Sædelighedsfejden

I 1880’erne foregik en ophedet debat blandt især forfattere, kvindesagsforkæmpere og intellektuelle om køn, moral og seksualitet. Debatten blev siden kendt som "den store nordiske krig om seksualmoralen” eller ”sædelighedsfejden”. Tonen var hård, og nogle debattanter udviklede livslange fjendskaber på grund af deres uenigheder. I 1880’erne var økonomi og arbejdsformer under forandring, og kvinder kom i stigende grad ud på det betalte arbejdsmarked. Det var med til at skabe opbrud i kønsidealer og seksualmoral, og sædelighedsfejden blev ikke sidste gang, folk krydsede klinger om de spørgsmål.

Sædelighedsfejden er en populær betegnelse for en ophedet debat om køn, seksualitet og moral i årene 1883-1887. Den foregik i aviser, tidsskrifter og skønlitteratur i de nordiske lande og er ifølge KVINFO’s opslag om sædelighedsfejden (se kilder) også blevet kaldt ”den store nordiske krig om seksualmoralen”. Rammen for debatten var manglende ligestilling mellem mænd og kvinder, især angående spørgsmålet om seksualmoral. Mens det var almindeligt accepteret, at mænd havde sex før (og uden for) ægteskabet, var det forventet, at kvinder holdt sig på måtten frem til de blev gift. Den ene fløj i sædelighedsfejden mente, at mænd skulle lære afholdenhed ligesom kvinder. Den anden fløj mente, at kvinder skulle have samme seksuelle friheder, som mænd praktiserede.

1880’ernes debat om køn og seksualmoral foregik hovedsageligt blandt forfattere, kvindesagsforkæmpere og intellektuelle. I Danmark var det blandt andre Dansk Kvindesamfunds Elisabeth Grundtvig, litterat og skribent Georg Brandes, den socialdemokratiske journalist A.C. Meyer, og leder af Kvindelig Fremskridtforening Johanne Meyer. Georg Brandes (1842-1927) blev ifølge Danmarkshistorien.dk (se kilder) anset for at være anfører for en lille, men fremtrædende gruppe, der talte for fri udfoldelse af seksualitet for både mænd og kvinder. Der var imidlertid mange forskellige måder at kritisere den herskende seksualmoral på, og i den forstand er det misvisende at tale om to fløje, da der var adskillige nuancer mellem de enkelte debattørers synspunkter. Blandt kvindesagsforkæmperne var nogle fortalere for, at også mænd skulle lære at ”beherske sig”, og at ægteskabet var den eneste naturlige ramme for at udleve sin seksualitet; andre kritiserede f.eks. mænds forbrug af betalt sex både før og uden for ægteskabet, men talte samtidig for større seksuel frihed for kvinder, og mente at andre samlivsformer end ægteskabet burde være accepterede.

     I Norge var det især forfattere som Bjørnstjerne Bjørnson, Arne Garborg, Henrik Ibsen og Hans Jæger, der blandede sig i sædelighedsfejden – fra forskellige positioner – mens August Strindberg i Sverige gjorde sig bemærket ved at latterliggøre det hele.

Georg Brandes mente, at seksuel praksis burde være et privat anliggende, som offentligheden ikke skulle blande sig i, og at man ikke skulle dømme hinanden, hverken mænd eller kvinder. Den holdning gav ham ry for at være usædelighedens forkæmper, der ønskede fri kærlighed og ”parring i flæng”. A.C. Meyer var på samme linje som Brandes og kritiserede i sine artikler det borgerlige ægteskab og undertrykkelse af ”seksuelle drifter”.

     Johanne Meyer mente, at fortalerne for at frisætte ”den seksuelle drift” gik galt i byen – og at loyalitet over for én partner var en naturlig konsekvens af kærlighed. Hun kritiserede mænds praksis med at købe sig til sex, og mente, at kærlighed og sex burde hænge sammen, men understregede at det ikke nødvendigvis behøvede foregå inden for det borgerlige ægteskab.

     På Danmarkshistorien.dk kan du læse A.C. Meyers artikel ”Revolutionære Mænd og sædelige Kvinder” og på KVINFO’s Kvindekilder kan du læse Johanne Meyers modsvar.

     Elisabeth Grundtvig, der var aktiv i Dansk Kvindesamfund, var imidlertid fortaler for, at den seksualmoral, der pålagde kvinder kun at have sex inden for ægteskabet, også skulle gælde mænd. Det samme standpunkt havde den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson. Andre af hans forfatterkolleger som f.eks. Arne Garborg og Hans Jæger udgav imidlertid romaner om romantiske samlivsformer uden for ægteskab samt ødelæggende virkninger af at lægge bånd på seksualitet. Den svenske forfatter August Strindberg forsøgte ifølge litteraten Lise Busk-Jensen (se kilder) i stedet at latterliggøre kvindesagen som sådan. Ifølge Busk-Jensen blev konflikten mellem fri kærlighed og social orden desuden et hovedtema i periodens kvindelitteratur. Blandt andre Amalie Skrams, Victorias Benedictssons, Olivia Levisons, Adda Ravnkildes og Erna Juel-Hansens romaner handler om konsekvenserne af kvindens individuelle selvrealisering uden for familien.

Forud for sædelighedsfejden var der sket store forandringer i samfundet, blandt andet som følge af industrialisering og urbanisering. Stadigt flere kvinder kom ud på det betalte arbejdsmarked, og i byerne opstod et proletariat af fattige arbejdere, der boede tæt sammen. Det havde konsekvenser for sociale omgangsformer, og kønsrollerne var under opbrud.

     Ifølge herskende forestillinger om kønsmoral – og som konsekvens af samfundsøkonomiens indretning – var ægteskab og familie bærende institutioner, og den borgerlige (og kristne) ideologi fordrede, at sex alene skulle foregå i forplantningens tjeneste. Ifølge KVINFO’s opslag om sædelighedsfejden (se kilder) blev borgerskabets døtre opdraget til et kommende liv som hustruer og mødre, ”hvor egenskaber som kyskhed, moderlighed, tålmodighed og beskedenhed var i højsædet, mens borgerskabets sønner blev opdraget til et udadrettet og aktivt samfundsliv, så de blev i stand til at forsørge familien”. Det var disse idealer, som samfundsudviklingen satte under pres, og som blev sat til debat under sædelighedsfejden.

     Ifølge bl.a. historiker Cecilie Bønnelycke (se kilder) lå sædelighedsfejden i forlængelse af Det Moderne Gennembrud (ca. 1870-1914) (se også faktalinkartiken Naturalismen og Det Moderne Gennembrud), som er en betegnelse for en litterær strømning, der var forbundet til nye måder at organisere samfundet på. I Europa havde flere stater i løbet af 1800-tallet indført demokrati som styreform, og der opstod nye organiserede sociale og politiske kræfter som f.eks. fagbevægelse, kvindebevægelse og bondebevægelse. Georg Brandes, der senere blandede sig i sædelighedsfejden, talte fra 1870erne for, at ”åndslivet” burde følge med samfundsudviklingen. Ifølge litteraten Martin Zerlang (se kilder) skulle det moderne menneske i Brandes’ opfattelse have ”friheden til at forme sit eget liv; fornuften til at vejlede denne frihed; og fremskridtet som det strålende resultat.”

Sædelighedsfejden kom også til at stille spørgsmål ved videnskabelige paradigmer. Ifølge KVINFO’s opslag om sædelighedsfejden (se kilder) var det i 1800-tallet antaget inden for lægevidenskaben, at kvinder fra naturens hånd slet ikke havde en aktiv seksualitet. De kvinder, som alligevel ønskede sex i andet end forplantningens tjeneste blev opfattet som mentalt forstyrrede. Mænd derimod blev anset for at være udstyret med en stærk og naturlig kønsdrift, som af hensyn til deres fysiske og psykiske sundhed helst skulle tilfredsstilles.

     Ifølge Bønnelycke (se kilder) blev sædelighedsfejden katalysator for en mere grundlæggende debat om kønnenes ligestilling. For dem, der krævede seksuel frihed for kvinder såvel som for mænd, var en konkret udfordring, at ægteskabet fortsat udgjorde kvindernes sociale sikkerhedsnet. Kvinder var kun lige begyndt at komme ud på det betalte arbejdsmarked, og selv for dem, der havde egen indtægt, var den ofte usikker. Uden ægteskab risikerede kvinder derfor at stå uden forsørgelse. Kvinder havde også det praktiske problem, at det var dem, der kom til at stå med både ansvar og udskamning, hvis aktiv seksualitet uden for ægteskab førte graviditet med sig. Børn født uden for ægteskab var langt op i det 20. århundrede udsat for stærkt social stigmatisering.

     I Bønnelyckes bog om sædelighedsfejden (se kilder) trækker hun linjer fra sædelighedsfejden til afviklingen af den lovregulerede prostitution i 1906 og Svangerskabsloven af 1937, der for første gang i dansk historie gav mulighed for legal svangerskabsafbrydelse – dog med kraftige begrænsninger: kun hvis kvindens liv og helbred var i fare, hvis graviditeten skyldtes voldtægt, eller hvis der var sandsynlighed for, at barnet ville have alvorlige arvelige sygdomme. I 1956 blev sociale årsager tilføjet til listen over lovlige grunde til at afbryde graviditeten, og i 1973 blev der indført fri abort i Danmark.

Fra 1920’erne begyndte der at komme offentligt fokus på, at der fandtes andre seksuelle orienteringer end heteroseksualitet. Frem til 1930 var det forbudt for mænd at have sex med andre mænd. Kvinder blev ikke nævnt i straffeloven, hvilket var forbundet til antagelserne om, at kvinder slet ikke havde en egen seksualitet, og derfor faldt det ikke lovgiverne ind, at kvinder kunne begære andre kvinder.

     I 1930 blev mandlig homoseksualitet legaliseret, men den seksuelle lavalder blev fastsat til 18 år, mens den var 15 år for heteroseksuelle. Det var samtidig forbudt for mænd over 21 at indgå seksuelle relationer til mænd under 21. På historielab.dk findes en oversigt over lovændringerne (se kilder).

     Den forskelsbehandling i loven afspejlede også, at homoseksuel praksis langt fra var almindeligt accepteret i samfundet, og i 1950erne slog politiet ned på homoseksuelle miljøer i København. En moralsk panik i offentligheden førte i 1961 til indførelsen af det, der blev kendt som ”Den grimme lov”. Den kriminaliserede køb og salg af seksuelle ydelser mellem mænd, men var formuleret så vidtrækkende, at hvis en mand f.eks. gav en øl eller en cigaret til en anden mand, og de derpå havde sex, kunne politiet slå ned på det. Loven medførte omfattende politichikane og retsforfølgelse af homoseksuelle mænd, og blev afskaffet fire år senere. Det kan du læse mere om i historiker Peter Edelbergs artikler og bøger.

     Fra 1960’erne og særligt i løbet af 1970’erne fik kvindebevægelsen sin anden storhedstid i Danmark, og satte endnu en gang kønsroller og seksualmoral til debat. Samtidig opstod Lesbisk Bevægelse, som krævede synlighed og rettigheder til kvinder, der begærede andre kvinder. Danmarkshistorien.dk’s opslag om Lesbisk Bevægelse (se kilder) beskriver også forbindelserne – og modsætningerne – mellem kvindebevægelsen og Lesbisk Bevægelse i 1970erne.

     I Bønnelycke’s bog om sædelighedsfejden (se kilder) trækkes også tråde helt op til det 21. århundredes debatter om køn og seksualitet som f.eks. #MeToo-bevægelsen.