Mandelas forsvarer og barnebarn
Mandelas forsvarer og barnebarn er sammen ved en ved en ceremoni i Pretoria den 14. december 2014.
Foto: Stefan Heuns / Scanpix

Apartheid i Sydafrika

Artikel type
faktalink
journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af journalist og historiker Nina Trige Andersen, maj 2014
Top image group
Mandelas forsvarer og barnebarn
Mandelas forsvarer og barnebarn er sammen ved en ved en ceremoni i Pretoria den 14. december 2014.
Foto: Stefan Heuns / Scanpix
Main image
Billedet, som er taget den 16. april 1994, viser Nelson Mandelatilhængere hængede på en stor plakat uden for Durban. Sydafrika afholder sit første frie valg efter 46 års apartheidstyre.
Billedet, som er taget den 16. april 1994, viser Nelson Mandelatilhængere hængede på en stor plakat uden for Durban. Sydafrika afholder sit første frie valg efter 46 års apartheidstyre.
Foto: Alexander Joe / Scanpix

I Sydafrika var der fra 1948-1994 apartheid. Det vil sige, at der var total adskillelse mellem racerne. Hvide havde bedre forhold end sorte, farvede og asiater og sad på den politiske og økonomiske magt. Især den sorte befolkningsgruppe blev voldsomt undertrykt. Først efter mange års voldelig modstand mod apartheid-styret blev det racistiske system afskaffet, og modstandsbevægelsens mest kendte leder, Nelson Mandela, blev landets nye præsident. Men selv om Sydafrika er en demokratisk stat, er der stadig mange konflikter mellem sorte og hvide, og forsoningsprocessen er endnu ikke afsluttet. Desuden har de sorte fortsat langt dårligere forhold end de hvide, selv om de to befolkningsgrupper har samme formelle rettigheder.

Efter Nelson Mandelas lange sygdomsperiode og død i december 2013 hersker stor usikkerhed om, hvor Sydafrika nu vil bevæge sig hen demokratisk og politisk. 

 

 

Baggrunden for apartheid

Indledning

Nelson Mandela under en tale i Soweto 1999. Foto: Greg Marinovich/Polfoto
Nelson Mandela under
en tale i Soweto 1999.
Foto: Greg Marinovich/Polfoto

I Sydafrika var der fra 1948-1994 apartheid. Det vil sige, at der var total adskillelse mellem racerne. Hvide havde bedre forhold end sorte, farvede og asiater og sad på den politiske og økonomiske magt. Især den sorte befolkningsgruppe blev voldsomt undertrykt.

Først efter mange års voldelig modstand mod apartheid-styret blev det racistiske system afskaffet, og modstandsbevægelsens mest kendte leder, Nelson Mandela, blev landets nye præsident.

Men selv om Sydafrika er en demokratisk stat, er der stadig mange konflikter mellem sorte og hvide, og forsoningsprocessen er endnu ikke afsluttet. Desuden har de sorte fortsat langt dårligere forhold end de hvide, selv om de to befolkningsgrupper har samme formelle rettigheder.

Hvad er apartheid

Apartheid betyder oprindeligt "adskillelse" på afrikaan, det sprog, som en stor del af de hvide i Sydafrika har som modersmål. 

Apartheid er en racistisk ideologi. Den baserer sig på, at det er nødvendigt og formålstjenligt at adskille de forskellige racer, og at den hvide race bør have magten og lede samfundet. Denne ideologi blev udviklet i Sydafrika for flere hundrede år siden, men blev først formuleret som en samlet politik under dette navn i 1948 af Nationalistpartiet i Sydafrika. 

Ideen om race handlede om genetik og udseende. For eksempel blev befolkningen inddelt i fire grupper:

  • Sorte
  • Farvede
  • Hvide
  • Asiater

Det var den enkelte persons udseende, der afgjorde, hvor personen hørte hjemme. Det gjaldt for eksempel hårets snoning, næsens bredde og hudfarven. 

Målet med apartheid var, at de hvide på sigt kunne leve helt uden kontakt med farvede og sorte, hvilket beskrives i følgende citat fra 1978 af en minister i regeringen, bragt i Gert Clevins bog "Sydafrika" (se kilder): "Hvis vores politik skal føres til den logiske konklusion, vil der ikke være en eneste sort mand med sydafrikansk statsborgerskab i vort land."  

En anden apartheid-politiker, J.B. Vorster sammenlignede ifølge opslaget om 'apartheid' på hjemmesiden "Leksikon for et 21. århundrede" (se kilder) i 1942 apartheid med fascime og nazisme: "Vi står for kristen nationalisme, som er en allieret til nationalsocialismen. Man kan kalde dette demokratiske princip for diktatur, hvis man ønsker det. I Italien kaldes det fascisme, i Tyskland nationalsocialisme og i Sydafrika kristen nationalisme."

Hvor har der været apartheid?

Apartheid er et begreb, der især forbindes m. Sydafrika, hvor begrebet blev opfundet af Nationalistpartiet som en betegnelse for dets racistiske ideologi.

Apartheid var en realitet i Sydafrika fra 1948 frem til 1994, hvor det formelt blev afskaffet. Desuden blev apartheid indført i Namibia, efter af briterne havde invaderet landet fra Sydafrika omkring 1914. Efter 1. Verdenskrig blev landet overdraget til Folkeforbundet (det senere FN), som lod Sydafrika stå for den konkrete administration. Det betød, at der i takt med indførelsen af apartheid i Sydafrika blev indført et lignende system i Namibia, hvor sydafrikanske boere og tyske 'settlere' samarbejdede om at undertrykke den sorte del af befolkningen.  

Derfor besluttede FN's Generalforsamling allerede i 1966, at Namibia ikke længere skulle høre ind under Sydafrika som mandatområde, men i 1974 erklærede Sydafrika officielt, at det ville annektere Namibia, og trods protester fra FN og voldsom modstand fra guerillabevægelsen i landet, sad et lokalt apartheid-styre med direkte forbindelse til Sydafrikas regering på magten frem til slutningen af 1980'erne. 

I november 1989 blev der afholdt frie valg i landet, og friheds- og guerillabevægelsen SWAPO fik 60% af stemmerne, ligesom ANC fik 60 % af stemmerne ved det første frie valg i Sydafrika fem år senere. Uafhængigheden fra Sydafrika blev proklameret den 21. marts 1990.  

Også i Rhodesia (det nuværende Zimbabwe) var der i en årrække apartheid-styre. Grundlaget for apartheid blev her lagt, da en britisk eventyrer, Cecil Rhodes, i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet støttet af den britiske regering erobrede store landområder ved hjælp af lejesoldater fra Sydafrika. I 1923 fik landet formelt en form for selvstyre, men var underlagt den britiske krone. I praksis havde det hvide mindretal frie hænder, og Storbritannien brød aldrig ind for at hindre undertrykkelse eller racediskriminerende lovgivning. 

Det økonomiske og politiske grundlag var helt frem til 1980 baseret på bestemmelserne om jordfordeling og de sortes rolle som lavtlønnet arbejdskraft i europæisk ejede miner, fabrikker, godser og plantager.  

Lokalbefolkningen blev presset ind i reservater, og omkring halvdelen af al jord blev registreret som 'hvide områder'. Omkring 1960 sad de hvide på omkring 70% af jorden. Efter en årrække med borgerkrigslignende tilstande blev det apartheid-lignende system afskaffet i 1980, og den sorte præsident Robert Mugabe blev valgt som præsident. Siden har landet udviklet sig i retning af en diktatorisk etpartistat, og såkaldte 'sorte krigsveteraner' har angrebet hvide farmere.

Hvad er apartheid i dag?

Når man bruger begrebet apartheid, henviser det primært til den ideologi, der herskede i Sydafrika og omkringliggende lande i en bestemt periode, og som havde adskillelse af racer og undertrykkelse af den sorte del af befolkningen som sine karakteristika. 

Nogle personer bruger dog også begrebet apartheid om situationen i andre lande for at understrege, at de mener, at forholdene her minder om forholdene i Sydafrika under apartheid eller kan sammenlignes med de forhold. Der er for eksempel mennesker, der mener, at Israels undertrykkelse af palæstinenserne i selve Israel og i de besatte områder kan sammenlignes med de hvides behandling af de sorte i Sydafrika frem til 1948.

Hvornår opstod apartheid i Sydafrika?

Apartheid har baggrund i de hvides kolonistyre, der på mange måder ikke var anderledes end i andre kolonier med en europæisk befolkning som magthavere. En bevidst racediskrimination gik ud på at holde racerne adskilt og især at holde alle ikke-hvide uden for økonomisk og politisk indflydelse. Det væsentlige var, at de hvide ønskede at bevare magten over samfundsgoderne og anså sig selv for at være en højerestående race end de sorte.

De hvide boere, som var af hollandsk afstamning, anså sig selv for at være Guds udvalgte folk i Sydafrika og så det derfor som deres pligt og ret at bestemme over de sorte. Disse boere kom til området allerede i 1600-tallet. Man kan således sige, at apartheid som tankegang og ideologi har en lang historie i Sydafrika, men blev først for alvor nedskrevet i form af love og regler fra 1948, hvor Nationalistpartiet kom til magten. Denne proces beskrives blandt andet i Gert Clevins bog "Sydafrika" og i bogen "Sydafrika - en nation under forvandling" (se kilder).

Hvordan blev apartheid indført i Sydafrika?

Apartheid som formelt system opstod, fordi Nationalistpartiet kom til magten ved parlamentsvalget i 1948. Det var Nationalistpartiet selv, der kaldte deres ideologi apartheid. De sorte havde ikke stemmeret, det var de hvide, der stemte på hvide kandidater. Og de hvide var allerede gennem mange år blevet præget af den tankegang, der lå i apartheid-politikken. På mange måder var apartheid allerede en realitet, da Nationalistpartiet kom til magten i 1948 efter en stor sejr ved parlamentsvalget. 

Derfor blev apartheid som statssystem indført som en fortsættelse eller skærpelse af de forhold, der allerede var i Sydafrika. Det skete ved at lave en lang række love, der sikrede de hvides magt over de sorte og en konsekvent adskillelse af de fire grupper, som apartheid-styret opdelte befolkningen i: Hvide, farvede, asiater og sorte.  

I grundloven stod der "Ingen lighed mellem hvid eller sort hverken i kirken eller i samfundet." I 1994 var der mere end 15.000 forordninger og 200 egentlige love om raceadskillelse. De var alle et resultat af fire principper:

  • Inddeling i racegrupper
  • Fysisk adskillelse af racegrupperne
  • Ingen politiske frihedsrettigheder til de sorte
  • Ingen mulighed for social mobilitet for de sorte

Den konsekvente adskillelse og håndhævelsen af lovene indebar brutal undertrykkelse af store grupper, fængslinger, tortur, drab og anden form for vold fra statsmagtens side. Enhver, der var mistænkt for at være imod regeringens principper, kunne fængsles og tilbageholdes i op til 180 dage, før de blev stillet for en dommer, og politiske fanger kunne fængsles på ubestemt tid. Også børn blev fængslet. 

Indførelsen af apartheid beskrives i Gert Clevins bog "Sydafrika" og på Danmarks Radios baggrundssite om forsoningsprocessen i Sydafrika efter apartheid (se kilder).

Hvilken baggrund har de hvide?

Den hvide befolkning består af to hovedgrupper, boerne (også kaldet afrikaanere), der har hollandsk baggrund, og englænderne. Det beskrives i Gert Clevins bog "Sydafrika" (se kilder). 

Hvide med boer-baggrund udgør i dag cirka 60 % af de hvide, mens hvide med engelsk baggrund udgør cirka 40 %.  

Afrikaanere var de første, der slog sig ned i det nuværende Sydafrika. Det var i 1600-tallet, da hollandske handelsrejsende oprettede en forsyningsstation i det nuværende Cape Town, hvor skibe på vej til Østen kunne lægge til. En del hollændere slog sig permanent ned i området. 

I 1806 erobrede englænderne området, og fra 1820 hentede englænderne nybyggere hjemmefra til Sydafrika. I 1833 ophævede englænderne slaveriet i Sydafrika, hvilket boerne blev vrede over, da de drev deres landbrug ved hjælp af sorte slaver. Men efter flere borgerkrige mellem de to hvide grupper blev Den Sydafrikanske Union dannet i 1910. Der er dog fortsat spændinger mellem de to hvide grupper.  

Ud over englændere og boere er der nogle få portugisere, grækere, tyskere og italienere blandt de hvide.

Hvilken baggrund har de farvede?

De farvede er efterkommere af de oprindelige stammefolk i Sydafrika, San-folket og Khoikhoi-folket, og hvide indvandrere. Hollandske kolonister giftede sig med San- og Khoikhoi-folkenes kvinder helt tilbage i 1600-tallet, gjorde mændene til slaver og dræbte mange. San-folket blev stort set udryddet. Men efterkommerne af de blandede ægteskaber hører til den farvede befolkningsgruppe. Det gør også efterkommere af de slaver, hollænderne havde hentet i Indonesien og forskellige steder i Afrika.

Hvilken baggrund har asiaterne?

Den asiatiske befolkningsgruppe i Sydafrika består især af indere, der kom til landet fra 1860-1911. I den periode havde englænderne magten i området og etablerede store sukkerplantager, som de importerede indere til at arbejde i. De blev bragt fra den engelske koloni på det engelske subkontinent og ansat på årelange kontrakter. Når kontrakterne udløb, kunne de blive sendt hjem, forny kontrakten eller få et lille stykke jord, som de selv kunne dyrke. De fleste valgte det sidste. 

Blandt asiaterne i Sydafrika findes desuden en mindre gruppe kinesere, der ligesom inderne blev hentet til landet som billig arbejdskraft. De blev brugt som kontraktarbejdere i landets mange miner og kom til landet i begyndelsen af 1900-tallet.

Hvilken baggrund har de sorte?

De sorte er efterkommere af den bantu-talende befolkningsgruppe, som indvandrede til det nuværende Sydafrika fra Centralafrika for cirka 2.000 år siden. De sorte levede i velorganiserede stammesamfund, der blev styret af konger eller høvdinge, og de levede af kvægavl og agerbrug. De forskellige stammer talte (og taler) forskellige sprog og har og havde forskellige kulturer og religiøse forestillinger.

Forholdene under apartheid

Hvordan var lovgivningen under apartheid?

Lovgivningen var præget af ét overordnet formål: At sikre de hvide magten og privilegierne og forhindre, at de andre racer - især de sorte - fik adgang til magten og de økonomiske, politiske og kulturelle ressourcer. Det gjorde man blandt andet ved at indføre over 200 love om raceadskillelsen. Følgende love var blandt de mest betydningsfulde og blandt de første under apartheid:
  • Registreringsloven: Slog fast, at alle borgere over 16 år skulle udstyres med et identifikationskort, hvor det stod, hvilken af de fire racegrupper de tilhørte. Det var embedsmænd, der bestemte, hvilken gruppe man hørte til i. Embedsmanden lavede blandt andet 'blyantsprøven' ved at stikke en blyant ind i personens frisure. Blev blyanten siddende, var man sort, ellers farvet.
  • Loven om Adskilte Faciliteter: Betød, at de forskellige racer ikke måtte bruge samme faciliteter og opholde sig samme steder. Hvide havde egne områder, sorte, farvede og asiater måtte nøjes med de områder, de blev tildelt. Det gjaldt for eksempel strande, parkbænke, elevatorer, offentlige toiletter, jernbaneperroner, skranker i offentlige bygninger.

    Loven om Blandede Ægteskaber:

  • Loven om Umoral: Forbød sex mellem hvide og ikke-hvide.
  • Lov om Adskilt Beboelse: Denne lov gav de hvide byråd pligt til at lave særlige by- og boligområder (townships) til sorte, farvede og asiater, så de blev holdt væk fra de hvides kvarterer. Disse townships blev derfor placeret langt fra bymidten og de hvides boligkvarterer.
  • Lov til Forhindring af Ulovlig Bosættelse: Gav myndighederne mulighed for at tvangsfjerne folk fra offentlig og privat jord. Loven blev blandt andet brugt til at tvinge sorte ud i de townships og reservater, der blev grundlagt til dem.
  • Lov om Fremme af Bantu-selvstyre: Loven gjorde det muligt at samle alle sorte i bestemte reservater, såkaldte bantustans. Hver stamme skulle have sin egen 'bantustan'.

Hvad betød apartheid for uddannelse?

Apartheid betød, at de sorte havde langt dårligere mulighed for at få uddannelse end de hvide. "Lov om Bantu-uddannelse" betød, at sorte børn skulle undervises efter et andet pensum end andre børn. Halvdelen af undervisningen skulle gennemføres på børnenes modersmål, selv om de ofte ikke kendte det godt nok. 

Desuden blev der indført regler for, hvor meget børnene måtte lære. For eksempel mente regeringen ikke, at de sorte børn skulle lære matematik, da de sorte skulle benyttes som billig arbejdskraft i miner og på fabrikker.

Den dårlige uddannelse i de sorte skoler fik i 1976 børn og unge til at protestere mod regeringen i den sorte township Soweto. Militær og politi greb ind, og 16 børn og unge blev dræbt af politiets skud. Opstanden og forholdene i Soweto beskrives i Sean Sheehans bog "Sydafrika efter apartheid".

Hvad betød apartheid for de sortes hverdag?

Apartheid betød, at det var hudfarven, der bestemte, hvor man måtte bo, bevæge sig, arbejde, gå i skole, gå i biografen, tage på stranden og så videre Især de sorte var stærkt begrænsede i deres hverdag.

Mere end 3 millioner mennesker blev ifølge Gert Clevins bog "Sydafrika" (se kilder) tvangsforflyttet til de nye bantustans, som apartheid-styret oprettede fra 1959-1984. Mange af dem havde aldrig før været i det område, som styret påstod var deres naturlige hjemland. Samtidig fik de frataget deres sydafrikanske statsborgerskab, hvilket betød, at de ikke kunne rejse ud af landet.  

Samtidig var det svært for de sorte at overleve i deres bantustans, da jorden var dårlig og befolkningstætheden ofte stor. Mange mænd valgte derfor at arbejde på fabrikker og i miner eller på hvide farmeres jord. De arbejdede som regel 10-12 måneder, var så hjemme på besøg hos familien i en måneds tid og tog derefter af sted til byen igen. Det betød, at kvinderne var nødt til at tage sig af hjem og børn og ofte også drive lidt landbrug for at kunne brødføde familien.

Hvilke overgreb blev de sorte udsat for i dagligdagen?

Sydafrika under apartheid var en politistat, hvor både politi og militær brugte drab, tortur, voldtægt og vilkårlige fængslinger uden rettergang i forsøget på at undertrykke de sorte og deres kamp mod styret. Selv børn blev fængslet i lange perioder under usle vilkår og udsat for psykisk og fysisk vold. 

En del sorte, der deltog i modstanden mod apartheid, forsvandt under mystiske omstændigheder, og under høringerne i Sandheds- og Forsoningskommissionen (se nedenfor) indrømmede politifolk, at tortur var almindeligt udbredt i fængslerne, og at politiet hyrede lejesoldater til at dræbe navngivne personer, der kæmpede mod apartheid-styret.  

I 1970'erne blev 6-700.000 årlig dømt for overtrædelse af pasloven, og fra midten af 1985, hvor der blev erklæret undtagelsestilstand i store dele af landet, til slutningen af 1986, oversteg antallet af dræbte 750, og flere tusinde oppositionelle var interneret.

Der var således tale om systematisk forfølgelse af personer, der deltog i organiseret modstand og vilkårlig forfølgelse af personer, der viste det mindste tegn på modstand mod styret.