Samuraikrigere (Faktalink light)

I gamle dage var der mange krige i Japan, så der opstod et behov for dygtige krigere. De første samuraier var ansat til at kæmpe for deres herrer og blev betalt med ris og jord. De red på heste, var gode bueskytter og sloges med sværd. Det var kun mænd, der kunne være samuraier. Men kvinder kunne også blive trænet til kamp, så de kunne forsvare deres hjem – de blev kaldt onna-musha.

Fra omkring 1600-tallet kom der mere fredelige tider i Japan, og der var ikke brug for så mange krigere. Samuraierne begyndte derfor at blive kunstnere, lærere, læger m.m. I slutningen af 1800-tallet forsvandt samuraierne helt. Det skyldes blandt andet, at man nu mest kæmpede med skydevåben i krig. Derfor kunne samuraikrigernes kampteknik med sværd og bue ikke længere bruges. Men samuraiernes særlige måde at leve på og ritualer med f.eks. at drikke te og arrangere blomster er stadig en del af den japanske kultur i dag.

Til hverdag var samuraier klædt i en kimono i to lag. En kimono er en speciel japansk dragt til både mænd og kvinder. Den er lang og har store ærmer og så er den åben foran, hvor den bliver lukket med et skærf (et slags stofbælte). Hvis samuraierne var rige, var kimonoen ofte lavet af silke. Gik de uden for huset, havde de en jakke på med meget brede skuldre. Om maven havde de et bælte, som deres sværd sad i, og på hovedet havde de håret samlet i en knude. Når de skulle i krig, barberede de håret i panden af, så det ikke blev for varmt inde under hjelmen. Og så iførte de sig en smuk, farverig rustning, der var let nok til, at de både kunne kæmpe og ride i den.