Skams udbredelse og popularitet

Hvad er Skam?

"Skam" er en norsk ungdomstv-serie produceret af den norske public service tv-station NRK, som sender den på sin hjemmeside i små klip i løbet af ugen på forskellige tider af døgnet. Selv om serien er blevet rost for at være meget realistisk, og selvom flere har troet, at der var tale om dokumentar, er "Skam" fiktion. Med til serien hører også en blog, hvor der hver dag bliver lagt ekstramateriale op – f.eks. opslag, som karaktererne skriver på deres profiler på Instagram og Facebook. De profiler kan seriens seere følge, og de bliver lagt ud i realtid i forhold til seriens udvikling på alle tider af døgnet. Hvis en af karaktererne f.eks. har været til en fest lørdag aften, kan man som følger læse hans eller hendes opdateringer fra festen og føle sig helt tæt på. Seriens enkeltafsnit består af alle ugens klip, som samles og sendes fredag aften. Således udspiller handlingen i serien sig sideløbende med virkeligheden: Hvis det er jul, er det også jul i "Skam" osv. Publikum bliver altså ikke bare seere, men også følgere af "Skam". Serien er fire sæsoner lang. Hver sæson indeholder 10-12 afsnit af mellem 15 og 55 minutters varighed.

Hvad handler serien om?

Tv-serien "Skam" handler om gymnasieelevers liv og udspiller sig på Norges ældste gymnasium, Hartvig Nissens skole i Oslo. Serien følger deres op- og nedture, kæresteforhold, venskaber, pubertetskonflikter og udfordringer med alt fra studier til seksualitet, og de følelser der følger med det at føle sig udenfor og føle skam over ikke at passe ind. Deraf titlen "Skam", som betyder det samme på norsk som på dansk. Perspektivet skifter, så hver sæson har sin egen hovedperson.

Serien er fire sæsoner lang, og instruktør og forfatter til serien Julie Andem har meldt ud, at der ikke kommer flere sæsoner af serien.

Hvordan er serien blevet et skandinavisk fænomen, der har spredt sig?

DR3 har købt rettighederne til at vise alle seriens sæsoner. Også Sverige og Island har købt rettigheder til at vise "Skam", fremgår det af artiklen "Skam solgt til flere lande" på nrk.no (se kilder). Serien er desuden blevet solgt til USA, hvor samme instruktør, Julie Andem har instrueret en oversat udgave med titlen SKAM Austin, tilpasset amerikansk kontekst.  Også kineserne fået smag for "Skam". Tv-serien er blevet tilgængelig på ulovlige kinesiske streamingtjenester under den kinesiske titel "Xiu chi", der på kinesisk betyder "En følelse af skam". Seriens succes i Kina har fået den kinesiske avis Global Times til at beskrive, hvordan serien giver Norge kultstatus og forklarer Skams kinesiske succes med, at serien tager emner som mobning, homoseksualitet og integration op. Det kan man læse i artiklen "Skam-feber har spredt sig til Kina" på DR.dk (se kilder). Norske NRK har også givet tv-stationer i Holland, Italien, Tyskland, Frankrig og Spanien lov til at genindspille serien. Et af kravene til tv-stationerne er, at de skal lave grundig research, så deres nye versioner af SKAM kommer til at repræsentere teenageproblemer og udfordringer, der er specifikke for det land, serien foregår i, kan man læse i artiklen ”Skam bliver genindspillet på fem forskellige sprog” (se kilder). I Oslo har turistkontoret oplevet stigende interesse for de steder i byen, hvor serien er indspillet. Derfor har VISIT Oslo lavet en særlig SKAM-guide, der guider seriens fans til de steder, hvor seriens hovedpersoner drikker kaffe, forelsker sig og spiser kebab og går i skole, kan man læse i artiklen ”Oplev Oslo med ny SKAM-guide” på Dansk Camping Unions hjemmeside (se kilder).  Det københavnske teater Aveny T har som det eneste i verden anskaffet sig rettigheder til at opføre serien som teaterforestilling. Indtil videre er de to første sæsoner blevet opført på de skrå brædder. I artiklen ”Teenageanmelderens dom: ’Skam2’ er en helt uoverskueligt god historie – også som teater” roser teenageanmelderen Jacqueleen Fleron forestillingen for at være en original og til fulde succesfuld oversættelse af serien fra tv til teater (se kilder).


Teatret Aveny T har som det eneste teater i verden sikret sig rettighederne til at opføre Skam som teater.

 

Hvem er hovedkaraktererne?

I første sæson er det pigen Eva, der er hovedperson, og man følger hendes forhold til kæresten Jonas og veninderne Noora, Sana, Vilde og Chris. Anden sæson følger især Noora og hendes beundrer, den lækre fyr William, og roommate Eskild, og i tredje sæson følger seerne Isak, hans udfordringer med at springe ud som homoseksuel og hans forhold til fyren Even, som er bipolar. Fortællingen om deres forhold og forelskelse kommer således også ind på tabuer, fordomme og udfordringer i forbindelse med psykisk sygdom. I fjerde og sidste sæson er hovedpersonen muslimske Sana, som forsøger at finde balancen mellem sin religion, kærligheden og sit norske teenageliv. Først umiddelbart før en ny sæson starter, præsenteres den nye hovedperson.

Hvor mange har set serien?

Sæson 1 af "Skam" havde i gennemsnit 154.000 seere per afsnit. Sæson 2 havde i løbet af sæsonen fra 300.000 til op mod 1.200.000 ugentlige unikke besøgende på NRK's hjemmeside. I gennemsnit havde hver episode i sæson 2 531.000 seere. Sæson 3 startede ud med omkring 400.000 seere per afsnit på NRK’s hjemmeside. I anden halvdel af sæsonen steg det tal til 850.000-1.000.000 seere. Gennemsnittet for sæsonen var 789.000 seere. Det fremgår af artiklen "Skam slår alle rekorder" på Nrk.no (se kilder).

Googles årlige opgørelser over årets mest søgte ord understregede i december 2016 seriens succes, også blandt danske seere, da ordet "Skam" indtog en 5.-plads på listen over årets mest googlede ord dette år i Danmark. Det kan man læse i artiklen "Fakta: Her er de mest googlede ord i Danmark i 2016" på Jyllands-Posten.dk (se kilder).

Omkring 100.000 danske unge hentede serien fra den norske hjemmeside fra den norske tv-station NRK, som serien sendes på. Mellem hver tredje og hver fjerde ung, der ser "Skam", er faktisk dansk, fremgår det af debatindlægget "Lærerformand: Skam viser eleverne vej til faglige kvantespring" på Altinget.dk (se kilder).

Hvordan har anmelderne taget imod Skam?

"Skam" har høstet roser fra anmelderne hele vejen rundt. Anmelderne roser generelt "Skam" for sine stærke karakterer og replikker, for at ramme en tone i tiden med dokumentarisk stil og for at skabe nærhed til publikum ved at bruge de sociale medier i fortællingen og på den måde revolutionere tv-seriens format. Serien høster desuden generelt stjerner og hjerter hos anmelderne for at ramme målgruppen lige i solar plexus. F.eks. skriver Politikens anmelder Kristoffer Hegnsvad i sin anmeldelse under overskriften "Verdens bedste ungdomsserie er norsk" på Politiken.dk (se kilder):

”Serieskaber Julie Andem har skrevet så direkte til sin erklærede målgruppe på 16-årige piger, at det er blevet til teenagepop så smukt, at det rammer universelt. Natten efter jeg så første sæson, bankede dramaet fra gymnasielivet i Oslo så hårdt på nethinden, at det fortsatte langt ind i drømmene. Følelser, der er så intense, fordi de er store og nye i teenageårene, men også fordi de bliver følt et sted, hvor man ikke kan undslippe dem”.

Hvornår og hvorfor har serien modtaget Nordens Sprogpris?

I december 2016 vandt "Skam" Foreningen Nordens Sprogpris 2016. Begrundelsen lød blandt andet, at det med "Skam" var lykkedes at få den skandinaviske ungdom til at interessere sig for det norske sprog, og at serien har sneget flere norske ord og vendinger ind i de unge fans’ sprog i hele Norden.

”Få er lykkedes med at gøre nabosprog så morsomt, relevant og sejt blandt unge i Norden som årets prisvinder,” lød det blandt andet i Foreningen Nordens begrundelse for, at "Skam" modtog prisen. Serien har blandt andet indlemmet de norske ord "kødde" (at joke eller lave fis med folk), "russebuss" (norsk studenterkørsel i bus), "klining" (kysse eller være sammen uden sex) og "kose" (hygge) i fanskarens hverdagssprog. Det kan man læse i artiklen "Den populære tv-serie Skam vinder Nordens Sprogpris" på Politiken.dk (se kilder).