Hvad er nationen?
Ordet nation stammer fra det latinske natio, der betyder fødsel, afstamning eller folk. Begreberne 'folk' og 'nation' har ifølge ”Gads Historieleksikon” (se kilder) haft overlappende betydninger op gennem historien. Nationsbegrebet har siden 1800-tallet haft pladsen som den altafgørende fælles identitet – til tider i konkurrence med klassebegrebet. Dermed er nationen også noget, folk har skullet være villige til at dø for.
En nation er ifølge denstoredanske.dk (se kilder) en gruppe mennesker, som føler sig beslægtede og/eller er bevidst om en fælles historisk og kulturel baggrund, som giver denne gruppe en særlig identitet over for andre grupper. Gruppen føler sig typisk knyttet til et afgrænset territorium, og de ønsker at opretholde nationen ved at bevare eller skabe en statsdannelse i dette geografiske område. Ofte har gruppen et fælles sprog, og sprog er ofte blevet fremhævet som den afgørende faktor for en nation.
Siden slutningen af 1700-tallet har ideen om folket og nationen været med til at sætte dagsordenen for europæisk politik og sidenhen også i andre dele af verden. Det er i dag svært at forestille sig en verden uden nationer, da de spiller en så grundlæggende rolle både politisk, økonomisk og kulturelt.
Hvad er nationalisme?
Den fremtrædende britiske nationalismeforsker Anthony D. Smith oplister i bogen ”Nationalisme” (se kilder) nationalismens seks grundlæggende påstande:
1. Verden er opdelt i nationer, som hver har deres egen karakter, historie og skæbne.
2. Nationen er den eneste kilde til politisk magt.
3. Loyalitet over for nationen tilsidesætter alle andre loyaliteter.
4. For at være fri må ethvert individ tilhøre en nation.
5. Alle nationer kræver fuld selvudfoldelse og autonomi.
6. Global fred og retfærdighed kræver en verden af autonome nationer.
Det er dog ikke sådan, at nationalister altid lever op til samtlige af de seks idealer. Nationalisme er ikke som sådan en politisk ideologi, da den ikke forholder sig til en lang række væsentlige politiske og sociale spørgsmål. Smith skriver videre: ”Nationalisme opnår kun altafgørende betydning i forbigående perioder med kriser som nationsdannelse, erobringer, udefrakommende trusler, omstridte territorier, eller når det indadtil opfattes, som om man domineres af en fjendtlig etnisk eller kulturel gruppe.”
I denstoredanske.dk (se kilder) bliver nationalisme defineret på følgende måde: ”(...) i daglig tale en stærk eller yderligtgående nationalfølelse, der ofte er forbundet med fremmedhad, racisme og aggressiv militarisme.” Denne definition lægger altså vægt på nationalismens destruktive potentiale, som har vist sig op gennem historien.
Hvad er forskellen på nationalisme og patriotisme?
Denstoredanske.dk (se kilder) definerer patriotisme som fædrelandskærlighed. En patriot elsker sit fædreland og arbejder for det uden at tænke på at få noget ud af det selv. Patriotisme kan ses som en form for politisk nationalisme, fordi personers statsborgerskab, nationalfølelse og patriotiske handlinger ses som afgørende, ikke borgerens afstamning, sprog og kulturelle tilhørsforhold.
Historikeren Uffe Østergård forklarer i artiklen ”Den særlige danske nationale identitet” (se kilder) forskellen mellem patriotisme og nationalisme med udgangspunkt i ordenes latinske udspring: ”Patriotisme henviser til patria, altså fædrelandet, mens nationalisme kommer af natio, det vil sige folket. Patriotismen gør sig altså ingen forestillinger om et særligt folk. Den er ikke blodsbundet, men tager blot udgangspunkt i de mennesker, der er født inden for et afgrænset område.”
Den danske fodboldsang ”Vi er røde, vi er hvide” fra 1986.
Hvad er det franske nationsbegreb og det tyske nationsbegreb?
Gennem tiden har der været to nationsbegreber, der både har overlappet og været i konkurrence: det franske og det tyske. Det franske nationsbegreb lægger vægten på sprog, kultur og det at være del af et bestemt politisk-kulturelt fællesskab. Indtil 1990erne gav Frankrig automatisk indfødsret til alle, som fødtes på fransk territorium.
Det tyske nationsbegreb lægger vægt på fødsel og afstamning i lighed med ideen om en fælles historie og kultur. Ifølge denne tankegang bliver nationen opfattet på en måde, der er sammenligneligt med et menneske, og man taler derfor om en særlig nationalkarakter hos de enkelte nationer. Ifølge denstoredanske.dk (se kilder) har såkaldte afstamningstyskere (Volksdeutsche) fra Østeuropa og Rusland uden videre ret til tysk statsborgerskab, selvom de ikke taler et ord tysk, mens det har været næsten umuligt for fjerdegenerationsindvandrere fra Tyrkiet at få statsborgerskab.
Hvad er nationalstaten?
En nationalstat er ifølge ”Gads Historieleksikon" (se kilder) en: ”betegnelse for de statsdannelser, hvor der er større eller mindre sammenfald mellem statens territorium og det pågældende folk eller nation.” Det virker måske indlysende i vore dage med dette sammenfald, men indtil slutningen af 1700-tallet var det normen, at staten var afgrænset alene i forhold til det område, som fyrsten regerede over. Det betød, at en sådan territorialstat oftest rummede flere sprog og kulturer. Et eksempel er de riger, der i århundreder blev regeret af fyrsteslægten Habsburgerne. De har rummet så forskellige områder som Spanien, Syditalien, Nederlandene og en stor del af Centraleuropa. Også den danske stat har rummet danskere, nordmænd, tyskere, islændinge og flere andre folk på samme tid.
Forestillingen om en nationalstat har ifølge ”Gads Historieleksikon” (se kilder) udgjort normen for mange statsdannelser i 1800- og 1900-tallet, men har af forskellige grunde været svær at realisere fuldt ud.