Hvad er protestbevægelsen De Gule Veste?
Protestbevægelsen De Gule Veste (på fransk Gilets Jaunes) er en oprørsbevægelse, der opstod i efteråret 2018 som en reaktion på den franske regering og præsident Emmanuel Macrons planer om at skrue op for skatten på brændstof som led i regeringens klimapolitik. Iført gule trafikveste gik tusindvis af demonstranter på gaden, besatte rundkørsler og markerede deres utilfredshed, fordi de mente, at regeringens politik ramte socialt og økonomisk skævt og lagde yderligere pres på de i forvejen økonomisk og socialt dårligst stillede. Protesterne startede som fredelige demonstrationer, men udviklede sig siden til voldsomme gadekampe mellem demonstranter og myndigheder, hvor der blev brugt tåregas, chokgranater og vandkanoner, og både demonstranter, politi- og brandfolk kom alvorligt til skade. Adskillige biler blev sat i brand i Paris’ gader, og butikker og monumenter blev mål for hærværk. Navnet De Gule Veste henviser til en lov, der siden 2008 har pålagt franske trafikanter at have en gul vest med sig i bilen, som de kan tage den på og være synlige i trafikken, hvis der skulle ske en ulykke, og de er nødt til at træde ud af bilen.
Politiet bruger tåregas for at stoppe demonstranter og gadeoptøjer i Paris gader. Global News, 2019-11-19.
Hvad er baggrunden for, at bevægelsen opstod?
Det var et Facebook-opråb mod forhøjelse af brændstofpriserne, skrevet af en kvinde ved navn Priscilla Ludosky, der i maj 2018 satte gang i bevægelsen. I slutningen af oktober havde omkring en million sluttet sig til Priscilla Ludosys protestbevægelse De Gule Veste på Facebook. De Gule Vestes oprør mod stigende brændstofpriser skal ses i lyset af, at millioner af franskmænd har langt til arbejde, og at den offentlige transport mange steder i landet, især uden for de større byer, er blevet forringet de seneste år. Men protesterne handler om meget andet, f.eks. lave lønninger og relativt høj skat samt prisstigninger, som for millioner af franskmænd gør det svært at få økonomien til at hænge sammen.
Hvad kæmper De Gule Veste for?
De Gule Veste begyndte som en protest mod højere benzin- og dieselpriser. Men hurtigt bredte den sig til at blive en bredere kamp fra en stor del af den franske befolkning, som ikke vil acceptere stigende leveomkostninger, faldende købekraft og økonomisk ulighed.
I Politiken-artiklen ”Baggrunden for protesterne: Her er De Gule Vestes 5 vigtigste krav” (se kilder) kan man læse, at bevægelsen samles om nej til højere afgifter på brændstof og til højere skatter samt krav om, at det franske skattesystem bliver mere socialt retfærdigt. Bevægelsen kræver også en forhøjelse af den statsgaranterede minimumsløn, som efter betaling af skat og afgifter er på 1.185 euro (cirka 8.888 kroner). Omkring 11% af de registrerede arbejdstagere modtager dette beløb, men mange arbejder for mindre, og De Gule Vestes krav er, at mindstelønnen bliver hævet med 100 euro om måneden. Bevægelsen kritiserer præsident Emmanuel Macron og regeringens for at lade den arbejdende del af befolkningen, pensionister og uddannelsessøgende betale reformer, økologisk omstilling og nedbringelse af Frankrigs store gæld, mens de stadig flere milliardærer og rige bliver endnu mere velhavende, kan man læse i artiklen.