Napoleonskrigene

Hvem var hovedaktørerne i Napoleonskrigene?

Napoleon var først og fremmest feltherre og brugte det meste af sin tid i spidsen for sin enorme franske hær; den største i Europa. I mange år var Frankrig og Napoleon sejrherrer i langt de fleste militære styrkeprøver, som Napoleon kastede sig ud i. Det franske herredømme over Europa var på sit højeste i 1810, hvor kun Storbritannien kæmpede imod. De fleste andre stater var enten allieret eller havde konger, der var indsat af Napoleon.

Napoleons tørst efter erobringer og den franske hær blev dog samtidig anset som en trussel mod de europæiske kongedømmer. Derfor blev der også med mellemrum formet skiftende koalitioner vendt mod Frankrig. De vigtigste deltagere i disse koalitioner var Storbritannien, Østrig, Preussen, Sverige og Rusland – men dog sjældent dem alle på samme tid.

Hvorfor gik Napoleon i krig?

I Napoleons selvbiografi, der har været med til at forme myten om Napoleon, beskriver han sig selv som en mand med en stor plan om at befri Europas undertrykte masser. I artiklen ’Var Napoleon forbillede for Hitler og Mao?’ i Berlingske (se kilder) udtaler Napoleonforskeren Eric Lerdrup Bourgois dog: "Myten om Napoleon som den store strateg med en masterplan er selvskabt. Han havde ingen stor plan, og de krige, som han blev involveret i, var ikke nødvendigvis hans eget initiativ. Kun angrebet på Spanien i 1808 og angrebet på Rusland i 1812 kan klart tilskrives hans eget initiativ."

Hvad var Napoleons største sejre og nederlag?

Slaget ved Marengo (1800): Napoleons tropper vandt dette slag mod østrigerne i Norditalien. Sejren befæstede Frankrigs dominerende position på det europæiske kontinent.

Slaget ved Trafalgar (1805): Napoleons første store nederlag, hvor hans flåde blev smadret ud for Gibraltar af briterne under ledelse af admiral Nelson. Dermed måtte Napoleon opgive alle planer om at erobre England.

Slaget ved Austerlitz (1805): Napoleons måske største sejr. Hans styrker besejrede en russisk-østrigsk koalitionsstyrke ved Austerlitz i nutidens Tjekkiet og udbyggede dermed Frankrigs dominans i Europa. Kort efter blev Preussen slået ved Jena og Auerstedt i det nuværende Tyskland, hvorefter Berlin blev indtaget.

Felttoget mod Rusland (1812): Efter et langt felttog nåede Napoleons styrker helt ind i Moskva. Byen var dog forladt og delvist nedbrændt, så Napoleons hær trak sig tilbage gennem den iskolde russiske vinter under hårde russiske angreb. Napoleons hær blev næsten tilintetgjort. I 1813 blev en ny fransk hær slået ved Leipzig af styrker fra Østrig, Preussen, Rusland og Sverige. Napoleon var slået og afstod tronen i 1814 – for denne gang.

Slaget ved Waterloo (1815): Den ’genopstandne’ Napoleon (se Del 3) mødte en overlegen hær fra alle de øvrige europæiske magter ved Waterloo i Belgien. Her led han sit endelige nederlag med store menneskelige tab for hæren til følge. Deraf kommer talemåden ’at møde sit Waterloo’, som stadig bruges. Det skal forstås sådan, at når et menneske ’møder sit Waterloo’, møder det sit ultimative nederlag – til trods for, at det i udgangspunktet var højt på strå.

monument for slaget ved Waterloo

Monument for Slaget ved Waterloo i 1815. Foto: Poul-Erik Lilliholm Rosenbaum / Scanpix

Hvor mange døde i Napoleons krige?

I artiklen ' Var Napoleon forbillede for Mao og Hitler?' fra Berlingske (se kilder) citeres Napoleonforskeren Gwynne Dyer for, at der døde cirka fire millioner mennesker i Napoleons krige. Historikeren Alan Forrest skriver i bogen 'Napoleon' (se kilder), at Napoleons ligegyldighed over for tabte menneskeliv betød, at "det var ikke uden grund, at Napoleon blev anklaget for at være en grusom og hjerteløs slagter, der var rede til at ofre tusindvis af mennesker i jagten på hæder og ære." De europæiske hære blev langt større i Napoleons tid, og slagene var langt mere blodige end tidligere tiders.