tyrefægter
Tyreløb i byen Pamplona i Spanien som ender med tyrefægtning i arenaen.
Foto: Jacob Ehrbahn / Ritzau Scanpix

Spanien (Faktalink light)

journalist Malene Fenger-Grøndahl, Bureauet, juni 2019.
Top image group
tyrefægter
Tyreløb i byen Pamplona i Spanien som ender med tyrefægtning i arenaen.
Foto: Jacob Ehrbahn / Ritzau Scanpix

Indledning
Spanien er Europas fjerdestørste land. Det har tidligere været en stor og rig kolonimagt med kolonier i blandt andet Latinamerika. Gennem koloniseringen spredte Spanien sit sprog og sin kultur til store dele af verden, og i dag er spansk det sprog i verden, ud over mandarin (kinesisk), som flest mennesker har som modersmål. I en stor del af 1900tallet var Spanien et diktatur, og først i 1978 blev Spanien et demokrati. I dag er Spanien ligesom Danmark et monarki, men den spanske kongefamilie er ikke lige så populær som den danske.

I Spanien er der flere områder hvor dele af befolkningen ønsker større grad af selvstyre eller ligefrem en uafhængig stat. Det gælder især baskerne som lever i det nordlige Spanien og det sydlige Frankrig.

Spanien er et af de lande i Europa som får besøg af flest udenlandske turister. Mange kommer for at nyde solskin og strande, andre for at besøge museer og kirker eller vandre i bjergene, og andre igen for at se fodbold. I snart 20 år har Spanien været det land som flest danskere rejser til på længere ferier.

 

Videoklip med Spaniens nationalsang. Tekstet på spansk og dansk.


 

Artikel type
faktalinklight

Hvad er Spanien?

Print-venlig version af dette kapitel - Hvad er Spanien?

Spanien – på spansk España – er et kongerige i den sydvestlige del af Europa. Dets officielle navn er kongeriget Spanien, på spansk Reino de España. Med sine 505.000 km2 er det EU’s næststørste land. Det har omkring 46 millioner indbyggere.

Hvor ligger Spanien?

Spanien ligger i Sydvesteuropa og omfatter størstedelen af Den Iberiske Halvø. Resten af halvøen udgøres af Portugal, Andorra og den britiske koloni Gibraltar. Til Spanien hører desuden:

· Øgruppen Balearerne i Middelhavet der blandt andet består af Mallorca og Menorca.

· De Kanariske Øer i Atlanterhavet som blandt andet omfatter Tenerife.

· Enklaverne Ceuta og Melilla der ligger i Marokko på Afrikas nordlige kyst.

· Enklaven Llíva, som ligger lige nord for den spanske grænse til Frankrig.

· Nogle små øer i den vestlige del af Middelhavet.

I syd og øst grænser det spanske fastland grænser op mod Middelhavet – med undtagelse af en lille landgrænse mod den britiske koloni Gibraltar. I nord og nordøst grænser det spanske fastland op til Frankrig, Andorra og Biscayabugten. I vest og nordvest grænser det op til Portugal og Atlanterhavet. Spanien er det eneste land i Europa, der deler landegrænse med et afrikansk land, nemlig Marokko, som grænser op til de to enklaver Ceuta og Melilla.

Hvad hedder Spaniens hovedstad?

Spaniens hovedstad er Madrid som ligger næsten midt på den store højslette der udgør en stor del af Den Iberiske Halvø. Madrid har over 3 millioner indbyggere. I regionen Madrid dyrkes citrusfrugter, oliven og korn, og der holdes får, geder og tyre. Madrid by er kendt for sit kulturliv med kunstmuseer og teatre. Byen besøges af mange turister. Madrid er kendt for fodboldklubberne Club Atlético de Madrid og Real Madrid FC. På Real Madrids hjemmebane, Bernabeu, kan der være over 100.000 tilskuere.

Hvad har præget Spaniens historie?

Print-venlig version af dette kapitel - Hvad har præget Spaniens historie?

Spaniens historie er præget af både romere og arabere. Romerne erobrede området ca. 200 år f.Kr. og grundlagde provinsen Hispania. Deraf kommer landets moderne navn, España, Spanien. I 700-tallet blev landet erobret af arabisk-muslimske styrker. Det arabiske Spanien blev et rigt område hvor byerne blomstrede med videnskab, medicin og filosofi. Muslimer, jøder og kristne levede sammen stort set uden problemer. Araberne blev dog trængt nordfra af kristne magthavere som ville generobre landet. I 1492 lykkedes det de katolske monarker Ferdinand og Isabella at smide de sidste arabere ud af Spanien. Herefter udviklede Spanien sig til en rig kolonimagt. Spanien erobrede land og grundlagde kolonier i Latinamerika, Asien og Stillehavet og blev rigt på handel og på varer som blev produceret af slaver i kolonierne. Efterhånden rev kolonierne sig dog løs, og Spanien blev en lille europæisk stat uden stor betydning. I 1936 udbrød der en borgerkrig der blev vundet af Francisco Franco. Frem til sin død i 1975 styrede han landet med hård hånd. Først efter hans død blev Spanien et demokrati.
 

The Animated History of Spain. Animationsfilm om Spaniens historie.
 

 

Hvordan regeres Spanien?

Spanien er ligesom Danmark et kongedømme med parlamentarisk demokrati. Og ligesom i Danmark har regenten ikke reel politiske magt. I Spanien er kongehuset ikke så populært som i Danmark fordi dele af kongefamilien har været involveret i korruption.

Det spanske parlament kaldes Cortes Generales og har to kamre, Congreso de los Diputados (Deputeretkammeret) med 300-400 medlemmer og Senatet med 259 medlemmer. Antallet af medlemmer i Deputeretkammeret afhænger af hvordan antallet af indbyggere udvikler sig i de 50 provinser som Spanien er inddelt i.

Spanien er inddelt i 17 selvstyrende regioner som igen er inddelt i regioner. Hvert fjerde år vælger hver region deres eget parlament som udpeger en regional regering. Desuden er der to uafhængige byområder/enklaver på Nordafrikas kyst, Ceuta og Melilla som har særlige forhold.

I regionen Catalonien er det regionale parlament blevet afsat og overtaget af det nationale spanske styre. Det skete fordi Catalonien i oktober 2017 afholdt folkeafstemning om at løsrive sig fra Spanien. Den spanske regering havde på forhånd sagt at afstemningen var imod den spanske grundlov. Ved afstemningen deltog 43% af catalanerne, og 90% af dem, der stemte, stemte ja til løsrivelse. Det fik det spanske styre til at afsætte den catalanske regering.