Napoleon den 1.

Napoleon den 1. (1769-1821) nåede inden for en kort årrække at underlægge sig det meste af Europa og blive kronet som kejser af Frankrig. Da det hele så ud til at være slut, gjorde han et bemærkelsesværdigt comeback, inden han mødte sit endelige nederlag ved Waterloo.

     Myten om Napoleon lever i bedste velgående. Særligt i Frankrig ser mange ham som en stor skikkelse, der samlede nationen og indbragte sig hæder og ære på slagmarken. Mange andre ser ham derimod som en skånselsløs diktator, der satte Europa i brand.

Enevælden er ifølge 'Gads Historieleksikon' (se kilder) den danske betegnelse for den styreform, hvor fyrstens magt er mere eller mindre uindskrænket. Enevælden blev almindelig i europæiske monarkier (kongedømmer) i løbet af 1500-tallet og 1600-tallet. De enevældige kongers forbillede var den franske konge Ludvig (Louis) den 14., også kaldet Solkongen, der regerede fra 1643 helt til 1715. Den danske enevælde varede fra 1660 til 1848.

     Enevælden tildelte udstrakte privilegier til aristokratiet omkring hoffet, hvilket skabte utilfredshed hos dele af borgerskabet, der ikke nød disse privilegier. Derfor blev der i løbet af 1700-tallet udviklet ideer om demokrati og folkesuverænitet.

Den enevældige konge Ludvig den 16.'s (1754-1793) Frankrig var før revolutionen i 1789 i dyb økonomisk krise. Der var ifølge bogen ’A History of Western Society’ af John McKay m.fl. (se kilder) store spændinger i det franske samfund. Store dele af adelen og kirkens folk ønskede at bevare det stivnede system, hvor de nød godt af nedarvede privilegier og lave skatter, mens særligt dele af borgerskabet ville vælte enevælden og den gamle orden. Og så var der flertallet, der bare gerne ville have råd til det daglige brød. Spændingerne steg, og revolutionen brød ud den 14. juli 1789, der senere blev Frankrigs nationaldag.

     Frankrig gik ved denne revolution fra at være et enevældigt kongedømme til at blive en republik uden en konge som statsoverhoved. Efter revolutionen blev der gennemført talrige reformer. Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder (menneskerettighedserklæringen) blev udråbt. Den fastslog, at alle mennesker fra fødslen har samme rettigheder, herunder tale- og trykkefrihed, religionsfrihed og almindelig retssikkerhed. Frihed, lighed og broderskab blev revolutionens slogan.

     Revolutionen løb dog af sporet og udviklede sig i 1792-1795 til det, der kaldes Rædselsherredømmet med massehenrettelser og diktaturlignende tilstande, indtil dets leder Maximilien Robespierre selv mistede hovedet i guillotinen. Herefter indtrådte et mere moderat, men også korrupt og upopulært styre, indtil general Napoleon Bonaparte tog magten ved et militærkup i 1799 og afskaffede den nyligt indførte republik efter kun 10 år.

Napoleon Bonaparte blev født ind i en adelig familie på øen Korsika i Middelhavet i 1769. Han blev officer i en meget ung alder og gjorde lynkarriere i årene efter revolutionen. Undervejs i den revolutionære republiks levetid gik den enorme franske hær opildnet af nationalfølelse i krig mod en lang række af de andre europæiske stater som Østrig og Spanien. Napoleon blev berømt hos franskmændene som en snu og effektiv feltherre.

     Den populære Napoleon blev efterhånden anset som en trussel mod republikkens svage og kaotiske styre og blev derfor i 1798 sendt på et felttog mod briterne i Egypten. Dette felttog blev til gengæld en stor fiasko, og Napoleon tog hurtigt tilbage til Paris, inden nyheden spredte sig. I 1799 gik han i ledtog med en række politisk prominente personer, der var trætte af det svage styre, og tog i 1799 magten ved et militærkup. I 1804 lod han sig udråbe til kejser Napoleon den 1. af Frankrig.

     Napoleon blev gift med den smukke Josephine i 1796, men da det ikke lykkedes dem at få arvinger, lod Napoleon sig skille fra hende i 1809. Året efter giftede han sig med den østrigske kejserdatter Marie-Louise, der i 1811 fødte en søn.

Napoleon var en energisk og beslutsom leder – på godt og ondt. Han iværksatte store, blivende reformer af det franske samfund, men styrede også Frankrig med hård hånd og gennemførte blodige felttog i Europa.

     Blandt Napoleons største bedrifter var ifølge Herman Lindqvists bog 'Napoleon' (se kilder) udskiftningen af det sammensurium af regionale og særlige love, som fandtes i Frankrig, da Napoleon kom til magten, med en samlet lovsamling 'Code Napoléon' (også kaldet 'Code Civil'). Her blev de centrale principper fra 1789-revolutionen; lighed for loven (for mænd), privat ejendomsret og religionsfrihed samlet. 'Code Civil' har dannet forbillede for lovgivningen i store dele af Europa og i Latinamerika.

     Frankrigs forvaltning blev også moderniseret og centraliseret under Napoleon. Han etablerede et netværk af præfekter (amtsborgmestre), råd og borgmestre, der styrede Frankrigs departementer (amter). Præfekterne var direkte udnævnt af Napoleon og fungerede som hans forlængede arm.

     Uddannelsessystemet blev reformeret, infrastrukturen udbygget, og den franske økonomi kom under kontrol. Til gengæld kom Napoleons vedvarende krigsførelse til at koste dyrt for den franske stat, da krigslykken vendte.

Napoleon var først og fremmest feltherre og brugte det meste af sin tid i spidsen for sin enorme franske hær; den største i Europa. I mange år var Frankrig og Napoleon sejrherrer i langt de fleste militære styrkeprøver, som Napoleon kastede sig ud i. Det franske herredømme over Europa var på sit højeste i 1810, hvor kun Storbritannien kæmpede imod. De fleste andre stater var enten allieret eller havde konger, der var indsat af Napoleon.

     Napoleons tørst efter erobringer og den franske hær blev dog samtidig anset som en trussel mod de europæiske kongedømmer. Derfor blev der også med mellemrum formet skiftende koalitioner vendt mod Frankrig. De vigtigste deltagere i disse koalitioner var Storbritannien, Østrig, Preussen, Sverige og Rusland – men dog sjældent dem alle på samme tid.

I Napoleons selvbiografi, der har været med til at forme myten om Napoleon, beskriver han sig selv som en mand med en stor plan om at befri Europas undertrykte masser. I artiklen ’Var Napoleon forbillede for Hitler og Mao?’ i Berlingske (se kilder) udtaler Napoleonforskeren Eric Lerdrup Bourgois dog: "Myten om Napoleon som den store strateg med en masterplan er selvskabt. Han havde ingen stor plan, og de krige, som han blev involveret i, var ikke nødvendigvis hans eget initiativ. Kun angrebet på Spanien i 1808 og angrebet på Rusland i 1812 kan klart tilskrives hans eget initiativ."

Slaget ved Marengo (1800): Napoleons tropper vandt dette slag mod østrigerne i Norditalien. Sejren befæstede Frankrigs dominerende position på det europæiske kontinent.

     Slaget ved Trafalgar (1805): Napoleons første store nederlag, hvor hans flåde blev smadret ud for Gibraltar af briterne under ledelse af admiral Nelson. Dermed måtte Napoleon opgive alle planer om at erobre England.

     Slaget ved Austerlitz (1805): Napoleons måske største sejr. Hans styrker besejrede en russisk-østrigsk koalitionsstyrke ved Austerlitz i nutidens Tjekkiet og udbyggede dermed Frankrigs dominans i Europa. Kort efter blev Preussen slået ved Jena og Auerstedt i det nuværende Tyskland, hvorefter Berlin blev indtaget.

     Felttoget mod Rusland (1812): Efter et langt felttog nåede Napoleons styrker helt ind i Moskva. Byen var dog forladt og delvist nedbrændt, så Napoleons hær trak sig tilbage gennem den iskolde russiske vinter under hårde russiske angreb. Napoleons hær blev næsten tilintetgjort. I 1813 blev en ny fransk hær slået ved Leipzig af styrker fra Østrig, Preussen, Rusland og Sverige. Napoleon var slået og afstod tronen i 1814 – for denne gang.

     Slaget ved Waterloo (1815): Den ’genopstandne’ Napoleon (se Del 3) mødte en overlegen hær fra alle de øvrige europæiske magter ved Waterloo i Belgien. Her led han sit endelige nederlag med store menneskelige tab for hæren til følge. Deraf kommer talemåden ’at møde sit Waterloo’, som stadig bruges. Det skal forstås sådan, at når et menneske ’møder sit Waterloo’, møder det sit ultimative nederlag – til trods for, at det i udgangspunktet var højt på strå.

I artiklen ' Var Napoleon forbillede for Mao og Hitler?' fra Berlingske (se kilder) citeres Napoleonforskeren Gwynne Dyer for, at der døde cirka fire millioner mennesker i Napoleons krige. Historikeren Alan Forrest skriver i bogen 'Napoleon' (se kilder), at Napoleons ligegyldighed over for tabte menneskeliv betød, at "det var ikke uden grund, at Napoleon blev anklaget for at være en grusom og hjerteløs slagter, der var rede til at ofre tusindvis af mennesker i jagten på hæder og ære." De europæiske hære blev langt større i Napoleons tid, og slagene var langt mere blodige end tidligere tiders.

På grund af nederlaget i slaget ved Leipzig i 1813 måtte Napoleon afgive sin kejsertrone i 1814, og sejrherrerne forviste ham herefter til den italienske ø Elba, som han fik lov til at regere over. I Vincent Cronins bog 'Napoleon Bonaparte' beskrives det, hvordan nyheder om utilfredshed i den franske befolkning efter hans forvisning fik ham til at planlægge og gennemføre en flugt fra Elba i februar 1815 sammen med sin livgarde. Tre uger senere entrede han Paris i spidsen for et sandt triumftog, som tusinder af veteraner fra hans krige havde tilsluttet sig. Den nye, upopulære konge, Ludvig den 18., flygtede, og Napoleon indtog atter kejsertronen.

     De øvrige store europæiske magter var imidlertid fortsat samlet i en mægtig alliance imod Napoleon, og da Napoleon havde genindtaget tronen, begyndte de europæiske magter snart at sende deres hære mod Frankrig. Napoleons endelige skæbne blev beseglet i slaget ved Waterloo, hvor en hær under ledelse af englænderen Wellington og preusseren Blücher i juni 1815 besejrede Napoleons folk. Efter slaget ved Waterloo blev Ludvig den 18. genindsat, og Napoleon sendt i en noget mindre luksuriøs husarrest på den golde ø Sankt Helena i det sydlige Atlanterhav. Her døde han i 1821.

Napoleons eftermæle er omstridt og omdiskuteret. I artiklen ’Var Napoleon forbillede for Hitler og Mao?’ i Berlingske (se kilder) opridses to yderpositioner: Den ene position kan karakteriseres som en dyrkelse af en romantisk myte om Napoleon set frihedselskende geni – en myte, som Napoleon selv var med til at opbygge i sin selvbiografi, som han skrev, mens han efter sin forvisning opholdt sig de sidste år af sit liv på øen Sankt Helena i det sydlige Atlanterhav. Den anden position opfatter Napoleon som en diktator på linje med Hitler og Mao, der var parat til et ofre et stor antal menneskeliv i jagten på egen hæder, ære og magt.

     Der er altså stærkt delte meninger om Napoleon helt op i vor tid, ikke kun blandt historikere og forskere, men også i den almindelige befolkning i Europa. Den franske avis Le Figaro foretog i november 2005 en meningsmåling, der viste, at 50% af franskmændene mente, at han var en stor politisk skikkelse, der endda var forud for sin tid, mens 39% mente, at han var en magtbegærlig diktator, der brugte alle midler til at tilfredsstille sin egen tørst efter magt. I artiklen ’Hele Europas Napoleon’ i Kristeligt Dagblad (se kilder) forklarer historikeren Benedicte Savoy, at: "Franskmændene er stolte af Bonaparte, der reddede republikken, men har svært ved at vedkende sig kejseren, despoten der satte Europa i brand (...). Endnu i dag er man enten pro-Napoleon og dermed demokratisk suspekt, eller også fuldstændig anti-Napoleon."

Fra 1720’erne og frem til Napoleons magtovertagelse i Frankrig i 1799 havde Danmark ikke deltaget i nogle af de krige, der fandt sted i Europa, men i stedet holdt sig neutral. Neutraliteten kom dog under pres fra flere sider. Ifølge historikeren Lars Hovbakke Sørensens bog ’En europæisk Danmarkshistorie’ (se kilder) havde Danmark i 1801 tilsluttet sig Det Væbnede Neutralitetsforbund, ledet af Frankrig og Rusland og vendt imod Storbritannien, fordi det tjente de danske handelsinteresser i Europa. Dette viste også imødekommenhed over for den gamle allierede, Rusland, og briterne blev bekymrede for, at den danske flåde skulle indgå i en blokade eller krig vendt mod Storbritannien.

     Som reaktion på Danmarks tilslutning til Det Væbnede Neutralitetsforbund erklærede briterne derfor krig mod Danmark. Britiske flådefartøjer under ledelse af admiral Nelson sejlede ind i danske farvande og stødte sammen med den danske flåde i Slaget på Reden ud for København i april 1801. Danskerne blev slået og måtte som resultat heraf trække sig ud af Det Væbnede Neutralitetsforbund.

Få år efter kom Danmarks neutralitet igen under pres fra henholdsvis Storbritannien og Frankrig, der også havde Danmarks gamle beskytter, Rusland, på sin side. I august 1807 krævede England den stærke, danske flåde udleveret som sikkerhed for, at Danmark ikke gik ind i krigen på Frankrigs side. Danskerne valgte under heftigt pres at stå på Frankrigs og Ruslands side. Briterne landsatte tropper i Nordsjælland og indledte et voldsomt bombardement af København – kendt som historiens første terrorbombning, fordi bombardementet i høj grad ramte civile og ikke et dediceret militært mål. Danmark bøjede sig og udleverede flåden.

Danmark fortsatte i alliance med Frankrig, også da krigslykken vendte, og Napoleon blev trængt i defensiven. Rusland havde i 1809 besat Finland, der tidligere var svensk. Ved fredsslutningen imellem de to lande var man ifølge Lars Hovbakke Sørensens 'En europæisk Danmarkshistorie' (se kilder) blevet enige om, at Sverige til gængæld skulle overtage Norge, der havde stået under den danske krone, når Napoleonskrigene var overstået. Denne aftale blev effektueret ved Freden i Kiel i 1814, da Napoleon havde lidt nederlag. Dermed blev Norge adskilt fra det danske kongerige efter at have været forbundet med Danmark i mere end 400 år. Napoleonskrigene og Danmarks beslutning om at stå på fransk side kom altså til at betyde, at Danmark blev reduceret til en småstat uden nævneværdig militær styrke.