Mediernes magt

Hvad består mediernes magt og rolle i et demokrati i?

Medierne og den journalistik, de producerer, har en vigtig funktion i et demokrati. En af grundstenene i et demokrati er, at borgerne har den bedst mulige forudsætning for at påvirke det samfund, de lever i, og har ret til at give deres mening til kende. Det sker ved frie valg af politiske repræsentanter, hvor magthaverne skal stilles til ansvar for deres handlinger. I den proces er det mediernes rolle at informere, afdække begivenheder og give borgerne adgang til oplysninger, så de kan vælge og handle på et oplyst grundlag. Sådan opridses mediernes rolle i fagbogen Medier, politik og samfund (se kilde 1). Her beskrives medierne som “borgernes sanseapparat”, ligesom det pointeres, at demokrati og fri presse går hånd i hånd. Herhjemme kaldes medierne ofte for ‘den fjerde statsmagt’ som supplement til de tre formelle statsmagter i et demokrati: den lovgivende (Folketinget), den udøvende (regeringen) og den dømmende (domstolene). Ifølge bogen er det altså medierne, der sørger for, at de tre andre statsmagter forvalter deres magt i overensstemmelse med lovgivningen. Gør de ikke det, stiller medierne dem optimalt set til ansvar på borgernes vegne. For at borgere kan få de rigtige oplysninger om, hvad der rører sig i samfundet, skal medierne leve op til to betingelser: De skal være troværdige, og de skal være uafhængige, fremgår det af bogen Medier, politik og samfund (se kilde 1).

Hvordan har medierne udviklet sig gennem tiden?

I korte træk kan mediernes udvikling deles op i fire historiske æraer:

•  Trykpressen
•  Radioen
•  Fjernsynet 
•  Digitaliseringen, som stadig er i hastig udvikling.

Ifølge DR’s årlige rapport om mediernes udvikling (se kilde 2) foregår størstedelen af danskernes medieforbrug nu online døgnet rundt i stedet for via de traditionelle medier som aviser, radio og tv, hvor der før i tiden var faste, daglige sende- og udgivelsestidspunkter. Det fremgår af Ritzaus artikel “2022 kan blive nyt digitalt vendepunkt for danskernes medievaner” (se kilde 3). I dag består mediebilledet af et mangfoldigt udvalg af aviser, tv-stationer, radiostationer og netmedier, og i modsætning til før digitaliseringen kan medierne nå forbrugerne på mange måder via eksempelvis smartphones eller tablets og i form af for eksempel streaming-tjenester som YouTube eller sociale medier som Facebook og Twitter.

Hvilke kriterier arbejder medierne ud fra?

I nyhedsjournalistik har man i 50 år opereret med fem nyhedskriterier, som stadig er i brug, fremgår det af artiklen “Nyhedskriterierne skulle sikre bedre journalistik”, som lektor Martin Vestergaard har skrevet på Medium (se kilde 4). De fem kriterier er:

•  Aktualitet: Nyheden skal lige være sket eller være tidsaktuel.

•  Væsentlighed: Nyheden skal have betydning for samfundet og borgerne og skal bidrage med indsigt og perspektiv.

•  Identifikation: Nyheden skal indeholde noget, som borgerne kan relatere til, og som er tæt på deres hverdag.

•  Sensation: Nyheden skal handle om noget ekstraordinært og spektakulært.

•  Konflikt: Nyheden skal indeholde en strid eller modsætning mellem grupper, personer eller interesser.

I 2019 kom det imidlertid frem i en artikel i Fagbladet Journalisten (se kilder), at ophavsmanden til kriterierne, den norske professor Johan Galtung, havde tænkt dem som en advarsel, ikke en guide. “Hvis man bliver ved at arbejde ud fra de kriterier, ender det galt, og folk får et fuldstændig skævvredet billede af virkeligheden,” udtalte tidligere nyhedsdirektør i DR Ulrik Haagerup i artiklen (se kilde 5).

Hvilke medier spiller en rolle i Danmark?

Alle danske medier medvirker til oplysningen af landets befolkning i større og mindre grad. I Danmark findes der foruden Danmarks Radio (DR) og TV 2, som er underlagt en public service-kontrakt, samt flere større mediehuse med flere medier under samme tag – eksempelvis JP/Politikens Hus (Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet) og Berlingske Media (Berlingske, Weekendavisen, B.T.). Mediekoncernen Jysk Fynske Medier udgiver bl.a. 14 regionale dagblade og den landsdækkende avis Danmark. Derudover findes der en lang række mindre lokalaviser. Der er de seneste år også dukket flere selvstændige netmedier op som eksempelvis Zetland, Frihedsbrevet og Altinget.

Fælles for dem alle er, at de producerer forskellige former for journalistik og på den måde kan være med til at informere borgerne og ideelt set klæde dem på til at træffe valg på et oplyst grundlag. Nogle medier udmærker sig ved at vinde den prestigefyldte Cavling-pris for afslørende journalistik, andre leverer baggrundsstof og meningsudvekslinger, mens andre fokuserer mest på nyheder. Langt de fleste danske medier får del i den mediestøtte, der hvert år fordeles ud fra cirka fem milliarder skattekroner, som det fremgår af en rapport fra Slots- og Kulturstyrelsen (se kilde 6). De to medier, der modtager mest støtte, er Kristeligt Dagblad og Dagbladet Information.

Hvilke medier spiller en rolle internationalt?

I alle dele af verden eksisterer der medier, som orienterer det pågældende lands indbyggere om samfundet i større eller mindre grad. En del særligt engelsksprogede medier har også indflydelse langt uden for egne landegrænser, for eksempel britiske The Guardian og amerikanske The New York Times. Desuden findes der en række globale nyhedsbureauer, hvoraf tre når virkelig bredt ud med kontorer i næsten alle verdens lande: Agence France-Presse (AFP), Associated Press (AP) og Reuters. Disse nyhedsbureauer dækker alle stofområder og leverer størstedelen af de internationale nyheder til medier på tværs af kloden. I bogen Medier, politik og samfund kaldes de tre nyhedsbureauer for “gatekeepers”, fordi de i høj grad bestemmer, hvilke nyheder befolkninger i en lang række lande får adgang til (se kilde 1). De senere år har der været eksempler på, at medier fra mange forskellige lande går sammen om at afdække internationale skandaler, heriblandt Panama Papers.

Hvem er ansvarlig for det indhold, medierne bringer?

Et af de bærende principper i et demokrati er mediernes pressefrihed. Pressefrihed betyder, at medierne har retten til at bringe de historier, de vil, uden at frygte censur. Medierne står dog, ligesom alle andre, til ansvar over for domstolene. For eksempel må de ikke komme med diskriminerende eller racistiske ytringer. I Danmark skal medierne rette sig efter de etiske regler, der står i Medieansvarsloven (se kilde 7), hvoraf det også fremgår, hvem der har ansvaret hos mediet, hvis det bringer en historie, der siden klages over. Pressenævnet tager sig af disse klager, og mediet kan blive tvunget til at bringe en rettelse eller en beklagelse. Pressenævnet er offentligt og uafhængigt og tager sig af alle klager rettet mod medierne.

Hvordan er tilliden til medierne i disse år?

Der foretages mange meningsmålinger blandt befolkningen for at afdække mediernes troværdighed. I Danmark viser disse år efter år, at brugerne generelt har stor tillid til medierne. I den årlige rapport Danskernes brug af nyhedsmedier, som medieforskere fra RUC står bag, måles bl.a. danskernes tillid til medierne, og ifølge den seneste rapport fra 2021 udtrykker 59 procent generel tillid til nyhedsmedierne i Danmark (se kilde 8). Ifølge forskerne kan coronapandemien have haft en positiv effekt – i hvert fald steg tilliden til nyhedsmedier med 13 procentpoint fra 2020 til 2021. På globalt plan er Danmark et af de lande med højest tillid til de nationale medier. Rapporten Digital News Report 2021 fra Reuters Institute (se kilde 9) viser, at danskernes generelle tillid til medierne (58 procent i denne rapport) er mere end dobbelt så stor som amerikanernes (26 procent) og næsten dobbelt så stor som briternes (34 procent).