Hvilke store emner var på den politiske dagsorden?
I 1970’erne gik det for alvor gik op for både borgere og politikere, at olie- og kulbeholdningerne er begrænsede, og vedvarende energiformer som solfangere og vindmøller blev et varmt politisk emne. En øget miljøbevidsthed voksede frem, og det blev et udtalt politisk mål at finde mindre forurenende energikilder end de fossile brændstoffer. Indvandring blev også et stadigt større emne på den politiske dagsorden. Indvandringen til Danmark var i starten af 1970’erne præget af flygtningestrømme fra diktaturer i Spanien, Grækenland, Portugal og Latinamerika, fra fattigdom i Afrika og fra krigen i Vietnam. Det var nyt for Danmark at tage imod denne type flygtninge, og det vakte debat.
Atomkraft blev også et stærkt debatteret emne. Frygten for atomkrig var dominerende, og i 1974 blev græsrodsbevægelsen Organisationen til Oplysning om Atomkraft, OOA, stiftet. OOA protesterede imod den danske regerings planer om bygning af atomkræftværker som et modtræk til oliekrisen og som en reaktion på Sveriges indvielse af atomkraftværket Barsebäck. OOA voksede i 1970'erne med storstilede kampagner, fredelige massemarcher og underskriftindsamlinger, fremgår det af artiklen "Husker du: 8 ting fra 1970’erne" (se kilder).
De energipolitiske debatter og oliekrisen førte til et regeringsindgreb 25. november 1973, hvor man indførte såkaldt "bilfrie søndage". Fra den dag og indtil den 10. februar fik bilisterne kun lov at køre en enkelt søndag – lillejuleaften. Det kan man læse i artiklen "Bilfrie søndage i 1970’erne" i Nordjysk Historisk Avisarkiv (se kilder).
Den første ”bilfri søndag” i 1973 i Ålborg.
Hvordan ændrede det partipolitiske landskab i Folketinget sig?
Den tiltagende økonomiske krise satte spor i folkestemningen, og i 1973 fik befolkningens utilfredshed med de politiske beslutningstagere tydelige konsekvenser i form af det såkaldte "jordskredsvalg", hvor mere end 44% af vælgerne stemte anderledes, end de plejede, og 1/3 af folketingsmedlemmerne blev skiftet ud. Antallet af politiske partier i Folketinget blev i samme omgang fordoblet fra fem til ti. Tre af dem var nye partier: Centrum-Demokraterne (SD), Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet. Fremskridtspartiet gik til valg på mærkesager som indvandringsstop, afskaffelse af personskatten og en nedbarbering af den offentlige sektor med 90%. Centrum-Demokraterne, som var udsprunget af Socialdemokraternes højrefløj, gik med stifteren Erhard Jacobsen til valg på at sikre politisk samarbejde henover midten, skabe bedre vilkår for hus- og bilejere og dansk engagement i EF og NATO. Kristeligt Folkeparti, som også kom i Folketinget i 1973, var blevet stiftet i 1970 i protest mod frigivelsen af pornografien og liberaliseringen af abortloven, der betød, at det blev lovligt at foretage aborter.
Anker Jørgensen overdrager statsministerposten til Poul Hartling den 19.12.1973.
Hvordan forholdt Danmark sig politisk til indvandring?
Med den tiltagende arbejdsløshed i starten af 1970’erne, ændrede stemningen over for indvandrere sig. I 1960’erne blev indvandrerne generelt budt velkommen som kærkommen arbejdskraft. Men i begyndelsen af 1970’erne blev den offentlige såvel som politiske stemning mindre gæstfri. I 1973 blev regeringen med Socialdemokraterne i spidsen sammen med arbejdsmarkedets parter enige om at lave et øjeblikkeligt stop for indvandring af gæstearbejdere. Flygtninge havde fortsat adgang. Alligevel steg antallet af indvandrere fortsat de følgende år, fordi regler om familiesammenføring gav udlændinge ret til at få deres ægtefælle og børn under 18 år til Danmark. Det kan man læse i artiklen "Indvandringen i Danmark efter 1945" på Danmarkshistorien.dk, udarbejdet af Aarhus Universitet (se kilder).
Hvornår og hvordan blev Danmark medlem af EF?
Efter at den danske regering i næsten ti år havde ansøgt om optagelse i det europæiske fællesskab, EF, besluttede EF i slutningen af 1960’erne at forhandle med Danmark om medlemskab. På det tidspunkt var Frankrig, Italien, Luxemburg, Tyskland, Holland og Belgien allerede medlemmer. I begyndelsen af 1970’erne accepterede EF Danmark som medlem, men først skulle den danske befolkning høres. Den 2. oktober 1972 gik danskerne til folkeafstemning om EF-medlemskab. I tiden op til afstemningen dannede modstanderne af det europæiske fællesskab Folkebevægelsen mod EF og gik på gaden for at samle penge ind til kampagner, der skulle advare danskerne mod at stemme ja. Tilhængerne havde lettere ved at rejse penge til deres kampagner, da store dele af erhvervslivet var positivt stemt for dansk EF-medlemskab. Op til folkeafstemningen var der store demonstrationer mod EF med op til 80.000 demonstranter. Ugen før den danske afstemning stemte nordmændene nej til medlemskab. Det gjorde de danske tilhængere nervøse for, at nordmændenes afstemning ville smitte af på danskerne. Men den 2. oktober 1972 stemte over 63% af danskerne ja, og i 1973 blev Danmark sammen med Irland og Storbritannien indlemmet i EF. Det kan man læse i artiklen "Danmark kommer med i EF" på Dr.dk (se kilder).
I 1972 stemte et flertal på 63% af danskerne ja til medlemskab af EF.
Hvordan var den samfundsøkonomiske situation?
1970’ernes Danmark var præget af arbejdsløshed, inflation og underskud på betalingsbalancen på grund af oliekrisen – det vil sige de hævede priser på olien.
I artiklen "Økonomi og Politik 1973-89" i opslagsværket Det Moderne Danmark (se kilder) kan man læse, hvordan den daværende danske socialdemokratiske regering ikke ønskede at hæve skatterne, og om hvordan den offentlige sektor samtidig i perioden voksede med 250.000 ansatte. Den voksende offentlige sektor og det høje lønniveau, som de stærke fagbevægelser fastholdt, fik ifølge Danmarkshistorien.dk (se kilder) inflationen til at stige med helt op til 12 %. En lang række virksomheder måtte lukke, fordi de ikke kunne konkurrere med internationale virksomheder. Det fik arbejdsløsheden til at stige. Særligt skibsværftsindustrien og provinsbryggerier blev udkonkurreret, mens tekstilindustrien og store firmaer som LEGO og Danfoss klarede sig godt. I slutningen af 1979 blev Danmark ramt af den anden oliekrise, som forværrede de økonomiske problemer yderligere. Værdien af den danske krone faldt, mens underskuddet på betalingsbalancen blev endnu større. En situation, der ifølge artiklen "Det politiske liv i 1970’erne" (se kilder) fik finansminister Knud Heinesen til at sige, at Danmark bevægede sig mod en økonomisk afgrund. I slutningen af årtiet ramte arbejdsløsheden særligt de unge hårdt. Artiklen "50 års ungdomskultur – Introduktion til Ungdoms-krøniken" på historie-online.dk (se kilder) beskriver, hvordan 75.000 unge blev arbejdsløse, og hvordan hundredvis af unge i september 1979 gennemførte den første arbejdsløshedsmarch i Danmark siden 1930'ernes depression.
Hvordan kom opgøret med den voksende offentlige sektor til udtryk?
Mogens Glistrup, advokat med speciale i skatteret og stifter af Fremskridtspartiet, blev det ikoniske billede på modstanden mod den voksende offentlige sektor og det stigende skattetryk. Mogens Glistrup fik for alvor ørenlyd, da han i bedste sendetid på Danmarks Radios monopol-tv, dagen inden selvangivelserne skulle indleveres i 1971, provokerede med udsagn som ”Det er efter min mening umoralsk at betale skat”. I artiklen "Nekrolog: Mogens Glistrup var en politisk anarkist" i Politiken (se kilder) kan man læse, hvordan han 14 dage senere fortalte i radioen, at han havde landet en trækprocent på nul på sin selvangivelse, selv med en solid indtægt som leder af landets største advokatfirma. Mogens Glistrup argumenterede mod skattesystemet med begrundelser som ”skatteindkomst for politikere virker på samme måde som alkohol for alkoholikere. Jo flere skattepenge politikerne får ind – jo flere offentlige udgifter finder de på.” Det kan man læse i artiklen "Mogens Glistrup er stadig med" i Jyllands-Posten (se kilder).
Selv om Mogens Glistrups udtalelser faldt andre politikere for brystet, vandt hans holdninger genklang i dele af befolkningen, og gennem 1970’erne og 1980’erne havde Fremskridtspartiet en vælgertilslutning på 15-20% (se kilder).
Advokat og senenere stifter af Fremskridtspartiet Mogens Glistrup provokerer danskerne med citater som: ”Jeg finder afgjort, at der er grund til at rose de mennesker, der betaler mindst i skat, og fordømme de mennesker, der betaler mest i skat.”