Hvad handler debatten om public service især om?
Debatten om public service handler både om, hvad public service er, og hvad det skal være, f.eks. hvor bredt public service-begrebet skal forstås. Er public service både nyheder og underholdning, og skal public service-medierne lave underholdningsprogrammer som f.eks. X Factor for at konkurrere med de kommercielle medier og dermed fastholde et fællesskab omkring f.eks. DR?
Debatten handler også om, hvordan public service-medierne kan klare sig i konkurrencen med kommercielle medier, men også om, hvorvidt det er en god ide at beskære DR. Eller om det er nødvendigt at give endnu mere støtte til traditionelle medier som DR og dagbladene for at sikre dem i konkurrencen mod medievirksomheder som Facebook og Google, der i stigende grad tager de annonceindtægter, som f.eks. aviserne før fik.
Desuden har diskussionen gået på, om licensen bør omlægges til en medieskat, hvilket den daværende regering, som sammen med Dansk Folkeparti vedtog den seneste medieaftale for 2019-2023, har besluttet, at den skal.
Hvilke argumenter har vejet tungt i beslutningen om at reducere DR’s størrelse?
De seneste år har flere politiske partier samt brancheorganisationen Danske Medier argumenteret for, at DR bør beskæres med op til 25 %, og i medieaftalen for 2019-2023 er beskæringerne fastsat til 20 % over aftaleperioden. Medieaftalen er indgået mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti. I Medieaftalen 2019-2023 (se kilder) forklares besparelserne som en nødvendig målretning af DR’s opgaver af hensyn til konkurrenterne: ”DR skal derfor fokusere på indhold, der ikke udbydes af kommercielle udbydere samt reducere antallet af flow-tv-kanaler. DR skal omlægges fra den brede medievirksomhed, som DR er i dag, til et markant fyrtårn inden for bl.a. nyheder, oplysning, kultur og læring. DR skal derfor ikke sende alt til alle. DR må i indhold og distribution ikke konkurrere med private aktører, hvor det ikke tjener et klart public service-formål.” Brancheorganisationen Danske Medier mener, at hvis DR beskæres, vil det gavne den private mediesektors økonomi.
Nogle debattører mener modsat, at det er vigtigt med et DR på mindst samme størrelse som nu, fordi en stor statslig public service-institution er den bedste garant for, at danskerne i alle aldre fortsat kan samles om store begivenheder og fiktionsprogrammer og om indhold, som giver viden og oplysning.
Professor emeritus i medievidenskab ved Aarhus Universitet Frands Mortensen siger i en artikel i Information den 1. september 2017 (se kilder) om de politikere, der ønsker at skære i DR’s budget: ”Skal man op og spare den lille milliard, som blandt andet DF har snakket om, så bliver man altså nødt til at tage fat der, hvor politikerne siger, at det er noget af det vigtigste: gode nyheder, gode fiktionsprogrammer, gode børneprogrammer.”
Flere af Folketingets partier ønsker heller ikke at beskære DR’s budget. Det gælder bl.a. Alternativet og Enhedslisten. Sidstnævntes medieordfører, Søren Søndergaard, siger i førnævnte artikel: ”vi har brug for en stærk public service-institution, hvor folk ved, at de kan finde det, de leder efter. Internettet er uoverskueligt, så der skal være en samlende institution, som folk føler sig trygge ved at søge information hos, fordi de har tillid til den.”
Hvilke dele af DR ryger med besparelserne?
Flere politiske partier har markeret sig med udmeldinger om, hvilket indhold DR skal tilbyde brugerne. I en artikel i Dagbladet Information den 1. september 2017 (se kilder) slog både Venstre og Socialdemokratiet på vigtigheden af, at DR fortsat prioriterer indhold som nyheder, dokumentarer og generelt dansksproget indhold. I samme artikel gav Det Konservative Folkeparti udtryk for, at ”DR har for mange kanaler og for mange chefer” og mener f.eks., at programmer som ”Bagedysten” og ”Gift ved første blik” ikke nødvendigvis skal laves af DR. Overordnet set har der således hersket bred enighed om, at hvis der skal skæres i DR’s budget, skal det være i underholdningsdelen, så DR fremover sender mindre underholdning, færre udenlandske film og serier og færre genudsendelser.
Desuden har nogle partier argumenteret for, at flere radiokanaler skal privatiseres (f.eks. P3) eller lukkes (f.eks. P6 Beat, P7 og P8 Jazz). I den pressemeddelelse fra 26. juni 2018, hvor Kulturministeriet annoncerede den nye medieaftale for 2019-2023 (se kilder), udtrykker daværende kulturminister Mette Bock (LA) det på følgende vis: ”DR skal i fremtiden være en kulturinstitution og ikke en bred mediemastodont, som tilfældet er i dag.” I medieaftalen præciseres det, at DR skal fokusere på nyheder, oplysning, kultur, læring samt indhold til børn og unge. Derudover fastslås det, at DR skal fokusere på digital distribution og skal reducere udbuddet af flow-tv-kanaler fra seks til fire. I en artikel fra DR fra den 18. november 2019 (se kilder) omhandlende institutionens spare- og udviklingsplan, fremgår det præcist hvilke kanaler og programmer, der lukkes som del af besparelserne. Det fremgår bl.a., at:
·Radiokanalen P7 MIX lukkede den 2. januar 2020, mens der i 2020 vil komme færre udgaver af ’Liga’ på P3, og radiokanalerne P6 BEAT og P8 JAZZ fortsætter 2020 ud. Derudover er allerede en række programmer på DR’s radiokanaler lukket i løbet af 2019, herunder bl.a. de radioaviser på P1 og P4, der er lavet specifikt til hver kanal, og som nu er slået sammen. Desuden er sportsnyhederne på P3 og P4 lukket samt hele DR’s Radiodrama.
·DR3 og DR ULTRA flyttede den 2. januar 2020 til DRTV og udgik som flow-tv-kanaler. Samtidig blev DR2 og DR K slået sammen til én ny samfunds- og kulturkanal under navnet DR2, og hertil knyttes også et digitalt indholdstilbud på DRTV, kaldet DR2+, med indhold rettet mod streamere af kultur- og samfundsindhold. I 2019 lukkede DR 14 tv-programmer, herunder ”Vi ses hos Clement” og ”DR2 Dagen”, og i løbet af 2020 lukker yderligere 11 programmer, mens indholdet inden for bl.a. sportsdækning, fredagsunderholdning, film og vidensdeling i form af reportageprogrammer og temalørdage mindskes væsentligt.
·Derudover lukker dr.dk/ligetil, der er forbeholdt usikre læsere, i sin nuværende form. I stedet for vil DR fremover tilbyde funktioner, der kan understøtte læsningen på hele dr.dk. Disse funktioner udvikles og introduceres løbende, og dr.dk/ligetil vil fortsat guide usikre læsere i retning af relevant indhold.
Hvilke argumenter har der været for og imod licensen?
Her er er nogle af argumenterne i diskussionen for og imod licens:
· Licensen rammer socialt skævt, fordi alle danskere over 18 år, der har radio, tv, internet eller smartphone, skal betale lige meget i licens. Det vil sige, at f.eks. tre studerende, der bor sammen i en lejlighed, betaler tre gange så meget i licens som en hel familie i en stor villa.
· Det koster DR mange penge – 40-50 millioner kroner årligt – at inddrive licens, fordi mange glemmer eller bevidst undlader at betale. Selv om DR bruger mange penge på at få flere til at betale, er der stadig 300.000 sortseere, altså personer der burde betale licens, men ikke gør det.
· Som alternativ til licensen har der været forslag fremme om at sætte finansiering af public service på finansloven eller at indføre en særlig public service-skat. Sidstnævnte vil ifølge en del iagttagere forhindre, at politikerne vil forsøge at påvirke public service-virksomhederne ved at true med at nedsætte støtten til dem, hver gang der laves finanslovsforhandlinger. Det samme argument bruges af nogle for, at licensen er værd at bevare, da den forhindrer, at public service-mediernes økonomi hele tiden er til forhandling og indgår i politiske spil, som gør det muligt for politikerne at lægge pres på medierne. Dette argument nævnes af medieprofessor Frands Mortensen i et Ritzau-telegram 9. marts 2017 (se kilder), hvoraf det fremgår, at han frygter, at en skattefinansiering vil give politikerne for meget magt over DR’s indhold, hvis DR’s budget skal diskuteres i forbindelse med de årlige finanslovsforhandlinger: ”Det vil gøre det nemmere for politikerne at bestemme indholdet i udsendelserne.”
I januar 2018 fremgik det af debatter i Folketinget og i medierne, at alle partier i Folketinget på nær Liberal Alliance mener, at licensen bør afskaffes, og at der i stedet bør laves en medieskat.
En meningsmåling fra foråret 2017 viste, at et flertal af danskerne foretrækker en medieskat frem for licens. Målingen, som refereres i et Ritzau-telegram 7. marts 2017 (se kilder) viste, at 36 % af danskerne var enige i, at DR bør finansieres over indkomstskatten frem for licensopkrævning, mens 34 % var overvejende enige.
Argumenterne for og imod at afskaffe licensen fremgår bl.a. af en leder i Information 8. januar 2018 (se kilder).
Hvilke modeller fra andre lande indgår i den danske debat?
Forskellige modeller for, hvordan public service kan finansieres, og hvordan støtten kan administreres, er blevet inddraget i den danske debat, bl.a. med henvisning til erfaringer og planer i lande som Sverige, Finland, Irland og New Zealand.
I Sverige har et public service-udvalg, som skal aflevere deres endelige anbefalinger i løbet af 2018, foreslået at afskaffe licensen og indføre en medieskat i stedet.
I en leder i Dagbladet Information den 8. januar 2018 (se kilder) fremhæves erfaringer fra Finland, hvor man har indført en særlig medieskat: ”Siden 2013 har Finland opkrævet en særskat a la kirkeskatten til deres public service-station, YLE. Alle finner afleverer 0,68 procent af deres indkomst til YLE. Der er loft over medieskatten, så den maksimalt kan løbe op i cirka 1.100 kr. pr. borger pr. år, alle under 18 år er fritaget, og de laveste indkomster skal ikke betale. Til gengæld skal finske virksomheder også betale medieskat (i dag betaler danske firmaer ikke licens).” Denne model har flere medieforskere i Danmark argumenteret for som en god afløser for den danske licensmodel.
I en klumme i samme avis den 6. december 2017 (se kilder) argumenterer journalist og mediekommentator Lasse Jensen imod Venstres forslag om en større public service-pulje, som mange forskellige medier og producenter kan søge penge fra, og som skal finansieres med midler, som i dag går til DR. Han henviser til erfaringer fra Irland og New Zealand, ”de to eneste lande i verden, der rent faktisk har gjort noget lignende” og forklarer, at der efter indførelsen af den særlige public service-pulje i 1999 som afløsning for licensen i New Zealand stort set kun er public service tilbage, som er finansieret af reklamer eller bevilges fra den store nationale pulje. Det new zealandske tv-marked er blevet kommercialiseret og ”udenlandske mediekoncerner og banker har nærmest fuld kontrol med landets medier”, skriver Lasse Jensen. Han vurderer, at kun landets maori-talende mindretal har oplevet bedre public service efter omlægningen, og forklarer, at de samme erfaringer – dog i mindre omfang – gør sig gældende i Irland, hvor 7 % af licensindtægterne fra 2003 på forhånd er blevet lagt i en stor public service-pulje, der efter ansøgning kan støtte public service-projekter (oftest dokumentarprogrammer) fra tv- og radiokanaler, der kan ses/høres i Irland. ”Omlægningen af mediepengene i Irland har – ligesom i New Zealand – primært styrket kanaler og programmer for det gælisk-talende mindretal,” skriver han. Hvis sådanne nationale puljer skal give bedre public service, skal der samtidig opretholdes en stærk, offentligt finansieret public service-station, mener den europæiske radio- og tv-sammenslutning EBU, fremgår det af klummen.
I Sverige er der også debat om public service og om licensen skal omlægges til en medieskat:
Hvilken betydning har regeringsskiftet for den nyeste mediepolitiske aftale?
Den gældende medieaftale for 2019-2023 blev vedtaget med et politisk flertal mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti og offentliggjort den 29. juni 2018. Aftalen afspejler partiernes ønske om at skære i DR samt Venstre og Liberal Alliances ønske om at oprette en public service-pulje, som mange forskellige aktører kan søge penge fra. Dét på trods af, at nogle eksperter har vurderet, at sådan en pulje risikerer at blive politisk styret og dermed sætte den frihed, som er central for mediernes udarbejdelse af public service-indhold, over styr.
Umiddelbart efter aftalens offentliggørelse mødte den skarp kritik af den daværende opposition. Radikale Venstre, Enhedslisten og SF meldte sig klar til at rulle aftalen tilbage efter et folketingsvalg, mens Socialdemokratiets daværende medieordfører, Mogens Jensen, i en artikel på Altinget.dk fra juni 2018 (se kilder), udtalte, at økonomien og implementeringen af aftalen ville være afgørende for, om Socialdemokratiet ville rulle den nye medieaftale tilbage, hvis de fik regeringsmagten efter et folketingsvalg. Da regeringsmagten skiftede i juni 2019, og Joy Mogensen (S) tiltrådte som ny kultur- og kirkeminister, var hun hurtig til at proklamere nye medieforhandlinger i 2020, og i efteråret 2019 fandt hun sammen med regeringens støttepartier penge til at holde radiokanalerne P6 Beat og P8 Jazz kørende i 2020, ligesom hun gav DR ret til igen at publicere lange, dybdegående artikler online.
Hvad er udsigten for public service i fremtiden?
Forskere og medievirksomheder forudser, at det vil blive vanskeligere for public service-medierne fremover at samle danskerne omkring dansksproget public service-indhold. I en artikel på Altinget.dk fra juni 2016 (se kilder) siger Julie Mejse Münter Lassen, der skriver ph.d. på Københavns Universitet om public service-mediernes omstilling fra broadcast til digital: “Vi bliver mere fragmenterede og får et mere individualiseret forbrug, og så har vi ikke et fællesskab, hvor vi samler os foran tv’et. Og hvilken rolle spiller public service så.” I samklang med hende siger Henrik Søndergaard, der er lektor på Københavns Universitet på Institut for Medier, i samme artikel: “Om ti år tror jeg, at det vil være endnu sværere for public service-medierne at have en tilsvarende kontakt med befolkningen, som man har i dag, fordi udbuddet bare bliver større og større.”
Begge forskere forudser, at der kan komme flere udbydere af public service fremover. Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S) har imidlertid i et Ritzau-telegram den 11. august 2019 (se kilder) udtalt, at det for hende er vigtigt at styrke public service, og at hun fortsat ser DR som en væsentlig udbyder i den kontekst: ”DR er en væsentlig institution i at producere og sikre, at befolkningen også føler, at de på en relevant måde har adgang til public service. Hvis denne her reduktion fortsætter, som det er nu, vil det mål blive væsentligt reduceret.” Hun understreger dog også i pressemeddelelsen, at hun ikke kan love en tilbagerulning af besparelserne på DR, omend hun blandt mange partier opfatter en vilje til at finde pengene til det. I en artikel i Politiken den 14. september 2019 (se kilder) understreger ministeren ligeledes, at hun i de kommende medieforhandlinger ønsker en diskussion fra bunden om fremtidens public service: ”Jeg kunne godt have samlet diskussionen op, som den lå, da jeg trådte ind ad døren her. Men så var den udelukkende kommet til at handle om for og imod det gamle medieforlig. Jeg vil starte de forhandlinger forfra.”