Udbredelse og betydning

Omfanget af den nye klasse, prekariatet, er omdiskuteret, bl.a. fordi der ikke er nogen helt klar definition af, hvem der tilhører prekariatet, og fordi der ikke er nogen fagforening eller nogle partier eller lignende, der organiserer denne nye klasse. Den omfatter nemlig mennesker med meget forskellig social og uddannelsesmæssig baggrund, der blot har det tilfælles, at de – ufrivilligt – arbejder under usikre eller skiftende forhold. I sin bog ”Prekariatet – den nye farlige klasse” (se kilder) fremlægger den britiske sociolog Guy Standing stort set ingen dokumentation for antallet af prekære ansatte. Men han anslår, at omkring hver fjerde ansatte i Europa i dag er underlagt prekære arbejdsvilkår og altså kan siges at tilhøre prekariatet, og han vurderer, at antallet er stigende.

Denne antagelse understøttes af forskellige undersøgelser af udviklingen på arbejdsmarkedet, som samstemmende viser, at der er en stigning i antallet af midlertidige kontrakter og ansættelser på det europæiske arbejdsmarked. I en artikel i Zetland (se kilder) refereres f.eks. en undersøgelse foretaget af OECD i 2016, som viser, at i adskillige lande er mere end hver femte på arbejdsmarkedet, der er ansat på midlertidige kontrakter med en tidsbegrænset ansættelse. I Holland, Frankrig og Tyskland er det mellem hver femte og syvende, og i Frankrig er det desuden næsten 9 ud af 10 nye stillinger på arbejdsmarkedet, der er tidsbegrænsede.

Ifølge artiklen ”Farvel til dit faste job – Fremtiden er en verden af løsarbejdere” i Berlingske Tidende (se kilder) er hvert femte job i USA, som er skabt efter den globale finanskrise i 2008, midlertidige job, hvoraf halvdelen kun tjener en anelse mere end mindstelønnen, og ifølge samme artikel har freelancernes fagforening i USA fundet ud af, at hver tredje lønmodtager i USA udfører freelancearbejde. Hvor mange af disse, der har valgt freelancearbejdet frivilligt og dermed ikke nødvendigvis tilhører prekariatet, vides dog ikke.

Prekariatet udgør formodentlig ikke så stor en del af arbejdsstyrken i Danmark som i mange andre europæiske lande, bl.a. fordi fagbevægelsen i Danmark til en vis grad har formået at bremse udviklingen af midlertidige kontrakter og løst ansatte. Ifølge en kronik på netavisen Kommunen.dk (se kilder) er deltidsansættelser, vikaransættelser og forskellige former for midlertidige ansættelser dog også i Danmark i kraftig vækst, og de er især udbredt blandt unge. I gruppen af unge under 35 år skønnes det, at mindst hver sjette i 2013 var midlertidigt ansat.

Ifølge artiklen ”De unge har kurs mod prekaritatet” på netavisen Pio (se kilder) viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd dog et fald i andelen af midlertidigt ansatte fra knap 10% i 2015 til 8,7% i 2015. Men den faldende andel gælder kun det samlede billede, ikke de unge. Blandt de 25-34-årige er tendensen, at en stadig større andel må nøjes med løsere og mere midlertidige ansættelser.

Ifølge artiklen ”Vikarer og løstansatte vinder frem” i Berlingske Tidende (se kilder) bruger flere og flere virksomheder i Danmark vikarer, og det gælder også i det offentlige, hvor man i sundhedsvæsnet opretter egne interne vikarbureauer, og hvor antallet af tilkaldevikarer i folkeskolen ifølge en opgørelse er steget med 31 % på ét år.

Ifølge den britiske sociolog Guy Standing, der har gjort begrebet prekariatet udbredt via sin bog af samme navn (se kilder), består prekariatet af tre ret forskellige grupper:

· Den første gruppe består af dem, der er faldet ud af den gamle arbejderklasse. De føler sig ifølge Standing usikre, fordi de oplever en virkelig eller indbildt fortid med tryghed på arbejdsmarkedet, og fordi de ikke har en høj uddannelse. De vil ofte føle sig tiltrukket af populistiske partier på højrefløjen, som tilbyder ’lette’ løsninger på de nye usikre forhold på arbejdsmarkedet, f.eks. i form af at lukke grænserne for indvandring.

· Den anden gruppe består af dem, der er uden hjem og fast opholdssted, først og fremmest migranter, men også straffede og rettighedsberøvede. Ifølge Guy Standing er de fleste i denne gruppe parat til fortsat at acceptere meget ringe vilkår på arbejdsmarkedet for blot at overleve, og de vil derfor ikke umiddelbart organisere sig eller stille krav til arbejdsgiverne. En lille gruppe vil dog være draget af religiøs fundamentalisme som en løsning på de barske vilkår, de lever under.

· Den tredje gruppe er ifølge Guy Standing et stigende antal både unge og lidt ældre højtuddannede, som ikke kan få en fast plads på arbejdsmarkedet, men i stedet – mod deres vilje – må nøjes med midlertidige stillinger, projektansættelser eller freelancearbejde. De er bekymrede, fordi de ikke oplever, at de kan udvikle deres evner kontinuerligt eller bygge en karriere op. En del af dem støtter nye bevægelser på venstrefløjen, f.eks. Podemos i Spanien og Alternativet i Danmark, og de færreste af dem mener, at traditionel socialisme er løsningen på deres problemer.

Samfundsforskere peger på, at fremkomsten af et prekariat bl.a. skyldes globalisering, udflytning af arbejdspladser, teknologisk udvikling, som overflødiggør en del funktioner og kræver nye kompetencer, samt tendensen til, at man i visse brancher oplever hurtigt opståede virksomheder, der organiserer arbejdet på nye måder, herunder i form af deleøkonomi. Det har ført til færre faste ansættelser, flere løst ansatte, flere vikarer, freelancere og deltidsansatte og lavere grad af social beskyttelse. Mange bliver nu ansat uden pensionsordninger eller ret til løn under sygdom, og fordelene ved de nye typer virksomheder og ansættelser er derfor ifølge de mere bekymrede blandt forskerne primært en fordel for arbejdsgiverne og en stor ulempe for arbejdstagerne. Et kendetegn ved det arbejde, medlemmer af prekariatet udfører, er nemlig, at det er muligt at udskifte den ene ansatte med en anden, hvis markedet eller produktionen kræver det. Det giver stor usikkerhed for den enkelte ansatte. Prekariatet udvikler sig derfor blandt andet, når f.eks. store industrivirksomheder afskediger fastansatte, som de bagefter ansætter som vikarer.

Desuden risikerer selv folk i faste stillinger at blive en del af prekariatet, fordi deres ansættelser bliver mere og mere projektorienterede, sådan at f.eks. forskere selv skal fundraise og skaffe penge til deres næste projekt.

Prekariatet går på tværs af traditionelle klasseskel, og der er derfor stor forskel på medlemmerne af den nye klasse. Dog har de til fælles, at deres usikre arbejdsvilkår kan gøre det svært for dem at opbygge en karriere, få en stabil arbejdsidentitet, stifte familie eller få en fast bolig. Desuden vil de ofte opleve sig negativt omtalt i medierne. Peter Simonsen, der er professor på Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, siger i artiklen ”Prekariatet: Vor tids underklasse lever i konstant utryghed” på Videnskab.dk (se kilder): ”Hvad enten de er ufaglærte, faglærte, højtuddannede, danskere eller indvandrere, deler de en form for usikkerhed og uforudsigelighed. Deres liv er præget af manglende social tryghed og manglende udsigt til, at de får det (…) De bliver presset til at opføre sig, som om der er en masse jobs derude, som de skal skynde sig at få – ellers er de nogle nassere.”

Mette Lykke Nielsen, der er lektor på Aalborg Universitets Center for Ungdomsforskning, forsker i, hvordan unge uden uddannelse oplever at være en del af et arbejdsmarked, hvor de hele tiden risikerer at bliver erstattet af en anden. Ifølge artiklen ”Prekariatet: Vor tids underklasse lever i konstant utryghed” på Videnskab.dk (se kilder) viser hendes forskning, at disse unge risikerer at opleve ensomhed og manglende tiltro til fremtiden: ”Det, som kendetegner den situation, man er i, når man har flere midlertidige ansættelser bag sig, er, at man holder op med at knytte sig til sine kollegaer. Man holder op med at have forhåbninger om at blive en del af noget. Der er risiko for, at man resignerer. Hvis man er ansat på en midlertidig kontrakt, råber man ikke højt og kritiserer. De opfatter sig selv som en vare på arbejdsmarkedet, der hele tiden kan erstattes”, siger hun. Desuden peger hun på, at der blandt de midlertidigt ansatte unge er større risiko for skader og ulykker på arbejdet.

Umiddelbart er der mange fordele for de virksomheder, der ansætter folk på korte, usikre kontrakter, fordi de kan spare en del udgifter, som virksomheder har til ansatte i faste ansættelser. International forskning peger dog ifølge en kronik på netavisen Kommunen.dk (se kilder) på, at det også kan have en række negative konsekvenser for arbejdspladsen at bruge midlertidige medarbejdere: Det er vanskeligt at etablere en sammenhængende arbejdsorganisation – at etablere rutiner, fællesskaber og vidensdeling mellem medarbejdere, hvis de hele tiden bliver skiftet ud, og det kan i hvert fald i visse typer af virksomheder skade økonomien på sigt.

Der er endnu kun få undersøgelser af, hvordan medlemmerne af prekariatet oplever deres tilværelse, og hvordan vilkårene på arbejdsmarkedet påvirker dem. Derfor er der sat flere forskningsprojekter i gang i Danmark. Der laves bl.a. forskning i, hvordan unge nyuddannede oplever at gå fra det ene midlertidige job til det andet, ligesom der forskes i, hvordan folk i usikre ansættelsesforhold i den akademiske verden oplever deres livs- og arbejdssituation.

En anden kilde til indblik i, hvordan det føles at tilhøre den nye gruppe af socialt udsatte i prekariatet, er skønlitteraturen. Ifølge professor Peter Simonsen fra forskningscentret Uses of Literature på Syddansk Universitet findes der allerede i dansk skønlitteratur en del beskrivelser af livet i prekariatet. I artiklen ”Prekariatet: Vor tids underklasse lever i konstant utryghed” på Videnskab.dk (se kilder) nævner han bl.a. delvist selvbiografiske værker som Yahya Hassans digtsamling ”YAHYA HASSAN” fra 2013 og Morten Papes roman ”Planen” fra 2015 er som eksempler på litteratur, der giver førstehåndsberetninger om, hvordan verden opleves af prekariatet. Bøgerne viser ifølge Peter Simonsen blandt andet, hvordan livet er præget af stor usikkerhed, og hvordan de forskellige grupper i prekariatet kæmper mod hinanden og ikke forstår hinanden. I Morten Papes ”Planen” gælder det f.eks. gruppen af indvandrere og gruppen af socialt udsatte danskere. Den manglende forståelse mellem prekariatets forskellige grupperinger kommer ifølge Peter Simonsen også til udtryk i forfatter Helle Helles roman ”Ned til Hundene” fra 2008, hvor fortælleren, Bente, er et eksempel på en akademiker fra prekariatet, der undervejs i romanen møder et par, der kommer fra en meget lavere social klasse og bl.a. på grund af sygdom ikke er på arbejdsmarkedet og ikke har fast indkomst.