Hvilke argumenter bruger fortalerne for nudging som metode?
Fortalerne for nudging argumenterer for, at nudging er en god og effektiv metode, fordi den tager højde for, at mennesker ikke alene er rationelle væsener, men i høj grad styret af følelser og vaner. Selv om vi ved, at det er sundt at dyrke motion et vist antal gange om ugen, spise grøntsager eller droppe cigaretterne, er det ikke sikkert, at vi gør det. Derfor er oplysningskampagner ikke er nok, hvis man vil have mennesker til at ændre vaner og adfærd, argumenterer de, der fremhæver nudging som en løsning.
Adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen fortæller om Københavns Lufthavns nudging af rygere.
Hvilke argumenter fremfører kritikere af nudging som metode?
Mette Trier Damgaard, adjunkt ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, forsker i nudgingens begrænsninger, og hun er blandt de, der advarer imod, at nudging bliver brugt for ukritisk. ”Hvis nudging skal bruges effektivt, er vi nødt til at kende de negative effekter og ikke bare blindt bruge det”, siger hun i artiklen ”Nudging bliver brugt alt for ukritisk” i Djøfbladet (se kilder). Hun mener ikke, at effekterne og de utilsigtede negative konsekvenser er undersøgt nok og peger på et eksempel, der viste, at nudging havde en uheldig effekt. Folkekirkens Nødhjælp forsøgte at nudge deres donorer til at indbetale støttekroner gennem en e-mail-kampagne ud fra en antagelse om, at folk gerne vil bidrage, men glemmer det. Kampagnen fik flere til at donere, men fik samtidig mange donorer til at stoppe deres støtte, fordi de blev irriterede over påmindelsen. Det er et godt eksempel på, at man for ofte skyder med spredehagl, når det gælder nudging, argumenterer Trier Damgaard. Kritikere peger også på, at nudging ofte tager afsæt i et ensidigt syn på sundhed ved kun at fokusere på at ændre den enkeltes adfærd i retning af, hvad samfundet definerer som sundt i stedet for at forsøge at ændre de strukturer og betingelser i samfundet, som får folk til at leve usundt. Selv om en nudging-metode måske påvirker selve indkøbssituationen, forandrer den jo ikke fødevaresystemet og den stressede hverdag, der måske er med til at gøre, at mange ikke spiser så sundt, som de ved, de bør, lyder argumentet f.eks. i kommentarartiklen ”Sundheden puffes i den forkerte retning” på Information.dk (se kilder).
Hvilke etiske udfordringer er forbundet med nudging?
En etisk udfordring forbundet med nudging er, at der kan opstå et uheldigt skred i menneskesynet og forholdet mellem stat og borger, hvis staten for massivt nudger befolkningen til at leve på en bestemt måde, så borgerne til sidst helt glemmer at tage ansvar for egne valg. Dette kan skabe en form for umyndiggørelse, gøre borgerne uoplyste og ufri. Et andet etisk kritikpunkt er, at nudging kan betragtes som manipulation, fordi pointen med nudging netop er at få mennesker til at handle på en bestemt måde, uden at de tænker over det. Men hvis mennesker ikke ved, at de bliver påvirket, kan de heller ikke gøre indsigelser imod eller modsætte sig påvirkninger, de ikke ønsker. Det kan også betragtes som etisk problematisk, at myndigheder, der står bag nudging, forsøger at vurdere, hvad det gode valg for borgeren er. For selv myndigheder med gode hensigter kan tage fejl og påvirke mennesker i en retning, som ikke gavner deres velfærd. Desuden kan det blive et stort problem for myndighederne, hvis borgerne føler, at myndighedernes nudging-tiltag er manipulerende, og derfor mister tillid til dem og får samme kritiske indstilling til f.eks. vigtige budskaber i sundhedskampagner, som de har over for kommercielle reklamer. Derfor er der, som det beskrives i et baggrundsnotat udarbejdet af Det Etiske Råd (se kilder), ”grund til at udvise forsigtighed med brugen af skjult påvirkning, også selvom den isoleret set kan forekomme hensigtsmæssig”.
Hvordan kan man anvende nudging på en etisk forsvarlig måde?
Selv en af nudging-begrebets fædre, Richard Thaler, erkender, at der er etiske udfordringer forbundet med nudging, blandt andet fordi mange misforstår begrebet som en metode til at påvirke mennesker til at handle, som man ønsker, at de skal handle og ikke som de selv ønsker at handle, hvilket ellers er afgørende for, at der er tale om nudging. Derfor argumenterer Thaler for, at man bør udvikle kontrolmekanismer, der sikrer, at statens brug af nudging er tydelig for borgerne, så ingen føler sig manipuleret. I artiklen ”At nudge eller ikke at nudge – det er spørgsmålet” på Ing.dk (se kilder) nævner Thaler tre grundprincipper for forsvarlig nudging:
”Hvis du spørger mig, hvad mine krav ville være til en statslig nudging-strategi, så ville det være 1) ingen tvang, 2) en høj sandsynlighed for, at antallet af mennesker, som bliver hjulpet, overstiger antallet af mennesker, som bliver skadet, samt 3) at en eventuel skadelig virkning er meget begrænset”.
Adfærdsforsker og formand for Det Danske Nudging Netværk Pelle Guldborg Hansen argumenterer for, at vi netop skal udvikle kontrolmekanismer for brug af nudging, som endnu ikke findes, fordi nudging på få år er blevet så udbredt, at mange bruger det uden at tage stilling til etiske dilemmaer og tydeliggøre, hvad de gør.
”Vi ved, hvordan man skal implementere en ny lov. Vi ved, hvordan man opkræver nye skatter. Det indgår i en stats formelle system. Men med hensyn til nudges har vi endnu ikke udviklet mekanismer til at gøre det ordentligt”, udtaler han i artiklen på Ing.dk (se kilder).