Hvad var jødeaktionen?
Den 1. oktober 1943 iværksatte tyskerne en aktion imod de godt 7.000 jøder, der boede i Danmark. Ved jødeaktionen blev 480 mennesker arresteret og deporteret til kz-lejren Theresienstadt i Tjekkiet. 52 af dem vendte aldrig tilbage.
Det lykkedes 95 % af jøderne at flygte til Sverige. Formålet med jødeaktionen var at fange og deportere jøderne i Danmark til udryddelseslejrene i Polen. Hitlers raceideologiske mordmaskine, som i 1943 allerede havde kostet millioner af europæiske jøder livet, var nu nået til Danmark. Indtil da havde det såkaldte "jødespørgsmål", det vil sige de godt 6.000 danske jøder samt 1.000 jødiske flygtninge, ikke været aktuelt i Danmark. Jøderne var historisk set vel tilpassede i det danske samfund. Werner Best så igennem fingre med det danske "jødespørgsmål", da han ikke ønskede at belaste den fordelagtige dansk-tyske samarbejdspolitik. Argumentet faldt bort, da den danske samarbejdsregering trådte tilbage efter augustoprøret 1943.
Hvordan var optakten til jødeaktionen?
I ly af den militære undtagelsestilstand, men også for at komme Berlin i forkøbet, tog Best selv initiativ til at få løst det danske "jødespørgsmål". Best sendte den 8. september 1943 et telegram til Berlin, hvori han foreslog en snarlig aktion mod jøderne i Danmark. Den 17. september indløb Hitlers førerordre om at gennemføre jødeaktionen i Danmark.
For taktikeren Best handlede det nu om at gennemføre jødeaktionen uden at ødelægge samarbejdet med departementschefstyret. Derfor lod Best den 28. september sin medarbejder George Duckwitz advare ledende socialdemokratiske politikere om, at rygtet om en nært forestående jødeaktion var sandt. Samme nat gik advarslen videre til det jødiske trossamfund, så dets medlemmer kunne gå under jorden og forberede flugten til Sverige. Ikke desto mindre var departementscheferne tæt på at spolere hele redningsaktionen, da de meget naivt foreslog, at internering var den bedste beskyttelse af jøderne i Danmark. Best afviste interneringsplanen, og den 1. oktober gik jødeaktionen som planlagt i gang. Havde Best sagt ja, kunne katastrofen være sket. Nemlig at den danske stat havde fået interneret og samlet de fleste jøder, hvorpå tyskerne kunne kræve dem udleveret og deporteret til udryddelseslejre.
Hvordan foregik jødeaktionen?
Selve jødeaktionen foregik om aftenen den 1. oktober 1943. I lastvogne kørte tyske politisoldater og danske Schalburg-folk rundt i landet, hvor de brutalt opsøgte jøder i deres hjem. Imidlertid havde langt de fleste jøder forladt deres hjem og var gået under jorden. Knap 300 jøder blev anholdt ved den første aktionsbølge, og de blev – i øvrigt sammen med 150 kommunister fra Horserødlejren – øjeblikkeligt sendt med fragtskib og godsvogne til kz-lejr.
I de følgende dage fulgte flere arrestationer og deportationer af de i alt 480 jøder i Danmark, der ikke var reddet til Sverige. Den 5. oktober kunne Best over for Berlin erklære Danmark "Judenrein", og dagen efter blev undtagelsestilstanden ophævet. Samarbejdet imellem Best og Svenningsen fra departementschefstyret kunne fortsætte.
Hvordan foregik redningsaktionen af jøderne til Sverige?
Den danske redningsaktion af jøderne over Øresund er kaldet en besættelsestidens "finest hour". I ugerne efter jødeaktionen den 1. oktober 1943 hjalp almindelige danskere godt 7.000 jøder med at flygte til Sverige, om end 197 jøder arresteredes under flugten. Hermed reddede 95 % af jøderne i Danmark livet.
Sammenlignet med andre europæiske lande var det fantastisk: Omkring 40 % af de norske jøder og 75 % af jøderne i Holland mistede livet.
Redningsaktionen kom i stand lige efter jødeaktionen, som den danske befolkning tog kraftigt afstand fra. Antisemitismen (jødehadet) var ikke udbredt i det danske samfund, og tusindvis af danskere valgte i medfølelse og protest at bryde loven og hjælpe jøder i Danmark på flugt. Almindelige danskere hjalp med at give husly, tøj, mad og penge til de jødiske flygtninge. Andre danskere planlagde og hjalp ved selve flugten til Sverige. De sikrede flugtruter, skaffede transport og sejlede skibene, hvorfor mange af kystpolitiets betjente og fiskere på Øresund fik stor betydning for jødeaktionen. I små robåde, fiskerbåde og store sejlskibe kom de jødiske flygtninge til Sverige, der den 2. oktober 1943 havde erklæret sig villig til at modtage alle danske jøder. I alt sejlede 6-700 transporter over Øresund i de to uger, som redningsaktionen varede.
Hvorfor blev redningsaktionen af jøder så vellykket?
Årsagerne til den succesfulde redningsaktion var flere.
- For det første det store og velorganiserede hjælpearbejde, som danskerne ydede – om end nogle fiskere tog sig meget godt betalt for arbejdet.
- For det andet boede langt de fleste jøder i København, hvilket gjorde afstanden til det sikre Sverige kort – en person flygtede sågar ved at svømme over Øresund.
- For det tredje havde tyskerne bevidst forholdt sig passive under redningsaktionen. Værnemagten undlod i høj grad at patruljere og bevogte til lands, ved kyst og til havs.
Derved undgik besættelsesmagten besværet med danskerne, for Best var i princippet ligeglad med, om "jødespørgsmålet" blev løst via deportationer til kz-lejr eller transporter til Sverige. Men lad det sidste ord tilhøre en jødisk flygtning, der reddede livet: "Med en enestående hjælpsomhed har hele den danske befolkning stillet sig på jødernes side, huset dem, hjulpet dem på enhver tænkelig måde … hvad der er foregået ville man tro var overdrevet, hvis man så det på film."
Hvad var aktionen imod dansk politi?
Den 19. september 1944 overfaldt besættelsesmagten det danske politi. Tyskerne opløste politiet og arresterede 2.000 politifolk. De blev sendt til Frøslevlejren i Sønderjylland, mens andre 8.000 betjente gik under jorden. Resten af Besættelsen kaldes derfor den politiløse tid.
Aktionen mod politiet var speciel, da den brød med gængs tysk besættelsespolitik i Danmark. For tyskerne fremstod det hjemlige politi som et nyttigt redskab til at holde ro og orden i landet. Det gjaldt især i forhold til optrævlingen af modstandsgrupper, hvor politiets lokalkendskab var af stor værdi. Aktionen mod dansk politi (Operation Möve) fik et langt forspil og efterspil, hvor især departementschefstyrets chef Svenningsen stod centralt.
I foråret 1944 foregik politiforhandlingerne. Her stillede Best den 12. maj krav om, at dansk politi overtog bevogtningen af en række danske industrivirksomheder, som var oplagte mål for sabotage. Accepterede departementscheferne ikke, ville politistyrken blive reduceret til en tredjedel. For at vise alvoren bag truslen arresterede Gestapo en række højtstående politifolk under den såkaldte politimesteraktion.
Departementscheferne og politikerne var splittede, men den 5. juni fik Best svaret nej. Også politikernes stærke mand, socialdemokraten Buhl, sagde nej, men det var efter, at Buhl havde loddet stemningen hos Frihedsrådet og de allierede. Afvisningen af Bests krav var et vendepunkt for de gamle samarbejdspolitikere, der nu forsøgte at koble sig på modstandssynspunktet.
Hvordan forløb aktionen imod dansk politi?
I juni begyndte chefen for det tyske politi, Pancke, at forberede reduktionen af dansk politi, men folkestrejken kom imellem. Folkestrejken viste tyskerne, at den danske statsmagt og politiet ikke kunne styre sin befolkning. Midt under folkestrejkebølgen gik Pancke den 19. september i aktion, ud fra et argument om, at dansk politi i tilfælde af allieret invasion udgjorde en sikkerhedstrussel for besættelsesmagten.
Aktionen mod politiet kom uden varsel. Tyske tropper stormede politistationer i større danske byer. 2.000 betjente og 250 grænsegendarmer blev afvæbnet, arresteret og deporteret til tysk koncentrationslejr. Selvom en del betjente fra årsskiftet 1944/45 kom tilbage til Danmark, mistede 81 livet som følge af aktionen. Af de øvrige 8.000 politifolk valgte mange at gå under jorden. De kom ind i det illegale politi, der stod for det såkaldte centralkartotek over danske landssvigere. Andre igen deltog i egentlig modstandskamp, hvilket skaffede et ellers "tyskvenligt" dansk politi oprejsning i befolkningens øjne.
Hvad blev konsekvensen af ’den politiløse tid’?
Den politiløse tid var præget af øget kriminalitet, og de flere voldsforbrydelser og sortbørshandlen var svære at retsforfølge. For at skabe tryghed i samfundet oprettedes over alt i landet kommunale vagtværn. En slags vægterkorps som ubevæbnet patruljerede for at forebygge, stoppe og anmelde kriminalitet. Den 13. maj 1945, da politiet vendte tilbage, lå alene i København 18.000 sager og ventede på politimæssig efterforskning.
Aktionen mod politiet udløste en alvor krise i departementschefstyret, hvor et flertal af "cheferne" øjeblikkelig ønskede at træde tilbage. Frihedsrådet og Buhls politikere opfordrede også til, at "cheferne" trak sig, for hvordan kunne de i praksis lede landet uden en udøvende magt (politiet)? Omvendt mente Svenningsen og erhvervslivet, at "cheferne" skulle fortsætte og dermed undgå et: "kæmpemæssigt skridt ind i lovløsheden". Ifølge ”Samarbejde og modstand under besættelsen”, s. 265 (se kilder).
Efter fire dages intense forhandlinger i det ledende Danmark, valgte departementscheferne at blive siddende. Nok en gang vejede et skånsomt dansk-tysk samarbejde tungere end et brud. Besættelsen ud sad departementschefstyret, men det var mere isoleret.
Hvordan var hverdagen i den sidste del af besættelsestiden?
Den sidste barske vinter og det lange forår var hård for danskerne, idet krigens død og ødelæggelse kom tættere på. Selvom befrielsen syntes nært forestående, bar de sidste måneder præg af træthed, nød og angst. Vare- og ressourceknaphed satte sit præg på dagligdagen, og tusinder manglede de mest basale fornødenheder som mad, tøj og bolig. Rå, desperate kampe på liv og død imellem tyskerne og frihedskæmpere gjorde det utrygt at færdes på gaden. På de daglige sabotageaktioner og stikkerlikvideringer svarede tyskerne og deres danske håndlangere igen med massiv modterror.
Modstandsmanden Gunnar Dyrberg skrev: "Nazister skal dræbes, hvis de gør modstand. Stikkere og danske SS-mænd skal dræbes, hvor de antræffes. De er fredløse. Det er blevet en krig uden nåde." Ifølge ”Disse fem år”, s. 338 (se kilder).
Krigens gru kom ind på livet af danskerne. Omkring 250.000 tyske flygtninge, kvinder, børn, gamle og soldater ankom til Danmark i de sidst måneder af Besættelsen. De var på flugt fra et sønderbombet Tyskland og blev indkvarteret over alt, hvor der var plads.
Hvilke luftbombardementer ramte Danmark i slutningen af besættelsestiden?
Men der var også allierede luftbombardementer af Danmark, som skabte død og ødelæggelse.
De allieredes luftbombardementer var rettet imod militære mål, om end det to gange kostede civile livet. Det blev tragisk, da englænderne den 21. marts 1945 angreb tyskerne i Shellhuset i København. En af bombemaskinerne styrtede ned over Den franske Skole på Frederiksberg. Det fik de efterfølgende fly til at tro, at skolen var bombemålet, så de smed deres last samme sted. Det kostede 99 primært børn livet og sårede 67. Den anden gang var det sovjetiske luftangreb på Rønne og Nexø den 7-8. maj 1945.
Disse meningsløse voldsomme angreb, som led i Bornholms befrielse, kostede ni danskere livet og sårede adskillige: At tabstallene ikke var større skyldtes, at byerne blev fuldstændig rømmet efter den første dags angreb. Begge byer fik totalødelagt hundredvis af huse.
Hvad skete der med de danske koncentrationslejrfanger?
Omkring 6.000 danske fanger sendtes i tysk koncentrationslejr. Ved udgangen af 1944 kom de første danskere tilbage til Frøslevlejren i Sønderjylland. Det blev muligt at sende nødhjælpspakker og tøj, finansieret af den danske stat ned til de mange danskere, der fortsat sad i koncentrationslejrene.
I marts 1945 fik svensk Røde Kors og dets præsident greve Folke Bernadotte tilladelse fra Tyskland til at samle de danske og norske fanger i den tyske koncentrationslejr Neuengammen ved Hamburg. I april blev fangerne fragtet med de berømte hvide busser til Danmark og Sverige, og den 15. april blev de danske jøder hentet i Theresienstadt i Tjekkiet. Derimod måtte de 150 danske kommunister, der sad i Stutthoflejren i Polen, ud på den lange dødsmarch, som kostede ni livet. I alt omkom 600 danskere i de tyske koncentrationslejre.
Hvordan forløb befrielsen?
Fredag den 4. maj 1945 kl. 20.35 lød befrielsesbudskabet over radioens BBC: "I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig." Ifølge ”Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-45”, s. 26 (se kilder). Danmark var atter frit! Jublende menneskemængder fyldte gadebilledet. I vinduerne tændtes stearinlys som tegn på, at den mørke tid var forbi.
Næste morgen den 5. maj kl. 08.00 trådte den tyske kapitulation i kraft. Det skete ved, at den engelske general Dewing landede i København og modtog den tyske general Lindemanns formelle kapitulation. Bornholm måtte dog vente til den 9. maj kl. 00.00 på, at tyskerne kapitulerede til de sovjetiske styrker. Den 12. maj kunne danskerne langt om længe fejre deres engelske befrier og helt, feltmarskal Montgomery, som i triumftog kørte gennem København.
Den 5. maj blev undergrundshæren mobiliseret. Hermed kom de talstærke militære ventegrupper, Den Danske Brigade samt alle "de sidste dages hellige" endelig i aktion.
Hvilke opgaver skulle undergrundshæren løse efter befrielsen?
To opgaver forelå for undergrundshæren, før den gradvis blev opløst i løbet af sommeren 1945. Den ene var bevogtningen af vigtige danske bygninger, eksempelvis kraft- og vandværker, som man frygtede at tyske og danske desperadoer ville ødelægge – det skete ikke. Den anden opgave var større og mere farlig. Den bestod i interneringen af de 22.000 personer, som Frihedsrådets Arrestationsudvalg siden sommeren 1944 havde samlet i det såkaldte Centralkartotek. Det var en navneliste over personer, som skulle anklages efter befrielsen, men også over folk, der af den ene eller anden grund skulle beskyttes. Det gjaldt blandt andet tyskerpigerne, som almindelige danskere klippede håret af og klædte nøgne, fordi de havde været kærester med tyske soldater. Skræmmebilledet var Frankrig, hvor 40.000 blev dræbt som følge af befolkningens selvjustits. Det ønskede man i Danmark at undgå. Efter kort tids ulovlig internering blev mange sat på fri fod igen. I august 1945 sad 14.000 stadig i varetægtsfængsel og ventede på retsopgøret.
Selvom Danmark undgik selvjustits, var de glade majdage præget af danskeres klapjagt og overgreb på forsvarsløse, som udtryk for indestængt hævntørst og magtesløshed under Besættelsen. Hertil kom, at langt fra alle, der havde været i tysk tjeneste, overgav sig frivilligt til modstandsfolkene. Alene i København blev 83 mennesker dræbt og godt 500 såret under svære ildkampe i forbindelse med interneringen.
Hvad menes med kapløbet om Danmark?
Danmark var en lille brik i de store landes spil om afslutningen på Anden Verdenskrig. Sat uden for indflydelse var de sidste uger op til befrielsen præget af panisk søgen efter at opnå en befrielsesaftale med de store lande.
Danskerne frygtede to ting: Dels at det ville blive de sovjetiske tropper, som befriede Danmark, dels at besættelsesmagten ikke ville kapitulere uden kamp. Mange parter deltog i det forvirrede kapløb om at redde Danmark.
I Danmark havde man længe regnet med, at befrielsen ville komme fra vestlig side, altså med engelske og amerikanske tropper og ikke fra østlig, sovjetisk side. Europa var i 1944 blevet delt i en vestlig og østlig interessesfære, men der lå ingen klar aftale om netop Danmarks fremtidige status. Så sent som i februar 1945 udskød England, USA og Sovjetunionen det danske spørgsmål. Imens bevægede Stalins Røde Hær sig hurtigt frem vestover, og den danske panik begyndte så småt at brede sig. I aprildagene 1945 kunne ingen i Danmark vide, hvilke planer russerne havde. I dag mener historikerne, at Stalin på dette tidspunkt havde affundet sig med, at Danmark var engelsk interesseområde. Mens Bornholm skulle befries af den Røde Hær alene for at holde alle muligheder åbne for en fremtidig russisk indflydelse på det danske spørgsmål.
Gentagne gange rettede de danske politikere og Frihedsrådet henvendelse til de allierede i vest og øst for at få vished om Danmarks status, men forgæves. I stedet steg danskernes kommunistfrygt til panikagtige højder.
Skrækscenariet var et statskup fra de danske kommunister ved hjælp af russiske bajonetter. Men kommunisterne havde ingen kupplaner – og i øvrigt kun 175 bevæbnede mænd i modstandsgruppen BOPA.
Hvordan blev kapløbet om Danmark afsluttet?
Den 2. maj 1945 nåede englænderne den nordtyske by Lübeck. Dermed var Østersøen og Danmark sikret. Men nu blev de vestlige allierede grebet af panik i tolvte time. Der lød rygter om, at russiske faldskærmstropper var landet på Stevns, og at deres flåde lå klar til invasion ved Østersøen. Både den engelske premierminister Churchill og den amerikanske præsident Eisenhower blev involveret, før førstnævnte den 5. maj kunne berolige alle med, at Stalins invasion af Danmark var forpurret. Det såkaldte kapløb udsprang af grundløse rygter. Men det illustrerer datidens utvetydige frygt og tvivl om, hvor Danmark i fremtiden ville ende.
Den danske frygt for, at besættelsesmagten ikke ville overgive sig uden kamp hang sammen med russerfrygten. For var der én ting, der ville bringe de 170.000 tyske soldater, der stod i Danmark, i kamp, så var det, at Sovjetunionen kom først til landet. Den 15. april 1945 udtalte besættelsesmagtens øverstbefalende, General Lindemann, at han ville forsvare Danmark: "imod ethvert angreb, fra hvilken side det end måtte komme, til sidste patron og sidste åndedrag." Ifølge ”Samarbejde og modstand under besættelsen”, s. 294 (se kilder).
Trods de danske politikere, Frihedsrådet og Bests initiativer til at sikre en fredelig tysk kapitulation i Danmark, skete der intet. Først den 2. maj, da de sidste storpolitiske brikker var faldet på plads, blev den danske situation afklaret. Da stod de engelske styrker ved Østersøen og havde så at sige lukket døren mod øst. I sikker afstand fra det frygtede russiske fangenskab begyndte de nordtyske tropper at overgive sig til de engelske og amerikanske styrker.
Den 5. maj var turen nået til Danmark, hvor også Lindemann bøjede sig og kapitulerede uden kamp.