrede til stikkeri: "Vær med til at gøre det klart for alle, navnlig de unge, at den, som har begået sabotage eller hjælper dertil eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaringen af sabotage, handler imod sit fædrelands interesser." Ifølge ”Danmark besat og befriet”, s. 71 (se kilder).
Svaret på Buhls antisabotagetale kom den 6. september, da Christmas Møller fra BBC London sendte sin navnkundige sabotagetale med opfordringen om at vælge side i krigen: "Vi er altså ikke neutrale. Man kan overhovedet ikke være neutrale. Denne gigantiske kamps udfald vedrører os alle […] Gør jeres pligt – gør jer værk". Ifølge ”Danmark besat og befriet”, s. 74 (se kilder).
De få danske modstandsfolk mødte talen med stor begejstring, men Christmas Møllers ord ændrede ikke ved, at regeringens samarbejdspolitik over for tyskerne kunne fortsætte med den danske befolknings passive tilslutning et år endnu.
Hvad var baggrunden for modstanden?
En forudsætning for modstanden var den antityske og proallierede stemning i befolkningen, der fra 1940 lå bag det nationale sammenhold og gav sig udslag i, at mange danskere hørte BBC London, læste illegale blade og viste tyskerne den kolde skulder. Det var i sig selv ikke modstand, ja, det var vel knap ulovligt, men det skabte et fundament, hvorpå den senere modstand hvilede. Uden befolkningens sympati og opbakning var modstanden umulig, hvad enten det drejede sig om rekruttering til eller praktisk hjælp med modstandsarbejdet.
Hvori bestod den civile modstand?
Den civile modstand kom til udtryk i demonstrationer, protester og strejker. Som da Scavenius den 25. november 1941 underskrev Antikomiternpagten, hvis formål var at bekæmpe kommunismen. Det resulterede i den første masseprotest imod samarbejdspolitikken, da unge studenter førte an i demonstrationer og erklærede, at de hellere ville have "norske tilstande" end fortsatte danske indrømmelser. I knap en uge var almindelige danskere på gaden. Men effekten af protesterne rakte langt videre som et bevis på, at der fandtes et alternativ til samarbejdslinjen.
Den illegale presse var også civil modstand, og formålet var propaganda imod besættelsesmagten og samarbejdspolitikerne og et forsvar for modstandslinjen. I og med at der kun var begrænset censur i Danmark, tog det tid før en illegal presse etableredes, trods spredte antityske flyveblade og løbesedler. Men fra efteråret 1941 opstod et mere organiseret illegalt bladarbejde. De illegale kommunister skabte i oktober 1941 det første landsdækkende blad, fra marts 1942 kaldet Land og Folk, og siden så en række lokale og nationale illegale blade dagens lys. Hermed nåede modstandsbudskabet ud til langt flere danskere end de få, der var knyttet til modstandsarbejdet.
Hvori bestod den aktive militære modstand?
Fra det illegale bladarbejde til den aktive militære modstand var overgangen glidende, og begge typer modstandsarbejde foregik med livet som indsats. Modstandsfolk begyndte ofte i illegalt bladarbejde for siden at gå over i sabotage, efterretningsarbejde, våbenmodtagelse eller oprettelse af flugtruter. Det skyldtes, at organiseret modstandsarbejde var for de få og ikke noget, man bare trådte ind i.
De første modstandsfolk var typisk unge mennesker, som Churchill-klubben fra Ålborg, hvor 15-17-årige skoleelever i foråret 1942 stod for 25 mindre sabotageaktioner. Gruppen blev optrævlet, og dommen lød på op til 5 års fængsel, hvilket ikke forhindrede, at lignende ungdomsgrupper opstod landet rundt i løbet af 1942-43.
I sommeren 1942 blev den store kommunistisk ledede sabotagegruppe BOPA (Borgerlige Partisaner) skabt, og siden kom, uafhængigt af hinanden, andre store modstandsgrupper. Det foregik på initiativ fra folk, der tilhørte de politiske yderfløje (fra DKP til KU og Dansk Samling), og modstanden blev rettet mod såvel besættelsesmagten som samarbejdspolitikerne; et slags ungdomsoprør mod "systemet" Danmark.
Via partier og foreninger og personlige kontakter blev der rekrutteret og opbygget netværk til den forestående modstandskamp. Den kamp, der først for alvor satte ind året efter, i 1943.