Modstandskampen og det tyske politi

Main image kapitel
Otto Bovensiepen, sikkerhedspolitichef i SS, deltager her i en mindehøjtidelighed for ofrene i Shellhuset.
Otto Bovensiepen, sikkerhedspolitichef i SS, deltager her i en mindehøjtidelighed for ofrene i Shellhuset.
Foto: Scanpix

Hvad var det tyske sikkerhedspoliti?

Augustoprøret 1943 medførte et vendepunkt i den tyske besættelsespolitik. Fra da af strammede besættelsesmagten kursen over for danskerne. De fik for alvor at mærke, hvor brutale og hensynsløse tyskerne kunne være om nødvendigt. Ikke mindst bekæmpelsen af den voksende modstandsbevægelse var et vigtigt anliggende for besættelsesmagten.

Opgaven blev lagt i hænderne på det tyske sikkerhedspoliti, hvis mest uhyggelige våben var den vilkårlige terror. Samtidig blev dansk jurisdiktion (retshåndhævelse) begrænset. I stedet blev modstandsfolk stillet over for tysk politi, krigsret, fængsel og koncentrationslejr. Den hårdeste dom ved krigsretten var dødsstraf. Den 28. august 1943 blev den første af i alt 102 frihedskæmpere henrettet ved skydning i Ryvangen i Hellerup (i dag Mindelunden).

I september 1943 fik tysk sikkerhedspoliti (Sipo og SD) og ordenspoliti (Orpo) såkaldte eksekutive (udøvende) beføjelser i Danmark. Dermed kunne de aktivt operere i hele landet. Indtil efteråret 1943 beskæftigede sikkerhedspolitiet under 100 personer, men siden tidobledes antallet.

Sikkerhedspolitiets chef var politioberst Otto Bovensiepen fra SS, som var det berygtede tyske terrorapparat, som dikterede terroren i Danmark. I november 1943 blev SS-general Günther Pancke udnævnt til Højere SS- og Politifører med ansvar for alle SS-enheder i Danmark. Hermed kom en tredje tysk magt ind i billedet side om side med Bests civile magt og von Hannekens militære magt og det gjorde det sværere for danskerne at vide, hvor man havde besættelsesmagten. 

Hvordan var sikkerhedspolitiet organiseret, og hvordan arbejdede det?

Hovedkvarteret for det tyske sikkerhedspoliti var først i Dagmarhus og siden Shellhuset i København. Derudover fandtes der afdelinger i de større danske byer samt lokale grupper i provinsen. Det tyske sikkerhedspoliti var opdelt i afdelinger med hver deres speciale.

Den største afdeling var det frygtede sikkerhedspoliti Gestapo, som talte omkring 300 fastansatte og en del løst tilknyttede danske håndlangere. Gestapos opgave var med alle midler at bekæmpe modstandsbevægelsen. Især var lederen af afdelingen for sabotagebekæmpelse, Erich Bunke, forhadt og frygtet for sin brutalitet. Den 8. august 1944 stod Bunke således for en af besættelsestidens blodigste hævnaktioner. Som hævn for drabet på sin stikker hentede han 11 tilfældige modstandsfolk i fængslet, kørte sine "gidsler" ud på en øde landevej ved Roskilde og lod dem skyde ned bagfra. Bunke var ansvarlig for mere end 30 terrordrab, men undgik alligevel retsforfølgelse.

Ved årsskiftet 1943/44 iværksatte det tyske sikkerhedspoliti en omfattende terrorbølge efter Hitlers ordre. Tyskerne kaldte det modterror eller soningsaktioner. Ideen var at skabe en frygt i befolkningen for, at enhver tyskfjendtlig handling blev mødt af vilkårlige repressalier. Terroren havde karakter af kollektiv straf i form af clearingmord og schalburgtage og var dirigeret af sikkerhedspolitiet i enighed med Best.

Det første offer for clearingmord (gengældelsesdrab) skete den 4. januar 1944, hvor digterpræsten Kaj Munk blev hentet i sit hjem og skudt i en plantage ved Silkeborg. Kaj Munk var kendt som en skarp kritikker af besættelsesmagten og var således et oplagt "sonoffer" for flere drab på tyske stikkere. I alt blev 116 danskere ofre for sådanne clearingmord. Peter-gruppen, som bestod af danske og tyske SS-folk, var ansvarlig for de 90 af mordene – også det på Munk.

Peter-gruppen deltog også i schalburgtagen. Denne var opkaldt efter det danske Schalburgkorps, som fejlagtigt blev gjort eneansvarlig for, at tyskerne sprængte en række kendte bygninger og virksomheder i luften, for eksempel Tivoli den 24. juni 1944, som hævn for danske sabotageaktioner. 

Hvem var sikkerhedspolitiets danske håndlangere?

Under Besættelsen hjalp en del danskere det tyske sikkerhedspoliti med at bekæmpe modstandsbevægelsen. Motiverne til at arbejde for tyskerne var typisk ideologiske eller økonomiske, og tyskerne drog fordel af deres danske hjælperes lokal- og sprogkendskab. De danske håndlangere virkede enten anonymt som enkeltpersoner og i mindre grupper, eller i uniform som egentlige korps. I den sidste besættelsestid optrådte håndlangerne med ekstrem brutalitet over for deres landsmænd, hvorfor de blev yderst forhadte. Efter befrielsen faldt retsopgørets hårdeste straffe (herunder dødsdomme) til disse danskere i mere eller mindre frivillig tysk tjeneste. Men hvem var de, og hvad gjorde de for tyskerne?

Stikkere forsynede mod betaling det tyske sikkerhedspoliti med informationer. Op til flere tusinde kroner kunne man få for oplysninger om modstandsfolk, hvad der med en typisk ugeløn på 100 kroner "lokkede" nogle til stikkeri.

En del danskere arbejdede mere fast for det tyske sikkerhedspoliti. De var beskæftiget i Gestapo, hvis efterretningstjeneste ET var base for de frygtede danske terrorgrupper. Disse mindre, civilklædte grupper var opkaldt efter deres ledere såsom Shciøler, Lorrentsen og Birkedal-Hansen. Her var tale om rene bander, som i den sidste besættelsestid gik amok i mishandling, tortur og drab på ikke alene modstandsfolk, men også i vold og berigelseskriminalitet mod civilbefolkningen. Retsopgørets dødsdomme tilfaldt i høj grad medlemmer af disse terrorgrupper.

Hvordan reagerede modstandsbevægelsen på danskere i sikkerhedspolitiet?

Stikkerne udgjorde en stor sikkerhedsrisiko for modstandsbevægelsen, som fra foråret 1943 begyndte at likvidere danske stikkere. I alt blev der foretaget 400 såkaldte stikkerdrab, heraf de 10 % på kvinder. Langt hovedparten af stikkerdrabene blev foretaget i de sidste desperate måneder af Besættelsen. Her skrev modstandsmanden Hans Edvard Tegler: "Vi skærper kampen mod stikkerne. Vi skyder flere end nogensinde før. Vi når efterhånden så vidt, at antallet af stikkerlikvideringer, overstiger vores egne tab. Det skaffer os nogen tilfredsstillelse at tænke på denne kendsgerning. Men hadet trøster os ikke. Vi har altid nogen, vi savner." ." Ifølge ”Disse fem år”, s. 337-38 (se kilder).

Hvilke særlige korps blev dannet af danskere i tysk tjeneste?

En gruppe danskere dannede større uniformerede rent danske korps i tysk tjeneste:

  • SS-enheden Schalburgkorpset var opkaldt efter en leder i Frikorps Danmark og blev etableret i foråret 1943. Korpset talte omkring 1.000 yngre danske mænd af nazistisk overbevisning, som deltog i bekæmpelsen af modstandsbevægelsen. I løbet af 1944 overgik det meste af korpset til bevogtnings- og razziaopgaver, mens en lille gruppe (inklusive de tyve mand i ET) blev indsat som terrorinstrument for Gestapo.
  • I 1944 gav Schalburgkorpset første leder navn til sit eget Sommerkorps, som talte godt 1.000 yngre danske mænd. Korpsets oprindelige opgave var sabotagebevogtning for værnemagten, men efterhånden deltog korpset i det tyske sikkerhedspolitis sabotagebekæmpelse og terrorvirksomhed. Som under folkestrejken i 1944, hvor Sommerkorpsets folk kørte rundt i København og skød vildt omkring sig.
  • Endelig var der det sortuniformerede Hipokorps, som var et hjælpepoliti, tyskerne fik etableret efter aktionen imod dansk politi i september 1944. Korpset talte hen ved 700 frivillige danskere, primært rekrutteret fra Schalburgkorpset. Hipokorpsets opgaver var modstandsbekæmpelse og en ofte vilkårlig terror over for befolkningen gennem tilfældige arrestationer, mishandlinger og skyderier mod forbipasserende. 

Hvad var det illegale Danmark?

Ordet illegal betyder ulovlig, og illegalt arbejde var modstandskampens aktiviteter, som de danske samarbejdspolitikere og den tyske besættelsesmagt forbød. Det var i de sidste besættelsesår, at det illegale arbejde var udbredt.

I 1942-43 involverede modstandskampen nogle hundreder, primært unge mænd, fra de politiske yderfløje. I efteråret 1944 var 10.000 tilknyttet modstandskampen, og ved befrielsen i maj 1945 var den danske modstandsstyrke oppe på 50.000, hvoraf hovedparten tilhørte den såkaldte undergrundshær. Hertil kom 12.000 modstandsfolk, som var flygtet til Sverige, og 14.000 i tysk fangenskab. Endelig stod tusindvis af danskere i udkanten af modstandskampen: Et anonymt bagland af familier, som lagde hus til modstandsfolk, og personer, der distribuerede illegale blade eller transporterede og gemte våben.

I foråret 1945 var 75.000 danskere engageret i illegalt arbejde. Modstandskampen fik karakter af folkebevægelse, som de fleste danskere støttede. Et illegalt Danmark, der bag samarbejdspolitikkens facade bekæmpede besættelsesmagten.

Hvordan var det illegale arbejde organiseret?

  • De egentlige væbnede frihedskæmpere talte 2.000 personer i modstandsgrupper som Holger Danske og BOPA. Det var livsfarligt at være heltidsillegal frihedskæmper. Gang på gang optrævlede tyskerne modstandsgrupperne, og truslen om tysk fangenskab, tortur og henrettelse var hele tiden nærværende. Tyskerne henrettede knap 200 frihedskæmpere, og omkring det samme antal døde under tortur eller i koncentrationslejr.
  • Mange frihedskæmpere måtte "gå under jorden", altså forlade hjem og arbejde, færdes under "dæknavn" og overnatte på skiftende "dækadresser". Det var et umenneskeligt hårdt liv, som mærkede frihedskæmperne for livet. Måske derfor var en typisk frihedskæmper en robust og modig ung mand, der af moralske grunde traf det livsfarlige valg at gå ind i frihedskampen.
  • Udover frihedskæmperne fandtes et stort illegalt netværk af danskere, som under dække af deres civile, borgerlige liv bidrog til modstandskampen, såsom en typograf der om natten trykte illegale blade på sin arbejdsplads. Et netværk blev opbygget trin for trin, som regel via en diskret opfordring fra ens gamle bekendtskabskredse, kollegaen på arbejdet eller i foreningslivet. Både den illegale presse og flugtruterne krævede et betydeligt netværk.
  • Den illegale presse omgik censuren, opfordrede til kamp imod tyskerne og talte samarbejdspolitikken imod. I 1942 udkom 20 blade med et oplag på 55.000 pr. måned, og i 1945 var tallet 250 titler og et oplag på 2-3 millioner. Det blev til i alt 26 millioner eksemplarer i løbet af Besættelsen. Så mange blade krævede tusindvis af folk til at indsamle informationer og skrive tekster, hvorefter de skulle duplikeres og trykkes på illegale trykkerier. Siden skulle bladene distribueres. Det lod sig ikke gøre ved at abonnere og eller ved butikssalg, i stedet foregik det ved personlig kontakt og i anonyme breve. Det krævede store ressourcer at holde en illegal presse i gang; alene mængden af papir og de mange penge, der skulle skaffes.
  • De illegale flugtruter opstod efter jødernes flugt i oktober 1943. Indtil da var under 1.000 mennesker flygtet fra Danmark til Sverige, og siden kom 20.000 over Øresund og Kattegat. Det skyldtes et professionelt, betalt rutearbejde, som diverse organisationer stod for. For eksempel Dansk-Svensk Flygtningetjeneste, hvis skibe og personel sejlede tusindvis af danske modstandsfolk til sikker svensk havn. Udskibningen foregik fra Sjælland og Jylland, og de svenske myndigheder støttede det illegale flugtarbejde. Ud over danskere sejlede hundreder af fragtbåde og fiskefartøjer allierede, nedskudte flyvere og tyske desertører til Sverige. Illegale kurerer, post og våben kom retur.

Flugtruterne var omkostningsfulde både økonomisk og mandskabsmæssigt. For 100 professionelle illegale flugtrutearbejdere var der langt over 1.000 illegale hjælpere. 

Hvem var de store modstandsgrupper? 

Organisering og koordinering af modstandskampen blev fra december 1943 sat i system, da den danske leder af det engelske SOE, major Flemming B. Muus, gik i samarbejde med Frihedsrådet. Danmark blev opdelt i seks regioner med militære ventegrupper. Sabotageindsatsen blev professionaliseret med talrige sprængstof- og våbennedkastninger, mens sabotagens mål blev koordineret via England og Frihedsrådet.

  • BOPA (Borgerlige Partisaner) var en af de største sabotagegrupper.
    Gruppen blev etableret i sommeren 1942 af en kerne af spaniensfrivillige og kommunister. BOPA's første leder var den karismatiske Eigil Larsen kaldet "Hesten", som forfattede den vigtige lærebog i sabotage, "Kogebogen". I løbet af 1943 blev gruppen større og politisk bredere, især studerende og arbejdere blev rekrutteret. Efter augustoprøret koncentrerede BOPA sine aktioner om danske virksomheder, der producerede krigsmateriel for tyskerne. Den største aktion, i København den 22. juni 1944 mod våbenfabrikken "Riffelsyndikatet", var et rent partisanangreb, hvor det ved højlys dag lykkedes BOPA at lægge virksomheden i grus. I januar 1944 blev BOPA's ledelse arresteret. Den nye dygtige leder, Børge Thing med dæknavn "Brandt" stod for de mest spektakulære bedrifter, præget af stor militær præcision. Ved befrielsen talte BOPA 175 mand, 40 var døde og ud af i alt 400 var mange arresteret eller flygtet til Sverige.
  • Holger Danske var den anden store sabotagegruppe, som blev etableret i foråret 1943.
    Kernen i Holger Danske var folk fra Dansk Samling, og gruppens opbygning var løs og antiautoritær med selvstændige undergrupper. I gruppen var berømte modstandsfolk, såsom Josef "Tom" Søndergaard og Jens Lillelund. Sidstnævnte ledede gruppens sabotageaktioner, hvor sprængningerne af Forum (1943) og B&W (1944) var de største. Modstandsfolk, som "Citronen", "Flammen" og "John", blev efter deres død i frihedskampen nærmest mytologiske skikkelser; det hed sig, at alene mesterskytten "Flammen" likviderede over tyve af Gestapos håndlangere. To gange blev gruppen optrævlet af tyskerne. Gruppens tabstal var 64, og den var ansvarlig for 200 stikkerdrab. Ved befrielsen talte Holger Danske 350 mand.
  • Ringen (Dansk Studiering) begyndte i efteråret 1941 som oplysningsorganisation men gik siden aktivt ind i modstandsbevægelsen.
    Gruppen var socialdemokratisk og ledet af Frihedsrådets Frode Jakobsen. Fra 1944 var Ringen med til at oprette militære ventegrupper. Holger Danske tilsluttede sig i sommeren 1944 Ringen. En række illegale blade fulgte trop, og Ringen nåede op på flere tusinde mere eller mindre løst tilknyttede medlemmer. Ved befrielsen indtog Ringen en magtfuld position i forhold til befrielsesregeringen og retsopgøret.
  • Frit Danmark var også en stor oplysningsorganisation.
    Den opstod i foråret 1942 med den konservative Christmas Møller og kommunisten Aksel Larsen som fædre. Initiativet var tværpolitisk, men Frit Danmark blev under Mogens Fog og Børge Houmanns ledelse reelt kommunistisk styret. I løbet af 1943 blev den til en landsdækkende organisation, som bestod af mange små og uafhængige lokal- og faggrupper. Det illegale blad ”Frit Danmark” var landets største med egne trykkerier og et oplag på over 100.000 eksemplarer. Frit Danmark udviklede sig til en af de største modstandsorganisationer og deltog i mange former for illegalt arbejde. 

Hvad bestod den militære modstand i under besættelsestiden?

Sabotagen var modstandsbevægelsens vigtigste våben imod besættelsesmagten. Den var strategisk rettet imod at skade tyskerne og deres danske hjælpere mest muligt. Derfor blev jernbane- og industrisabotage den foretrukne militære aktionsform.

I 1942 blev sabotagen i høj grad udført af amatører. Mange aktioner mislykkedes som følge af dårlig planlægning og elendigt hjemmelavet materiel. Lykkedes aktionen, var det typiske mål et reparationsværksted, der fik en brandbombe, og effekten var hærværk og provokation.

I 1943 ændrede sabotagen karakter og blev et gebet for de få, som havde ekspertise, mod og de rette kontakter. Således de spaniensfrivillige og siden militær- og politifolk, mens det for enhver anden handlede om, at øvelse gør mester. Hertil kom håndværkere med teknisk snilde, journalister med adgang til oplysninger og erhvervsfolk med kontakt til de store penge. 

Hvem stod bag sabotagen?

I pionerdagene 1942-43 var den typiske sabotør en utilpasset "ungdomsoprører", som siden blev en mere etableret, borgerlig person. Stadigvæk var det i 1944-45 typisk en modig og handlekraftig yngre mand, der blev sabotør.

Professionel sabotage krævede godt efterretningsarbejde og nedkastninger af våben. Her var dels tale om lokalt efterretningsarbejde, hvor den enkelte sabotagegruppe systematisk planlagde sin sabotageaktion. Dels et landsdækkende efterretningsarbejde, som især de danske efterretningsofficerer i "ligaen" stod for. Ligaens kontakt til den engelske sabotageorganisation SOE fik fra 1943 stor betydning. De allierede modtog militære og civile efterretninger fra Danmark af en sådan kvalitet, at den engelske feltmarskal Montgomery ved befrielsen kaldte det "second to none".

SOE foretog nedkastninger fra fly over især Jylland. De hen ved 700 flyvninger til Danmark resulterede i 6.000 containere med moderne våben, sprængstof og andet materiel, men også et tabstal på 69 allierede flyvere. I Jylland ledede Hvidsten-gruppen og modstandsmanden Flemming Juncker våbenmodtagerarbejdet, hvilket den 29. juni 1944 betød henrettelsen af otte folk fra Hvidsten-gruppen. Fra efteråret 1944 blev våbennedkastningerne flere og mere systematiske, hvilket kom sabotagegrupperne til gode. 

Hvad bestod industrisabotagen i?

Industrisabotagen foregik i besættelsestidens sidste halvdel. De omkring 2.700 aktioner foregik stort set alle fra 1943 til 1945. Trods et stop for sabotage i vinteren 1944 var det sabotagens store år med 1.000 aktioner og skader for millioner af kroner. Industrisabotagen blev primært udført mod de større byers fabrikker og værksteder, der frivilligt eller tvungent arbejdede for tyskerne.

Efter augustoprøret 1943 indførtes der dødsstraf for sabotage, og tyskernes gengældelse var brutal. Besættelsens største sabotageaktion, som BOPA den 22. juni 1944 udførte mod "Riffelsyndikatet" i København, betød henrettelse af otte andre frihedskæmpere, hvormed folkestrejken antændtes.

Effekten af industrisabotagen var i mindre grad et militært og økonomisk slag imod tyskerne. Sabotagen var et politisk signal om dansk modstandsvilje, der vandt opbakning i befolkningen, skræmte værnemagere og gav goodwill hos de allierede. 

Hvad bestod jernsabotagen i?

Jernbanesabotagen var især i Jylland under modstandsmanden Vagn Bennikes ledelse. Hovedopgaven var at bremse de tyske troppetransporter fra Danmark og Norge og sydover. Trods enkelte succeshistorier med flere døgns forsinkelser, var effekten af sprængte jernbaneskinner og afsporede tog kortvarig, da DSB fik repareret sporene eller omdirigeret togene på få timer.

Jernbanesabotagen var svær at planlægge, for den krævede præcis viden om togenes tider og ruter, ligesom det var yderst farefuldt at være jernbanesabotør. Især fordi tyskerne bevogtede jernbanerne dag og nat med op til 8.000 mand.

I alt var der 1.500 jernbanesabotager, heraf 95 % i 1944-45, hvor London opfordrede til en øget sabotage. 

Hvad var undergrundshæren?

Efter augustoprøret 1943 blev den danske hær og flåde opløst. I de følgende måneder foregik en illegal reorganisering af hæren og flåden. Det førte til dannelsen af forskellige grupperinger, der tilsammen udgjorde den såkaldte undergrundshær.

Efter aftale med Buhls kreds af socialdemokratiske politikere dannede hærchefen general Ebbe Gørtz (1886-1976) Den lille Generalstab med en gruppe yngre officerer. Til staben knyttedes O-grupperne (O for officerer) på 2.500 velbevæbnede mænd. Efter aftale med svenskerne sendte Gørtz også en lille gruppe officerer til Sverige, hvor de blandt de danske flygtninge fik etableret Den danske Brigade. I maj 1945 udgjorde brigaden en lille, men trænet og bevæbnet eksilhær på 5.000 mand, som først blev sat ind i befrielsesdagene. Hensigten med undergrundshæren var at holde sammen på den opløste danske hær og flåde, så politikerne i tilfælde af kaos havde en loyal styrke til rådighed. Denne passive, afventende styrke skulle ikke kastes ind i den almindelige modstandskamp. Ved årsskiftet 1943-44 ændrede situationen sig imidlertid. 

Hvordan var forholdet mellem undergrundshæren og andre aktører?

Den engelske sabotageorganisation SOE havde siden 1940 haft en dansk sektion og fra 1941 uddannet danske agenter til sabotagevirksomhed. Men i december 1943 opfordrede SOE's danske leder, major Flemming B. Muus, til, at der dannedes en større undergrundshær i Danmark. Efter aftale med Gørtz og Frihedsrådet skulle "rådets" Militærudvalg (M-udvalget) opbygge undergrundshærens såkaldte militærgrupper. Disse grupper blev landsinddelt i seks regioner (siden syv) og var passive ventegrupper, som i tilfælde af en allieret invasion kunne aktiveres. Kernen i ventegrupperne var folk, der deltog i modstandstandskampen. Ved befrielsen talte ventegrupperne omkring 40.000 danskere, som dog aldrig kom i kamp, hvad de i øvrigt hverken var militært trænet eller udrustet til.

I praksis havde ingen en samlet kontrol over regionerne, der også omfattede de forskellige sabotagegrupper undtagen Holger Danske og BOPA. Det skyldtes først og fremmest, at samarbejdet imellem Frihedsrådet, Den lille generalstab (og dermed de gamle samarbejdspolitikere) samt de allierede var præget af magtkampe og mistillid. Eksempelvis forbød "staben" sine officerer at gå ind i den almindelige modstandskamp. Ligeledes modsatte Frihedsrådet sig de vestlige allieredes hovedkontor SHAEF (Supreme Headquaters Allied Expeditionary Forces). Selvom SHAEF fra sommeren 1944 fik en dansk afdeling med kontakt til modstandsbevægelsen.

I løbet af sommeren 1944 indledte Frihedsrådet og Buhls politikere dog et tåleligt samarbejde, og deres ansvarsroller blev gjort tydeligere. Frihedsrådets K-udvalg (K for kommando) afløste i juni M-udvalget og overtog styringen af modstandsbevægelsens illegale arbejde. I oktober udnævntes Gørtz af de allierede til undergrundshærens øverste chef. Endvidere fik regionerne militære ledere, alt imens hæren tillod sine folk at gå aktivt ind i modstandsbevægelsen, hvad en del benyttede sig af. Endelig overtog statskassen finansieringen af meget illegalt arbejde. 

Hvad var den skæve våbenfordeling?

Den såkaldte skæve våbenfordeling var udtryk for en langvarig og alvorlig splid imellem Frihedsrådets modstandsbevægelse og Den lille Generalstabs undergrundshær. Spliden betød i værste fald kaos i form af to illegale styrker med forskellig kommando. Dybest set handlede det om, hvorvidt Frihedsrådet eller Buhls politikere havde størst magt i et besat Danmark.

Oprindeligt drejede den skæve våbenfordeling sig om leveringen af et parti illegale våben i efteråret 1944. I første omgang var 3.000 maskinpistoler købt i Sverige efter aftale mellem Buhls socialdemokrater og general Gørtz fra Den lille Generalstab. Officererne i undergrundshærens skulle bevæbnes, så det, som Buhl udtrykte det til den svenske regering "ikke kun var sabotører og kommunister, der havde våben til rådighed." ." Ifølge ”Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-45”, s. 420 (se kilder).

Våbnene var absolut ikke tiltænkt modstandstandsbevægelsens folk. Ikke desto mindre hævdede Frihedsrådets folk, at de var ansvarlige for undergrundshærens opbygning og derfor også for fordelingen af maskinpistolerne. Det blev dog Den lille Generalstabs stærke mand, kaptajn Svend Schjødt-Eriksen (1905-1977), der fordelte den første sending på 900 maskinpistoler. De tilfaldt alene undergrundshærens officerer. De følgende sendinger blev ligeligt fordelt mellem undergrundshær og modstandsbevægelse, om end de kommunistiske modstandsgrupper følte sig snydt.

Samlet set var der ikke meget skævt ved våbenfordelingen, men Frihedsrådet så den som nok et tegn på, at Gørtz' hær og Buhls politikere ikke ydede deres i kampen imod besættelsesmagten. De kørte deres eget løb med henblik på at stå stærkest muligt, den dag befrielsen kom. Set fra Buhls og politikernes side havde det aldrig handlet om at føre krig imod tyskerne. Samarbejdspolitikkens grundidé var jo netop at undgå krigens ødelæggelser på dansk jord. 

Hvordan udviklede forholdet mellem Frihedsrådet og politikerne sig?

Trods principiel uenighed havde Frihedsrådet og politikerne brug for hinanden, for alene kunne de ikke løse fremtidens store uafklarede spørgsmål: Hvor stod Danmark, den dag tyskerne kapitulerede?

Siden efteråret 1943 forsøgte Frihedsrådet forgæves at etablere samarbejde med Buhls politikere. Først efter en optrapning af modstandskamp og folkestrejken i sommeren 1944 lykkedes det. På det tidspunkt stod Frihedsrådet meget stærkt i den danske befolkning såvel som over for de allierede. Politikerne var nødt til at regne med Frihedsrådet. I august 1944 skabte parterne det uformelle Kontaktudvalg, hvor ledende socialdemokratiske og konservative politikere jævnligt mødtes med Frihedsrådets folk. Kontaktudvalget henvendte sig til England, USA og Sovjetunionen om at få Danmark anerkendt som allieret. Problemet var ikke de vestlige allierede lande, men Sovjetunionen, der ikke billigede den antikommunistiske politik, som Danmark havde ført omkring 1941. I det lys var det vigtigt, at det lykkedes Frihedsrådet at få diplomatisk forbindelse til Moskva. I juni 1944 blev Frihedsrådets gesandt, den kommunistiske modstandsmand Thomas Døssing (1882-1947), modtaget i Moskva som repræsentant for et kæmpende Danmark.

Endelig indledtes i Kontaktudvalgtet svære forhandlinger om en kommende befrielsesregering. I sensommeren 1944 kunne Frihedsrådet gå til forhandlingerne under mottoet: "Ingen regering uden om frihedsbevægelsen". Ifølge ”Nyt lys over oktober 1943”, s. 28 (se kilder). Endnu var der måneder til befrielsen, og det tog tid før politikerne sagde ja. 

Hvad var folkestrejken og baggrunden for den?

Folkestrejken i København udspillede sig i sommeren 1944. Det var besættelsens største og blodigste slag, som kostede hen ved 100 livet og sårede 600 københavnere i kampene mod besættelsesmagten. Folkestrejken rejste i sit kølvand en landsdækkende bølge af sympati- og proteststrejker.

Strejken var en afgørende sejr for modstandssynspunktet og et nederlag for de danske politikere, som i spørgsmålet om folkets mandat tabte "slaget" til Frihedsrådet. I nederlagets stund tog politikerne kontakt til folkets regering, Frihedsrådet. Det banede vejen for det nationale kompromis, befrielsesregeringen i maj 1945.

Situationen i juni 1944 lignede den under augustoprøret året før. Danskernes forventning om et snarligt tysk nederlag var stor efter de vestlige allieredes invasion i Normandiet den 6. juni (D-dag). Den 22. juni kulminerede en dansk sabotagebølge med sprængningen af Riffelsyndikatet i København. Tyskerne gengældte med modterror ved dagen efter at henrette otte modstandsfolk. Søndag den 25. juni fulgte schalburgtagen mod Københavns vartegn Tivoli, og næste aften trådte Bests civile undtagelsestilstand i København i kraft:

udgangsforbud (spærretid) fra otte aften til fem morgen – midt i de lyse, varme sommerdage.

Hvordan udviklede folkestrejken sig?

Folkestrejken begyndte mandag den 26. juni kl. 12, med at smedene på det store "røde" stålskibsværft B&W gik hjem for, som de provokerende udtrykte det, at trække frisk luft og passe kolonihaven inden spærretiden. Det skete som reaktion på den civile undtagelsestilstand med udgangsforbud (spærretid), som var blevet indført dagen før. Gå-tidlig-hjem-strejkerne bredte sig, og to dage senere deltog over halvdelen af byens arbejdere. Samtidig var der omfattende gadeuro med demonstrationer, barrikader og bål. Tyske og danske patruljer gik hårdt til værks og skød direkte mod folkemængden. 15 københavnere blev dræbt og 74 såret.

Den 29. juni blev spærretiden ændret til kl. 23. Arbejdet blev genoptaget, og der var relativ ro i gaderne. Men stemningen var fortsat spændt.

Fredag den 30. juni kom meddelelsen om, at tyskerne havde henrettet endnu otte modstandsfolk. I løbet af morgentimerne gik København i folkestrejke; det vil sige en generalstrejke, hvor så godt som alle deltog. Om aftenen lukkede tyskerne for vand, el og gas. Næste dag iværksatte værnemagten en militær undtagelsestilstand og omringning af København (Operation Monsum).

Weekendens kampe blev blodige. Tyskerne brugte kanoner mod befolkningen. 60 døde og 350 såredes. Mandag fortsatte folkestrejken. Den skulle ifølge Frihedsrådet vare, indtil tyskerne havde ophævet undtagelsestilstanden og fjernet Schalburgkorpset. Forgæves forsøgte politikerne og det ledende Danmark at stoppe folkestrejken, som nu fik støtte fra sjællandske sympatistrejker. Det begyndte at ligne mønstret fra augustoprøret året før. Men den 3. juli veg Best for folkestrejkens krav og indledte den tyske retræte fra København. Best havde let kunnet knuse folkestrejken militært, men vægtede det fremtidige samarbejde med danskerne. Onsdag den 5. juli gik københavnerne atter på arbejde – akkurat som Frihedsrådet havde dikteret.

Hvad blev konsekvenserne af folkestrejken?

Den tyske tilbagetrækning efter folkestrejken var en stor triumf for modstandssynspunktet, og strejkerne fortsatte i en række andre byer. I august og september var der folkestrejker over alt i landet i protest mod tyskernes henrettelser af modstandsfolk, fangedeportationer og overfaldet på politiet. Strejkerne blev ofte dikteret af Frihedsrådet som 24-timers-protester.

Strejkerne bekræftede rådets autoritet i befolkningen, og hos de allierede fremmede det Danmarks anseelse. Under den store københavnske folkestrejke sendte Frihedsrådet og den illegale presse dagligt nyheder til London og New York. Det gav fine overskriftet om et heroisk kæmpende Danmark. Rådet forhindrede også, at modstandsfolk blandede sig i den store folkestrejke med uanede konsekvenser som følge. For de danske politikere var der ikke længere nogen vej udenom. Man måtte nærme sig Frihedsrådet og derigennem gøre modstandssynspunktet til sit, ja til hele Danmarks fælles sag.