Hvad skyldes væksten i Afrika?
Kort fortalt er væksten ikke længere kun båret frem af salg af råvarer, men af en lang række underliggende tendenser, der gør den afrikanske vækst mere stabil end tidligere. Ifølge en rapport fra Dansk Industri om Afrikas økonomi (se kilder) skyldes væksten hovedsageligt følgende tendenser:
· Stigende privatforbrug: En voksende middelklasse og en købestærk elite er med til at skabe nye markeder, der ikke var grundlag for tidligere. I dag regnes en tredjedel af Afrikas indbyggere for at tilhøre middelklassen, og halvdelen af de afrikanske lande betegnes som middelindkomstlande.
· Mere eksport: Efterspørgsel på afrikanske mineraler og olie er blevet større i årenes løb i takt med, at verdens forbrug er øget, særligt i vækstlande som Kina og Indien.
· Udenlandske investeringer: Siden 2000 er investeringer i Afrika fra selskaber fra andre lande steget markant. Udover råvarer er det særligt tele- og finanssektoren, der har tiltrukket udenlandske investeringer. (Læs mere under: Hvilken rolle spiller Kina for Afrikas vækst?).
Hvad har priskrigen på olie betydet for Afrikas vækst?
Siden anden halvdel af 2014 har oliepriserne på verdensmarkedet haft et massivt fald på grund et stort udbud af olie. Efter en årrække med priser på over 100 dollar per tønde olie blev prisen halveret og ligger i dag på omkring 60 dollar per tønde. Det har lagt en dæmper på den økonomiske vækst – særligt i olieeksporterende lande som Angola og DR Congo, da de afrikanske lande samlet set eksporterer mere olie, end de importerer. Det fremgår af Verdensbankens fremskrivning af Afrikas økonomi syd for Sahara (se kilder).
Hvordan spiller den afrikanske vækst sammen med korruption?
Korruption er overordnet set et stort problem i Afrika, men over de seneste år er situationen blevet en smule bedre, skriver Dansk Industri i sin analyse af erhvervsklimaet i Afrika (se kilder). Samlet set er Afrika den region, der har forbedret sin placering på Transparency Internationals korruptionsindeks (CPI) mest. Det er dog nogle få lande, der trækker gennemsnittet op. For eksempel har Rwanda i dag et lavere opfattet niveau af korruption end lande som Italien, Tjekkiet og Tyrkiet, skriver Dansk Industri (se kilder).
Hvilken rolle spiller Kina for den økonomiske vækst i Afrika?
Kina har fået en central rolle i Afrikas økonomi og udvikling. For det første er Kina det land i verden, som afrikanske lande samlet set eksporterer mest til. Næsten en femtedel af al Afrikas handel med udlandet er i dag med Kina, mens andelen af handel med USA og de gamle europæiske kolonimagter som Storbritannien og Frankrig er blevet mindre. For det andet investerer Kina heftigt i Afrika: En sjettedel af al udenlandsk investering i Afrika stammer fra Kina, skriver den anerkendte amerikanske tænketank The Brookings Institute i en artikel fra 2014 (se kilder). Kineserne er blevet beskyldt for at plyndre de afrikanske naturressourcer med udvindinger i mineral-, gas- og olieindustrien. Investeringerne er for eksempel rettet mod olie i Nigeria og kobber i Zambia. Men Kinas investeringer har i dag et bredere fokus og dækker også infrastruktur og byggesektoren. Senest har Kina også bredt sig ud på det afrikanske telekommunikationsmarked, hvor kinesiske firmaer som Huawei Technologies og ZTE har etableret over 40 telekommunikationsnet i 30 forskellige afrikanske lande, skriver det amerikanske magasin Foreign Policy (se kilder).
Hvad betyder den økonomiske vækst i Afrika for Danmark?
Danske virksomheder er til stede i mange afrikanske lande, men ikke i så stor grad, som dansk erhvervsliv og danske politikere kunne ønske sig. Størstedelen af de danske erhvervsfremstød i Afrika ligger inden for handel og transport, for eksempel har Mærsk en stærk tilstedeværelse med transport og logistik. Andre virksomhedstyper, der retter deres ydelser og varer mod almindelige afrikaneres forbrugt, bliver dog også mere udbredt. For eksempel har smykkefirmaet Pandora åbnet butikker i Vestafrika. Danmark eksporterer hovedsageligt medicin, maskiner og fødevarer som frugt og grøntsager, kød og mejeriprodukter, og ifølge Dansk Industri er der er et stort potentiale for danske virksomheder i mere handel med og mere forretning i Afrika. Det skriver erhvervsorganisationen i en analyse af Afrikas erhvervsklima (se kilder). I efteråret 2019 besøgte den danske udenrigsminister Jeppe Kofod (S) den kenyanske by Mombasa for bl.a. at mødes med repræsentanter for Mærsk, der står for mere end en tredjedel af fragten i Østafrikas handelsknudepunkt. Her mødtes udenrigsministeren også med den danskstøttede organisation TradeMark East Africa, der arbejder for at fremme handel og konkurrencedygtighed i den østlige del af kontinentet (se kilder).
Hvilken indflydelse har væksten på arbejdsløsheden i Afrika?
Halvdelen af Afrikas befolkning er under 25 år, men selvom kontinentet oplever høj økonomisk vækst, følger antallet af arbejdspladser ikke med befolkningsudviklingen (læs mere i ”Hvem bliver rigere af de større økonomier?”). Ungdomsarbejdsløsheden syd for Sahara er omkring 13%, viser tal fra Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) (se kilder), men der findes lande i Afrika med ekstremt høj arbejdsløshed, hvilket har ført til opstande flere steder. Sydafrika, Afrikas næststørste økonomi, har en ungdomsarbejdsløshed på omkring 50%, og unge sydafrikanere beskylder de tusindvis af unge migranter fra nabolande som Zimbabwe og Mozambique for at stjæle deres jobs. Manglen på jobs har ført til en voldelig klapjagt på udenlandske afrikanere i nogle af de fattigste områder i Sydafrika, kan man læse i artiklen ”Unge afrikaneres arbejdsløshed fører til frustrationer og overgreb” i Kristeligt Dagblad (se kilder).