Det bliver stadig mere populært at købe, sælge og leje genbrugstøj eller være med i deletøjsfællesskaber. Her hænger genbrugstøj på bøjler i et butiksvindue på Frederiksberg, Danmark.
Foto: Martin Fyhn Lykke Lladó / Biofoto / Ritzau Scanpix

Tøj og bæredygtighed

journalist og cand.com Anne Anthon Andersen, iBureauet/Dagbladet Information, juni 2017. Opdateret december 2021.
Top image group
Det bliver stadig mere populært at købe, sælge og leje genbrugstøj eller være med i deletøjsfællesskaber. Her hænger genbrugstøj på bøjler i et butiksvindue på Frederiksberg, Danmark.
Foto: Martin Fyhn Lykke Lladó / Biofoto / Ritzau Scanpix

Indledning

Hvert år produceres der på verdensplan 62 millioner ton tøj. Beklædningsindustrien regnes for en af de mest forurenende i verden, og produktionen af tøj står for over 10 procent af verdens samlede udledning af CO2. Det er mere CO2 end fly og shipping tilsammen. Hver dansker køber i gennemsnit 10,9 kg tøj om året, og over halvdelen af det tøj, vi ikke længere bruger, havner i skraldespanden.

De seneste år er der taget en række initiativer til at minimere tøjspild og udvikle en mere bæredygtig produktion af tøj. Forskere arbejder på at opfinde nye, mere bæredygtige materialer og metoder til produktion, farvning og styrkelse af tøjets holdbarhed. SoMe-kampagner under hashtagget #stoptøjspild, tøjbytte, deletøjfællesskaber og genbrugsmode søger at øge bevidstheden omkring vores tøjforbrugs konsekvenser for klimaet. Desuden er gamle husmoderråd og det at reparere tøj og give det nyt liv kommet på mode under buzzwords som upcycling og downcycling. Også større tøjfirmaer byder ind med initiativer, der skal minimere de miljømæssige konsekvenser af tøjproduktionen.

 

Kan mode være bæredygtig? Klimax – en serie på Tjek. 2020-08-12. Videoen forklarer, hvordan tøjproduktion belaster klimaet, og hvordan man kan gøre sin garderobe mere bæredygtig.  

Artikel type
faktalink

Tøjforbrug og tøjspild

Print-venlig version af hele artiklen

Hvad er tøjspild?

Begrebet tøjspild dækker over alle de ressourcer, der spildes i forbindelse med produktion og forbrug af tøj. Det omfatter bl.a. de store mængder nyt tøj, som producenterne hvert år destruerer, når de ikke får det solgt. Det omfatter også alt det tøj, der ender i skraldespanden, før det er slidt op eller overhovedet brugt, fordi det går af mode, eller fordi vi køber mere tøj, end vi har brug for. Og det omfatter alt det tøj, der smides ud, fordi det er af for dårlig kvalitet og derfor hurtigt går i stykker eller ud af facon.

Hvordan har danskernes forbrug af tøj udviklet sig?

Danskernes forbrug af tøj er steget med 20 procent siden år 2000 og ligger i dag 35 procent over verdensgennemsnittet. Hermed har danskerne rekord blandt de nordiske befolkninger i disciplinen at købe nyt tøj, fremgår det af artiklen "Danskerne overforbruger tøj uden tanke på miljøet" på Politiken.dk (se kilder).

I artiklen "Ubæredygtig mode er so last year" på Verdensbedstenyheder.dk kan man læse, at forbrugere i 2017 købte dobbelt så meget tøj som ved årtusindskiftet og brugte det i halvt så lang tid. Ifølge konsulentbureauet McKinsey & Co er det ikke ualmindeligt, at de helt billige beklædningsgenstande kun bliver brugt syv-otte gange, fortæller Verdensbedstenyheder.dk (se kilder).

Hvor stort er danskernes forbrug af tøj, sammenlignet med andre befolkningsgrupper?

Den danske tøjbranche omsatte i 2018 for 45 milliarder kroner, og tøjindustrien vokser sig større hvert år, skriver Samvirke (se kilder). Hver forbruger i Danmark køber i gennemsnit 10,9 kg tøj om året, svarende til 66.384 ton, viste en kortlægning fra Miljøstyrelsen i 2018 (se kilder).

Det er dog ikke kun i Danmark, at tøjforbruget i en årrække har været støt stigende. Ifølge en undersøgelse lavet af det Europæiske Miljøagentur købte europæere i 2012 40 procent mere tøj end i 1996. (se kilder). I 2018 brugte husholdninger i EU 10 procent mere på tøj, end de gjorde 10 år tidligere, fremgår det af nøgletal fra den europæiske tekstilsammenslutning EURATEX (se kilder).

FN forventer, at tøjindustriens CO2-udledning vil stige med 60 % frem mod 2030, både som følge af en stærkt voksende middelklasse på globalt plan, der har flere penge til rådighed end før, og fordi tøjet er blevet billigere at købe, skriver Energiforum Danmark (se kilder). Og selv om McKinsey & Co i sin årlige rapport om modebranchen vurderer, at tøjbranchen har oplevet en indtægtsnedgang på 20 procent i 2019-20 midt i corona-pandemien (se kilder), er der ingen grund til at tro, at den kurve vil blive brudt på den lange bane.

Hvor mange danskere tænker på miljøet, når de køber tøj?

I 2021 har analysebureauet YouGov undersøgt mere end 11.000 menneskers syn på bæredygtig mode på tværs af 10 europæiske lande – og undersøgelsen viser, at danskere og nordmænd lægger mindst vægt på bæredygtighed, når de køber tøj. Mens 60 % af italienere og 56 % af spaniere angiver, at det er vigtigt for dem at købe etisk og bæredygtigt produceret tøj, er det kun 24 % af danskere (og samme andel nordmænd), der er enige i det udsagn – en del under det europæiske gennemsnit på 42 % (se kilder).

“Det handler om tilgængelighed, men det handler i høj grad også om forbrugerbevidsthed”, siger Else Skjold, der forsker i mode ved Kolding Designskole og Copenhagen Business School, om danskernes blindhed over for miljøhensyn, når de køber tøj: “Vi vælger simpelthen at glemme, at når vi køber en rigtig billig kjole, så koster det på den anden side af jorden”, vurderer hun i artiklen “Danskerne overforbruger tøj uden tanke på miljøet" på Politiken.dk (se kilder).

De faktorer, der ifølge YouGov-undersøgelsen fra 2021 afholder folk fra at købe etisk og bæredygtigt produceret tøj, er først og fremmest, at:

  • det er for dyrt.
  • det ikke er tydeligt, hvilke miljøvenlige aspekter, der er opfyldt.
  • det er svært at se, hvilke mærker, der er miljøvenlige.
  • det ikke er let at finde.

Selvom 46 procent at danskerne oplyser, at de ’næsten altid’ afleverer tøj til genbrug, er det kun 14 procent, der svarer, at de ’næsten altid’ køber genbrugstøj, kan man læse i artiklen “Kampen mod tøjspild er i gang” på Samvirke.dk (se kilder).

Bevidstheden om, hvor meget produktion og forbrug af tøj belaster klimaet, er dog stigende i Europa. En såkaldt Europabarometerundersøgelse fra 2020 viste, at den stigende mængde affald er blandt borgernes tre vigtigste miljøbekymringer. De adspurgte mente, at den mest effektive måde at løse problemet på er ved at ændre måden, viforbruger og producerer blandt andet tøj på. Det kan man læse i Europakommissionens handlingsplan for den cirkulære økonomi (se kilder).    

Hvor meget tøj ender i skabet uden at blive brugt?

I en undersøgelse udført af YouGov i 2016, svarede omkring 75 procent af danskerne ja til, at de har for meget tøj og for mange sko, de ikke bruger, liggende i skabet. I gennemsnit har danske mænd og kvinder 12 par sko, 7 tasker, 10 kjoler, 11 bukser samt 21 trøjer og toppe, fremgår det af artiklen "Har du mere tøj end den gennemsnitlige dansker?" på forbrug.net (se kilder). 30 procent af tøjet i vores garderober har ikke været brugt det seneste år, viser en tilsvarende britisk undersøgelse fra 2016, gennemført af den private miljøorganisation WRAP (se kilder).

“Mange af os køber alt for meget tøj, som vi aldrig bliver rigtig glade for”, forklarer Else Skjold, adjunkt og ph.d. ved Designskolen i Kolding i artiklen “Vi køber 16 kilo tøj om året – men lader knap fem kilo ligger i skabet" i Politiken (se kilder). Hun har forsket i danskernes tøjforbrug. En af årsagerne til, at meget tøj ligger ubrugt i klædeskabene, er, at modebranchen hele tiden producerer nye kollektioner for at øge salget. Det er det, man kalder fast fashion.

“Mange fast fashion-brands designer generelt så hurtigt skiftende kollektioner, at forbrugerne oplever, at de hele tiden skal have det nyeste must-have. Og det medfører et overforbrug”, siger David Watson, miljøanalytiker med speciale i bæredygtigt tøj hos konsulentvirksomheden PlanMiljø.

Ifølge Else Skjold startede overforbruget i 1950’erne, hvor prisen på tøj begyndte at falde som konsekvens af, at masseproduktionen blev udviklet, samtidig med at forbrugerne fik stadig flere penge at købe tøj for. Med globaliseringen er en stor den af tøjproduktionen i dag outsourcet til blandt andet Indien, Pakistan, Kina og sydøstasiatiske lande som f.eks. Bangladesh og Cambodja, hvor produktionen af tøj er endnu billigere. “I dag har vi produceret og standardiseret os af led, så der bliver fremstillet alt for meget tøj. Og det har voldsomme konsekvenser i forhold til miljø og social ulighed”, siger Else Skjold i artiklen. 

Tøjproduktionens konsekvenser

Print-venlig version af hele artiklen

Hvor meget tøj produceres på verdensplan om året?

På verdensplan blev der i 2017 produceret 62 millioner ton tøj. I takt med at klodens befolkning og særligt middelklassen vokser, forventer man, at den globale tøjproduktion vil stige med yderligere 63 procent frem mod 2030, fremgår det af artiklen "Ubæredygtig mode er so last year" på Verdensbedstenyheder.dk (se kilder).

Samtidig går nyt tøj jævnligt til spilde. Virksomhederne destruerer nemlig store mængder nyt tøj, når det ikke bliver solgt.

En undersøgelse lavet af affalds-rådgivningsfirmaet Econet for Forbrugerrådet Tænk ud fra data fra 2018-2020 viser, at danske producenter hvert år destruerer ca. 677 ton nyt, usolgt tøj. Det svarer til ca. 2,7 millioner nye t-shirts, der årligt destrueres bare i Danmark alene, skriver Forbrugerrådet Tænk i artiklen “Tøj: Sådan skader produktionen". (Se kilder).

Hvordan belaster tøjproduktion miljøet?

Der er mange miljøbelastende led i produktion af tøj. Faktisk er tøjproduktion en af de aktiviteter, der belaster klimaet allermest.

Et af de mest anvendte materialer i produktionen af tøj er bomuld. Bomuldsmarker optager store arealer, der ellers kunne være beplantet af træer, som er vigtige for klimaet, fordi de optager CO2 fra luften og således er med til at rense luften. Ifølge artiklen "Tøj: Sådan skader produktionen” fra Forbrugerrådet Tænk bruges der under dyrkningen af bomuld store mængder sprøjtemidler for at undgå, at de sarte bomuldsplanter bliver angrebet af ukrudt og skadedyr (se kilder).

Syntetiske materialer som polyester, akryl, nylon, lycra og spandex er meget energikrævende, fordi de er lavet af kul, råolie og naturgas gennem en kemisk proces – og bruger meget vand i produktionen.

Dernæst skal fibrene fra både naturlige og syntetiske materialer spindes og væves for at blive til stof. Det kræver også meget energi og giver en stor CO2-udledning. Til sidst tilføres nye kemikalier for at styrke stoffets farve og fibre eller for at blege f.eks. jeans, så de får et moderne udtryk. Ifølge Det Nordiske Samarbejde går der mindst 1.400 liter vand til produktionen af bare en enkelt t-shirt, svarende til mere end 10 fyldte badekar (se kilder).

Det er også et stort miljømæssigt problem, at tøj, der er produceret af kunstige plastfibre – såsom polyester – afgiver mikroplastfibre, f.eks. når det vaskes. Det øger den stigende mængde plastaffald i havet. Fordi mikrofibrene er så små, kan de let passere rensningsanlæggene, der renser spildevandet, og fordi de ikke er biologisk nedbrydelige, udgør de en alvorlig trussel mod livet i oceanerne. Vi ender også selv med at spise en del af mikroplasten, fordi små organismer såsom plankton spiser mikrofibrene, som så baner sig vej op igennem fødekæden til fisk og skaldyr, der siden bliver spist af mennesker. Det kan man læse i artiklen “Suppen af mikroplast i havet bliver tykkere” i Danmarks Naturfredningsforenings magasin Natur&Miljø (se kilder).  

Hvordan påvirker tøjproduktion natur og miljø i fattige lande?

Hver gang, du køber en ny t-shirt, sender du en regning på 11,76 kroner videre til naturen og miljøet i de fattige lande, hvor tøjet bliver fremstillet. Det viser et miljøregnskab, som Miljøstyrelsen har udarbejdet for hele den danske tøjbranche (se kilder).

“Alt fra de enorme mængder af sprøjtemidler og vandforbruget på bomuldsmarker til CO2-udledning, når man former læder og lynlåse, går ud over miljøet”, sagde daværende miljøminister Kirsten Brosbøl (S) om rapporten, som var udarbejdet af Miljøstyrelsen i 2014.

Det kan man læse i artiklen “Tøj koster miljøet 3 milliarder om året” på Politiken.dk (se kilder). Fremstillingen af tøj i fattige udviklingslande koster 3,39 milliarder kroner om året i miljøpåvirkninger, viser opgørelsen. Det svarer til hele 11,7 procent af tøjindustriens samlede omsætning.

Blandt miljøpåvirkningerne er udtørring af søer og vandløb, som tømmes for at skaffe vand til bomuldsdyrkning. Samtidig får udledning af kemikalier skadelige konsekvenser for lokalbefolkningens helbred, når det ender i deres drikkevand. Der er ikke samme lovgivning og regler for beskyttelse af miljøet i de lande, hvor tøjet primært produceres, som i de vestlige lande, hvor tøjet primært købes. Derfor beskyttes hverken miljøet eller de arbejdere, der producerer råvarerne og tøjet.

Syningen af tøjet foregår på systuer, ofte kaldet sweatshops, i udviklingslande som Bangladesh, Vietnam og Cambodja. Her er sikkerheden ekstremt dårlig. Det fik blandt andet konsekvenser i 2013, da en ulykke på tøjfabrikken Rana Plaza i Bangladesh kostede mere end 1.000 mennesker livet, fordi fabrikkens ni etager faldt sammen omkring arbejderne, der var låst inde i bygningen. Det kan man læse i artiklen "Tøj: Sådan skader produktionen" fra Forbrugerrådet Tænk (se kilder).

Efterfølgende har flere globale tøjmærker, detailhandlere og fagforeninger indgået en juridisk bindende aftale om at gøre fabrikker i Bangladesh sikre. Den 1. september 2021 havde 77 modebrands tilsluttet sig aftalen, fremgår det af DanWatch.dk – blandt dem de danske brands Bestseller, Salling Group og Coop, og de svenske brands H&M og Ellos (se kilder).

Ifølge rapporten "Tøjets tragedier" fra april 2014 lavet af Danwatch (se kilder) har mindstelønnen i Bangladesh siden 2013 svaret til 445 kroner om måneden. Den er ifølge rapporten ikke tilstrækkelig til at dække basale udgifter, og ikke alle får minimumslønnen, viser rapporten, som også beretter, at organisering i fagforeninger ofte resulterer i vold og fyringer.

Siden 2014 er tingene ikke blevet bedre, afslører en rapport i 2019 fra en britisk NGO:  “Stort set ingen tøjfabrikanter kan garantere, at en eneste af de arbejdere, der syr deres tøj, får hvad der svarer til en leveløn," skriver Danwatch i artiklen "Arbejderne, der syr dit tøj, får stadig dårligere vilkår – og intet tyder på, at det ændrer sig" (se kilder).